Friheden forsvares

LEVER De i et land hvor der er en fri forfatning? Hvis det er tilfældet, tror De måske at Deres frihedsrettigheder er sikrede. Men hvor sikre er de i virkeligheden? Kan De være sikker på at De altid kan nyde disse rettigheder?

Lad os antage at De følte Dem forpligtet til at tale offentligt om den korruption som mænd med politisk magt måske øvede i Deres by. Ville De så være i stand til at benytte Deres ret til talefrihed, eller ville De blive jaget af politiet? Lad os antage at De boede i en by hvor de fleste var i fagforening, men at De var stærkt imod fagforeninger. Ville De så være i stand til ret længe at udtrykke Deres meninger offentligt? Hvad om De rejste til en by hvor der var spænding mellem racerne og De begyndte at tale for raceintegrering? Hvor længe ville De være i stand til at benytte Deres talefrihed?

En virkelig prøve på frihedsgarantiernes holdbarhed er at prøve at udøve dem et sted hvor ens synspunkt er i konflikt med flertallets eller med magthavernes. Folk ligger under for selviske interesser, fordomme og andre menneskelige svagheder der har indflydelse på deres holdning over for upopulære mindretal og folk der frimodigt siger deres mening. Det er ikke ualmindeligt at politi og lokalpolitikere ignorerer forfatningsmæssige rettigheder når de står over for sådanne personer.

Hvad ville De gøre hvis De blev nægtet Deres forfatningsmæssigt garanterede rettigheder? Ville De forsvare dem fredeligt ved at gå til domstolene? Men hvad med de mennesker der ikke har penge til at føre en lang kamp ved domstolene? Det er mere end sandsynligt at de vil skære tænder i bitter vrede og drage den slutning at voldsomme demonstrationer eller væbnet oprør mod „systemet“ er deres eneste udvej.

Men vil det bringe større frihed at ty til vold? Det er ikke sandsynligt. Vold avler mere vold, der kan føre til suspension af de forfatningsmæssige friheder. Hvis en revolutionær regering kommer til magten er det ikke sandsynligt at de forskellige friheder bliver udstrakt til modstanderne. Selv de der har hjulpet den nye regering til magten opdager måske at de har færre friheder end før. Det kan således blive en skuffelse at søge efter menneskelige friheder.

Imidlertid er mange ublodige kampe blevet udkæmpet ved domstolene for at forsvare friheden. Nogle af disse er blevet vundet og har dannet præcedens af historisk betydning. En af dem har hjulpet til at styrke frihederne i Canada.

Sat i fængsel for at tale om sandheden

Den 7. december 1946 besøgte Louise Lamb, et af Jehovas vidner i Canada, folks hjem i Verdun, Quebec, og talte med dem om det håb Bibelen giver. På dette tidspunkt havde premierminister Maurice Duplessis i seksten år været provinsens politiske leder. Det mishagede ham at se folk der ikke havde hans religion tale med Quebecs befolkning om religiøse anliggender. Derfor brugte han politiet til at forhindre Jehovas vidner i at udøve deres tale- og religionsfrihed. Miss Lamb var en af de mange der blev arresteret for at udøve disse friheder.

Hun blev fængslet weekenden over uden at der var rejst anklage imod hende, uden at få lov til at telefonere til sin venner eller sin sagfører. Hun blev fotograferet, fik taget fingeraftryk og blev behandlet som en gemen forbryder for at have udøvet friheder man i lang tid har værnet om i Canada.

Efter at have tilbragt weekenden i fængsel fik hun den besked at hun kunne løslades, men hun skulle underskrive en erklæring der gik ud på at hun ikke ville rejse sag mod den betjent der havde fået hende fængslet. Hvis hun nægtede at underskrive ville der blive rejst kriminalsag imod hende. Hun afslog, og der blev rejst sag. En domstol afviste senere sagen.

Miss Lamb anlagde derefter civilsag mod politibetjenten for at forsvare sin tale- og religionsfrihed. Dette viste sig at blive en lang og vanskelig kamp der til sidst endte for Canadas højesteret. Domstolens kendelse gav hende oprejsning ved at sige: „Arrestationen og retsforfølgelsen kan på ingen måde retfærdiggøres eller undskyldes, og tilbageholdelsen af appellanten var sket på en måde og under forhold der ikke er langt fra at være vanærende.“

Den sejr hun vandt i en lang juridisk kamp blev anerkendt af professor Frank Scott i hans bog fra 1959 Civil Liberty and Canadian Federalism som en sejr i forsvaret af friheden, en sejr der har hjulpet til at gøre de demokratiske friheder mere sikre for alle canadiere. Han sagde:

„Lamb-sagen er blot et yderligere eksempel på ulovligheder fra politiets side, men den er en del af det triste billede der alt for ofte er blevet afsløret i Quebec i de senere år. . . . Når man læser sådan en historie spekulerer man på hvor mange andre uskyldige ofre der er blevet behandlet på lignende måde af politiet, men som ikke har haft mod og støtte til at føre sagen igennem til endelig sejr — i dette tilfælde 12¹/₂ år efter at arrestationen havde fundet sted. Vi skulle være taknemmelige for at vi i dette land har nogle ofre for statslig undertrykkelse der står op for deres rettigheder. Deres sejr er en sejr for os alle.“

Som bemærket af professor Scott har ikke enhver der er blevet nægtet de fundamentale friheder haft beslutsomhed, økonomiske midler og juridisk støtte nok til at føre en retssag helt op til højesteret. Denne sag der blev ført derop til sejr er således af historisk betydning i Canada.

En fri forfatning

Man tror i almindelighed at en fri forfatning og en erklæring om menneskerettigheder vil sikre retfærdighed for mindretallene. Dette synspunkt blev udtrykt af John Diefenbaker i 1960 da han var canadisk premierminister og der blev vedtaget en menneskerettighedserklæring i Canada. Han udtalte: „Denne erklæring er et stort skridt fremad. Den vil opstille et frihedens alter der vil sikre at mindretallet ikke vil blive uretfærdigt behandlet af flertallet, hvilket er noget af det centrale når det gælder frihed.“

Der kan ikke være nogen tvivl om at det canadiske folk er bedre stillet ved at have en sådan erklæring, da den giver dem et juridisk grundlag for de friheder de værner om. Men betyder selve dette at den findes, at disse friheder automatisk vil blive respekteret, at enhver vil nyde godt af dem? Betyder dette at intet mindretal vil blive uretfærdigt behandlet af myndighederne i nogen by? Ikke nødvendigvis. Der findes altid selviske embedsmænd og følelsesbetonede grupper blandt offentligheden der ikke er villige til at indrømme personer med upopulære synspunkter de friheder loven giver dem. Dette betyder at sådanne personer må forsvare deres friheder juridisk eller finde sig i tabet af dem.

Kampen for frihed i De forenede Stater

De forenede Stater har haft en fri forfatning i 180 år, men Jehovas vidner har måttet ty til domstolene gentagne gange for at kunne nyde de friheder den garanterer. Dens eksistens har givet juridisk grundlag for at føre mange sager igennem til De forenede Staters højesteret. Disse sager er blevet skelsættende i retshistorien. I en kommentar til dette skrev Leon Friedman i sin bog The Wise Minority:

„I de nogle og tyve sager der er vundet, har dette lille, svage og upopulære mindretal foretaget fundamentale ændringer i amerikansk lov. De har fået fastslået retten til at alle mindretal må bruge gader og offentlige parker til at fremføre deres budskaber. Og de har gjort det klart at regeringen ikke kunne fremtvinge noget åbenlyst udtryk for lydighed eller loyalitet fra sine borgere. Disse fortilfælde fik den politiske frihed i dette land til at stige adskillige grader.“

Noget lignende giver professor Milton R. Konvitz udtryk for i sin bog Fundamental Liberties of a Free People:

„Jehovas vidner er blevet de ideelle forsøgsdyr med hensyn til at prøve grænserne for de friheder der omtales i den første tillægsartikel. De er blevet anklaget for ’yderligheder og misbrug’. I 1938 begyndte de at give højesteret en lang række sager i hvilke forskellige faser af disse friheder blev underkastet en nøje undersøgelse. Resultatet har stort set været at der er blevet etableret fortilfælde der har styrket grundlaget for og rækkevidden af religiøs frihed, og i ikke mindre grad tale-, presse- og forsamlingsfrihed.“

Skønt Jehovas vidners juridiske kampe har udrettet meget til forsvar for de forfatningsmæssige friheder i De forenede Stater, er der stadig situationer hvor disse friheder er truet. Et nyligt eksempel er en lov der i 1971 blev vedtaget af Repræsentanternes hus i Pennsylvanien. Den gjorde flaghilsen tvungen for skolebørn i offentlige skoler og undtog ikke elever der mener at det er imod deres religiøse samvittighed at hilse noget som helst flag. Denne lov truer skolebørnenes religionsfrihed.

Eftersom flaghilsen er forbundet med patriotisme, bliver mange mennesker følelsesmæssigt oprørt når de hører at nogen nægter at hilse det. Selv om flertallet ser anderledes på det, skulle de så ikke indrømme dette mindretal frihed til at afstå fra at gøre noget der er imod deres religiøse samvittighed? Ville respekt for et mindretals religiøse samvittighed ikke netop være et udtryk for værdsættelse af de friheder der repræsenteres ved flaget?

I en kommentar til denne lov i Pennsylvanien sagde Philadelphia-bladet Inquirer den 16. juni 1971 i en lederartikel:

„Loven er åbenlyst i strid med forfatningen. Lignende tvungne flaghilsener er blevet slået ned gang på gang af De forenede Staters højesteret, mest bemærkelsesværdigt i 1943-sagen West Virginia State Board of Education mod Barnette, da afdøde dommer Robert Jackson gav udtryk for sit synspunkt og i veltalende vendinger erklærede:

’Hvis der i vor forfatning overhovedet findes noget der kan kaldes urokkeligt, så er det dette at ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne.’“a

Lovgiverne i Repræsentanternes hus i Pennsylvanien er uden tvivl oprigtige i deres ønske om at gøre skolebørn patriotiske, men det ændrer ikke den kendsgerning at de har ignoreret den grundlovssikrede religionsfrihed. Avisen fortsatte sine kommentarer:

„Og patriotismen kan sandelig ikke fremmes når lovgivende forsamlinger selv lader hånt om forfatningen. Spørgsmålet er enkelt, erklærede repr. Ray Hovis: ’Det drejer sig om hvorvidt nærværende lovgivningsmagt ønsker at begå hvad der i virkeligheden er en borgerlig ulydighedshandling fordi den ikke kan lide den nuværende forfatningslov om flaghilsen.’“

Forfatningsfrihederne giver enhver ret til at udtrykke hvad han tror, men de giver ham også ret til sit afholde sig fra at udtrykke noget han ikke går ind for. I en kommentar til dette udtaler professor Konvitz i sin bog Fundamental Liberties of a Free People:

„Friheden til ikke at tale, til ikke at bekende visse meninger, kan være mere betydningsfuld end friheden til at tale, eftersom bekendelsen af noget man ikke tror, kan øve mere vold på samvittigheden end at undlade at udtrykke noget man tror på.“

Hvor der er en stærk nationalistisk ånd er der ofte en tendens til at forvente at enhver skal tale og handle på samme måde som flertallet, uden hensyn til den religiøse samvittighed. Dette er en form for tankekontrol der føres til yderligheder under visse regeringsformer. Men når en regering roser sig af de friheder den tilstår sit folk, hvorfor skulle de folk der har magten da prøve på at tvinge et mindretal til at gøre noget der er imod deres religiøse samvittighed? Er dette foreneligt med patriotiske udtalelser om frihed for alle?

Det er overordentlig vanskeligt at sikre at alle mennesker uden forskel kan nyde friheden, selv i demokratiske lande. Sædvanligvis må en person der er ude af trit med flertallet, i visse anliggender forsvare sine rettigheder. Skønt der kan føres et fredeligt forsvar ved domstolene, betyder dette ikke nødvendigvis at han vinder. Dommere er ufuldkomne mennesker som alle andre og er under indflydelse af personlige interesser og følelser og kan foretage fejlbedømmelser. Selv De forenede Staters højesteret har til tider måttet omstøde sin egen vurdering fordi den har indset at tidligere afgørelser var fejlagtige. Et klassisk eksempel var da den omstødte sin tidligere afgørelse i Pennsylvanien-flaghilsensagen Minersville School District mod Gobitis, 3. juni 1940 (310 U.S. 586), der var blevet startsignalet til en almindelig bølge af vold over hele landet imod Jehovas vidner.

Skønt Jehovas vidner i de forløbne år har etableret mange juridiske fortilfælde ved deres juridiske kampe til forsvar for friheden, er mindretallenes friheder stadig ikke absolut sikre. Uretfærdigheder kan forventes så længe ufuldkomne mennesker udøver myndighed over andre. Skønt befolkningen i Canada og De forenede Stater har haft gavn af de afgørelser Jehovas vidner har opnået i juridiske kampe, fortsætter forsvaret af friheden.

Frihed for alle

Omstændighederne vil ændres til det bedre, men dette vil kræve en mentalitetsændring og at den almindelige moralske målestok ændres. Der må være en grundlæggende kærlighed og samhørighed blandt befolkningen, overalt på jorden. Dette udtrykkes præcist i Bibelen: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Men hvordan kan en sådan forandring komme?

Det eneste håb om den nødvendige forandring ligger i Skriftens løfte om at en regering skabt af Gud snart skal styre jorden med ret og retfærdighed. Kun under denne guddommelige regering vil friheden ikke længere være truet af fordomme, hæmningsløse følelser, had, misforståelser, uretfærdigheder og fejlvurderinger. Denne guddommeligt oprettede regering vil ikke være belastet med de mange mangler, personlige fejltagelser og selviske interesser, der forekommer i menneskeskabte regeringer. Når hele menneskeheden er under Guds riges retfærdige styre, vil ingen igen nogen sinde være nødt til at kæmpe for at forsvare de friheder han er berettiget til.

[Fodnote]