Kapitel 10

Hvad sker der med os når vi dør?

 1. Hvorfor dør vi alle? (Romerne 5:12)

VI DØR alle fordi vi er syndere der har arvet ufuldkommenheden fra Adam.

„Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23)

Men hvem har egentlig lyst til at dø? Især hvis man er sund og rask, vil man gerne bevare livet og glæde sig over det.

 2. (a) Hvad gør livet værd at leve? (b) Hvad tyder på at mennesket er skabt til at leve længere end halvfjerds-firs år? (1 Mosebog 2:9)

² Der er meget i livet som kan gøre os lykkelige — gode venner, kærlige familiemedlemmer, en sund fysisk beskæftigelse, evnen til at nyde skaberværket omkring os. Hvor dejligt er det ikke at betragte majestætiske bjerge, smukke fjorde, en betagende solnedgang eller et storladent landskab med søer og skove! Nogle af træerne i disse skove har levet i århundreder, ja årtusinder! Og dog må vi mennesker, som Gud skabte til et langt mere ophøjet formål end træerne, nøjes med en levetid på halvfjerds til firs år. Var det Skaberens mening at det skulle være sådan?

 3. Hvordan nåede en kvinde til det resultat at døden er enden på alt? (Salme 104:29)

³ Vi må alle se i øjnene at døden kan indhente os. Under Stillehavskrigen (1941-1945) blev denne fjende, døden, uhyggeligt nærværende for mange i dette område. Under de hårde kampe på øen Okinawa, for eksempel, blev over 203.000 mennesker dræbt eller såret, heriblandt 132.000 civilpersoner.

En af de overlevende på Okinawa fortæller hvordan hun, sammen med sin kun seks uger gamle søn, søgte tilflugt i familiens store gravsted på en bakkeskråning. I strid med den lokale overtro mistede hendes lille dreng ikke sin sjæl da hun nærmede sig graven med ham. I de lange timer hun tilbragte der, lagde hun mærke til at hendes forfædres levninger ikke så stort anderledes ud end Jorden udenfor, og hun kom til det resultat at der ikke kunne være spor liv tilbage i dem. Kort efter krigen kom hun i forbindelse med Jehovas vidner, som ud fra Bibelen viste hende at de døde netop „vender tilbage til jorden“ og at der ikke er noget af mennesket som lever videre. Hun blev den første indfødte okinawer der begyndte at forkynde „den gode nyhed“ om det virkelige håb for „dem som sover i døden“. — 1 Mosebog 3:19; 1 Tessaloniker 4:13.

 4. Hvordan beskriver Bibelen de dødes tilstand?

⁴ Hvad ellers læste denne okinawiske kvinde i Bibelen som bekræftede hendes syn på de dødes tilstand? Her følger nogle skriftsteder som hun læste:

„Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [hebraisk: sheol], hvor du stævner hen.“ (Prædikeren 9:5, 10)

„[Jehova], . . . hjælp mig dog for din miskundheds skyld! Thi i døden kommes du ikke i hu, i Dødsriget [sheol] hvo vil takke dig der?“ (Salme 6:5, 6)

„Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl [hebraisk: neʹfesh] fra Dødsrigets [sheols] hånd?“ (Salme 89:49)

„Et menneskebarn . . . bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Salme 146:3, 4.

 5. Hvad er Sheol og Hades, og hvilken tilstand er man i dér? (Salme 115:17)

⁵ I grundteksten til de anførte skriftsteder forekommer det hebraiske ord sheol tre gange. I alt findes det over tres gange i De hebraiske Skrifter, og det betyder bogstaveligt „graven“. Det tilsvarende ord i De græske Skrifter er hades, som forekommer ti gange. De to ord bruges aldrig om gravsteder, enkelte grave, men altid om „dødsriget“, den „fælles grav“ som Adams syndige efterkommere ender i når de dør. Det er et sted hvor de døde ikke har nogen bevidsthed, hvor de simpelt hen ikke eksisterer, og hvor de må blive indtil Gud oprejser dem. De er fuldstændig døde; men der er stadig håb for dem.

HVAD ER ’SJÆLEN’?

 6. (a) Hvad er den almindelige opfattelse af ’sjælen’? (b) Hvad er henholdsvis det hebraiske og det græske ord der oversættes med „sjæl“?

⁶ Mange tror imidlertid at mennesket har en „sjæl“ der ved døden forlader legemet og lever videre et andet sted. Nogle mener at Bibelen lærer dette. Det skyldes blandt andet at det hebraiske ord neʹfesh og det græske psykheʹ i Bibelen ved oversættelse til andre sprog gengives med ord som kan vække formodning om en åndetilværelse efter døden. På dansk er det ofte ordet „sjæl“ der bruges. Det er derfor meget vigtigt at vi forstår den virkelige betydning af de ord der gengives med „sjæl“.

 7. (a) Hvor mange gange forekommer det hebraiske ord i Bibelen, og hvad betyder det egentlig? (b) Hvilke sjæle findes der foruden menneskesjæle, og kan sjæle dø? (c) Hvordan benyttes det græske ord for sjæl i forbindelse med Adam? (d) Hvordan blev Adam en levende sjæl, og hvilken omvendt proces fandt senere sted? (Job 34:15)

⁷ Det hebraiske ord neʹfesh, der forekommer omkring 750 gange i Bibelen, betyder bogstaveligt „en der ånder“. Som vi allerede har set, bliver både fisk, fugle, pattedyr og mennesker betegnet som „sjæle [neʹfesh]“ i Bibelen. De har ikke en sjæl, men de er sjæle, skabninger der ånder. Og som det fremgår af Salme 89:49, som er citeret ovenfor, kan ’sjælen’ ikke undslippe dødsrigets hånd. Den dør. En undersøgelse af de 102 steder hvor det tilsvarende ord psykheʹ forekommer i De græske Skrifter, viser det samme, nemlig at mennesket er en sjæl.

„Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl [psykheʹ].“ (1 Korinter 15:45)

Gud frembragte denne „sjæl“ ved at blæse livsånde i næseborene på det menneske han havde dannet af jordens støv. Derved blev mennesket „en der ånder“, en levende sjæl. Da Adam gjorde oprør, udtalte Gud dødsdommen over ham med følgende ord:

„Du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mosebog 3:19)

Da denne straf blev fuldbyrdet ophørte Adam med at være „en der ånder“, en sjæl, og han vendte tilbage til det livløse støv han var taget af. Der skete det modsatte af hvad der skete ved skabelsen. Der var intet hos ham der levede videre. Han ophørte fuldstændig med at eksistere.

 8. (a) Hvordan forklarer hebraiskkyndige betydningen af neʹfesh? (b) Hvad betyder psykheʹ ifølge forskellige ordbøger? (c) Hvilke ord af Jesus viser at sjælen ikke er udødelig? (Mattæus 26:38)

⁸ ’Sjælen’ er det fysiske, levende menneske selv, ikke blot en åndelig del af det. Dette bekræftes af mange lærde. For eksempel har en af Amerikas betydeligste hebraiskkyndige, dr. H. M. Orlinsky, sagt følgende om ordet „sjæl“:

„Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“

Det græske ord psykheʹ betegner ifølge ordbøgerne blandt andet „liv, livskraft“, „levende væsen“, „Sædet for Vilje, Lidenskaber, Hjærte, Sindelag“, og det vises at ordet endog i ikke-bibelske græske værker blev anvendt om dyr.a At en „sjæl“ ikke er udødelig viste Jesus da han ifølge Mattæus 10:28 sagde at Gud „kan ødelægge både sjæl [psykheʹ] og legeme i Gehenna“.

 9. (a) Hvad er „Gehenna“? (b) Er nogen ved bevidsthed der? (Mattæus 18:9)

⁹ Men hvad er „Gehenna“? I mange bibeloversættelser gengives det med „Helvede“. Er det da et sted hvor de døde pines mens de er ved fuld bevidsthed? Nej. „Gehenna“ var navnet på en dal uden for det gamle Jerusalems mure. Dalen blev brugt som losseplads, og ofte blev ligene af henrettede forbrydere kastet derned så de kunne brænde op i ilden sammen med affaldet. Derfor benyttes „Gehenna“ tolv gange i De græske Skrifter som et symbol på den evige udslettelse der rammer uforbederligt onde sjæle. Ordet betegner tilintetgørelse, ikke evig pine. De der blev udslettet i Gehenna blev ikke pint mere end de lig der i dag brændes i et krematorium.

EN LØGN HOLDES I LIVE

10. Er der nogen del af mennesket som lever videre efter døden? (Esajas 53:12)

¹⁰ Når et menneske dør, er der altså ikke nogen del af det som lever videre. Hvorfra stammer så den lære at mennesket har en udødelig sjæl?

11. (a) Hvordan trodsede Nimrod Jehova? (b) Hvordan blev Babylon „moder“ til al falsk religion på jorden? (Åbenbaringen 17:5)

¹¹ Efter Vandfloden levede Noas oldesøn Nimrod, som blev en tyran der var „i opposition til Jehova“ og drev jagt på mennesker og dyr. Han underlagde menneskene streng disciplin og satte dem til at bygge byer for sig, heriblandt Babel eller Babylon, der blev „moder“ til al falsk religion. I denne by begyndte Nimrod at opføre et tårn i trods mod Gud. Af den grund forvirrede Jehova menneskenes sprog og spredte dem i sproggrupper „ud over hele jorden“. (1 Mosebog 10:8-10, NW; 11:5-9) De tog Babylons religion med sig og grundlagde „datterreligioner“ i hele verden.

12. (a) Hvilken lære har altid været fremtrædende i den babyloniske religion? (b) Hvad siger Bibelen imidlertid?

¹² Hvad mente de gamle babyloniere om de dødes tilstand? I Encyclopædia Britannica (1910-udgaven, bind 3, s. 115) siges der:

„Man forestillede sig i almindelighed en stor, mørk underjordisk hule . . . hvor alle de døde var samlet og hvor de fristede en elendig tilværelse i uvirksomhed, i et dystert, støvfyldt mørke.“

Overalt på jorden har Babylons „datterreligioner“ holdt liv i læren om at ’sjælen’ er udødelig og at den efter legemets død lever videre i en åndeverden. Men Bibelen siger ganske tydeligt om det syndige menneske: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:20.

13. Hvordan bekræfter autoriteter Bibelens lære om sjælen?

¹³ Græske filosoffer, heriblandt Platon, fremholdt også at sjælen er udødelig. I denne forbindelse kan nævnes at avisen Le Monde for 8. november 1972 citerede den franske forfatter Roger Garaudy for en udtalelse om at græsk filosofi „førte kristendommen på vildspor i århundreder“. Vi læser endvidere:

„Sjælens og legemets dualisme og den deraf følgende myte om sjælens udødelighed . . . er teorier fra Platon som ikke har noget med kristendommen eller Bibelen at gøre.“

Selv i værket New Catholic Encyclopedia (bind 13, s. 449) indrømmes der, under overskriften „Sjæl (i Bibelen)“:

„Der [findes] ingen dikotomi [tvedeling] af legeme og sjæl [i De hebraiske Skrifter] . . . Ordet nepes betyder aldrig sjæl som noget der er adskilt fra legemet eller den enkelte person, selv om det er oversat med vort ord sjæl.“

14. Hvad viser at kristenheden har ført usand lære? (1 Timoteus 4:1, 2)

¹⁴ Både i såkaldt kristne lande og i andre lande fører religionerne altså usand lære når de siger at sjælen, overlever legemet. Ikke et eneste af de mindst 850 steder hvor ordene neʹfesh og psykheʹ forekommer i Bibelen, er de forbundet med sådanne udtryk som udødelig, uforgængelig eller uforkrænkelig.

„Den sjæl [neʹfesh], der synder, den skal dø.“ „Enhver sjæl [psykheʹ] der ikke hører . . . vil blive fuldstændig udryddet.“ (Ezekiel 18:4; Apostelgerninger 3:23)

Sjælen (neʹfesh, psykheʹ) lever ikke videre efter døden.

HÅB FOR DE DØDE

15. (a) Hvordan er både menneskers og dyrs skæbne? (Salme 49:13) (b) Hvad er „ånden“ som omtales i Prædikeren 12:7, og hvad sker der med den ved døden?

¹⁵ Hvilket håb er der da for de døde? Hvis ikke Gud havde truffet en foranstaltning for dem, ville de, ligesom dyrene, forblive i dødstilstanden.

„Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden . . . Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ (Prædikeren 3:19, 20)

Ja, det er tydeligt at menneskene dør ligesom dyrene. Men læg mærke til hvad den samme bibelskribent senere siger om „ånden“, den livskraft Gud har indgivet menneskene:

„Støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ (Prædikeren 12:7)

Gud tager altså menneskets livskraft tilbage.

16. (a) Hvad viser at Gud nemt vil kunne genskabe et menneske? (Job 14:13) (b) Hvordan giver Gud „ånden“ tilbage?

¹⁶ Tænk om Gud atter vil skænke et sådant menneske livskraft! Med sin fuldkomne hukommelse kan Gud nemt genkalde sig hvordan dette menneske var — ligesom vi nu kan optage menneskers stemmer og bevægelser på magnetbånd og gengive dem over radioen eller på en billedskærm længe efter at disse mennesker er døde. Gud, Skaberen, hvis hukommelse er ubegrænset, vil på ingen måde have svært ved at genskabe et menneske af jordens støv, at indgive det hver detalje af dets tidligere sind og personlighed, og at gengive det ånden eller livskraften, så det bliver levende igen. Det vil ikke være sværere for Gud at gøre dette end det var for ham at skabe det første menneske. Og Bibelen forsikrer os om at Gud „oprejser de døde og gør dem levende“. — Johannes 5:21.

17. (a) Hvad er det Gud „oprejser“? (b) Hvad kan vi altså være fuldt forvissede om? (Markus 12:26, 27)

¹⁷ Hvad er det Gud „oprejser“? I de fleste tilfælde er der jo intet tilbage af det døde legeme. Liget er måske endda blevet brændt eller fortæret af vilde dyr. I opstandelsen vil Gud imidlertid skabe et helt nyt legeme af jordens grundstoffer, indgive det den samme personlighed, de samme karaktertræk, som den pågældende, havde i sit tidligere liv, og give det livskraften tilbage så sjælen lever igen. Hvis vi forbliver i Skaberens kærlighed kan vi være fuldt forvissede om at han, hvis vi dør, vil give os livet igen i opstandelsen. Han vil oprejse menneskeheden fra de døde når han har renset jorden og gjort den til et sted hvor man kan leve evigt.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 85]

Gud stiller menneskene noget bedre i udsigt

[Illustration på side 86]

Under Stillehavskrigen reddede civilpersoner på Okinawa livet ved at søge tilflugt i gravene

[Illustration på side 89]

Legeme + livskraft = en levende sjæl

[Illustration på side 91]

Gehenna uden for Jerusalem, hvor henrettede forbryderes lig blev brændt

[Illustration på side 94]

Mennesker kan ved hjælp af magnetbånd gengive et menneskes stemme og bevægelser efter dets død; Gud kan føre de døde tilbage til livet