Hvis navn respekterer du mest — dit eget eller Guds?
„Hellere godt navn end megen rigdom, yndest er bedre end sølv og guld.“ — Ordsp. 22:1.
1. Hvilket ordsprog spørges der om vi kan tilslutte os?
ER DU enig med fortidens kong Salomon, der sagde: „Hellere godt navn end megen rigdom“? Værdien af et godt navn understreges yderligere i ordsprogets næste linje, hvor Salomon tilføjede: „Yndest er bedre end sølv og guld.“ (Ordsp. 22:1) Sølv og guld er meget værd, men et godt navn er mere værd.
2. (a) Hvordan opnåede kong Salomon både et godt navn og megen rigdom? (b) Hvad er det klogest at vælge når valget står mellem et godt navn og megen rigdom, og hvorfor?
2 Mange søger at vinde sig megen rigdom, uanset hvordan det berører deres navn. Andre søger at beskytte deres navn ved at hemmeligholde de fordækte metoder og ufine midler hvormed de har opnået deres „megen rigdom“. Kong Salomon havde både et godt navn og megen rigdom, begge dele vundet med ære. Den Gud Salomon tilbad, havde gjort ham rig på sølv og guld og andre materielle goder, således som han havde lovet at gøre dengang han sagde: „Jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så at du ikke skal have din lige blandt konger, så længe du lever.“ (1 Kong. 3:13) Når valget står mellem et godt navn og megen rigdom gør man klogt i at vælge et godt navn. Det viser erfaringen at man bør gøre, og vi ved også selv at det er det bedste, for vi vil gerne bevare vor selvrespekt.
3, 4. (a) På hvilken måde ligner vi Gud i vor indstilling til vort navn? Forklar. (b) Hvordan lærte kong Salomons folk at Gud havde ment det han sagde i det tredje bud, og hvad viser det os?
3 De fleste respekterer det navn de har. Det skulle du også gøre, for dit navn er dig selv. Din Skaber har skabt dig med denne selvrespekt. På dette punkt ligner vi ham, for han har også selvrespekt. Han respekterer sit eget navn. Det forstår vi når vi tænker på de ti bud han gav kong Salomons folk. I det tredje bud hed det: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn på en uværdig måde.“ — 2 Mos. 20:7, NW.
4 Disse ord blev udtalt af kong Salomons Gud i 1513 f.v.t., mens profeten Moses levede. I løbet af sin lange historie efter at det havde fået dette bud, lærte kong Salomons folk af smertelig erfaring at Gud havde ment det han sagde. Dets historie viser at ingen har gavn af at bruge Guds navn „på en uværdig måde“, en måde der ikke tjener et godt formål, eller af at misbruge hans navn, anvende det på en forkert måde.
5. Hvordan viser vi om vi respekterer vort eget navn mere end Guds, og hvorfor gør vi nu klogt i hver især at spørge os selv hvis navn vi respekterer mest?
5 Hvis vi bruger Guds navn på en forkert måde, som om det var noget uværdigt, viser vi tydeligt at vi ikke respekterer det guddommelige navn. Grunden må være at vi respekterer vort eget personlige navn mere end vi respekterer Guds navn. Vil det gavne os? Kan vi slippe ustraffet fra at gøre det? Ikke ifølge det Gud sagde i det tredje bud. Selv om de fleste ikke er klar over det, har Guds navn noget at gøre med det der sker i verden i dag. Vi gør derfor klogt i hver især at spørge os selv: Respekterer jeg mit eget navn mere end Guds? Det er meget vigtigt at vi kommer til klarhed over dette spørgsmål, for verden vil meget snart blive straffet for den mangel på respekt den har vist Guds navn, og vi ønsker næppe at blive straffet sammen med verden.
6. (a) Hvordan sammenlignede Salomon et godt navn med parfumeret salve? (b) Hvad følte Jakob der var sket med hans navn på grund af den massakre Simeon og Levi havde gennemført?
6 Lad os forestille os at du ikke er til stede, og at dit navn nævnes mens andre hører på det. Hvilket indtryk søger den der nævner dit navn at give tilhørerne af dig, eller hvilket billede får de af dig? Du vil gerne have at det skal være et godt indtryk, ikke sandt? Du ville ikke være glad hvis dit navn virkede som en stank, som var du en frastødende person. I gammel tid brugte man parfumeret salve for at sprede vellugt omkring sig og virke tiltalende. Virker dit navn på samme måde når det omtales? Det mente kong Salomon at det burde, for inspireret af Gud sagde han: „Godt navn er bedre end ypperlig salve.“ (Præd. 7:1) Kong Salomons stamfader tretten slægtled tilbage, Jakob (Israel), havde samme opfattelse. Da hans to sønner Simeon og Levi havde gennemført en massakre på byen Sikem, irettesatte han dem og sagde: „I har bragt udstødelse over mig ved at gøre mig til en stank for landets indbyggere.“ (1 Mos. 34:25-30, NW; se også Anden Samuelsbog 10:6, New World Translation.) Jakob, som af landets indbyggere blev forbundet med hans Gud, Jehova, brød sig ikke om at hans navn skulle være en stank.
7. Hvilken duft har kristenhedens gejstlighed givet Guds navn, og hvorfor har de ikke ændret dette?
7 Vi ønsker heller ikke at vort navn skal være en stank blandt folk ved den måde hvorpå andre omtaler os eller opfører sig over for os. Vi forstår derfor hvordan Gud føler med hensyn til sit eget navn. Sagen er at de der hævder at være hans nærmeste venner på jorden, har bragt den største forsmædelse over hans navn. Kristenhedens præsteskab har gjort Guds navn til en stank der når til himmelen og ud over hele jorden. De ved, eller burde vide, på grund af deres teologiske uddannelse, at Bibelen viser at Guds navn er Jehova. I mange hundrede år har disse gejstlige lært at denne Bibelens Gud er en Gud der finder behag i at pine sine skabninger evigt, at han har et sted kaldet „helvede“ hvor der brænder en evig ild med svovl, og at han dér holder syndige menneskesjæle i live efter døden for at pine dem evigt, uden lindring. Præsterne har fordrejet Bibelens ord for at kunne lære dette, og den dag i dag har de ikke fjernet denne lære fra deres trosbekendelser og således indrømmet at det er en falsk, gudvanærende og dæmoninspireret lære. De ønsker ikke at indrømme at de har lært løgne.
8. For hvis navns skyld holder de fast ved deres løgne, og hvis navne har de vanæret?
8 For deres eget navns skyld foretrækker de at holde fast ved deres løgne om Gud. Og de vanærer ikke alene Gud, men også den ypperste i Guds familie, hans søn Jesus Kristus, for de hævder at Jesus Kristus fremholdt sådanne løgne i sin himmelske Faders navn.
9. Hvad inddrager kristenhedens præster Gud i, og hvordan?
9 De religiøse ledere forbinder også Bibelens Gud med alt det blod der er blevet udgydt på slagmarken. Hvordan? Ved at bede ham om at lade deres land vinde sejr over et andet land, og ved at sanktionere at ordene „Gud med os“ står på soldaternes bælte. De har bedt deres lands soldater ind i himmelen ved at påstå at de soldater der døde på slagmarken for deres politiske herskere, straks får adgang til himmelen for dér at være sammen med Gud og Jesus Kristus. For præsterne spiller det ingen rolle om det viser sig at deres lands soldater har kæmpet på den tabende parts, og derfor tilsyneladende også på den forkerte parts, side; soldaterne opnår alligevel himmelsk lyksalighed, blot de er døde med de religiøse lederes velsignelse og disse har bedt for dem. På denne måde fremstiller de Jehova som en Gud der støtter alle disse krige og al den blodsudgydelse som kristenheden har gjort sig skyldig i gennem de sidste seksten hundrede år.
10. (a) For hvem har gejstligheden gjort Guds navn til en stank, og er dette noget Gud ikke er opmærksom på? (b) Hvad lærte Jesus os at bede om vedrørende dette navn? Berører det ham at denne bøn vanhelliges?
10 Det er derfor intet under at Guds navn er en stank for dem der bittert siger at „religion er opium for folket“, og for de utallige millioner som kristenheden kalder hedninger og som bor i de ikke-kristne lande! Skal vi da mene at Gud ikke er opmærksom på dette, at han er død, og at han er ligeglad og ikke føler noget ved det alt sammen? Hvor urealistisk af os at tænke sådan! Hvordan kan såkaldt kristne mennesker tænke sådan, i betragtning af at de går i kirke og sammen med præsten og menigheden beder den bøn som Jesus Kristus lærte os idet han sagde: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? (Matt. 6:9) Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om at hans himmelske Faders navn måtte blive helliget, ikke at dette hellige navn måtte blive en stank i universet. Skal vi da mene at Jesus Kristus ikke føler noget ved det når folk der foregiver at være hans disciple, vanhelliger denne bøn og besmitter hans himmelske Faders navn? Skal vi mene at han har så lidt respekt for sin Faders navn at han ikke tager sig af det? Afgjort ikke! For Jesus Kristus respekterer sin Faders navn mere end sit eget.
Spørgsmålet for dem der er tilsluttet en kirke
11. Hvilket spørgsmål bør vi der respekterer Guds navn stille vedrørende det trossamfund vi er tilsluttet, og hvad må vi gøre for at frigøre os for det ansvar dette samfund måske har?
11 Vi ønsker måske ikke at vise mangel på respekt for Guds navn, men hvis vi er tilsluttet en eller anden kirke må vi spørge os selv: Tilhører jeg et trossamfund der vanærer og spotter Guds navn på disse og andre måder? Sæt at vi gør det. Så bør vi vide, hvis vi respekterer Guds navn, hvad vi bør gøre. Vi bør skille os ud fra det pågældende trossamfund og dermed frigøre os for det ansvar dette samfund har over for Bibelens Gud, som er nidkær for sit navn. — Ez. 39:25.
12, 13. (a) Hvorfor betyder vi og det navn vi hver især har, ikke ret meget? (b) Hvad siger Salme 148:11-13 at alle slags mennesker skal gøre?
12 Når vi rigtig tænker over det, betyder det navn vi mennesker hver især har, ikke ret meget. Vi lever et liv i ufuldkommenhed nogle få år, hvorpå vi dør og snart glemmes af dem der overlever os. Og selv om vort navn på en eller anden måde bevares og mindes en tid, mister det til sidst sin betydning og kraft. Men er det tilfældet med Guds navn? Nej, tværtimod! I Salme 148:11-13 henvender den inspirerede salmist sig til „jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge“, og siger:
13 „De skal prise [Jehovas] navn, thi ophøjet [uopnåeligt højt, NW] er hans navn alene, hans højhed omspænder jord og himmel.“
14. (a) Hvordan har nogle søgt at skabe sig et navn som Jehovas, og hvorfor er det ikke lykkedes dem? (b) På hvis tid begyndte man at påkalde Jehovas navn, og hvilken begivenhed røber den virkelige hensigt med således at påkalde Jehovas navn?
14 Jehova Guds højhed, hans værdighed, hans betydning og den respekt han fortjener — alt dette er hævet himmelhøjt over jorden. Ikke et eneste menneske på jorden har, uanset den berømmelse det har opnået, kunnet skabe sig et navn og et ry der overgik eller blot var så højt som Guds navn. Ingen skabning i himmelen og på jorden kan gøre sit navn så højt som Jehovas, for som salmisten sagde er hans navn alene „uopnåeligt højt“. (Sl. 148:13, NW) Det er sandt at mennesker respektløst har søgt at skabe sig et navn på højde med eller højere end Jehovas. Allerede omkring to hundrede og femogtredive år efter det første menneskes skabelse begyndte dets syndige efterkommere for eksempel at misbruge Guds navn. En af Adams sønnesønner fik navnet Enosj, og om menneskene på hans tid siger beretningen i Første Mosebog 4:26: „På den tid begyndte man at påkalde [Jehovas] navn.“ Det var på en hyklerisk eller vanhellig måde man gjorde det. Af den grund kom den verdensomspændende vandflod på Noas tid, 1656 år efter menneskets skabelse, og tilintetgjorde alle som gjorde sig skyldige i en sådan vanhelligelse af Guds navn.
15, 16. (a) Hvordan ophøjede Nimrod sig blandt dem der beundrede og fulgte ham, og hvordan betragtede Gud ham? (b) Hvilke ambitioner gav en af Nimrods efterfølgere på Babylons trone udtryk for mange år senere?
15 Så var der også den trettende efterkommer i Adams slægt. Det var en mand ved navn Nimrod. Han fik skabt sig en så fremtrædende stilling at han regnedes for en det var værd at blive sammenlignet med. Første Mosebog 10:8-10 siger om denne oldesøn af Noa: „Nimrod . . . var den første storhersker på jorden. Han var en vældig jæger for [Jehovas] øjne; derfor siger man: ’En vældig jæger for [Jehovas] øjne som Nimrod’. Fra først af omfattede hans rige Babel [Babylon].“ Vil det sige at han var „en vældig jæger“ set fra Jehovas synspunkt og at han havde Jehovas gunst? Nej! For han jagede også mennesker og ledede militære felttog der førte til udgydelse af menneskeblod. New World Translation of the Holy Scriptures giver os den rette forståelse af skriftstedet ved at oversætte det således: „Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.“ Nimrod viste ingen respekt for den eneste levende og sande Guds navn, og de der beundrede og fulgte Nimrod tillagde hans navn større betydning end Jehovas navn. Femten hundrede år senere sagde en af Nimrods efterfølgere på Babylons trone:
16 „Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ — Es. 14:4, 13, 14.
17, 18. (a) På hvilken måde viste Jehovas navn sig at være uopnåeligt højt for Nimrod og hans kongelige efterfølgere? (b) Hvordan fremgår det af Salme 126:1-3 at en begivenhed som ophøjede Jehovas navn gjorde et dybt indtryk på nationerne? Forklar.
17 Jehovas navn viste sig imidlertid at være uopnåeligt højt for Babylons jægerkonge Nimrod og hans efterfølgere. I 539 f.v.t. blev Nimrods efterfølgeres kongelige dynasti omstyrtet da hovedstaden Babylon blev indtaget af mederne og perserne. Mindre end to år senere, i 537 f.v.t., blev Jehovas navn ophøjet da hans ånd tilskyndede den persiske erobrer Kyros den Store til at udstede det berømte dekret der bemyndigede Jehovas landflygtige folk til at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. (2 Krøn. 36:19-23; Ezra 1:1-11) Dette var næsten for godt til at være sandt, og det syntes derfor som en drøm for de landflygtige jøder eller israelitter, og det gjorde også et dybt indtryk på de hedenske nationer der var gunstigt stemt over for Jehova. I Salme 126:1-3 skildres dette med følgende smukke ord:
18 „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’ [Jehova] har gjort store ting imod os, og vi blev glade.“
19. Hvordan ringeagter kristenhedens religiøse ledere Jehovas navn med deres treenighedslære, i stedet for at ære ham som Gud?
19 I dag ærer kristenhedens religiøse ledere ikke Jehova som Gud. De har forvist hans navn til en mørk krog. Med deres lære om en treenig gud bestående af Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligånd, har de stillet Jehovas søn Jesus Kristus lig med ham, Faderen, og har også ligestillet „den hellige ånd“ med Jehova, som udgyder denne ånd. For at fremme deres egne hensigter har de religiøse ledere ladet navnet Jesus Kristus træde i forgrunden. Undersøg den danske autoriserede oversættelse af Bibelen og se om du kan finde navnet Jehova. Undersøg den engelske King James-oversættelse af Bibelen og se hvor mange gange du dér finder det guddommelige navn Jehova. Undersøg den amerikanske reviderede oversættelse af 1952 og se om du kan finde navnet. Undersøg den romersk-katolske New American Bible fra 1970 eller Douay-oversættelsen af Bibelen fra 1610 og se om du kan finde navnet Jehova (eller Jahve) i teksten. Man påstår at da de der skrev Det nye Testamente kaldte Jesus Kristus Herre eller Herren, betød det at han var Jehova eller Jahve selv. Alt dette viser i sandhed at man ringeagter Guds navn.
20. Hvad siger apostelen Paulus om Guds søn i Filipperbrevet 2:5-11?
20 Men hvad siger den kristne apostel Paulus? Han beretter hvordan Guds søn ydmygede sig og hvordan Gud derpå herliggjorde sin trofaste søn. Han siger nemlig: „Lad jeres holdning over for hinanden udspringe af jeres liv i Kristus Jesus. For den guddommelige natur var hans fra begyndelsen; alligevel tænkte han ikke på at gribe efter lighed med Gud, men gjorde sig selv til intet og antog en træls natur. Da han havde lighed med menneskene og var åbenbaret i menneskeskikkelse ydmygede han sig og tog lydigt imod endog døden — døden på et kors. Derfor oprejste Gud ham til det høje og skænkede ham navnet over alle navne, for at hvert knæ ved Jesu navn skulle bøje sig — i himmelen, på jorden og i det dybe — og hver tunge bekende: ’Jesus Kristus er Herre,’ til Gud Faders ære.“ — Fil. 2:5-11, New English Bible.
21. (a) Hvordan fremgår det af denne udtalelse at Jehovas navn forbliver uopnåeligt højt? (b) I hvilket omfang viser vi kristne respekt for Jehovas navn?
21 Af denne inspirerede udtalelse kan vi se at Gud, Faderen, belønnede sin søn Jesus Kristus ved at skænke ham et navn der er over alle andre gudssønners eller skabningers navne. Alle andre skabninger må derfor anerkende dette ophøjede navn og bøje sig ved dette navn. Men til hvis ære må de gøre det? Til den højt ophøjede Jesu Kristi ære? Nej! Som apostelen Paulus siger: „Til Gud Faders ære.“ Den højt ophøjede Jesus Kristus kaldes „Herre“, men han kaldes ikke Gud eller Fader, for han forbliver altid Guds søn. Titlen „Gud Fader“ vil altid tilkomme Jehova. Han gav ikke sin himmelske søn et navn der var højere end hans eget navn eller lig med det. Hans navn forbliver ophøjet, uopnåeligt højt. Det anerkender Jesus Kristus i himmelen. Vi kristne kan derfor stadig bede til Jehova Gud i Herren Jesu Kristi navn og sige: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9) Vi misbruger ikke dette navn men respekterer det som det højeste navn der findes. Vi skiller os ud fra alle de trossamfund der smæder Guds navn.
Da han kom for at vinde sig et navn
22, 23. (a) Bør Guds navn stadig bruges på en respektfuld måde? Hvorfor bør vi aldrig blive som det gamle Ægyptens Farao? (b) Hvordan gjorde Gud specielt krav på at blive kaldt ved sit navn da han første gang viste sig for Moses?
22 Brugen af Guds navn er ikke blevet forældet. Det bør stadig bruges på en respektfuld måde. Vi bør aldrig blive som det gamle Ægyptens Farao, der modstod navnet og forhærdede sig over for det idet han sagde: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til [Jehova], og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ (2 Mos. 5:1, 2) Farao opnåede ikke noget ved at nægte at anerkende Jehova — tværtimod mødte han tilintetgørelsen i Det røde Hav. Den højeste Gud gjorde specielt krav på at blive kaldt ved sit navn da han sendte profeten Moses til Farao for at kræve at Israels trælbundne folk fik lov at drage bort for at tage det forjættede land i besiddelse. Gennem en engel åbenbarede Gud sig for israelitten Moses ved foden af Horebs (eller Sinaj) bjerg på den arabiske halvø. Da Moses fik befaling om at vende tilbage til Ægypten spurgte han hvad han skulle sige når han blev spurgt om navnet på den Gud der havde sendt ham. Vi kan læse svaret:
23 „Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder!’ Og Gud sagde fremdeles til Moses: ’Således skal du sige til israelitterne: [Jehova], eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt. Gå nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: [Jehova], eders fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig.’“ — 2 Mos. 3:13-16.
24. (a) Hvorfor har de kristne ikke ret til at ændre noget i forbindelse med Guds navn? (b) Hvilket skridt som blev taget af indviede, døbte kristne der var forsamlet til et generalstævne i 1931, var helt på sin plads?
24 Eftersom Gud sagde at Jehova var hans navn til evig tid og fra slægt til slægt, er det også hans navn i dag, i vor generation. Selv som kristne har vi ikke ret til at ændre noget ved det. „Jehova“ er det navn hvorved han ønsker at blive mindet, ifølge American Standard Version, som lyder: „Dette er mit navn for evigt, og dette er mit minde for alle generationer.“ (2 Mos. 3:15, AS) Det var det minde han satte sig blandt de allerførste mennesker, for i Bibelens andet kapitel, i det fjerde vers, læser vi: „Dette er himlenes og jordens historie i den tid de blev skabt, på den dag da Jehova Gud gjorde jord og himmel.“ (1 Mos. 2:4, NW) Hans navn står som et minde hvorved han vil blive husket for evigt, i alle generationer. Kan man så ikke sige at det var på sin plads da tusinder af indviede, døbte kristne, forsamlet til et generalstævne i Columbus, Ohio, U.S.A., søndag den 26. juli 1931 vedtog at kalde sig ved det bibelske navn Jehovas vidner? Jo, ganske afgjort.
25. (a) Hvad begyndte disse kristne i 1925 at forstå at Gud ville til at gøre? (b) Hvad stod der i harmoni med dette i hovedartiklen i Vagttaarnet for 1. februar 1926?
25 Allerede i 1925 var de kristne som antog dette navn begyndt at forstå at den tid var kommet da den eneste sande og levende Gud ville „vinde sig et navn“. (2 Sam. 7:23) Det var derfor meget betegnende at bladet The Watch Tower for 1. januar 1926 (Vagttaarnet, 1. februar 1926) bragte hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“ Under overskriften „Sætte sig et Navn“ på side 38 i den danske udgave, paragrafferne 37 og 38, hed det:
„Den trofaste Abrahams naturlige Efterkommere blev bosat i Ægypten. Guds Navn var dengang tilsidesat og var ikke i det ægyptiske Folks Tanker, og heller ikke nogen anden Nation i Verden havde det i sine Tanker. David beretter, at Gud gik til Ægypten for at udfri sit Folk og for at sætte sig et Navn. (2 Samuel 7:23) Nu raader en lignende Tilstand. De, der er af Abrahams Tro, er bosiddende i denne ugudelige Verden, og alle Organisationer i denne Verden har forladt Gud og vanæret hans hellige Navn.
Den Tid nærmer sig, da Gud vil sætte sig et Navn paa Jorden. Gud vil have nogen til at være hans Vidner paa Jorden. Og hvem kunde vi vente vilde faa den Forret at udfylde denne Plads? Sikkert ingen anden end Zion, Guds Organisation, der endnu har nogle af sine Medlemmer paa Jorden. Til disse siger Jehova: ’I er mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skal vide det og tro mig og forstaa, at jeg er; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være. Jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden jeg. Jeg har kundgjort det og har frelst og ladet eder høre det, og der var ingen fremmed Gud iblandt eder; og I er mine Vidner, siger Herren, at jeg er Gud.’ — Esajas 43:10-12.“
26, 27. Hvad forudså profeten Esajas at Jehova atter ville gøre, og hvad skrev han derfor i sin profetiske bog?
26 Kong David af Jerusalem sagde at Gud havde sat eller vundet sig et navn dengang han udfriede sit udvalgte folk Israel fra trældommen i det gamle Ægypten, og senere forudså profeten Esajas at der ville komme et tidspunkt da Jehova atter ville udfri sit udvalgte folk fra en fortvivlet situation. Det var den samme Gud der ville udvirke denne befrielse, og derfor siger profeten Esajas videre, sådan som vi kan læse i Esajas 63:11-14:
27 „Da tænkte hans folk på gamle dage, på Moses: ’Hvor er han, som drog sit småkvægs hyrde op af vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans hjerte, lod vandre sin herlige arm ved Moses’ højre, kløvede vandet for dem og vandt et evigt navn, førte dem gennem dybet som en hest på steppen? Som kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte [Jehovas] Ånd. Således ledte du dit folk for at vinde dig et herligt navn.’“
28. Hvem i Ægypten var kommet til at frygte Guds navn dengang israelitterne blev udfriet, hvad gjorde de, og hvad førte det til for dem?
28 Dengang Israel blev udfriet fra Ægypten var mange af de ikke-israelitiske folk i landet kommet til at frygte Guds navn, og det gav sig udslag i handling. Hvordan? Jo, da israelitterne vandrede ud af Ægypten efter at have fejret deres første påske fulgte der, som beretningen i Anden Mosebog 12:38 siger, „en stor hob sammenløbet folk med“. Da Gud skilte Det røde Havs vande vandrede denne sammenløbne hob gennem havet på tør bund sammen med israelitterne, og da Gud lod havet vende tilbage over Faraos heste, vogne og ryttere, og druknede disse blodtørstige forfølgere, hørte denne store skare mennesker, da alle var nået i sikkerhed på Sinajhalvøens bred, israelitterne synge: „[Jehova] er en krigshelt, [Jehova] er hans navn! . . . [Jehova] er konge i al evighed!“ — 2 Mos. 14:31–15:18.
29. Hvad er der sket med det indtryk som Jehovas mirakel gjorde på nationerne dengang, og hvad blev israelitterne forpligtede til at være og gøre?
29 Det voldsomme indtryk som dette vældige mirakel gjorde på nationerne dengang i 1513 f.v.t., har siden mistet sin chokerende virkning. Det navn Jehova vandt sig dengang, for så lang tid siden, betyder kun lidt for nationerne i dag, selv for kristenhedens såkaldt kristne nationer. De hverken frygter eller respekterer det. Kristenheden befinder sig i en tilstand der kan sammenlignes med den der kendetegnede det gamle Ægypten, som undertrykte Jehovas folk. (Åb. 11:8) Dengang blev de kødelige israelitter øjenvidner til det Jehova gjorde, og de lærte at kende og at værdsætte hans navn på en måde som deres trofaste forfædre aldrig havde gjort. (2 Mos. 6:2, 3) Omstændighederne gjorde dem til Jehovas vidner, og de var derfor forpligtede til at vidne om Jehovas navn og gerninger for kommende generationer. Gennem profeten Esajas fortalte Jehova dem tydeligt at de var hans vidner. De burde have respekteret det navn Jehova havde vundet sig, og burde have levet op til deres pligt til at vidne om ham som den eneste levende og sande Gud. Det samme kan siges om kristenheden i dag.
30. Hvorfor har kristenheden i dag pligt til at vidne om den samme Gud som fortidens kødelige Israel?
30 Kristenheden har i århundreder påstået at den er et åndeligt Israel, et kristent Israel. Dens Gud må derfor uvægerligt være den samme som det kødelige Israels Gud. Ligesom det kødelige Israel i fortiden har kristenheden derfor pligt til at vidne om den samme Gud, der også er Messias’, Jesu, Gud. At man er et vidne for Jesus Messias eller Kristus fritager ikke én for at være et vidne for Jehova, for det må man først og fremmest være. — Ap. G. 1:8; 5:27-32.
31. Hvad viser det som kristenheden og dens kirkesystemer siger og gør i dag at Gud snart vil gøre, og hvad varsler dette om for vor tids nationer og folkeslag?
31 Men se på kristenhedens nationer og deres kirkesystemer. Lyt til hvad de siger. Undersøg i lyset af Bibelen hvad de gør. Viser kendsgerningerne at kristenhedens nationer og trossamfund er vidner for Jehova? De nøgne kendsgerninger viser tydeligt at tiden endnu en gang er kommet til at Jehova vil vinde sig et navn over for alle de nationer og folkeslag som hovmodigt og genstridigt nægter at anerkende, respektere og frygte hans guddommelige navn. Det historiske eksempel vi har i Faraos og hans hærs tilintetgørelse i Det røde hav varsler om ulykke for vor tids nationer og folkeslag, når Jehova igen vinder sig et navn i den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon! — Åb. 16:14-16; 19:11-21.
32. Kan nationerne i dag med god grund sige at de ikke kender noget til alt dette, og hvilket arbejde som Jehovas kristne vidner har udført kan kristenhedens fjendtlige nationer ikke gøre til intet?
32 Kan nationerne nu, i 1972, med god grund sige at de ikke kender noget til alt dette? Kan man sige at Jehova — nu da kristenheden med sine mere end ni hundrede millioner kirkemedlemmer har svigtet — ikke i dette tyvende århundrede, i vor generation, har haft nogen der trofast og frimodigt ville vidne om ham? Nej! Kristenhedens kirkemedlemmer kan bestride at de der i dag over hele verden er kendt som Jehovas kristne vidner virkelig er den højeste Guds vidner. De kan sige at disse ikke har nogen ret til at bære dette navn og at de er falske profeter. Og de kan modstå, bagvaske og forfølge dem for at tvinge dem til at standse vidnearbejdet over hele jorden. Men hverken de eller de såkaldt hedenske folkeslag kan nogen sinde gøre det arbejde som disse kristne Jehovas vidner i dette tyvende århundrede har udført i mere end 200 lande og på cirka 160 sprog, til intet.
33. Hvad er kristenhedens fjendtlige nationer tvunget til at indrømme vedrørende Jehovas vidners arbejde, og hvordan kan det være?
33 De kan aldrig modbevise at Guds navn, sådan som det nævnes tusinder af gange i Bibelens grundtekst, er blevet gjort kendt for folk overalt på jorden, og at hundredtusinder af alle racer, nationaliteter, stammer og befolkningsgrupper er blevet hjulpet til at kende, frygte og tjene Jehova, Herren Jesu Kristi Gud og Fader, Dette kunne falske profeter aldrig have udrettet. (5 Mos. 18:15-22) Ja, kristenhedens fjendtlige nationer er tvunget til at indrømme at de indtil nu ikke har kunnet standse den verdensomspændende forkyndelse og undervisning som disse kristne Jehovas vidner udfører. Hvorfor har de ikke kunnet det? Svaret finder vi i den lovkyndige Gamaliels ord til dem der i det første århundrede modstod Jehovas kristne vidner. Han sagde: „Nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:34-39.
’Et folk for hans navn’
34. Hvad skete i det første århundrede med dem der kæmpede mod den apostolske kristendom, og hvorfor har dette rejst et spørgsmål vedrørende Jehovas eksistens?
34 Hvad skete der med dem der kæmpede mod disse kristne apostle og deres trosfæller i det første århundrede? De fik ikke udryddet den apostolske kristendom, men i år 70 blev deres eget religiøse system omstyrtet, nemlig da det gamle muromkransede Jerusalem og dets tempel blev ødelagt for aldrig mere at blive genopbygget af jødiske hænder. Deres præsteskab ophørte med at eksistere idet stamtavlerne gik tabt. Kendsgerningerne viser at disse intolerante religiøse modstandere virkelig kæmpede imod Gud. Denne tragiske begivenhed i år 70 betød på ingen måde at Jehova ikke længere var til, som om han blot havde været israelitternes Gud, en nationalgud der kun eksisterede så længe hans eget folk bestod. Den udødelige Jehova, som er en Gud uden begyndelse og uden ende, har levet og lever stadig, skønt dette benægtes af alle ateister. Men har han så ikke haft noget folk efter det der skete i år 70?
35. Hvorfor var Israels folk i fortiden ’et folk for hans navn’, og hvorfor spørges der om israelitterne er ’et folk for Jehovas navn’ i dag?
35 Det er sandt at profeten Moses, da han i 1473 f.v.t. gav Israels folk sine sidste formaninger før det gik over Jordanfloden og ind i det forjættede land, sagde til det: „[Jehova] skal gøre dig til sit hellige folk, som han tilsvor dig, når du holder [Jehova] din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se, at [Jehovas] navn er nævnet over dig, og frygte dig.“ (5 Mos. 28:9, 10) Som Jehova havde sagt til dem var de blevet ’hans ejendom blandt alle folkene’. (2 Mos. 19:3-5) Da Jehovas navn var nævnet over dem var de ’et folk for hans navn’. (Jer. 14:9; Dan. 9:19) Men har Israels folk lige til nu stadig været ’et folk for hans navn’? Har oprettelsen af den uafhængige, uteokratiske republik Israel i 1948 bekræftet at israelerne er ’et folk for hans navn’, selv om de ikke holder Moseloven og ikke har noget tempel i Jerusalem der kaldes med Jehovas navn? Det er vigtigt for os at vide dette.
36. Var Jesus et medlem af ’folket for Jehovas navn’, og hvordan besvarede Jehova spørgsmålet om hans navn skulle overføres fra det kødelige Israel til et andet folk?
36 Det første århundrede efter vor tidsregning var det kritiske tidspunkt da det skulle afgøres om det jødiske folk fortsat skulle være folket for Guds navn. Jesus Kristus, der var født i Betlehem i Juda i kong Davids slægt, var naturligvis af fødsel et medlem af ’folket for Jehovas navn’. Selve navnet Jesus indeholder det guddommelige navn, for det betyder „Jehova er frelse“. Men Jesu eget folk forkastede ham. Hans disciple, der bestod af en lille rest af israelitter, skilte sig ud fra Israels folk og blev et åndeligt folk. Fortsatte det kødelige, omskårne Israel da i betragtning heraf med at være ’folket for Jehovas navn’, eller blev Jehovas navn overført til og nævnet over den åndelige nation der bestod af Jesu disciple? Svaret på dette spørgsmål kom fra Gud selv. På pinsedagen i år 33 udgød han sin hellige ånd som en opfyldelse af profetien i Joel 3:1-5. Over hvem? Ikke over de ikke-kristne jøder i det daværende tempel i Jerusalem, men over Jesu tolv apostle og andre disciple. Fyldt med ånd begyndte de at forkynde Guds navn. — Ap. G. 2:1-36.
37, 38. (a) Hvor mange jøder blev en del af ’folket for Jehovas navn’? (b) Hvornår gjorde Jehova det muligt for ikke-jøder at blive en del af dette ’folk for hans navn’?
37 Dengang, for godt nitten hundrede år siden, begyndte Jehova således at udtage et nyt folk som hans navn kunne nævnes over eller som kunne kaldes med hans navn. (1 Pet. 2:9) Tusinder af kødelige, omskårne jøder tog imod Jesus som Messias og blev en del af dette ’folk for Jehovas navn’. Knap tre og et halvt år senere åbnede Jehova muligheden for de ikke-jødiske eller hedenske folk. Han sendte apostelen Peter til et hedensk hjem i Kæsarea for at han kunne forkynde den gode nyhed om Jesus Messias for Kornelius og hans venner. På grund af disses tro udgød Jehova sin hellige ånd over dem. Derved gjorde han disse troende hedninger til en del af ’folket for sit navn’. Derefter kunne alle ikke-israelitiske eller hedenske folk blive medlemmer af dette åndelige ’folk for hans navn’. (Ap. G. 10:1 til 11:18) Sådan forholder det sig, ikke fordi vi siger det, men fordi den inspirerede discipel Jakob, Jesu Kristi halvbroder, sagde det. Omkring tretten år efter at hedningen Kornelius og hans venner var blevet omvendt talte Jakob til en forsamling i Jerusalem og sagde:
38 „Simeon [Peter] har berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn. Og med dette stemmer Profeternes ord overens, sådan som der står skrevet: ’Efter dette vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte . . . for at de der er tilbage af menneskene ivrigt kan søge Jehova, sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova som gør disse ting.’“ — Ap. G. 15:12-18, NW; Amos 9:12.
39. (a) Hvorfor ophørte Jehova ikke med at have ’et folk for sit navn’ efter Jerusalems ødelæggelse i år 70? (b) Hvad fuldender Jehova i dag som han påbegyndte for nitten hundrede år siden, og hvilket bevis har vi for at dette er sandt?
39 Jehova ophørte altså ikke med at have „et folk for sit navn“ efter at det gamle muromkransede Jerusalem og dets tempel var blevet ødelagt i år 70 og de kødelige, omskårne jøder var blevet spredt for alle vinde. Han havde det kristne „folk for sit navn“, som han havde udvalgt. Det Jehova påbegyndte dengang i det første århundrede, fuldfører han i dag i dette tyvende århundrede. Nu, før den største trængsel i menneskehedens historie bryder løs over denne tingenes ordning, fuldender han sit værk i forbindelse med dette åndelige „folk for sit navn“, som der i dag stadig findes en rest af på jorden. Hvis det ikke forholder sig sådan, hvordan skal vi da forklare det der sker overalt i verden: at Jehovas navn bliver gjort kendt og ophøjet i en grad som man ikke har set siden den skændsel der overgik det i år 70 da Jerusalem og dets berømte tempel blev ødelagt. Lad os ikke tage fejl: Jehova har „et folk for sit navn“ på jorden i dag, og hans tjenere viser at de er dette folk, selv om de kun udgør et fåtal, en rest.
[Illustration på side 11]
Ophøjer din kirkes lære og gerninger Guds navn? Lærer den at der findes et helvede og en treenig Gud? Har den nogen sinde været med til at velsigne dit lands krige?
[Illustration på side 14]
Af respekt for Guds navn antog tusinder af kristne ved dette stævne i juli 1931 i Colombus, Ohio, U.S.A., navnet „Jehovas vidner“
[Illustration på side 15]
Ligesom Jehova vandt sig et stort navn ved Det røde Hav, vil han atter vinde sig et navn i den kommende Harmagedonkrig