Sara — en tiltalende troens kvinde

GUDS ORD, Bibelen, er ikke en gammeldags bog. Aldrig ville menneskeslægten nå dertil, hvor den ikke vil eller kan høste gavn af at granske Bibelens enestående beretninger. Imidlertid er den særlig skrevet for os, der lever i denne tid, for at vi ved vor udholdenhed og dens trøst kan bevare vort håb. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) Og de eksempler, trofaste mænd og kvinder har sat, tjener ikke alene til opmuntring for os, men ses ofte at være af profetisk betydning. Et sådant eksempel er Sara, Abrahams hustru, en tiltalende kvinde, bemærkelsesværdig i tro og underkastelse.

Ifølge 1 Mosebog 20:12 var Sara både Abrahams halvsøster og hans hustru, idet de havde samme fader, men ikke samme moder. Som ung må Sara have været overordentlig smuk, for selv da hun var seks og tres år gammel, roste faraos fyrster hende i den grad over for farao, at han optog hende i sin husstand, da han hørte, at hun var Abrahams søster. Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at Abimelek, Gerars konge, lod hende hente fem og tyve år senere, da hun var omkring halvfems år gammel.

Men Sara havde andre tiltalende egenskaber end sin skønhed. Faktisk omtales blot og bar skønhed ikke som noget fordelagtigt i Guds ord. I sig selv er „ynde . . . svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter Jehova, skal roses“. (Ordsp. 31:30) Sara havde ikke alene ynde og skønhed, men hun frygtede også Jehova.

Vi tænker altid på Abraham som en mand, der havde så stor tro, at han kunne få en søn i sin alderdom, men tænker vi nogen sinde over, at hvis ikke det var, fordi Sara havde en lignende tro, ville Abrahams tro ikke alene have været nok til, at han kunne få en søn med Sara? At Saras tro spillede en meget stor rolle, ses af Paulus’ ord i Hebræerne 11:11: „I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.“ Ved sin tro fik Sara en søn, da hun var halvfems år gammel.

Ganske vist læser vi, at da Sara første gang hørte, at hun skulle have en søn i sin alderdom, lo hun og tænkte: „Skulle jeg virkelig føle attrå, nu jeg er affældig, og min herre er gammel?“ (1 Mos. 18:12) Men på samme måde følte Abraham det også, da Jehova for første gang forsikrede ham om, at han ville få en søn trods sin høje alder. — 1 Mos. 17:17.

Ja, Sara var en troens kvinde, en værdig hustru for troens mand, Abraham. Derfor forandrede Jehova ikke blot Abrams navn til Abraham, der betyder „fader til en mængde folk“, men også Sarajs navn til Sara, som betyder „fyrstinde“, hunkønsformen af det hebraiske ord sar, fyrste. — 1 Mos. 17:5, 15.

Sara fremholdes ikke alene som et eksempel på tro for de kristne, men særlig for kristne hustruer fremhæves hun som et eksempel på hustruens underkastelse. Apostelen Peter, der var gift, giver i sit første brev de kristne det råd, at de skal underordne sig under hinanden, og derpå fortsætter han: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, . . . Jeres prydelse skal ikke være, noget udvortes: Hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede, også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham „herre“.“ — 1 Pet. 3:1, 3-6.

Hendes underkastelse ses på en særlig bemærkelsesværdig måde i de to tilfælde, vi allerede har omtalt, nemlig da to hedenske konger begærede hende for hendes skønhed. For ikke at bringe sit liv i fare fortalte Abraham i begge tilfælde, at han var Saras broder. Dette var i sandhed ikke nogen lille prøve for Sara, men hun underkastede sig villigt. Hun kunne have insisteret på, at Abraham skulle have sagt sandheden og kæmpet for hende, men det gjorde hun uden tvivl ikke. Beretningen siger ikke noget om dette, men vi kan være sikre på, at hvis Sara havde gjort indvendinger, ville det have været nævnt. I stedet for at drage sin ægtemands handling i tvivl satte hun sin lid til Jehova, og Jehova belønnede hendes tro ved at sørge for, at ingen af kongerne rørte hende. — 1 Mos. 12:17-19; 20:3-18.

Da de himmelske sendebud besøgte Abraham, viste Sara villighed til at samarbejde, som vi læser: „Da skyndte Abraham sig ind i teltet til Sara og sagde: Tag hurtigt tre mål fint mel, ælt det og bag kager deraf!“ Hun gav sig ikke til at klage, fordi Abraham skyndte på hende og gav hende ordre, men gik i gang med arbejdet, mens Abraham tog en fin og lækker kalv og gav den til een af sine tjenere, som slagtede og tilberedte den. Resultatet var, at på et minimum af tid kunne Abraham holde fest med sine gæster. — 1 Mos. 18:1-8.

At Saras underdanighed skyldtes, at hun anerkendte den rette teokratiske regel, og ikke, at hun var en indadvendt, krybende kvinde med mindreværdskomplekser, fremgår af beretningerne om andre begivenheder. Da Abraham og Sara blev ældre og ældre uden at få børn, foreslog Sara, at Abraham skulle tage hendes tjenestepige Hagar til medhustru, så han kunne få en søn. Tjenestepigen blev gravid, og hun foragtede sin gamle herskerinde, og derfor behandlede Sara hende med hårdhed. At vi ikke derfor kan tillægge Sara nogen trods eller jalousi fremgår deraf, at Jehovas engel ikke irettesatte Sara for det, men tværtimod gav Hagar, der var løbet bort på grund af denne mishandling, ordre til at vende tilbage til sin herskerinde. — 1 Mos. 16:1-9.

Ismael blev født, og nogle år senere undfangede Sara og fødte Isak, hvis navn betyder „latter“. På den tid, da han blev vænnet fra, holdt Abraham en stor fest, og ved den lejlighed så Sara, at Ismael, tjenestekvindens søn, gjorde nar af hendes søn, Isak. Hun blev bekymret for sin søns velfærd, og derfor bad hun Abraham om at sende Hagar og Ismael bort. Det krævede ikke så lidt mod fra Saras side at fremføre dette forslag for sin „herre“, særlig da hun ikke kunne undgå at vide, hvor nødig Abraham ville opfylde hendes ønske.

Men også her fik Sara hjælp fra Jehova, for skønt Abraham følte modvilje mod at følge Saras forslag, fik han besked på at høre efter Sara og sende Hagar og Ismael bort fra sin husstand. Der er nogle verdsligvise kritikere, der fordømmer Saras handlemåde ved denne lejlighed og også hendes tidligere behandling af tjenestekvinden, men i betragtning af Jehovas godkendelse af Saras forslag og den profetiske betydning, der tillægges det i Bibelens kristne Græske Skrifter, kan vi ikke med rette dadle hende. Det var hendes søn, Isak, ikke Hagars Ismael, der var løftets sæd; hans interesser var af største betydning og måtte beskyttes. — 1 Mos. 21:8-12.

Sara døde i en alder af 127 år; hun havde set sin søn vokse til, idet han da var næsten fyrre år gammel. Apostelen Paulus nævner hende i Hebræerbrevets ellevte, kapitel, og vi kan derfor vente, at hun vil blive begunstiget med en jordisk opstandelse. — Hebr. 11:11, 39, 40; Åb. 11:15-18.

Sara var en vindende troens kvinde, der havde forståelse af det rette forhold mellem en hustru og hendes mand, og som fødte sin mand en søn i sin høje alderdom. I alt dette var hun et meget passende billede på Jehova Guds „kvinde“, hans universelle organisation, som i hans øjne er meget smuk. Denne „kvinde“ var også ufrugtbar i lang tid, før hun fødte den lovede sæd, Kristus Jesus, og Riget. Og alle, der i tidens løb har været i Guds organisation, såvel som dem, der nu kommer ind i den og modtager dens velsignelser, må som Sara vise virkelig tro på Jehovas løfter og underkaste sig den større Abraham, Jehova Gud. — Es. 54:1; 66:7, 8; Gal. 4:22-31.