navn“, og bliver således Jesu Kristi disciple. (Matt. 28:19, 20) Da de anerkender at Jehova i dag har „et folk for sit navn“ på jorden, slutter de sig loyalt til dette folk, selv om det blot er en lille rest. Sammen med denne rest er de med til at gøre Jehovas navn kendt for alle og prise det. Ved således at vidne om ham beviser de at de ikke skammer sig over at være Jehovas kristne vidner.

12. (a) Hvilke ord i den profetiske sang ser den salvede rest allerede en opfyldelse af? (b) Hvilken slags mennesker er det der endnu vil nå at blive en del af ’den store skare’, og hvilket håb vil de få?

¹² Denne ’store skare’ af gudfrygtige mennesker er kommet fra alle nationer. (Åb. 7:9, 10) Den salvede rest af sangere ser allerede i disse en opfyldelse af ordene i deres profetiske sang: „Alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.“ (Åb. 15:4) Indsamlingen af hele denne talrige ’store skare’ er endnu ikke forbi. Spørgsmålet er: hvem vil endnu nå at blive en del af denne ’store skare’, før Jehova helt og fuldt åbenbarer sine retfærdige domme ved at tilintetgøre alle de gudløse i den kommende „store trængsel“, hvis lige aldrig har været? De der gør det, vil være mennesker som respekterer Guds navn mere end deres eget. Det vil være nogle som med glæde følger opfordringen i Salme 96:8: „Giv [Jehova] hans navns ære.“ De vil sammen med ’den store skare’ have håb om at overleve „den store trængsel“ og komme ind i den retfærdige nye tingenes ordning hvor „alt hvad der ånder“ vil prise Jehova. — Åb. 7:13-15; Sl. 150:6; 29:2.

Hvad vil fuldkommenhed egentlig sige?

BIBELEN siger at ’Guds værk er fuldkomment’. — 5 Mos. 32:4.

Derfor må jordkloden, som Gud har skabt, have været fuldkommen fra begyndelsen. Hvorfor sagde Gud da til Adam og Eva at de skulle ’gøre sig herre over jorden’? — 1 Mos. 1:28.

De to første mennesker, som også var Guds værk, var ligeledes fuldkomne. Hvordan kunne de da synde?

Hvordan ville du svare på disse spørgsmål? Hvad vil „fuldkommenhed“ egentlig sige? Ved du hvordan Bibelen bruger ordet? Tiltaler den tanke dig at du kunne komme til at leve her på jorden som et fuldkomment menneske? Eller mener du at fuldkommenheden ville gøre ende på de udfordringer man møder i tilværelsen, sådan at livet blev mekanisk, rutinemæssigt og ensformigt?

Den rette betydning

Af ordbøgerne fremgår det at ordet „fuldkommen“ har samme betydning som „fuldendt“, „fejlfri“ og „udadlelig“. Noget der er fuldkomment er altså ’i enhver henseende som det bør være’; det ’opfylder alle betingelser for at opnå en vis benævnelse eller omtale’.

En hammer kan således siges at være fuldkommen når den opfylder de betingelser håndværkeren stiller, og den vil være god til at slå søm i med. Men kan den bruges til at save med? Nej; og en fuldkommen sav — en sav som opfylder de betingelser der stilles til et sådant stykke værktøj — vil ikke være blot nogenlunde anvendelig som hammer. Fuldkommenheden må altså ses i relation til genstandens formål.

Hvad har dette med Bibelen og et fuldkomment liv på jorden at gøre? En hel del. Disse elementære eksempler kan hjælpe os til at forstå mange ting i Guds ord, blandt andet de spørgsmål der stilles i artiklens indledning. Det hebraiske og det græske ord som bibelskribenterne benyttede for „fuldkommen“, har nemlig samme grundlæggende betydning som det danske ord. De betyder „hel“, „fuldendt“, „fuldt udviklet“ eller „som opfylder den bestemte hensigt eller har nået det fastsatte mål“. Lad os nu se hvordan alt dette hjælper os til at forstå Bibelen og dens løfte om et liv i fuldkommenhed.

Gud afgør hvad der er fuldkomment

Hele skaberværket skylder Gud sin eksistens. Det vil sige at det i sidste ende er ham der afgør om en ting er fuldkommen eller ej. Hvis en ting opfylder hans betingelser så han er tilfreds, hvis den tjener det formål han har givet den, på den måde han ønsker, så er den fuldkommen. Derfor kan vi med rette sige at enhver del af Guds skaberværk kun kan være fuldkommen i relativ forstand, ikke i absolut forstand. Den kan være fuldkommen i relation til det formål den blev dannet af Gud til at tjene, og kun når vi kender dette formål kan vi sige om den er fuldkommen i hans øjne eller ej.

Lad os tage et eksempel. Gud gjorde jordkloden til bosted for mennesket idet han lod vegetation spire frem på den og fyldte den med fugle, landdyr og fisk, og til sidst satte han mennesket på den. Da han derpå betragtede sit værk udtalte han at det færdige resultat var „såre godt“. (1 Mos. 1:31) Det stod mål med hans fuldkomne normer eller betingelser. Men læg mærke til at Gud alligevel pålagde de to mennesker at ’gøre sig til herre over jorden’, hvormed han øjensynlig mente at de skulle dyrke den og gøre hele jorden, ikke blot Eden, til en Guds have. (1 Mos. 1:28; 2:8) Vi kunne sammenligne dette med den situation at en bygmester påtager sig at bygge et hus til en familie og derpå overlader det til beboerne selv at udføre malerarbejdet og at udsmykke og møblere huset. Når han overdrager familien huset er selve byggearbejdet færdigt, det er fuldført og kvaliteten er udmærket. Er huset „ufuldkomment“ fordi der stadig mangler visse ting? Nej, det kan man ikke sige, for sådan var den aftalte ordning.

Der er også et andet eksempel. Gud befalede Israelitterne i ørkenen at opføre et tabernakel eller et telt hvori tilbedelsen kunne foregå, og han gav dem anvisninger på hvordan det skulle bygges. Det færdige resultat var af udsøgt kvalitet; arbejdet var blevet gjort „ganske som [Jehova] havde pålagt Moses“. (2 Mos. 26:1, 2; 39:32, 42, 43) Kan vi sige at tabernaklet var fuldkomment? Ja afgjort, for da det var færdigt godkendte Gud det og tilkendegav sin tilstedeværelse i det. (2 Mos. 40:16, 33-38) Men da tiden var inde sørgede Gud alligevel for at det transportable telt blev erstattet med et grundmuret tempel i Jerusalem, og senere forårsagede han endog at dette tempel blev ødelagt. Hvorfor? Fordi disse bygninger kun skulle tjene som forbilleder, som profetiske miniatureskildringer af ’et større og fuldkomnere telt’, Jehovas himmelske ordning hvori den opstandne Kristus Jesus tjener som ypperstepræst. (Hebr. 9:11-14, 23, 24) Det jordiske telt var fuldkomment fordi det opfyldte alle de betingelser Gud stillede til det. Og det tjente sit bestemte formål. På den anden side besad den ordning som teltet skildrede, en fuldkommenhed der var af langt højere art, og denne himmelske ordning ville opfylde Guds endelige hensigt — den ville fjerne synden helt. I denne forstand kunne det siges at det som det jordiske telt repræsenterede var „større og fuldkomnere“.

Vi kan ikke lade vore egne ideer og meninger råde i dette spørgsmål, for så gør vi os selv til en gud, ja sætter vor egen tankegang over Skaberens. Da det er ham der har dannet eller frembragt alt, ved han hvad han vil med det og har fuld ret til at fastsætte hvilke betingelser hans værk må opfylde for at kunne kaldes fuldkomment.

Fuldkommenhed blandt mennesker

Hvis vi nu betragter det første menneskepar, ser vi at Adam og Eva blev skabt fuldkomne — både fysisk og mentalt. Gud gav dem endog en fuldkommen start i moralsk henseende, for han udrustede dem med en samvittighed. Det er grunden til at apostelen med rette kunne sige at Guds lov ’står skrevet i menneskenes hjerter’. (Rom. 2:15) Kunne disse to fuldkomne mennesker synde? Eller måtte de være ude af stand til at synde når de var fuldkomne? Måtte de være skabt sådan at de kun kunne adlyde, kun kunne gå i den rigtige retning og aldrig afvige fra den kurs der var afstukket for dem? Hvis man fremstiller en bil, for eksempel, vil man jo indrette den sådan at den altid kører i den retning man angiver med rattet, ikke sandt? Skulle de to første mennesker da ikke være indrettet på samme måde for at kunne kaldes fuldkomne?