• Det er muligt at praktisere sand kærlighed
    Vagttårnet – 1954 | 15. december

    • Det var en vellugt, som ingen anden olie havde, for Gud lod ingen andre tilberede en salveolie af samme bestanddele. På samme måde er det med den vellugt, der udgår fra enheden i den nye verdens samfund, den lader os mærke en atmosfære af kærlighed, der ikke udstråler fra nogen organisation i denne verden. Vi fryder os over at opholde os i denne atmosfære; den gør os godt. Den kommer til os fra Gud gennem hans stofre ypperstepræst, Kristus Jesus. Den er et pust af hans ånd. — 2 Mos. 30:22-33; Ap. G. 10:38.

      38. Hvad sammenligner Salme 133 ydermere broderkærlighed med, og hvorfor var denne faktor af stor betydning for Zions bjerge?

      38 Vort fællesskab som brødre i den nye verdens samfund virker forfriskende på os, opliver os som dug fra Libanons bjerg i den vældige. Libanon-bjergkæde. De natlige vanddampe fra den evige sne på Hermons top fortættede og faldt som dug på Zions bjerge langt mod syd, hvor Jehova havde stedfæstet sit navn. Denne dug tjente som en beskyttende faktor for vegetationen i det forjættede land i den varme tørtid fra maj til september. Hvordan så? Man har for nylig gjort den opdagelsea, at når planter visnede hen på grund af tørken, rejste de sig hurtigere igen, når der om natten lejrede sig dug på deres blade, end når jorden blev vandet; man observerede at planterne sugede så megen dug til sig, at de kunne klare sig og virkede fuldt livskraftige hele næste dag, uden at man behøvede at vande jorden. Man havde ikke haft nogen anelse om, at de opsugede så store vandmængder fra duggen, og at de igen gennem deres rødder afgav vand til jorden, hvor det blev oplagret, uden at noget gik tabt ved fordampning. Den vandmængde, planterne på denne måde aflejrede i jorden til senere brug, kunne måles i millimeter, selv for små planters vedkommende, og i nogle tilfælde svarede vandmængden til plantens egen vægt. Det var uden tvivl denne måde, det meste af jordens vegetation blev vandet på i tiden fra den tredje skabelsesdag til Vandfloden i Noas dage, idet der siges, at Gud endnu aldrig havde ladet det regne på jorden, men at en tåge uafladelig steg op fra jorden og vandede hele dens overflade. (1 Mos. 2:5, 6) Den dug, der faldt fra Hermons sneklædte top på Zions hellige bjerge, var som denne forfriskende, livsopholdende fugtighed, der bevarede alting grønt og tiltalende. — Dom. 6:36-40.

      39. Hvordan kan vort fællesskab sammenlignes med dug, og hvorfor drypper den ned på os fra oven?

      39 Som med det forbilledlige Zion i Palæstina, således også med det modbilledlige Zion, Guds rige. Gud havde befalet, at der i Riget skulle være store velsignelser i beredskab for os, endog evigt liv, og som et profetisk billede heraf lod han dengang det forbilledlige Zion blive badet i dug hver dag i hele den varme tørtid. Når vi som brødre bor sammen i kærlig enhed, kan det sammenlignes med den overflod af dug, der forfrisker os under heden fra denne verdens forfølgelse og hjælper os fremad mod liv uden ende i Guds nye verden. Når vi bor således sammen, vinder det vor regerende konges, Jesu Kristi, anerkendelse: „Som brøl af en løve er kongens vrede, som dug på græs er hans gunst.“ (Ordsp. 19:12) Jehova Gud har lovet det genrejste åndelige Israel: „Jeg vil være Israel som dug,“ og han lader sit ord dryppe ned over dem som dug til deres umådelige vederkvægelse. — Hos. 14:5, 6; 5 Mos. 32:2.

      40. Hvad må vi være for de retsindige mennesker, hvad må vi selv have først, og hvad er af største betydning i den forbindelse?

      40 Hvis vi undlader at komme sammen, og hvis vi undlader at bevare enheden som et den nye verdens samfund, vil vi berøve os selv denne livsfornyende dug. Har vi råd til at forsmå denne stærkt tiltrængte vederkvægelse midt i den fjendtlige gamle verden? Nej! Vi behøver den, så vi altid kan være friske og veloplagte til det arbejde, der er os foreskrevet, og som vi udfører blandt retsindige mennesker. Der står skrevet: „Da bliver Jakobs rest [det åndelige Israel] i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra HERREN, som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskens børn.“ (Mika 5:6) Vi vil ikke være som dug for det udtørrede og tørstige folk, medmindre vi først selv har nydt denne åndelige forfriskning. Når vi bevarer enheden som den nye verdens samfund, vil vi få rigeligt med dug, og den vil holde os friske og rolige og tiltalende, for Gud såvel som for hans eget folk. Og det, der fremfor alt andet kan hjælpe os til at bevare enheden, er frugten af Guds ånd, kærligheden. Kærlighed, ikke bare i ord og med tungen, men i gerning og sandhed, for sand kærlighed er kærlighed i praksis.

      (The Watchtower, 15. september 1954)

  • Afrikaneren blev omvendt, da gudebilledet blev brændt
    Vagttårnet – 1954 | 15. december

    • Afrikaneren blev omvendt, da gudebilledet blev brændt

      I februar besøgte nogle kristne ordets tjenere et velvilligt menneske, som var leder af et juju-samfund og glødende tilhænger af troen på juju’ens magt. De gjorde ham opmærksom på, hvad Bibelen beretter om ba’alsdyrkerne i fortiden, og at den siger, at Jehova er dem eneste livgiver. Da juju-dyrkeren havde hørt opmærksomt på alt det, de havde at sige, sagde han, at hvis de kunne bevise, at de havde magt over hans juju, ville han tro. På en aftalt dag samledes vidnerne derfor og indbød alle i landsbyen til at komme og se, hvad der ville ske. Først blev der, holdt et bibelsk foredrag, og så blev juju-gudebilledet brændt offentligt. Ved Jehovas ufortjente godhed er ikke alene denne juju-leder blevet et vidne for Jehova, men det er også lykkedes ham at gøre et andet velvilligt menneske interesseret i den sande gudsdyrkelse. Begge blev for nylig døbt ved et stævne, Jehovas vidner holdt.