Sjælen — noget vi har, eller noget vi er?

TROR du at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre når legemet er dødt? De fleste der har en religiøs baggrund — det være sig kristne, muslimer, jøder, shintoister, buddhister eller hinduer — er enige om denne grundlæggende forestilling. Men hvorfor har de denne tro? Fordi de kan føre beviser for den? Eller fordi de fleste religioner altid har været fortalere for den, og den i øvrigt er almindeligt udbredt? Hvordan er troen på den udødelige sjæl i det hele taget kommet ind i den „kristne“ lære?

I sin bog Death Shall Have No Dominion (Døden skal ikke råde) skriver Douglas T. Holden: „Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en blanding af ni dele græsk tankegang og én del kristen tankegang.“ Dette kommer tydeligt til udtryk i den almindeligt udbredte tro på den udødelige sjæl. Den græske filosof Platon, der levede i det fjerde århundrede f.v.t., skrev for eksempel: „Ganske utvivlsomt er Sjælen udødelig og uforgængelig, og vore Sjæle vil i Sandhed leve videre i Underverdenen.“

Hvad skete der ifølge Platon med disse sjæle når legemet døde? „De afdødes Sjæle . . . faar . . . deres Dom, baade de, der har ført et godt og fromt Liv, og de, som ikke har gjort det. Men de, som befindes at have levet hverken paa den ene eller paa den anden Maade, begiver sig nu hen til Acheron . . . Dér faar de deres Boliger for at rense sig, og de forløses, naar de har bødet for den Uret, de maatte have begaaet.“ Minder dette ikke om kristenhedens lære om skærsilden? Hvad sker der da med de ondes sjæle? „Dem styrter en retfærdig Skæbne ned i Tartaros [ifølge de gamle grækeres opfattelse en del af Hades, forbeholdt til straf af de største forbrydere], hvorfra de ingensinde mere kommer op.“ Ja, de gamle grækere troede på evig pine i helvede længe før kristenhedens teologer overtog denne lære!

Er der grund til at tvivle?

Hvis Platon i sine dialoger giver udtryk for sin egen mening, var han altså overbevist om at han havde en udødelig sjæl. Andre, der hyldede ham som filosof, tog snart denne lære til sig. Som følge deraf blev Platons filosofi endda accepteret af kristne skribenter fra det 2. århundrede. Angående dette skriver Encyclopædia Britannica: „De kristne platonikere lagde først og fremmest vægt på åbenbaring og betragtede platonisk filosofi som det mest anvendelige middel til forståelse og forsvar af Skriftens og kirketraditionens lære. . . . Fra midten af det 2. århundrede e. Kr. begyndte kristne som havde fået en vis oplæring i græsk filosofi at føle et behov for at udtrykke deres tro i denne filosofis vendinger, både for deres egen intellektuelle tilfredsstillelses skyld og for at kunne omvende veluddannede hedninger. Den filosofi der passede dem bedst var platonismen.“

I århundredernes løb er der imidlertid mange fremtrædende mennesker der har erklæret sig uenige i den græske forestilling om en udødelig sjæl. Bibeloversætteren William Tyndale (1492-1536) skrev i forordet til sin oversættelse: „Ved at anbringe henfarne sjæle i himmelen, helvede eller skærsilden ødelægger man de argumenter Kristus og Paulus benytter som bevis på opstandelsen . . . Hvis sjælen var i himmelen, hvorfor skulle opstandelsen så være nødvendig?“ Det er et logisk spørgsmål. Hvis døden er blevet overvundet ved hjælp af en ’udødelig og uforgængelig’ sjæl, hvilken hensigt tjener den opstandelse da som Jesus underviste om og som de gamle hebraiske patriarker troede på? — Hebræerne 11:17-19, 35; Johannes 5:28, 29.

Den spanske forfatter Miguel de Unamuno kæmper i sin bog La agonía del christianismo (Kristendommens smerte) med den samme konflikt. Om Kristus skriver han: „Han troede . . . på kødets opstandelse ifølge den jødiske tankegang, ikke på sjælens udødelighed ifølge den platoniske tankegang.“ Han siger endda: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme. . . . For at blive overbevist om det behøver man blot at læse Platons Faidon.“

Hvad Bibelen siger om „sjælen“

Digteren Henry Longfellow skrev: „Støv er du, til støv vender du tilbage — det blev ikke sagt om sjælen.“ (Kursiveret af os.) Havde han ret i det? Da Gud sagde: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage,“ hvem henvendte han sig da til? Til det første menneske, Adam. Gjaldt denne dødsdom kun Adams legeme? Eller Adam som en levende sjæl?

I Første Korinterbrev 15:45 siges der med et citat fra Første Mosebog 2:7: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ Dette skriftsted er af stor vigtighed når vi søger at forstå hvordan ordet „sjæl“ anvendes i Bibelen. Det siges jo tydeligt her at mennesket „blev til [ikke fik] en levende sjæl“. Og Gud sagde til denne levende sjæl eller skabning, Adam, at hvis han var ulydig ville han dø og vende tilbage til de bestanddele af jorden som han var dannet af. — 1 Mosebog 2:17; 3:19.

Læg mærke til at der ikke siges noget om at menneskets formodede sjæl skulle et andet sted hen. Hvorfor ikke? Fordi Adam, med alle sine evner, var en sjæl. Han havde ikke en sjæl. Hvis der fandtes et brændende helvede eller en skærsild, kunne man forvente at det var blevet nævnt på dette sted i Bibelen. Men der hentydes end ikke til det. Hvorfor ikke? Fordi straffen for ulydighed simpelt hen var det modsatte af liv — nemlig død, ikke liv et andet sted. Paulus udtrykker princippet på en enkel måde i Romerbrevet 6:23: „Den løn synden betaler er døden.“ (Jævnfør Ezekiel 18:4, 20.) Der nævnes ikke noget om et brændende helvede eller om en skærsild her, kun død. Men er døden ikke også en tilstrækkelig straf?

Noget andet vi bør huske er at retfærdigheden måtte kræve at Adam og Eva kendte den fulde konsekvens af deres handlinger før de blev straffet. Alligevel nævnes der i beretningen i Første Mosebog absolut intet om en udødelig sjæl, et helvede eller en skærsild. Hvis menneskene virkelig var blevet skabt med en udødelig sjæl, kunne man desuden forvente at alle læresætningerne om den udødelige sjæl og dens skæbne havde været en fast bestanddel af hebraisk og jødisk lære fra de allertidligste tider. Men det er ikke tilfældet.

Der opstår også et andet logisk spørgsmål. Hvis det fra begyndelsen var Guds mening at fuldkomne, lydige mennesker skulle bo for evigt på en paradisisk jord, hvad var da hensigten med at give mennesket en adskilt og udødelig sjæl? Det ville jo være overflødigt! — 1 Mosebog 1:28.

Det fremgår desuden klart af De hebraiske Skrifter at fortidens trofaste mænd og kvinder forventede at få en opstandelse, som Paulus skrev i Hebræerbrevet 11:35: „Kvinder modtog deres døde ved opstandelse; men andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse [til evigt liv].“ De troede åbenbart ikke på menneskers filosofiske „sommerfuglemyte“.

Nu spørger du måske: Hvad mener Paulus da med det han siger om udødelighed? Hans ord lyder: „Dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’“ (1 Korinter 15:53, 54) Man kan på ingen måde fortolke disse ord derhen at de skulle dreje sig om en udødelig sjæl. Paulus taler om at ’iføre sig udødelighed’. Det er altså ikke noget iboende i mennesket, men noget nyt som de der skal regere med Kristus i hans himmelske rige vil få. — 2 Korinter 5:17; Romerne 6:5-11; Åbenbaringen 14:1, 3.a

Nogle af vor tids teologer er begyndt at anerkende dette efter at teologer i århundreder har undervist i kristenhedens lære om den udødelige sjæl. Den katolske teolog Hans Küng skriver for eksempel: „Når Paulus taler om en opstandelse er det ganske enkelt ikke den græske forestilling om den udødelige sjæl der må frigøres fra det dødelige legemes fængsel, han har i tanke. . . . Når der i Det nye Testamente tales om en opstandelse hentydes der ikke til en ånde-sjæls naturlige vedvarende eksistens uafhængigt af legemets funktioner.“

I en tysk luthersk ’Katekismus for voksne’ (Evangelischer Erwachsenenkatechismus) siges der angående Platons lære om adskillelse af legeme og sjæl: „Evangeliske teologer i vor tid angriber denne kombination af græsk og bibelsk opfattelse . . . De afviser denne opdeling af mennesket i legeme og sjæl. Eftersom mennesket som et hele er en synder, dør hele mennesket ved døden, både legeme og sjæl. . . . Mellem døden og opstandelsen er der et afbræk; personen fortsætter i bedste fald kun sin eksistens i Guds erindring.“

Nutidens vidner for Jehova har undervist andre i dette i over et hundrede år! De har aldrig troet på Platons hedenske filosofi, for de kender Jesu ord: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28, 29) Udtrykket „mindegravene“ viser at de døde har en plads i Guds „erindring“. Han vil give dem livet igen. Dette er det sande håb for de døde, og det vil få sin opfyldelse når jorden til fulde er underlagt Guds riges herredømme ved Kristus. — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

[Ramme på side 9]

Bibeloversætteren William Tyndale skrev: „Hvis sjælen var i himmelen, hvorfor skulle opstandelsen så være nødvendig?“

[Illustration på side 10]

Den spanske forfatter Miguel de Unamuno skrev: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme“

[Illustration på side 11]

Den katolske teolog Hans Küng: „Når Paulus taler om en opstandelse, er det ganske enkelt ikke den græske forestilling om den udødelige sjæl . . . han har i tanke“