Dødens herredømme

„Dog herskede døden som konge fra Adam ned til Moses, selv over dem, som ikke havde syndet ved en overtrædelse i lighed med Adams, han, der er et forbillede på ham, som skulle komme.“ — Rom. 5:14, NW.

 1. Hvilke beviser har vi for, at døden hersker som konge, og hvornår begyndte dens herredømme?

HVOR du end kaster blikket hen på denne skønne jord, om du lader det glide hen over bakker eller ned gennem dale, vil du alle vegne, hvor du ser tegn på liv, også se mindesmærker for de døde. Ved hver by eller langs de smukke landeveje vil du ved at kigge over kirkegårdsmurene se mindetavler, kors eller gravsten stå som tavse vidnesbyrd om, at døden hersker som konge. Men foruden disse findes der i tusindvis af døde, som ikke tælles eller huskes, for der blev ikke rejst noget mindesmærke der, hvor de blev begravet. Måske var det på en slagmark, i en ørken, i snemarkerne eller i havets grådige dyb. De, som kendte dem, er her ikke længere til at fortælle os om dem. Graven er i sandhed blandt de tre, der aldrig mættes og aldrig får nok. (Ordsp. 30:15, 16) Betænk også denne monarks tilsyneladende ubegrænsede regeringsfrist. Vore forfædre måtte alle anerkende hans herredømme. Vi ser, at så langt tilbage som til det første menneskepars tid måtte dette uvelkomne styre anerkendes, for da tog det sin begyndelse.

 2. Hvad er Jehovas hensigt med mennesket og jorden?

² Det var imidlertid ikke Skaberens hensigt, at døden skulle hærge landet og for tid og evighed røve større og større bytte. Han har ikke lyst til nogens død, men til, at den onde omvender sig og lever. (Ez. 18:32; 33:11) Alle de tårer, den hjertesorg og de opløste hjem, som sygdom, pest, hungersnød og sværd har medført, kunne være undgået, hvis det ikke var for den onde oprørsstifter og hans to medskyldige. Hvis Skaberens vise befaling var blevet adlydt, og hans jordiske børn havde bevaret deres kærlighed til Jehova i deres hjerter, ville vi nu have oplevet en verden fuld af lykkelige, sunde, modne mænd og kvinder. De ville have fundet fuldendt lykke i at undervise og opdrage deres lige så glade børn, og der ville ikke have fandtes skygge af synd, sorg, smerte, død eller ufuldkommenhed. Hvordan kan vi vide det? Jo, fordi verdens ældste og mest pålidelige bog, Bibelen, åbenbarer dette som Skaberens hensigt. I den står der: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:27, 28) Det er hans agt, at jorden skal bebos til evig tid. „Thi så siger Jehova, himmelens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: Jehova er jeg, ellers ingen.“ (Es. 45:18) Hans hensigt vil blive gennemført. — Es. 66:1; 60:13; 11:9.

 3. Hvem er ansvarlig for dødens herredømme, og hvilket begær opslugte ham?

³ Men hvem var årsag til denne forandring fra helt ideelle forhold til det fortvivlede kaos, der råder i verden i dag? vil du måske spørge. Den onde oprørsstifter, der satte det hele i gang, Satan Djævelen, forudså ikke de fulde og endelige konsekvenser af sine urette handlinger. Han var fast besluttet på at tilfredsstille sin ubeføjede og selviske ærgerrighed og vise andre, hvad han formåede at udrette. Denne ærgerrighed opslugte ham som et grådigt begær og forandrede ham fra en oprindelig fuldkommen skabning til en, der ikke i mindste måde ænsede den lidelse og nød, tilfredsstillelsen af hans begær afstedkom. Der kom et tidspunkt, da han besluttede, at han i stedet for loyalt at repræsentere sin skaber og bruge sit ophøjede embede til at vejlede de jordiske skabninger, der var betroet i hans varetægt, så de adlød og tilbad Jehova, ville få dem til at yde ham selv denne hyldest. I sin indbildskhed og fordærvede visdom mente han, at hans egen fuldkomne skønhed, en gave fra Skaberen, fortjente en sådan anerkendelse. I sit begær efter at blive beundret og tilbedt satte han sig for at gøre sig den Højeste lig. — Ez. 28:14, 17.

 4. Hvilke skridt tog Djævelen for at nå sit mål, og hvad fik Eva til at give efter for ham?

⁴ For at nå sit mål var Satan nu villig til at blive en bagvasker, en bedrager, en modstander af Jehova og en opsluger, således som det fremgår af hans navne, Djævelen, Slangen, Satan og Dragen. Idet han på underfundig vis udnyttede sin høje stilling og meddelte sig gennem den synlige slange, forsikrede han den første kvinde, at såfremt hun fulgte hans råd, ville hun opnå noget langt større end det, en upålidelig Gud havde skænket hende. Om hun blev rystet over dette første mistillidsvotum til den himmelske Fader eller ej, kommer ikke sagen ved, og beretningen nævner ikke noget derom. Det betydningsfulde er, at hun lod sig lokke af belønningen og syndede. Jakob skrev: „Men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ (Jak. 1:14, 15) Eva overvejede øjensynlig ikke sagen grundigt nok og forvissede sig ikke om, hvorvidt han, som gav dette løfte, var til at stole på, og hun rådførte sig heller ikke med Adam, hendes hoved, i dette spørgsmål. Heri viste hun mangel på kærlighed. Fortryllet ved tanken om det, der blev stillet hende i udsigt, besluttede hun sig til at spise den forbudte frugt og dernæst give sin mand deraf.

 5. a) Hvilket spørgsmål blev Adam tvunget til at tage stilling til, og hvad fik ham til at træffe et forkert valg? b) Hvad opnåede oprørsstifteren ved at få Adam og Eva til at bøje af fra lydighedens vej?

⁵ Da den underfundige modstander havde overlistet Eva, brugte han hende som et redskab til at nedbryde Adams retskaffenhed. Hun var ben af hans ben og kød af hans kød. Da hun opfordrede Adam til at spise, var han sikkert fuldt ud klar over, hvad følgerne af hendes ulydige handling ville blive. Han blev ikke bedraget. Hvad agtede hans skaber nu at gøre? Skulle han øjeblikkelig miste sin eneste menneskelige medhjælper? Hvorfor havde hun bragt ham i denne situation? At give efter for hende betød ulydighed mod Gud. For Adam var det et spørgsmål om at vælge mellem sin kærlighed og pligt over for Jehova og sine følelser for sin kvindelige medhjælper, han måtte vælge mellem Skaberen og skabningen, mellem at lade sig lede af principper i overensstemmelse med de gudlignende egenskaber, han havde fået i gave, eller af sin lidenskab, sine stærke menneskelige følelser. Adam nærede ikke den rette kærlighed til Skaberen, men valgte forkert. Af utaknemmelighed mod Gud blev det første menneskepar den store oprørsstifters medskyldige. Det var lykkedes Satan at smæde Jehova, hvis herlighed er ophøjet over jorden og himlene. Med sin løgn fortrængte Djævelen sandheden og gjorde det af med den rene og rette tilbedelse på jorden. Jesus vidnede om ham: „Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget [sindelag, NW]; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ — Joh. 8:44.

 6. a) Hvilken bagvaskelse af Jehova rummede Satans løgn? b) Hvordan burde Adam og Eva have reageret? Hvordan reagerede de, og hvorfor?

⁶ Lad os for et øjeblik betragte den fremgangsmåde, Djævelen benyttede sig af lige fra begyndelsen. Ved at udsprede det løgnagtige rygte: I skal visselig ikke dø! såede han tvivl, mistillid og vantro i det første menneskepars sind og trak dermed Jehovas uforlignelige, herlige og prisværdige navn ned i smudset, som var han en gemen, udbytter. Han beskyldte Gud for at være en forsætlig bedrager, der ønskede at underkue mennesket, og altså ikke var til at stole på. Med alt dette røbede han dog kun, hvor dybt han selv var sunket. Blev den himmelske Faders jordiske børn, der var omgivet af så mange beviser på hans kærlighed, godhed og omsorg, opfyldt af harme over disse falske anklager? Udbrød de: Du slange i græsset, hvor kan du sige noget sådant om min Fader! Det giver beretningen os ikke anledning til at tro. Bedrageren gik så underfundigt til værks og appellerede i den grad til deres personlige interesser, at de glemte deres bedste ven og vendte ham ryggen. Uden at have mindste grund til at tvivle på Jehova undlod de at lægge den tro for dagen, der er nødvendig for at behage Gud. Da det blev stillet dem i udsigt, at de kunne opnå ubegrænset frihed ved at følge en anden vej, styrtede de sig på egen hånd ud i dette forehavende og begyndte at efterligne deres herre. De valgte overtrædelsens vej, og døden blev deres konge. Den har været dem en hård og ubarmhjertig hersker, og mennesket er ude af stand til at bryde dødens magt.

 7. Hvilket valg må vi hver især træffe? Hvorfor? Hvad vil slutresultatet blive, hvis vi vælger at tjene Jehova, og hvis vi vælger at tjene hans modstander?

⁷ Men du og jeg, vi må også vælge mellem loyalitet mod Jehova og underkastelse under den store fjende, Satan Djævelen. Ved vor handel og vandel støtter vi den ene eller den anden af disse to parter. Det tillader vor frie vilje os. At adlyde Jehova fører til liv, men at give efter for hans fjende betyder i sidste ende døden. Vi må være agtpågivende, så vi ikke falder for fristelsen til at tilfredsstille vort kød, og vi må passe på, at vi ikke lader os bruge af modstanderen som redskaber til at bedrage andre. Apostelen Paulus advarede: „Thi lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved ånden legemets gerninger, skal I leve.“ — Rom. 8:13; Gal. 5:16, 17; Rom. 8:5-8.

 8. Hvorledes er menneskets levealder blevet kortere og kortere som følge af, at menneskeslægten har været afskåret fra Jehovas ufortjente godhed?

⁸ Lad os nu rette vor opmærksomhed mod menneskets stadig kortere levealder, der er resultatet af, at han har afskåret sig fra Guds ufortjente godhed. Da mennesket lever i det land, hvor døden kaster sin skygge, nåede Adam ikke at leve en hel tusindårsdag, og det gør hans efterkommere heller ikke. Den høje levealder er dalet gradvis, dog er den undertiden gået nedad i bratte fald. Efter de første ti generationer fra Adam til Noa nåede ingen op over de ni hundrede år. Sem, der kom efter Noa, levede kun seks hundrede år. De tre næste generationer nåede en alder fra fire til fem hundrede år. Så faldt levealderen atter med et brat fald, idet den i løbet af de næste fem generationer gik ned til det halve. De efterfølgende fire generationer, der førte frem til Josef, Jakobs søn, så den menneskelige levealder skåret ned til omkring de hundrede år. (1 Mosebog, kapitlerne 5, 7 og 11) Døden herskede som konge fra Adam til Moses, og menneskets hendøende livsgnist var kun som en tåge, der hastigt svinder bort. Den store oprørsstifter havde magt til at ramme mennesket med dødens plage ved at få ham til at overtræde Guds lov, men ejede ikke magten til at give liv, for hele menneskehedens ånd eller livskraft er i Jehovas hånd. — Jak. 4:14; Job 12:10.

 9. Hvordan kan vi vide, at patriarkernes år var lige så lange som vore?

⁹ Det er ufornuftigt at mene, at patriarkernes år ikke var så lange som vore, men rimeligvis kun på længde med vore måneder, for Gud havde netop givet menneskene himmellysene som tegn til fastsættelse af dage og år. Selv om deres år ikke svarede til vore på dag og dato, så var årstiderne de samme, for Jehova havde sagt: „Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.“ — 1 Mos. 1:14; 8:22.

Menneskets dødstilstand

10. Hvilke ubibelske teorier hører man forfægtet vedrørende dødstilstanden?

¹⁰ I seks tusinde år er mennesker døde, men, hvor mærkeligt det end lyder, ved langt de fleste alligevel intet om, hvad døden i grunden er. De, som ikke kender Bibelen, har deres egne personlige teorier eller deres egne hellige bøger. Selv de, som er i besiddelse af Bibelen, er i stor forvirring på grund af de mange overleveringer fra forfædrene. Det er en almindelig religiøs opfattelse, at døden er en adskillelse eller bortstødelse fra Gud. Nogle mener, at den betyder, at himmelen lukkes for den fortabte sjæl. Man går ud fra, at sjælen er udødelig og altså må leve evigt, og da en lykkelig tilværelse eller himmelen er den nægtet, må den derfor tilbringe evigheden i en tilstand af sorg og ulykke. Disse slutninger har stort set fundet støtte i hedenske overleveringer, menneskers filosofi, verdenslitteraturen og den almindelige oplysning.

11. Hvad siger Bibelen om dødstilstanden?

¹¹ Til gavn for os selv vil vi nu vende os til Guds ord for at finde det rigtige svar. I sin omtale af, hvad der sker i dødsøjeblikket, siger Salme 145, vers 4 (Dy) „Hans ånd går bort, og han vender tilbage til sin jord: på den dag forgår alle deres tanker.“ (Se Salme 146:4) Hvis ens tanker forgår, er det forbi med al kundskab og følelse. Dette bekræftes af Prædikeren 9:5: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.“ Profeten Job skildrer også dødstilstanden i disse ord: „Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, alle de fangne har ro, de hører ej fogedens røst; små og store er lige der og trællen fri for sin herre.“ (Job 3:17-19) „Men dør en mand, er det ude med ham, udånder mennesket, hvor er han da?“ (Job 14:10) I dødstilstanden er der intet virke. „De døde priser ej Jehova, ingen af dem, der steg ned i det tavse.“ „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget [sheol, AS], hvor du stævner hen.“ — Sl. 115:17; Præd. 9:12.

12. Hvilke kendsgerninger støtter Bibelens standpunkt med henblik på dødstilstanden, og hvordan bekræfter dommen over Adam dette?

¹² Af dette bevismateriale kan vi se, at døden er enden på vor tilværelse. Det er en fysisk død, og ethvert forsøg på at sondre mellem den og en såkaldt åndelig død er ubibelsk. Mennesket dør fysisk, mentalt og åndeligt på een gang. Den dødes hjerne kan ikke fungere, hans øjne ikke se, hans ører ikke høre og hans læber ikke tale. Døden er ens for mennesker og dyr. (Præd. 3:19-21; Sl. 104:29; 145:20) Læg mærke til, hvor tydeligt Gud viste dette, dengang han afsagde den første dødsdom. Gud sluttede sin dom over Adam med ordene: „Ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Han skulle vende tilbage til den livløse tilstand, hvorfra han var taget. Der var intet guddommeligt i mennesket, der skulle holdes i live.

13. Hvordan ved vi, at Adam ikke var udødelig, og at det ikke skulle blive hans lod at komme i himmelen?

¹³ Beretningen siger heller intet om, at Adam eller hans afkom gik glip af himmelen. Hverken Adam eller hans efterkommere havde fået noget løfte om at komme i himmelen, og at gøre krav på at komme der ville have været anmassende. „Himmelen er Jehovas himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ (Sl. 115:16) Selve det, at de var blevet skabt, gav dem ingen ret til betingelsesløst og evigt liv på jorden, endsige et åndeligt liv eller nogen himmelsk tilværelse. Det var modstanderen, der lovede dem dette, nemlig at de skulle blive som guder, men sit løfte om, at mennesket ikke skulle dø, kunne han ikke engang indfri. Gud fastsatte dødsstraffen og handlede efter sine ord: „Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!“ Derfor udviste Jehova Gud ham af Edens have, og han satte keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. — 1 Mos. 3:22-24.

14, Hvilke to muligheder stiller Gud skabningerne i udsigt?

¹⁴ Liv og død er de to bibelske modsætninger, ikke liv i lykke og liv i ulykke. Dette fremgår af Moses’ udtalelse til Israels børn: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve.“ (5 Mos. 30:19) Ordsprogene 8:35, 36 siger: „Thi den, der finder mig, finder liv . . . enhver, som hader mig, elsker døden.“

15. a) Hvad forspildte Adam for sig selv og sit afkom? b) Hvilket bevis har vi for, at Gud ikke har bestemt den faldne menneskehed til et liv i evig pine?

¹⁵ Dødens herredømme er i sig selv en modsigelse af enhver påstand om, at evig pine eller nogen anden fremtidig ulykke er Adams eller hans efterkommeres skæbne. Det var ikke evig pine, der begyndte at herske som konge, eller som ventede menneskeheden. Hvad Adam forspildte for sig selv og sit afkom, var den forret at adlyde det guddommelige påbud om at være frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden og dyrke den; han mistede herredømmet over himmelens fugle, over kvæg og fisk, og satte sit eget liv til. Ganske vist fik han lov at leve, til han blev 930 år, men det var en tilværelse fuld af sorg og slid, berøvet Guds fred og velsignelse. Vi har nedarvet de ufuldkommenheder, som vor stamfader lod gå videre til os. Guds ord siger: „Synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) De var alle repræsenteret i deres stamfader Adam ved hans ufødte sæd og syndede ligeledes alle i ham. Derfor findes der ikke et eneste retfærdigt menneske. Af samme grund kunne ingen af Adams efterkommere redde sin næste fra dødens herredømme, for hvordan skulle den ene træl kunne frigøre den anden? Der står skrevet: „Ingen af dem kan på nogen måde genløse sin broder eller give Gud en løsesum for ham.“ (Sl. 49:8, AS; Rom. 3:10) I stedet for at evig pine skulle være syndens løn, læser vi: „Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i [ved, NW] Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 6:23.

16. Anfør bibelske beviser for, at dødens herredømme ikke alene strækker sig til legemerne, men også til sjæle.

¹⁶ Dødens herredømme strækker sig ikke alene til menneskers legemer, men også til deres sjæle. Det er den sjæl, som synder, der dør. (Ez. 18:4, 20) Det er sjælen, der ved døden går ned i graven, hvorfra den udfries ved en opstandelse. Salme 89:49 siger: „Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl fra dødsrigets [gravens, KJ] hånd? — Sela.“ Salme 49:16 (KJ) lyder: „Men Gud vil genløse min sjæl fra gravens magt: for han vil tage imod mig. — Sela.“ I Salme 116:8 læser vi: „Ja, han fried min sjæl fra døden, mit øje fra gråd, min fod fra fald.“ Endnu nogle skriftsteder, der beviser, at sjælen kan dø eller tilintetgøres, skal nævnes her: Sl. 30:4; 78:50 (dem = sjæl, KJ); Es. 55:3; Matt. 10:28; Mark. 14:34; Luk. 2:35 og Åb. 16:3 (væsen = sjæl, KJ).

Menneskesjælen

17, 18. a) Hvad er sjælen? b) Hvilke skriftsteder modbeviser falske læresætninger vedrørende menneskesjæle?

¹⁷ Hvad er sjælen da? vil du måske spørge. Det er ikke nogen mystisk, ulegemlig tingest, som ingen nogen sinde har set. I 1 Mosebog 2:7 gives der en definition af menneskets sjæl: „Da dannede Gud Jehova mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev til et levende væsen [en levende sjæl, AS].“ (Se også 1 Kor. 15:45) Hvert menneske er en sjæl. Livsånden, hvormed Gud gjorde den menneskelige organisme levende eller gav den energi, udgjorde sammen med menneskelegemet den første menneskeskabning eller sjæl. Derfor betegnes selve menneskets tilværelse også som sjæl. Der fandtes fisk, fugle og dyresjæle på jorden, før mennesket blev skabt, som det fremgår af King James-oversættelsens fodnoter til 1 Mosebog 1:20, 30. I disse skriftsteder anfører fodnoterne i King James-oversættelsen ordene „sjæl“ og „levende sjæl“ for „liv“, der i den danske oversættelse er gengivet med „væsen“.

¹⁸ Fra begyndelsen har Guds store modstander foranlediget, at løgnen om, at mennesket har en udødelig sjæl, har fået vid udbredelse. Ifølge denne overlevering har hvert menneske kun een sjæl, hvorimod 2 Mosebog 1:5 (KJ) siger: „Og alle de sjæle, der kom fra Jakobs lænd, var halvfjerdsindstyve sjæle.“ Hvordan kunne der komme halvfjerdsindstyve sjæle fra Jakobs lænd, når overleveringen lærer, at Gud giver hvert enkelt legeme en sjæl ved dets fødsel? Sjæle hentyder ganske øjensynlig her bare til Jakobs halvfjerdsindstyve levende efterkommere og ikke til andet. Ifølge 3 Mosebog 5:1, 2, hvor der i King James-oversættelsen står „sjæl“ og i den danske „nogen“, fremgår det, at sjæle kan høre, se, tale, synde og røre ved noget. Er det så svært at forstå, hvad der hentydes til med ordet sjæle, når det kun er levende mennesker, der kan gøre disse ting? Lad os ikke længere følge menneskers vildledende overleveringer, der vanærer Gud og fører til død, når det er så let at lære sandheden, der fører til liv, at kende.

19. Hvordan kan det være, at så mange har en forkert opfattelse vedrørende sjælen og dødstilstanden?

¹⁹ Nogle vil måske mene, det er umuligt, at flere millioner mennesker kan tage fejl. Lad os igen vende os til Bibelen for at få svar. Den viser, at Satan har bedraget eller forført hele verden. I det tolvte kapitel i Åbenbaringen tales der om, at Mikael fører krig imod Dragen og dens engle. Vers ni siger: „Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører.“ Apostelen Johannes skrev: „Vi ved, at vi oprindelig kom fra Gud, men at hele verden ligger i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19, NW) Profeten Jeremias forudså, at retsindige mennesker ville få forståelse af, at de var blevet vildledt, og søge tilflugt hos Jehovas organisation, og han skrev: „Herre, min styrke, mit værn, min tilflugt i nødens stund! til dig skal folkeslag komme fra den vide jord og sige: Vore fædre arved kun løgn, afguder, ingen af dem hjælper.“ — Jer. 16:19.

20. Hvilket lys kaster spørgsmålet om opstandelsen over de dødes tilstand?

²⁰ Men hvis der ikke var noget, der hed opstandelse fra de døde, hvad så? Ifølge menneskers overlevering ville disse sjæle, der er uden legemer, komme til at opleve den frygtelige skæbne for evigt at måtte savne disse. Men ifølge apostelen Paulus’ logiske argument ville alle, der er døde, være gået fortabt. (1 Kor. 15:18) Apostelen Paulus nærede ingen tvivl med hensyn til opstandelsen, men udlagde med al tydelighed denne lære og forkyndte den med frimodighed. Han undgik fablerne og private fortolkninger. Han udtænkte ikke egne definitioner, som nogle gør, når de siger: „Syndens løn er død — en død, der aldrig dør“, for det ville være bevidst fordrejelse af Guds ord. Han hævdede ikke, at det at „udslette“ ikke betyder at „udslette“, men at „bevare i live i pine“, for det ville være en fordrejelse af Bibelens ord og medføre hans egen udslettelse. (Sl. 145:20) Paulus lod Gud være sanddru, om så hvert eneste menneske derved kom til at stå som en løgner.

21, 22. a) Hvilke to skarer har vist sig, og hvilket håb har de, som lægger tro for dagen? b) Hvordan kan der bringes harmoni mellem tilsyneladende modstridende skriftsteder?

²¹ Mens døden herskede som konge, viste to skarer sig. Den ene troede på Guds løfte om, at kvindens sæd til sin tid skulle knuse slangens hoved. Disse stræbte efter at behage Jehova. Den anden skares medlemmer ønskede ligesom det første menneskepar at følge deres egen vej og gav sig til at forfølge de gudfrygtige. Det varede ikke længe, før den ånd, der besjælede dødens ophavsmand, satte frugt, og Kain dræbte sin broder Abel. Jehova gav alle, som blev forfulgt på denne måde, den forsikring, at de ikke øjeblikkelig ville blive taget til himmelen, men at de ville få del i de dødes opstandelse. Årtusinder senere var opstandelseshåbet stadig de gudfrygtiges håb, hvilket Jesus tilkendegav, da han fortalte Nikodemus, at hidtil var „ingen steget op til himmelen, undtagen han, som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen“. (Joh. 3:13) I Åbenbaringen, som blev skrevet seks og tres år efter, at Jesus begyndte sin tjenestegerning, så apostelen Johannes deres sjæle, som var myrdede for Guds ords og det vidnearbejdes skyld, som de havde holdt fast ved, og da var de endnu ikke i himmelen. Han skrev: „Og de råbte med høj røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?“ (Åb. 6:10) Den endelige belønning bliver ikke givet dem før dommen, der begyndte i 1918. — Åb. 11:18.

²² De skriftsteder, der synes at være i uoverensstemmelse med de foregående slutninger, er i virkeligheden alligevel i harmoni med dem. Moses’ og Elias’ tilsynekomst på forklarelsens bjerg var ikke en fysisk realitet. Jesus sagde til disciplene: „Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde.“ (Matt. 17:9) At Enok blev borttaget og at Elias forsvandt betød, at deres tjenestegerning var forbi, og at de døde, men ikke, at Guds løfte til dem var blevet opfyldt, som det jo også fremgår af Hebræerne 11:39 „Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt.“ Disse fortidens trofaste mænd blev ikke taget op til en bogstavelig himmel, men så frem til den tid, da den almægtige Gud, der bor i himlene, skulle oprette sin regering og udøve sin magt og myndighed her på jorden.

23. Hvad slags regering og herredømme så Abraham og andre trofaste mænd frem til?

²³ Abraham og andre trofaste mænd så frem til en stad eller regering, der skulle komme, og hvis bygmester og skaber er Gud. Da det er en stad af himmelsk oprindelse, kalder Paulus den en himmelsk stad. (Hebr. 11:8-10, 13-16) De håbede gennem opstandelsen at få del i denne stads velsignelser og forkyndte derfor offentligt, at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. De hilste og hyldede det rige, hvorunder Guds vilje skal ske på jorden som i himmelen, jordens rigdomme komme alle til gode, og jorden fyldes af kundskab om Jehovas herlighed, som vandene dækker havets bund. (Præd. 5:8, KJ; Hab. 2:14) Døden skal ikke længere eje og øve sin store magt og myndighed over menneskeheden. Den skal ikke længere herske som konge. I tusind år skal Kristus og hans brud regere den nye verden, og Satan vil være bundet.

24. Hvad burde denne kundskab få os til?