Hvad vil fuldkommenhed egentlig sige?
BIBELEN siger at ’Guds værk er fuldkomment’. — 5 Mos. 32:4.
Derfor må jordkloden, som Gud har skabt, have været fuldkommen fra begyndelsen. Hvorfor sagde Gud da til Adam og Eva at de skulle ’gøre sig herre over jorden’? — 1 Mos. 1:28.
De to første mennesker, som også var Guds værk, var ligeledes fuldkomne. Hvordan kunne de da synde?
Hvordan ville du svare på disse spørgsmål? Hvad vil „fuldkommenhed“ egentlig sige? Ved du hvordan Bibelen bruger ordet? Tiltaler den tanke dig at du kunne komme til at leve her på jorden som et fuldkomment menneske? Eller mener du at fuldkommenheden ville gøre ende på de udfordringer man møder i tilværelsen, sådan at livet blev mekanisk, rutinemæssigt og ensformigt?
Den rette betydning
Af ordbøgerne fremgår det at ordet „fuldkommen“ har samme betydning som „fuldendt“, „fejlfri“ og „udadlelig“. Noget der er fuldkomment er altså ’i enhver henseende som det bør være’; det ’opfylder alle betingelser for at opnå en vis benævnelse eller omtale’.
En hammer kan således siges at være fuldkommen når den opfylder de betingelser håndværkeren stiller, og den vil være god til at slå søm i med. Men kan den bruges til at save med? Nej; og en fuldkommen sav — en sav som opfylder de betingelser der stilles til et sådant stykke værktøj — vil ikke være blot nogenlunde anvendelig som hammer. Fuldkommenheden må altså ses i relation til genstandens formål.
Hvad har dette med Bibelen og et fuldkomment liv på jorden at gøre? En hel del. Disse elementære eksempler kan hjælpe os til at forstå mange ting i Guds ord, blandt andet de spørgsmål der stilles i artiklens indledning. Det hebraiske og det græske ord som bibelskribenterne benyttede for „fuldkommen“, har nemlig samme grundlæggende betydning som det danske ord. De betyder „hel“, „fuldendt“, „fuldt udviklet“ eller „som opfylder den bestemte hensigt eller har nået det fastsatte mål“. Lad os nu se hvordan alt dette hjælper os til at forstå Bibelen og dens løfte om et liv i fuldkommenhed.
Gud afgør hvad der er fuldkomment
Hele skaberværket skylder Gud sin eksistens. Det vil sige at det i sidste ende er ham der afgør om en ting er fuldkommen eller ej. Hvis en ting opfylder hans betingelser så han er tilfreds, hvis den tjener det formål han har givet den, på den måde han ønsker, så er den fuldkommen. Derfor kan vi med rette sige at enhver del af Guds skaberværk kun kan være fuldkommen i relativ forstand, ikke i absolut forstand. Den kan være fuldkommen i relation til det formål den blev dannet af Gud til at tjene, og kun når vi kender dette formål kan vi sige om den er fuldkommen i hans øjne eller ej.
Lad os tage et eksempel. Gud gjorde jordkloden til bosted for mennesket idet han lod vegetation spire frem på den og fyldte den med fugle, landdyr og fisk, og til sidst satte han mennesket på den. Da han derpå betragtede sit værk udtalte han at det færdige resultat var „såre godt“. (1 Mos. 1:31) Det stod mål med hans fuldkomne normer eller betingelser. Men læg mærke til at Gud alligevel pålagde de to mennesker at ’gøre sig til herre over jorden’, hvormed han øjensynlig mente at de skulle dyrke den og gøre hele jorden, ikke blot Eden, til en Guds have. (1 Mos. 1:28; 2:8) Vi kunne sammenligne dette med den situation at en bygmester påtager sig at bygge et hus til en familie og derpå overlader det til beboerne selv at udføre malerarbejdet og at udsmykke og møblere huset. Når han overdrager familien huset er selve byggearbejdet færdigt, det er fuldført og kvaliteten er udmærket. Er huset „ufuldkomment“ fordi der stadig mangler visse ting? Nej, det kan man ikke sige, for sådan var den aftalte ordning.
Der er også et andet eksempel. Gud befalede Israelitterne i ørkenen at opføre et tabernakel eller et telt hvori tilbedelsen kunne foregå, og han gav dem anvisninger på hvordan det skulle bygges. Det færdige resultat var af udsøgt kvalitet; arbejdet var blevet gjort „ganske som [Jehova] havde pålagt Moses“. (2 Mos. 26:1, 2; 39:32, 42, 43) Kan vi sige at tabernaklet var fuldkomment? Ja afgjort, for da det var færdigt godkendte Gud det og tilkendegav sin tilstedeværelse i det. (2 Mos. 40:16, 33-38) Men da tiden var inde sørgede Gud alligevel for at det transportable telt blev erstattet med et grundmuret tempel i Jerusalem, og senere forårsagede han endog at dette tempel blev ødelagt. Hvorfor? Fordi disse bygninger kun skulle tjene som forbilleder, som profetiske miniatureskildringer af ’et større og fuldkomnere telt’, Jehovas himmelske ordning hvori den opstandne Kristus Jesus tjener som ypperstepræst. (Hebr. 9:11-14, 23, 24) Det jordiske telt var fuldkomment fordi det opfyldte alle de betingelser Gud stillede til det. Og det tjente sit bestemte formål. På den anden side besad den ordning som teltet skildrede, en fuldkommenhed der var af langt højere art, og denne himmelske ordning ville opfylde Guds endelige hensigt — den ville fjerne synden helt. I denne forstand kunne det siges at det som det jordiske telt repræsenterede var „større og fuldkomnere“.
Vi kan ikke lade vore egne ideer og meninger råde i dette spørgsmål, for så gør vi os selv til en gud, ja sætter vor egen tankegang over Skaberens. Da det er ham der har dannet eller frembragt alt, ved han hvad han vil med det og har fuld ret til at fastsætte hvilke betingelser hans værk må opfylde for at kunne kaldes fuldkomment.
Fuldkommenhed blandt mennesker
Hvis vi nu betragter det første menneskepar, ser vi at Adam og Eva blev skabt fuldkomne — både fysisk og mentalt. Gud gav dem endog en fuldkommen start i moralsk henseende, for han udrustede dem med en samvittighed. Det er grunden til at apostelen med rette kunne sige at Guds lov ’står skrevet i menneskenes hjerter’. (Rom. 2:15) Kunne disse to fuldkomne mennesker synde? Eller måtte de være ude af stand til at synde når de var fuldkomne? Måtte de være skabt sådan at de kun kunne adlyde, kun kunne gå i den rigtige retning og aldrig afvige fra den kurs der var afstukket for dem? Hvis man fremstiller en bil, for eksempel, vil man jo indrette den sådan at den altid kører i den retning man angiver med rattet, ikke sandt? Skulle de to første mennesker da ikke være indrettet på samme måde for at kunne kaldes fuldkomne?
Nej. Hvorfor ikke? Fordi de ikke skulle være maskiner og ikke skulle fungere som maskiner. Gud, Skaberen, ønskede at de skulle være moralsk frit stillede, det vil sige, de skulle være i stand til at træffe personlige afgørelser i moralske spørgsmål, at vælge mellem ret og uret, mellem lydighed og ulydighed. Husk på at det er Skaberen der opstiller normerne og betingelserne, det er hans vilje der er afgørende. Hvis det første menneskepar ikke havde haft evnen til at vælge, ville det i virkeligheden have været mangelfuldt, ufuldkomment, ifølge Guds norm. — Se Første Mosebog 2:15-17; 3:2, 3; Femte Mosebog 30:19, 20; Josua 24:15.
Én indvender måske: „Ja, men hvis de var fuldkomne skulle de kun have valgt at gøre det der var rigtigt.“ Men det er det samme som at sige at de ikke havde noget valg, for hvis man kun kan „vælge“ én bestemt ting, kan man i realiteten slet ikke vælge. Hvis man fremfører denne indvending sætter man derfor sin egen mening i stedet for Guds norm. Ifølge Guds norm skulle de to første mennesker være i stand til at vælge enten det gode eller det onde. Hvorfor? Fordi det var den eneste måde hvorpå kærligheden kunne komme ind i billedet. Hvis de adlød fordi de ikke kunne andet, ville deres tjeneste være mekanisk. Men Gud gav dem evnen til at vælge, således at de kunne tjene ham fordi de elskede ham af hjertet. Eller de kunne blive ulydige fordi selviskhed havde slået rod i deres hjerte. Hvordan kunne dette ske?
Det kom an på hvad de ville fylde deres hjerte med, for derfra udsprang deres motiver. Ligesom deres legeme måtte have føde af rette slags for at fungere rigtigt, skønt det var fuldkomment, således måtte deres hjerte også fyldes med de rette tanker og ræsonnementer. Den fuldkomne Adam kunne ikke spise snavs, grus eller træ og stadig bevare et fuldkomment fysisk helbred; og hvis han prøvede på at trække vejret nede i vandet ville han drukne. Hans fuldkommenhed var relativ; den var begrænset til det menneskelige eksistensområde. Noget lignende ville gælde hvis han valgte at fylde sit sind og sit hjerte med urette tanker. Det ville føre til urette ønsker og til sidst resultere i synd og død. Det var nøjagtig det der skete, og på grund af sin ulydighed blev Adam ufuldkommen fordi han selv valgte det. — Jak. 1:14, 15; se også Første Mosebog 1:29; Mattæus 4:4.
Når menneskene atter bliver fuldkomne
Som en opfyldelse af bønnen: „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen,“ vil Jehova Gud fjerne alt fra jorden som ikke opfylder hans normer eller betingelser, alt som ikke tjener hans retfærdige formål. Det vil medføre, har han lovet, at der ’hverken skal være tårer, død, sorg, skrig eller pine mere’. (Matt. 6:10; Åb. 21:3-5) I de tusind år hans søns himmelske rige hersker over jordens beboere, vil lydige mennesker blive ført frem til legemlig og mental fuldkommenhed, svarende til den fuldkommenhed Adam og Eva ejede før de syndede. — 1 Kor. 15:25, 26; Åb. 20:4-6.
Vil dette ’gøre ende på de udfordringer man møder i tilværelsen’ og gøre livet ’mekanisk, rutinemæssigt og ensformigt’? Nej, tværtimod. Grunden til at nogle har denne idé, er at de forestiller sig at et fuldkomment menneske vil kunne gøre næsten alt hvad det har lyst til, uden at yde nogen særlig indsats. Hvis en fuldkommen mand for eksempel gerne ville spille på violin, skulle han blot, selv om han aldrig havde rørt et sådant instrument, kunne tage en violin og uden videre spille et stykke som Sarasates Zigeunerweisen, uden en eneste fejl! Det mener nogle åbenbart. Men det er fri fantasi. Bibelen støtter ikke en sådan opfattelse.
Jesus Kristus blev født som et fuldkomment menneske. Alligevel måtte han lære at spise fast føde, at gå og at tale, ligesom alle andre børn. Hvis han arbejdede som tømrer sammen med sin fosterfader Josef, hvilket han sandsynligvis gjorde, måtte han afgjort lære hvordan tømrerværktøjet skulle bruges. Det kom ikke automatisk fordi han var fuldkommen. Det gjorde anden kundskab heller ikke, ikke engang kundskaben om hans Faders ord og hensigt. Lukas 2:52 siger at Jesus som dreng „gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker“. — Luk. 2:42-52.
Fuldkommenheden vil altså ikke fjerne de udfordringer tilværelsen byder på. Ved hver eneste opgave vil der være problemer som skal løses. Der skal stadig arbejdes, tænkes og planlægges. Det fuldkommenheden vil fjerne, er derimod de skuffelser, nederlag og fiaskoer som livet i en ufuldkommen og syndig verden nu byder på, hvor selv vore bedste bestræbelser ofte er frugtesløse fordi noget kommer i vejen eller fordi livet er for kort, eller på grund af vor svage, syndige natur.
Udsigten til at skulle leve evigt vil i sig selv være en udfordring til dem der lever i Guds nye ordning. Det vil være en udfordring til at lære mere og mere, til at samle oplysninger om den skønne jord de lever på og den store variation af skabninger Gud har dannet på den. Det vil være en udfordring til hvert eneste menneskes flid, initiativ, opfindsomhed, foretagsomhed, snilde og originalitet. Når der bygges huse, anlægges haver, sys tøj, udføres håndværk og skabes kunst, vil det den enkelte frembringer vidne om vedkommendes personlige smag og hensigt, mens det alt sammen naturligvis vil være i harmoni med Guds vilje. Det betyder at der vil være en uendelig variation over hele jorden, og ikke ensformighed.
Vi må derfor klart forstå at vi nu bør lære alt hvad vi kan af Kilden til den kundskab som virkelig betyder noget. Vi må anerkende at „Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret“. Vi må stole på hans ord, lade det øve indflydelse på vort liv nu, og ved at nære tillid til hans fremtidsløfter gøre ham til vor tilflugt og kilde til styrke. Så kan vi sige med salmisten: „Gud . . . omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen.“ — Sl. 18:31-33, oversættelsen af 1871.