Hvad siger Bibelen?
Levede mennesker engang i hundreder af år?
FOR mange lyder det som det rene opspind at mennesker engang skulle have levet i flere hundrede år. De tager det ikke mere alvorligt end „den sumeriske kongerække“, der begynder således: „Da kongeværdigheden var udgået fra himlen, befandt den sig (først) i Eridu. (I) Eridu (blev) A-lulim konge og herskede 28.800 år. Alalgar herskede 36.000 år. To konger beherskede det (således) i 64.800 år.“
Selv om Bibelen ikke opgiver sådanne fantastiske tal, fortæller den dog at mennesker engang levede meget længere end de gør i dag. Vi læser for eksempel at Adam, Set, Enosj, Kenan, Jered, Metusalem og Noa alle blev over 900 år gamle. (1 Mos. 5:5, 8, 11, 14, 20, 27; 9:29) Er det virkelig tilfældet?
Nogle vil indvende: ’Hvordan skulle mennesker før i tiden kunne have levet i hundreder af år når kun meget få i dag lever så længe at de bliver et hundrede år? Det er umuligt.’ I denne forbindelse bør man lægge mærke til at ingen kan sige præcis hvornår grænsen for et menneskes livslængde er nået. Encyclopædia Britannica (1976-udgaven, Macropædia, bind 10, s. 911) siger: „Selv om der antageligvis er nedlagt en maksimal livslængde i det genetiske materiale, er menneskets nøjagtige levetid dog ukendt. Umiddelbart synes denne udtalelse fornuftstridig. Et menneske kan i hvert fald ikke leve i tusind år. Men selv om alle sikkert kan blive enige om at sandsynligheden for at et menneske kan leve i tusind år er uendelig lille, findes der dog ikke noget videnskabeligt bevis for om ovennævnte udtalelse er sand eller ej.“
Videnskabeligt set kan man altså hverken bevise eller modbevise hvad Bibelen siger om den lange levetid visse mennesker opnåede i fortiden. Bibelens udtalelser må derfor bedømmes ud fra de foreliggende kendsgerninger. Viser den sammenhæng hvori de forekommer at de er til at stole på?
Nogle drager den slutning at de år som Bibelen opgiver for disse mennesker må have været kortere, at der måske kun har været tale om måneder. Men det stemmer ikke med den sammenhæng hvori Bibelen nævner hvor gamle mænd som Kenan og Mahalal’el blev. Vi læser: „Da Kenan havde levet 70 år, avlede han Mahalal’el; og efter at Kenan havde avlet Mahalal’el, levede han 840 år og avlede sønner og døtre; således blev Kenans fulde levetid 910 år, og derpå døde han. Da Mahalal’el havde levet 65 år, avlede han Jered.“ (1 Mos. 5:12-15) Hvis vi erstattede ordet „år“ med „måneder“ ville det betyde at både Kenan og Mahalal’el fik børn før de var 6 år gamle. Det er i hvert fald fornuftstridigt.
At de omtalte år ikke var måneder på tredive dage, men sandsynligvis har bestået af tolv måneder på tredive dage, fremgår af det Bibelen siger om Vandfloden. Vandfloden startede „i Noas 600de leveår på den syttende dag i den anden måned“. (1 Mos. 7:11) Arken satte sig fast på Ararats bjerge „på den syttende dag i den syvende måned“. (1 Mos. 8:4) Ifølge Første Mosebog 7:24 (oversættelsen af 1871) skete dette efter at vandet havde haft „Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage“. Eftersom fem måneder er lig med „et hundrede og halvtredsindstyve Dage“, ville en måned være på tredive dage. Endvidere nævner Bibelen specielt den „tiende måned“ og derefter en periode på fyrretyve dage og to perioder på syv dage hver. (1 Mos. 8:5, 6, 10, 12) Så „i Noas 601ste leveår på den første dag i den første måned var vandet tørret bort fra jorden. . . . På den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør“. (1 Mos. 8:13, 14) Der er tydeligvis ingen grund til at hævde at der fra Noas 600de leveår og til hans 601ste år kun er cirka en måned. Nej, der er tale om et helt måneår på tolv måneder, og ti dage.
At mennesker engang levede i flere hundrede år er i fuld harmoni med sammenhængen i hele Bibelen. Ud fra Bibelen lærer vi at det første menneske, Adam, blev skabt fuldkomment. Adam havde mulighed for at leve evigt. Den smukke have som han blev sat i, indeholdt alt det der var nødvendigt for at menneskelivet kunne opretholdes for evigt. I Bibelens første bog læser vi: „Og Gud [Jehova] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven.“ (1 Mos 2:9) Dette „livets træ“ repræsenterede Guds garanti for fortsat liv til dem der var værdige til det. Da Adam overtrådte Guds lov, mistede han retten til at spise af dette træ og blev derfor drevet ud af sit smukke paradisiske hjem. — 1 Mos. 3:22-24.
Ved sin ulydighed ødelagde Adam samtidig sin fuldkommenhed, og dette forkortede hans og hans efterkommeres levetid. — Rom. 5:12.
I sin fuldkomne tilstand kunne Adams legeme opretholdes for evigt, og det samme ville gælde andre syndfri mennesker. Eftersom mennesket altså blev skabt til at leve evigt, er det logisk at mene at Adam og hans første efterkommere må have levet meget længere end deres senere efterkommere, som var længere væk fra det fuldkomne stade. Det er netop hvad Bibelen viser har været tilfældet. Efter vandfloden i Noas dage, som indtraf over seksten hundrede år efter Adams skabelse, faldt menneskets forventede levealder brat. Blandt dem der blev født efter Vandfloden dalede levealderen mere og mere. Dette fremgår også af nedenstående oversigt.a
Navn: Antal leveår
Adam: 930
Set: 912
Enosj: 905
Kenan: 910
Mahalal’el: 895
Jered: 962
Metusalem: 969
Lemek: 777
Noa: 950
Sem: 600
Arpaksjad: 438
Sjela: 433
Eber: 464
Peleg: 239
Re’u: 239
Serug: 230
Nakor: 148
Tara: 205
Abraham: 175
Godt 300 år efter Abrahams død var menneskets gennemsnitlige levealder faldet yderligere, så at Moses kunne sige: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighed er møje og slid, thi hastigt går det, vi flyver af sted.“ (Sl. 90:10) Disse ord angående menneskets gennemsnitsalder gælder også i dag.
Ifølge Bibelen har mennesker altså engang levet i flere hundrede år. Dette er af mere end forbigående interesse. Det er et vidnesbyrd om at Guds oprindelige hensigt med mennesket var at det skulle leve evigt. Denne hensigt vil blive til virkelighed når Jehova Gud opfylder sit ord om at skabe en jord fri for sygdom, smerte og død. — Åb. 21:3, 4.
[Fodnote]