Hvor og hvornår begyndte det at gå galt?

JORDEN kunne være et herligt sted at bo. Selv med alle de problemer vi har i dag, har de fleste af os et vist mål af glæde i tilværelsen. Derfor vil vi gøre næsten hvad som helst for ikke at miste livet. De der „giver op“ og foretrækker at dø fordi de finder livet for hårdt, er stadig kun en lille brøkdel af jordens næsten 4.000.000.000 mennesker.

Men som helhed betragtet har menneskeheden ikke fundet glæde og lykke. Selv under de gunstigste forhold bliver ondskaben ved med at dukke op; den griber ind i glæderne, skaber bekymring, usikkerhed, og undertiden bitre skuffelser, hjertesorger og depression. Onder som disse er hårdnakkede, tilsyneladende umulige at udrydde. De kender ingen grænser, sniger sig ind på folk overalt. De dårlige forhold der findes i dag i umådelig stor målestok, udgør en alvorlig trussel mod os alle. Det er som om et eller andet ved selve menneskeheden er ’i uorden’, som om noget ikke virker som det skal. Hvad er det? Der må være et tidspunkt da det hele begyndte. Hvor og hvornår begyndte det?

Et familieproblem

Hvis vi følger historien tilbage det ene århundrede efter det andet, kan vi hele tiden læse om vold, forbrydelser, krig, undertrykkelse, fattigdom, sult og sygdom, lige til historiebøgerne til sidst når tilbage til en fjern fortid. Selv om beretningerne knytter sig til snart den ene og snart den anden nation eller race, viser de ikke desto mindre at vi alle tilhører samme familie. Dette erkendes også af den moderne videnskab. Antropologen M. F. Ashley Montagu siger:

„Alle varieteter af mennesket hører til samme art og har samme fjerne oprindelse. Alle relevante vidnesbyrd vedrørende sammenlignende anatomi, palæontologi, serologi og arvelighedslære peger mod denne slutning. Ud fra genetiske grunde alene er det praktisk talt umuligt at få den tanke at de forskellige varieteter af mennesket skulle være opstået hver for sig.“

Ja, der er kun én menneskeslægt; vi har alle fælles stamforældre. Det er som en publikation fra FN-organisationen UNESCO siger:

„Hvis vi alle hver for sig kunne følge vor stamtavle tilstrækkelig langt tilbage, gennem hundreder af generationer, ville vi ende det samme sted — ved foden af den menneskelige families stamtræ . . . Vor fælles stamfader kunne lige så godt kaldes Adam, der på hebraisk betyder menneske, for Bibelens kendte beretning foregreb de videnskabelige oplysninger der viser at alle nulevende mennesker har en fælles afstamning.“

Den eneste historiske kilde der går tilbage til begyndelsen

Verdslige historiebøger kan ikke føre os tilbage til menneskets begyndelse. Længere tilbage end det tredje årtusind før vor tidsregning har de ikke ret meget at fortælle. Men der findes en historisk beretning som rækker helt tilbage. Det er Bibelen. Måske har De endnu ikke undersøgt den. Hvis det er tilfældet er De måske ikke klar over at Bibelen giver en sammenhængende historisk beretning med tidsangivelser, en beretning som ikke finder sin lige i andre gamle beretninger eller såkaldt hellige skrifter. Den er så fuldstændig og omfattende at historikeren og lægen Lukas fra det første århundrede kunne følge Jesu stamtavle fire tusind år tilbage, det ene slægtled efter det andet, hele vejen tilbage til det første menneske, Adam. — Se Lukas 1:1-4; 3:23-38.

Bibelen fortæller også hvordan menneskelig lidelse begyndte og hvordan lidelserne fortsatte som en fælles arv for hele menneskeslægten, en arv som ingen kunne unddrage sig. Det er der ingen anden historisk beretning og ingen andre hellige skrifter der fortæller. Når vi ikke har andre kilder end Bibelen, hvor skulle vi da lede efter svaret på spørgsmålet om hvordan lidelser og ulykke begyndte? Hvis vi ikke søger svaret i en historisk kilde, hvad er der så tilbage? Kun menneskers egne opfattelser og gisninger — med de store forskelle og uoverensstemmelser der kan være imellem dem. I betragtning af at det er et spørgsmål som har den største betydning — ja det spørgsmål mennesker har stået mest rådvilde over for — bør vi være villige til at undersøge de oplysninger Bibelens historie giver os. Læg mærke til hvor rimeligt dens udsagn er.

En fuldkommen begyndelse for menneskene

Bibelen viser at Gud skabte det første menneskepar, Adam og Eva, fuldkomne på sind og legeme. Ville vi forvente noget andet af den om hvem Bibelen siger at ’hans værk er fuldkomment’? (5 Mos. 32:4) Bibelens beretning viser hvilken faderlig omsorg Gud havde for dette første menneskepar. Forældre plejer at forberede deres barns ankomst ved at sørge for at alt er parat. Bibelen beretter at Gud på lignende måde traf omhyggelige forberedelser før hans søn og datter, de første mennesker, blev til. Han gav deres liv en god begyndelse — ikke i en sump, en hule, en ørken eller en jungle — men på et parklignende sted, en sand botanisk have med frugttræer og andre træer, et sted hvor de ikke behøvede at sulte. Han gav dem også et meningsfyldt arbejde. Foran dem satte han nogle opmuntrende mål der var inden for rækkevidde — nemlig at de parklignende forhold skulle udvides til hele jorden, ved hjælp af det mangfoldige afkom de skulle få. — Se Første Mosebog 1:26-28; 2:7-9, 15.

Der er intet grundlag for at beskylde Gud for at mangle omsorg. Der er heller ikke noget uvirkeligt ved denne beretning. Må vi ikke ærligt indrømme at det mål som Gud satte for menneskene i Edens have, faktisk er det samme som det menneskene længe har stræbt efter at nå — nemlig at gøre jorden til en vidtstrakt naturpark, uden sult eller nød, befolket af sunde mennesker der er optaget af et lønsomt arbejde? Men hvorfor er dette mål ikke blevet nået? Hvorfor har menneskenes virke givet bagslag, så jorden er blevet forurenet og dens økologiske balance er kommet i uorden i alvorlig grad? Også her giver Bibelen forklaringen, en realistisk og rimelig forklaring.

En prøve til bedste for menneskene

De fleste ved at Gud ifølge Bibelen gjorde et af træerne i Edens have til „forbudt område“ for menneskene, og at det ville medføre dødsstraf hvis de overtrådte forbudet og spiste af træets frugt. (1 Mos. 2:9, 16, 17) Men det er ikke alle der tænker over hvilken visdom denne ordning udtrykker. Tænk over følgende:

Hvordan vil forældre i almindelighed vise ægte omsorg for deres børn? Blot ved at dække de materielle behov? Mon ikke i højere grad ved at hjælpe dem til at følge de rette adfærdsnormer og til at lære sunde principper, grundlæggende sandheder som ikke må ignoreres hvis de skal opnå glæde og lykke i livet? Hvis sønnen eller datteren bliver forkælet og får lov til at gøre alt hvad han eller hun har lyst til, er det så et udtryk for omsorg eller for mangel på omsorg? Vi ved hvad der sker når forældre forsømmer deres ansvar og undlader at undervise og opdrage deres børn. Den omfattende ungdomskriminalitet der findes i dag volder store sorger og skuffelser for mange fædre og mødre, og den skyldes ofte at forældrene netop har manglet omsorg og forsømt den faste ledelse af børnene.

Gud sørgede for at indprente normerne for retfærdighed i sin søn og datter, de første mennesker. Det var ham der havde givet dem livet. Det ville ikke føre til noget godt for dem hvis de undlod at respektere ham og hans ord. Det ville være meningsløst, for det ville stride imod realiteterne. Manglende respekt ville ikke føre til lykke og fred; det ville fostre egoisme, selviskhed og utaknemmelighed. Derimod ville dyb respekt for ham være til umådelig stor gavn for dem. Det ville betyde at de altid kunne nyde godt af Guds uovertrufne visdom, magt og kærlighed. De ville til stadighed kunne leve harmonisk sammen og det ville også medføre at de viste respekt og omsorg for andres følelser og interesser. Når vi ser i dag hvor mange af menneskehedens vanskeligheder der skyldes at folk er selvoptagne og kun viser ringe respekt for andres interesser og rettigheder, må vi kunne forstå hvor værdifuldt det var at Gud over for det første menneskepar understregede det livsnødvendige i at respektere hans interesser og rettigheder som den universelle Suveræn. „Træet til kundskab om godt og ondt“, som han gjorde til forbudt område for dem, blev brugt til at repræsentere eller symbolisere hans suveræne ret til at afgøre hvad der var „godt“ og hvad der var „ondt“ for hans skabninger.

Den metode Gud anvendte til at prøve deres respekt med, var et udtryk for interesse og hensyn, og den tilkendte også mennesket en vis naturlig værdighed. Den passede til deres situation. Hvordan det? Jo, selv om Adam og Eva blev skabt som to voksne mennesker, var de alligevel uerfarne i forbindelse med livet. For at give dem lejlighed til at vise respekt og loyalitet over for sin suverænitet anvendte Skaberen ikke noget kompliceret eller forvirrende, men noget der var enkelt og ligetil, en prøve der drejede sig om noget af det de gjorde hver dag, nemlig det at spise. På denne måde nedlagde Gud ikke et forbud som antydede at han mistænkte dem for at have lave tendenser eller ondartede tilbøjeligheder, for selve det at spise var ganske normalt og naturligvis tilladt. Selv om forbudet mod at spise af dette ene træ var en begrænsning for menneskeparret, var det afgjort ikke noget der hæmmede dem eller forhindrede dem i at glæde sig over livet til fulde. De havde ikke grund til at føle at de blev forholdt noget der var nødvendigt for deres glæde og lykke, for de havde alle de andre frugttræer. (1 Mos. 2:9) Og endelig kan det siges at denne prøve på deres lydighed og respekt, skønt det var en enkel prøve, ville være i harmoni med det vise princip som Guds søn senere udtalte: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

Frihed til at vælge

Bibelen viser også at Gud gav de første mennesker en fri vilje, frihed til selv at vælge. Hvorfor gjorde han det? Fordi han havde omsorg og sympati for dem. Han havde vist dem kærlighed ved at give dem livet og ved at berede jorden så den ville være til glæde og lykke for dem. Hvis Gud havde skabt dem således at de automatisk ville være lydige og simpelt hen ikke kunne andet, ville de aldrig kunne gengælde deres Skaber ved at vise ham ægte kærlighed. Deres lydighed ville være mekanisk. Sand kærlighed forudsætter et ønske om at gøre noget der behager en anden eller tjener til hans bedste. (5 Mos. 30:15, 16) Vi ved selv at det giver os størst glæde at gøre noget for andre når det er vores oprigtige ønske at gøre det, fordi vi holder af dem. Og når andre gør noget for os glæder det kun vores hjerte når vi ved at de gør det spontant og af egen fri vilje.

Vore første forældre valgte ulydighed mod Gud, som beretningen viser. Lyder det utroligt at de vendte sig mod Gud, i betragtning af alt hvad han havde gjort for dem? Det kunne måske lyde utroligt — hvis vi ikke selv havde kendskab til de mange uhyrlige ting som mennesker ikke har undset sig for at gøre både før og nu. Vi har set nogle som har vendt sig mod en trofast og kærlig ægtefælle, børn som har vendt sig mod deres forældre og forældre mod deres børn, ofte uden nogen som helst logisk grund. Vi har set folk i forskellige lande vise ondsindet had mod nogle af deres medborgere, forfølge dem og endda dræbe dem i stort antal uden nogen retfærdig grund. Som regel er det en følge af falsk propaganda som har virket ophidsende og tilskyndende til mistro og fortørnelse og som har talt til selvisk begær.

Bibelen viser at den første kvinde, Eva, blev udsat for en lignende propaganda fra en oprørsk gudssøn fra åndeverdenen. Hun kunne have modstået den, ganske som vi, skønt ufuldkomne, i dag kan modstå giftig propaganda. Imidlertid begyndte hun at fatte mistro til Guds kærlighed og visdom og retfærdighed — som om han forholdt menneskene noget. Hun trængte ind på hans ejendom, hans suveræne rettigheder, ved at bryde loven om „træet til kundskab om godt og ondt“ og dets frugt. Overtalt af hende, gjorde hendes mand hende følgeskab.

Konsekvenserne af manglende loyalitet

Vi ved at selv små ting også i dag kan få store konsekvenser. Hvis en enkelt person for eksempel er efterladende i forbindelse med sikkerhedsfaktorerne i et byggeri, kan resultatet blive en katastrofe som kan koste snesevis af mennesker livet. Hvis sikkerhedsforanstaltningerne ved en dæmning forsømmes kan der opstå et brud som udløser en oversvømmelse der kan volde store ødelæggelser. Hvis en hersker begår en enkelt uærlig eller korrupt handling, indleder han måske en kædereaktion af uretfærdigheder fra myndighedernes side, til skade for tusinder, måske millioner.

Resultatet af at vores stamfader viste sig illoyal mod Gud, var at menneskeslægten blev styrtet ud i synd og ufuldkommenhed. En ufravigelig regel som er fastsat i Guds ord, lyder: „Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.“ (Gal. 6:7, 8) Menneskenes stamfader, Adam, satte kødeligt begær over åndelige interesser, i lighed med det der sker i dag, hvor folks interesse for åndelige værdier og for Guds ledelse er druknet i en verdensomspændende bølge af materialisme. Adam høstede ufuldkommenhed og fordærv og kunne ikke undgå at videregive dette som en arv til sine efterkommere. Det er som Guds inspirerede ord siger i Romerbrevet 5:12: ’Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og således trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.’

Hvis en mand i dag giver sig af med umoralitet og smittes af en kønssygdom, eller hvis han kommer til at lide af kromosomforandringer på grund af stofmisbrug, vil de børn han bliver fader til, komme til at lide under det. At han har vist ligegyldighed over for de lidelser dette medfører for børnene, kan ikke lægges Gud til last. Vores stamfaders ligegyldighed og følgen deraf kan heller ikke lægges Gud til last. Den inspirerede skribent fortæller hvem skylden hviler på: „Se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ — Præd. 7:29.

Men selv om Gud ikke har ansvar for at mennesker er udsat for lidelser, kunne han da ikke have bragt lidelserne til ende på et tidligere tidspunkt? Hvorfor har han ikke gjort det? Når vi forstår grunden til at han har ventet til vor tid, ser vi at det ikke skyldes en ligegyldig holdning, men virkelig interesse for menneskehedens evige vel.

● „Se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, . . . mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig.“ — Esajas 65:17-23.

[Illustration på side 9]

Bibelen viser at det var Guds hensigt at gøre hele jorden til en smuk park for menneskeheden. Er det ikke det folk stadig ønsker?

[Illustration på side 11]

Nationerne tager ikke let på det når fremmede trænger ind på deres område. Hvorfor skulle Gud tillade at der blev vist manglende respekt for hans retmæssige herredømme, som det skete i Edens have?

[Illustration på side 12]

Når tilsyneladende små sikkerhedsfaktorer ignoreres, kan selv et stort bygningsværk som en dæmning bryde sammen. Nogle betragter de første menneskers synd i Edens have som noget ubetydeligt, men denne synd åbnede for en flod af ondskab og lidelse