Teokratisk ægteskab i en fremmed verden

„Du må ikke indgå nogen ægteskabsforbindelse med dem. Din datter må du ikke tage til din søn. For han vil vende din søn bort fra at følge mig, og de vil visselig tjene andre guder.“ — 5 Mos. 7:3, 4, NW.

 1. Hvorfor må ægteskabet omgives med dyb respekt og agtelse, og hvad gør ægteskabet sikkert og borger for dets lykke?

DEN OPHØJEDE tanke om ægteskab mellem mennesker havde sit udspring hos den almægtige Gud. Det blev indstiftet af ham i et jordisk paradis mellem to mennesker, der passede fuldkomment til hinanden. Eftersom ægteskabet er af en ren, guddommelig oprindelse, må det holdes højt i ære. Et ægteskab, der skal være sin indstifter værdigt, bør indgås og fuldbyrdes i overensstemmelse med indstifterens, Guds, vilje, thi det var Gud, der velsignede denne forening i ægteskabets bånd. Det er det, der gør det teokratisk eller underlagt Guds lov, og derfor det, der bringer Guds velsignelse, gør ægteskabet sikkert og borger for dets lykke.

 2. a) Hvad bør vi gøre, hvis vi ønsker at opnå ægteskabelig lykke og få visdom til at løse ægteskabelige problemer, og hvorfor? b) Hvad har gjort spørgsmålet så indviklet, og hvordan kan vi give både Gud og kejseren, hvad der tilkommer dem?

² Gud har i sin kærlighed ladet sin vilje og lov, der angår alle ægtefolk eller de mennesker, som agter at indgå ægteskab, nedskrive i sit inspirerede ord, Bibelen. Hvis vi søger sand ægteskabelig lykke og ønsker visdom til at løse ægteskabelige problemer på rette måde, vil vi gå til Guds ord for at lære og blive vejledt af de principper, som gælder for ægteskabet. I de tusinder af år, der er gået, siden ægteskabet kom ind under uheldige forhold som følge af syndens og dødens indtog, er spørgsmålet om ægteskab blevet meget indviklet på grund af de mange forskellige bryllupsceremonier og -skikke, ægteskabsforordninger og -love, der er opstået i de mange lande, folkeslag og stammer. Vi ville stå usikre og hverken vide ud eller ind, hvis vi ikke havde Guds ord til at vejlede os og holde os til de guddommelige principper for ægteskabet. Disse principper gælder hans folk overalt på jorden uden undtagelse. Ved at rette os efter dem og sætte dem over alle menneskelige forordninger vil vi give Gud, hvad Guds er, mens vi samtidig kan give kejseren (eller de menneskelige regeringer i denne fremmede verden), hvad kejserens er. Dette er den kristne handleregel. — Matt. 22:21.

 3, 4. a) Hvilket faderskab stillede Gud Jesus i udsigt, og hvornår begyndte Esajas 9:6, 7 at få sin opfyldelse? b) I hvilken forstand og på grund af hvilken handlemåde bliver Jesus en bedre fader for os end Adam?

³ Da Jesus Kristus var her på jorden for nitten århundreder siden, giftede han sig ikke. Han var Guds fuldkomne, himmelske søn, og han var ikke kommet her til jorden for at blive gift, stifte hjem, blive fader på jordisk vis og være bundet til denne jord. Jehova Gud havde stillet sin søn, Jesus Kristus, et langt mere ophøjet faderskab i udsigt, hvilket ville blive til gavn for uanede skarer af den jordiske familie, både levende og døde. Da Jesus blev født af en gudfrygtig jødisk jomfru i den lille by Betlehem, begyndte det, Gud havde forudsagt om ham, at gå i opfyldelse. Guds folk på jorden kunne gøre hans profetiske ord til deres egne og sige: „Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden . . . Hærskarers HERRES [Jehovas] nidkærhed gør det.“ (Es. 9:6, 7) Læg mærke til, at han skulle leve op til navne som Rådgiver og Evigheds-Fader foruden de øvrige titler. Giftede han sig med en jordisk brud og stiftede sin egen jordiske familie, kunne han ikke blive Evigheds-Fader for os, som er børn af vor første fader, Adam, der syndede og førte os i døden.

⁴ Nej, men Jesus Kristus står nu i himmelen rede til at blive Evigheds-Fader for alle mennesker, som ønsker en livgivende fader, en, der er i stand til at give dem evigt liv og være fader for dem til evig tid. Jesus Kristus opnåede denne vidunderlige stilling, fordi han ikke giftede sig på jorden, men i stedet gav afkald på muligheden for at blive fader til sin egen jordiske familie, da han ofrede sit menneskeliv for os. Den almægtige Gud oprejste ham fra de døde, ophøjede ham til himmelen og anerkendte og modtog hans menneskeoffer for vor skyld. Således kan Jesus Kristus i sin himmelske herlighed give evigt liv til os, hvis vi vil modtage det. Han bliver på denne måde en bedre fader for os, end Adam var.

 5. Hvilken hustru skænker Gud sin søn som belønning?

⁵ Foruden større herlighed i himmelen skænker Jehova Gud også sin elskede, selvopofrende søn en brud, en „hustru“, som belønning. Det er ikke en engel eller en anden enkeltperson. Ligesom Jehovas „kvinde“ eller „hustru“ er en organisation af skabninger, hans universelle organisation, således er den „brud“, han skænker sin søn, en organisation bestående af trofaste, hellige skabninger — hans 144.000 efterfølgere — der kaldes ud af menneskeslægten, og som anerkender hans offer for dem. De lignes ved en strålende, himmelsk stad, der er fyldt med indbyggere. (Åb. 21:2, 9-23) Når disse har bevaret sig selv som rene jomfruer og dermed bevist deres troskab mod Jesus Kristus til døden, oprejser Gud dem til himmelsk liv og bortgifter dem som et samlet hele til sin søn. — Åb. 2:10; 19:7; 20:4, 6.

Trolovelsens (forlovelsens) betingelser

 6. Hvem har medvirket til at bringe medlemmer af Kristi brud i forbindelse med deres overhoved? Hvilken jordisk skik svarer dette til?

⁶ Johannes Døber førte den første af Jesu efterfølgere sammen med ham. Han glædede sig inderligt over at tage disse indledende skridt til Guds søns ægteskab. Johannes sagde: „Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham [mens han taler til brudeskaren], glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen.“ (Joh. 3:29) Derfor overgav Johannes brudeskaren til Jesus Kristus. Apostelen Paulus fandt også glæde i at bringe medlemmerne af brudeskaren i forbindelse med Kristus og forberede dem til deres himmelske formæling med ham. Da han havde formidlet forlovelsen eller trolovelsen mellem dem og Kristus, havde givet ham dem til ægte, var han med rette stærkt interesseret i, at de skulle stå ubesmittede, trofaste og egnede til at blive forenet med Kristus efter trolovelsestiden. Han sagde: „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med én mand [ikke to eller flere] for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.“ (2 Kor. 11:2, 3) Dette svarer udmærket til den fremgangsmåde, der almindeligvis følges blandt mennesker, når der indgås ægteskab. Der er ikke tale om, at kvinden bortføres og tages til hustru. Nej, den unge kvinde troloves, fæstes, gives til ægte eller loves bort til en mand. Der går nu en tid, før kvinden i egentligste forstand gives til manden, og de to forenes med hinanden i deres eget hjem.

 7, 8. a) Hvilke bibelske eksempler illustrerer, at man må vælge sin ægtefælle med omhu? b) Hvilke fornuftige og bibelske grunde gives der herfor?

⁷ Ifølge Guds ord blev ethvert ægteskab i Israel formidlet af forældrene til den unge mand og den unge pige eller af en mellemmand, den, som Johannes Døber kalder „brudgommens ven“. Til Kristi brud var Johannes Døber omhyggelig med at udvælge mennesker, der var indviet til Jehova Gud og døbt — angrende jøder, der så frem til den lovede Messias eller Kristus. Apostelen Paulus var også omhyggelig med at vælge indviede og døbte. Han valgte ikke-jøder såvel som jøder, nu da bryllupsinvitationen ikke alene gjaldt jøder, men også retmæssigt gik ud til hedningerne. Det var den teokratiske fremgangsmåde. I det hedenske Kana’ans land var der mange unge kvinder, men Abraham modsatte sig på det bestemteste, at hans søn og arving, Isak, skulle have nogen af dem til hustru. Han gav den ældste tjener i sin husstand befaling til som „brudgommens ven“ at drage ud af Kana’ans land, mod nord til Abrahams slægtninges hjem, hans broders familie, og der hente en hustru til Isak, for de troede på Jehova Gud. — 1 Mos. 24:1-9, 34-41.

⁸ Der var en fornuftig, gyldig grund hertil. For at beskytte sønnens tro på den sande Gud ønskede Abraham Isak gift med en af samme tro. „Slet omgang fordærver gode sæder.“ (1 Kor. 15:33) Det nære ægteskabelige samliv mellem en troende og en vantro kunne føre til, at den troende mistede sin tro på Gud, og kunne således forårsage vedkommendes åndelige død og evige tilintetgørelse for Guds hånd, fordi han havde været troløs mod Gud. Han kunne tilskyndes dertil af sin ægtefælle på samme måde, som Adam blev det af Eva. Men spiren til dette sørgelige resultat var sået af ægteskabsformidlerne; i virkeligheden havde de banet vejen for dette udfald. Gud forudså, at dette var muligt, nej snarere sandsynligt. Før han førte sit udvalgte folk, det gamle Israels nation, ind i Kana’ans land, gav han dem derfor følgende som en lov, ikke som et råd: „Du må ikke indgå nogen ægteskabelig forbindelse med [de hedenske indbyggere]. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn. For han vil vende din søn bort fra at følge mig, og de vil visselig tjene andre guder.“ — 5 Mos. 7:3, 4, NW.

 9. Hvad betyder loyalitet mod Jehova i forbindelse med valget af ægtefælle og forrettelsen af en bryllupsceremoni?

⁹ Israelitternes ulyksalige historie viser det betimelige i denne advarsel og det retfærdige i denne lov. „Træk ikke i ulige åg med de vantro.“ (2 Kor. 6:14) Vær derfor teokratisk, loyal over for Jehova Gud, når du vælger en ægtefælle enten til dig selv eller til dit barn eller din ven. Gør dig ikke medansvarlig for et åndeligt skibbrud. Læg ikke overilet din hånd på nogen som ægtefælle for en anden, så du gør dig skyldig i uteokratisk adfærd: „Gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren!“ (1 Tim. 5:22) Om en broder, der har ret til at foretage vielser i den nye verdens samfund, vil vie et sådant ulige par, overlades til hans egen samvittighed. Hvis han endelig beslutter sig til at udføre ceremonien i rigssalen eller andetsteds, handler han blot på myndighedernes vegne og har da i det mindste en lejlighed til for den verdslige eller uindviede part at fremhæve det ansvar, ægteskabet med en kristen medfører, samt opmuntre vedkommende til at blive et af Jehovas vidner ligesom sin ægtefælle.

10-12. a) Hvilke skikke er opstået vedrørende brudekøb og medgift? b) Hvilke bibelske eksempler viser, at dette ikke er forkert? c) Hvad vil være forkert, og hvorfor?

¹⁰ Abrahams udsendte ægteskabsformidler bragte mange kostbare gaver til den unge Rebekka, hendes broder og moder, før han førte hende bort fra hendes hjem til Isak. (1 Mos. 24:22, 30, 50-53) I nogle lande og blandt nogle folk er det blevet en skik, som selv den lokale myndighed anerkender, at der betales en brudekøbesum eller gives en medgift. Blandt nogle folk modtager manden en gave eller medgift af brudens forældre. Men det almindeligste er, at gaven gives af manden eller hans forældre til bruden eller for bruden som et vederlag for ægteskabet. Blandt nogle stammer i Afrika kaldes brudekøbesummen „lobóla“ og forlanges af og gives til brudens fader eller dennes ældste broder, hendes onkel. Den består enten af penge eller kvæg eller af begge dele. Denne „lobóla“ kan endog ifølge stedets sædvaneret kræves betalt, for at ægteskabet kan indregistreres lovformeligt i landsbyen.

¹¹ Er der principielt noget forkert herved? Nej. Isaks søn Jakob betalte for sine hustruer, Lea og Rakel, med fjorten års arbejde for deres fader Laban. (1 Mos. 29:18-28) David, der fældede kæmpen Goliat, betalte to hundrede filisterforhuder for sin hustru Mikal, kong Sauls datter. (1 Sam. 18:20-27) Endog Jesus gav sig selv for sin „brud“, den kristne menighed på 144.000 medlemmer. (Ef. 5:25) Jehova gav intet for sin „kvinde“, fordi han er den, der har skabt hende, sin hellige, universelle organisation. (Es. 54:5) Der er således intet urigtigt i at give en brudekøbesum til faderen for tabet af den datter, som han har opdraget og uddannet. Det, der er forkert ved en brudekøbesum eller „lobóla“, er det misbrug, den gøres til genstand for. Det er urigtigt, ukristeligt og uteokratisk at betragte den, ikke som et vederlag, men som et middel til at tjene penge på sit eget barn eller sine egne børn ved at forlange uforholdsmæssigt meget eller afpresse et større vederlag end rimeligt er eller kræve noget, som vil føre til genvordigheder.

¹² Gud hader alle udsugere, hvortil også hører dem, der afpresser en brudekøbesum, det vil sige, gør deres egne døtre til en handelsvare. Enhver, der er så begærlig, og som samtidig hævder at være kristen, udsætter sig selv for at blive ekskommuniceret eller udstødt af den kristne menighed, når som helst vedkommende gør sig skyld i afpresning af „lobóla“ eller brudekøbesum. Paulus sagde: „Nu skriver jeg til jer, at I skal ophøre med at have samkvem med nogen, der er broder af navn, men som er en utugtig eller havesyg person eller er afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller udsuger, ja, spis end ikke sammen med et sådant menneske. . . . Udstød det onde menneske af jeres midte.“ (1 Kor. 5:11, 13, NW) Udsugerens pris er urimelig høj; han tager ikke hensyn til omstændighederne og kræver mere end et passende vederlag for tabet af en datter. Mandens begær efter penge vil især vise sig, når hans høje pris gør det umuligt for en kristen at få hans datter, og han stadig kræver sin uforholdsmæssigt høje pris og bortgifter hende til en hedning, som kan betale. Det afslører manglende kærlighed til brødrene og en skadelig kærlighed til penge. — 1 Tim. 6:10.

13. a) Hvorfor bør en fader ikke modtage penge af en mand fra verden for sin kristne datter? b) Hvilken handlemåde har sønner og døtre lov til at følge, hvis forældrene overtræder den bibelske regel, og hvorfor?

¹³ At modtage en brudekøbesum af en hvilken som helst størrelse af en mand fra verden for at lade ham gifte sig med sin indviede, kristne datter er uteokratisk. Det er ikke en efterligning af Jehovas strenge lov til Israel. Det bringer datterens evige velfærd i fare, at hun således skal underkaste sig en uindviet mand fra verden. Det diskvalificerer i det mindste en broder til visse specielle tjenesteforrettigheder i den kristne menighed. Han udstødes måske ikke for denne handling, lige så lidt som forældre andetsteds i verden udstødes, når de tillader en søn eller en datter at gifte sig uden for den nye verdens samfund, og lige så lidt som sønnen eller datteren selv udstødes, når de ikke gifter sig „i Herren“, men uden for sandheden. Men sådanne er ikke velegnede som tilsynsmænd eller tjenere i menigheden. De er dårlige eksempler for de troende. Når sønner eller døtre har nægtet at gifte sig med hedninger, har de ikke overtrådt budet om at ære deres fader og moder, eftersom disse ikke har vist sig at være „i samhørighed med Herren“, når de har foranstaltet en ægteskabsforbindelse med verden. De sønner og døtre, som har modsat sig deres forældre i denne henseende, prøver på at forblive „i samhørighed med Herren“, hvilket er rigtigt. — Ef. 6:1-4, NW.

14. a) Hvornår vil det være rigtigt for en kristen at betale for en brud? b) Hvorfor er det imidlertid tilrådeligt, at forældre ser bort fra kravet om en brudekøbesum?

¹⁴ Skal en kristen betale for sin brud? Ja, hvis det er skik og brug, og han eller hans forældre ikke kan få den pige, han ønsker, på anden måde. Hvis de gaver, brudgommen bringer, står i forhold til hans økonomiske evner, og de modtages som et symbol eller tegn på hans værdsættelse af og hengivenhed for bruden, vil det være rigtigt at gøre det. Han skal ikke stjæle sin brud. Betal for, hvad du ønsker, hvis du ikke kan forklare din kristne stilling og få et afslag i prisen eller få bruden uden vederlag. Almindeligvis betaler man den pris, verden sætter på sine varer. Den omstændighed, at brudekøbet eller „lobólaen“ gøres til genstand for misbrug, gør det ikke til noget forkert i sig selv. I sin egenskab af heltidstjener havde Paulus ret til støtte i den menighed, han betjente, men han hverken forlangte eller modtog noget for ikke at misbruge sit privilegium og miste Guds gunst. Han tog imidlertid imod en gave fra menigheden i Filippi. (1 Kor. 9:6-18; Fil. 4:15-18) Paulus nægtede at give den romerske landshøvding Feliks en pengegave, fordi han ikke ville nedværdige sig til at anvende bestikkelse, men ønskede at blive løsladt af rent retfærdige grunde. (Ap. G. 24:26, 27) Derfor er det tilrådeligst for kristne forældre, at de giver afkald på kravet om en brudekøbesum for at beskytte sig mod at efterligne denne verden, misbruge deres ret og således blive årsag til åndelige vanskeligheder. Men hver må lade sig lede af sin egen samvittighed.

15. a) Hvordan bør en kristen, afrikansk hustru betragte brudekøbesummen? b) Hvad bør man gøre, hvis landsbyen nægter at indregistrere ægteskabet som lovformeligt, fordi der ikke er betalt en brudekøbesum?

¹⁵ En kristen hustru, der er gift med en vantro, som forlanger en brudekøbesum for sin datter, kan ikke tage sagen i sin hånd, men hun kan stille sin mand forslag. I det tilfælde, at kristne brude er blevet vundet mod betaling af en brudekøbesum, bør de ikke føle sig hverken stolte eller ydmygede på grund af brudekøbesummens henholdsvis betydelige eller ringe størrelse. Ingen kristen hustru bør ydmyge en anden kvinde ved at minde hende om, at hun var en billig brud, og en kristen ægtemand bør heller ikke gøre dette over for sin hustru for at gøre hende skamfuld. Han har Guds befaling til at elske sin hustru, og hun til at elske ham. (Ef. 5:25, 28-33; Tit. 2:4) Hvis vi nærer kærlighed til vore brødre, ville denne ukloge sammenligning af os selv med andre eller denne forhånelse af hinanden ikke finde sted. Antallet af kvinder, som bortgiftes uden betaling af brudekøbesum, øges stadig og opvejer langt det antal, for hvem der betales en sum, og det skal de mange kvinder af første kategori ikke høre ondt for. Når et afrikansk ægteskab er blevet indgået uden betaling af „lobóla“ eller brudekøbesum, og landsbyen af den grund ikke vil indregistrere ægteskabet som lovformeligt, behøver ægteparret ikke at føle bekymring. Ægtefællerne kan og bør indregistrere ægteskabet hos den lokale menighed. Dette er af allerstørste betydning, for at ægteparret kan være velanset i den nye verdens samfund.

Intet prøveægteskab, men en ren forlovelse

16. a) Hvor lang tid gælder et ægteskab, der er baseret på en brudekøbesum? b) Hvad må brudens fader derfor ikke gøre? Under hvilke omstændigheder må han?

¹⁶ Når forældre modtager en brudekøbesum og giver deres datter bort i ægte, er det efterfølgende ægteskab bindende. Medmindre bruden nu viser sig at være utro og ikke holder sine forpligtelser som hustru, kan ægteskabet ikke ophæves, blot fordi ægtemanden bliver utilfreds med pigen og beslutter sig til at slippe af med hende, idet han sender hende tilbage til hendes fader med krav om, at han vil have brudekøbesummen tilbage. Ifølge Guds ords lov kan et ægteskab ikke ophæves, blot ved at pigen tages tilbage og brudekøbesummen returneres. Følgelig har en kristen fader ikke lov til at gifte sin datter bort igen til en anden mand hverken mod „lobóla“ eller helt uden brudekøbesum. At gøre det ville betyde, at faderen blev årsag til, at hans datter begik ægteskabsbrud, hvis ikke den mand, som sendte hende tilbage, i mellemtiden har giftet sig igen eller har haft kønslig forbindelse med en anden kvinde eller er død.

17, 18. a) Hvornår må en mand have kønslig forbindelse med en kvinde, dersom brudekøbesummen ikke betales på én gang? b) Hvordan skelnede Guds lov mellem jomfruer, der var trolovet, og jomfruer, der ikke var det? c) Hvad fortjener den, der forfører en jomfru, og hvorfor?

¹⁷ En mand kan ikke gå ind på en vis brudekøbesum, betale en del af den og så føle sig i sin ret til at tage sin fremtidige brud og have kønslig forbindelse med hende, idet han således indgår et prøveægteskab med hende. Hvis han ikke er tilfreds, kan han ifølge Guds lov ikke sende pigen tilbage og forlange det beløb, han allerede har betalt for hende, igen. Ikke før han er færdig med at betale brudekøbesummen, har han ret til kønslig forbindelse med hende. Han er blot forlovet med hende, og at have kønslig forbindelse med hende i forlovelsestiden vil besmitte hende, og de vil gøre sig skyldige i umoralsk adfærd, utugt. Når en ung pige i det gamle Israel var trolovet med en israelit, blev hun betragtet som helliget ham og behandlet, som var hun gift med ham. Hun blev behandlet anderledes end en jomfru, der ikke var trolovet, men som havde stået i forhold til en mand. „Når en mand forfører en jomfru, der ikke er trolovet, og ligger hos hende, skal han udrede brudekøbesummen for hende og tage hende til hustru; og hvis hendes fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han tilveje ham den sædvanlige brudekøbesum for en jomfru.“ — 2 Mos. 22:16, 17; 5 Mos. 22:28, 29.

¹⁸ Sådan forholdt det sig imidlertid ikke med en trolovet kvinde: „Når en mand inde i byen træffer en jomfru, der er trolovet med en anden, og har samleje med hende, skal I føre dem begge ud til byens port og stene dem til døde, pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp i byen, og manden, fordi han krænkede [hvem?] sin næstes brud.“ (5 Mos. 22:23, 24) Da Josef derfor opdagede, at jomfru Maria var frugtsommelig, mens hun var trolovet med ham, ønskede han at forskyde hende eller skille sig fra hende i stilhed for at forhindre, at hun blev stenet som en trolovet jomfru, der havde været utro. (Matt. 1:18, 19) I Mexico og Singapore kan et ægteskab ophæves, hvis ægtemanden finder, at hustruen har gjort sig skyldig i umoralitet i forlovelsestiden. At en mand forfører en jomfru, krænker hendes uberørthed og derved får hende til at føle sig forpligtet til at gifte sig med ham, er ikke et rent, kristent skridt til ægteskab. Det er derimod grund til, at forføreren udstødes af den kristne menighed, og også jomfruen, dersom hun i lidenskab har samtykket i overtrædelsen.

19, 20. a) Hvorfor må forlovede par ikke have kønslig forbindelse med hinanden, og hvilket ansvar har forældrene i denne henseende? b) Hvilken handling fra menighedens side vil utugtig adfærd fortjene, og først hvornår kan en religiøs vielse af et sådant par foretages?

¹⁹ Hvis den forlovede unge mand eller kvinde i forlovelsestiden har kønslig forbindelse med hinanden, er det et ulovligt forhold, fordi ægteskabet endnu ikke er legaliseret, og parret ikke er erklæret for mand og hustru, der ejer de til ægteskabet hørende rettigheder. Det er ingen undskyldning, at de kun har kønslig forbindelse med hinanden; det er stadig moralsk urenhed, utugt. Det er at tiltage sig en ret til at gøre noget, som man ikke er juridisk bemyndiget til. Det er tøjlesløshed og udtryk for manglende selvbeherskelse, hvad angår ens seksuelle trang. Det er løsagtig adfærd fra det forlovede pars side og derfor en kødets gerning, der strider mod ånden. Hvis forældre tillader dette, billiger det eller endog arrangerer et sådant forhold, gør de sig til medskyldige; de undlader at gøre deres teokratiske pligt. Der er her god grund til at udstøde det forlovede par for at have bedrevet utugt, hvad enten denne har ført til svangerskab eller ikke, og til at udstøde forældrene, fordi de var vidende om det urette forhold, tillod og billigede det. — 2 Pet. 1:6; Gal. 5:19-21.

²⁰ En broder, der har ret til at foretage vielser i menigheden, kan ikke vie et sådant urent par, mens de er udstødt. Det vil være en hjælp til åndelig helbredelse for det umoralske unge par, dersom de bekender deres synd for Gud og derefter går til menighedsudvalget og udtrykker deres anger og giver bevis for den ved at afstå fra al yderligere uren forbindelse med hinanden. De må samtykke i en prøvetid og underkaste sig de krav, som menighedsudvalget pålægger dem, før det kan tillade dem en religiøs vielse.

21. Hvad kan forældre nægte deres unge sønner og døtre for ikke at udsætte dem for at bedrive utugt?

²¹ Det er derfor imod al sund dømmekraft, at forældre tillader eller endog opmuntrer deres datter på femten eller seksten år til at rejse hjemmefra, søge arbejde og leje et værelse, blot for at hun kan være i nærheden af den unge mand, hun er forlovet med. Forældre udsætter ligeledes de unge mennesker for at begå utugt, når de tillader den unge mand og pige at tage på cykel og lejrtur alene en uge eller to. At kampere ude sammen vil være alt for stor en fristelse for de unge og fører ofte til utugt. Apostelen Paulus siger: „Hold jer fra det onde i enhver skikkelse!“ — 1 Tess. 5:22.

22. Hvornår især opstår der en fristelse til at gifte sig ude af samhørighed med Herren? Hvilket ansvar og hvilken skyld medfører det?

²² Det påhviler enhver som en pligt nidkært at følge det guddommelige råd om kun at gifte sig inden for Jehova Guds indviede folks rækker, de, som er trofaste efterfølgere af hans søn Jesus Kristus. Hvor de unge piger overgår de ugifte unge brødre i antal, eksisterer der den fristelse, at pigerne bortgiftes til mænd i verden, blot for at de kan få en mand, eller for at forældrene kan blive lettet for en byrde. Hvor der på den anden side er færre unge søstre, kan brødrene i deres lidenskab forledes til at ignorere Guds lov og advarsel og gifte sig „ude af samhørighed med Herren“, uden for den nye verdens samfund. Enhver, der handler således eller tilskynder en anden dertil, må stå til ansvar for den almægtige Gud, han, som har indstiftet det rene, teokratiske ægteskab, og må bære skylden for de dårlige følger, som en sådan ulige forbindelse eventuelt vil medføre.

23. a) Hvilke skridt bør man tage for at sikre et lykkeligt og teokratisk ægteskab? b) Hvorledes bør man holde forlovelsen, når man har indgået den?