„Dit ord er sandhed“

Hvorfor dør små børn?

NÅR et barn dør er det et tungt slag for forældrene, uanset barnets alder. Når det spæde liv ender så brat synes alt at have været så formålsløst, forgæves og spildt — svangerskabsmånederne, fødselsveerne og den omsorgsfulde pleje af det spæde barn i dets første levedage, uger eller måneder. Det er ikke mærkeligt at forældrene så spørger: „Hvorfor?“

Sørgende forældre er for det meste ikke tilfredse med den forklaring at små børn simpelt hen dør af de samme årsager som voksne og ældre mennesker, nemlig sygdom, ulykkestilfælde, måske medfødte fejl eller, i tider med fattigdom, underernæring. Små børn ser ud til at være så uskyldige at mange forældre føler at de på en eller anden måde, ved en slags guddommeligt forsyn, burde være unddraget sådanne dødsårsager. Hvilket svar giver Bibelen på dette spørgsmål som har voldt mange besvær?

Guds ord peger på den grundlæggende dødsårsag når det siger: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Men har nyfødte eller meget små børn en sådan dødbringende synd i sig? Bibelen viser at de har. Hvordan har de fået det? Ved arv. Som den inspirerede salmist udtrykte det: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Lad os se på hvordan dette er gået til.

Den historiske beretning i Første Mosebog viser at det første menneske, Adam, valgte at gøre oprør imod Guds lov. Ved at vore første forældre mistede det gode forhold til deres Skaber indførtes skyldfølelse, ængstelse, usikkerhed og skam. (1 Mos. 3:1-13) Dette fik uundgåeligt en ødelæggende virkning på deres organisme, for den var ikke skabt med nogen form for ’indbygget tolerance’ over for forsyndelse. Som bekendt påvirker skadelige følelser legemets kemi i en ugunstig retning. Dette ville også gælde den første mand og kvinde. Deres forplantningssystem kan have lidt skade. Under alle omstændigheder blev børnene fra begyndelsen født behæftet med svagheder. Når de var syndige fra fødselen kunne de ikke komme på højde med de fuldkomne normer Jehova havde fastsat for menneskene. Som den trofaste Job bemærkede: „Kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!“ — Job 14:4.

Yderligere kan miljøet påvirke menneskets liv og helbred. Ved at nægte at lade sig styre af Guds lov unddrog Adam og Eva sig den guddommelige ledelse og vejledning. Dette tvang dem til at lære meget af egen, ofte bitter, erfaring. Dårlig dømmekraft og dårlige vaner gav utvivlsomt dem og deres afkom mange problemer som påførte dem yderligere mental, følelsesmæssig og fysisk belastning og skade, nøjagtig som den slags gør i dag.

Til sidst medførte den synd som havde fjernet Adam og Eva fra Jehova at de døde. De ejede ikke udødelighed. Deres liv afhang af Gud. Det var ikke blot et spørgsmål om at blive forsynet med tilstrækkelige mængder af mad, vand og luft. Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ — Matt. 4:4.

Ja, for at Adam og Eva kunne fortsætte livet måtte Jehova opretholde deres liv. Hvis de havde været lydige ville deres legemer være blevet holdt i live for evigt ved Guds livsopretholdende kraft. Til støtte for denne tanke kan anføres at Adam levede i 930 år, selv om Gud havde tilladt at hans legeme langsomt gik i forfald. — 1 Mos. 5:5.

Derfor kan alle menneskers død, børns indbefattet, spores tilbage til ulydighed mod Guds lov, det vil sige synd. Mennesket er skabt på en sådan måde at det kun kan leve når det vedbliver at være underlagt bestemte love. Et brud på nogen af disse love har en ugunstig virkning på legemet og kan medføre døden. For eksempel vil et menneske som undlader at få tilstrækkelig hvile og indtage den rigtige næring, til sidst blive afkræftet, blive syg og dø. Det samme sker når det overtræder morallove.

Guds uforanderlige lov er at „syndens løn er døden“. (Rom. 6:23) Skulle han ophæve denne lov når det angår nyfødte og små børn? Det er sandt at nyfødte kan være ude af stand til bevidst at bryde de guddommelige love. Men alene den omstændighed at små børn let bliver forkælede eller af og til stædigt prøver at få deres vilje, er et lille fingerpeg om den syndige tilbøjelighed de arver. Bibelen erklærer: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.“ (Rom. 3:23) Når et barn vokser op kan man tydeligere se sandheden i denne udtalelse. Skulle Gud på grund af et nyfødt barns tilsyneladende uskyld mirakuløst beskytte det mod sygdom og andre dødsårsager indtil det synligt beviser at synden uløseligt er knyttet til det? Vore stærke følelser kan bevirke at vi foretrækker dette, men Gud holder fast ved sine retfærdige normer og love. Imidlertid har han i sin kærlige godhed truffet en foranstaltning som skulle glæde de sørgende forældres hjerte. Hvad er det han har lovet?

En opstandelse fra de døde. Mens Guds søn var på jorden sagde han: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ (Joh. 5:28, 29) Den kendsgerning at Jehova Gud har håndhævet sin lov vedrørende syndens løn og bevist sin sanddruhed over for sine retfærdige normer, giver os vished om pålideligheden af opstandelsesløftet.

Dette opstandelseshåb sætter sande kristne i stand til at undgå at blive alt for bedrøvede over deres kæres død. De sørger ikke „ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Tess. 4:13) De glæder sig over at spædbørn vil blive bragt tilbage til livet under Guds søns rige med mulighed for aldrig mere at dø. De trøstes ved forvisningen om at deres børns søvn i døden ikke for bestandig vil skade dem.

Det er også en trøst at anerkende at en tidlig død måske har skånet børn for mange alvorlige vanskeligheder og lidelser både før og nu. Den tanke havde Job om spædbørns død, som han sammenligner med sin egen elendige tilstand, når han siger: „Hvi døde jeg ikke i moders liv eller udånded straks fra moders skød? . . . Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i fred [i døden].“ — Job 3:11-13.

Når vi indser at det er overtrædelse af Guds lov der har medført døden og dens ledsagende sorg, skulle vi så ikke omhyggeligt forsøge at rette vort liv ind efter Guds retfærdige krav, så vi kan opnå liv? Vi vil naturligvis aldrig ønske at gøre oprør mod de guddommelige love med fuldt overlæg ligesom Adam og Eva gjorde, til deres egen og deres efterkommeres skade. Så mens vi fortsat ser syndens løn blive betalt, selv af spædbørn, kan vi hente ægte trøst i opstandelseshåbet idet vi for bestandig anerkender at lydighed mod Guds bud er vejen til livet.