Kapitel 18

„Fristen er omme“

 1. Hvad skete der i synet som Johannes fik, mens det andet ve fortsatte?

DET ANDET ve der blev bekendtgjort ved at den sjette basun lød, blev ikke erklæret for overstået før i Åbenbaringen 11:14: „Det andet ve er omme, se, det tredje ve kommer snart.“ I mellemtiden ser apostelen Johannes, der er fange på øen Patmos, en ny række syner der lader til at falde uden for begivenhedernes rækkefølge, men som må vises i Åbenbaringen før den syvende basun lyder. (Åbenbaringen 10:1 til 11:14) I denne nye række syner inddrages han selv personligt. I synet er Johannes stadig inden for døren der „var åben ind til Himmelen“, og dér står han og ser hvad der sker.

 2, 3. Giv en opsummering af hvad Johannes lige har set i synet, og fortæl hvordan scenen nu skifter.

² Johannes ser hvad der sker efter at seglene på bogrullen er blevet åbnet af Lammet, „løven af Judas stamme, Davids rodskud“, det vil sige den herliggjorte Jesus Kristus. (Åbenbaringen 4:1, 2; 5:1-10) Johannes har netop set „de fire engle“ blive løst ved den store Eufratflod, hvorpå de frygtindgydende heste med ryttere viste sig, 200.000.000 der stormer fremad for at dræbe „en tredjedel af menneskene“ på jorden. (Åbenbaringen 9:13-20) Nu skifter scenen og Johannes ser en „vældig engel“ komme ned fra himmelen, fra Gud, et særligt sendebud af overvældende størrelse, i stand at stå med den ene fod på havet og den anden på jorden. Johannes beskriver engelen således (Åbenbaringen 10:1-3):

³ „Og jeg så en anden vældig engel komme ned fra Himmelen. Han var indhyllet i en sky, og regnbuen var over hans hoved, og hans ansigt var som solen og hans ben som ildsøjler, og i hånden holdt han en lille, åben bogrulle. Og han satte sin højre fod på havet og den venstre på jorden. Og han råbte med høj røst, som når en løve brøler; og da han havde råbt, lod de syv tordener deres røst høre.“

 4. Hvordan viser det der siges om denne ’vældige engel’ at den repræsenterer den herliggjorte Herre, Jesus Kristus?

⁴ Det der fortælles om denne ’vældige engel’ viser alt sammen at den repræsenterer eller står for den herliggjorte Herre, Jesus Kristus, der før han blev født som menneske var ærkeengelen Mikael. (Daniel 10:21; 12:1; Judas 9; Åbenbaringen 12:7) Han beskrives her som „indhyllet i en sky“. Skyer forbindes med den herliggjorte Jesus Kristus, for eksempel i Åbenbaringen 1:7, hvor Johannes skriver følgende om ham: „Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen.“ (Jævnfør Daniel 7:13; Mattæus 24:30, 31; 1 Tessaloniker 4:17.) Skyen som indhyller ’den vældige engel’ skjuler dens legeme undtagen armene og det nederste af benene. Dette minder os om at Jesu Kristi andet komme og anden nærværelse vil være usynlig for det menneskelige øje, fordi han nu er en strålende himmelsk ånd, og mennesker på jorden kan kun „se“ ham på den måde at de slutter sig til at han usynligt er nærværende på grundlag af at han giver sin magt til kende, den magt han har fået i himmelen og på jorden. — Mattæus 25:31-46; 28:18.

 5. Hvad er regnbuen „over hans hoved“ et symbol på?

⁵ Regnbuen der var „over hans hoved“ viser at han er en særlig udsending fra Jehova, „fredens Gud“, for apostelen Johannes har i et tidligere syn set Jehova Gud på sin trone med „en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd“. (Åbenbaringen 4:3; jævnfør Ezekiel 1:28.) Efter den jordomspændende vandflod på Noas tid lod Jehova Gud regnbuen vise sig i skyen som tegn på fred efter uvejret og som tegn på at hans pagt med menneskene indeholder et løfte om fred, om at jorden ikke en anden gang vil blive fuldstændig oversvømmet af vand. (1 Mosebog 9:8-17; Esajas 54:9) Det passer derfor godt at en regnbue ses oven over hovedet på ’den vældige engel’ der skildrer Jesus Kristus, også fordi det er forudsagt at han skal være „Fredsfyrste“. — Esajas 9:6, 7.

 6. Hvordan viser dét at ’den vældige engels’ ansigt var „som solen“, at engelen er Jesus Kristus?

⁶ Når der om denne ’vældige engel’ siges at „hans ansigt var som solen“, stemmer det udmærket med det apostelen Johannes siger om det syn han tidligere har haft af Jesus Kristus i Guds tempel, at „hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft“. (Åbenbaringen 1:16) Dette har muligvis mindet Johannes om dengang han så Jesus forklaret „på et højt bjerg“ i mellemøsten og hvorom der siges at „hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset“. (Mattæus 17:1, 2) En sådan sol kunne skinne „med lægedom under sine vinger“ eller i sine stråler for dem der genindsættes i Guds gunst. (Malakias 4:2) Her i dette syn af ’den vældige engel’ ser vi både skyen, solen og regnbuen. Skyen skjuler ikke det nederste af engelens ben.

 7. (a) Hvad giver dét at engelens ben var „som ildsøjler“ en garanti for? (b) Hvad vises der med hensyn til engelens myndighed ved at dens højre fod stod på havet og dens venstre på jorden?

⁷ Derfor kunne Johannes sige om ’den vældige engel’ at „hans ben [var] som ildsøjler“. Engelens fødder var strålende ligesom hovedet, nøjagtig som i synet i Åbenbaringen 1:14, 15. Alt hvad han fik magt, herredømme og myndighed over, ville så at sige komme under hans strålende fødder, der stod fast som søjler og som man ikke skulle prøve at røre ved, lige så lidt som man ville røre ved ildsøjler. Hvis „havet“ som han satte sin højre fod på, er Ægæerhavet, hvor øen Patmos lå, og „jorden“ som han satte sin venstre fod på, er det nærliggende Lilleasien, står ’den vældige engel’ og ser mod syd. Også hvis havet er Middelhavet og jorden er det gamle Palæstina, vender han ansigtet mod syd. Dette skildrer hvordan hele jorden, dens have og det tørre land, nu er under den herliggjorte Jesu Kristi fødder, underlagt ham af den almægtige Gud Jehova. Havenes fisk og de levende skabninger på det tørre land, også fuglene der bygger deres rede på land, er nu alle underlagt den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus i himmelen. (Hebræerne 2:5-9; Salme 8:5-9) Sådan har det især været siden 1914.

 8. Hvornår gælder synet, i betragtning af at det vises at ’den vældige engel’ har fået myndighed over hele verden?

⁸ Det syn apostelen Johannes her ser af ’den vældige engel’ gælder således tiden efter 1914. Men hvorfor specielt siden da? Fordi hedningernes tider udløb i det år og Herren Jesus Kristus da blev indsat på tronen i himmelen af sin himmelske Fader for at herske midt iblandt sine fjender. (Lukas 21:24; Salme 110:1-6; Apostlenes Gerninger 2:34-36) Det betød at „endens tid“ var begyndt for den jordiske tingenes ordning som var helt imod Guds messianske rige. Vejen var nu ryddet, den fastsatte tid var udløbet, og det der profetisk var fremstillet i billeder i Åbenbaringsbogen kunne nu opfyldes. — Daniel 11:35, 40.

 9. Hvem skulle have bogen i den vældige engels hånd, som det fremgår af bogens størrelse?

⁹ ’Den vældige engel’ havde „en lille, åben bogrulle“ i hånden, åbenbart i den venstre hånd. Denne ’lille bogrulle’ (græsk biblarídion) så meget lille ud i forhold til den store engel der kunne stå med én fod på havet og én på landjorden, men den kunne indeholde megen oplysning. Dens indhold skulle ikke holdes hemmeligt, for det var en åben bogrulle og apostelen Johannes kunne læse den. Ja, det var meningen at Johannes skulle have bogrullen.

10. (a) Hvad bemærkelsesværdigt er der ved at engelens røst er som et løvebrøl? (b) Hvad var åbenbart de syv tordener som Johannes hørte?

¹⁰ Det at engelen „råbte med høj røst, som når en løve brøler“ stemmer med den rolle engelen spiller. Den repræsenterer „løven af Judas stamme“, den herliggjorte Jesus Kristus, som nu er udstyret med kongemagt i himmelen. (Ordsprogene 19:12; 20:2) Engelens løvebrøl får det til at tordne: „Og da han havde råbt, lod de syv tordener deres røst høre.“ (Åbenbaringen 10:1-3) Det var et fuldstændigt antal (7) tordener, og de symboliserede Jehova Guds røst, åbenbart stormvarsler. I Salme 29:3 står der: „[Jehovas] røst er over vandene, ærens Gud lader tordenen rulle.“ Syv gange siger denne salme at „[Jehovas] røst“ er som torden. (Salme 29:3, 4, 4, 5, 7, 8, 9) „De syv tordener“ var ikke blot en buldrende lyd, men indeholdt et budskab som Johannes forstod. For at intet skulle gå tabt, ville han skrive tordenbudskabet ned.

11, 12. (a) Hvorfor fik Johannes besked på ikke at skrive nu? (b) Hvordan blev der, svarende hertil, gjort et utilfredsstillende forsøg på i vor tid at udgive en korrekt forklaring til hele Åbenbaringens bog?

¹¹ Imidlertid forhindrede en røst fra himmelen, dog ikke fra ’den vældige engel’, ham i at gøre det. Johannes siger: „Og da de syv tordener havde talt, ville jeg til at skrive; men jeg hørte en røst fra Himmelen sige: ’Gem under segl, hvad de syv tordener talte, og skriv det ikke ned!’“ Tiden var ikke inde til at Johannes skulle skrive; nej, han skulle hellere tilegne sig indholdet af ’den lille, åbne bogrulle’. Det er velkendt at mange så frem til at den første præsident for Watch Tower Bible & Tract Society, Charles Taze Russell, der ofte havde kommenteret Åbenbaringsbogen, ville skrive en kommentar til hele Åbenbaringen. Han døde imidlertid inden han fik det gjort nemlig den 31. oktober 1916, to år efter at hedningetiderne var udløbet. I juli måned det følgende år, 1917, udgav Selskabet under dets anden præsident, Joseph F. Rutherford, bogen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), som indeholdt en kommentar til hele Åbenbaringen, en kommentar der hovedsagelig var baseret på hvad C. T. Russell tidligere havde skrevet.

¹² Som tiden gik viste Den fuldbyrdede Hemmelighed sig at være utilfredsstillende, og det var fordi den var skrevet og udgivet før mange vigtige afsnit i Åbenbaringsbogen var blevet opfyldt, og altså før man havde mulighed for at forstå den korrekt. Så selv om et forsøg var blevet gjort på at skrive det ned man havde hørt, i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, blev ingen hemmelighed afsløret vedrørende nogen af „de syv tordener“ der havde ladet „deres røst høre“. (Åbenbaringen 10:3) Man måtte vente indtil det var muligt at få nøjagtig forståelse, og i mellemtiden måtte man indtage åndelig kundskab fra Jehova Guds hånd gennem hans herliggjorte søn, Jesus Kristus. Det gjorde man.

BEEDIGET I SKABERENS NAVN

13. Hvilken ed hørte apostelen Johannes i synet at ’den vældige engel’ aflagde?

¹³ Da apostelen Johannes var blevet forhindret i at nedskrive ’de syv tordeners’ budskab, vendte han igen sin opmærksomhed mod den strålende ’vældige engel’, og han hørte nogle meget opmuntrende ord. Han siger: „Og engelen, som jeg så stå på havet og på jorden, hævede sin højre hånd mod Himmelen og svor ved ham, som lever i evighedernes evigheder, ham, som har skabt himmelen, og hvad der er i den, og jorden, og hvad der er på den, og havet, og hvad der er i det: ’Fristen er omme; ja, i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning [Guds hellige hemmelighed, NW] fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne.’“ — Åbenbaringen 10:5-7.

14. Hvilket andet syn blev Johannes uden tvivl mindet om da han hørte engelen sværge?

¹⁴ Uden tvivl så apostelen Johannes at der i visse henseender var en lighed mellem dette syn og det som profeten Daniel i det sjette århundrede før vor tidsregning havde set og hvorom han skrev: „Så hørte jeg manden i de linnede klæder, ham, som svævede over flodens vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han løftede begge hænder mod himmelen: ’Én tid, to tider og en halv tid! Når hans magt, som knuser det hellige folk, er til ende, skal alle disse ting fuldbyrdes.’“ — Daniel 12:7.a

15. Hvordan gav ’den vældige engel’ med sin ed den stærkest mulige forsikring om at man ikke mere behøvede at vente?

¹⁵ ’Den vældige engel’ i Johannes’ syn svor ikke ved sig selv eller ved sit eget navn, men han svor ved en der er højere, ved den udødelige Skaber af himmelen, jorden og havet og alt hvad der er i dem. På samme måde anerkender den herliggjorte Jesus Kristus, ærkeengelen Mikael, Jehova Gud som alle tings Skaber og som den der er højere og større end sin enbårne søn. (Johannes 14:28; 1 Korinter 11:3; Åbenbaringen 3:14, oversættelsen af 1907) Herren Jesus Kristus anerkendte på rette måde dette og svor ved den højeste Gud Jehova, alles Skaber. Han forsikrede på denne måde Johannes og alle hans medkristne helt frem til vor tid om at ventetiden eller fristen fra Guds side er omme. — Hebræerne 6:16, 17.

16. Hvad er betydningen af det græske ord for „fristen“ som her er brugt?

¹⁶ Det oprindelige ord i Bibelen som her er oversat med „fristen“ er det græske ord chrónos, som ganske enkelt betyder „tid“ i ubestemt form, og derfor har den autoriserede engelske King James-bibel (fra 1611) gengivet sætningen således: „Der vil ikke længere være tid.“ Dette betyder naturligvis ikke at tiden, der optræder som en „fjerde dimension“ i Einsteins relativitetsteori, ikke vil være mere.b Nej, det betyder at der ikke tilstås mere tid, der vil ikke blive ventet længere med hensyn til det sagen drejer sig om. Ventetiden eller „fristen“ er omme.

17. Var udtalelsen om „fristen“ et svar på det spørgsmål som sjælene under alteret havde stillet? Forklar nærmere.

¹⁷ Hvorfor nævner ’den vældige engel’ dette? Var det som svar på det spørgsmål de kristne martyrers sjæle havde stillet efter at Lammet havde brudt det femte segl på Guds bogrulle: „Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?“ (Åbenbaringen 6:9, 10) Nej, slet ikke, og dog ville svaret på dette „hvor længe?“ have forbindelse med at „Guds hemmelige rådslutning“ blev fuldbyrdet. (Åbenbaringen 10:7) Skaberen af solen, månen og stjernerne har en fastsat tid for alt i forbindelse med gennemførelsen af sin uforanderlige hensigt, og når den fastsatte tid for opfyldelsen af en bestemt ting kommer, overskrides tiden ikke. Denne strenge overholdelse af tiderne gælder også i forbindelse med „Guds hemmelige rådslutning“.

18. (a) Hvad er „Guds hemmelige rådslutning“? (b) Nævn nogle af hemmelighederne i forbindelse med denne „Guds hemmelige rådslutning“.

¹⁸ Hvad er denne „Guds hemmelige rådslutning“?c Det apostelen Johannes ser efter at den syvende engel har ladet sin basun lyde, giver os oplysninger som hæver mysteriet. Åbenbaringen 10:7 lyder: „I de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning [Guds hellige hemmelighed, NW] fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne.“ „Guds hemmelige rådslutning“ eller „Guds hellige hemmelighed“ viser sig at være Guds messianske rige, hvori den hemmelighedsfulde ’kvindens sæd’ som omtales profetisk i Første Mosebog 3:15 skal regere som konge. Ved hjælp af denne ’kvindens sæd’ vil Jehova Gud til sidst „knuse“ hovedet på den symbolske slange, Satan Djævelen. (Romerne 16:20, 25, 26) Da Jesus Kristus var menneske på jorden sagde han til sine disciple: „Jer er Guds riges hemmelighed givet.“ (Markus 4:11) Naturligvis er der hemmelighedsfulde træk ved „Guds hemmelige rådslutning“, som for eksempel spørgsmålet om hvem der udgør denne Guds ’kvindes sæd’, og hvem der udgør den menighed som Messias eller Kristus er hovedet for. — Mattæus 13:11; Lukas 8:10; Efeserne 3:3-9; Kolossenserne 1:26, 27; 2:2; 4:3; 1 Timoteus 3:16.

19. (a) Hvornår begyndte denne Guds hemmelighed at blive forkyndt? (b) Hvorfor er oplysningerne om denne hemmelighed et „glædesbudskab“, selv om det forbindes med den syvende basun, der indleder det sidste af de tre veer?

¹⁹ Denne hemmelighed eller „Guds hemmelige rådslutning“ er noget Gud har forkyndt i „glædesbudskabet til sine tjenere profeterne“. Forkyndelsen om denne Guds hemmelighed begyndte med den profeti han selv fremsatte i Edens have, som berettet af hans tjener profeten Moses i Første Mosebog 3:15. De oplysninger som Gud fortsatte med at forkynde for sine tjenere profeterne, så de kunne bringe dem videre til andre mennesker, er virkelig et „glædesbudskab“, et „evangelium“ eller en „god nyhed“ (NW). Guds største profet blandt menneskene, Jesus Kristus, forudsagde at „denne gode nyhed om riget“ ville blive forkyndt på hele jorden for alle folkeslagene før „enden“ på denne tingenes ordning kom. (Mattæus 24:14, NW) Ikke desto mindre er forkyndelsen af Guds messianske rige en dårlig nyhed, et ve, for langt den største del af menneskeheden nu her i „endens tid“. Det er derfor denne „Guds hemmelige rådslutning“ med rette forbindes med at der blæses i den syvende basun, den der forkynder at det sidste af de tre veer begynder. (Åbenbaringen 8:13) For de fleste mennesker er det et ve, idet fuldbyrdelsen af „Guds hemmelige rådslutning“ medfører tilintetgørelsen af hele Satan Djævelens synlige organisation på jorden.

DEN „LILLE BOG“ SYNKES

20. Hvilken situation befandt Johannes sig i da han så synet, og hvordan svarer det til en situation som „den tro og kloge tjener“-skare har befundet sig i?

²⁰ Mens apostelen Johannes ventede på at den syvende engel skulle blæse i sin basun og indlede „det tredje ve“ (Åbenbaringen 11:14), fik han overdraget et andet hverv eller blev mindet om et andet tjenestehverv foruden det at skrive de særlige breve til ’englene’ eller tilsynsmændene i „de syv menigheder i provinsen Asien“. (Åbenbaringen 1:4, 20; 2:1 til 3:22) Johannes var på dette tidspunkt en gammel mand, og han var ikke i stand til at vidne ret meget mens han sad som fange på straffeøen Patmos. (Johannes 21:20-23; Åbenbaringen 1:9) Han befandt sig her i samme situation som „den tro og kloge tjener“-skare, hans medkristne, befandt sig i under den første verdenskrig i årene 1914-1918. Men hans tjeneste på jorden som en af Jesu Kristi apostle var endnu ikke forbi. Dette blev han forsikret om af det der nu skete og hvorom han skriver:

21. Hvordan blev Johannes forsikret om at hans tjeneste som apostel på jorden endnu ikke var forbi?

²¹ „Og den røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: ’Gå hen, tag den åbne bogrulle af den engels hånd, som står på havet og på jorden.’ Og jeg gik hen til engelen og bad ham give mig den lille bog. Og han sagde til mig: ’Tag den og synk den; den vil volde bitter smerte i din mave, men i din mund vil den smage sødt som honning.’ Og jeg tog den lille bog af engelens hånd og sank den; og den smagte sødt som honning i min mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter smerte i maven. Og der blev sagt til mig: ’Du skal på ny profetere om mange folk og folkeslag og tungemål og konger.’“ — Åbenbaringen 10:8-11.

22. Beskriv en oplevelse som Ezekiel havde og som minder om det Johannes så.

²² Det som apostelen Johannes her oplevede, minder noget om det profeten Ezekiel kom ud for i 613 f.v.t. da han var landflygtig i Babylonien. I et syn bød Jehova Gud Ezekiel åbne sin mund og sluge det han gav profeten. En hånd blev udrakt imod ham og den rullede en bogrulle op for ham så han kunne se at den var beskrevet både foran og bagpå. Da han slugte den åbne bogrulle, var den i hans mund „sød som honning“. Da han havde spist den, fik han befaling til at gå „til Israels hus“ med et budskab. Han fortæller at ånden løftede ham op og bar ham af sted, „og jeg vandrede bitter og gram i hu, idet [Jehovas] hånd var over mig med vælde“. (Ezekiel 2:8 til 3:14) Guds ord var sødt for profeten Ezekiel at spise, men det udrustede ham og pålagde ham det ansvar at forkynde for Israels oprørske hus og bringe dem budskaber der forudsagde noget bittert for dem.

23. På hvilken måde smagte den åbne bog sødt for Johannes, mens den var bitter i hans mave?

²³ Det var åbenbart meningen at apostelen Johannes skulle videregive hvad der stod i den lille åbne bog som den herliggjorte Jesus Kristus havde givet ham. I åndelig forstand smagte dette skrevne ord fra Gud sødt for Johannes, selv om ordet udtrykte noget bittert for den oprørske menneskehed. Johannes’ mave blev bitter da han havde spist bogrullen, men hans egen personlige ånd blev ikke bitter. Det skrevne ord som Johannes fandt var bittert at fordøje, forudsagde noget bittert som var i vente for den oprørske menneskehed. Johannes nægtede ikke at sluge det skrevne ord fordi det ville gøre hans mave bitter og bebyrde ham med at fremholde et bittert budskab for menneskene.

24. Hvem sagde til Johannes at han på ny skulle profetere, og hvad var meningen med ordene?

²⁴ Det var uden tvivl Jehova Gud og Herren Jesus Kristus, fremstillet ved ’den vældige engel’ der gav Johannes bogen, som sagde til Johannes at han igen skulle profetere. De sagde at Johannes skulle profetere på ny, ikke for folk, folkeslag, tungemål og konger, men om dem. Johannes havde allerede profeteret om folk og folkeslag, om tungemål og konger med det han havde skrevet i de ni første kapitler af Åbenbaringen. Udtrykket „på ny“ betød at han skulle skrive og offentliggøre resten af den profetiske åbenbaring. Det betød ikke nødvendigvis at Johannes ville blive løsladt fra fangeøen Patmos, for uden tvivl skrev han hele Åbenbaringen der. Ifølge traditionen blev han senere løsladt, og derefter skrev han sit evangelium om Jesu Kristi liv, og sine tre breve, skrifter som alle er taget med i Bibelen. Men disse sidste af Johannes’ skrifter indeholder ikke specielt profetier om folk, folkeslag, tungemål og konger. Vi er glade for at Johannes adlød og gjorde det han fik besked på, for som følge deraf har vi i dag alle kapitlerne (toogtyve) i Åbenbaringen.

25. (a) Hvordan kunne den aldrende kristne menighed i overensstemmelse hermed stadig bruges efter 1918? (b) Hvorfor kan vi ikke på fuldstændig måde omtale opfyldelsen af Åbenbaringen uden at tale om den salvede rest? (c) på hvilken måde havde resten det ligesom Johannes da han slugte bogrullen?

²⁵ I harmoni med det apostelen Johannes oplevede var den aldrende kristne menighed stadig i stand til at udrette noget efter perioden 1914-1918, i hvilken den salvede rest var begrænset i sin virksomhed ligesom Johannes var det på straffeøen Patmos. Jehova Gud havde et arbejde som resten skulle udføre efter den første verdenskrig. Åbenbaringens profetier var endnu ikke helt opfyldt, heller ikke med hensyn til den salvede rest. Gud har skrevet historie ved hjælp af den salvede rest i forbindelse med opfyldelsen af Åbenbaringen i vor tid. Derfor må enhver omtale af opfyldelsen, hvis den skal være fuldstændig og sandfærdig, også nævne de salvede kristnes rest. Åndeligt har resten nydt noget sødt ved at tilegne sig Åbenbaringens profetiske bog som åndelig føde. Under den første verdenskrig indtog den ved hjælp af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed åndelig føde fra en kommentar til hele Åbenbaringsbogen, til trods for at Den fuldbyrdede Hemmelighed i visse lande var forbudt. Historien viser at de modigt søgte at sprede denne kommentar til Åbenbaringen med alle dens bitre profetier mod den oprørske menneskehed. De afholdt sig ikke fra at forkynde disse bitre profetier.

[Fodnoter]

[Illustration på side 258]

THE FINISHED MYSTERY

A HELPING HAND FOR BIBLE STUDENTS