Da oldtidens Israel blev en stat
JEHOVAS handlinger over for „staten Israel“ i oldtiden var, ifølge Paulus’ ord, „en skygge af det, som skulle komme“. I vore dage, da den nye verdens teokratiske regering hastigt tager form, er de kristne stærkt interesseret i de juridiske skridt som Den suveræne Majestæt tog for at oprette den forbilledlige regering i fordums tid. — Ef. 2:12, NW; Kol. 2:17.
Da Gud for fireogtredive hundrede år siden oprettede denne nye stat, gik han, som vi nu ved, frem efter juridiske regler der havde hævd i de patriarkalske skikke, og i overensstemmelse med den guddommelige retfærdighed. Et forberedende skridt var at skabe en i Guds øjne juridisk person med hvem Jehova kunne indgå en grundlæggende og gyldig pagt. Denne person viste sig at være patriarken Abraham. Jehova stillede Abraham på en prøve, idet han bød ham forlade sit hjemland Ur. Jehova fandt at Abraham var trofast, og anerkendte ham derfor i juridisk forstand som „Guds ven“ ved at erklære ham retfærdig ved tro. — Jak. 2:23.
Pagtsløftet til Abraham trådte i kraft dengang Abraham endeligt udvandrede fra Mesopotamien, idet han drog over Eufratfloden ind i Kana’ans land den 14. nisan år 1943 f. Kr. Inde i Kana’ans land blev denne pagt senere ratificeret efter patriarkalsk lov. Både Abraham og Jehova gik ind imellem halvdelene af de opskårne dyr, og ved disse dyreofringer blev der dannet det nødvendige grundlag for at gøre pagten juridisk bindende. Jehova blev nu i lovens forstand Abrahams mægtige protektor og velgører. Det patriarkalske samfund den nu byggedes op omkring Abraham forblev et nomadesamfund, der stedse var uafhængigt af de hedenske bystater i Kana’an. Hvorfor? Fordi Abraham „ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“. — 1 Mos. 12:1-5; 15:9-18; Hebr. 11:10.
To hundrede og femten år senere vandrede Abrahams efterkommere ned til Ægypten, hvor de, foranlediget af hungersnøden i Palæstina, blev faraos tjenere. I de følgende 215 år voksede de i antal i Ægypten og blev et stort samfund af trælle. Inden denne periode udløb bemyndigede Jehova ved den brændende tornebusk Moses til at advare farao om at Jehova ville „udløse“ Israel i harmoni med patriarkalsk lov, der gav en nær slægtning mulighed for at udløse eller tilbagekøbe nære frænder som var blevet trælle. „Og da skal du sige til Farao: Så siger [Jehova]: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!“ Denne advarsel indebar at Jehova, den lovlige løser, ville bringe straffeforanstaltninger i anvendelse hvis farao nægtede at lade Israel, Guds legale „søn“ under Abrahamspagten, rejse. — 1 Mos. 46:1-7; 2 Mos. 6:2-7; 4:22, 23.
Farao forhærdede sit hjerte og stod stejlt over for Jehova, hvilket gjorde det nødvendigt at den sande Gud viste sin almagt. Med magt udfriede han Israel og gennemtvang således indfrielsen af sin lovlige fordring. I kraft af påskelammenes udgydte blod skånedes Israels førstefødte om natten den 14. nisan i år 1513 f. Kr., nøjagtig 430 år efter at Abraham definitivt havde forladt Mesopotamien, og således begyndte israelitterne selv deres udvandring fra Ægypten som et udfriet folk. Ganske som farao var blevet advaret om mistede Ægypten samme nat de førstefødte af både mennesker og kvæg. I den sidste styrkeprøve ved Det røde Hav gik Ægyptens hær til grunde i et totalt nederlag, og Israel, et frit folk som talte over to millioner mennesker, der alle tilhørte Abrahams Gud, fortsatte udvandringen. — 2 Mos. 12:13, 29, 40, 41; 14:27, 28.
Staten dannes
Israels folk var nu blevet Jehovas ejendom, ja han alene havde ejendomsretten til det. Israel var ikke længer et trællesamfund i Ægypten. Folket var for talrigt til at det effektivt kunne organiseres i et patriarkalsk samfund. Der blev nu taget skridt til at danne staten Israel med en teokratisk regering. Gennem mellemmanden Moses forelagde Jehova en national pagt, og til den svarede folket enstemmigt: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ Under en betagende indvielse ved Sinaj bjerg i den tredje måned efter udgangen fra Ægypten i 1513 f. Kr., trådte lovpagten mellem Jehova, Teokraten, og Israels folk i kraft. Blodet af bukke og tyre blev sprængt på „pagtsbogen“, der repræsenterede Jehova som den ene part, og derefter på folket som den anden part, og således blev der ved dyreofringerne skabt grundlag for at gøre den nationale pagt juridisk gyldig. Pagten indeholdt en række fundamentale befalinger, de ti bud, samt en mere detaljeret lovsamling bestående af over seks hundrede love, anordninger, bestemmelser og retskendelser. — 2 Mos. 19:8; 24:6-8; 5 Mos. 5:22; 6:1.
Ved Sinaj lød høje, overnaturlige trompetstød, som tilkendegav at den suveræne magts regeringsudøvelse var begyndt. Oldtidens israelitiske stat blev således en realitet i 1513 f. Kr. Jehova var nationens direkte Suveræne Regent, og folket var hans edsvorne undersåtter. Jehova var folkets lovgiver, dommer og konge. Som grundlov betragtet gav lovpagten hverken enkeltpersoner eller en parlamentarisk folkegruppe, end ikke folket som helhed, myndighed til at udstede nye love eller ændre bestående. Den herskende Suveræn sad alene inde med den lovgivende myndighed, og det samme gjaldt retten til at fælde den endelige dom. Jehova blev Højesteretten, hvis kendelser altid var endelige og ufejlbarlige. Den teokratiske grundlov anerkendte heller ikke en overdommer hvis embede kunne gå i arv, ligesom den ikke gav noget menneske, end ikke det samlede folk, myndighed til at udpege den øverste hersker. Kun Jehova, og han alene, havde beføjelse til efter eget behag at udnævne den dommer der skulle lede folket som Jehovas administrator, der stod Gud direkte til ansvar. I denne regerings første fem hundrede år oprejstes adskillige trofaste mænd som skulle lede folket alt efter de forhold det befandt sig i. Og ved mange lejligheder befriede de på bemærkelsesværdige måder deres landsmænd. — 2 Mos. 19:19; Es. 33:22, NW; Ap. G. 7:35; 13:20.
Lovpagtsforfatningen åbnede imidlertid mulighed for at der til Jehovas bestemte tid kunne udvælges et israelitisk kongehus. Dette kongehus begyndte med David i året 1077 f. Kr. Kongedømmet var ikke et uindskrænket monarki, som tilfældet var i de hedenske nabolande. Og kongerne betragtedes ikke som guder, og de kunne heller ikke samtidig med at bære kongeværdigheden beklæde embedet som ypperstepræst. Rækken af konstitutionelle konger måtte holdes adskilt fra rækken af ypperstepræster. Desuden var kongerne nærmest stedfortrædende konger idet de jo sad på „Jehovas trone“, ikke deres egen trone, og de var underkastet kongen Jehovas, statens egentlige suveræns, højere vilje og regeringsledelse. — 5 Mos. 17:14, 15; 1 Krøn. 29:23, NW.
Under denne nye teokratiske regering blev afgudsdyrkelse ikke alene en alvorlig moralsk forseelse, men også en forræderisk handling imod staten. Afgudsdyrkelse blev i realiteten en fornægtelse af den myndighed som den af folket anerkendte suveræn og gud-konge sad inde med. Det var højforræderi. Det var et brud på den nationale pagt, et åbent oprør imod Gud. I overensstemmelse med de almindeligt vedtagne principper i alle jordiske regeringer var straffen for højforræderi døden. Staten Israel havde bemyndigelse til at lade sine embedsmænd og folket straffe lovovertrædere på forskellige måder, når domstolene havde afgivet kendelsen „skyldig“. — 2 Mos. 20:2-5.
For at israelitterne bestandig kunne have deres tilhørsforhold til Jehova for øje, sørgede den Almægtige, deres Konge, for at der midt i deres lejr blev rejst et kongeligt telt. Senere afløstes det af det overdådige kongepalads eller tempel i hovedstaden Jerusalem. Disse kongeresidenser for suverænen Jehova strålede af en kongelig pragt og glans der ikke fandtes mage til hos de jordiske, hedenske magthavere. Paladset var delt i to afdelinger. I det inderste, det Allerhelligste, stod kongetronen, som prydedes af to keruber af guld. Tronen udgjorde låget på pagtens ark, der tjente som et kongeligt arkiv. Heri lå de to stentavler med de ti bud, som skulle minde dem om deres forpligtelser over for regeringen, samt Arons stav der skød knopper, og skålen med manna. Den anden afdeling, det Hellige, kunne man sammenligne med den kongelige festsal. I dette det forreste rum stod et bord overtrukket med guld, et kongeligt bord, der stod dækket med skuebrødene eller nærværelsens brød, og dagligt blev der her brændt kostbar røgelse. Den omliggende gård kunne man betragte som det kongelige udendørskøkken hvor ofrene tilberedtes og brændtes. Her lød også musik og korsang, svarende til den musik der spilledes ved orientalske fyrsters taffel. — Hebr. 9:1-5.
Præster og levitter
Staten Israel havde også en officiel præstestand, der bestod af medlemmerne af Arons fædrenehus, og ypperstepræsteembedet kunne kun gå i arv i Arons slægt. Ypperstepræsten Aron og hans efterfølgere fungerede som domstolens højeste embedsmand og som kongens, Jehovas, førsteminister. Det var ypperstepræsten som ved særlige nationale festligheder bar regalierne, den prægtige og fornemme dragt og guldkronen, på hvis pandeplade der stod indgraveret: „Helliget [Jehova]“ eller „Hellighed tilhører Jehova“. (NW) Han bar tillige brystskjoldet, og i dets lomme lå Urim og Tummim, ved hjælp af hvilke han modtog Jehovas „ja“ eller „nej“ til statsproblemer som blev forelagt Majestæten i hans palads. — 2 Mos. 28:4, 29, 30, 36.
De mandlige medlemmer af Levi stamme var præsteskabets assistenter. De var af Jehova blevet specielt udpeget til at udføre tempeltjeneste og varetage andre statslige opgaver. Levitterne virkede altså som Jehovas hoffolk og embedsmænd, og som paladsgarde. De tog endvidere vare på de hellige klæder og redskaber, var hofbagere som sørgede for skuebrødene, rakte en hjælpende hånd ved tilvirkningen af offermåltiderne og afgrødeofrene, stod for statsfinanserne, og var tempelmusikere og -sangere. Når levitterne og underpræsterne ikke var optaget af tempeltjeneste i den uge de hvert halve år skulle tjene i det hellige palads, boede de rundt om i landet og virkede da som lovlærere; desuden førte de tilsyn med at tienden blev samlet i de forskellige forrådshuse, fungerede som lokaldommere i mange byer, og havde ledelsen af de seks tilflugtsbyer. Dette departement under den israelitiske stat havde desuden ansvaret for at personer der var angrebet af smitsomme sygdomme blev isolerede og sat i karantæne, således at folkesundheden kunne bevares. — 4 Mos. 3:9, 10.
Yderligere forlangte lovpagten at alle hebræere af mandkøn når de havde nået en bestemt alder skulle melde sig ved Jehovas palads ved tre store årlige festligheder. De måtte ikke komme tomhændede, men skulle frembære ofre og gaver som en hyldest til deres gud-konge. Ved disse lejligheder opfriskede de deres troskabsløfte til Jehova, og det skulle fejres med fest og glæde. Loven tillod at en af de tiender de skulle samle, anvendtes til dækning af udgifterne ved at overvære disse glædelige sammenkomster. — 5 Mos. 16:16, 17; 14:22-26.
Der fandtes også en rådgivende forsamling af embedsmænd, nemlig folkets fyrster eller øverster. Hver af de tolv stammer havde en fyrste (sar), en rang som gik i arv fra fader til søn. Ypperstepræsten optrådte til tider som øversternes ordfører, idet han betragtedes som fyrste for Levi stamme, den trettende af stammerne. Også tusindførere og førere af mindre delinger af stammernes hærkorps kaldtes fyrster. Fyrsterne dannede imidlertid ikke et parlament som skulle udfærdige eller ophæve love. De udgjorde blot en civiladministration og efterkom Suverænens befalinger og fulgte hans afgørelser. Fyrsterne bragte stammernes offergaver til Jehova, havde ledelsen af hæren, bekræftede overenskomster eller pagter der allerede var sluttede — for eksempel overenskomsten der blev indgået med gibeonitterne — optrådte som en slags bisiddere i sagen med Zelofhads døtre, og dannede under forsæde af ypperstepræsten en komité der skulle irettesætte Rubens stamme fordi den byggede et alter for sig selv. Senere hen blev forsamlingen af fyrster rådgivere for kongerne, der sad på Jehovas trone som øverste administrative embedsmænd. — 4 Mos. 1:16; Jos. 9:15; 17:4; 22:13-16.
Endnu en bemærkelsesværdig ting i forbindelse med oldtidens israelitiske stat var at den havde en tilforordnet, usynlig englefyrste. I lovpagten havde den Suveræne Hersker ligefrem påbudt at denne englefyrstes ledelse skulle adlydes. „Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive Eders overtrædelser, efterdi mit navn er i ham.“ Bibelen viser at denne fyrste er identisk med Mikael. Senere blev denne englefyrste forflyttet til jorden som et menneske, og blev Jesus Kristus, den lovede Messias. Historien bevidner at hans mesterlige ledelse som englefyrste og som Messias blev forkastet af Israel som et hele. — 2 Mos. 23:20, 21; Dan. 10:21.
De første fyrre år staten Israel var til, stod den i spidsen for et nomadesamfund der drog omkring i Sinaj ørken. I 1473 f. Kr. gik israelitterne imidlertid over grænsen til Kana’ans land, der var blevet lovet Abraham, og i overensstemmelse med deres Suveræne Herskers befaling indtog de med hans hjælp landet.
Efter Josuas død hændte det gang på gang at folket sveg deres gud-konge, og derfor fik dele af landet lov til at falde i fjendernes hænder. Når folket atter vendte om til Jehova, befriede han det og styrkede statens funktioner. I løbet af århundrederne hobede folkets overtrædelser sig imidlertid sådan op at Jehova tillod at de sidste rester af den teokratiske stat blev slået i stykker i 607 f. Kr. Efter at den teokratiske regering havde bestået som stat i 906 år ophørte den med at være til på jorden. Den havde da været til i fem gange så lang tid som Amerikas forenede Stater har bestået, og længere end verdensmagterne Babylon, Assyrien, Medo-Persien og Grækenland bestod under deres respektive dæmonfyrster. Den uafhængige, suveræne stat blev ikke genoprettet i 537 f. Kr. I stedet opstod et selvstyrende hebraisk samfund under hedensk overherredømme, der tillod at lovpagten blev stående som en sekundær lovkodeks undergiven de herskende ikke-israelitiske magthavere. Alle spor af Israels uovertrufne gamle lovs funktioner forsvandt med Jerusalems andet fald i året 70 e. Kr. — 2 Krøn. 36:15-17.
Nu står det spørgsmål tilbage: Var oldtidens israelitiske stat „staden med de faste grundvolde“ som Abraham ventede på? Nej. Israels teokratiske stat var blot en „skygge“ eller et forbillede på „staden“, „det ny Jerusalem“ i himmelen, den nye verdens teokratiske regering. Søg kundskab om denne forbløffende nye regering hvis styre skal nå over hele jorden og bestå for evigt. — Hebr. 11:10.