Den kristne kirkes enhed
„Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet.“ — Joh. 17:22.
1. Hvorfor kan det siges at Jehova som den eneste formår at samle skabninger til ét?
JEHOVA er den eneste som formår at samle skabninger til ét. Han er den der på en vidunderlig måde kan føre fornuftbegavede skabninger sammen i en enhed der tjener den hensigt han ønsker, ligegyldigt hvad denne hensigt måtte være. I millioner af år før mennesket overhovedet så dagens lys, havde Jehova arbejdet i fuldkommen enhed med sin førstefødte søn, ved hvem han skabte alt. Jehovas skaberværk i universet skred fremad og der kom flere og flere fornuftbegavede skabninger til, men der opstod ikke forvirring af den grund. Jehova forenede dem til en harmonisk enhed der arbejdede gnidningsløst, idet han nemlig knyttede dem til sig og desuden knyttede dem sammen indbyrdes med kærlighedens bånd. For at illustrere hvor lykkelig denne enhed er, omtaler han sin universelle organisation af trofaste himmelske skabninger som sin hustru, med hvem han er forenet i et lykkeligt ægteskab. — Kol. 1:16; 1 Joh. 4:8, 11-13; Es. 54:5, 6.
2. Hvad er det stærkeste bånd der kan knytte mennesker sammen til en enhed, og hvordan blev Israel i sin tid Guds eneste sande menighed eller kirke?
2 Da Jehova Gud begyndte at opbygge menneskesamfundet begyndte han med en af dets mindste enheder, ægteskabet, der normalt er den stærkeste af de enheder et menneske kan være en del af. Grunden hertil er at den bindende faktor i ægteskabet er kærlighed, og den er det stærkeste bindemiddel nogen enhed af skabninger kan have. I virkeligheden er kærligheden det eneste grundlag på hvilket nogen enhed kan bestå. I videre omfang er børn og forældre knyttet sammen til en familieenhed med stærke kærlighedsbånd, og det var patriarken Jakobs tolv sønners familier eller stammer Jehova Gud knyttede sammen til en national enhed. Han indgik en overenskomst eller pagt med israelitterne om at han ikke alene skulle være deres konge men også deres Gud; og det gjorde ikke alene Israel til Guds nation, men også til hans menighed eller kirke, den tids eneste sande kirke. — 1 Mos. 2:24; 2 Mos. 19:5, 6, 8; 20:1, 2; Ap. G. 7:38; Sl. 147:20.
3. Var Jehova nationalistisk da han udvalgte Israel til sin menighed?
3 Hvorfor udvalgte Jehova Israels nation og gjorde den til en kirke eller menighed? Var han en nationalistisk Gud? Nej, det var han ikke. Israelitterne fik lov at udgøre den nye kirkes hovedbestanddel fordi Jehova havde givet sin ven Abraham, deres forfader, et løfte. Men Jehova hindrede ikke, i en nationalistisk ånd, ikke-israelitter i at lade sig omskære og blive medlemmer af den eneste sande kirke. Alle gudfrygtige mennesker som ønskede at tilbede den sande Gud sammen med Israel, blev modtaget uanset nationalitet og race, tidligere religion eller tidligere politiske sympatier. Der blev truffet foranstaltning til at alle sådanne omskårne fremmede kunne blive ført ind i den enhed der bestod mellem Gud og Israel; i overensstemmelse med forfatningen fik de en plads inden for den menighedsorganisation som Israel var underlagt. Israelitterne fik befaling til at elske den fremmede ligesom Jehova elskede ham. Gud tog heller ikke hensyn til nationalitet eller race ved at danne separate menighedsenheder eller kirker bestående af hans tilbedere af ikke-israelitisk herkomst. Der fandtes kun ét tempel hvor man kunne nærme sig Gud, én ypperstepræst, én lov, én menighed eller kirke hvori alle tilbedere kunne forenes. Den bibelske beretning viser at visse folk og stammer, som for eksempel den blandede flok der drog ud af Ægypten, de omskårne gibeonitter og de ligeledes omskårne rekabitter samt mange enkeltpersoner, såsom kvinderne Rahab og Rut, blev ét med Israels folk. Jehova viste sig altså at være den første der med held forenede nationer. — 5 Mos. 10:17-19; 1 Kong. 8:41-43; 2 Mos. 12:38, NW; 2 Sam. 21:1, 2; Jer. 35:18, 19.
4. Hvordan blev den kristne menighed Guds sande kirke?
4 Den jødiske kirke eller menighed viste imidlertid ikke kærlighed til Jehova i det lange løb; følgelig blev den afskåret fra enheden med ham, og den kristne menighed blev fra pinsedagen år 33 e. Kr. Guds sande kirke.
Enhed
5, 6. Hvorfra ved vi at Guds menighed må være ét, og hvem omfatter denne enhed?
5 Et fremtrædende træk ved den første kristne kirke var dens enhed. Først og fremmest var den forenet med Jehova Gud og Kristus Jesus, og en sådan forening er den mest betydningsfulde af alle. Jesus understregede denne enhed i sin lignelse om vintræet: „Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud.“ — Joh. 15:4-6.
6 Enhed med Kristus må også føre til enhed blandt dem der er forenede med ham. I den bøn Jesus bad lige før han blev forrådt, bad han derfor om at hans efterfølgere måtte erfare en sådan indbyrdes enhed: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.“ Læg mærke til hvilken retning denne enhed tager. Alle hans efterfølgere skulle være ét; det gjaldt ikke alene dem der levede dengang, men også dem der ved deres, det vil sige disciplenes, ord kom til tro på ham, hvilket vil sige at enheden skulle række helt ind i fremtiden og omfatte alle sande kristne som lever i dag. Samtidig rækker den ind i himmelen og indbefatter Jesus Kristus og Jehova Gud, for at Jesu efterfølgere, som han selv sagde, kunne være „eet i os“. — Joh. 17:20-23.
Enhedens omfang
7. Hvad gør en enhed eller forening „løs“ eller svag, og hvad gør den tæt sammenknyttet og stærk?
7 Hvilken form for enhed bad Jesus om i sin berømte bøn? Hvor mange og hvor stærke bånd skulle bevare denne enhed? Ikke alle enheder eller foreninger er lige stærke. Nogle foreninger berører kun et specielt område af medlemmernes liv. Mange mennesker kan for eksempel være medlemmer af den samme forening til dyrenes beskyttelse og dog være så langt fra hinanden som Øst fra Vest når det gælder religion, politik og andre interesser. Sådanne foreninger knytter ikke deres medlemmer stærkt sammen, de er „løse“ foreninger. I modsætning hertil er ægteskabet eller familiegruppen en tæt sammenknyttet og stærk enhed, fordi den berører en hel mængde områder af medlemmernes liv. I en normal familie er sådanne ting som blodets bånd, indbyrdes kærlighed, det fælles hjem, dets ånd eller atmosfære, familienavnet, tradition, religion, kulturelt stade, en så vidtgående tillid at man nyder hinandens fortrolighed, respekt og forståelse, alt sammen noget dens medlemmer har fælles, og jo flere ting mennesker har fælles, des tættere og stærkere knyttes de sammen.
8. Hvad var det der gjorde den første kristne kirkes enhed så stærk?
8 For nu at vende tilbage til vort spørgsmål. Hvilken form for enhed var det Jesus talte om i Johannes 17? Var det blot en løst sammensat enhed der kun berørte en eller to interesser i hans efterfølgeres liv? Nej, han bad om at det måtte blive den stærkeste enhed der kunne tænkes. „Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet.“ Vi kan ikke tænke os nogen tættere og stærkere enhed end den der består mellem Jehova Gud og hans søn, Kristus Jesus. Hvor stærk denne enhed var, sås af at Jesus var sin Fader lydig endog til døden på en marterpæl. Det var den snævreste familieenhed med Gud, Jesus bad om at hans disciple måtte blive optaget i, ja han bad om at de måtte få skænket den forret at være Guds sønner, og med det mål for øje havde han ’givet dem den herlighed Jehova havde givet ham’, „en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen“. (Joh. 1:14) Nogle af de mange ting de havde fælles nævner Paulus i Efeserbrevet 4:3-5, hvor han taler om at stræbe efter „at bevare Åndens enhed i fredens bånd“ og derefter opremser: „Eet legeme og een Ånd, ligesom I også blev kaldet til eet håb ved jeres kaldelse, een Herre, een tro, een dåb, een Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!“ Hvilken snævert forenet og kompakt enhed må hans efterfølgere ikke have udgjort i betragtning af de mange ting de havde fælles!
9. Hvad illustrerer Paulus ved at henvise til menneskelegemet i det første brev til korinterne, det 12. kapitel, og i brevet til efeserne, det 4. kapitel?
9 For yderligere at illustrere hvor tæt sammenknyttet og kompakt denne enhed var, sammenligner Paulus den med et menneskelegeme: „Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er eet legeme, således er det også med Kristus. Thi med een Ånd blev vi alle døbte til at være eet legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd. . . . Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære, for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hver andre.“ „Sandheden tro skal vi i kærlighed i eet og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.“ Kan man tænke sig en mere fuldkommen enhed end den der består mellem lemmerne i et menneskelegeme? Er der overhovedet nogen mulighed for at legemet kan være splittet? Kan legemet have mere end et hoved? Hvilket udmærket billede af denne den højeste form for enighed og enhed der råder blandt de mange medlemmer som udgør den kristne menighed! — 1 Kor. 12:12-25; Ef. 4:15, 16.
10. Hvorfor var den kristne kirke lige fra begyndelsen et sandt under, udvirket af Guds ånd?
10 Fra den allerførste dag viste den kristne menighed sig ikke alene i stand til at optage mennesker fra Palæstina i sin enhed, men også folk fra mange andre lande, folk der talte andre sprog og som kom fra alle jødedommens forskellige sekter, jøder og omskårne proselytter, der lod de forskellige religiøse og lokale opfattelser vige for den kristne tankegang. Folk der havde vidt forskellig social baggrund blev forenet. Jævne fiskere, landmænd, hyrder, skatteopkrævere, blev gjort til ét med lærde farisæere og læger. Rige som fattige, unge som gamle, mænd, kvinder og børn, alle sluttedes de sammen i menighedens enhed. De var alle ét, endog i den grad at de midlertidigt delte deres materielle midler for at klare en kritisk situation som opstod i Jerusalem under den første store tilgang af medlemmer, og som krævede en øjeblikkelig hjælpeaktion. „Hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde eet hjerte og een sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.“ Det var et sandt under, udvirket af Guds ånd. I de første tre og et halvt år var kirkens medlemmer imidlertid alle jøder og jødiske proselytter som havde forladt jødedommen. — Ap. G. 2:5-11, 41; 4:32-35.
11. I hvilken henseende skete der en forandring i den kristne menighed i året 36 e. Kr.?
11 Men i år 36 e. Kr. trådte den kristne menighed ind i en ny fase af sin historie. I det år skete der noget som forbavsede alle: en uomskåren mand og hans familie, hedninger som ikke før havde stået i pagtsforhold til Jehova Gud, blev pludselig en del af den kristne menighed med fuld og lige ret og samme pligter, som vist ved den kendsgerning at disse hedninger blev døbt og modtog den hellige ånd ligesom de troende der kom fra den jødiske organisation. Nu skulle Jesu berømte befaling efterkommes: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer.“ (NW) Fra at være en enhed eller organisation af jødiske troende, skulle den kristne menighed nu åbne portene for den øvrige menneskehed, brede sig og blive en international organisation med alle de problemer internationale organisationer altid har måttet kæmpe med. Mens alt dette stod på skulle den sande enhed bevares i fredens og kærlighedens bånd. — Ap. G. 10:44-48; Matt. 28:19.
Andre internationale organisationer
12. Hvorfor var romerriget interesseret i at forene alle de folk det herskede over, hvilke forsøg blev gjort i så henseende, og lykkedes de?
12 Den tids hedenske romerrige opbyggede og opretholdt en international organisation så godt det kunne. Efter at have besejret det meste af den civiliserede verden var dets problem at fastholde de mange folk, nationer og racer under det romerske styre. Nationale og religiøse følelser var den største hindring Rom måtte kæmpe med i forsøget på at forene alle disse vidt forskellige folk under sit herredømme. Det samme problem havde alle tidligere verdensmagter mødt. Der blev gjort bestræbelser for at ophæve klasseskel og for at udskifte lokale skikke med ensartede love og en ensartet administration, samt for at fortrænge nationale religioner ved hjælp af en fællesreligion således at hele imperiet kunne svejses sammen til en fast blok; men anstrengelserne kronedes aldrig med held. Hastings Dictionary of the Bible, bind IV, siger på side 293: „Det blev aldrig muligt for Rom at gøre imperiet til en fast national enhed. . . . Imperiet havde højere mål fra begyndelsen, og dets pligtfølelse over for den besejrede verden øgedes efterhånden som tiden gik; men det kunne aldrig genoprette eller skabe en nations patriotisme. Den gamle romerske nation var gået tabt i verden; og hvis verden var gået tabt i Rom, udgjorde den ikke en ny romersk nation. Grækere og gallere kunne kalde sig romere og tilsyneladende glemme deres gamle folk i stolthed over den romerske civitas [’stat’]; men de forblev grækere og gallere. . . . Der var mange forskellige folk; men de gamle nationer var døde, og den ene nye nation blev aldrig født.“
13. Hvorfor har vore dages verdensherskere ingen grund til at hovere over romerriget?
13 Vore dages verdensherskere har ingen grund til at prale, for de har ikke opnået bedre resultater end romerne, trods det tyvende århundredes oplysning og dets organisation af forenede nationer. H. G. Wells drager følgende sammenligning i A History of the World: „Det romerske folk fandt sig næsten uforvarende optaget af et vældigt administrativt eksperiment. . . . Der skete ustandselig forandringer. Det nåede aldrig stabilitet. På sin vis blev dette [administrative] eksperiment en fiasko. På den anden side er det aldrig blevet afsluttet, og Europa og Amerika arbejder den dag i dag på at løse de verdensomfattende problemer på statsvæsenets område som det romerske folk først af alle blev stillet overfor.“ — Kap. 33, „Romerrigets vækst“, siderne 149-151. 1922-udgaven.
14. Har Øst eller Vest, som enkelte blokke, løst problemet med at gøre nationerne til en virkelig enhed?
14 Som enkelte blokke af nationer har hverken det demokratiske Vesten eller det kommunistiske Østen løst det problem der hedder international enhed. I den vestlige verden finder en international militæralliance som for eksempel NATO ofte at samarbejdet går i stykker på grund af national stolthed blandt medlemmerne. I Øst så man, dengang Jugoslavien skilte sig ud fra den kommunistiske blok og foretrak sin egen form for kommunisme, at en international bevægelse så idealistisk som den kommunistiske, der i flere år arbejdede under mottoet „Proletarer i alle lande, forener Eder!“, måtte erkende at ikke alle kommunister var parate til at ofre deres nationale stolthed på kommunismens internationale enheds alter. Mens den kommunistiske bevægelse har opnået forbavsende resultater med hensyn til at forene folk af mange nationer om et politisk program, har den ikke haft held til at danne en international enhed af kommunister. Nationalisme, racer, religion, sprog og mange andre splittende faktorer har været som skær i havet på hvilke internationale herskeres skibe er forlist.
15. (a) Hvad var det der gjorde den internationale kristne kirke til et større under end den oprindelige jødekristne kirke? (b) Hvordan har den opnået sine resultater?
15 Det var på dette hav, som var fuld af skibsvrag og undersøiske skær, at den kristne menighed så ung og uerfaren i internationale anliggender som den var, nu skulle sætte sejl. Kunne den fastholde den absolutte enhed den havde opnået når den nu skulle brede sig og åbne portene for folk af alle nationer, når den skulle møde alle afskygninger af hedensk religion og filosofi, national stolthed, sprogskranker, racemæssige, politiske og samfundsmæssige stridigheder? Kunne den gøre det uden at gå på kompromis om læresætninger og om betingelser for medlemskab? Kunne den stadig bevare sin teokratiske organisationsstruktur uforandret, med et synligt styrende råd i Jerusalem? Ville det ikke blive nødvendigt for den at dele sig i nationale grupper med en eller anden form for selvstyre i hver gruppe, og derefter danne en sammenslutning? Kunne den bevare sin oprindelige skikkelse? Havde den nationale jødiske kirke været et under, var det kun et beskedent under i sammenligning med den internationale kirke, især når man betragtede den på historisk baggrund. Hvad der indtil denne dag har været et uløst problem for menneskelige verdensbygmestre viste sig ikke at være noget problem for Kristus Jesus, den kristne kirkes Hoved. De kristne greb arbejdet an ved roden af det der både skiller og forener, nemlig menneskets sind. De begyndte at hjælpe ydmyge, gudfrygtige mennesker overalt i verden med at forny deres sind. Straks når disse troende mennesker i alle nationer begyndte at efterligne deres Hoved, Kristus Jesus, erfarede de en forandring i deres personlighed, og resultatet var forbavsende: Alle splittende hindringer forsvandt når folk af nationerne blev indlemmet i Kristi legeme. Paulus skrev til den lokale menighed i Kolossæ i Lilleasien: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den som skabte den, hvor der hverken er græker eller jøde, omskåren eller uomskåren, udlænding, skyte, træl eller fri, men Kristus er alt og i alle.“ Og til medlemmer af kirken i Galatien: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I een i Kristus Jesus.“ — Kol. 3:9-11, NW; Gal. 3:26-28.
16. Hvad er den første betingelse for at danne én kirke, og opfyldte de første kristne den?
16 Grundlaget for én kirke er enhed i lære og tro, og så længe apostlene og andre modne brødre der var fyldt med ånden, endnu levede, bevaredes denne enhed. Da der engang var tilløb til sektdannelse i menigheden i Korint, skrev Paulus: „Er Kristus da delt?“ „Jeg formaner jer, brødre, . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ Fælles tro skaber en fælles kirke, ligegyldigt hvem og hvor de troende er. — 1 Kor. 1:10, 13.
17. Nævn andre faktorer som bidrog til international enhed.
17 Endnu en faktor der styrkede den kristne enhed var det særlige syn de første kristne anlagde på regeringsformerne. De kristne var ikke en del af denne verden og dens politiske system, en kendsgerning der i sig selv er en stor hjælp til opnåelse af enhed. Alligevel anså de ikke sig selv for at være et folk uden regering eller hersker, for de havde tillid til De hebraiske Skrifters og Jesu egne ord om at han skulle være en virkelig konge i et virkeligt rige, og stå for en virkelig regering, og råde over en hær der var stærk nok til at udslette alle andre riger når tiden var inde. De bekendte at den overnationale konge, Jesus Kristus, var deres Herre og de indviede sig gennem ham til at vise Guds rige ubrydelig troskab. De var stadig lydige borgere i de lande hvor de boede, men i de tilfælde hvor menneskers bud var i strid med deres herres og mesters bud tog de det standpunkt at de måtte adlyde Gud fremfor mennesker; og det stod de fast på, hvilket Roms kejsere måtte sande når de prøvede at bryde den enhed der bandt de kristne til deres Gud og til deres Konge. De forestillede sig ikke at Guds rige var inde i menneskers hjerter, sådan som mange navnkristne gør i dag. Adskilt fra verden, med øjnene ufravendt rettet mod dette himmelske rige, og ledet af den hellige ånd som avler kærlighed, udgjorde de „eet legeme“ skønt de kom fra mange nationer. — Joh. 17:16; 18:36, 37; Dan. 2:44; Ap. G. 5:29.
18. (a) Blev de lokale menigheder i den første kirke ledet direkte af ånden? (b) Hvorfor kunne man tænke sig at der ville opstå forviklinger over de afgørelser der blev truffet af det synlige styrende råd i Jerusalem? Opstod sådanne forviklinger?
18 Eftersom der kun var én organisation, kunne der kun være ét centralt administrativt råd for hele organisationen. Apostlene og de modne brødre i Jerusalem udgjorde et sådant synligt styrende råd under åndens ledelse. De kristne overalt i verden anerkendte dette råd og samarbejdede villigt med det. Problemer af international betydning for kirken blev overgivet til Jerusalem og afgjort dér. Da striden angående omskærelse opstod, indkaldte Paulus ikke et koncil bestående af menighedernes tilsynsmænd i Antiokia og resten af provinsen Syrien i den hensigt at drøfte og afgøre sagen; han forventede heller ikke at Guds ånd skulle give menighederne direkte vejledning, men han gik til det synlige styrende råd i Jerusalem; efter at sagen var afgjort under ledelse af Guds ånd, der hvilede over dette råd, blev Paulus sendt tilbage til menighederne for at gøre dem bekendt med afgørelsen. Denne fremgangsmåde skabte ingen forviklinger for ikke-jøderne, som man kunne have forventet under andre omstændigheder. Set fra et almindeligt verdsligt synspunkt ville det ikke have været overraskende at høre grækerne gøre ophævelser, idet de henviste til deres gamle stolte traditioner. Når alt kom til alt, var verdens førende historikere, digtere, matematikere og arkitekter så ikke grækere? Var alt hvad der bar navn af kultur, selv i hele det romerske verdensrige, ikke i virkeligheden græsk? Og romerne, de selvsikre borgere i verdens hovedstad, hvorfor skulle de lytte til de foragtede judæere, der til tider end ikke havde tilladelse til at opholde sig i Rom? Var den semitiske races verdensherredømme ikke gået over til den ariske race med Babylons fald? Hvorfor skulle ariske romere og grækere så tage imod forskrifter fra semitiske, aramaisktalende jøder i Jerusalem? Kunne de ikke tænke selv? Der findes intet i beretningerne som tyder på at en sådan verdslig nationalistisk eller racefjendtlig tankegang ligesom termitter gnavede på selve den kristne enheds rødder. Enhver betragtede åbenbart sagen på samme måde som Paulus: „Der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre.“ Nej, det var ingenlunde årsag til stridigheder; tværtimod siger beretningen: „Efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“ — Ap. G. 15:2, 41; 16:4, 5; Rom. 10:12.
19. I hvilken henseende var den første kristne kirke noget man aldrig havde set før?
19 Kirken var i sandhed et under og en enestående undtagelse i menneskehedens historie; en international organisation som dog havde „eet hjerte og een sjæl“, „samme sind“ og „samme overbevisning“, ’ét legeme, én ånd, ét håb, én Herre, én tro, én dåb, én Gud og Fader’. (Ap. G. 4:32; 1 Kor. 1:10; Ef. 4:4-6) Aldrig set før! Et sandt produkt af Guds ånd! Jehova havde i sandhed opfyldt Jesu bøn om enhed i den kristne kirke. — Joh. 17:20-23.