Enige forkyndere af „livets ord“
„. . . idet I bevarer at fast greb om livets ord.“ — Fil. 2:16, NW.
1. Hvorfor forkyndes „livets ord“ nu mere end nogen sinde, og hvorfor blev det tilvejebragt?
HVORFOR skulle „livets ord“ ikke forkyndes nu mere end nogen sinde? Civilisationen står i fare for at gå til grunde, ja værre endnu, hele menneskeslægten står i fare for at blive udslettet med våben af en hidtil ukendt sprængkraft. Frygten for en ny verdenskrig, med kernevåben eller med giftgasser værre end kernevåben, har grebet hver eneste nation. En „kold krig“, der i sine mål står fuldt på højde med en „varm krig“, omspænder hele kloden. Freden opretholdes kun ved en terrorbalance mellem de to fjendtlige lejre. Fortjener menneskeslægten da „livets ord“? Er menneskeslægten værd at frelse? Det mener Jehova. Gud, menneskets Skaber. Det mener Jesus Kristus, Guds elskede søn. Og det er grunden til at Jehova Gud i sin kærlighed har tilvejebragt „livets ord“. Det fortjener at blive forkyndt. Det skulle forkyndes. Og det bliver forkyndt — som aldrig før.
2. (a) Er en atomkrig det værste denne verden står overfor? (b) Hvem vil overleve det der skal ske?
2 Blev „livets ord“ kun udsendt fra himmelen fordi verden nu står ansigt til ansigt med sin tilintetgørelse som følge af sine egne onde handlinger? Nej! De fleste mennesker i dag mener at det værste der kan indtræffe er en atomkrig; og det er en kendsgerning at verden i dag lever under den frygtelige trussel om en sådan krig. Men i virkeligheden står verden over for det der er værre. Uanset om der kommer en tredje verdenskrig vil dette der er „værre“ indtræffe. Det er „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, som denne verden ikke vil slippe levende fra. (Åb. 16:14) Nogle medlemmer af menneskeslægten vil dog overleve og træde ind i en ny, retfærdig verden. Det er de mennesker som nu er ved at få og som „bevarer et fast greb om livets ord“. Og dog blev „livets ord“ ikke først og fremmest udsendt fordi vi nu står ansigt til ansigt med Gud den Almægtiges krig. Hvorfor ikke?
3. Hvorfor udsendtes „livets ord“ ikke i første række fordi vort slægtled står over for sin tilintetgørelse, og hvornår udsendtes det første gang og af hvem?
3 Vor generation er ikke den første der har stået ansigt til ansigt med døden, så vi er ikke de eneste der har haft brug for „livets ord“. I næsten seks tusind år har menneskeslægten været døende til trods for lægevidenskabens fremskridt, og milliarder af mænd, kvinder og børn ligger døde og glemt i deres grave. „Livets ord“ udgik da behovet for det opstod for første gang. Det var kort efter at døden havde vundet indpas blandt menneskene. Døden kom som menneskenes fjende. Den har aldrig været deres ven. Den forårsagedes af menneskeslægtens fjende. „Livets ord“ udsendtes af menneskeslægtens ven, ja menneskets største Ven. Kun livets Giver, den egentlige kilde til livet, kunne udsende dette „livets ord“; han er Gud, Skaberen.
4. (a) Hvordan gik det til at menneskehedens fjende gav Eva dødens ord? (b) Hvorfor er jorden i dag fyldt med ulydige børn?
4 Menneskeslægtens fjende talte løgn da han sagde til menneskeslægtens moder: „I skal ingenlunde dø.“ (1 Mos. 3:4) Han tilbød hende ikke „livets ord“ for vor skyld. Han gav hende dødens ord, for han prøvede at forføre hende og bedrage hende til at være ulydig mod den store livets Giver, Jehova Gud. Hendes mand Adam havde fortalt hende hvordan hun kunne undgå døden, nemlig ved at adlyde Guds befaling og ikke spise af den forbudte frugt, for Gud havde sagt til Adam: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Gud ønskede at hans jordiske søn og datter fortsat skulle leve i Edens have og opfylde hele jorden med deres efterkommere, mennesker der var lige så fuldkomne og uangribelige som de selv. Gud ønskede ikke at jorden skulle opfyldes som den er i dag, med børn der er „ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme“, sådan som profetien om disse „sidste dage“ har forudsagt. (2 Tim. 3:1, 2) Som følge af at Adam og hans hustru Eva ikke adlød deres himmelske Fader og Skaber er jorden nu fyldt med ulydige børn.
5. Hvordan eksekverede Gud dommen over den ulydige Adam og Eva, og hvad gik i arv til Adams efterkommere?
5 Man kan næppe forvente at forældre som var ulydige mod deres himmelske Fader og Livgiver ville sætte børn i verden som ikke ville være ulydige mod deres jordiske forældre, endsige mod Gud, sådan som Adam og Eva havde været. Da Adam betrådte den samme vej til døden som sin hustru dømte Gud ham til at vende tilbage til jorden hvorfra han var taget. Han måtte blive til støv igen. Derfor fordrev Gud Adam og Eva fra Edens have, som han ejede og som han havde plantet, og forhindrede dem i at snige sig tilbage til „livets træ“, som stod midt i haven, for at spise af det og leve i al evighed. (1 Mos. 3:17-24; 2:9) Således har vi, Adams børn, fået, ikke fuldkommenhed, men menneskelig ufuldkommenhed, syndighed og fordømmelse til døden i arv. (Rom. 5:12) Senere formedes derfor i Israel det ordsprog der lød: „Fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme.“ — Ez. 18:2.
6. (a) Hvad er der sket med den slange der blev brugt til at forføre Eva, og hvordan lød dommen over den der stod bag ved slangen? (b) Hvad vil det betyde for ham?
6 Men hvad med menneskehedens fjende som var årsag til alt dette? Er han død som Adam og Eva? Nej, ikke endnu; men det vil ske når Guds tid dertil er inde, og han vil lide en voldsom død. Naturligvis døde den slange der blev brugt til at forføre Eva til at spise den forbudte frugt før Adam og Eva. Men den usynlige ånd som stod bag slangen og fik den til at tale løgn mod Gud er endnu ikke død, men det vil ske. Hvordan ved vi det? Fordi det var Satan Djævelen, også kaldet „den gamle slange“, og i Edens have udtalte Gud også en dom over ham: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) For en slange betyder det en voldsom død. For „den gamle slange“, Satan Djævelen, er det et symbolsk udtryk for at han vil lide en voldsom død når Guds „kvindes“ sæd eksekverer sin Guds og Faders dom.
7. Hvilke spørgsmål rejser der sig i betragtning af at den store slange, Satan, først vil blive udslettet engang i fremtiden, og hvem giver svaret?
7 Menneskehedens fjendes død engang i fremtiden vil måske blive til velsignelse for mennesker der lever på jorden til den tid, men til hvilken gavn vil det være for alle de milliarder af mennesker der er døde i de forløbne seks tusind år og som endnu vil dø før Satan Djævelen udslettes? Hans udslettelse engang i fremtiden vil udelukke at han gør mere skade, men hvordan kan det opveje al den skade han har voldt de slægter der nu ligger døde i deres grave? Jehova Gud har også tænkt på dette spørgsmål, og han har sørget for at det bliver besvaret til vor fordel.
Hvem såres først?
8. (a) Hvem såres først, og hvad betyder det at Sæden hugges i hælen? (b) Hvordan kan Sæden bagefter knuse Slangens hoved?
8 Guds dom over „den gamle slange“, Satan Djævelen, lød ikke alene på at Guds „kvindes“ sæd skulle knuse Slangens hoved, men han tilføjede: „Og du skal hugge den i hælen!“ Hvis Guds „kvindes“ sæd skulle knuse Slangens hoved først, ville Slangen naturligvis ikke være i live så den kunne hugge Sæden i hælen. Det der sker først er at Slangen hugger Guds „kvindes“ sæd i hælen. Hvad betyder dette nu for Sæden, Guds søn? Det betyder døden. Døden? Ja! Men hvis Sæden dør først af Slangens bid, hvordan kan Sæden da bagefter knuse Slangens hoved? Kun ved at den bringes tilbage til livet ved Guds genskabende kraft, det vil sige ved en opstandelse fra de døde. Det er ikke vor fortolkning af Guds gådefulde dom i Edens have. Det er Guds egen fortolkning af dommen, idet det fremgår af den måde hvorpå han har udvirket dens opfyldelse.
9, 10. (a) Hvem blev hugget i hælen i den første opfyldelse? (b) Hvordan blev han Guds „kvindes“ sæd og den fuldkomne Adams modstykke?
9 I den første og vigtigste opfyldelse indtraf den begivenhed hvorved Guds kvindes sæd huggedes i hælen, for nitten hundrede år siden. Den lovede sæd var Guds søn. På det tidspunkt var der ingen sønner af Gud blandt menneskene på jorden, eftersom menneskenes sønneforhold til Gud var gået tabt i Adam. Denne sæd var derfor Guds himmelske søn, og eftersom han kom fra himmelen, måtte hans moder som frembragte ham og som han udgik fra også være himmelsk. Hun var Guds symbolske hustru, hans universelle organisation af usynlige, hellige, himmelske åndeskabninger eller engle.
10 Denne himmelske organisation er viet til Gud, det vil sige bundet til ham med et ubrydeligt bånd og underlagt ham, ganske som en jordisk hustru er bundet til sin mand og underkastet sin mands lov. I denne himmelske organisation var den lovede sæd Guds ypperste søn, hans enbårne søn, idet han var „førstefødt forud for al skabningen“; og fra denne himmelske organisation udgik han da han blev sendt til jorden for at blive født som et menneske. (Joh. 3:16; Kol. 1:15) I overensstemmelse med Guds bud blev han kaldt Jesus, hvilket betyder „Jehova er frelse“. Da ingen jordisk mand kunne være fader til Jesus blev han på mirakuløs måde født af en jomfru. Således blev han kød og blod; men han var født fuldkommen eftersom hans himmelske Fader var fuldkommen. (Joh. 1:14) Da Jesus blev menneske blev han et fuldkomment menneske som Adam, ringere end englene, som han tidligere havde stået over.
11. Hvorfor var det nødvendigt for Guds søn at blive et fuldkomment menneske for at opfylde profetien om den lovede sæd?
11 Men lige et spørgsmål! Hvorfor var det nødvendigt at Guds enbårne søn blev et fuldkomment menneske, ringere end englene, for at optræde som Guds kvindes sæd der skulle knuse Slangens hoved? Det var nødvendigt for at han kunne opfylde Guds løfte i Edens have og blive hugget i hælen, det vil sige lide døden som et fuldkomment menneske. I overensstemmelse hermed står der skrevet: „Men ham, som ’en kort tid var blevet gjort ringere end englene’, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, ’kronet med herlighed og ære’, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden. Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen.“ (Hebr. 2:9, 14) Endvidere læser vi: „Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen. Men derfor blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger.“ — 1 Joh. 3:8.
12. Hvilket offer kunne Guds søn bringe da han var blevet et fuldkomment menneske, og til gavn for hvem?
12 Da Guds kvindes søn eller sæd blev et fuldkomment menneske, hvis liv havde samme værdi som Adams ved dennes skabelse i Edens have, kom det „alle til gode, at han havde smagt døden“. Hvorledes? Ved at han kunne skænke sit fuldkomne menneskeliv som et offer til Jehova Gud og derved borttage menneskeslægtens nedarvede synder. Ved Adams og Evas synd var livet som fuldkomne mennesker gået tabt for alle deres efterkommere. Men ved at ofre sit fuldkomne menneskeliv indtog Jesus menneskenes plads i døden, for at alle der tager imod hans offer kan få skænket fuldkomment liv igen.
13. Hvad forkyndtes med Guds søns fødsel som menneske, og hvad blev „den gamle slange“ forhindret i at gøre kort tid efter?
13 Da Jesus blev født forkyndte en engel fra himmelen hans fødsel for gudfrygtige hyrder der befandt sig i nærheden af Betlehem i Juda: „Se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ (Luk. 2:10, 11) Ordet „Kristus“ er en titel der betyder „Salvet“. Den Salvedes eller Kristi komme var blevet forudsagt længe forinden. Jøderne kaldte ham Messias, hvilket er det hebraiske ord der svarer til det græske ord Kristus. Satan Djævelen anerkendte Jesus som den lovede Kristus eller Messias, Guds kvindes lovede sæd. Derfor søgte „den gamle slange“, Satan, at dræbe Jesus som barn, før han endnu var to år gammel. Men Gud beskyttede Jesus, og Slangen fik ikke lov til at hugge ham i hælen ved den lejlighed. — Matt. 2:1-23.
14. (a) Hvordan blev Jesus til Kristus? (b) Hvad gjorde Satan Djævelen for at blive fri for at hugge Sæden i hælen?
14 Da Jesus var tredive år gammel forlod han sit tømrerværksted i Nazaret og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes Døber. Umiddelbart efter vanddåben salvede Gud Jesus med hellig ånd fra himmelen, hvorved han blev den Salvede. Fra det tidspunkt kunne Guds søn, Guds kvindes sæd, med rette kaldes Jesus Kristus. (Matt. 3:13-17) Fyrretyve dage herefter prøvede Satan Djævelen at afstedkomme Guds kvindes sæds død ved at forlede Jesus til at udføre mirakler på sig selv og ved at tilbyde ham herredømmet over verden hvis blot han ville anerkende Satan Djævelen som gud og tilbede ham. Men Satan kunne ikke friste denne fuldkomne mand til synd, sådan som han havde fristet den fuldkomne Adam til synd mod Gud, og Jesus Kristus modstod trofast Satan Djævelens tre forsøg på at friste ham og bad ham vige fra sig. (Matt. 4:1-11) Da Jesus Kristus forblev fuldkommen lydig mod Gud og ikke kom under nogen fordømmelse til døden, blev det nødvendigt for „den gamle slange“ at hugge ham i hælen ved en senere lejlighed.
15. (a) Hvad gjorde Jesus, i overensstemmelse med sin salvelse, og hvor øvede han sin gerning? (b) Hvilken sæd frembragte „den gamle slange“, og på hvilken falsk anklage blev Jesus dømt til døden?
15 Imidlertid begyndte Jesus Kristus at tjene Gud i overensstemmelse med sin salvelse og at forkynde Guds rige som den eneste regering der kan frelse menneskeslægten. Han samlede også disciple omkring sig og underviste og oplærte dem til at forkynde Guds rige. Dette fandt sted midt i Djævelens verden, i romerriget, som dengang var den dominerende verdensmagt. (Matt. 4:17; 10:1-7; Luk. 10:1-9) Gud havde forudsagt at „den gamle slange“ også ville frembringe en sæd. Den store slange frembragte denne sæd blandt de religiøse ledere i det folk Jesus tilhørte her på jorden. Over for den romerske statholder i provinsen Judæa anklagede de Jesus Kristus for at ville omstyrte de romerske kejseres rige og oprette sit eget i stedet. På denne falske anklage blev Jesus pælfæstet uden for Jerusalem, hvor han måtte lide en skændig død som en forræder og oprører.
16. Hvornår skete det, og hvad havde Gud således tilladt?
16 Det skete fredag den 1. april år 33. Skønt Jesus var uskyldig, skred Gud ikke ind for at frelse sin kvindes sæd fra denne grusomme død. I overensstemmelse med den hensigt som han lang tid forinden havde givet til kende, lod han „den gamle slange“ hugge den lovede sæd i hælen. (Joh. 18:12 til 19:37) Tilsyneladende svandt håbet om evigt liv for gudfrygtige mennesker ved Jesu Kristi død.
17. Hvad var endnu ikke opfyldt af løftet der blev givet i Eden, og hvordan traf Gud foranstaltning til dets opfyldelse?
17 Gud havde ladet „den gamle slange“ hugge kvindens sæd i hælen som forudsagt. Nu stod det tid Gud at opfylde den anden del af profetien fra Edens have, at kvindens sæd skulle knuse den store slanges hoved når tiden dertil var inde. Jesu død måtte derfor indskrænkes til at blive et hug i hælen. I Guds øjne var Jesu død en offerdød, en uskyldig skabnings død, som det ikke var retfærdigt at holde den uskyldige Jesus bunden i. Han havde ikke syndet som Adam, og skulle derfor ikke holdes fangen i døden for bestandig. Til den forudsagte tid, nemlig tredjedagen efter hans død, oprejste den almægtige Gud derfor sin søn, Sæden, fra de døde.
18. (a) Kunne Jesus for bestandig fastholdes i døden? Hvad sagde Peter herom og om den opstandelse Jesus fik? (b) Hvordan muliggjorde denne opstandelse en løskøbelse af menneskeslægten?
18 Om dette forunderlige mirakel sagde en af Jesu disciple ved navn Simon Peter: „Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden. . . . Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ (Ap. G. 2:22-32) Jesus blev ikke oprejst som et menneske der var „ringere end englene“, men som en åndesøn der var mægtigere end den store slange, Satan. For samme Simon Peter siger: „Thi også Kristus døde een gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (1 Pet. 3:18) På denne måde forblev hans fuldkomne menneskelegeme et offer, og dets værdi kunne frembæres for Gud til løskøbelse af menneskeheden da Jesus vendte tilbage til himmelen fyrretyve dage efter sin opstandelse.
19. (a) Hvem har Satan siden da hugget i hælen, og hvad venter der ham selv? (b) Hvilke symbolske syner modtog disciplen Johannes af denne aktion mod Satan?
19 Den store slange kan nu ikke mere hugge Guds kvindes søn i hælen. Der står skrevet: „Vi ved, at Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham.“ (Rom. 6:9) Selv om den store slange siden da har fået lov til at hugge Kristi trofaste disciple i hælen, må han nu vente på selv at få hovedet knust af Guds kvindes søn, der er oprejst til udødeligt liv. I et profetisk syn som disciplen Johannes modtog mange år efter Jesu opstandelse og himmelfart, så denne „den gamle slange“, Satan, blive kastet ud af himmelen efter Guds himmelske riges fødsel. Derefter så han Satan blive bundet og uskadeliggjort, idet han blev kastet i afgrunden, hvor han må opholde sig i de tusinde år under Kristi regering, hvorefter han vil blive kastet i den evige tilintetgørelses Gehenna.
20. (a) Hvem vil Satan ikke mere lægge hindringer i vejen når han er blevet knust? (b) Hvornår udsendtes „livets ord“ da første gang ifølge ovenstående redegørelse?
20 I denne rækkefølge vil den store slanges, Satan Djævelens, tilintetgørelse blive fuldbyrdet. Og han vil aldrig igen få lov til at lægge hindringer i vejen for den genløste menneskeslægt, der da er genrejst til menneskelig fuldkommenhed i et paradis der omspænder hele jorden. (Åb. 12:7-17; 20:1-10) Af ovenstående skulle det fremgå hvorfor det i begyndelsen af denne artikel blev sagt at „livets ord“ blev udtalt af menneskeslægtens store Ven, Jehova Gud, i Edens have, kort efter at døden havde vundet indpas blandt menneskene.
Hvad vi skal gøre med „livets ord“
21. (a) Hvorfra har vi fået alle disse oplysninger? (b) Hvilken beretning går gennem alle Bibelens seksogtres bøger, fra Første Mosebog til Åbenbaringen?
21 Men hvorfra har vi fået de oplysninger der giver os dette håb? Fra den bog som den store livets Giver, Jehova Gud, har inspireret. Fra Bibelen, den eneste bog på jorden der indeholder „livets ord“. I dens allerførste bog, der i sin tid blev nedskrevet på hebraisk, fremsættes Guds løfte fra Edens have om hvordan Guds kvindes sæd vil knuse Slangens hoved. I Bibelens sidste bog, kaldet Åbenbaringens bog, der blev nedskrevet på græsk for nitten hundrede år siden, berettes det syn Johannes så af hvordan „den gamle slange“, Satan, til sidst vil få hovedet knust og blive tilintetgjort sammen med alle sine dæmonengle. Igennem alle Bibelens seksogtres inspirerede bøger kan vi følge beretningen om hvordan Gud gennem sin sæd Jesus Kristus har truffet foranstaltning til menneskeslægtens evige frelse fra døden, og dens udfrielse fra trældom under „den gamle slange“, Satan Djævelen, så mennesker kan opnå evigt liv i lykke på jorden under Guds himmelske rige.
22. Hvad kan man kalde Bibelen, og hvorfor med rette?
22 Man kunne derfor kalde hele Bibelen for „livets ord“, og det med rette, for den er skænket os ved Guds nåde eller kærlige godhed, om hvilken vi læser: „Denne blev skænket os i forbindelse med Kristus Jesus for evige tider siden, men den er nu blevet åbenbaret ved vor frelsers, Kristi Jesu, manifestation, han som har afskaffet døden og kastet lys over liv og uforkrænkelighed ved den gode nyhed.“ (2 Tim. 1:9, 10, NW) Bibelen er det eneste sted hvor man kan finde „livets ord“ i dag.
23, 24. (a) Hvad må vi gøre med „livets ord“ for at få gavn af det? (b) Med hvilket våben kæmper vi for det liv der loves os i dette ord?
23 Nu da vi ved Guds kærlige godhed er kommet i besiddelse af dette „livets ord“, hvad skal vi da gøre med det? Vi lever midt i en døende verden. Vi er vidner til at denne gamle tingenes ordning går sin undergang i møde i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Hvis vi ønsker at nyde godt af „livets ord“ og opnå evigt liv i den nye tingenes ordning som Bibelen taler om må vi holde fast ved „livets ord“. Vi må leve i overensstemmelse med det for at vise os værdige til at opnå evigt liv, så vi ikke går til grunde sammen med denne onde tingenes ordning. Til dem der er blevet åndelige sønner af Gud skriver den inspirerede apostel Paulus: „Vedbliv med at gøre alt uden knurren og diskussion, at I må være ustraffelige og rene, Guds dadelfrie børn midt i en forvendt og vanartet slægt, i hvilken I skinner som lys i verden, idet I bevarer et fast greb om livets ord.“ (Fil. 2:14-16, NW) Hvis vi gør dette, er det ikke forgæves vi har modtaget „livets ord“. På en måde må vi kæmpe for livet, men vi har fået et middel i hænde hvormed vi kan føre kampen heldigt til ende. Hvad er det?
24 Apostelen Paulus sammenligner „livets ord“, Guds ord, med et sværd, der hører med til „Guds fulde rustning“. Paulus siger: „Tag imod ’frelsens hjelm’ og Åndens sværd, som er Guds ord.“ (Ef. 6:11-17) Hvis vi skal kæmpe for livet og undgå at det symbolske sværd slås ud af hånden på os, må vi have et „fast greb om livets ord“.
25. (a) Hvad viser vor egen personlige erfaring med hensyn til om vi skal beholde „livets ord“ for os selv? (b) Hvem har personligt sagt hvad vi skal gøre med „livets ord“?
25 Betyder det nu at vi skal holde „livets ord“ for os selv og kun være interesserede i vor egen frelse, i at vi selv opnår evigt liv? Var det sådan vi selv kom i besiddelse af „livets ord“ — ved at andre som var kommet i besiddelse af det, holdt det for sig selv, således at Jehova Gud var nødt til personligt at komme og overrække os det? Hertil må vi svare nej! Jesus Kristus er det redskab som Gud har brugt til at bringe os det evige liv, og han har sagt os hvad vi skal gøre med „livets ord“.
26. (a) Hvilket udtryk anvendt om Jesus viser den indflydelse han har på om vi opnår liv? (b) Beholdt Jesus livet for sig selv, og hvordan beskrev han sig selv som livets formidler?
26 Jesus Kristus selv kaldes „livets ord“. Som Jehova Guds talerør kaldes han „Guds Ord“. Hans officielle titel i himmelen var „Ordet“. (Åb. 19:11-13; Joh. 1:1) I et brev til dem der skal arve evigt liv under den nye tingenes ordning skrev apostelen Johannes følgende ord vedrørende Jesu Kristi nærværelse på jorden for nitten hundrede år siden: „Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets Ord, forkynder vi — og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os.“ (1 Joh. 1:1, 2) Mens Jesus var her på jorden sagde han: „Jeg er det levende brød som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. . . . således skal, den, der æder mig, leve i kraft af mig.“ (Joh. 6:51, 57) Guds søn beholdt ikke i selviskhed livet for sig selv. Han blev sendt til os for at bringe os livet.
27. (a) Hvad formanede Jesus sine disciple til at gøre med „livets ord“? (b) Hvorfor er denne verdensomspændende forkyndelse betimelig?
27 Som Jesus Kristus selv var udsendt fra himmelen og kom for at bringe os det liv der i virkeligheden boede i ham, således udsender han nu dem der er kommet i besiddelse af „livets ord“, for at de kan bringe det til andre. Da han gav sine disciple de sidste formaninger ud fra Guds skrevne ord sagde han til dem: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.“ (Luk. 24:46-48) „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) „Livets ord“ skulle forkyndes af Jesu efterfølgere i forening til jordens ender. Denne forkyndelse er meget betimelig eftersom den betyder livet for alle mennesker.