Skal kristne holde sabbat?
Påbød Jesus og apostlene overholdelse af sabbaten? Hvordan bør den kristne se på spørgsmålet?
I 1610 kunne en mand i det der nu er De forenede Stater blive pisket for at arbejde om søndagen. Endnu i 1961 kan man nogle steder blive arresteret og straffet for det samme. Velmenende religiøse mennesker har fået love udstedt der skulle gennemtvinge helligholdelse af søndagen, fordi de oprigtigt mente at dette var et fundamentalt krav i kristendommen. Imidlertid kan sådanne love om helligholdelse af søndagen spores mere end seksten hundrede år tilbage, helt til den romerske kejser Konstantins tid. Ifølge Clark’s Biblical Law tog de deres begyndelse da „Konstantin den Store udstedte et edikt der påbød alle dommere og borgere at hvile på den ærefulde sols dag“. Eftersom denne første dag i ugen var den dag som de hedenske romere havde viet til deres soldyrkelse, hvorfor overholder såkaldte kristne den da som en sabbat og helligdag?
Herrens dag
Mennesker der hævder at søndagen er de kristnes sabbat eller hviledag vil ikke gå med til at den skulle være overtaget fra hedenskabet, selv om man kan påvise at søndagen var en hellig dag for Mithrasdyrkerne. De hævder at denne første dag i ugen er „Herrens dag“, den dag da Jesus blev oprejst fra de døde, og de mener at kristne skal overholde denne dag til minde om denne underfulde begivenhed. De fremfører endvidere at eftersom apostlene var samlet på Jesu opstandelsesdag, som var en søndag, og igen en uge senere på den samme dag, er det et bevis for at de overholdt den første dag i ugen som den kristne sabbat. — Joh. 20:19.
Men er denne slutning rigtig? Ville det ikke være fornuftigt om Jesu disciple mødtes efter at de havde hørt om hans opstandelse? Ville det ikke være rimeligt at de ønskede at komme sammen for at drøfte denne begivenhed? Og hvis det var Jesu hensigt at de nu skulle helligholde denne dag som en hviledag eller sabbat til minde om hans opstandelse, hvorfor sagde han da ikke noget om det da han personligt kom og var til stede iblandt dem den dag? Da ville øjeblikket have været inde til at påbyde kristne at overholde sabbaten hvis det var et guddommeligt krav, men intet i Bibelen viser at han sagde noget om det.
Dette møde fandt sted sidst på dagen, og det fortælles at „otte dage efter var hans disciple atter derinde“. (Joh. 20:26) Hvis vi regner den første søndag med og tæller otte dage frem, når vi til den følgende søndag. Betyder det nu at disciplene ikke kom sammen i løbet af ugen? I betragtning af de betydningsfulde ting der nylig havde fundet sted er det ikke fornuftigt at tro at de ventede en hel uge før de samledes igen. At disciplene samledes den første dag i ugen, da Jesus var blevet oprejst, og den samme dag igen en uge senere, er ikke noget bevis for at man holdt sabbat den dag, og at Jesus kom og var sammen med dem er heller ikke noget bevis. Læg mærke til at det var på en søgnedag han var sammen med dem fyrretyve dage senere, nemlig den dag da han opsteg til sin Fader. — Ap. G. 1:3, 6.
Apostlenes Gerninger 20:7 og Første Korinter 16:2 benyttes af sabbatarianerne som bevis for at apostlene overholdt den første dag i ugen som en sabbatsdag. Det første sted fortælles det at Paulus og en gruppe kristne i Troas holdt måltid sammen på den dag. Eftersom Jesus ikke påbød sine efterfølgere at samles hver første dag i ugen for at højtideligholde denne dag, må vi slutte at de kristne i Troas ikke var kommet sammen for at helligholde søndagen som en hviledag, men for at nyde det kristne fællesskab ved et måltid, eftersom Paulus skulle rejse videre den næste dag til Assus.
Første Korinter 16:2 lyder: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.“ Hvordan kan påbudet til korinterne om at lægge et beløb til side den første dag i ugen være et bevis på at de skulle overholde denne dag som en sabbat? Beløbet blev lagt til side hjemme, ikke i forsamlingssalen. Den første dag i ugen ville være det naturlige tidspunkt at lægge et beløb til side, før nogen af ugens udgifter fik lov til at gøre indhug i beholdningen. Det ville også være bedre fordi man så ikke i hast skulle foretage en indsamling lige inden Paulus kom. Skriftstedet taler altså om at korinterne skulle lægge et budget og ikke om overholdelse af sabbaten.
At betragte søndagen som en hviledag til minde om Jesu opstandelse finder ingen støtte i Bibelen. Det samme kan siges om enhver sammenligning man måtte anstille mellem den og den syvendedagshvile der påbydes i de ti bud. Læg mærke til hvad The Popular and Critical Bible Encyclopedia siger herom: „Det er umuligt at finde det mindste spor af en lov eller et apostolsk edikt der påbyder overholdelse af ’Herrens dag’; ej heller finder vi i Skriften nogen antydning af at denne skulle træde i stedet for den jødiske sabbat.“ Eftersom vi ikke finder nogen bibelsk støtte for at kristne skal overholde søndagen som hviledag, må vi slutte at den har sneget sig ind under indflydelse fra den hedenske soldyrkelse.
Den syvende dag
Hvis det ikke er påbudt og heller ikke antydes i Bibelen at søndagen skal holdes som en hviledag hvad så med lørdagen? Kræves det at kristne holder sabbat den dag eftersom den er den syvende dag der nævnes i det fjerde af de ti bud?
Selv om det fjerde bud påbyder at den syvende dag overholdes som en sabbat, må vi huske at de ti bud var en del af den lov der blev givet Israels folk ved Sinaj bjerg. Denne lovpagt blev ikke indgået med andre folk, og med hensyn til overholdelse af sabbaten sagde Moses: „Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ (5 Mos. 5:15) Israelitterne skulle overholde sabbaten til minde om deres udfrielse og som et tegn på deres pagtsforhold til Gud. (2 Mos. 31:16, 17) Dette kan ikke siges om de kristne.
Kristne er ikke under Lovpagten, for Kristus opfyldte Loven da han døde på marterpælen. „Thi Kristus er lovens ophør.“ (Rom. 10:4) Skriften berettiger os ikke til at skille de ti bud fra den øvrige del af Lovpagten og hævde at de ikke blev bragt til ophør af Jesus men stadig er bindende for kristne. Apostelen Paulus skrev meget udførligt om Lovpagten og hvordan den blev bragt til ophør. Men han nævner ikke et ord om at de ti bud udgør en særskilt morallov der skulle være evigt bindende, mens den øvrige del af Loven var en ceremonilov der ikke gælder mere.
I Romerne 7:6 taler han om at de kristne er „løst fra loven“, og i det følgende vers nævner han det tiende bud uden at sige noget om at han anså det for at høre til en anden lov. I det trettende kapitel af Romerbrevet nævner han flere bud fra Dekalogen og påpeger at de alle opfyldes af den nye befaling som Jesus gav disciplene om at „elske hverandre“. — Rom. 13:9, 10; Joh. 13:34; Matt. 22:39, 40.
Det er også værd at bemærke at Jesus i sin bjergprædiken citerer både fra de ti bud og fra den øvrige del af Loven uden at skelne mellem de to dele. — Matt. 5:21-44.
At Jesus overholdt sabbaten betyder ikke at han dermed gav et eksempel til efterfølgelse for de kristne. Det var nødvendigt at han overholdt den, for han var født under Lovpagten, og indtil han havde opfyldt den ved sin død var han forpligtet til at holde hele Loven. Hvis kristne skal overholde sabbaten fordi han gjorde det, så må de også holde hele den øvrige del af Loven som han, og vi ved ud fra Skriften at dette ikke kræves af kristne.
De første kristne
Der findes ikke nogen direkte udtalelse i Bibelen om at de kristne, efter pinsen, vedblev med at helligholde den syvende dag som en sabbat. Nogle vil måske henvise til de steder i Apostlenes Gerninger hvor det berettes at apostelen Paulus gik ind i synagogen på sabbaten, men hvordan er dette et bevis for at han overholdt sabbaten? Hvis han gik ind i synagogen i lydighed mod sabbatsloven der påbød at jøder holdt højtidsstævne eller festlig samling den dag, var det så ikke tegn på at han stadig var under Loven? Hvis han på den anden side holdt sabbat som kristen og ikke som jøde, ville det så ikke være mærkeligt at han valgte at samles med dem der ikke troede på Kristus i stedet for med sine kristne brødre?
Når Paulus gik til synagogen på sabbatsdagen var det ikke for at holde sabbat, men fordi han vidste at han her kunne forkynde den gode nyhed om Guds rige og Guds søn for en stor forsamling af jøder. I Apostlenes Gerninger 17:1, 2 finder vi derfor Paulus i færd med at opfylde sit kristne hverv, at forkynde, og ikke i færd med at holde sabbat med mennesker der stadig mente at de var bundet af Moseloven. „Efter sin sædvane, gik Paulus ind til dem; og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne.“
Nogle vil måske pege på Jesu ord i Mattæus 24:20 som bevis på at kristne skal holde sabbat. „Bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat.“ Man bør imidlertid erindre sig at Jesus her talte til jøder, som var bekendt med hvor vanskeligt det var at rejse på en sabbatsdag fordi jøderne den dag ikke måtte fjerne sig mere end 2000 alen fra bygrænsen.
Jesus plejede at illustrere sine ord med noget som folk var godt kendt med. I dette tilfælde valgte han de store vanskeligheder der dengang var forbundet med at rejse over store afstande i Palæstina om vinteren eller på sabbaten. Man måtte derfor flygte i sikkerhed før det blev så godt som umuligt. Hans råd blev fulgt af de kristne kort før Jerusalems ødelæggelse i året 70. De blev ikke i byen til de romerske hære under Titus havde omringet den og derved forhindrede folk i at flygte, men de flygtede før det var for sent. Jesu sammenligning med sabbaten og vinteren hjalp på virkningsfuld måde hans jødiske tilhørere til at forstå hvad han mente, men det beviser ikke at kristne skulle holde sabbat senere hen. Overholdelse af sabbaten er slet ikke på tale her. Man finder ikke i Jesu ord noget bevis for at kristne skal holde sabbat.
Det kristne standpunkt
Eftersom der ikke i Bibelen findes noget bevis på at kristne skal holde sabbat eller noget vidnesbyrd om at sabbaten overholdtes af apostlene efter pinsen, hvilket standpunkt bør den kristne da indtage? Bibelsk set må han tage det standpunkt at overholdelse af sabbaten ikke er et krav til kristne. Dette fremgår af Paulus’ udtalelse i Kolossenserne 2:16, 17: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme; men sagen selv kom med Kristus.“
Lovpagten med dens påbud om overholdelse af nymåne og sabbat, heri indbefattet syvendedagssabbaten, var som en skygge der pegede hen til og endte med Kristus. Den fortsatte ikke ind i den kristne æra, og de kristne var ikke forpligtede til at overholde den. Det er grunden til at overholdelse af sabbaten ikke nævnes af det kristne styrende råd i Jerusalem som et krav til ikke-jødiske kristne, skønt der her omtales adskillige forhold. Beretningen herom findes i Apostlenes Gerninger 15:19, 20. Hverken her eller i senere instruktioner nævnes der noget om overholdelse af sabbaten, hvilket uden tvivl ville have været tilfældet hvis det var nødvendigt for at blive godkendt af Gud.
Apostelen Paulus sagde: „Jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd.“ (Ap. G. 20:27, NW) Blandt alle de mange råd og instruktioner Paulus gav den kristne menighed sagde han intet om at overholdelse af sabbaten var et krav til kristne. I sine breve til Timoteus og Titus opregner han de krav der stilles til mennesker der udnævnes til tilsynsstillinger i den kristne menighed, men han nævner intet om sabbaten. Eftersom han havde fremholdt „hele Guds råd“, men ikke nævner overholdelse af sabbaten, må vi slutte at dette ikke er et krav til kristne. — 1 Tim. 3:2-7; Tit. 1:7-9.
Jesu jødiske efterfølgere ophørte efter Pinsedagen med at overholde dage og festtider. Det samme gjorde de hedninger der forlod deres hedenske religioner og blev kristne. De tilbad og tjente Gud hver dag, ikke blot én dag om ugen. Hvis de gav sig til at overholde én dag om ugen som hviledag ville det være det samme som at vende tilbage til „verdens elementære ting“ og på ny trælle under dem, som Paulus påpeger i Galaterne 4:3, 9, 10 og 5:1, NW.
Overholdelse af den, ugentlige sabbat var noget der hørte Israels folk og fortiden til. Kristne lever ikke i fortiden men lever for fremtiden, for den tid da Kristi tusindårsrige, som billedligt skildredes ved sabbaten, vil bringe lydige mennesker fred og hvile. I stedet for at overholde den ugentlige sabbat ser de frem til denne store sabbatshvile under Menneskesønnen som er „herre over sabbaten“. — Matt. 12:8.