lød: „De har tilintetgjort enhver indvending fra vor side.“

Man havde spekuleret på hvordan man billigt kunne beklæde orkestertribunens bagvæg med et lydisolerende materiale. Også her viste brødrene i Hamburg stor opfindsomhed, og resultatet var at man sjældent har hørt smukkere og mere fuldtonende musik ved et stævne. Hemmeligheden? Ægbakker! Børn og unge blandt Jehovas vidner indsamlede i hundredvis af disse papbakker med ægformede fordybninger overalt hvor de var at få, og så blev de sømmet i, den ene ved siden af den anden, over hele tribunens bagvæg, og det viste sig at være et fortrinligt lydisoleringsmateriale.

Ved stævnet i Paris havde man brug fortelte til cafeteriaen, men det ville koste mellem 200.000 og 300.000 kroner at leje dem. Afdelingskontoret købte nu 5000 kvadratmeter sejldug, og betelfamilien arbejdede om aftenen og i weekenderne på at sy det i telte. Det anslås at man på den måde sparede henved 200.000 kroner! Store udgifter var også forbundet med højttaleranlægget, som kompliceredes ved at foredragene skulle holdes på fransk, polsk, portugisisk og spansk samtidig. Et firma anslog at det ville koste os 42.000 kroner at leje højttalerudstyret. I stedet indkaldte man alt højttalerudstyr fra zonerne, og det man manglede blev købt. Dette solgtes bagefter til zonerne, og således sparede man alle udgifter til højttaleranlæg.

Henimod slutningen af stævnet bemærkede stationsforstanderen på den jernbanestation stævnedeltagerne benyttede, til en journalist: „Jeg har aldrig set mere veldisciplinerede mennesker. Selv når trængselen ved togene var størst, forholdt alle sig rolige. Der er sandelig forskel når der er fodboldkamp herude! Alle så glade ud, ligegyldigt hvilken race og nationalitet de tilhørte. Disse mennesker ser ud til at have fundet den enhed som verden mangler.“

Ja, stævnerne „Enig gudsdyrkelse“ i 1961 var i sandhed et bevis på den enhed der hersker blandt Jehovas vidner i hele verden, og uanset vejret eller andre problemer blev de da også en succes, alt sammen til ære for den store, forenende kraft, Jehova Gud.

Spørgsmål fra læserne

● På side 58 i bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis siges der i paragraf 15: „Ingen af israelitternes førstefødte sønner døde på grund af denne tiende plage“ [over Ægypten]. Vil det sige at de førstefødte kun regnedes blandt mænd og drenge? — F. D., De forenede Stater.

Øjensynligt menes der kun hankønspersoner når Bibelen taler om de førstefødte. Farao var selv en førstefødt, men det fik ingen betydning eftersom han havde sin egen husstand; det var jo nemlig ikke husstandens overhoved men dens førstefødte der skulle dø. Følgelig var det ikke Farao selv men hans førstefødte søn der led døden hin skæbnesvangre påskenat. — 2 Mos. 12:12, 29.

Det er muligt at der ikke var en bogstavelig førstefødt søn i hver ægyptisk husstand. Men udtrykket førstefødt kunne indbefatte den der stod for husets administration og som indtog pladsen som førstefødt. Det kunne således være den øverste blandt mændene, den der stod næst efter husets overhoved, der måtte dø, idet han repræsenterede husets førstefødte. At det kun var hankønspersoner der benævntes førstefødte og hvis liv var i fare påskenat, fremgår af dette: Da levitterne skulle gives til Jehova Gud i stedet for israelitternes førstefødte var det kun levitter af mandkøn der blev mønstret, og da antallet af mandlige levitter var mindre end antallet af israelitternes førstefødte som var blevet frelst i Ægypten, måtte der betales en løsesum for det overskydende antal israelitiske førstefødte. — 4 Mos. 3:40-51.

● Er det rigtigt af et Jehovas vidne at holde begravelsestalen over en som er udstødt? — E. B., De forenede Stater.

En menighed af Jehovas tjenere bør ikke forrette begravelsen af en der dør mens han er udstødt; ej heller bør en indviet kristen holde talen ved en sådan begravelse, selv i det tilfælde at den udstødtes slægtninge er vidner for Jehova og åndeligt sunde. Ingen af menighedens medlemmer skulle overvære en begravelse af den art. Vi ønsker ikke at give udenforstående det indtryk at en udstødt, da han levede, var godkendt i menigheden, når han i virkeligheden ikke var det men havde måttet udstødes.

David gav udtryk for den rette tanke da han sagde at han end ikke ønskede at være i selskab med sådanne mennesker i sit dødsøjeblik: