Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor befalede Jesus dem, han helbredte, at de ikke måtte fortælle nogen om de mirakler, der var udført på dem, og hvorfor befalede han sine disciple, at de ikke måtte fortælle nogen, at han var Kristus? — M. C., Ohio.
Efter at Jesus havde givet to blinde mænd synet, „formanede [han] dem strengt og sagde: Se til, at ingen får det at vide“. (Matt. 9:30) Da Jesus havde renset en spedalsk, „jog [han] ham straks bort, idet han formanede ham strengt og sagde til ham: Se til, at du ikke siger noget om det til nogen, men gå hen, lad dig syne af præsten, og bring for din renselse det offer, Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folk“. Men manden gik rundt og berettede om miraklet, „så Jesus ikke mere kunne gå åbenlyst ind i en by“ på grund af de skarer, der hindrede ham i hans færd. (Mark. 1:40-45) Efter at Jesus havde helbredt en mand, der var døv og led af en talefejl, „forbød [han] dem at sige det til nogen“. (Mark. 7:33-36) Kristus Jesus gjorde dette, fordi han ikke ønskede at blive offentligt udråbt på gaderne, eller at befolkningen skulle bedømme ham ud fra, hvad de således hørte om ham. Han ønskede, at folket selv skulle se og høre og danne sig en mening på grundlag af deres eget indtryk af ham.
Det var af samme grund, han pålagde sine disciple ikke at fortælle nogen, at han var Messias. I stedet for at forkynde det på gaderne og rejse diskussioner om dette spørgsmål på offentlige steder på grundlag af de beretninger, disciplene kom med, så kunne enhver undersøge sagen og danne sig sin egen mening ud fra kendsgerningerne. Da Jesus derfor spurgte sine disciple, hvem folk sagde, han var, fik han det svar, at nogle troede, han var Elias eller Johannes Døber eller Jeremias eller en af de andre profeter. Han spurgte så disciplene, hvem de mente, han var, og Peter gav udtryk for deres overbevisning ved at sige: „Du er Kristus.“ „Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.“ Enhver måtte selv danne sig en mening, som denne samtale med disciplene også viser, at de gjorde og derved kom til forskellige slutninger. De havde De hebraiske Skrifter og kendte profetierne om Messias, og de kunne se de gerninger, Jesus gjorde, og høre hans ord. De måtte selv komme til en afgørelse. — Matt. 16:13-20.
Når misfornøjede jøder således irriteret sagde: „Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!“ svarede Jesus: „De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.“ (Joh. 10:24, 25) Det er sandt, at Jesus over for den samaritanske kvinde ved brønden tilstod, at han var Messias, og at hun fortalte det til mændene i byen, og at disse samaritanske mænd kom til ham og hørte ham. Men læg mærke til, at deres mening var baseret på det, de hørte Jesus sige, og ikke på det, kvinden havde fortalt dem: „Og de sagde til kvinden: Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ (Joh. 4:7-42) Først da han under ed stod over for ypperstepræsterne og sanhedrinet, gav han sig til kende som Messias for dem, men selv på dette tidspunkt sagde han først: „Det var, hvad du burde have sagt.“ Det var dem, der ud fra kendsgerningerne skulle sige, om han var Messias eller ej. Det var noget, de skulle afgøre og tage ansvaret for. (Matt. 26:63, 64, NW) Dengang Jesus blev stillet for Pilatus, og denne spurgte, om Jesus var en konge, sagde Jesus ligeledes: „Det er dig, der bør sige, at jeg er en konge.“ Det var Pilatus, der skulle afgøre det. — Joh. 18:37, NW.
Jesus ønskede således ikke, at mennesker skulle tro på ham på grund af, hvad andre havde sagt. Han ønskede, at de selv skulle afgøre, om hans ord og handlinger var en opfyldelse af profetierne om Messias eller ikke. Han ønskede ikke, at nogen skulle danne sig en mening ud fra spændende beretninger, der gik fra mund til mund og antog et stadig større omfang, eller ud fra en højrøstet udråben af ham på gaderne. Han var ikke ude efter popularitet, som farisæerne var. (Matt. 6:2, 5) Dette fastslår Bibelen i Mattæus 12:15-19: „Han helbredte dem alle. Men han forbød dem strengt at røbe, hvem han var, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, som siger: Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; på ham vil jeg lægge min ånd, og han skal forkynde ret for folkene. Han skal ej kives og ej skrige, og ingen skal høre hans røst på gaderne.“ (Es. 42:2) Jesu forbud mod en tilfældig forkyndelse af hans mirakler og stilling som Messias var derfor i overensstemmelse med profetien.
● I artiklen „Herrens Aftensmåltid“, som stod i Vagttaarnet for 1. februar, står der på side 38, paragraf 15: „Ved de første fire overholdelser af mindehøjtiden (år 33-36 e. Kr.) var deltagerne jøder, proselytter og omskårne samaritanere.“ Hvem var disse proselytter? Var det hedninger, der deltog, før Peter bragte budskabet til Kornelius? — M. M., New York.
Det var hedninger eller ikke-jøder, som var blevet omvendt til den jødiske religion og kaldtes proselytter. Lige fra Israels nations grundlæggelse og indgåelsen af lovpagten fandtes der bestemmelser, hvorved ikke-jøder kunne slutte sig til nationen, ligesom en stor hob sammenløbet folk gjorde ved udgangen af Ægypten. (2 Mos. 12:38) Bibelen taler gentagne gange om, at der blandt hebræerne fandtes fremmede eller tilrejsende, der var omskåret, fejrede påsken, bragte ofre, kunne flygte til tilflugtsbyerne og ofte var underlagt de samme love; kort sagt, det var i disse og andre tilfælde, at denne regel gjaldt: „Een og samme lov skal gælde for den indfødte i landet og for den fremmede, der bor som gæst hos jer.“ — 2 Mos. 12:48, 49; 3 Mos. 24:17-23; 4 Mos. 15:15, 16; 35:15.
Da Jesus kom, havde disse proselytter og de omskårne samaritanere, der var jødernes kødelige slægtninge, del i det jødiske håb om en kommende Messias. Eftersom disse proselytter var nær forbundet med jøderne, blev de ikke betragtet som en særskilt klasse, sådan som de øvrige hedninger. De hørte derfor Jesu forkyndelse, troede og blev optaget i de kristne menigheder, flere år før budskabet gik ud til den uomskårne hedning Kornelius. Det er grunden til, at evangelisten Filip kunne drage til Samaria og forkynde der og omvende den ætiopiske hofmand; af samme grund havde apostlene i Jerusalem heller ingen betænkeligheder ved at sende Peter og Johannes til samaritanerne. Peter tøvede ikke med at forkynde for disse ikke-jøder, men hvor modstræbende gik han ikke, da han gennem et syn fik befaling om at gå til omskårne ikke-jøder! (Ap. G. 8:5, 14, 27-39; 10:9-48) Det var, fordi det drejede sig om uomskårne hedningers optagelse i menighederne, at der opstod så heftige stridigheder; dette skyldtes ikke den blotte kendsgerning, at de var hedninger. (Ap. G. 11:1-3; 15:1, 2) De hedninger, som var proselytter og altså omskårne, havde man hele tiden accepteret uden stridigheder af den grund. Sådanne proselytter, der var åndsavlede og medlemmer af den kristne menighed, ville naturligvis tage del i mindemåltidet fra begyndelsen af. — Ap. G. 2:10, 41, 42.