Hold ud i din gerning

„Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed.“ — 1 Timoteus 4:16.

 1. Hvad bestemte Gud for israelitterne i det fjerde bud?

JEHOVA GUD har altid vist hensyn, når han har beskæftiget sig med de jordiske skabningers problemer og behov. Han ved, hvad der er godt for hans skabninger. Han vidste såre vel, at Israels folk behøvede befalinger til at regulere deres liv og holde dem nøje til den sande gudsdyrkelse. Ved Moses gav Gud Israel Dekalogen eller de ti bud, skrevet i sten. Det var i det fjerde bud, Gud udtalte sin bestemmelse vedrørende det arbejde, der var at udføre: „Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Jehova din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Jehova himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Jehova velsignet hviledagen og helliget den.“ — 2 Mosebog 20:8-11.

 2. Hvad var det en befaling til at gøre foruden at hvile? I hvor stor udstrækning?

² Sandsynligvis kender alle i kristenheden i vor tid den lov, Gud udtalte om sabbaten. Dog har kun få betragtet den som en direkte befaling fra Gud til at arbejde. Det er meget vigtigt at huske, at det fjerde bud ikke er indskrænket til at gælde overholdelsen af een dag ud af syv; men Guds vilje for hans skabninger var, at de skulle arbejde. Langt den største del af deres tid skulle vies til arbejde.

 3. Hvad skulle hvilen give? Betød den fuldstændig lediggang?

³ Da mennesket var blevet jaget ud af Edens have, bestemte Gud, at det skulle spise sit brød i sit ansigts sved. Det betød arbejde; det betød strengt arbejde. Men fra dette almindelige arbejde for at skaffe sig udkommet kunne det ufuldkomne menneske med rette hvile sig for at komme til kræfter igen. Derfor blev der givet israelitterne een dag ud af ugens syv, hvori de kunne hvile fra det hårde arbejde eller livets sædvanlige gerning. Der lå naturligvis også en stor profetisk betydning i det, som Gud lod dem gøre. (1 Korinter 10:11) Eftersom Jehovas ord beretter, at han misbilliger og fordømmer lediggang (Ordsprogene 6:10, 11; 19:15), ville det være fejlagtigt at tro, at dette bud forbød enhver form for virksomhed og pålade dem fuldstændig lediggang på hviledagen. I årene efter udstedelsen af budet om sabbaten for Israels folk faldt imidlertid mange jøder bort fra overholdelse af budet, og til sidst fordrejede præsterne ordene til deres egen fordel.

 4, 5. Hvad viste Jesus med hensyn til sabbaten som svar på indvendinger?

⁴ Da Jesus kom til jorden, havde præsterne forledt folket til at tro, at de skulle være fuldstændig ledige på sabbatsdagen, og en forvrængelse af sabbaten var almindelig udbredt. Det fremgår både af deres indvendinger mod de gerninger, Jesus udførte på den dag, og af hans iøjnefaldende optræden på sabbaten, som disse indvendinger ganske afgjort ville blive rettet imod. Det er tydeligt, at Jesus med forsæt udførte sine gerninger på den syvende dag for at give det almene folk en ret undervisning. Jesus påviste, at det ikke var en krænkelse af Guds lov, som han holdt fuldkomment, hvis nogen udførte gode gerninger til gavn for andre på denne dag. Det var tværtimod i overensstemmelse med Guds principper om at udføre retfærdsgerninger hver dag.

⁵ Da Jesus villigt helbredte en mand, som havde været syg i otte og tredive år, hadede de traditionsbundne religionsdyrkere ham for det og forfulgte ham og søgte at slå ham ihjel. Jesus svarede dem rent ud: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ (Johannes 5:17; se også Mattæus 12:1-15; Markus 3:2; Lukas 6:1-5; 13:10-17; Johannes 5:2-18; 7:22, 23; 9:1-34) Jesus var ikke kommet for at gøre loven til intet, men for at opfylde den. (Mattæus 5:17) Nødvendigheden af at overholde sabbatsbudet vedvarede indtil Jesu død, da loven blev ophævet. — Efeserne 2:15; Galaterne 3:24, 25; 5:18; Kolossenserne 2:16, 17.

 6. Forandredes sabbatslovens principper ved lovens ophævelse? Hvorfor ikke?

⁶ Men sabbatslovens ophør med dens bud om at arbejde såvel som hvile ændrede ikke på nogen måde Guds princip, at alle skabninger skal arbejde. Som Jesus tydeligt nok sagde, er Gud en arbejder. Vi ser hans gerninger hver dag; de er overalt omkring os. Bibelen taler om hans skaberværk og de mange gerninger, han udførte til gavn for sit folk på jorden i gamle dage. Aldrig er større gerninger blevet udført end den Højestes. — Salme 19:2.

En virksomhedens tjeneste

 7. Hvilken tjeneste bragte Jesus? Hvordan viste han det?

⁷ Jesus bragte en arbejdets tjeneste til jorden. Faderen i himmelen havde sendt ham og udrustet ham med bemyndigelse til at udføre forunderlige og mirakuløse gerninger, medens han var på jorden. Ved en lejlighed så Jesus for eksempel en mand, som var blind fra fødselen, og ham helbredte han. Jesu ord ved den lejlighed var: „Hverken han eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig.“ (Johannes 9:3, 4) Derfor arbejdede Jesus flittigt i den tid, hans virksomhed varede. Han viede sine talenter og evner udelukkende til Guds gerning og hensigt. Hans Fader i himmelen havde behag heri og ophøjede bagefter Kristus til den højeste stilling i universet næst efter den Højeste, Gud selv.

 8. Hvorfor gik Jesus til synagogerne på sabbaten? Hvad kan vi lære deraf?

⁸ Før sin ophøjelse underviste Jesus sine disciple på jorden og viste dem ved sit arbejde og sit eksempel, hvordan de skulle udføre Guds gerning. I overensstemmelse med Guds lov gik Jesus til synagogerne og samledes med folket. Han benyttede disse lejligheder til at undervise menneskene om Guds hensigter. „Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed.“ (Mattæus 9:35) Store skarer af jøder samledes i synagogerne; det var deres sædvanlige mødested. Ved da at forkynde sandheden blev det muligt for Jesus at bringe sandheden til tusinder af mennesker i det område, Jehova havde givet ham at gennemarbejde. Hans efterfølgere lærte således ved eksemplet, hvordan de skulle benytte sig af folkets skik at samles offentligt, og denne metode blev senere brugt af trofaste tjenere. — Apostlenes Gerninger 13:15, 16.

 9. Hvilken gerning udførte han i folks hjem? Hvorfor?

⁹ I Markus 1:29 har vi beretningen om, at Jesus gik ind i folks hjem for at gøre Guds gerning. De mirakuløse helbredelser, Jesus udførte, var et tegn eller bevis på, hvem han var; og rygtet om ham spredtes. I Markus 2 findes en beretning om, at Jesus ledede bibelstudium i hjemmene og holdt belærende møder, når folk samledes for at høre hans visdom. (Se også Mattæus 9:10) Markus 9:33-37 viser, hvorledes Jesus underviste disciplene i et hus og brugte et lille barn som illustration eller hjælp, for at de kunne forstå de principper, han lærte dem. Jesus besøgte hjemmene mere end een gang, for det ville være umuligt at bibringe menneskenes ufuldkomne sind tilstrækkelig kundskab på een gang. Jesus gjorde dette uden hensyn til de pågældende menneskers stilling i samfundet, men på grund af deres ønske om at lære at kende Guds sandhed og på grund af deres tro og kærlighed til retfærdigheden.

10. Hvem lærte af hans eksempel? Hvad gjorde han da for dem?

¹⁰ Jesu apostle og disciple fik gavn af hans arbejde. De lærte meget om Rigets budskab, så at de også kunne forkynde ordet. Efter at de havde været vidner til Jesu gerning, gav han dem bestemt befaling til at gå ud i byer og landsbyer og udføre arbejdet med at prædike og undervise. Han lod ingen tvivl råde om den sag: det kræves af en kristen, at han går ud til menneskene. „Derefter udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme. Og han sagde til dem: Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå ud! Se, jeg sender jer som lam iblandt ulve. Tag ikke pung eller taske eller sko med, og giv jer ikke tid til at hilse på nogen undervejs! Men hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og hvis der er et fredens barn der, skal jeres fred hvile over ham; men hvis ikke, så skal den vende tilbage til jer igen. Bliv i det samme hus, spis og drik, hvad de giver jer, thi en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og hvor I kommer ind i en by, og de tager imod jer, der skal I spise, hvad der sættes for jer; og helbred de syge, som er der, og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.“ — Lukas 10:1-9; se også Lukas 9:1, 2, 6.

11. Hvad betød denne belæring for dem?

¹¹ Det betød arbejde fra hus til hus med at forkynde det gode budskab og undervise. De skulle ikke flytte fra hus til hus, fordi en husejer måske havde mere af denne verdens gods og kunne byde på mere komfort og bedre mad; men de skulle blive, til de havde forkyndt budskabet og givet tilstrækkelig undervisning. Apostelen Paulus viste, at det var den rette måde at forstå det på, da han sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet.“ (Apostlenes Gerninger 20:20, 21) Paulus arbejdede fra hus til hus.

12. Hvad skulle deres kristne gerning indbefatte? I hvilken udstrækning?

¹² At deres kristne gerning også skulle indbefatte missionsarbejde i fjerne lande, fremgik af Jesu direkte ord til disciplene om det arbejde, de skulle udføre efter hans himmelfart: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Det var en tydelig befaling til at gå til folk i alle lande. Det blev yderligere fastslået, at det er en del af den kristnes gerning, da Jesus sagde: „Når den hellige ånd kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Apostlenes Gerninger 1:8) Det indbefattede et meget stort distrikt; det viste, at der ville blive meget arbejde at udføre.

13. Hvilken hjælp fik de hertil ovenfra?

¹³ Da Jesus steg op til himmelen for at være hos sin Fader, blev trøsteren, Guds hellige ånd, udgydt over Kristi trofaste efterfølgere her på jorden. Denne ånd eller Guds usynlige virkekraft bevægede de kristne til at udføre forunderlige gerninger i retning af at prædike og undervise. Gud velsignede deres sind og hænder til udførelsen af hans vilje. Mange mennesker troede evangeliet og gik ind på vejen til livet.

Arbejde, et krav

14. Hvorfor og hvordan blev det vist tessalonikerne, at arbejde er et krav?

¹⁴ Mange landes befolkning fik gavn af de trofaste disciples utrættelige arbejde. Blandt dem var befolkningen i Tessalonika. Nogle af tessalonikerne havde øjensynlig ikke den rette forståelse af gode gerningers værdi. De agtede ikke på, at bibelen fordømmer lediggang og dovenskab i arbejdet. Ved at være træge i deres gerning gjorde de sig selv skade og forholdt andre det gode, og denne handlemåde kunne føre til livets udslukkelse for Guds hånd. De burde have vidst, at Ordsprogene 18:9 siger: „Den, der er efterladen i gerning, er også broder til ødeland.“ Men denne uvidenhed var uden tvivl en følge af, at de i Tessalonika ikke var flittige til at studere bibelen. (Apostlenes Gerninger 17:11) Der var i virkeligheden ingen undskyldning for, at nogen var ledig der i Tessalonika. Paulus, Timoteus og andre havde undervist dem i bibelens lærdomme for at vise dem, hvordan Gud krævede de rette kristelige gerninger. Desuden havde de Paulus’s fremragende personlige eksempel. Alligevel måtte apostelen skrive til dem: „Vi byder jer, brødre, i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som lever i lediggang i stedet for at følge den lære, I modtog fra os. Thi I ved selv, hvad I bør gøre for at følge mit eksempel, thi jeg var ikke ledig, da jeg var hos jer . . .. Thi da jeg var hos jer, gav jeg jer den regel: Hvis nogen nægter at arbejde, så giv ham ikke noget at spise. Vi hører nemlig, at nogle af jer lever i lediggang og bare blander sig i andres sager, men ikke udfører noget arbejde. Med den bemyndigelse, Herren Jesus Kristus har givet os, byder og formaner vi nu sådanne mennesker til at være stille og gøre deres arbejde. Og I, brødre, må ikke blive trætte af at gøre det gode.“ — 2 Tessaloniker 3:6-13, En Amer. Overs.

15. Hvorfor var nogle ledige? Hvorfor var kundskab nødvendig?

¹⁵ Det blev krævet af alle de kristne, at de skulle arbejde. Ifølge apostelens ord var nogle af tessalonikernes lediggang et resultat af, at de ikke fulgte den lære, de havde modtaget fra Paulus og de andre tjenere, som besøgte dem. De var ikke i arbejde, fordi de ikke fulgte kundskaben om sandheden. Det er sandt, at Herren udgød sin ånd over de kristne i de dage; men hvis nogle ikke havde tro og kundskab som grundlag for troen, fik de sikkert ikke ånden. Paulus havde behandlet dem på samme måde, som han behandlede andre kristne andre steder og bibragt dem den kundskab, som Herren bestemte til opbyggelse af de enkelte i den kristne gudsdyrkelse. Uden at have den rette kundskab kunne naturligvis ingen arbejde på en sådan måde, at det ville behage Herren, og kunne ikke bære frugt til Jehovas store navns ære.

16. Hvordan viste Paulus kolossenserne, hvorledes kundskaben virker i os?

¹⁶ Det ser ud til, at kundskaben om det herlige håb om det, som Jehova Gud har i beredskab for de kristne, havde en anden virkning på de kolossensere, som Paulus skrev således til: „Om det har I allerede tidligere hørt gennem sandhedens ord, det evangelium, der er kommet til jer, ligesom det også i hele verden bærer sin frugt og vokser sin vækst, som det har gjort også hos jer lige fra den dag, da I hørte det og lærte Guds nåde at kende, som den i sandhed er. Således har I jo lært af Epafras; . . . det er også ham, som har fortalt os om jeres kærlighed i ånden. Derfor har vi, fra den dag vi hørte det, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.“ (Kolossenserne 1:5-12) Her viser Paulus, hvor vigtigt det er at have en klar kundskab om, hvad Guds vilje er. Uden den kan man ikke leve et ret liv, velbehageligt for Mesteren og ham værdigt. Med den står vejen åben til at være frugtbar i alle gode gerninger. Og ikke alene det, men man vil også få skænket styrke, der vil stålsætte en til glad udholdenhed. Men alle disse ting følges ad. Den rette brug af kundskaben hjælper os til at arbejde; Herren vil hjælpe os til at holde ud i vor gerning, til at forblive i den under enhver situation. Det er de sande Guds tjeneres herlige lod.

17. Hvordan kommer denne vigtige kundskab?

¹⁷ Er det muligt for nogen at opnå en sådan kundskab? Er det virkelig muligt at arbejde for den Højeste og holde ud i den gerning? Denne betydningsfulde kundskab er noget, som ikke kommer altsammen på et øjeblik. Vor Gud har givet os sit sandhedsord for at hjælpe os og vise os vejen til at tjene ham. Når vi studerer det, lærer vi, hvad Guds hensigter er, og vi ser, at for at en skabning kan behage ham, må den foretage en indvielse af sit liv til hans tjeneste. Det betyder arbejde. Når en er fyldt med kundskab om håbet til den levende Gud og så arbejder, vil det gavne ham på en ganske særlig måde.

18, 19. Hvorfor udfører vi dette kristelige arbejde, og navnlig nu?

¹⁸ Hvorfor arbejder vi? Det er på grund af vor tro, og fordi vi tror på Guds løfte om, at han vil give os liv. „Derfor slider og strider vi, fordi vi har sat vort håb til den levende Gud, som er alle menneskers frelser, særligt de troendes.“ (1 Timoteus 4:10) For dem, der ikke har tro, vil det måske tage sig ud som hoveriarbejde. Dog er det i sandhed kilden til den største glæde for kristne her i verden. Især nu i tiden, da det ondes kræfter synes mere virksomme end nogen sinde tidligere, og tegnene på den gamle verdens ende er inde over os, er det den største forret. Nu er tiden inde, da forkyndelsen af evangeliet i hele verden som et vidnesbyrd finder sted. Det er den tid, hvor der er kastet, et stort lys over Guds sandhed, og hvor det er den kristnes pligt at studere hans ord og samles regelmæssigt med andre af samme dyrebare tro til bibelstudium og hjælpe andre til at få mere at vide om Riget, det eneste håb for hele menneskeheden.

¹⁹ Bibelens kundskab viser os, at lige foran os ligger Harmagedonslagets frygtelige og mørke tid, da Djævelens verdens onde styrker skal gå til grunde. At denne verdensrystende begivenhed er så nær, får betydningen af Jesu ord i Johannes 9:4 til at stå endnu klarere i vort sind: „Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde.“ Nu er tiden inde til at handle viseligt ved at gøre de retfærdige gerninger, som består i at undervise. Nu er tiden inde til at leve og arbejde som kristne, navnlig nu, fordi den fuldstændige ende er nær. Det er derfor, apostelen råder os til at være årvågne og omhyggelige: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Timoteus 4:16.

Hvorfor holde ud i gerningen?

20. Hvorfor gives der et så afgjort råd om, at vi må holde ud i vor gerning?

²⁰ Hold trolig ud i din gerning, siger han. Hvorfor er det nødvendigt at give et så afgjort råd? Fordi det koster virkelig kamp at blive ved med at holde ud i Guds gerning. Hvis det var tilfældet, at ingen stod Guds gerning imod, ja, så ville det naturligvis være meget lettere. Men vi må være klar over, at Satan, Djævelen, er vor modstander, og han er meget vred nu, efter at han er blevet kastet ud af himmelen. (Åbenbaringen 12) Han arbejder febrilsk på at få alle skabninger til at vende sig fra Gud og gå til grunde sammen med ham i den kommende strid. Han ønsker at få enhver til at lade hænderne synke nu, til at sætte tempoet ned og til sidst holde fuldstændig op med at gøre Guds gavnlige gerning. Han søger stadig at bekæmpe Gud ved at overvinde Jehovas tjenere; for han ved så vel, at så vil de gå glip af Guds dyrebare løfter og Rigets velsignelser. Apostelen Peters formaning (1 Peter 5:8, 9) er derfor så betimelig netop nu: „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen.“ Satan angriber enhver person, som er indviet til Gud, enhver mand, enhver kvinde og ethvert barn, der gør Guds gerning. Djævelen ønsker, at vi skal vende os fra Guds gerning på trods af Jesu gode råd: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ — Lukas 9:62.

21. Hvordan ser vi os tilbage, og med hvilket resultat?

²¹ Hvordan ser man sig tilbage? Ved at vende tilbage til den gamle verden, som vi kom ud fra. Det betyder at vende vor interesse tilbage til den gamle verdens onde handlemåde og skikke, som da Lot og hans familie blev udfriet af Gud fra det onde Sodomas ødelæggelse, og Lots hustru vendte sig om for at se tilbage, fordi hendes interesse i virkeligheden var der. Hun omkom og blev til en saltstøtte. Derfor sagde Jesus: „Tænk på Lots hustru.“ (Lukas 17:32) At se sig tilbage betyder, at man ikke sætter Rigets interesser først. Det betyder, at man ikke holder ud i sin gerning.

22. Hvordan indskyder Satan dette i nogle? Hvordan kan vi bekæmpe det?

²² Satan bruger mange metoder for at udføre dette. Nogle mennesker bliver påvirket af forfølgelse. Forsmædelse slår andre ned. Men en sådan forfølgelse og forsmædelse kan ikke undgås. Mesteren sagde til sine efterfølgere, at de skulle lide megen forsmædelse og tortur for hans navns skyld. Således var det for hans tjenere, efter at han var steget op til himmelen, og det samme har været tilfældet for de sande kristne lige siden. (Mattæus 24:9; 2 Timoteus 3:12) For at bekæmpe fjendens voldelige handlemåde må den kristne være stærk i troen. Vi bliver styrket af Jehova, fordi vi har en stærk tro, og vi kan overvinde eller neutralisere fjendens angreb, hvis vi holder ud i vor gerning og stoler på, at vor Gud vil udfri os.

23. Bør man stadig sørge for sin familie trods modstand? Hvorfor?

²³ Ikke alle lider voldelig forfølgelse i vor tid; men der er andre metoder, Satan kan bruge for at få os bort fra vor gode gerning. Her i livet har vi mange forpligtelser. Nogle af os lærer sandheden at kende, efter at vi har stiftet familie, og denne familie tror ikke altid på bibelen, sådan som vi gør. Undertiden lægger de os alle mulige hindringer i vejen for at få os til at forsømme at holde ud i vor gudsdyrkelse. Vi har pligt til at sørge for vore familiemedlemmer, og som kristne gør vi det gerne. „Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Timoteus 5:8) Selv når de står vore gode gerninger imod, må vi sørge for, at de har det nødvendige til livets ophold, hvis vi er familieforsørgere. Og det kan jo være, at de til sidst vil tage imod sandheden, så vi kan vinde vor familie for Herren ved at vise et trofast eksempel på tro og gode gerninger.

24. Hvorfor bør vi holde ud i vor gerning trods modstand fra vor familie? Hvordan kan vi gøre det?