Hvad siger Bibelen?

Hvordan ser Gud på „medlidenhedsdrab“?

EN KVINDE lå i en hospitalsseng og var ved at dø af en uhelbredelig sygdom. En dag trådte hendes søn ind på stuen og affyrede tre skud der dræbte hende. Han forsøgte ikke at lægge skjul på hvad han havde gjort, men sagde: „Nu er hun befriet for sine lidelser. Jeg har skudt hende.“

Manden blev anklaget for mord, men nævningene afsagde kendelsen: „Ikke skyldig.“ Hvorfor? Øjensynlig fordi manden dræbte sin moder for at gøre en ende på hendes lidelser. Dette var et tilfælde af „medlidenhedsdrab“, også kaldet „eutanasi“ (græsk for „god død“).

Medlidenhedsdrab dukker op i nyhederne fra tid til anden. Ofte synes „drabsmanden“ at have gode grunde til det han gør, nemlig et ønske om at befri den lidende for sin elendighed, når lægerne ikke giver noget håb om bedring. Somme tider trygler de lidende endda om at der må blive gjort en ende på deres liv.

Hvordan skal den kristne se på sådanne situationer? Har man lov at gribe til „positiv eutanasi“, det vil sige med overlæg at tage livet fra en der er i en sådan situation? Eller hvad med „negativ eutanasi“, som består i at en dødssyg person får lov at dø uden at der gennemføres nogen „ekstraordinær“ behandling som kun ville udsætte døden en kort tid?

Det er givetvis svært at træffe afgørelser i disse situationer. Meget stærke følelser kan være involveret og gøre det vanskeligt at anvende sund dømmekraft. Men Bibelen indeholder principper der kan hjælpe os til at se sagen i det rette perspektiv.

Bibelen viser at Gud betragter menneskelivet som noget dyrebart, noget helligt. Det sjette af de ti bud siger: „Du må ikke slå ihjel!“ eller, ifølge Lindbergs oversættelse: „Du maa ikke myrde!“ (2 Mos. 20:13) En definition på mord kan læses i Fjerde Mosebog 35:20, 21: „Dersom han støder ham af Had, eller med forsæt kaster noget paa ham og han døer deraf, . . . skal han, som slog, miste sit Liv, han er en Morder.“ — Lindberg.

Svarer „medlidenhedsdrab“ der ikke er motiveret af had eller ondskab, til denne beskrivelse? Når det drejer sig om positiv eutanasi må man i hvert fald indrømme at det sker „med forsæt“ når man fratager en anden livet, det være sig ved hjælp af et skydevåben, en gift eller andet.

Noget andet man må tage i betragtning, er Bibelens befaling til kristne om at bevare en god samvittighed. (1 Pet. 3:16) At „medlidenhedsdrab“ kan medføre samvittighedskvaler fremgår tydeligt af Robert S. Morisons kommentar i bladet Scientific American for september 1973: „Det overvældende flertal af læger og i hvert fald et betydeligt flertal af lægmænd viger instinktivt tilbage fra sådanne aktive metoder som at ordinere en notorisk gift eller indsprøjte en luftblære i en åre.“

Desuden kræver Jehova Gud at den kristne skal „underordne sig de øvrigheder, han har over sig“. (Rom. 13:1) I langt de fleste lande er eutanasi ulovligt. Ganske vist er det kun i få tilfælde at den fulde straf tildeles for denne forbrydelse, men det skulle jo heller ikke blot være frygten for straf, men „samvittigheden“ der motiverede kristne til at adlyde lovene. — Rom. 13:5.

Af respekt for Guds syn på livets hellighed, af hensyn til deres egen samvittighed og i lydighed mod landets love, vil de der ønsker at indrette deres liv efter de bibelske principper, aldrig gribe til positiv eutanasi.

Men hvad nu hvis spørgsmålet drejer sig om hvorvidt man skal begynde eller fortsætte en speciel behandling, hvor døden er overhængende og alligevel ikke kan undgås? Sagkyndige læger fremholder måske at det bedste ville være at udsætte dødens indtræden ved at anvende mekanisk eller elektronisk apparatur, såsom respiratorer til at holde lungernes åndedræt i gang, apparater til at stimulere hjertevirksomheden og andre ekstraordinære midler til at støtte patienten. Sådanne metoder kan være meget kostbare og give den døende yderligere ubehag. Kræver Bibelen at der tages sådanne forholdsregler? Nej, at lade døden gå sin gang uhindret i et sådant tilfælde ville ikke krænke nogen af Guds love. Der findes intet bibelsk krav om at forlænge en dødsproces der allerede er i gang.

Men det er nødvendigt at vise betydelig omtanke og forsigtighed i denne forbindelse. Sissela Bok beskriver i BioScience for august 1973 det dilemma læger står over for med hensyn til at opgive behandling og lade nogen dø:

„Det første — det at vinde kampen mod døden og sygdommen — må vise sig at være uopnåeligt hvis det skal opgives uden at lægerne kommer til at fortryde det. Dog er det vanskeligt altid at være sikker på at det er uopnåeligt i det enkelte tilfælde, at vide at døden er uundgåelig for patienten. Muligheden for en fejldiagnose er altid til stede; selv de dygtigste diagnostikere kan tage fejl med hensyn til at forudsige døden (Kamisar 1958). Og hvor diagnosen er korrekt, kan prognosen alligevel berøres af noget nyt der kommer frem inden for lægevidenskaben.“

I mange tilfælde af alvorlig sygdom er det derfor meget vanskeligt at afgøre om man skal undlade en ekstraordinær behandling. Hvert tilfælde er noget for sig, og må afgøres under hensyn til Guds syn på livet som noget dyrebart. Men de der er ansvarlige for en sådan afgørelse må overveje de foreliggende kendsgerninger omhyggeligt før de slutter at en person er ved at dø.

Ofte er grunden til at folk overvejer eutanasi, at der ikke synes at være noget håb om bedring for den der lider. Selv om der er tilfælde der ligger uden for hvad videnskaben evner at løse, giver Bibelen et ægte håb om at sygdom og død skal forsvinde fra jorden i nær fremtid. Åbenbaringen 21:1-4 taler om en ny tingenes ordning, symbolsk kaldet „en ny himmel og en ny jord“ i hvilken „der ingen død [skal] være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“.

I denne nye ordning vil folk ikke blive syge mere, og de der nu plages af skavanker vil blive varigt helbredt. (Es. 33:24; 35:5-7) Ifølge Jesu løfte i Johannesevangeliet 5:28, 29 skal „alle de, som er i gravene . . . høre hans røst, og de skal gå frem“. Opfyldelsen af dette vidunderlige løfte om en opstandelse blev „set“ af apostelen Johannes som berettet i Åbenbaringen 20:11-15:

„Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen . . . Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem.“ Det betyder at alle de døde i Dødsriget, Hades (menneskehedens fælles grav), skal vende tilbage til livet, med mulighed for at forblive i live for evigt i fuldkommen sundhed på en jord der er genoprettet til et paradis.

Ifølge Bibelens tidsplan lever vi nu ved, „afslutningen“ eller i „de sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning. (Matt. 24:3-34; 2 Tim. 3:1-5) Det betyder at Guds nye ordning vil blive en realitet inden for denne generation. Hvilken glædelig nyhed! Og mens vi venter på opfyldelsen deraf giver Bibelen dette råd: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger, han for dig.“ — Sl. 55:23.