Menneskehedens verden frelses ved hjælp af blod

„Pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ — Matt. 26:28.

 1. Hvem var den første der sagde at kødets sjæl eller liv er i blodet?

„KØDETS sjæl [eller: liv] er i blodet.“ Hvem var det der først udtalte disse ord? .Det var ikke Hippokrates, den græske filosof og læge der levede i det femte århundrede før vor tidsregning og som er blevet kaldt „lægekunstens fader“. (The Encyclopædia Britannica) Det var heller ikke Muhamed, islams profet, der levede i det syvende århundrede efter vor tidsregnings begyndelse og som sagde noget om hvad muhamedanerne må spise.a Det var heller ikke Moses, den hebraiske profet der levede i det sekstende og femtende århundrede før vor tidsregning. Det var ingen anden end livets Giver selv, han som har skabt blodet og forbundet livet med blodet. Han sagde det mere end et tusind år før Hippokrates blev født på øen Kos.

 2, 3. Hvorfor kunne han sige dette, og til hvem dikterede han disse ord?

² Det er Skaberen af denne røde livsstrøm der udtalte sig så videnskabeligt korrekt. Profeten Moses nedskrev blot denne udtalelse på Guds diktat. Det var i Sinaj ørken i Arabien i år 1512 f.v.t. I Tredje Mosebog siges der:

³ „[Jehova] talede til Moses og sagde: Tal . . . Thi kødets sjæl [eller: liv] er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen [eller: livet].“ — 3 Mos. 17:1, 2, 11.

 4. Hvor langt tilbage i tiden har man forstået at blodet besad livgivende egenskaber, hvilken skik fremgår det af, og har Gud lagt mærke til den?

⁴ Hvem vil bestride at der er liv i denne væske som flyder i vore årer? Ingen vil kunne gøre det med held. Som lægevidenskaben har godtgjort, løber denne dyrebare strøm gennem vort legeme normalt én gang hvert treogtyvende sekund og bringer livsopretholdehde stoffer til legemets forskellige væv. Man forstod tidligt at denne væske som flyder i vore arterier, vener og kapillærer, besad livgivende egenskaber. Det vides at „blodtransfusion går så langt tilbage som til de gamle ægypteres tid“. Hvis man kendte denne behandlingsmetode i Ægypten på den tid da profeten Moses førte sit folk ud af Ægyptens land i 1513 f.v.t., er det ikke forblevet upåagtet af Moses’ Gud, og Gud kan have tænkt på denne ægyptiske skik da han gav sin lov til Moses’ folk om blodet og dets anvendelse. — The Encyclopedia American, bind 4, side 113, 1929-udgaven.

 5, 6. (a) Hvordan viser beretningen om Abels mord at der er en forbindelse mellem blodet og livet? (b) Af hvem er denne forbrydelse, der blev begået på grund af et religiøst spørgsmål, blevet gentaget mange gange, og hvordan fremgår dette af Bibelens sidste bog?

⁵ Bibelens skribenter, fra den første (Moses) til den sidste (apostelen Johannes), var klar over at blodet besidder livgivende og livsopretholdende egenskaber. Det er grunden til at dét at tage et andet menneskes liv uretmæssigt, kaldes at udgyde blod, for livet er knyttet til blodet. Tag for eksempel den skinsyge Kains mord på sin gudfrygtige broder Abel. Da Gud udpegede Kain som morderen sagde han til Kain, der prøvede at dække over sin forbrydelse: „Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden!“ (1 Mos. 4:10) Denne forbrydelse, der blev begået på grund af et religiøst spørgsmål, spørgsmålet om den rette form for gudsdyrkelse, er blevet gentaget millioner af gange af den falske religions verdensimperium, som af apostelen Johannes kaldes Babylon den Store. Den sidste bog i Bibelen lægger ansvaret for at have berøvet mennesker i hele verden livet i religionens navn, på dette gamle religiøse verdensimperium. Den fremstiller dette religiøse verdensimperium som en umoralsk kvinde og siger:

⁶ „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ „Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ — Åb. 17:1-6; 18:24.

 7. Hvordan kan man sige at Babylon den Store har gjort sig skyldig i kannibalisme, og hvilket spørgsmål stiller vi i betragtning af de mange menneskeliv som det store Babylon har på sin samvittighed?

⁷ Dette profetiske billede viser os denne symbolske kvinde, Babylon den Store, som skyldig i kannibalisme, for der siges at hun har drukket sig „beruset“ i menneskeblod. Alligevel hævder denne verdens babyloniske religioner at de som formål har at frelse mennesker til liv i al evighed. Men har Guds ord da overdrevet dette billede, hvormed det beskylder det store Babylon for kannibalisme? Absolut ikke, når man uden fordom betænker hvor mange menneskeliv der er blevet ofret i religionens navn, ja at Guds navn oven i købet er blevet nævnt over disse blodige gerninger. Vi spørger derfor: Vil Gud nogen sinde kræve religionen til ansvar for alt det blod der er blevet udgydt i dens navn?

 8. (a) Hvordan kan menneskeblod med fordel bruges på grund af dets livgivende egenskaber? (b) Hvilken advarsel angående lægestanden indeholder Lukas-evangeliet?

⁸ Det er ikke kun Bibelen der sætter blod i forbindelse med liv, også af verdens mennesker bruges ordet som ensbetydende med liv. Da menneskeblod tillægges denne egenskab og værdi, selv i Guds øjne, forstår man at det kan bruges til at give liv til andre, ja til hele verden. Men hvordan skal dette gøres, og hvem vil gøre det? Mange mennesker i dag mener at det skal være lægerne, som aflægger lægeløftet,b og at de skal bruge alle former for moderne teknik og endog sprøjte denne „livets væske“ direkte ind i patientens legeme. Denne tillid til den moderne lægevidenskab ignorerer Bibelens advarsel. En sådan advarsel indeholdes i beretningen om et tilfælde som en læge for nitten hundrede år siden henviste til, bibelskribenten Lukas, som den kristne apostel Paulus kalder „lægen Lukas, den elskede“. (Kol. 4:14) Lukas beskriver tilfældet som „en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år [og havde brugt hele sin formue til læger] uden at kunne blive helbredt af nogen“. — Luk. 8:43-48.

 9. Hvad siger Markus om det samme tilfælde?

⁹ Lukas’ ven, Markus, beskriver samme tilfælde mere indgående: „Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år; hun havde døjet meget af mange læger, og alt, hvad hun ejede, havde hun sat til, uden at hun var blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende.“ Men Markus og lægen Lukas fortæller hvordan denne fortvivlede kvinde blev helbredt mirakuløst, blot ved at hun bagfra rørte ved Jesu Kristi kappe. Markus siger: „Straks tørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.“ — Mark. 5:25-34.

„Livreddere“

10. Hvordan viser en udtalelse at den britiske lægeforening i 1945 at den anså Guds lov om blodet for at være dødbringende?

¹⁰ I dag er det imidlertid sådan at pressen udbreder den idé at Guds lov vedrørende blodet er dødbringende, og pressen taler om vor tids læger som „livreddere“. London-bladet Daily Herald skrev den 26. februar 1965 om den britiske lægeforening: „Foreningen siger at en læges ’fornemste pligt’ er at redde patientens liv. Enhver læge der sagsøges fordi han har prøvet at redde et menneskeliv ved at operere imod forældrenes ønsker, kan regne med foreningens støtte.“

11. Hvordan betragter mange læger Guds lov i Bibelen i forhold til den moderne lægevidenskab, og hvad mener evolutionister om blodet?

¹¹ Lægerne, der hyldes som livreddere og som føler deres betydning som fagfolk der har påtaget sig den opgave at redde andre menneskers nuværende liv, tror for det meste at den moderne lægevidenskabs fremskridt har gjort Guds lov i Bibelen gammeldags, uvidenskabelig og uden betydning i dag. „Hør her,“ siger de, „Bibelen forelå færdigskrevet for nitten hundrede år siden. Hvad kunne de der skrev Bibelen derfor vide om lægevidenskab, i sammenligning med hvad vi ved i dag, hvor teknik og lægekunst samarbejder om at redde menneskeliv?“ Hvis lægerne ydermere er evolutionister og derfor afviser Bibelens lære om skabelsen og fastholder evolutionsteorien, har de ingen respekt for Guds lov og fastlægger selv en lægeetik. I deres øjne er blodet noget der har udviklet sig; det er ikke skabt af menneskehedens Skaber.

12. Hvad mener andre om blodet, og hvad er deres slutning baseret på?

¹² Frie mennesker har imidlertid ret til at have deres egne meninger og at give udtryk for dem. Der er dem der mener at blodet ikke er resultatet af en upersonlig, blind, fornuftløs og tilfældig udvikling, men et enestående skaberværk frembragt af en almægtig Gud. Deres opfattelse er resultatet af et logisk ræsonnement bygget på uigendrivelige kendsgerninger. Vi mindes her en artikel der blev skrevet før den første verdenskrigs blodbad af en læge ved navn William Hanna Thomson, som i mange år havde en fremtrædende post inden for New York bys hospitalsvæsen. Dr. Thomsons artikel var offentliggjort i New York Times, og der stod i den:

13, 14. (a) Hvad viser hæmoglobinet i vort blod med hensyn til om et molekyle kan være opstået ved et tilfælde? (b) Findes der noget som er mere kompliceret end hæmoglobinet, og hvad har den moderne videnskab fundet med hensyn til spørgsmålet om livets oprindelse?

¹³ „Men ethvert dyr der lever på denne jord og som har rødt blod, må, for at kunne leve, i sine blodlegemer have det bestemte stof der kaldes hæmoglobin. Nu må et hæmoglobinmolekyle indeholde følgende antal forskellige atomer i et ganske bestemt forhold: brintatomer, 1130; kulstofatomer, 712; kvælstof, 214; ilt, 245; svovl, 2; og jern, 1; i alt 2304 atomer. Endvidere er det sådan at hvis det ene jernatom, som indtager en ejendommelig plads i forhold til resten . . ., ikke var der, kunne dyret hverken optage ilt eller afgive kulsyre; det kunne med andre ord ikke ånde. Jeg spurgte engang en kendt biokemiker af tysk afstamning og uddannet i Tyskland hvordan disse atomer i et hæmoglobinmolekyle tilfældigt havde fundet sammen. Hans korte svar lød: ’Det var ikke tilfældigt.’

¹⁴ Men hæmoglobinet er ikke nær så kompliceret som de kemiske forbindelser man har opdaget ved udforskningen af den mekanisme der gør et dyr eller menneske immunt over for smitsomme sygdomme. . . . Den moderne videnskab finder nu at spørgsmålet om hvordan livet er opstået, bliver mere og mere uransageligt efterhånden som udforskningen af emnet skrider frem.“ — The Watch Tower for 1. juli 1911, siderne 198, 199.

15. Hvad udelukker på afgørende måde at blodet er et produkt af en evolution?

¹⁵ Blodets natur og sammensætning, og den forbløffende kendsgerning at livet er forbundet med blodet, udelukker at det kan være et produkt af en livløs, fornuftløs og formålsløs udvikling. På overvældende måde kræver disse ejendommeligheder ved blodet at en Skaber må have medvirket, en levende, fornuftbegavet og skabende Gud med en bestemt hensigt, menneskets Skaber.

16. (a) Hvilken omstændighed ved de røde blodlegemer viser at der må være en Skaber? (b) På hvor tidligt et tidspunkt udtalte Gud sig om blodet, og i hvilken udstrækning har han siden talt om det?

¹⁶ Tag nu blot de røde blodlegemer. Læg mærke til deres form og funktion. Det kan kun være en højt begavet matematiker der har udregnet deres form og sammensætning. Derfor er hvert eneste af de tredive billioner røde blodlegemer der findes i et gennemsnitsmenneskes blodkar, et uigendriveligt bevis for at der er en Skaber, en der har skabt mennesket. Han ved bedre end selv den dygtigste læge hvor nødvendig denne røde livgivende væske er, hvilke egenskaber den har og hvilket formål den tjener. Mere end fem tusind otte hundrede år før den første blodtransfusion blev givet med oplagret blod (af en professor i medicin ved Chicagos universitet i 1918) talte Gud om blod. Det var i de ord han henvendte til det første menneske der var født, Kain, efter at denne hemmeligt havde myrdet sin yngre broder Abel. (1 Mos. 4:10, 11) Siden da har Gud haft meget at sige om blod. Ja, i hans skrevne ord, i Bibelens seksogtres bøger med i alt 1189 kapitler, er blodet nævnt 447 gange fra Første Mosebog til Åbenbaringen (AV).c

17. (a) Hvem må være den største af alle læger i betragtning af de evner Jesus Kristus besad? (b) Med hvilken autoritet taler han til os i dag?

¹⁷ Gud, Skaberen, er den største af alle læger, for det var ham der gav Sønnen, Jesus Kristus, magt til at helbrede, ikke ved hjælp af medicin eller kirurgi, men mirakuløst og øjeblikkeligt. Han kunne standse kroniske blødninger, give blinde synet igen, få døve til at høre og stumme til at tale, gøre lamme raske, helbrede spedalske, ja endog oprejse døde og genskabe deres hjernevæv. Gud ved mere om det menneskelige legeme end vore dages bedst uddannede læger. Han ved hvordan det er opbygget og hvordan det skal repareres og gøres ungt og sundt igen. Han er en absolut og ufejlbarlig autoritet på dette område. Lad ham tale! Hør hans ord! Vi vil alle lytte og lære når han taler. Han taler nu til os gennem sit inspirerede, uforanderlige skrevne ord.

18. Hvorfor var det ikke nødvendigt med et forbud mod at spise blod i Edens have?

¹⁸ Mennesket spiser for at leve. I hvor lang tid har mennesket af Gud, Skaberen, fået lov til at spise kød af dyr? Ikke lige fra det første menneskes skabelse, men i de sidste 4335 år af menneskets eksistens. I Edens paradisiske have fik den fuldkomne mand og kvinde lov til at spise og leve af frugter, nødder og grøntsager. (1 Mos. 1:29, 30) Der var således ikke brug for noget forbud mod at spise dyreblod.

19. (a) Gav Gud menneskene lov til at spise blod da Adam blev uddrevet af Edens have? (b) Ved vi noget om at Abel drak blodet af de dyr han ofrede?

¹⁹ Heller ikke da Gud drev mennesket ud af Edens have fordi det i oprør havde syndet mod ham ved at spise af den forbudne frugt, sagde Gud at mennesket nu kunne spise kød af dyr. Nej, han sagde til mennesket: „Markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget [altså ikke udviklet fra et dyr]; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:18, 19) Da Adams anden søn, Abel, nogle år senere bragte får som ofre til Jehova Gud, blev disse offerdyrs blod udgydt, men Abel drak ikke blodet. Gud tog imod hans offer. — 1 Mos. 4:3-11.

Forbud mod at spise blod

20. Hvad gjorde Noa straks han kom ud af arken?

²⁰ Godt femten hundrede år senere, i den gudfrygtige Noas dage, efter at hans tre sønner havde giftet sig, kom den store Vandflod. I mindst et hundrede og firs dage var jorden og dens bjerge helt dækket af flodens vande. (1 Mos. 7:11 til 8:5) Nogle måneder senere, da de otte mennesker der i arken havde overlevet vandfloden, kom ud, bragte Noa straks Gud et offer bestående af rene dyr og fugle. Men Noa og hans familie drak ikke noget af offerdyrenes blod. De spiste ikke engang noget af deres kød.

21. Hvilken lov fremsatte Gud derefter over for Noa?

²¹ Gud fandt behag i dette. Han velsignede dem og sagde til dem at de skulle opfylde hele jorden med deres afkom. Og så gav Gud, sådan som han havde gjort det i Eden over for Adam og Eva, en lov om hvad mennesket måtte spise, og denne lov skulle gælde for hele den fremtidige menneskeslægt, også os som lever i dag. Han sagde: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det.“ (1 Mos. 8:18 til 9:5) Derefter viste den første regnbue sig og Gud sluttede en evig pagt med menneskene om aldrig igen at bringe en verdensomspændende vandflod over dem. — 1 Mos. 9:8-17.

22. (a) Hvordan ser vi altså at Guds lov om blodet ikke først trådte i kraft med Moseloven? (b) Hvorfor er Guds lov om blodet stadig gyldig for os, også efter år 33 e.v.t.?

²² På det tidspunkt var der ingen hebræere, ingen israelitter, ingen jøder og ingen omskærelse. Der var kun forfædrene til den semitiske, jafetiske og hamitiske gren af menneskeheden. Det var i året 2369 f.v.t. eller otte hundrede og seksoghalvtreds år før Jehova Gud gav loven med de ti bud til profeten Moses, som skulle give den videre til Israels folk. Altså blev den lov som forbyder mennesket at indtage dyreblod, ikke først til sammen med den guddommelige lov som blev givet gennem Moses i 1513 f.v.t. Dette viser klart at Guds lov om dette vigtige spørgsmål ikke var og ikke er begrænset til kun at gælde hebræerne, israelitterne eller jøderne. Denne særlige lov forsvandt ikke i år 33 e.v.t., da Gud ophævede Moseloven ved at nagle den til pælen som Jesus Kristus døde på. (Kol. 2:13, 14; Ef. 2:13-15) Den lov som blev givet på Noas tid gælder stadig for hele menneskeheden, lige så vist som menneskeheden stadig spiser kød af dyr og fugle, og lige så vist som menneskeheden ikke er vendt tilbage til Edens have og til udelukkende at leve af vegetarisk føde. — 1 Mos. 1:29, 30; 2:15-17.

23, 24. (a) Hvad anbefalede disciplen Jakob, og hvordan viser dette at de apostolske kristne stadig holdt fast ved Guds lov til Noa? (b) Hvordan viser dekretets ordlyd at den hellige ånd medvirkede?

²³ Ja, kristne såvel som jøder, ikke-kristne såvel som ikke-jøder, er under denne lov som blev givet til vor fælles forfader Noa efter vandfloden. Apostolske kristne i det første århundrede anerkendte dette og holdt fast ved det. Seksten år efter at Moseloven billedligt talt var blevet naglet til Kristi marterpæl fordi den nu var opfyldt og ikke længere i kraft, anbefalede den kristne discipel Jakob det styrende råd, som bestod af apostlene og andre ældre brødre i Jerusalem, at skrive til de ikke-jødiske kristne at de skulle „afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod“. Dette forslag om at afholde sig fra „kød af kvalte dyr og fra blod“ var ikke blot disciplen Jakobs idé, men var også dikteret af Guds hellige ånd. Denne vigtige omstændighed fremhæves af den måde hvorpå det officielle dekret til de ikke-jødiske kristne var formuleret:

²⁴ „Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst . . . Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!“ — Ap. G. 15:19-29.

25. (a) Hvor længe overholdt sande kristne den beslutning der blev truffet i Jerusalem, ifølge historien? (b) Hvorfor retter Jehovas vidner sig efter den i dag?

²⁵ Nogle år senere, efter apostelen Paulus’ tredje missionsrejse, omtalte disciplen Jakob denne samme beslutning som rådet i Jerusalem havde truffet og viste at den stadig gjaldt for ikke-jødiske kristne. (Ap. G. 21:18-26) Ifølge de kristne forfattere i de tre første århundreder holdt de kristne i al denne tid fast ved denne inspirerede beslutning om ikke at indtage blod. Det er især fra den romersk-katolske Augustins tid at man i kristenheden er holdt op med at overholde dette inspirerede påbud, og lægestanden i kristenheden mener ikke at det er bindende for kristne.d Men hvem har sagt at dette påbud ikke gælder mere? Ikke Gud, eftersom det er ham selv der har inspireret det og bekendtgjort det for sin trofaste menighed i Jerusalem. Det blev ikke ophævet sammen med Moseloven. Af denne bibelske grund retter Jehovas kristne vidner i dag sig stadig efter dette dekret. De afholder sig ikke blot fra utugt og afgudsdyrkelse men også fra blod.

Et forbillede på blodet som frelsesmiddel

26. (a) Hvordan stemte dekretet fra mødet i Jerusalem overens med Moseloven med hensyn til hvem blodet tilhører? (b) Hvad gjorde en jøde sig skyldig i når han udgød offerblod uden at frembære det for Jehova?

²⁶ Dette dekret fra mødet i Jerusalem kom mange år efter at Jesus Kristus havde udgydt sit blod på henrettelsespælen på Golgata. Men med dekretet viste Gud at han stadig holdt fast ved det han havde sagt i loven der blev givet ved Moses, nemlig at menneskers og dyrs blod tilhører Gud, Skaberen. Denne lov bygger på den kendsgerning at Gud er livets Kilde, og at han har knyttet menneskers og dyrs liv til blodet og gjort blodet til livets vigtigste bærer. Af den grund var det sådan i Israel at hvis man slagtede et offerdyr og ikke bragte det til Jehova, da var det som om man havde begået et mord: „Da skal dette tilregnes den mand som blodskyld; han har udgydt blod, og den mand skal udryddes af sit folk.“ Han skulle henrettes. (3 Mos. 17:3, 4) Det er også grunden til at Jehova befalede at præsten skulle udgyde offerdyrenes blod ved foden af brændofferalteret. (3 Mos. 4:7, 18, 25, 34; 8:15; 9:9) Blodet var helligt, ligesom livet, og skulle behandles som noget helligt.

27, 28. (a) Hvilken egenskab blev blodet tillagt i Guds lov til Israel, og hvad kan blodet derfor bruges til? (b) Hvordan fremgår dette af Tredje Mosebog 17:11-14?

²⁷ Både i Guds lov til det gamle Israel og i loven til den trofaste Noa blev blodet betragtet som helligt, og det gjaldt ikke blot blodet fra de dyr der skulle bringes som ofre men også fra de rene dyr som blev jaget og nedlagt for at tjene til føde. I begge tilfælde var der tale om livsblod, som er helligt, og derfor kunne det bruges til et helligt formål. Eftersom straffen for synd er død og eftersom sjælen eller livet er i blodet, kan blodet bruges til at udslette synd og afværge syndens straf, døden. Vi behøver ikke at være uenige om hvad denne lov siger, for der står tydeligt:

²⁸ „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen [eller: livet]. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde blod. Om nogen af israelitterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ — 3 Mos. 17:11-14; jævnfør 5 Mosebog 12:16, 23-27.

29. (a) På hvilken vidunderlig måde kan Gud bruge livsstrømmen i det menneskelige legeme? (b) Hvad gør man sig skyldig i hvis blodet bruges på nogen anden måde end den Gud har foreskrevet, og hvorfor må lægevidenskabens brug af blodet komme ind under dette?

²⁹ Det er på grund af blodets livsværdi at Jehova kan bruge denne røde strøm som hjertet pumper gennem legemet, til på en vidunderlig måde at frelse menneskehedens verden til evigt liv. Spørgsmålet er så alvorligt at det i det forbilledlige Israels folk var sådan at det menneske der indtog blod som føde skulle dræbes eller måtte gennemgå en speciel renselse (3 Mos. 17:15, 16; 7:26, 27) At bruge denne kostelige livsstrøm på nogen anden måde end den Gud har foreskrevet, er at misbruge den, vanhellige den. Dette princip gælder lægevidenskabens brug af blod lige fra det gamle Ægyptens tid og op til vor tid. Hvorfor det? Fordi lægerne ikke er Guds ordinerede præster. De tjener ikke ved hans hellige alter og frembærer ikke menneskeblod som et offer til Gud, i overensstemmelse med hans vejledning. Gud har for længe siden taget skridt til at redde menneskehedens verden ved hjælp af blod, og han behøver ikke at bruge blod på den såkaldt videnskabelige måde. Det er ikke i overensstemmelse med Guds vilje at lægerne bruger blodet som et lægemiddel.

[Fodnoter]

I en fodnote til ordet „påkaldt“ siges der: „Derfor siger muhamedanerne altid når de dræber et dyr til føde: Bismi ͏̈llah, der betyder I Guds navn. Hvis de undlader det, mener de at de ikke må spise det.“ — En oversættelse udgivet af William Teggs & Company, London, England, i 1850, kapitel II, der bærer overskriften „Koen; Åbenbaret dels i Mekka og dels i Medina. I den allernådigste Guds navn.“ — Side 20, linje 18-23.

En anden sætning i den hippokratiske ed lyder: „Jeg vil ikke på noget tidspunkt give en kvinde en medicin eller et instrument som skal forårsage en abort.“

Se dr. Immanuel Jacobovits’ bog „Jewish Medical Ethics“ [Jødisk lægeetik], udgivet i 1959 (3. udgave 1967), siderne 124, 172, 208-210.