Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor måtte intet, der var helliget, hverken mennesker eller dyr, løskøbes, men skulle dræbes, som det fremgår af påbudet i 3 Mosebog 27:28, 29? — G. B., Spanien.
3 Mosebog 27:28, 29 lyder: „Intet, der er lagt band på, intet af, hvad nogen af sin ejendom helliger Jehova ved at lægge band derpå, være sig mennesker, kvæg eller agerjord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt, det tilhører Jehova. Intet menneske, der er lagt band på, må løskøbes, det skal lide døden.“ Det hebraiske ord, kher’em, som i dette skriftsted er oversat „lagt band på“, betyder, at vedkommende ting eller person er bestemt til ødelæggelse eller sat til side til et helligt formål og derfor ikke må bruges på en måde, der besmitter det eller den.
For eksempel kunne en mark helliges og senere købes fri, men under visse omstændigheder blev den „en mark, der er lagt band på“, og kunne ikke længere købes fri. Den blev præstens ejendom og var sat til side til et helligt formål. (3 Mos. 27:20, 21) Dyr og mennesker, der blev lagt band på i denne betydning, var bestemt til udslettelse, og de kunne derfor ikke løskøbes. Kong Saul blev udsendt, for at han skulle „lægge band på“ eller „udrydde“ amalekitterne, på trods af denne bandlysning skånede han kong Agag, hvorved han vakte Samuels vrede og fik profeten til at fuldbyrde det band, der var lagt på Agag, ved at dræbe ham. (1 Sam. 15:18, 33) 1 Kongebog 20:42 taler om en mand, „der var hjemfaldet til mit band“; her siger King James-oversættelsen „som jeg bestemte til fuldstændig udslettelse“, og det hebraiske ord, der her bruges, er det samme, som andre steder er oversat „hellige“. Et lignende tilfælde er Esajas 34:5, hvor der tales om „det folk, han har bandlyst“. Somme tider blev hele byer bandlyst eller bestemt til udslettelse, som det fremgår af 5 Mosebog 13:12-17. Ødelæggerne måtte ikke føre noget af det „bandlyste“ eller „helligede“ (KJ, margen) bort. Jeriko var en sådan „bandlyst“ by, og kun Rahab og hendes husstand blev skånet. Da Akan overtrådte denne bestemmelse ved at tage noget af det med, som var bestemt til eller helliget ødelæggelsen, gik det ud over hele Israel, indtil Akan blev dræbt. (Jos. 6:17; 7:13) Mere nøjagtige oversættelser, som for eksempel Rotherhams og Youngs, bruger ordet „devoted“ (helliget) i de fleste af de her nævnte tilfælde.
Der er mange andre eksempler på, at samme hebraiske ord bruges i betydningen hellige eller bestemme til ødelæggelse, men det anførte skulle være tilstrækkeligt til at vise, hvorfor de helligede genstande, dyr eller personer ikke kunne købes fri.
● Det synes at fremgå af svaret på side 128 i Vagttaarnet for 15. april, at det er forkert at have kønslig omgang uden at få børn. Var hensigten med svaret at slå til lyd for denne opfattelse? — H. M., New Jersey.
Nej, det var det ikke, hvilket også vil fremgå af sammenhængen. Spørgsmålet gik ud på, om forlovede par kunne have kønslig omgang før ægteskabet, og i forbindelse hermed blev der sagt i svaret: „Formålet med denne kønslige omgang kunne ikke være det formål, som det sande ægteskab har, nemlig at sætte børn i verden, for så ville man se, at disse par fik børn i deres forlovelsestid, særlig når det gælder lange forlovelser, og før den juridiske handling finder sted.“ Sådanne mennesker har ikke omgang med hinanden, fordi de ønsker at få børn, sådan som det kan være tilfældet med ægtepar. Forlovede par er bange for at få børn, fordi det vil bringe skam over dem og stemple deres børn som illegitime. Frygten har sin rod i en skyldfølelse, der viser, at de egentlig ikke har ret til at have kønslig omgang, da de ikke er gift. At de fik et barn, ville gøre deres overtrædelse kendt for alle.
Mennesker, der er lovformelig gift, vil ikke have disse grunde til at være bange for at få børn, men de vil måske undlade at sætte børn i verden af andre grunde, og det kan de med god samvittighed. De undgår måske at få børn af hensyn til hustruens helbred, hvis hendes liv kan blive udsat for fare ved en fødsel. Økonomiske grunde kan afholde dem fra det. Nogle ægtepar undgår nu at få børn, for at de kan varetage deres tjenesteprivilegier, der lægger beslag på al deres tid. Vi kan ikke afgøre, om disse eller andre grunde er gyldige i de enkelte ægtepars tilfælde; hvert ægtepar må kende sine grunde og være klar over, om de er gyldige og kan give dem en ren samvittighed, og de må bære ansvaret for deres beslutning ind for Jehova Gud. Vagttaarnsselskabets indstilling er nu den samme som for to år siden, da spørgsmålet blev behandlet i Vagttaarnet. Af hensyn til dem, der ikke er bekendt med dette svar, citerer vi her første paragraf af det:
„Vi har ingen bemyndigelse hverken fra landets lov eller Guds ord til at give råd angående forebyggende midler. Ansvaret for at benytte dem må hvile hos dem, der mener at kunne anvende dem med god samvittighed, og det er den Gud, de tjener, og ikke os, der skal dømme dem. Om ægtepar, der er i sandheden, ønsker at få børn eller ikke, er noget, de selv og ikke vi må afgøre. Hvert ægtepar må tage sine egne forhold og hensigter i betragtning, selv afgøre spørgsmålet og handle derefter og så ind for Gud tage ansvaret for en sådan handlemåde og dens følger. Men vi hævder bestemt, at hensigten med ægteskabet i Guds øjne er at frembringe børn, og dersom nogen ønsker børn nu før Harmagedon, er det helt på sin plads, og ingen skulle kritisere dem derfor ved at blande sig i deres anliggender. Ej heller skulle nogen kritiseres, fordi de ikke har børn, lige så lidt som man skulle blande sig i deres grunde til ikke at have det. Private ægteskabelige anliggender kommer ikke andre ved.“ — Vagttaarnet, 15. september 1951, side 291.
● Er de beskyldninger sande, som findes i en traktat imod Jehovas vidner, og som går ud på, at Selskabets første præsident var umoralsk og tjente penge ved at sælge en eller anden mystisk slags hvede for 1,75 dollar pr. liter, samt at han begik mened, da han i retten blev spurgt, om han kunne læse græsk? — C. W., North Carolina.
Nej. Beskyldningerne var bevidste falsknerier. Der er aldrig blevet ført bevis for, at Vagttaarnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, har begået nogen umoralsk handling. I en skilsmissesag udtalte fru Russells sagfører: „Vi rejser ikke beskyldning for utugt“; og fru Russell, der ikke skyede nogen anstrengelse for at stille sin mand i et dårligt lys (hendes vigtigste grund hertil var, at han ikke ville lade hende redigere bladet The Watchtower), sagde direkte, at hun ikke beskyldte ham for umoralitet. Da kritikere, der ikke kendte ham, troede, at de kunne udnytte retssagen og tilsmudse hans gode navn, aflagde han ed på følgende: „Jeg har aldrig gjort mig skyldig i umoralitet over for nogen. . . . Desuden har jeg aldrig næret ønske om noget sådant.“ De, der kendte ham personligt, havde dyb agtelse for hans retskaffenhed. J. F. Rutherford, som var så overbevist om betydningen af det kristne arbejde, broder Russell udførte, at han også indviede sit liv og sine midler til det, og som efterfulgte Russell som præsident for Selskabet, sagde ved Russells begravelse: „Det kan med sandhed siges, at pastor Russells karakter var udadlelig.“
Ligeledes blev kendsgerningerne i forbindelse med „mirakelhveden“ forvansket. Broder Russell var interesseret i alt, hvad der havde forbindelse med Bibelens profetier om, at ørkenen skal blomstre som rosen, og hele jorden give sit fulde udbytte. Da derfor den offentlige presse bragte meddelelse om en ny hvedesort, der havde fået navnet „mirakelhvede“ af ham, der først havde dyrket den, skrev broder Russell herom i The Watchtower, samtidig med at han bragte regeringens rapport om planten. Nogle af The Watchtower’s læsere satte sig i forbindelse med den mand, der dyrkede hveden (han havde overhovedet ingen forbindelse med Vagttaarnsselskabet), og købte noget hvede. Da de havde høstet deres første høst, gav de denne som bidrag til Selskabet. Den første avler havde solgt kornet for $ 1,25 pundet, så de foreslog, at deres gave skulle sælges for $ 1,00, og alle de indkomne penge skulle Selskabet have. Selskabet udtalte sig ikke om hveden ud fra eget kendskab, selv om den havde vundet adskillige førstepræmier ved landbrugsudstillinger rundt om i de Forenede Stater, inden man tabte interessen for den. Broder Russell har aldrig givet den navn eller tjent på den; pengene gik som en gave til det kristne missionsarbejde. Da andre kritiserede dette salg, blev det meddelt alle, der havde ydet bidrag ved at købe hvede, at de kunne få deres penge tilbage, hvis de var utilfredse, og af den grund blev pengene gemt et år. Ikke en eneste bad om at få dem tilbage. De eneste, der kritiserede, var mennesker, der ikke havde virkeligt kendskab til sagen, som udelukkende var et salg af gaver til fordel for Selskabet — lige så åbenlyst og harmløst som når kirken holder basar med salg af æbleskiver og saftevand.
Beskyldningen for „mened“ blev ikke rejst i retten, men i en traktat, der blev skrevet senere af en samvittighedsløs bagtaler, som broder Russell havde rejst sag imod for injurier. Det officielle referat af sagen (politiretten i byen Hamilton, Ontario, 17. marts 1913) lyder: „Spørgsmål: De påstår altså ikke, at De har lært latin? Svar: Nej. Spørgsmål: Heller ikke græsk? Svar: Nej.“ Derefter blev Russell spurgt, om han kendte de enkelte græske bogstaver, og det var på grundlag af dette, at spørgsmålet om hans kendskab til græsk opstod. Denne falske beskyldning for „mened“ er blevet gentaget af mange, der aldrig er rejst til denne by i Canada for at undersøge det gamle retsreferat for at se, om det var en sandhed eller en løgn, de har gjort sig til talsmænd for. Ikke alene har de omskrevet det spørgsmål, de „citerer“, men broder Russell har desuden direkte sagt, at han ikke kunne græsk.
I hvor stor udstrækning, kritikerne med vidende og vilje forfalsker sådanne citater, ses af en anden traktat, der siger, at Jehovas vidner benægter genløsningen, og som søger at støtte denne påstand med et citat fra bind 5, side 138, 139, af Studier i Skriften: „Jesu lidelse kunne ikke betale syndens straf.“ Her er, hvad bogen virkelig siger: „Sandt nok, syndens sold var ikke lidelse, men død. Derfor kunne Jesu lidelse alene ikke betale syndens straf for os. Det var absolut nødvendigt, at han „smagte døden for alle“.“ Bogen siger altså lige det modsatte af, hvad traktaten påstår, den siger.
Med den slags løgne og fordrejede kendsgerninger stempler kritikerne sig selv. De vil ikke synes om at blive sat i klasse med de yderliggående teologer, som beskyldte Jesus for at være født uden for ægteskab, men de følger samme lave handlemåde over for andre mennesker, som i uselviskhed arbejdede i Guds tjeneste hele deres liv.