Vor krigsførelses hellighed

„Thi HERREN din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig og give dine fjender i din magt; derfor skal din lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker væmmelse, og vende sig fra dig.“ — 5 Mos. 23:14.

 1. Hvilken slags kamp har Jehovas vidner udkæmpet, og hvor længe? Hvorfor vil de ikke vige kamppladsen?

HVIS NOGEN har en kamp at kæmpe, er det Jehovas vidner. (Es. 43:10-12; 44:8) I de forgangne seks årtusinder har der kun været meget få århundreder, om overhovedet noget, der ikke har været hjemsøgt af krig mennesker imellem og plettet af de dræbtes blod. Men for den Allerhøjestes vidner har det været en standende strid, en livslang krig, en daglig kamp, i hvilken den herre, de har kæmpet for, ikke har givet dem nogen orlov. I alle de tresindstyve århundreder har der ikke været nogen våbenstilstand. Dog, takket være hjælp fra himmelen, har Jehovas vidner kunnet holde ud, så de stadig har bevaret stillingen på kamppladsen, hvor krigen fortsætter den dag i dag. De vil ikke vige pladsen, for de fører en hellig krig midt i en ugudelig verden.

 2. Hvordan har nationerne i verden søgt at give deres krige et helligt skær, og hvorfor?

² Helt op til denne dag har verden afgjort sine stridigheder med vold og blod. Mennesker har altid søgt at kaste et religiøst skær over deres krige for derved at retfærdiggøre deres voldshandlinger og give den, som tager del i stridighederne, en følelse af at have en ren samvittighed, af at det er hans pligt mod sin gud at stille sig til rådighed for kampen, og af at gå en lykkelig og begunstiget fremtid i møde, fordi han med hård hånd har taget del i krigens grusomheder. Mennesker har altid skubbet ansvaret for krigen over på Gud og sagt, at det er hans vilje, at den skal udkæmpes, og lært, at den enkelte kriger tjener Gud og hans sag. Blandt verdens nationer er krig blevet gjort til en hellig pligt.

 3. Hvad bekræfter, at krig blev betragtet som en hellig håndtering blandt hedenske folkeslag, for eksempel blandt grækere, romere, filistere og babyloniere?

³ Som et vidnesbyrd om, at krig regnedes for en hellig håndtering, havde folkeslagene i gammel tid deres krigsguder. De krigeriske grækere havde guden Ares og romerne Mars, og de havde templer viet til disse guder. Dengang filisterne slog israelitterne og dræbte kong Saul og hans tre sønner, plyndrede de ham og „tog hans hoved og våben med sig og sendte bud rundt i filisternes land for at bringe deres afguder og folket glædesbudet. Våbnene lagde de i deres guds hus, men hovedskallen hængte de op i Dagons hus.“ (1 Krøn. 10:9, 10) Ikke alene tilskrev de hedenske folkeslag deres guder de sejre, de vandt, og opstillede sejrstrofæer i deres templer, men de rådspurgte disse guder eller de hemmelige magter for at få vejledning, inden de påbegyndte et felttog. I sidste del af det syvende århundrede før Kristus så den babyloniske konge Nebukadnezar sig stillet over for et valg. Han befandt sig ved en skillevej i Palæstina. Den ene vej førte mod sydøst til ammonitternes by Rabba og den anden mod sydvest til Jerusalem. For at få en afgørelse henvendte han sig til overnaturlige magter. „Thi Babels konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler; han ryster pilene, rådspørger husguderne, ransager leveren. I sin højre holder han loddet „Jerusalem“, at han skal åbne munden til skrig og løfte røsten til krigsråb, rejse stormbukke mod portene, opkaste stormvold og bygge belejringstårne.“ (Ez. 21:20-22) Da Nebukadnezar på denne måde var blevet ledet til en afgørelse, der ikke var hans egen, rykkede han tillidsfuldt frem mod Jerusalem, forvisset om, at han gjorde sin gud Merodaks vilje, og at heldet derfor ville følge ham. Jerusalem faldt for hans hånd i sommeren år 607 f. Kr., dog ikke på grund af Merodaks fortjenester, men fordi Jehova, den Gud, som den utro by havde svigtet, havde fældet dødsdom over den allerede fyrretyve år forinden. — Jer. 1:1-3, 13-16.

 4. Hvordan forberedte krigerne sig til deres felttog, og hvordan forholdt de sig over for deres guder?

⁴ Under hensyntagen til krigenes såkaldte hellige karakter blev deres stridsmænd helliget til deres felttog. De drog ud i deres guders navn, de svor ved deres guder, de bad til dem om sejr, og deres felttegn og hærbannere blev anset for hellige, ja de var endog genstand for æresbevisninger og blev tilbedt.

 5. Hvad siger Encyclopædia Britannica om, hvorledes der i fortid og nutid knyttede sig hellighed til de verdslige nationers faner eller standarter?

⁵ Encyclopædia Britannica siger: „Øjensynlig havde flere ægyptiske hærafdelinger deres særlige faner eller standarter. Disse var formet af sådanne genstande, der må formodes at have haft en vis tankeassociation med ting, mændene nærede ærefrygt og hengivenhed for. Hellige dyr, skibe, symboler eller figurer, en tavle med et kongenavn, vifteformede eller fjerlignende symboler blev sat på en stang som standarter, og det hverv at bære dem blev regnet for en ære og særlig forret. Assyrerne har tilsyneladende haft lignende skikke . . . Perserne bar en ørn på spidsen af en lanse, og solen, deres guddom, var ligeledes repræsenteret på deres faner, der ser ud til at have været fremstillet af et eller andet vævet stof, og de blev bevogtet med største nidkærhed af hærens tapreste mænd. . . . Senere havde fanerne mange forskellige former. Undertiden blev der sat en tværstang af træ på spidsen af et spyd og oven på det anbragt en hånd i sølv, mens der nedenunder blev sat runde eller ovale plader med billeder af Mars eller Minerva eller senere hen portrætter af kejsere eller berømte hærførere. . . . De romerske felttegn vogtedes med religiøs ærefrygt i Roms templer, og dette folks ærefrygt for deres insignier var proportional med deres overlegenhed i sejrrig krigsførelse sammenlignet med andre nationer. Det var ikke usædvanligt, at en general beordrede et felttegn kastet ind i fjendens rækker for at indgive sine folk kamplyst til at generobre, hvad der for dem måske var det helligste på jorden. Den romerske soldat svor ved sit felttegn. [Dengang Jerusalem for anden gang blev ødelagt af romerne i sommeren år 70 e. Kr., opstillede disse deres felttegn i forgården til det tempel, der var indviet til Jehova Gud, og der tilbad de deres sejrsbekransede faner som afguder.] . . . De første flag var næsten udelukkende af religiøs karakter. . . . i virkeligheden er religionen altid blevet brugt til at omgive de nationale flag med et skær af hellighed, og mange flag kan føre deres oprindelse tilbage til et helligt banner, som for eksempel Frankrigs Oriflamme og Danmarks Dannebrog. . . . Vilhelm Erobreren fik et banner tilsendt af paven.“ — Bind 10, ellevte udgave (1910), siderne 454, 455.

 6. Hvorledes viser Encyclopedia Americana, at de samme religiøse følelser er blevet overført på landenes nationale flag i dag?

⁶ At sådanne religiøse følelser har gjort sig gældende helt frem til vore dage, ser vi af en udtalelse i Encyclopedia Americana under overskriften „Respekt eller Ærbødighed for Flaget“. Der siges der: „Flaget er ligesom korset helligt. Mange mennesker bruger udtryk som flagets etikette. Dette udtryk er vagt og intetsigende og smager af salontone. De regler og regulativer, der giver udtryk for, hvordan mennesker bør forholde sig over for de nationale flag, er formet i kraftige og talende vendinger som tjeneste for flaget, respekt for flaget, ærbødighed for flaget, hengivenhed for flaget, holdning over for flaget. . . . den skik at sværge flaget troskab går helt tilbage til ældgamle dage. . . .“ (Bind 11, 1942-udgaven, side 316) En af grundene til, at de første kristne nægtede at gøre tjeneste i kejserens hær, var den afgudsdyrkelse, der var forbundet dermed.

 7. Hvad gjorde folkene i forbindelse med deres angrebskrige for at omgive dem med hellighed, og hvordan bekræfter Jeremias, Esajas og Joel dette?

⁷ Ved at give deres krige et skær af hellighed gjorde de hedenske nationer denne form for vold til en hellig handling, og det er derfor med rette, at Bibelen bruger dette udtryk om hedningenationernes forberedelser til deres angrebskrige. Jehovas egen profeti om det dødsdømte Babylon, hvor militæraggressioner først så dagens lys under Nimrod efter den verdensomspændende vandflod på Noas tid, lyder: „Vi’ [helliger, AS, margenen] folkene til kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenaz’s riger imod det, indsæt en tipsar, lad hestene fare frem som lodne græshopper; vi’ [helliger, AS, margenen] folkene til strid imod det, mederkongen, hans statholdere og alle hans landshøvdinger og hele det land, han råder over! . . . thi HERRENS tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels land til en ørken, hvor ingen bor.“ (Jer. 51:27-29) Da soldaterne var blevet helliget gennem en religiøs ceremoni inden krigen mod Babylon, omtaltes de som viede eller helligede. Jehova siger ved sin profet Esajas: „Et udsagn om Babel, . . . Jeg har opbudt min viede [hebraisk, helligede] hær til at tjene min vrede og kaldt mine helte hid, de jublende, stolte. Hør i bjergene larm som af talrigt krigsfolk, hør, hvor det buldrer af riger, af samlede folk! Hærskarers HERRE er ved at mønstre sin krigshær.“ (Es. 13:1-4) Der, hvor Jehova udfordrer alle nationerne på denne dag til at drage imod ham og hans nye verdens samfund i det universelle Harmagedonslag, bruger han dette specielle ord og siger: „Råb det ud blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op!“ (Joel 3:14) Helligelsen af krigen mod Jehova sker i overensstemmelse med hans vilje, som er „denne verdens gud“, „denne tingenes ordnings gud“, nemlig Satan Djævelen. (2 Kor. 4:4) Det er altså en helligelse til en uret sag. At religionen kaldes til hjælp i denne vanhellige aktion mod Jehova, vil ikke sikre den succes eller krone den med sejr.

Teokratisk krigsførelses sande hellighed

 8. Hvem alene kan gøre en bestemt handlemåde til en hellig pligt, og hvordan erfarede Saul, Israels konge; at dette også gjaldt krigsførelse?

⁸ Den levende og sande Gud, den eneste, „hvis navn er HERREN [Jehova]“, kan alene hellige en bestemt handlemåde og gøre den til en hellig pligt og et helligt privilegium. (Sl. 83:19; 3 Mos. 20:8; 21:8, 15, 23) Bare det, at han gyldiggør eller påbyder en bestemt handlemåde, gør den til noget helligt, der ikke må krænkes ved ulydighed mod de givne anvisninger. Gælder dette også krigsførelse? Ja. Kong Saul, den første jordiske konge, Israels folk havde over sig, blev snart belært om, at han vanhelligede sit ophøjede hverv, da han, efter at Jehova Gud havde befalet ham at udrydde de fjendske amalekitter, af selviske grunde ikke udførte de gudgivne befalinger til punkt og prikke. Hans ulydighed var i virkeligheden genstridighed og formastelig egenrådighed; det var det samme som at tjene denne verdens falske guder og hellige sig til deres tjeneste ved hjælp af varsler, trolddomssynd og afgudsbrøde. Profeten Samuel sagde til kong Saul: „At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENS ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ (1 Sam. 15:1-23) Jehova har aldrig helliget nogen krig, som en verdslig eller hedensk nation har ført, med mindre han har brugt pågældende nation som et redskab til at eksekvere sine domme. Nimrod, Babylons grundlægger og den første, der omtales som en „vældig jæger“ eller feltherre, der gør mennesker til sit bytte, brændemærkes i Guds bog som en „vældig jæger i opposition mod Jehova“ (NW); følgelig havde Jehova Gud aldrig helliget ham til hans aggressive krigsjagt, og heller ingen af hans efterlignere er blevet helliget af Gud. — 1 Mos. 10:8-11; Josefos’ Antiquities of the Jews, bog 1, kapitel 4, § 2; også Jerusalems Targum.

 9. Skildrer Bibelen Jehova som pacifist, og hvilken slags krige er det, han bemyndiger sit folk til at udkæmpe?

⁹ Jehova er ikke pacifist, men har i udførelsen af sit eget forsæt i retfærdighed ført krig mod de fjender, der bekæmpede ham og hans folk. Han har aldrig tabt et slag, for hans krigsførelse er hellig og retfærdig. Efter sin sejr over Ægyptens hærstyrker, som han lod opsluge af det Røde Hav, inspirerede han sin profet Moses til at synge: „HERREN er en krigshelt, HERREN [Jehova, NW] er hans navn!“ (2 Mos. 15:3) Han er den universelle Gud-Hersker eller Teokrat, og det er grunden til, at hans krige eller de krige, han giver sit folk bemyndigelse til at udkæmpe, er teokratiske. De er virkelig hellige.

10. Hvilken bog om krige eksisterede allerede på Moses’ tid, og med hvilken beretning er den sandsynligvis begyndt og hvorfor det?

¹⁰ Allerede på Moses’ tid, i det femtende århundrede før Kristus, eksisterede „bogen om HERRENS krige“. (4 Mos. 21:14) Denne bog er måske begyndt med beretningen om Abrahams krig mod de fire konger, der foretog et forenet angreb og tog hans brodersøn Lot og dennes familie til fange. Der siges ikke noget om, at Abraham af Gud fik befaling til at tage forfølgelsen op og bringe fangerne tilbage, men den sejr, Abraham og hans 318 trælle og tre pagtsfæller vandt over den vældige fjendehær, kunne kun være skænket ham af Gud. Jehovas kongepræst Melkizedek bekræftede dette. Dengang Abraham vendte tilbage fra nedslagtningen af de føromtalte konger, velsignede Melkizedek ham og sagde: „Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens Skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!“ (1 Mos. 14:17-20; Hebr. 7:1-10) Abrahams krig var teokratisk, men de fire angribende kongers kamp var ikke teokratisk, skønt de med deres hedenske ritualer havde helliget den. Det var derfor på sin plads, at Abraham gav Melkizedek en tiendedel af alt byttet, idet sidstnævnte repræsenterede Gud den Allerhøjeste, Jehova, der havde kæmpet for sin ven Abraham.

11. Med hvilket folk kom teokratisk krigsførelse især i forgrunden, fra hvornår, og hvad blev en stående talemåde?

¹¹ Teokratisk krigsførelse kom særlig i forgrunden i forbindelse med Abrahams sønnesøns sønner, Israels tolv stammer. For at komme disse sin ven Abrahams efterkommere til undsætning og udfri dem fra Ægyptens undertrykkende magt førte Jehova ikke alene krig mod farao og hans første klasses krigshær, men også mod guderne, de dæmonguder, ægypterne tilbad. Han sagde: „Over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er HERREN [Jehova, NW]!“ Først da alle ægypternes førstefødte, der var indviet til guderne, var blevet dræbt af Jehovas dødsengel hin første påskenat i året 1513 f. Kr., indrømmede farao sit nederlag og lod israelitterne drage bort. Herom er der skrevet: „Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt dom over deres guder.“ (2 Mos. 12:12; 4 Mos. 33:4) I alle de fyrretyve år, Jehovas udvalgte folk vandrede i ørkenen på vej til det forjættede land, kæmpede han for dem. Efter at han havde ført dem ind i det forjættede land, og i hele dommertiden, da Jehova oprejste dommere som befriere, og under Israels og Judas riger kæmpede den eneste sande Gud for sit hellige folk, således at det blev en stående talemåde: „Thi HERREN kæmpede for Israel.“ — Jos. 10:14, 42; 23:3, 10; 2 Mos. 14:14; 5 Mos. 1:30; Neh. 4:20.

12. a) Hvorfor er det berettiget at deltage i den slags krigsførelse, og hvilken synd kunne der begås i denne forbindelse? b) Hvordan stod Jehova bag en sådan krigsførelse?

¹² Den allerhøjeste Gud var fuldt ud berettiget til at kæmpe alle disse slag for sit folk, for han er retfærdig i al sin færd. Når han tilføjede sine fjender og sit folks fjender nederlag og udryddede dem, fældede han dermed dom over disse modstandere, der fortjente døden. Han bød sit folk tage del i denne ødelæggelse af de dødsdømte syndere, og han gjorde deres krigsførelse teokratisk og brugte dem som sine eksekutionsstyrker. Det var ingen synd og heller ikke moralsk forkert at tage del i denne krigsførelse, men derimod en lydighedshandling mod deres Guds vilje og befaling. Som i kong Sauls tilfælde lå synden i ikke at udføre Guds befalinger til hans tilfredshed. Herom står der skrevet i Jeremias 48:10: „Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENS værk, forbandet den, som holder sit sværd fra blod.“ Jehova gav ikke sit folk bemyndigelse til at drage ud og erobre verden med vold og oprette et verdensrige, men han befalede dem at udrydde de umoralske, dæmondyrkende hedninger i det land, han havde lovet at give sit folk. Han udførte mange mirakler for dem, når de lydigt fulgte disse befalinger om teokratisk krigsførelse. Han stod bag dem i kampen.

13. Af hvilken grund led israelitterne på forskellig måde, og hvordan var den lydige deltager i kampen en begunstiget person?

¹³ Israelitterne måtte lide både fysisk og åndeligt, religiøst og nationalt, fordi de ikke i kærlig og modig lydighed fortsatte den teokratiske krigsførelse, til landet var fuldstændig renset for dæmondyrkernes besmittelse og Guds vilje sket. Om de israelitter, som lydigt tog del i kampen, hed det, at de førte Jehovas krige. Det var ikke bare smigrende ord, men den rene sandhed, når kong Saul sagde til David, der havde dræbt kæmpen Goliat: „Vær du mig en tapper mand og før Jehovas krige.“ (1 Sam. 18:17, AS) Med fuld forståelse var det, at Abigajil, kvinden fra Karmels by, talte til den samme David og sagde: „HERREN vil visselig bygge min herre et hus, som skal stå, eftersom min herre fører HERRENS krige.“ (1 Sam. 25:28) At være en stridsmand for Jehova er en stor ære og en velsignelse, og Jehova er med hver en teokratisk stridsmand. Guds velsignelse er over ham. I dag findes der også kristne stridsmænd for Jehova, og på en måde lægger de endnu større mod for dagen end de israelitiske stridsmænd, for disse vidner for Jehova bruger ikke kødelige, dødbringende våben, som de israelitiske krigere gjorde, og de vil heller ikke bruge den slags voldsvåben eller opstille deres egne hærafdelinger i Harmagedonslaget, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Hvorfor forholder det sig således med disse kristne stridsmænd for Jehova? Det vil vi få at se.

Helligede stridsmænd

14. Hvordan må de, som deltager i teokratisk krigsførelse, forberede sig til den, og hvilket ordskifte mellem David og Ahimelek kaster lys over dette spørgsmål?

¹⁴ Teokratisk krigsførelse er noget helligt, og de, som har den forret at tage del heri, er helligede på grund af dens hellighed. Det er nødvendigt, at de, som går i krig, befinder sig i en hellig tilstand og betragter krigen som en hellig tjeneste. Det ses tydeligt af Davids samtale med ypperstepræsten Ahimelek i byen Nob, hvortil Jehova Guds hellige ark var blevet overflyttet. Kong Saul var blevet misundelig på David, fordi Jehovas velsignelse hvilede over denne unge mand som stridsmand for Jehova. Til sidst blev David nødt til at flygte uden for Sauls rækkevidde for at undslippe døden. En del af vejen ledsaget af trofaste unge mænd kom han sulten og ubevæbnet til Nob. Han ønskede noget mad til sig selv og sine unge mænd, som han havde efterladt på et aftalt sted. David sagde derfor til ypperstepræsten Ahimelek: „Hvis du har fem brød ved hånden, så giv mig dem, eller hvad du har! Præsten svarede David: Jeg har intet almindeligt brød ved hånden, kun helligt brød; folkene har da vel holdt sig fra kvinder? David svarede præsten: Ja visselig, vi har været afskåret fra omgang med kvinder i flere dage [som altid, når jeg er på togt, RS]. Da jeg drog ud, var folkenes legemer rene, skønt det var en dagligdags rejse; hvor meget mere må de da i dag være rene på legemet! Præsten gav ham da det hellige brød; thi der var ikke andet brød der end skuebrødene, som tages bort fra deres plads for HERRENS [Jehovas] åsyn, samtidig med at der lægges frisk brød i stedet.“ — 1 Sam. 21:1-6.

15. Hvordan viste Jesus, at hellighed måtte tages i betragtning i denne forbindelse?

¹⁵ Herren Jesus viste, at hellighed var noget, der måtte tages i betragtning her, da han bekræftede sandfærdigheden af denne historiske hændelse og sagde: „Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere, men kun præsterne havde lov at spise?“ (Matt. 12:3, 4) Det var grunden til, at Ahimelek først spurgte, om David og hans unge mænd havde holdt sig fra kvinder mindst een dag, og David svarede, at det havde de. Hvad havde hellighed med dette at gøre? Og hvad lå der i Davids svar med henblik på et krigstogt?

16. Hvorfor ville omgang med kvinder have gjort David og hans mænd diskvalificerede til at spise skuebrødene, og hvorfor understregede David deres renhed ved at sammenligne deres ærinde med et krigstogt?

¹⁶ At holde sig fra kvinder betød at afholde sig fra kønslig omgang med sin hustru eller sine medhustruer. Normalt var der intet forkert eller diskvalificerende ved en sådan berettiget omgang. Men når særlige omstændigheder eller en bestemt tjeneste krævede ceremoniel renhed, var kønslig omgang mellem en israelit og hans hustru utilladelig. Hvorfor? Fordi både manden og hustruen var ceremonielt urene til den efterfølgende aften, når de havde haft omgang med hinanden. I den teokratiske lov, der gennem Moses blev givet israelitterne, stod der skrevet: „Når der går sæd fra en mand, skal han bade hele sit legeme i vand og være uren til aften. Enhver klædning og alt læder, der er kommet sæd på, skal tvættes i vand og være urent til aften. Og når en mand har samleje med en kvinde, skal de bade sig i vand og være urene til aften.“ (3 Mos. 15:16-18) Kønslig omgang på den dag ville således have gjort David og hans mænd diskvalificerede til at spise det ubrugte, hellige skuebrød. Nu anførte David, at de var på en almindelig rejse i kongens tjeneste, og alligevel, sagde han, var han og hans mænd ceremonielt rene, da de ikke havde haft kønslig omgang med deres hustruer eller medhustruer, akkurat som når de skulle ud på et togt, det vil sige et „krigstogt“. At drage ud på et krigstogt krævede, at mændene helligede sig ved en ceremoniel renselse af deres legemer. Krigsførelsens teokratiske karakter gjorde en sådan helligelse nødvendig, såfremt Guds velsignelse skulle hvile over hæren og sejr gives dem, som kæmpede for Jehova. De udførte hellig tjeneste.

17. Hvordan skulle en israelitisk lejr holdes ren, og hvorfor?

¹⁷ Der krævedes ceremoniel, moralsk og fysisk renhed af den israelitiske lejr, der gjorde teokratisk krigstjeneste: „Når du går i krig mod dine fjender og lægger dig i lejr, så vogt dig for alt, hvad der er utilbørligt. Findes der nogen hos dig, der på grund af en natlig hændelse ikke er ren, skal han gå uden for lejren, han må ikke komme ind i lejren; når det lakker mod aften, skal han tvætte sig med vand, og når solen går ned, må han atter komme ind i lejren. Du skal have en afsides plads uden for lejren, hvor du kan gå for dig selv; og du skal have en pind i dit bælte, og når du sætter dig derude, skal du med den grave et hul og bagefter tildække dine udtømmelser. Thi HERREN din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig og give dine fjender i din magt; derfor skal din lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker væmmelse, og vende sig fra dig.“ (5 Mos. 23:9-14) Hvis Jehova, repræsenteret ved sin engel, skulle være nærværende blandt hæren lige til den endelige sejr, måtte lejren holdes ren efter teokratisk mønster.

18. Hvori adskilte hedningerne sig fra israelitterne i deres adfærd, når de lå i lejr, og når de gik til angreb, og hvordan blev denne forskel trukket frem i tilfældet med hetitten Urias, en af kong Davids stridsmænd?

¹⁸ Jehovas teokratiske folks lejr adskilte sig i så henseende fra de hedenske hæres. Hedningerne førte kvinder med sig, for at krigerne kunne stille deres lyst på dem, eller når de indtog en by, havde de frie tøjler til at gribe kvinderne og skænde dem. (Es. 13:16; Klages. 5:11; Zak. 14:2) De samme forhold gør sig gældende i vor tid, idet vi læser eller hører om, at prostituerede kvinder holder til ved militærlejrene, og at officerer med velberåd hu opretter bordeller i nærheden af mandskabets belægningssteder, for at soldaterne kan få kønslig tilfredsstillelse. Noget sådant var forbudt i Israels teokratiske lejr, fordi den krig, der udkæmpedes, var teokratisk og derfor hellig, hvilket krævede, at stridsmændene helligede sig. Kønslig omgang med kvinder, selv med deres hustruer og medhustruer, var dem forbudt, og de afholdt sig frivilligt fra en sådan omgang. Det var grunden til, at Urias, en retsindig hetit, ikke tilbragte natten sammen med sin hustru i deres hjem i Jerusalem, skønt kong David havde beordret ham hjem fra slagmarken. Dengang kong David uden at ænse de hellige krav, der stilledes under et felttog, spurgte Urias, hvorfor han ikke var gået hjem den aften, svarede den loyale stridsmand på teokratisk vis: „Arken og Israel og Juda bor i hytter, og min herre Joab og min herres trælle ligger lejrede på åben mark; skulle jeg da gå til mit hus for at spise og drikke og søge min hustrus leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg gør det ikke!“ (2 Sam. 11:6-11) Urias ønskede at bevare sig selv hellig til kampen. For en tid ville han derfor være, som om han ingen hustru havde. Dette minder os om apostelen Paulus’ ord til de kristne i Korint: „Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde.“ (1 Kor. 7:29) Det sker, at pligterne kalder en kristen bort fra sin hustrus side, og så må han adlyde kaldet.

19. Hvilken fremgangsmåde skulle israelitterne følge med henblik på unge tilfangetagne kvinder, som de ønskede at ægte, for at hærens hellighed kunne bevares, og hvorfor blev en kriger, der var trolovet med en kvinde, fritaget for krigstjeneste?

¹⁹ Når israelitterne fik befaling til at indtage en by og dræbe mændene og de kvinder, der ikke var jomfruer, havde de ikke frihed til at voldtage de unge piger, der fik lov at blive i live. Dermed ville de have besmittet hæren, bedrevet utugt og båret sig umoralsk ad. Hvis en israelit ønskede en bestemt ung kvinde blandt de tilfangetagne, kunne han ikke have kønslig omgang med hende, så snart hun var blevet taget til fange. Nej, han måtte bevare sig selv hellig til den teokratiske kamp og holde Loven, der påbød: „Når du drager i krig mod dine fjender, og HERREN din Gud giver dem i din hånd, og du tager fanger iblandt dem og blandt fangerne får øje på en kvinde, som ser godt ud, og får kærlighed til hende og ønsker at tage hende til ægte, da skal du føre hende ind i dit hus, og hun skal klippe sit hår af, skære sine negle, aflægge sin fangedragt og opholde sig en månedstid i dit hus og græde over sin fader og moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din hustru.“ (5 Mos. 21:10-13) Før krigen var forbi og dens krav om hellighed opfyldt, kunne en sådan kønslig omgang ikke finde sted med Guds godkendelse. Hvis en mand blev indkaldt til hæren, og han var trolovet med en kvinde, blev han fritaget for krigstjeneste i eet år, for at han kunne vende hjem og ægte denne kvinde og få et barn med hende, så han ikke skulle dø barnløs, men hans navn kunne leve videre, hvis han faldt i slaget. — 5 Mos. 20:7; 24:5.

20. Hvad havde større betydning i lejren end ceremoniel eller moralsk urenhed?