kunne arbejde blandt den kinesiske befolkning.

Dette har imidlertid ikke undgået den katolske kirkes opmærksomhed. I forskellige kirkeblade har man fremsat advarsler mod denne „gift“ fra Jehovas Vidner, og katolikker advarer folk mod at tale med missionærerne medmindre de er „beredte“. Sådanne advarsler har imidlertid den stik modsatte virkning. De har åbnet mulighed for mange interessante samtaler, og mennesker der ikke før har vist nogen interesse, har nu bedt om bibelske drøftelser.

For nylig har Selskabet købt et missionærhjem der skal tjene som bolig for missionærægteparret og en specialpioner. Den rummelige dagligstue tjener også som en god rigssal. I marts 1983 var der 38 til stede ved højtiden til minde om Kristi død. For at disse interesserede kan få regelmæssig hjælp afholdes alle møderne om aftenen, da mange er nødt til at arbejde alle ugens syv dage. Omkring 20 kommer til det offentlige foredrag hver uge; mange overværer også de andre møder. De få brødre forbereder trofast alle punkter på møderne uge efter uge uden at beklage sig. Hvilket godt eksempel i udholdenhed!

I løbet af den sidste snes år er der blevet brugt mange, mange timer i arbejdet med at forkynde for portugisere såvel som kinesere i Macao, og bibelsk litteratur er blevet spredt i titusindvis af eksemplarer. Den rent talmæssige vækst har været ringe, men de trofaste forkyndere der befinder sig her, fortsætter med at holde ud. De husker Jehovas ord til Ezekiel: „Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de hører eller ej.“ (Ezekiel 2:7) Det gør de, og de vil fortsat gøre det, til Jehovas pris.

Spørgsmål fra læserne

■ Når Moses skrev om sig selv at han var „sagtmodigere end noget andet menneske“ (4 Mosebog 12:3), kan han da virkelig have været så beskeden og sagtmodig som han giver udtryk for?

Ja, Moses kunne med rette skrive disse ord, og det var under inspiration fra Gud han gjorde det, skønt det måske ikke er faldet ham let at fremsætte denne udtalelse.

Bibelskribenternes åbenhjertighed er et af tegnene på at Bibelen er inspireret af Gud. Moses og andre af de mænd som Gud lod nedskrive dele af Bibelen, har udtrykt sig usædvanlig åbent.

Moses har for eksempel berettet om tilfælde hvor hans folk, deriblandt hans egen broder og søster, syndede og kom til kort. (2 Mosebog 16:2, 3; 17:2, 3; 32:1-6; 3 Mosebog 10:1, 2) Moses gav ikke en mere skånsom beskrivelse af sig selv; han berettede ganske ligefremt om sine egne fejl, også de fejl der førte til at Gud irettesatte ham. (4 Mosebog 20:9-12; 5 Mosebog 1:37) Det var derfor ikke forkert eller inkonsekvent af Moses at nedskrive en kendsgerning som Jehova åbenbart ønskede skulle med i beretningen — nemlig at Moses selv var usædvanlig sagtmodig. Sammenhængen viser hvor berettiget dette var. Mirjam og Aron havde betvivlet Moses’ autoritet, men i stedet for at blive oprørt over det overlod Moses det til Jehova at skride ind.

Moses var et billede på Messias. (5 Mosebog 18:15-19) Når Jehova Gud henledte opmærksomheden på at Moses var sagtmodig, var det derfor også en forsikring om at Messias ville eje denne ønskværdige egenskab. Når vi læser evangelierne, finder vi da ikke også at Jesus ejede en sagtmodighed, mildhed og ydmyghed der virker dragende på os og giver os grund til at tro på ham? — 2 Korinter 10:1; Hebræerne 4:15, 16.