Tag helhjertet imod udfordringen til at tjene Jehova

„Jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig med evig kærlighed, siger din genløser, [Jehova].“ — Es. 54:8.

 1, 2. Hvilke begivenheder i det gamle Betlehem førte til en udfordring der ville få vidtrækkende følger?

SOLEN er ved at stå op over Betlehem. Man kan allerede svagt skelne noget der bevæger sig i gaderne. Den nye dags dæmpede lys afslører nogle skyggeagtige skikkelser der haster af sted for at tage vare på de forskellige pligter der skal gøres tidligt om morgenen. En ung kvindes yndefulde skikkelse nærmer sig byen og glider hurtigt hen over den åbne plads ved portens indgang. I hendes ansigt er der et udtryk af glæde og hendes gang er spændstig, til trods for den bylt hun bærer indsvøbt i sin kappe. Hun drejer ned ad en sidegade og går ind i et beskedent hus hvor en langt ældre kvinde hastigt hilser hende; derpå sætter de sig begge ned og forholder sig afventende, den unge kvinde med håbet om den fremtid der måske venter hende og den ældre kvinde med håbet om at se et langt livs ønske opfyldt.

² Begge kvinders tanker er rettet mod byporten og det der begynder at ske da den opgående sols første stråler rammer den lille by der ligger højt i det bakkede terræn. Der kommer flere folk i gaderne. Solen stiger højere på himmelen. Skønt det endnu ikke er rigtig sommer er man nået et godt stykke ind i den seks måneder lange tørkeperiode, og selv på dette tidlige tidspunkt af dagen kan man begynde at mærke solens varme. Nu er der folk alle vegne, og på den åbne plads foran byporten foregår der en betydelig aktivitet. Men ved portens indgang sidder en ældre mand alene; hans fremtræden og klædedragt viser at han er en velhavende mand der indtager en vis position i samfundet. Denne morgen har han et alvorligt udtryk i ansigtet, og han ser granskende på hver eneste der kommer ind på pladsen. Det er tydeligt at han leder efter nogen. Pludselig råber han: „Kom lige herhen, sæt dig her, NN.“a En anden mand i en moden alder standser op, kommer derhen og sætter sig ved siden af den første. Med denne hilsen og denne reaktion begyndte nogle begivenheder som ikke blot skulle forandre tilværelsen for de to kvinder der tålmodigt ventede i det lille hus i Betlehem, men også tilværelsen for mange i kommende generationer. Denne „NN“ ville blive stillet over for en udfordring der ville få vidtrækkende følger, ja endog være af betydning for os i dag.

 3. Hvem var hovedpersonerne i dramaet med No’omi og Rut, og hvilke spørgsmål må afklares med hensyn til dem?

³ Navnet på den unge kvinde der på denne betydningsfulde dag gik ind i byen var Rut, og den ældre kvinde som hilste hende da hun kom ind i huset var hendes svigermoder No’omi, Elimeleks enke. Rut var ikke født jødinde som No’omi. Rut var moabitterinde. Men hvordan var hun blevet No’omis svigerdatter der boede i Betlehem, så langt borte fra sit eget land og folk? Hvilken forbindelse havde hun med Boaz, den ældre mand der var så opsat på at drøfte en sag med NN? Og hvad var det for en sag der var så vigtig at den udfordring der lå i den kunne berøre os i dag, over tre tusind år senere?

 4. Hvem eller hvad er hovedpersonerne et billede på?

⁴ Det drama der begyndte at udvikle sig i fortidens Israel, således som det berettes i Ruts bog, var en profetisk skildring af begivenheder i vor tid der indebærer lige så stor en udfordring og får lige så vidtrækkende følger som begivenhederne dengang. (1 Kor. 10:11; Rom. 15:4) Alle personerne i det gamle drama er ligeledes billeder på noget. Elimeleks navn betyder „Gud er konge“. Han er et billede på Herren Jesus Kristus. Det samme er Boaz, en nær slægtning af No’omi, idet hans navn muligvis betyder „i styrke“. Det var derfor at forvente at No’omi, hvis navn betyder „min yndighed“, ville være et billede på dem der er trolovet med Jesus, dem der er hans brud, og især dem der er på jorden i denne „endens tid“ hvor dramaet får sin bemærkelsesværdige opfyldelse. Rut, hvis navn måske betyder „venskab“, blev No’omis svigerdatter og kunne således skænke No’omi afkom. På denne måde ville hun også være et billede på Kristi brud, set fra et lidt andet synspunkt og under andre omstændigheder. Hvem er da han som kaldes „NN“ og som også var en nær slægtning af No’omi, et billede på? Det vil vi lade begivenhedernes udvikling i vor tid klargøre for os.

En forladt kvinde

 5. (a) Hvad skete der i Betlehem på No’omis tid, og hvad gjorde hendes mand Elimelek som følge heraf? (b) Hvad skildrer det i opfyldelsen i vor tid?

⁵ Vi vender nu tilbage til den tid da Elimeleks lykkelige familie stadig var fuldtallig idet den bestod af ham selv, hans hustru No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. De boede i Betlehem eller Efrata i Judas land. Betlehem betyder „brødhus“, mens Efrata betyder „frugtbarhed“. Begge navne henleder tanken på overflod, uden sult eller hungersnød, men her i det trettende århundrede før vor tidsregning rammes Betlehem og hele Judas stammeområde ikke desto mindre af hungersnød, mangel på brød, hvilket er et billede på den knaphed i åndelig forstand der ramte Jehovas organisation under den første verdenskrig. Om andre af Betlehems indbyggere forlod byen ved vi ikke, men Elimelek rejste derfra med sin familie. Han drog over Jordanfloden og slog sig ned i Moabs land for midlertidigt at bo der som fremmed, ligesom Jehovas tjenere i dag er fremmede i Satans tingenes ordning. (Joh. 17:16; 1 Joh. 5:19) Da Elimelek gjorde dette efterlod han sig en arvelod i landet. — Rut 1:1, 2.

 6. Hvad skete der i Moab med No’omis familie?

⁶ Efter nogen tid døde den aldrende Elimelek og efterlod sig No’omi som enke. No’omi lader derpå sine to sønner gifte sig dér i Moabs land, og Malon, der øjensynlig er den ældste, gifter sig med moabitterinden Rut, mens Kiljon gifter sig med Orpa, der også er moabitterinde. Men senere dør også Malon og Kiljon og efterlader sig deres moder, enken No’omi, og deres hustruer, enkerne Rut og Orpa. (Rut 1:3-5) De to unge kvinder er barnløse og har ikke skænket No’omi noget afkom. Da No’omi er for gammel til selv at få børn, er vanæren størst for hende. At Malon (der betyder „sygelig, invalid“) og Kiljon (der betyder „skrøbelighed“) dør, er et billede på den åndelige død der ramte nogle som var tilknyttet Guds organisation under denne prøvende periode. Det var en tid med stor sorg for Guds folk.

 7. Hvordan betragtede No’omi sin situation, og hvilken tilstand profeterede Esajas om flere hundrede år senere?

⁷ No’omi betragtede sig som en forladt kvinde, en kvinde uden afkom eller forplantningsevne til at frembringe afkom. Hun var ligesom ’en hustru der sidder forladt med sorg i sinde, en forstødt ungdomshustru’. På en tid da moderlivets frugt kunne betragtes som en velsignelse fra Jehova og ufrugtbarhed som en forbandelse, følte No’omi sig berettiget til at sige: „Det er Jehova der har ydmyget mig.“ (Rut 1:21, NW) Århundreder senere blev profeten Esajas inspireret til at skrive om en lignende ydmygelse, i dette tilfælde som en direkte følge af Jehovas mishag. For fuldt ud at forstå den udfordring No’omi stod over for, må vi forstå Esajas’ profeti og vide hvordan den får sin opfyldelse i forbindelse med begivenheder der har fundet sted i vor tid. „Som en hustru, der sidder forladt med sorg i sinde, har [Jehova] kaldt dig. En ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud. Jeg forlod dig et lidet øjeblik, men favner dig i stor barmhjertighed; jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig med evig kærlighed, siger din genløser, [Jehova].“ — Es. 54:6-8.

Jehova — en ægtemand

 8, 9. (a) Til hvem er ordene i Esajas 54:6-8 henvendt, og hvordan fremgår dette af profetiens sammenhæng? (b) Hvilken gruppe som No’omi var et billede på, omfatter dette?

⁸ Denne profeti antyder at Jehova, al skabningens Gud, har en hustru. Er dette muligt? Ja, i symbolsk forstand. Til hende siges der i Esajas 54:5: „Thi din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova], din genløser er Israels Hellige.“ Disse ord er henvendt, ikke til No’omi, der på Esajas’ tid havde været død i fem hundrede år, eller til nogen anden bogstavelig kvinde, men til en organisation, det himmelske Zion, Guds universelle organisation af åndelige sønner i himmelen. I de sidste nitten hundrede år har disse åndelige sønner der udgør Guds universelle organisation ikke kun omfattet de usynlige engle i himmelen som stadig er hellige og loyale over for Jehova Gud. Jehovas universelle organisation har også omfattet Guds åndsavlede sønner på jorden, som til sidst vil udgøre et antal på 144.000. (Åb. 14:1) Alle disse efterfølger den ypperste i Guds universelle organisation, nemlig Herren Jesus Kristus.

⁹ Disse 144.000 disciple der følger i Jesu Kristi fodspor, er trolovet med ham for at ægte ham i himmelen, og følgelig er de Kristi vordende brud, sådan som Åbenbaringen 21:9 kalder dem: „Bruden, Lammets hustru.“ Medlemmerne af denne brudeskare er blevet udvalgt i løbet af de sidste nitten hundrede år. Derfor kan der højst være en rest af dem på jorden i dag. De der overlevede den første verdenskrig og som havde indviet sig til Gud og var blevet døbt før året 1919, skildres ved No’omi i dette drama. Hvordan kom de i en tilstand der svarede til at No’omi befandt sig i Moabs land, barnløs og forladt?

10. Hvilket indbyrdes forhold eksisterer der mellem „resten“ og Guds universelle organisation, og i hvilken periode „døde“ den større Elimelek over for No’omi-skaren?

¹⁰ For at forstå denne del af dramaet omkring No’omi og Rut er det nødvendigt at forstå en anden ting i forbindelse med det forhold der hersker mellem „resten“ på jorden og de andre medlemmer af Guds universelle organisation, dem der befinder sig i himmelen. Eftersom de der tilhører resten af brudeskaren er medlemmer af Guds universelle organisation, vil alt hvad der berører disse åndelige sønner som stadig er i kødet, ligeledes berøre Guds kvinde, det himmelske Zion eller den universelle organisation. Dette bliver fuldstændig klart når vi betragter profetien i Esajas 54:6-8 i lyset af de begivenheder der fandt sted i forbindelse med No’omi-skarens virksomhed under den første verdenskrig. For det var i denne periode, fra 1918 til et stykke ind i 1919, at den større Elimelek „døde“ over for No’omi-skaren, der blev forladt som var den uden ægtemand. Det var ydmygende da Jehova, denne universelle organisations ægtemand, forkastede sin kvinde, repræsenteret ved de åndsavlede medlemmer her på jorden, som en opfyldelse af Esajas 54:6-8.

Jehova fatter mishag til sin kvinde

11. Hvornår og af hvilken grund fattede Jehova mishag til resten, og hvordan kom dette til udtryk og berørte hele den universelle organisation?

¹¹ Læg mærke til hvordan Jehova i Esajas’ profeti beskriver sin kvinde som forladt og sorgfuld fordi han har skjult sit åsyn for hende. Dette er udtryk for at der ville være en periode hvor han fattede mishag til hende. Det er grunden til at han, i det ellevte vers, siger til hende: „Du arme, forblæste, utrøstede!“ No’omi-resten kom i en sådan tilstand, især i 1918, da den på en måde var forvist fra Jehova Guds gunst. I det år kom Jehova Gud pludselig til sit tempel, ledsaget af pagtens engel eller sendebud, Herren Jesus Kristus. Han ransagede „resten“ her på jorden og fattede mishag til den. (Mal. 3:1, 2) For en tid tog „restens“ medlemmer ikke helhjertet imod den udfordring som tjenesten for Jehovas rige havde stillet dem over for. De holdt sig tilbage på grund af menneskefrygt og bevarede sig ikke „uplettet af verden“. (Jak. 1:27) Derfor tillod Jehova at de kom i trældom under Babylon den Store og dens politiske forbundsfæller. De var genstand for megen forfølgelse og mishandling som kulminerede i 1918 med at Selskabets ledere på hovedkontoret blev arresteret og fængslet på grundlag af en falsk anklage for spionage.b Dette betød at hele Guds universelle organisation, Guds kvinde, ville være berørt af hans mishag; profetien forudsagde at hele organisationen ville være som „en hustru, der sidder forladt“.

12. Hvordan svarer det at Jehova skjulte sit åsyn for sin kvinde, til at Elimelek døde, hvis Elimelek er et billede på Herren Jesus Kristus?

¹² Men hvordan svarer det at Jehova skjuler sit åsyn for sin kvinde, til at Elimelek dør, hvis Elimelek er et billede på Herren Jesus Kristus? Hvordan dør Jesus Kristus som er i himmelen, i realiteten over for No’omi-skaren på jorden? Under sin jordiske tjeneste viste Jesus tydeligt at han fulgte denne handleregel: ’Det jeg ser min Fader gøre, gør jeg.’ Hvis Jehova under den periode hvor „resten“ var genstand for hans mishag forlod sin kvinde og skjulte sit åsyn for hende, så må sønnen gøre det samme, især over for den del af Guds universelle organisation der udgør den åndelige rest her på jorden, som er medlemmer af hans brud. På denne måde „døde“ Jesus Kristus over for dem Jehova havde forladt.

Stillet over for en alvorlig udfordring

13. Hvad beslutter No’omi nu at gøre, og hvordan udgør det en udfordring til Rut og Orpa?

¹³ På dette tidspunkt er der i fortidens drama gået ti år, og nu hører No’omi at der er sket en forandring i Betlehem. Jehova har atter vendt sin opmærksomhed mod sit folk ved at give det brød. No’omi beslutter at vende tilbage. Men der er en endnu mere presserende grund hertil. Dér i Betlehem i Juda havde No’omi en arvelod, og hun må drage tilbage for at overtage den. Dette stiller Rut og Orpa, hendes to „døtre“, over for en alvorlig udfordring. Hvad vil de gøre? Øjensynlig uden at stille spørgsmål begiver de sig af sted sammen med No’omi på vej tilbage til Betlehem. (Rut 1:6, 7) Et eller andet sted på vejen forsøger No’omi så at råde dem fra det. „’Vend nu tilbage hver til sin moders hus! . . . [Jehova] give eder, at I må finde ro, hver i sin mands hus!’ Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt og sagde til hende: ’Nej! vi vil følge dig hjem til dit folk!’ Men No’omi sagde: ’Vend tilbage, mine døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu sønner i mit skød, som kan blive eders mænd? Vend tilbage, mine døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en mands hustru. . . . Nej, mine døtre, det gør mig såre ondt for eder, for mig har [Jehovas] hånd ramt!“’ — Rut 1:8-13.

14. Hvilken beslutning træffer Orpa, og hvilken lignende adfærd følger de som hun er et billede på i vor tid?

¹⁴ „De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. Da sagde hun: ’Se, din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sin gud; vend du også tilbage og følg din svigerinde!’“ (Rut 1:14, 15) Orpa er et billede på nogle der kommer i forbindelse med den trofaste No’omi-skare og som for en tid viser en vis interesse og nidkærhed, men som trækker sig tilbage mens de endnu er i deres kristne ungdom. Selviske interesser og personlige ønsker hindrer dem i at tage imod Jehovas udfordring til at ’sætte ham på prøve om han ikke åbner dem himmelens sluser og udøser velsignelse over dem i overmål’. — Mal. 3:10; Hebr. 10:38, 39; 2 Pet. 2:22.

15, 16. Hvordan reagerede Rut på udfordringen?

¹⁵ Rut-skaren giver derimod afkald på alle personlige fordele for sammen med No’omi-skaren at opfylde Jehovas hensigt med dem. „Men Rut svarede: ’Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager bolig, der vil jeg tage bolig; dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud; hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. [Jehova] ramme mig både med det ene og det andet: kun døden skal skille os ad!’“ — Rut 1:16, 17.

¹⁶ Med disse ord: „[Jehova] ramme mig både med det ene og det andet,“ svor Rut med en ed over for Jehova på at hun ville gøre således. Hun tog helhjertet imod denne udfordring til at tjene No’omis Gud og følge No’omi i tjenesten for ham, endog til døden. Hendes beslutsomhed og nidkærhed blev ikke svækket fordi Orpa undlod at følge med. No’omis påvirkning havde ført til Ruts omvendelse, og det inderlige ønske der boede dybt i No’omis hjerte måtte nu føres ud i livet på en måde der ville få Rut til trofast at tage imod den udfordring der yderligere ventede begge kvinder i Betlehem.

Endnu en udfordring

17. Hvad svarede No’omi til sine naboers hilsen da hun vendte tilbage til Betlehem?

¹⁷ Den bitterhed og skuffelse No’omi havde givet udtryk for over for Rut og Orpa med hensyn til deres muligheder i Betlehem, bliver ikke mindre ved No’omis hjemkomst. Nu da hun er tilbage i sit hjem føler hun endnu stærkere sit tab, og den dybe erkendelse af hendes magtesløshed øger kun hendes bitterhed og sorg. Der bliver røre i hele byen over deres tilbagevenden, især blandt kvinderne, som ikke kan tro deres egne øjne. Jamen hvor er Elimelek? Hvor er Malon og Kiljon? Og hvem er denne moabitiske pige? „Og kvinderne sagde: ’Er det No’omi?’ Men hun sagde til dem: ’Kald mig ikke No’omi [der betyder „min yndighed“]; kald mig Mara [der betyder „bitter“], thi den Almægtige har voldet mig megen bitter smerte! Rig drog jeg herfra, og fattig har [Jehova] ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No’omi, når [Jehova] har vidnet imod mig [har ydmyget mig, NW] og den Almægtige tilskikket mig ulykke?’“ — Rut 1:18-22.

18. Hvorfor havde Guds kvinde, repræsenteret ved No’omi-resten på jorden, behov for at blive genløst?

¹⁸ I denne sorgens stund kunne No’omi-skaren i sandhed sige: ’Kald mig Mara, den bitre.’ I Esajas 12:1 hentydes der også til denne strenge tugt idet profeten siger, henvendt til Jehova Gud: „Du vrededes på mig, men din vrede svandt.“ Og i Esajas 52:3 hedder det: „Thi så siger [Jehova]: For intet solgtes I, og uden sølv skal I løskøbes.“ Med andre ord: de der tog Guds indviede tjenere her på jorden til fange betalte ikke for dem, men fik dem for intet. I versene fem og seks hedder det videre: „Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra [Jehova]; mit folk er jo ranet for intet. . . . Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag, at det er mig, som har talet, ja mig.“ Gud lod altså sit folk gå for intet; han lod fjenden tage det i besiddelse uden vederlag. Derfor havde Guds kvinde, repræsenteret ved No’omi-resten her på jorden, behov for at blive genløst, løskøbt fra Babylon den Store.

19. Hvilket løfte fra Jakob til Juda ville No’omi være sig særdeles bevidst i sin forladte tilstand?

¹⁹ Dette var den udfordring No’omi af Betlehem af Judas stamme kom til at stå over for, hun, en barnløs enke der var som forladt, tugtet af Jehova. Alligevel brændte der dybt i hendes hjerte et ønske om at få del i det der var Jehovas hensigt med Israels kvinder, især de få begunstigede af Judas stamme som ville få en andel i opfyldelsen af det løfte Jakob, Judas fader, havde givet. Lige før sin død i Ægypten i 1711 f.v.t. velsignede Jakob Juda med disse ord: „Scepteret skal ikke vige fra Juda, ej heller herskerens stav mellem hans fødder, indtil Silo kommer, og ham skal folkenes lydighed tilhøre.“ (1 Mos. 49:10, NW) Denne Silo, hvis navn betyder „han hvis den er“ eller „han hvem den tilhører“, skal være den hersker der bærer staven. Han skal være den der griber det kongelige scepter. Han skal være Messias, Abrahams sande sæd, gennem hvem alle jordens slægter skulle velsigne sig. (1 Mos. 22:17, 18) Hvem i Judas, Abrahams oldesøns, slægtslinje ville han blive søn af? Hvilken moder i Juda ville få den store ære at bære ham i sin favn? Ikke No’omi — sådan ræsonnerede hun sikkert selv i sit hjerte, barnløs som hun var og ud over den alder hvor hun kunne føde børn. Intet under at No’omi, i sin forladte tilstand, udbrød: „Kald mig Mara.“

Jehova skaber en udvej

20. Hvilket løfte gav Jehova flere hundrede år senere gennem Esajas?

²⁰ Men Jehova havde ikke til hensigt at svigte denne trofaste kvinde hvis udbrud havde nået hans øre. Profeten kunne udmærket havde sagt det samme til hende som da han flere hundrede år senere på Jehovas vegne talte til den kvinde hun var et billede på: „Jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig med evig kærlighed, siger din genløser, [Jehova].“ (Es. 54:8) Hvordan kunne dette ske for No’omis vedkommende? Hvis kødelig efterkommer ville hun ikke have nogen arving som hun kunne efterlade sin afdøde ægtemands ejendom til. Dertil kom at hvis Jehovas hensigt, at frembringe Silo fra Judas stamme, skulle fuldbyrdes gennem hende, måtte hun have en mandlig arving. Hvad skulle hun gøre?

21. Hvilken foranstaltning fandtes der i Israels lov for en enke i No’omis situation, og hvordan udgjorde dette en udfordring til Rut?

²¹ I Israels lov var der sørget for dem der befandt sig i No’omis situation. Ifølge Jehovas eget løfte skulle ingen trofast kvinde i fortidens Israel være ufrugtbar. Han havde sagt: „Disse velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom du adlyder [Jehova] din Guds røst: . . . Velsignet dit livs . . . frugt.“ (5 Mos. 28:2-4) En mand skulle heller ikke lades uden nogen til at føre hans navn videre. I Israels lov hed det: „Når flere brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade sig nogen søn, må hans enke ikke gifte sig med en fremmed mand uden for slægten; men hendes svoger skal gå til hende og tage hende til ægte, idet han indgår svogerægteskab med hende. Og den første søn, hun føder, skal bære den afdøde broders navn, for at hans navn ikke skal udslettes af Israel.“ (5 Mos. 25:5, 6) Denne lov samt loven om løskøbelse var No’omis eneste håb. Hvis der kunne findes en broder eller nær slægtning til Elimelek kunne No’omi støtte sig til denne lovbestemmelse for at finde en udvej. Men selv om det viste sig at der var en slægtning, kunne No’omi ikke selv få et barn. Hendes eneste chance afhang derfor af hendes svigerdatter Rut, som kunne træde i hendes sted i denne ordning og skænke Elimelek afkom. Hvordan ville Rut se på denne mulighed? Ville hun være villig til at give afkald på det håb hun måske havde om at finde en ung mand der kunne give hende selv børn? Ville hun i denne udfordring se en lejlighed til at finde ud af hvad der var Jehovas hensigt og lade den bestemme sit liv?

22. Hvem andre i det profetiske drama ville blive berørt af denne udfordring, og hvordan skulle dens udfald berøre os i dag?

²² Og hvad med Boaz og NN? Hvordan ville de stille sig til den udfordring det var at skulle skaffe No’omi en arving der kunne føre hendes afdøde mand Elimeleks navn videre? Ville de betragte det som en lejlighed til at få en større andel i Jehovas tjeneste? Og hvordan berører denne udfordring og dens udfald os i dag? Den måde hvorpå No’omi blev genrejst åndeligt, den måde hvorpå hendes drøm gennem et langt liv blev virkeliggjort, og den rolle som Rut, Boaz og NN spillede i forbindelse med denne udfordring, er alt sammen en del af dette inspirerende drama som den dag i dag tilskynder os til at lade Jehovas hensigter bestemme vort liv. Den følgende artikel vil vise hvad udfaldet blev.

[Fodnoter]

[Illustration på side 221]

„Hold dig nu rolig, min datter, indtil du får at vide, hvilket udfald sagen får; thi den mand under sig ikke ro, før han får sagen afgjort endnu i dag“

[Illustration på side 224]

Rut tog imod udfordringen til at tjene Jehova idet hun sagde til No’omi: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud“