Sindets frigørelse til kamp

„Nedbryd din faders ba’alsalter og hug asjerastøtten om, som står derved; byg så af stensætningen Jehova din Gud et alter på toppen af klippen.“ — Dommerne 6:25, 26.

 1. Hvilken frihed skænkede Gud mennesket? Anfør eksempler.

JEHOVA er ikke en fangenskabets gud. Han lukker ingen af sine skabninger inde bag jerntremmer. Han binder ikke den enkelte til bestemte tankebaner, men lader sine skabninger tænke frit. Han har ikke skabt fysiske eller mentale maskinmennesker, der rent mekanisk følger hans afstukne veje; tværtimod har han forsynet sine fornuftbegavede skabninger med et sind, så at de ikke blot kan vide, hvad der er ret, og hvad der er uret, men også er i stand til frit at vælge det ene eller det andet. Gav han ikke, ledsaget af en formanende advarsel, det første menneskepar i Eden denne frihed til selv at vælge? Og gjorde ikke hans talerør til Israels folk det samme? „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst.“ Men „hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg i dag, hvem I vil tjene“. — 1 Mosebog 2:17; 5 Mosebog 30:19, 20; Josua 24:15.

 2. Hvorledes blev Satan en fange? Og hvordan har han ført andre i fangenskab under sig?

² Åndeskabningen, der blev Satan, Djævelen, valgte at tjene sig selv og blev en fange af sin egen onde stolthed og sit umættelige begær. (Esajas 14:12-14) Ansporet af sit eget sinds fangevogtere gav Satan sig til at gøre andre til fanger. Under dække af at ville sikre Eva større åndsfrihed tog han hendes sind til fange, og gennem hendes udfordring til Adams selviske ønsker lykkedes det Satan også at drage hendes mand ind i fangenskabet. Siden da har flertallet af dette menneskepars efterkommere været „fangne . . . af ham, så de må gøre hans vilje“. (1 Mosebog 3:3-6; 2 Timoteus 2:26) Selv om de ikke sidder i bogstavelige lænker, så har Satan slået deres tanker „med blindhed“, hvorfor de befinder sig i fængselsagtigt mørke. (2 Korinter 4:4) Dog er det disse blinde, der selv er fanger, som søger at bane vejen til frihed for menneskeheden. „De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, som man er bukket under for.“ (2 Peter 2:19) Nøjagtig ligesom fangen Satan ikke kunne skænke Eva frihed, således kan heller ikke mennesker, der nu er trælle under syndigt begær og fordærv, påtage sig rollen som befriere. Blinde vejledere og blinde efterfølgere vil sammen styrte i undergangens grav. — Mattæus 15:14.

 3. Hvem kan ikke åbne portene til åndelig frihed? Men hvad kan?

³ Uden brug af bogstavelige tremmer har Satan, Djævelen, taget menneskers sind til fange, og for at forhindre ethvert udbrud fra fængselet har han mange synlige fangevogtere, der holder vagt ved åndsfængselets porte. Djævelen har fået prædikatet som den, der „ikke gav fangerne fri“, og derfor har hans fangevogtere ingen nøgle til at åbne cellerne med. De har selv „taget kundskabens nøgle“, og det er den eneste nøgle, der kan lukke portene op til åndelig frihed! Sagde Jesus ikke: „Forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer“? (Esajas 14:17; Lukas 11:52; Johannes 8:32) Den livsvigtigste sandhed er den, der findes i Guds ord, bibelen. Betvivler De det? Dersom bibelens sandheder var kendt og blev fulgt, da ville der ikke eksistere racefordom, religionshad, national ærgerrighed, ungdomsforbrydelser eller forbrydelser i det hele taget eller internationale krige. Verden ville blive en forvandlet verden, en ny verden. Bibelens sandheder ville befri sindet fra det sataniske fangenskab og give det et nyt udsyn, som ville åbenbare, hvad der ville være det gode, velbehagelige og fuldkomne for menneskeheden. Romerne 12:2 siger: „I må ikke antage denne verdens skikke, men med jeres nye sindsindstilling bør I forvandles, så at I kan skønne, hvad der er Guds vilje — hvad der er godt, velbehageligt og fuldkomment_“ — En Amer. Oversættelse.

 4. Hvorfor er åndsfrihed af større betydning for Guds tjenere end selve det at være på fri fod?

⁴ Det er derfor bibelens sandheder, der vil sætte mennesker i stand til at bryde ud af Satans fangenskab og føre menneskeheden ud af trældom og til frihed, frihed til at kende og tjene den sande Gud. Når sindet er frit, kan Jehovas folk tjene ham, selv om de bogstaveligt sidder i fængsel eller koncentrationslejr. Dengang Paulus sad fængslet, skrev han: „Jeg vil, at I skal vide, brødre! at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt.“ (Filipperne 1:12-14) Befriet for vildfarelse og frygt kan sindet, når det er fyldt med bibelens sandhed, kæmpe den gode strid og udfri andre til at tjene Jehova.

 5. Hvad er Guds hensigt med at udfri mennesker fra Satans åg?

⁵ Var det ikke for tilbedelsesfrihedens skyld, at den almægtige Gud lod Ægypten ramme af ødelæggende plager og udfriede israelitterne, som farao holdt i trældom? (2 Mosebog 5:1-9) Århundreder senere, dengang israelitterne blev udfriet af det babyloniske fangenskab og vendte tilbage til deres hjemland, skete det ikke for at give dem politisk uafhængighed som nation, men det skete, for at templet i Jerusalem kunne blive genopbygget og den sande tilbedelse af Jehova genindført. (Ezra 1:1-4; Esajas 61:1-6) På samme måde skal den frihed, der nu opnås gennem bibelkundskab, bruges til at tjene Gud. Mennesker, der er blevet udfriet ved at høre sandheden, bør forkynde denne sandhed for at frigøre andre, for at så mange, som ønsker det, kan opnå frihed til at tilbede Gud i overensstemmelse med hans befalinger. Når de først er blevet frie, må de stå fast, som formaningen lyder: „Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ (Galaterne 5:1) At det lykkedes for nogle og mislykkedes for andre, fremgår af de profetiske begivenheder, der overgik Israel, dengang de havde dommere.

Trældom som følge af troløshed

 6. Hvorledes stod det til med israelitternes tilbedelse i dommertiden?

⁶ Dommertiden var en urolig tid i Israels historie. Den var præget af nedgang og modgang alt efter deres lydighed og ulydighed. Dengang israelitterne tog det forjættede land i eje, uddrev de ikke dæmondyrkerne, men gjorde dem til slaver. I overensstemmelse med Guds advarsel førte denne adfærd israelitterne ind i de hedenske religioners snare. (5 Mosebog 7:16) De indgik kompromis og sluttede pagter med landets indbyggere og undlod at oprykke og udrydde den falske tilbedelse, hvorfor de blev trælle under den. Derfor sagde Jehova til Israel om dæmontilbederne: „De skal blive brodde i jeres sider, og deres guder skal blive jer en snare.“ Fordi de lod sig besnære af dæmonreligionen, „blussede Jehovas vrede op imod Israel, og han gav dem i røveres hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for de omboende fjender“. Ikke desto mindre „lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem“, men når den frelsende dommer døde, „handlede de atter ilde“. Efter hver ny udfrielse og tilbagevenden til den sande tilbedelses høje stade ville de vægelsindede israelitter snart igen fraternisere med de verdslige dæmondyrkere og atter lade sig spænde i hedenske religioners åg. (Dommerne 2:1-23) Det følgende viser at det netop forholdt sig sådan, lige inden Gideon fremstod som dommer:

 7, 8. Hvilke forhold rådede der i Israel, umiddelbart inden Gideon blev Dommer? Og hvorfor var det sådan?

⁷ „Men da israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Jehovas øjne, gav han dem syv år i Midjans hånd. Og Midjan fik overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede israelitterne sig de smuthuller, som findes i bjergene, hulerne og klippeborgene. Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne, amalekitterne og østens stammer og drog op imod dem og lejrede sig imod dem, ødelagde jordens afgrøde lige til egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller småkvæg, hornkvæg eller æsler; thi de drog op med deres hjorde og telte og kom talrige som græshopper.“ — Dommerne 6:1-5.

⁸ Israel høstede følgerne af deres ulydighed, således som Jehova på forhånd havde advaret dem: „Til ingen nytte sår I jeres sæd, thi jeres fjender skal fortære den.“ (3 Mosebog 26:13-17) Hvad havde de gjort, „der var ondt i Jehovas øjne“? Jehova sagde dem det, da han sendte en profet som svar på Israels råb om hjælp: „Jeg førte jer op fra Ægypten, jeg, førte jer ud af trællehuset, jeg friede jer af Ægyptens hånd og af deres hånd, der trængte jer, og jeg drev dem bort foran jer og gav jer deres land. Og jeg sagde til jer: Jeg er Jehova jeres Gud; frygt ikke amoritternes guder, i hvis land I bor! Men I adlød ikke min røst!“ (Dommerne 6:8-10) Jehova Gud havde udfriet dem fra den ægyptiske trældom og ført dem ind idet forjættede land netop med det for øje, at de der skulle tilbede ham i frihed, men de havde misbrugt denne frihed og hengav sig til ba’alsdyrkelse. Denne djævlereligion havde taget deres sind til fange, og de hedenske undertrykkere gjorde sig til gode med frugterne af israelitternes fysiske arbejde.

 9. Hvori er disse forhold profetier om kristenhedens religiøse tilstand?

⁹ Alt dette er et profetisk drama, der skildrer forholdene i det tyvende århundrede. Kristenhedens folkeslag har antaget Guds og Kristi navn og foregiver at tjene Jehova og undsiger sig hedenskabets uvidenhed og besmittende vandel. Men et enkelt øjekast er nok til at overbevise os om, hvor ukristelig kristenheden er, hvorfor så mange af dens foreteelser er onde i Guds øjne, og hvorfor hans bud er forblevet upåagtede. Selv i religiøs henseende er kristenheden blevet hildet i den moderne ba’alsdyrkelses snare. Folk, som omhyggeligt har studeret de gamle religioner, ved, at alle hoveddogmerne har deres udspring i det Babylon, Kusj og Nimrod grundlagde, at Ba’al kan føres tilbage til dem, og at Nimrod er ansvarlig for nutidens opfattelse af Djævelen som en vanskabning med horn, hale og hestehov. Da Nimrods tårnprojekt brød sammen og folkene spredtes ud over jorden som følge af sprogforvirringen, tog de deres religiøse opfattelser med sig. Derfor er det, at de mange forskellige falske religioner har så meget til fælles: de har deres udspring fra den samme kilde, fortidens ba’alsdyrkelse. — Hislop’s The Two Babylons, siderne 21-40.

10, 11. Hvornår begyndte ba’alsdyrkelsen at besmitte det system, der med tiden er blevet til kristenheden? Hvorledes er det gået til?

¹⁰ Nutidens kristenhed har heller ikke undgået ba’alsdyrkelsens snare, thi mange af dens dogmer kan ligesom de hedenske religioners lærer spores tilbage til det gamle Babylon. Bibelen forudsagde, at onde mennesker ville indføre skadelige vranglærdomme efter apostlenes død, og denne besmittelse nåede sit højdepunkt i året 325 e. Kr., da kejser Konstantin sammensmeltede frafalden kristendom med hedenskabet. Kort tid derefter fremstod den romersk-katolske kirke, og da protestantismen århundreder senere udskilte sig fra den, tog den mange hedenske religionsdogmer med sig. De, som i vore dage bekender sig til den „kristne religion“, er ikke frie til at tilbede Gud på rette måde. Deres sind er blevet formørket af den nutidige form for ba’alsdyrkelse, og de er blinde for sand, bibelsk tilbedelse. Overvej de følgende citater som en bekræftelse af, at hedenskabet og de ortodokse „kristne religioner“ har fælles grobund:

¹¹ „Den omfattende indførelse af hedenske ceremonier i den kristne tilbedelse, der fandt sted inden afslutningen på det fjerde århundrede, havde, om man så må sige, sat et hedningepræg på religionens ydre form og væsen.“ — Church History, af provst Waddington.

12. Hvorledes påpeger Van Dykes bog „Popery“ (Pavevæsen), at de katolske skikke og ceremonier er af hedensk oprindelse?

¹² „Tilhængerne af Buddha i Burma, Siam og det kinesiske rige . . . har deres relikvier og billeder, som er genstand for den højeste veneration, deres templer koster fabelagtige summer, deres helgener kanoniseres af en gejstlig autoritet, deres præster er ragede, lever i cølibat, fattigdom og lydighed, deres vokskærter brænder dag og nat, deres bod består i selvpinsler, deres endeløse traditioner og deres hårkløvende moralsondringer, selv deres skriftemål. De har også deres fastetid, fire eller fem uger, i hvilke det ventes, at hele folket lever af grøntsager og frugt; deres gentagelse af bønner, faster, ofringer til helgenbilleder, cølibat, frivillig fattigdom, tvungen fromhed, tempelgaver, klostre og afgudsbilleder. Selv rosenkransen, en perlesnor, der bruges under afsigelse af bønner, og som af katolikkerne menes at være en særlig opfindelse, der blev åbenbaret for St. Dominikus, er led i fromme buddhisters hellige maskineri.“ — Popery, af Van Dyke.

13. Hvorledes bekræfter kardinal Newman den kendsgerning, at den romersk-katolske tilbedelsesform er hentet fra hedenskabet og dæmonisme?

¹³ „I tillid til kristendommens evne til at modstå det ondes smitte og til at forvandle selve dæmondyrkelsens instrumenter og vedhæng til evangelisk brug, og i følelsen af at disse skikke oprindelig var kommet fra primitive åbenbarelser og naturinstinkter, skønt de var blevet fordærvet, og at de måtte opfinde, hvad de behøvede, hvis de ikke benyttede det, de fandt, og at de endvidere besad selve de virkeligheder, som hedenskabet forsøgte at være skygger af, var kirkens [den katolske kirkes] ledere lige fra de ældste tider rede til, hvis lejlighed bød sig, at antage, imitere eller hellige befolkningens eksisterende ritualer og skikke såvel som den dannede klasses filosofi. Brugen af templer, indviet til visse helgener, og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne, røgelse, lamper, lysestager, løfter om gaver ved helbredelse fra sygdomme, vievand, asyler, helligdage og højtider. Brugen af kalendere, processioner, velsignelse af markerne, præstekjoler og messehagler, tonsuren, vielsesringen, at vende sig mod øst, senere indførelsen af billeder, måske også præsternes messen og [sangen] Kyrie Eleison, er altsammen af hedensk oprindelse og helliget ved kirkens antagelse.“ — Essay on the Development of Christian Doctrine, af kardinal Newman.

14, 15. Kan dæmonisme helliges ved at blive antaget af den såkaldte kristne kirke? Og hvilke forhold i kristenheden, der svarer til dem på Gideons tid, bekræfter dit svar?

¹⁴ Kristenheden har gravet dybt ned i hedenskabet efter sin religiøse kundskab, selv om den smykker sig med navnet „kristen“. I modsætning til visse religiøse opfattelser er det ikke mere muligt at hellige dæmonismen ved antagelse i de ortodokse kristne kirker, end det var for Israel at kalke den sorte ba’alsdyrkelse hvid. (2 Korinter 6:14-17) På grund af dens afvigelse fra den sande tilbedelse af Jehova, som anvises i bibelen, ejer kristenheden ikke Guds beskyttelse, og dens folk lider under åndeligt fangenskab og korporlig undertrykkelse. Folk befinder sig i dag i samme situation som israelitterne under Midjan. Midjanitterne og deres forbundsfæller er et billede på Satans synlige redskaber, der med hård hånd rider folkene, der bærer dem oppe.

¹⁵ Politiske, kommercielle, religiøse og militære systemer hersker over og undertrykker folkemasserne. Som røvere, hærværksmænd og mordere ligger de på lur efter de værgeløse og frarøver dem deres arbejdes frugt. Den jævne befolkning slider for at fremstille fødevarer, klæder og hjem, medens andre, der ikke har frembragt noget, høster gavn af deres slid. Israelitterne måtte lave sig huler for at gemme deres afgrøde, så de havde noget at spise. I vor tid spinker og sparer folket for at have lidt at lægge op til en usikker fremtid, men de herskende finder frem til disse spareskillinger og lægger hånd på lønninger og gager gennem ublu beskatning. Disse skatter bruges ikke fortrinsvis til nødvendige udgifter med folkets bedste for øje, men til store gager, der yderligere suppleres med forskellig art bestikkelse, eller til nytteløse projekter, fejladministration og direkte spild. Højfinansen søger den størst mulige profit ved at sætte priserne i vejret, samtidig med at varernes kvalitet forringes. Religioner tigger om og lokker penge ud af folk, som tror, at de derigennem tjener Gud, men i virkeligheden fremmer de nutidens ba’alsdyrkelse, der er selve roden til mange af deres byrder og vanskeligheder. Skuffede og undertrykte som de er, råber mange til Herren i deres nød, men når forholdene bedres og der spores midlertidig fremgang, glemmer de igen Gud. Det er netop, hvad israelitterne gjorde, dengang de havde dommere.

„Nedbryd din faders ba’alsalter“

16. Hvilket budskab bliver overbragt Gideon, og hvorledes reagerer han over for det?

¹⁶ Gideon var blandt de israelitter, der i oprigtighed råbte til Herren. Det første, vi hører om ham, er, at han opholder sig i Ofra, hvor han for at være i fred for midjanitterne tærsker hvede i vinpersen og ikke på en åben tærskeplads. Han får besøg. En Herrens engel tiltaler ham som „stærke kriger“ og siger: „Du [skal] frelse Israel af Midjans hånd; sandelig, jeg sender dig!“ „Ak, Herre! hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit fædrenehus!“ svarede Gideon. Han tænkte ikke højere om sig selv, end han burde, men havde et ydmygt hjerte. Alligevel var han villig til at påtage sig en livsfarlig opgave, dersom han kunne være sikker på, at Gud ville støtte ham. Derfor bad han om et tegn, hvilket også blev givet ham, idet engelen lod ild slå op af klippen og fortære madofferet, Gideon havde tilberedt. — Dommerne 6:11-24.

17. Hvad gjorde Gideon med det samme, og efter hvis anvisninger?

¹⁷ Jehova Gud var ikke sen til at fortælle Gideon, hvorledes han skulle bære sig ad, og Gideon tøvede heller ikke med at handle efter disse anvisninger. Beretningen lyder: „Samme nat sagde Jehova til ham: Tag ti af dine trælle og en syvårs tyr; nedbryd din faders ba’alsalter og hug asjerastøtten om, som står derved; byg så af stensætningen Jehova din Gud et alter på toppen af klippen her og tag tyren og brænd den som brændoffer med træet af den omhuggede asjerastøtte! Gideon tog da ti af sine trælle og gjorde, som Jehova bød ham; men han gjorde det om natten, thi af frygt for sin familie og sine bysbørn turde han ikke gøre det om dagen.“ — Dommerne 6:25-27.

18. Hvem var Gideon et billede på, og hvilken situation befandt de sig i, der svarer til Gideons, dengang engelen besøgte ham?

¹⁸ I dette profetiske drama var Gideon et ’billede på Kristus Jesus og resten af de salvede lemmer på legemet. Under og umiddelbart efter den første verdenskrig befandt de sande kristne sig i nøjagtig den samme situation som Gideon, da Herrens engel besøgte ham. Ligesom israelitterne i det forjættede land indtog de en stilling, hvori de kunne tjene Gud, og de såede også noget af sandhedens sæd, men var ude af stand til at bjærge frugterne ind af hele deres kristne høst. De var blevet besmittet af nogle af den religiøse ba’alsdyrkelses skikke og fremholdt som følge af delvis blindhed ikke budskabet så klart og utvetydigt, som de burde have gjort det. De så op til verdensherskerne som de øvrigheder, de havde over sig (Romerne 13), de var også tilbøjelige til mennesketilbedelse og menneskefrygt og forkyndte ikke budskabet så åbenlyst og frimodigt, som de skulle. De lod sig undertrykke af verdslige elementer, der holdt dem i åndeligt fangenskab, og mange blev kastet i bogstavelige fængsler. De var ikke frie til at kæmpe som Guds stridsmænd.

19. Hvad skete der med den salvede rest ved Kristi Jesu komme til templet i 1918?

¹⁹ Så kom Kristus Jesus til templet i 1918 som skildret ved engelens besøg hos Gideon. Deres bemyndigelse til at forkynde blev gjort dem klar. Ja, de var kun en lille skare, den mindste blandt mennesker, hvad antal og indflydelse angik, og kunne efter alle ydre tegn at dømme intet udrette. Men sandhederne, der nu oplyste deres sind og fjernede misforståelser, forvissede dem om, at Gud var med dem i dette arbejde, og de kom pludselig til live i tjenesten for Riget, til trods for at fjenden troede, at disse fangne, der kun kunne vente døden, var så godt som udryddet. (Salme 79:11; Esajas 42:7; Åbenbaringen 11:9-11) Overbeviste om, at Guds kraft nu virkede på deres vegne, og opfyldt af de nye sandheder, der strømmede ud fra templet, forenede denne lille skare kristne sig til angrebet på de falske religioner, der forblindede de retsindige mennesker.

20. Hvorledes brugte de kristne ting i Guds tjeneste, der før var blevet misbrugt?

²⁰ Gideon og hans mænd gik modigt til værks imod ba’alsdyrkelsen. De nedbrød ba’alsbilledet, huggede den hellige asjerastøtte om og bemægtigede sig tyren, der var udset til at ofres til Ba’al. Disse ting, der før var blevet misbrugt, blev nu anvendt i Guds tjeneste. Af stensætningen byggede de et alter for Jehova, slagtede den bedste tyr og brugte den som brændoffer til Gud. Til brændsel anvendte de asjerastøtten, som de havde hugget ned. På lignende vis gik det efter den første verdenskrig, idet Jehovas vidner, der atter var vakt til live, brugte de ting, som de undertrykkende, verdslige elementer før havde tilvendt sig, i Rigets tjeneste. Tid og kræfter, der før spildtes på nytteløse ting, anvendes nu i Guds tjeneste. Personlige midler bruges til Jehovas ære. (Ordsprogene 3:9) Ord, der før brugtes på uret, religiøs vis, bringes nu som lovprisningsofre til Gud som offertyre, der er viet til Jehova ved brændoffer. „Tag ord med og vend atter tilbage til Jehova: sig til ham, borttag al brøde, anerkend det gode: så vil vi bringe som tyre vore læbers offer.“ „Lad os i hans navn bestandig bringe lovprisningsoffer til Gud — læbers udsagn, der ophøjer Guds navn.“ — Hoseas 14:3, Amer. Stand. Overs.; Hebræerne 13:15, En Amer. Overs.

21. På hvilken måde gør den kristnes lovprisning det af med nutidens ba’alsdyrkelse?

²¹ Ligesom det var Gideons offer til Gud, der fortærede Ba’als afgudsbillede, således gør den kristne lovprisning det af med religionens falske læresætninger. Når kristne citerer Ezekiels ord: „Den sjæl, der synder, den skal dø,“ mister den religiøse læresætning om sjælens udødelighed sin kraft. Når de citerer Paulus’s ord: „Syndens løn er død“, forsvinder fabelen om evig pine op i røg. Når de gentager Jesu ord: „Faderen er større end jeg“, beviser de, at treenighedslæren om, at Gud og Kristus er jævnbyrdige, er falsk. Hvad treenighedsdogmet angår, da finder det kun støtte i eet skriftsted i ældre bibler, og det har man nu gennem sammenlignende forskning konstateret er falsk og har derfor ikke medtaget det i de moderne og mere nøjagtige oversættelser, det er blevet fjernet fra Guds ords sider. (Ezekiel 18:4; Romerne 6:23; Johannes 14:28; 1 Johannes 5:7) Disse og andre lovprisningsord, som kristne henter fra bibelen og bruger i deres forkyndelse, gør ende på de organiserede „kristne religioners“ læresætninger i vor tid. Kristenhedens overleverede trosbekendelser og lære, der stammer direkte fra hedenskabet og ikke fra de hellige skrifter, kuldkastes. De er ikke mere til i oprigtige og oplyste menneskers sind, end Ba’als afgudsbillede eller asjerastøtten var det, efter at Gideon og hans hjælpere havde jævnet dem med jorden.

22, 23. a) Hvilken betydning har Gideons navn i forbilledet og i modbilledet? b) Hvorledes stiller modstanderne sig over for nedrivningen af ba’alsdyrkelsen i forbillede og modbillede?

²² Gideons navn betyder „fælder; hugger; kriger“. På ba’alsdyrkelsens urene redskaber virkede Gideon som den, der fældede eller huggede dem om, og hans senere adfærd berettigede ham til navnets anden betydning: „kriger“. Den modbilledlige Gideon, Kristus Jesus, åbenbarer fra templet sandheden og sine domme, der er fældende for hele Djævelens system i Kristi efterfølgeres øjne, og disse efterfølgere er med i dette nedrivningsværk imod nutidens ba’alsdyrkelse ved at videregive disse afslørende sandheder til andre. Hvorledes reagerer nu de, som hører derpå? Vi får en idé herom ved at lægge mærke til eftervirkningerne af Gideons indgreb i forbilledet: „Da byens folk næste morgen tidlig så ba’alsalteret nedbrudt, asjerastøtten ved siden af hugget om og tyren ofret på det nybyggede alter, sagde de til hverandre: Hvem mon der har gjort det? Og da de spurgte sig for og foretog en undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasj’s søn. Og byens folk sagde til Joasj: Udlever din søn, for at han kan lide døden, thi han har nedbrudt ba’alsalteret og omhugget asjerastøtten ved siden af!“ — Dommerne 6:28-30.

²³ Uden tvivl var disse mænd blandt dem, der førhen havde råbt til Herren i deres nød. De havde antagelig hørt det budskab, Gud gennem profeten sendte Israel om, at deres antagelse af ba’alsdyrkelsen var årsagen til deres nød og elendighed. Men da der blev rørt ved årsagen til deres ulykke, rejste de sig i samlet flok imod ham, der afslørede dem. De ønskede mere af det, som bragte dem i vanskeligheder. De kunne ikke se situationen fornuftigt og logisk i øjnene, men under massesuggestion forlangte de Gideon udleveret. Når Jehovas vidner nu om stunder afslører, at de ortodokse religioner er af hedensk oprindelse og i modstrid med Guds ord, og på denne måde nedbryder den falske religion i nogle af deres tilhøreres sind, rejser andre et ramaskrig imod Guds tjenere og forlanger, at de skal arresteres, kastes i fængsel, og de danner pøbelsværme imod dem og går så vidt som at kræve deres liv og tager også i visse tilfælde Guds tjeneres liv. Fra tid til anden beder de verdslige ledere inden for religion og politik om mere af det, som i virkeligheden plager dem, og de udbasunerer, at det, der trænges til, er mere religion. Når trængslerne rammer dem i Harmagedon, så lad dem bede til deres selvvalgte hedenske guder om befrielse og ikke til Jehova Gud. — Dommerne 10:14.

24. Hvad beviser såvel fortidens som nutidens ba’alsdyrkelses falskhed?

²⁴ Gideons fader, Joasj, standsede pøbelsværmen med disse ord: „Vil I virkelig stride for Ba’al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i morgen! Er han gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans alter er nedbrudt!“ Men Ba’al kunne ikke svare for sig selv, lige så lidt som vor tids ba’alsdyrkere kan forsvare sig over for bibelens sandheder, når de forkyndes, eller med logiske argumenter gendrive det vidnesbyrd, Jehovas vidner aflægger imod dem. Den kristne tro bevises ved gerninger, og ba’alsdyrkelsens tomhed afsløres ved dens mangel på gode gerninger. Derfor fik Gideon ved den lejlighed „navnet Jerubba’al, idet man sagde: Lad Ba’al stride med ham, siden han har nedbrudt hans alter!“ (Dommerne 6:31, 32) Dette ba’alsalter havde tilhørt Joasj, men dog følte Gideon ikke, som så mange gør det nu, at den religion, der var god nok til deres fader, også er god nok til dem. Joasj selv var også rede til at skifte standpunkt, da det blev bevist, at hans gud var magtesløs.

25. Hvorfor er det så påkrævet at fjerne al dæmondyrkelse, inden man kan nyde Jehovas støtte og velsignelse?

²⁵ Bort med al falsk religion, der holder mennesker i mentalt fangenskab, binder og forblinder deres åndsevner, så at de ikke kan få øjnene op for den sande tilbedelse af Gud! Ned med ba’alsalteret, billederne, de hellige støtter og ofringerne! Gud ville ikke udfri Israel, så længe Ba’al fik æren for udfrielsen. Gud frelser kun, når der ikke er fremmede guder blandt hans folk. (Esajas 43:12) Inden Jehova greb ind over for midjanitternes invasionshære på Gideons tid, var Ba’al styrtet, og de oprigtige blandt israelitterne blev renset for deres urenheder. I modbilledet lod Jehova, inden han sendte sine vidner til angreb mod Djævelens systemer, dem gennemgå en renselsesproces under den større Gideon, Kristus Jesus, i templet med det ene for øje, at de skulle kunne „frembære offergave for Jehova i retfærdighed“. — Malakias 3:1-5; 1 Peter 4:17.

De frygtløse kaldes sammen

26. Hvad har fjenden været snu nok til at forstå, og hvad fik det dem til at gøre?

²⁶ Ulydighed imod Gud havde praktisk taget ført israelitterne i fangenskab. Lydighed var nøglen, der kunne åbne fængselsportene og sætte dem i stand til at drive undertrykkerne på flugt. Udryddelsen af ba’alsdyrkelsen var det første skridt, der måtte tages for at finde vejen tilbage til den sande tilbedelse. De hedenske udplyndrere af landet har sikkert været snu nok til at forstå dette og i denne udrenselse af ba’alsdyrkelsen se det første tegn på samlet modstand mod deres systematiske udplyndring. Det var i hvert tilfælde i dette kritiske øjeblik, at alle undertrykkerne gjorde fælles sag, og at mindst 135.000 mand strømmede ned mod Jordans bredder, gik over dens vande og styrede lige imod Israels hjerte, den frugtbare Jizre’elslette, hvor de slog lejr, alle bevæbnet til tænderne for at slå enhver modstand ned, der kunne tænkes at rejse sig imod dem. — Dommerne 6:33; 8:10.

27. Hvad gjorde Gideon for at imødegå denne trusel, og hvad var han ivrig efter at få at vide?

²⁷ Beretningen viser, hvorledes Gideon af Herrens ånd blev ledet til at møde denne invasion ved at støde i hornet og sende bud ud til visse stammer og lade de våbenføre mænd fylke sig til modstand imod angriberne; hvorledes han søgte Gud for at få forsikring om, at han ville være med dem i kampen og udfri Israel; og hvorledes denne forsikring blev givet, idet Gud først lod dug falde på fåreskindet, medens jorden udenom forblev tør, og derefter lod den falde på jorden og lod fåreskindet forblive tørt. Gideon havde allerede fået forsikring om, at han kunne forvente guddommelig ledelse, dengang engelen besøgte ham, og nu fik han gennem denne sidste prøve en dobbelt forsikring om, at han var i sin gode ret. Det hedder i beretningen: „Næste morgen tidlig brød Jerubba’al, det er Gideon, op med sine folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens midjanitternes lejr var nedenfor på sletten, norden for Morehøjen.“ — Dommerne 6:34-40; 7:1.

28. Hvilken befaling gav Gud nu Gideon, og hvorfor?

²⁸ Til trods for, at der kun var samlet 32.000 israelitter oppe i bjergene, og til trods for, at fjendehæren neden for på sletten udgjorde 135.000 mand, gav Jehova Gud denne ejendommelige befaling til Gideon: „Da sagde Jehova til Gideon: Du har for mange folk hos dig, til at jeg kan give midjanitterne i deres hånd; gjorde jeg det, ville Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen kraft skaffede mig sejr! Lad derfor udråbe for folket: Enhver, som er ræd og angst, skal vende hjem!“ (Dommerne 7:2, 3) Denne gang var det ikke Gideon, der bad om et bevis for, at det var rigtigt, hvad han gjorde, eller for, at Jehova ville støtte ham, men det var Gud selv, der sigtede dem, som var samlet til kamp. De frygtagtige fik besked på at gå hjem. 22.000 trak sig tilbage fra hæren. Ti tusind blev ved Harodkilden, hvis navn betyder „bæven, rysten“. Før var Israels fjender fire gange så talrige som de, men nu var de tretten gange så mange. Og dog var Jehovas handling dikteret af klogskab og i overensstemmelse med hans lov om krigsførelse: „Og tilsynsmændene skal fremdeles tale til folket og sige: Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!“ — 5 Mosebog 20:8.

29. Hvilket modstykke findes der i vor tid til midjanitternes sammensværgelse mod Gideon og af Gideons prøver med hensyn til, om han ejede Guds godkendelse?

²⁹ Som en opfyldelse af disse begivenheder i det profetiske drama opstillede Satans organisation sig i slagorden imod Rigets forkyndere efter Kristi Jesu indsættelse på troen og hans komme til templet og renselsen af hans salvede rest på jorden. (Åbenbaringen 12:17) Flere profetier forudsiger, at til den tid ville mænd og nationer sammensværge sig og gøre fælles front imod vidnerne, der nu var blevet befriet for mange falske religiøse opfattelser, der havde hindret dem i deres tjeneste for Gud. (Salme 2 og 83; Esajas 8:9-12; Åbenbaringen 11:17, 18) Talmæssigt underlegne ligesom Gideons lille hær må Jehovas salvede vidner fuldstændigt stole på Guds hjælp, thi af sig selv kan de intet udrette. Derfor prøver de bestandig deres egen stilling, ransager sig selv, undersøger bibelen for at forvisse sig om, at deres forkyndelse stadig er i harmoni dermed, spejder efter beviser for Jehovas ledelse og velsignelse og er på vagt efter at tage ved lære af eventuelle irettesættelser fra Gud. Ligesom Gideon prøvede om og om igen, således vedbliver de med at prøve deres egen stilling ind for Gud, efterhånden som de bevæger sig frem på tidens strøm. — 2 Korinter 13:5; 1 Tessaloniker 5:21; Hebræerne 12:5-11.

30. Hvordan får frygt nu mange til at trække sig tilbage fra de kristnes samlingssteder?

³⁰ Efterhånden som vidnerne bærer deres forkyndelse ud over hele jorden, indbyder de andre til at samle sig med dem. Mange er i hjertet i overensstemmelse med deres budskab imod den hykleriske religion, men vil ikke komme sammen med dem. Andre samtykker og kommer sammen med dem ligesom de 32.000 israelitter. Ved møderne får de øjnene op for, at det betyder kamp at være med, og for hele fjendens hær, der står over for vidnerne; de opdager, at forfølgelse rammer dem, som tager standpunkt for Jehova, og efter i en kort tid at være kommet til møderne trækker de sig tilbage fra de frygtløses rækker. De har ikke den fuldkomne kærlighed til Gud, der driver al frygt ud, men de er bundet af menneskefrygt, og angsten lammer deres sind. Mødestederne, hvor sandhedens vand strømmer ud, bliver ligesom Harodkilden steder med rysten og bæven for dem, således som det blev det for de 22.000. De foretrækker at stå sig godt med deres bysbørn fremfor at stå sig godt med Gud, ligesom tilfældet var med nogle af de ledende mænd på Jesu tid: „Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen; de foretrak menneskers godkendelse fremfor Guds godkendelse.“ (Johannes 12:42, 43, Moffatt) Deres forsagte forsøg på at bryde ud fra Satans fængsel mislykkes, fordi de taber modet, ophører med at samles med Guds folk og vender derfor tilbage til fangenskabet. — Ordsprogene 29:25; Mattæus 5:10-12; 2 Timoteus 3:12; Hebræerne 10:25; 1 Johannes 4:18.

De dovne sigtes fra de nidkære

31-33. Hvorledes blev der yderligere udtyndet i Gideons hær, og hvorfor?

³¹ Jehova Gud foretog denne prøve for at fjerne de frygtagtige. Han gjorde det ved at åbenbare sandheden om den kamp, der ventede dem, og om at Djævelens organisation skulle afsløres, og disse afsløringer slog dem med angst. Sandheden skilte dem, som ikke modigt fulgte deres leder, Kristus Jesus, ud fra Herrens folk. Yderligere åbenbarelser af sandheden skulle tynde endnu mere ud i rækkerne, som det tilkendegives af, hvad der dernæst hændte Gideons hær på ti tusind mand:

³² „Men Jehova sagde til Gideon: Endnu er der for mange folk; før dem ned til vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå! Da han havde ført folket ned til vandet, sagde Jehova til Gideon: Alle dem, der laber vandet med tungen som hunde, skal du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på knæ for at drikke! Og tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde resten af folket sig på knæ for at drikke af vandet, idet de førte det til munden med hånden. Da sagde Jehova til Gideon: Med de 300 mand, som labede, vil jeg frelse jer og give midjanitterne i din hånd: men resten af folket skal drage hver til sit!“ — Dommerne 7:4-7.

³³ Israels sag stod nu 450 mod een! Hvad kunne denne lille håndfuld mænd gøre imod 135.000 bevæbnede krigere? Af sig selv, absolut intet! Enhver befrielse, der måtte komme igennem dem, ville ikke skyldes deres antal. De kunne aldrig senere prale med: „Min egen kraft skaffede mig sejr!“ Ikke Ba’al, der nu var omstyrtet og fjernet, heller ikke deres egne udtyndede og slunkne rækker, men Jehova Gud ville få æren for enhver sejr, der måtte blive vundet!

34. Hvilke forhold udgjorde en god grund for denne drikkeprøve?

³⁴ Men hvorfor blev de 9700, der knælede ned for at drikke, sendt hjem? Enhver vil, gå med til, at frygtagtighed var en god grund til at fjerne de 22.000, men hvilken grund er der at finde i denne drikkeprøve? Husk på, at Gideons hær befandt sig lige i nærheden af fjendens lejr, at deres modstandere så at sige var inden for synsvidde, og at kampen var lige forestående. Sådanne forhold krævede agtpågivenhed og årvågenhed. Og hvor meget ser et menneske, der bøjer sig eller kaster sig ned for begærligt at slubre vand i sig, uden at ænse sine omgivelser? Udviste ikke de 9700 ligegyldighed, forsømmelighed og mangel på omtanke i en kritisk situation ved i al magelighed at tilfredsstille deres personlige trang? Jo i lige så høj grad som de 300 lagde de modsatte gode egenskaber for dagen, hvilket satte dem i stand til at se sig om og følge med i begivenhederne, skulle der pludselig indtræffe en vending i situationen. Medens de slukkede deres tørst, glemte de ikke kampen.

35. Hvor findes i dag symbolske vandingssteder for mange? Kan du bekræfte dit svar ud fra bibelen?

³⁵ Hvad er nu den profetiske betydning af dette? Det myldrer i bibelen med beviser for, at vand repræsenterer livgivende sandheder fra Jehova. Sådanne udtryk som frelsens kilder, en kilde med levende vand, en flod med livets vand og „rensede i vandbadet ved ordet“ er kun nogle få eksempler. (Esajas 12:3; Jeremias 2:13; Ezekiel 47:1-12; Amos 8:11; Efeserne 5:26; Åbenbaringen 22:1, 17) Medens man kan drikke af sandhedens vand i sit eget hjem, bør man også drikke i menighedsforsamlingerne. Sådanne møder er vandingssteder for mange, og i dette forbillede var det en forsamling af mennesker, der drak af vandet. Derfor er vor tids drikkeprøve foregået ved Jehovas vidners sammenkomster.

36. Hvilken skare skildredes på billedlig vis ved de 9700, der ikke bestod drikkeprøven på Gideons tid, og hvornår viste denne skare sig særlig tydeligt?

³⁶ De 22.000 frygtagtige blev ikke længe nok ved Harodkilden til virkelig at slukke deres tørst, hvad de 9700 gjorde. Mange kommer i vore dage til et møde eller to, men skræmmes bort ved tanken om tjenesten og forfølgelserne, inden de rigtig har fået smagt sandhedens vand, andre igen fortsætter med at komme og drikke budskabet ind. De sætter sig til rette ved møderne, slapper af og nyder den logiske forklaring på vanskelige skriftsteder, der er som skøn musik i deres ører; med velbehag lytter de til beskrivelserne af den nye verdens velsignelser, som var det en smuk sang, men de vil ikke bringe den dejlige musik videre til andre eller synge den smukke sang i andres påhør, de vil ikke indtage en agtpågivende holdning eller have et åbent blik for tjenesten eller se fjenden lige i øjnene. (Ezekiel 33:30-33) Deres udvidelsesprogram er udelukkende et selvisk program, og de har kun til mål selv at blive kloge og opblæste af kundskab, men det er uden forstand. De hamstrer sandheden ligesom en gnier, der graver sit guld ned. Denne skare, der forbilledligt blev skildret ved Gideons 9700, viste sig ganske særlig i 1920-erne, da så mange lod sig hilde af karakterudviklingens snare, og så få indså kravet om aktiv tjeneste. Når nødvendigheden af tjenesten gang på gang blev fremholdt for dem ved møderne, var denne sandhed for hård for mange, og den bevirkede, at de blev fjernet fra Jehovas folks forsamling. — Ordsprogene 4:5, 7; Johannes 6:60-66; 1 Korinter 8:1.

37. På hvilken måde viser andre, at de er årvågne ved møderne og har samme indstilling som de 300 mand i dramaet?

³⁷ Hvor helt anderledes er de modbilledlige 300 mænds indstilling ved møderne! De har brug for at drikke, og de gør det, men for dem er budskabet ikke blot en smuk søndagsprædiken, der kildrer deres ører for bagefter at blive glemt, det er ikke skøn musik, der går ind ad det ene øre og ud ad det andet, eller en dejlig sang som akkompagnement til deres dagdrømme om en ny verden. Når de glæder sig over belærende erfaringer eller praktiske demonstrationer ved møderne, så følger de med i det altsammen for at kunne anvende det i deres personlige tjeneste i vidnearbejdet. Når Vagttaarnet studeres i gruppen og gode bibelske punkter fremdrages, glæder de sig ikke alene selv over sandheden, men tænker på, hvorledes de kan bruge denne kundskab i deres egen forkyndergerning. De er „ordets gørere, ikke blot dets hørere“. (Jakob 1:22) De kvæger sig med sandhedens vand, der strømmer frem ved møderne, men de er på vagt over for enhver lejlighed til tjeneste og til at fortælle andre om sandheden. Efterhånden som de selv lærer mange ting, stiger deres ønsker om at fortælle det til andre, indtil det når et sådant punkt, at de simpelthen må lukke munden op for at få luft og lade budskabet strømme ud til glæde for andre, ligesom Elihu gjorde. — Job 32:17-20.

38. Hvorledes blev de salvede vidners skare formindsket i 1920erne, og gav det nogen anledning til modløshed?

³⁸ I 1920-erne rensede og sigtede prøverne, der kom gennem de mange nye sandheder og domme fra templet, den salvede rest, til kun ganske få var tilbage, der ikke kunne rystes ud, de prøvede, frygtløse, uselviske og vågne stridsmænd, der henter deres „kraft fra Herren og hans vældige styrke“. (Esajas 6:5-7; Zakarias 3:1-5; Efeserne 6:10) En lille skare vidner i sammenligning med de fjendtlige hære, der stod over for dem. Dog tal tæller ikke på sejrens vægtskål, når Jehova er med de få. (1 Samuel 14:6; Lukas 19:40; Romerne 8:31) Begivenhedernes gang beviste rigtigheden af dette princip på Gideons tid, og de modbilledlige begivenheder bekræfter det i vor tid.

Hvorfor sindene frigøres

39. Hvorledes modstod flertallet før bestræbelserne for åndelig udrensning? Og hvorledes gør de det nu?

³⁹ Lad os, inden vi går over til at se på bibelens beretning af selve kampen og vor tids begivenheder, der er en parallel til dem, give os tid til at kaste et blik tilbage over dramaets hidtidige udvikling. Hele Israel stod som uren ind for Gud som følge af ba’alsdyrkelsen. De måtte holde sig skjult for de hærgende invasionshære. I deres nød råbte de til Herren. Han svarede dem ved at sende en profet, en engel og oprejse en dommer som deres befrier. Flertallet modstod budskabet, profeten bragte, og de mødte op i samlet flok for at dræbe dommeren, der var blevet udpeget ved engelens besøg. De foretrak den populære ba’alsdyrkelse fremfor sand tilbedelse. På samme måde forholder det sig i dag. Nu er det kristenhedens ortodokse, men falske religioner, der er populære, og bibelens usminkede sandheder, som Jehovas vidner forkynder, der får pøbelsværme til at gå til voldshandlinger.

40. På hvilken måde er den salvede rest kampberedt, og hvilken dårskab undgår de?

⁴⁰ Men den trofaste Gideon og hans mænd omstyrtede Ba’al, sendte bud til folket om at samles og forberedte sig til slaget ved at fjerne de frygtagtige og selvisk dovne og selv være rede til handling. Den salvede rest udgør en lignende skare i dag. De er blevet beredt til kampen ved at vende falske religiøse ceremonier ryggen og ved at fjerne religiøse vranglærdomme fra deres sind, de er blevet befriet for indflydelsen fra nutidens ba’alsdyrkelse og har sindet åbent for sandhederne fra Guds ord og fra den større Gideon i templet. De studerer hos sig selv og ved møder, frigjorte for frygt og selviskhed. De ophører ikke med at samles med andre for at vende tilbage til ba’alsdyrkelsen. Lots hustru så sig tilbage mod Sodoma, israelitterne i ørkenen længtes tilbage til Ægyptens herligheder, den vaskede so vender tilbage til sølen, hunden vender sig om til sit eget spy, men kristne, der er blevet udfriet fra nutiden ba’alsdyrkelse, vender ikke tilbage eller ser sig tilbage, når først de har lagt deres hånd på tjenestens plov. — 1 Mosebog 19:26; 4 Mosebog 11:4-6, 18-20; 2 Peter 2:20-22; Lukas 9:62.

41, 42. Hvorledes bruger de frigjorte vidner Guds sandhed, som det fremgår af symbolske vendinger i bibelen?

⁴¹ Frie i sind og fyldt med den sandhed, der frigør mennesker, gik disse salvede ud og går stadig ud for at frigøre andre. De hjælper fanger til flugt, ikke fra bogstavelige celler og heller ikke ved brug af fil eller sprængstof, men med Guds sandhedsord, der er skarpere end noget tveægget sværd og i stand til at befri sindene for Djævelens lænker og bånd. Åndens sværd hugger ned og skærer bort, sandhedens vand skyller vildfarelsens gemmesteder bort, sandheder, hårde som hagl, slår løgnelyet ned, som en svøbe rammer det og slår de gejstlige fangevogtere med rædsel, fordi de ikke længer magter at skjule deres religiøse falskneri, brændende sandheder fortærer det religiøse strå, og som en hammer, der knuser sten, pulveriserer sandheden de doktrinære anstødssten, mange snubler over, når de søger vejen til sand tilbedelse. Det er som Esajas og Jeremias siger:

⁴² „Hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort. . . . Når den susende svøbe går frem, skal den slå jer til jorden, jer skal den ramme, hver gang den går frem; thi morgen efter morgen går den frem, ved dag og ved nat, idel angst skal det blive at få syner tydet. Vil man strække sig, er lejet for kort; vil man dække sig, er tæppet for smalt.“ (Esajas 28:17-20) „Den profet, som har en drøm, meddele sin drøm, men den, hos hvem mit ord er, tale mit ord i sandhed! Hvad har strå med kærne at gøre? lyder det fra Jehova. Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Jehova, og som en hammer, der knuser fjelde?“ — Jeremias 23:28, 29; Esajas 62:10; Efeserne 6:17; Hebræerne 4:12.

43. Hvad udretter sandheden foruden at nedbryde ba’alsdyrkelsen? Og hvorledes bør Kristi efterfølgere fremholde sandheden?

⁴³ Sandheden om kristenhedens religiøse læresætningers hedenske oprindelse gør dem, som giver agt derpå, frie, idet den rykker dem op af deres bevidsthed, hvor de engang havde sæde. Men bibelens sandheder gør mere end at oprykke og nedbryde, ødelægge og nedrive, som det fremgår af Jeremias’s bemyndigelse: „Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante.“ (Jeremias 1:10) Ligesom Gideon opbyggede den sande tilbedelse efter at have nedrevet ba’alsdyrkelsen, således planter og opbygger den salvede rest den sande lære hos de lydhøre efter at have nedrevet det „kristne“ hedenskabs vranglærdomme. Når Kristi efterfølgere udfører denne gerning, bør de undgå tåbelige stridsspørgsmål, være milde og dygtige til at lære fra sig, for at de, som de taler til, kan genvinde den åndsfrihed, Satan har berøvet dem. „Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje.“ — 2 Timoteus 2:23-26.

44. I hvilken hensigt er Jehovas vidner blevet åndelig frigjorte? Og hvorledes er de udrustet til at udføre deres opgave?

⁴⁴ Det er for at kunne kæmpe denne gode strid til frigørelse, at Jehovas vidner selv er blevet frigjort. Sandheden, der har frigjort dem, må bruges over for andre, for at også de kan blive frie, som det fremgår af lignelsen om de betroede pund. (Lukas 19:11-27; Mattæus 5:14-16) De kæmper som Kristi stridsmænd, udholdende i trængsler og lader sig ikke indvikle i verdslige sysler. (2 Timoteus 2:2-4) Væbnet, ikke med kødelige våben, men med bibelens sandheder, kan de omstyrte de åndelige fangehuse og fæstninger, og ethvert argument eller enhver indvending, de synlige fangevogtere måtte komme med, kan de slå ned, og menneskers sind, der engang var taget til fange af Satan, kan blive ført ind under lydighed mod Kristus og Gud. „Endskønt jeg lever et jordisk liv, fører jeg ikke en jordisk krig, thi de våben, jeg bruger, er ikke jordiske, men har guddommelig styrke til at ødelægge fæstninger. Jeg tilintetgør argumenter og enhver indvending, der rejses imod erkendelsen af Gud, og jeg tager hver tanke til fange til lydighed imod Kristus.“ — 2 Korinter 10:3-5, En Amer. Overs.

45. Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i næste artikel?