Et besøg i Salomons tempel

HVERT år besøger mange mennesker berømte bygninger rundt omkring på kloden. Empire State Building i New York, som er den højeste bygning i verden, er et yndet mål for turister, hvilket i særdeleshed skyldes at man i klart vejr har en fantastisk udsigt fra dens 102. etage. Westminster Abbey i London og Peterskirken i Rom trækker også store menneskemasser til, på grund af den tilknytning de har til religiøse og historiske begivenheder. Patriotiske følelser drager atter andre til hovedstæder, helligdomme og monumenter. Taj Mahal i Agra i Indien er målet for mange rejsende i østen, fordi det har ry for at være et af verdens smukkeste bygningsværker.

Af langt større interesse for os i dag end ovennævnte bygningsværker er imidlertid Jehovas hus som kong Salomon for mange år siden byggede i Jerusalem. Det blev hovedsagelig opført af kalksten og cedertræ og udsmykket med guld og kostbare ædelstene. Det må derfor have været et af de skønneste og mest kostbare bygningsværker mennesker indtil da havde opført; man har anvendt op mod 35 milliarder kroner i guld og sølv til dets opførelse. Selv om det blev ødelagt for 2565 år siden, kan vi ved hjælp af Bibelens beretning og vor fantasi aflægge det et besøg. — 1 Krøn. 22:14.

Hvad var det der gjorde Salomons tempel til et så bemærkelsesværdigt bygningsværk? Det var ikke blot templets kostbare udsmykning og skønhed, men først og fremmest den kendsgerning at Jehova Gud selv var dets arkitekt. Vi læser at kong David modtog „den arkitektoniske plan til alt . . . ved inspiration“, og han overgav den til sin søn Salomon. For det andet er dette tempel så bemærkelsesværdigt fordi det var viet tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. Og for det tredje, på grund af dets profetiske betydning. Det dannede et forbillede af et langt herligere åndeligt tempel der ligger på det himmelske Zions bjerg, og som består af Jesus Kristus og hans menighed på 144.000 lemmer, „som er løskøbt fra jorden“. — 1 Krøn. 28:11-19, NW; 2 Krøn. 7:12; 1 Pet. 2:4-6; Åb. 14:1, 3.

Templets opførelse

Man siger om templerne i Jerusalem, at selv om de blev bygget af et folk der blev betragtet som svagt, „er disse templer dog bedre kendt og beretningerne om dem bedre bevaret end tilfældet er med andre gamle templer, det være sig i Ægypten, Assyrien eller Indien“. Det første af disse templer, Salomons tempel, kan også med nogen ret kaldes Davids tempel. David var den første der tænkte på at bygge et sådant tempel; det var ham der gennem inspiration modtog planerne til det; det var ham der overvågede indsamlingen af de kostbare materialer, guld, sølv, og så videre, og det var ham der skaffede tempelgrunden, som han købte af Ornan. — 1 Krøn. 17:1; 21:24-26; 22:14; 29:1-19.

Kong Salomon begyndte at bygge templet i sit fjerde regeringsår og fuldførte det i løbet af syv og et halvt år. Til bygningsarbejdet udskrev han alle midlertidige indbyggere i landet, i alt 153.600. Desuden udskrev han 30.000 israelitter, der arbejdede i hold på 10.000 mand, således at hver mand arbejdede hver tredje måned. Selv om disse tal kan synes store, både hvad tid og arbejdere angår, tåler de dog sagtens en sammenligning med dem der opgives i forbindelse med opførelsen af pyramiderne i Ægypten, Dianas tempel i Efesus, og Taj Mahal i nyere tid. — 1 Kong. 5:13-15; 6:1, 38; 2 Krøn. 2:17, 18.

For rigtig at forstå hvor meget arbejde der måtte udføres, må vi erindre os at templet blev bygget på Morija bjerg, hvor Abraham mange år tidligere havde fået befaling til at ofre sin søn. For at få plads til templet og dets forgårde på denne høj, var det nødvendigt at bygge kolossalt høje kalkstensmure. Nogle af disse mure står den dag i dag, og i nogle af dem har man fundet sten der er ni meter lange og to meter høje, og som vejer over hundrede tons.

Det var en stor hjælp ved brydningen at denne kalksten i sin naturlige tilstand er så blød at den kan skæres med en sav. Når den udsættes for solens og luftens påvirkning bliver den lige så hård som marmor og kan få en meget fin glans. „Det er i virkeligheden en slags marmor,“ får vi at vide. På nogle af stenene finder vi tilmed de gamle fønikiske stenhuggeres afmærkninger.

Til dette storstilede byggeprogram fik kong Salomon hjælp fra nabokongen, Hiram af Tyrus, en af hans fader kong Davids gode venner. Blandt andet fældede Hirams arbejdere cedertræer på Libanon og flådede dem ned til havnen i Joppe. Derfra transporterede Salomons arbejdere dem videre til tempelgrunden. Som betaling fik Hiram hvert år adskillige hundrede tusind skæpper hvede og cirka 7000 liter udsøgt, kostbar olie. I overenskomsten mellem kong Salomon og kong Hiram indgik også en meget dygtig fønikisk arbejders assistance. Han var halv hebræer og hed Huram-Abi. Han beskrives som en der „forstår at arbejde i guld, sølv, kobber, jern, sten, træ, . . . stof, forstår sig på al slags billedskærerarbejde og kan udtænke alle de kunstværker, han sættes til“. I sandhed en højst begavet arbejder! — 2 Krøn. 2:14-16.

Tempelforgårdene

Der var to tempelforgårde, den indre forgård eller præsternes forgård, og den ydre forgård, den store lukkede plads. Skønt forgårdenes mål ikke er opgivet, er der, når man sammenligner med de mål man kender fra forgården der omgav tabernaklet, og forgårdene til Herodes’ tempel, god grund til at antage at den indre forgård dækkede omkring 8000 kvadratmeter og den store forgård et endnu større areal. — 1 Kong. 6:36.

Begge forgårde var omgivet af mure der bestod af „tre lag tilhugne sten og et lag cederbjælker“. Gennem porte kom man fra den ene forgård til den anden. Mens beretningen ikke fortæller noget om hvad der fandtes i den ydre forgård, fortælles der at det første man fik øje på når man kom ind i den indre, var det store alter til dyreofringerne. Det var lavet af træ og betrukket med kobber og det var tyve alen, langt, tyve alen bredt og ti alen højt.a Man får et indtryk af alterets størrelse når man hører at det havde samme mål som en rigssal med plads til cirka hundrede mennesker. Et så stort alter var nødvendigt i betragtning af de mange dyr der skulle ofres på en gang; ved særlige lejligheder kunne det være flere tusinde. — 1 Kong. 7:12; 2 Krøn. 4:1, 9.

En anden iøjnefaldende genstand i forgården var „havet i støbt arbejde“, et uhyre stort kobberkar til det vand som præsterne brugte til at vaske sig selv og ofrene i. Det var fem alen højt og målte tredive alen i omkreds foroven.b Karrets sider var tre tommer tykke og det må derfor have vejet op mod tredive tons. Ved en omhyggelig undersøgelse af Bibelens beretning vil man forstå at karret normalt indeholdt op imod 75.000 liter vand og at det kunne tage cirka 110.000 liter. Det var sikkert i stand til at rumme denne store mængde vand fordi dets sider buede udad; de tredive alen, i omkreds hentyder kun til den øverste kant og ikke til den største omkreds. — 1 Kong. 7:26; 2 Krøn. 4:5.

Dette støbte hav stod på tolv kobberokser der så udad, tre i hver retning. I den forreste del af den indre forgård var der også ti mindre kobberbækkener der stod på udsmykkede kobbervognstel, og hvert af disse bækkener rummede omkring 1500 liter. De fyldtes med vand fra det støbte hav og flyttedes hen hvor der var brug for vand. Uden tvivl har der været et aftapningssystem på havet til påfyldning af bækkenerne. — 1 Kong. 7:27-39.

Selve templet

Kobberalteret stod uden tvivl midt i den indre forgård, hvilket vil sige lige foran templet; og det støbte hav stod ved den ene side. Når vi går ind mellem alteret og havet kommer vi til selve templet. Dets indgang vender mod øst, og det første vi får øje på er to vældige kobbersøjler, atten alen høje og tolv alen i omkredsc og selve kobberet tre tommer tykt. Disse to søjler stod frit, og søjlehovederne var dekoreret med liljer og granatæbler. Den ene søjle blev kaldt Jakro og den anden Boaz. Af ordlyden i beretningerne i Kongebøgerne og Krønikebøgerne skønner man at de to søjler blev støbt ud i ét og bagefter delt i to. — 1 Kong. 7:15-20; 2 Krøn. 3:15-17.

I forbindelse hermed bør det bemærkes at bibelkritikerne har draget nøjagtigheden af Bibelens beretning i tvivl her hvor den fortæller om støbningen af så store kobbergenstande som disse søjler og det støbte hav. Den moderne arkæologi har imidlertid fuldstændig bragt sådanne kritikere til tavshed. Den har fremdraget beviser for at Salomon var en veritabel „kobbermagnat“. Den amerikanske arkæolog Nelson Glueck siger: „Ezjongeber var planlagt forud og blev bygget . . . med betydelig arkitektonisk og teknisk dygtighed. I virkeligheden var praktisk talt hele byen Ezjongeber, især når man tager landet og tiden i betragtning, en imponerende industriby, uden sidestykke i hele den gamle Orients historie. Ezjongeber var det gamle Palæstinas Pittsburgh og tillige dets betydeligste havneby.“ Meget genialt „anvendte man forceret træk i ovnene, et system som senere blev forladt og glemt for først at blive genopdaget i nutiden“. Salomons visdom er ganske givet forklaringen på dette ældgamle industrielle under. Bibelens beretning siger angående denne virksomhed: „I Jordanegnen lod kongen dem støbe, ved Adamas vadested mellem Sukkot og Zaretan.“ „Kong Salomo byggede også skibe i Ezjongeber . . . og Hiram sendte sine folk, befarne søfolk, om bord på skibene sammen med Salomos folk.“ — 1 Kong. 7:46; 9:26, 27.

Templets forreste del udgjordes af en „forhal“, 120 alen høj, tyve alen bred og tyve alen lang.d Det var i virkeligheden et tårn eller tårnlignende bygningsværk. Nogle har draget højden af denne i tvivl, men igen uden rimelig grund, da der også i dag findes mange bygningsværker med lignende tårne, adskillige gange højere end den øvrige del af bygningen. — 2 Krøn. 3:4, NW.

Selve templet var aflangt. Indvendig målte det tyve alen i bredden, tres alen i længden og tredive alen i højden.e Det vil sige at det var dobbelt så langt og dobbelt så bredt som åbenbaringsteltet i ørkenen, og tre gange så højt. Det bestod ligesom teltet af to rum, det hellige og det allerhelligste; det hellige var dobbelt så langt som det allerhelligste, henholdsvis fyrre og tyve alen.f Det allerhelligste var imidlertid fuldstændig kubisk og må derfor have haft sit eget loft. I tabernaklet tjente et tæppe som adskillelse mellem de to rum, hvorimod fløjdøre adskilte dem i templet. Rundt om templet på de tre sider var der annekser eller sidetilbygninger i tre etager. — 1 Kong. 6:4-6, 17, 20; 2 Krøn. 3:3.

Kalkstensblokkene blev skåret til i den rette størrelse og form i stenbruddet, og tømmeret der blev anvendt blev også på forhånd skåret til og gjort færdigt, så der „hørtes hverken lyd af hamre, mejsler eller andet jernværktøj, medens templet byggedes“. Væggene, loftet, gulvene og dørene i forhallen, det hellige og det allerhelligste blev dækket med cedertræ, som atter blev overtrukket med guld. Desuden var væggene udsmykkede med udskårne figurer af keruber, palmer, „agurker og blomsterkranse“. De udskårne arbejder var også besat med kostbare stene. — 1 Kong. 6:7-35.

I det hellige, det første og største rum i selve templet, var der åbninger eller vinduer, men de syntes snarere at have tjent i ventilationsøjemed end som lyskilder. Rummet oplystes af ti guldlysestager. Foruden disse indeholdt rummet ti borde til skuebrødet og et røgelsealter af guld. Desuden var der de forskellige guldredskaber, som for eksempel tængerne hvormed man bar kullet når der skulle brændes røgelse. — 1 Kong. 7:48-50; 2 Krøn. 4:7, 8.

I det andet mindre rum, det allerhelligste, stod kun pagtens ark, en kiste eller aflang kasse med en stenplade hvortil der var fastgjort to keruber med udbredte vinger. Salomon lod imidlertid også fremstille et par store keruber, hvoraf den ene stod nær ved nordmuren, og den anden nær ved sydmuren, således at de overskyggede pagtens ark og keruberne på den med deres store vinger. Hver af disse vinger var fem alen langg og tilsammen nåede de således fra den ene væg til den anden, idet deres vinger mødtes midtpå. Det eneste lys der fandtes i dette rum var et overnaturligt skær der viste at Jehova var nærværende. Det kaldtes Shekinah-lyset. — 2 Krøn. 3:10-13.

Templets indvielse

Templets indvielse fandt sted med ceremonier der svarede til dets hensigt og herlighed. Hele Israel var forsamlet i Jerusalem i den særlige anledning. En passende procession førte åbenbaringsteltet, dets udstyr og pagtens ark op til templet. Derefter begyndte et kæmpemæssigt kor og et stort orkester at prise og takke Jehova. Da alle „på een gang stemte i“, fyldte „Herrens herlighed . . . Guds hus“. — 2 Krøn. 5:1-14.

Derpå knælede kong Salomon ned på en forhøjning af kobber med armene udstrakte mod himmelen, idet han rettede en gribende bøn med lovprisning, taksigelse og anmodning til Jehova Gud. Han understregede at selv himlenes himle ikke kunne rumme Jehova, langt mindre dette hus som Salomon havde bygget. I særdeleshed bad han indtrængende om at der måtte blive vist hans folk barmhjertighed, og om at Jehova ville besvare de fremmedes bøn når de bad vendte mod dette tempel, således „at alle jordens, folkeslag må lære dit navn at kende og . . . erkende, at dit navn er nævnet over dette hus“. Da Salomon havde endt sin bøn fór ild ned fra himmelen og fortærede ofrene. — 2 Krøn. 6:12–7:1.

Denne indvielsesfest varede syv dage. Herunder ofrede kong Salomon 22.000 okser og 120.000 får. Den efterfulgtes af løvhyttefesten som yderligere holdt israelitterne tilbage i Jerusalem i syv dage. Det var i sandhed et taknemmeligt og lykkeligt Israel Salomon sendte hjem efter disse to uger. — 2 Krøn. 7:5-10.

Efter Salomons død skete der mangt og meget med templet. Rigets deling i to- og tistammeriget og kalvetilbedelsen i Dan og Betel afholdt uden tvivl flertallet af de ti stammer fra at tilbede i templet. Troløse konger lod templet forfalde og endog lukke et langt stykke tid. Til tider blev nogle af dets skatte brugt til betaling af afgifter til hedenske konger. Gang på gang faldt folket fra den sande gudsdyrkelse, indtil „Herrens vrede mod hans folk tog til“ og der „ikke mere var lægedom“. Efter 420 år med omskiftelige forhold blev templet i 607 f. Kr. jævnet med jorden, og det lå ligesom Judas land øde hen i halvfjerds år. — 2 Krøn. 36:15-20; Dan. 9:2.

Profetiske mønstre

Eftersom Salomons tempel tjente samme formål som åbenbaringsteltet i ørkenen, danner det hovedsagelig samme profetiske mønstre. Således står præsternes forgård som et billede på den kristne menigheds retfærdige stilling ind for Gud, hvorimod menighedens stilling som åndsavlede sønner af Gud og præster for hans nye pagt forbilledligt blev fremstillet ved det hellige. Den gudstjeneste der blev udført ved hjælp af redskaberne her, dannede et forbillede på disse præsters tjeneste. Det allerhelligste dannede et forbillede på selve himmelen hvor Gud bor og hvor Guds ypperstepræst, Jesus Kristus, i virkeligheden har frembåret soning. Mangefoldet af ti i målene antyder fuldstændighed, ligesom det allerhelligstes kvadratiske og kubiske form fremstiller fuldkommen ligevægt. Som et hele lignes den kristne menighed også ved et tempel. Ligesom Salomons tempel er også det åndelige tempel opbygget i overensstemmelse med Guds udførlige anvisning. Som et sted hvor Gud og mennesker mødes, tjener dette tempel også til fremme af den rene tilbedelse på jorden og til pris for Jehova. — 2 Kor. 6:16.

Salomon begyndte at bygge templet i sit fjerde regeringsår, ligesom Jesus Kristus, den større Salomon, begyndte at rejse sit åndelige tempel i foråret 1918, i sit fjerde regeringsår. Og ligesom alle stenene på forhånd var blevet tilpasset sådan at der ikke hørtes hammerslag da Salomons tempel blev opført, således bliver også de symbolske stene til det åndelige tempel på forhånd tilpasset ved tugtelse, og de behøver ingen yderligere afslibning når de nedlægges i det åndelige tempel i himmelen. — 1 Kor. 15:50-54.

Desuden var selve templet af en blændende glans, idet væggene, lofterne, gulvene og inventaret alt sammen var af guld, og således forholder det sig også med den opstandne kristne menighed. Ligesom kobberting afbilder den menneskelige natur, således afbilder guld den guddommelige. I opstandelsen står medlemmerne af den kristne menighed som strålende spejlbilleder af Gud selv. — Hebr. 1:3; 1 Joh. 3:2.

Da templet var fuldført blev der stor glæde, og under kong Salomons regering herskede der fred og velstand. På samme måde vil der, når Guds åndelige tempel er færdigbygget, blive glade ud over hele jorden, og Kristi herredømme vil blive en tid med fred og velstand. Ligesom templet fortsat bestod efter Salomons regering vil også dette åndelige tempel som Jehovas „palads“ stå selv efter Kristi tusindårige regering; det vil bestå for evigt. — 1 Kong. 4:20-25; Es. 11:9; Åb. 21:4.

[Fodnoter]