Hovmod står for fald

 1. Hvem udtalte ordene der findes i Ordsprogenes bog 16:18, og hvem gælder de?

„HOVMOD går forud for fald, overmod forud for snublen,“ sagde oldtidens viseste konge. Denne vismand måtte som konge selv erkende sandheden i dette ordsprog, men det rakte endnu videre og kom til at gælde et helt folk. — Ordsp. 16:18.

 2. Hvordan lagde Israels ti-stammerige hovmod for dagen, og hvad medførte det?

² I de foregående artikler i denne serie har vi set hvordan det nordlige ti-stammerige, Israel, løsrev sig fra kongerne af Davids hus, som sad på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem. Ydermere sørgede det for at drage landets indbyggere bort fra tilbedelsen af Jehova i templet i Jerusalem og forkastede således overmodigt tilbedelsen af Jehova og hans ord. Fra da af satte nationens forfald ind. Da begyndte den at snuble, idet Gud tillod fjendtlige folk at trænge ind i landet. Efter 257 års forløb indtraf det endelige fald for assyrernes hånd, og indbyggerne blev taget til fange og bortført til fjerne egne.

 3. (a) Hvoraf ses det at Juda rige ikke tog ved lære af det der overgik Samaria? (b) Hvilke symbolske udtryk anvendte Jehova i sin domsprofeti, og hvad repræsenterede de?

³ Samarias søsterrige, Juda, tog ikke ved lære af det der skete med Samaria men hovmodede sig på lignende måde over for Jehova. Til slut sendte Gud sin profet Jeremias til folket med sin hidtil kraftigste advarsel. I denne profeti sammenlignede han sin vrede mod Juda med vin som skulle udgydes over det når hans dom eksekveredes. Bægeret som rummede vinen repræsenterede det redskab han ville bruge til at eksekvere dommen. Nebukadnezar skulle være bægeret som udøste Guds vrede over Juda og Jerusalem og mange andre nationer, men senere skulle Babylon selv, på grund af sin ondskab og sit hovmod over for Jehova og hans folk, drikke Jehovas vredes vin af et andet bæger, hvortil Gud brugte et andet redskab, en anden konge. Hvad der skete når de drak af dette bæger skildres i disse ord, som kom til Jeremias fra Jehova:

Det profetiske vredesbæger rækkes til Juda

 4. Hvordan virkede det symbolske vinbæger på dem dem drak af det, og hvem skulle drikke?

⁴ „Og du skal sige til dem: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Drik, bliv drukne og spy, fald og rejs Eder ikke mere for sværdet, jeg sender iblandt Eder! Og hvis de vægrer sig ved at tage bægeret af din hånd og drikke, skal du sige til dem: Så siger Hærskarers [Jehova]: Drikke skal I! Thi se, med den by, mit navn er nævnet over, begynder jeg at handle ilde, og så skulle I [nationer] gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg kalder sværdet hid mod alle dem, som bor på jorden, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Jer. 25:27-29.

 5. (a) Hvordan rakte Jeremias dem i symbolsk forstand bægeret? (b) Hvornår og hvorfor lod Jehova Jeremias skrive sin profeti mod Israel og Juda i en bogrulle?

⁵ Symbolsk skulle Jeremias lade Jerusalem og Juda og dets herskere drikke af bægeret først, ved at overbringe dem dette profetiske budskab om Guds vrede. Det behagede ikke nogen af dem at høre disse ord. Det var som at få en forsmag på den symbolske vin. Især under Jojakims, Judas tredjesidste konge, kom de til at inddrikke dette beske budskab. Jehova sagde da til Jeremias: „Tag dig en bogrulle og skriv deri alle de ord, jeg har talet til dig om Jerusalem og Juda og om alle folkene, fra den dag [i 647 f.v.t.] jeg først talede til dig, fra Josias’ dage og til den dag i dag. Måske vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.“ — Jer. 36:1-3.

 6. Hvem oplæste bogrullen for folket, hvor gjorde han det, og hvornår?

⁶ Jeremias dikterede Jehovas budskab til sin sekretær Baruk. Da Jeremias på det tidspunkt selv var forhindret i at gå til templet i Jerusalem, bad han Baruk om at bringe dette skrevne budskab derhen og læse det højt for alle dem der var samlet der på fastedagen. Denne faste blev udråbt mindst ni måneder efter at Jeremias var begyndt at diktere sit budskab og lade det nedskrive i bogrullen. Da Baruk modigt oplæste profetien i templets øvre forgård ved indgangen til templets nye port var Mika, der var søn af fyrsten Gemarjahu, til stede og hørte hans ord.

Bogrullen brændes

 7. (a) Hvordan reagerede fyrsterne da de hørte bogrullen oplæst? (b) Hvilket spørgsmål opstod nu med hensyn til kong Jojakim?

⁷ Mika meldte til fyrsterne hvad han havde hørt og der blev sendt bud efter Baruk så han kunne læse budskabet for dem. Så tog de bogrullen og sagde til Baruk at han og hans herre skulle skjule sig. Da kong Jojakim hørte om bogrullen med de profetiske ord sendte han bud efter den. Ville kongen nu vise respekt for profetien eller ville han vise sit hovmod ved at gå imod det der nu ikke blot var Guds talte ord men også hans inspirerede skrevne ord?

 8. (a) Hvordan reagerede kongen da han havde drukket af dette profetiske „bæger“? (b) Hvordan viste Jojakim sit hovmod ved denne lejlighed?

⁸ Alle fyrsterne stod rundt om da Jehudi læste op fra rullen. „Kongen sad i vinterhuset med et brændende kulbækken foran sig [det var den niende måned, november-december]; og hver gang Jehudi havde læst tre fire spalter, skar kongen dem af med statsskriverens pennekniv og kastede dem på ilden i bækkenet.“ Tre fyrster bønfaldt kongen om ikke at brænde Jeremias’ rulle, men han hørte ikke på dem; hele rullen blev brændt. Således kulminerede Jojakims hovmod over for Jehova i at han gik så vidt som til at brænde hans skrevne ord. Jojakim prøvede også at få fat i Jeremias og Baruk for at sætte dem i fængsel, men forgæves. „[Jehova] skjulte dem.“ — Jer. 36:4-26.

 9. (a) Hvad befalede Jehova dernæst Jeremias at gøre, og hvordan lød dommen over Jojakim? (b) Hvad kan nationerne lære af denne beretning?

⁹ Her fik de nationer der prøver at tilintetgøre Guds ord ved enten at brænde det, undertrykke det eller bandlyse det fra deres rige, en lektion om at deres anstrengelser intet nytter, at Jehovas ord står til evig tid og ikke kan tilintetgøres af onde mennesker. Jehova sagde til Jeremias: „Tag dig en anden bogrulle og optegn i den alle de ord, som stod i den første bogrulle, den, kong Jojakim af Juda brændte. Og til kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger [Jehova]: Du brændte denne bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels konge skal komme og ødelægge dette land og udrydde både folk og fæ? Derfor, så siger [Jehova] om kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen mand til at sidde på Davids trone, og hans lig skal slænges hen og gives dagens hede og nattens kulde i vold; jeg vil hjemsøge ham, hans afkom og hans tjenere for deres brøde og bringe over dem og Jerusalems borgere og Judas mænd al den ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de ville høre.“

10. Hvad føjedes til det symbolske bæger da bogrullen atter blev skrevet?

¹⁰ Jeremias adlød. Til sin sekretær dikterede han „alle ordene fra den bog, kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lignende ord lagdes til“. — Jer. 36:27-32; 45:1-5.

Juda bliver skatskyldig til Babylon

11. (a) I hvilket år af Jojakims regeringstid indtraf dette? (b) Var Jojakims tre år som vasalkonge under Babylon da begyndt? (c) Hvordan begyndte Juda rige at mærke straffen allerede i Jojakims dage?

¹¹ Dette skete henimod slutningen af kong Jojakims femte regeringsår og i Nebukadnezars andet regeringsår, eller i 624 f.v.t. Kong Nebukadnezar af Babylon var endnu ikke draget op mod Jerusalem, hvilket fremgår af Jojakims protest mod Jeremias’ profeti om Nebukadnezars angreb. (Jer. 36:9, 29) Dette hjælper os til at forstå på hvilket tidspunkt de begivenheder der berettes i 2 Kongebog 24:1-6 indtraf: „I hans dage drog kong Nebukadnezar af Babel op, og Jojakim underkastede sig ham; men efter tre års forløb faldt han fra ham igen. Da sendte [Jehova] kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge det efter det ord, [Jehova] havde talet ved sine tjenere profeterne. Det skyldtes ene og alene [Jehovas] vrede, at Juda blev drevet bort fra [Jehovas] åsyn; . . . Så lagde Jojakim sig til hvile hos sine fædre; og hans søn Jojakin blev konge i hans sted.“

12. Hvilke slutninger kan drages med hensyn til det tidspunkt da Nebukadnezar drog op mod Jerusalem første gang? Anden gang?

¹² Det var ikke i 628 f.v.t., Jojakims første regeringsår, men i 620 f.v.t. at Jojakim underkastede sig Nebukadnezar eller blev hans vasal. I det tredje år som vasalkonge (ikke det tredje men det ellevte regeringsår) gjorde Jojakim oprør og holdt op med at betale skat til Babylon. Nebukadnezar drog da op mod Jojakim for anden gang, denne gang for at straffe ham. Det var i 618 f.v.t. — Se Harper’s Bible Dictionary, ved M. S. og J. L. Miller, 1952-udgaven, side 306, under „Jehoiakim“.

13. (a) Hvad var det Nebukadnezars hensigt at gøre med Jojakim da han drog til Jerusalem for anden gang? (b) Opfyldtes dette? Forklar nærmere.

¹³ Jehova havde ladet følgende profeti fremsætte om Jojakim: „Et æsels jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems porte.“ (Jer. 22:18, 19; 36:30) Det var Nebukadnezars hensigt at lægge Jojakim i lænker og tage ham med til Babylon som fange, som der siges i 2 Krønikebog 36:6: „Kong Nebukadnezar af Babylon drog op imod ham for at binde ham med to kobberlænker og føre ham til Babylon.“ (NW) Men Jojakim blev aldrig taget til fange af Nebukadnezar og han sluttede heller ikke fred med ham, men han døde i Jerusalem. Hvordan, beretter Bibelen intet om. På grund af de „vederstyggeligheder“ han havde øvet blev hans lig kastet uden for Jerusalems mure. — 2 Krøn. 36:8.

De fornemme i Juda føres i fangenskab

14. (a) Hvordan stemmer Jojakins tronbestigelse overens med det der siges i Jeremias 36:30? (b) Hvornår begyndte og endte Nebukadnezars ottende regeringsår, det år da Jojakin blev taget til fange?

¹⁴ Hans søn Jojakin herskede kun i tre måneder og ti dage, et tidsrum så kort at Jehova ser helt bort fra det i sine ord til Jeremias i Jeremias 36:30. (2 Krøn. 36:9, 10) „På den tid drog kong Nebukadnezar af Babels folk op mod Jerusalem, og byen blev belejret. Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans folk belejrede det. Da overgav kong Jojakin af Juda sig med sin moder, sine tjenere, øverster og hoffolk til Babels konge, og han tog imod ham; det var i kongen af Babels ottende regeringsår.“ Nebukadnezars ottende regeringsår løb fra den første dag i jødernes første måned, nisan, til den 29. dag i deres tolvte måned, adar. Denne sidste dag svarede til den 19. marts 617 f.v.t. efter den gregorianske kalender.

15. Hvem og hvor mange førtes i landflygtighed på dette tidspunkt, og hvordan gik det med kongedømmet i Jerusalem?

¹⁵ Der blev ingen andre ladt tilbage end „de fattigste af folket fra landet. Så førte han Jojakin som fange til Babel, også kongens moder og hustruer, hans hoffolk og alle de højtstående i landet førte han som fanger fra Jerusalem til Babel; . . . Men i Jojakins sted gjorde Babels konge hans farbroder Mattanja til konge, og han ændrede hans navn til Zedekias“. — 2 Kong. 24:8-17.

16. (a) Hvornår indtraf denne belejring af Jerusalem ifølge Daniels udsagn? (b) I hvilken forstand var dette Judas konges tredje regeringsår, og hvilket regeringsår var det i virkeligheden? (c) (Til fodnoten) Hvorledes bekræftes dette af Josefus?

¹⁶ Det er denne begivenhed profeten Daniel omtaler: „I kong Jojakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar af Babel til Jerusalem og belejrede det.“ (Dan. 1:1) Dette „tredje regeringsår“ var Jojakims tredje år som vasalkonge under Babylon men hans ellevte regeringsår i Juda. Det ville være endt den 29. adar eller den 19. marts år 617 f.v.t., men Jojakim døde før hans ellevte regeringsår var udløbet.a

17. (a) Hvilke betydningsfulde begivenheder fandt altså ikke sted i 625 f.v.t.? (b) Begyndte Judas halvfjerds års øde tilstand, som blev forudsagt af Jeremias (25:11), i 617 f.v.t.? Begrund svaret. (c) (Til fodnoten) Hvordan kan den begivenhed der nævnes i Jeremias 52:28 siges at være indtruffet i Nebukadnezars „syvende år“, når det i 2 Kongebog 24:12 siges at den indtraf i Nebukadnezars „ottende regeringsår“? (d) (Til fodnoten) Hvordan hjælper det os til at forstå tidsangivelsen ’det attende år’ i Jeremias 52:29 over for angivelsen ’det nittende regeringsår’ i 2 Kongebog 25:8?

¹⁷ Jødernes landflygtighed og fangenskab i Babylon begyndte altså ikke, end ikke for en del af dem, i 625 f.v.t., i slutningen af Jojakims tredje år som uafhængig konge i Jerusalem, og den halvfjerds års periode som profeten Jeremias havde forudsagt begyndte altså heller ikke i det år. Profetien om at Judas land skulle tømmes for indbyggere ligesom man vender et fad og tømmer det for dets indhold var endnu ikke gået i opfyldelse. Den opfyldtes heller ikke i 617 f.v.t. da Jojakin blev ført i fangenskab sammen med de fornemme i Juda. Det store flertal af folket boede stadig i Jerusalem og i Judas byer og landet lå på ingen måde øde og ubeboet hen som en ørken.b

18. (a) Hvordan forhindrer denne forståelse os i at begå den fejl som nogle bibelkronologer har begået? (b) Hvad har ført dem på vildspor?

¹⁸ Mange bibelkronologer begår den fejl at sætte begyndelsen til Jerusalems og Judas halvfjerds års øde tilstand til kong Jojakims tredje regeringsår, hvilket som påvist er alt for tidligt, og de kommer derved til at regne mindst nitten år galt. Grunden hertil er at de har søgt at passe de bibelske beretninger ind i den astronomiske tabel som opstilledes af den ægyptiske astronom Claudius Ptolemæus, der levede i Alexandria i det andet århundrede efter Kristus og hvis astronomiske system for længst er blevet forkastet. Vor kronologi følger ikke disse kronologers tabeller.

19. (a) Hvilket ordning traf Nebukadnezar i 617 f.v.t. vedrørende kongedømmet over Juda og Jerusalem? (b) Hvornår skulle Judas og Jerusalems ødelæggelse indtræffe?

¹⁹ I 617 f.v.t., da de øverste i Jerusalem og Juda blev ført i fangenskab, var der altså endnu et stykke tid til Judas land blev lagt øde, hvilket først skete i Judas sidste konges, Zedekias’, ellevte regeringsår. Denne havde med ed forpligtet sig til at underkaste sig Nebukadnezar. — 2 Krøn. 36:13; Ez. 17:12-14.

Det profetiske vredesbæger rækkes til Babylon

20. (a) Hvordan modarbejdede den falske profet Hananja Jeremias? (b) Hvilken rejse foretog Zedekias? (c) Hvem har Zedekias uden tvivl haft foretræde hos i Babylon? (d) Hvordan benyttede Jeremias sig af Zedekias’ rejse til Babylon?

²⁰ Den hovmodige kong Jojakim havde lidt en vanærende død, men den lydige præst Jeremias var stadig i live og kunne udtale Jehovas profetier. I kong Zedekias’ fjerde regeringsår, 614 f.v.t., skrev Jeremias en profeti der i enkeltheder beskrev Babylons kommende fald. Den stod som en kontrast til den falske profet Hananjas profeti, der var et forsøg på at gøre Jeremias’ profeti om Jerusalems ødelæggelse til intet. (Jer. 28:1-4) Samme år foretog Zedekias, ledsaget af sin kvartermester Seraja, et besøg i Babylon af politiske grunde, uden tvivl for at berolige kongen af Babylon ved selv at overbringe ham sin tribut. På dette tidspunkt ser det ud til at byen Babylons statholder var en mand ved navn Nabonid, hvem kong Nebukadnezar tænkte på at skænke sin yndlingsdatter Nitocris til hustru.c Jeremias benyttede Zedekias’ rejse til at sende en skriftrulle der indeholdt profetien om Babylons fald med Seraja og bede ham oplæse den i Babylon. Der fortælles herom:

21. Gennem hvem, med hvilke ord og hvilken handling rakte Jeremias symbolsk Jehovas vredesbæger til Babylon?

²¹ „Jeremias optegnede al den ulykke, som skulle komme over Babel, i en og samme bog, . . . og Jeremias sagde til Seraja: ’Når du kommer til Babel og ser lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse ord og sige: [Jehova], du truede selv dette sted med udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, hverken folk eller fæ, men det skal blive en evig ørken. Og når du er til ende med at oplæse denne bog, skal du binde en sten til den, kaste den i Eufrat og sige: Således skal Babel gå til bunds og ikke mere komme op for al den ulykke, jeg sender over det!’“ — Jer. 51:59-64.

22. Hvordan ser vi ud fra de begivenheder vi lige har betragtet sandheden i ordene der er nedskrevet i 1 Korinter 10:12?

²² Når vi betragter de begivenheder der skete i Juda rige mens de sidste konger af Davids slægt sad på Jehovas trone i Jerusalem, erkender vi sandheden i ordene: „Den, der mener at stå, [skal] tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:12) Jerusalem, den store Konges by, som var blevet så rigt velsignet af Jehova Gud, som var blevet beskyttet af ham endog mange år efter at dets søsterrige Samaria var bukket under, havde nu nået topmålet i hovmod og overmod, ja var gået så vidt som til at brænde Jehovas skrevne ord. Herefter gik det hurtigt ned ad bakke for hele folket. Det faldt så dybt at det mistede friheden og kom i fangenskab under en hedensk hersker, og rigets fuldstændige fald og ødelæggelse nærmede sig faretruende. Begivenhederne i forbindelse hermed skal vi gennemgå i de følgende numre af dette blad.

23. Hvordan kan beretningen om Jojakim og resultatet af at han brændte Jehovas ord trøste Jehovas folk i dag?

²³ Herskere eller regeringer som brænder Guds ord Bibelen eller på anden måde søger at tilintetgøre det, og som forhindrer deres undersåtter i at høre det ved at forfølge dem der tror på Bibelen og forkynder dens budskab, vil erfare at „hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen“. På grund af deres hovmod over for Jehova vil de opleve et fald hvorfra de aldrig senere vil rejse sig.

[Fodnoter]

Men i det tredje år betalte han ingen tribut da han hørte at Babylons konge foretog en ekspedition mod ægypterne, dog skuffedes hans forhåbninger, for ægypterne turde ikke kæmpe mod ham på dette tidspunkt. . . .

Kort tid efter foretog Babylons konge en ekspedition mod Jojakim, . . . og gjorde hans søn Jojakin til konge over landet og byen; han tog også de øverste rangspersoner til fange, tre tusind i tal, og førte dem til Babylon. Blandt disse var profeten Ezekiel, som da var en ung mand. Sådan endte kong Jojakim sine dage efter at have levet i seksogtredive år og hersket i elleve. Men han efterfulgtes at Jojakin, . . .“ [Se også Ezekiel 1:1-3]

Eftersom Nebukadnezar først da frembød en særlig trussel for Jerusalem og Juda må hans regeringstid i forhold til dette land først regnes fra året 624 f.v.t., året efter sejren over Farao Neko ved Karkemisj. Set fra dette synspunkt falder det „syvende år“ der nævnes i Jeremias 52:28 fra 618-617 f.v.t., hvilket var Jojakims ellevte regeringsår. Men fra det tidspunkt da Nebukadnezar virkelig begyndte at herske som Babylons konge var 618-617 f.v.t. hans „ottende regeringsår“. (2 Kong. 24:12) Det var altså i hans egentlige ottende regeringsår i Babylon at han førte de ovennævnte 3023 jøder i landflygtighed. I dette tal er sikkert ikke medregnet hustruer og børn, hvilket ville have bragt tallet op på tusinder flere. — 2 Kong. 24:14-16.

Parallelt hermed må Nebukadnezars „attende år“, som nævnes i Jeremias 52:29, være hans attende år som hersker over Palæstina, men hans „nittende regeringsår“, nævnt i 2 Kongebog 25:8, i forhold til hele Babylon.

[Illustration på side 45]

Jojakim brænder Guds skrevne ord