Spørgsmål fra læserne
■ Hvad bør en kristen gøre hvis han er forhindret i at være til stede ved Herrens aftensmåltid?
Det har stor betydning at kristne overværer den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid, for ved indstiftelsen sagde Jesus: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Dette gjorde de første kristne. Apostelen Paulus kunne således skrive om de kristne i Korint at de hvert år ’mødtes som menighed’, eller ’kom sammen’, for at mindes det offer Jesus bragte ved sin død. (1 Korinter 11:20, The New English Bible; NV) Men hvordan har de kunnet fejre mindehøjtiden når forholdene var vanskelige? Hvordan har Paulus selv holdt denne højtid de år hvor han var i fængsel (under bevogtning og måske endda i lænker) i Kæsarea? — Apostelgerninger 23:35; 24:26, 27.
Jesu befaling var så klar at Paulus, selv om han var isoleret når Herrens aftensmåltid skulle fejres, uden tvivl i tankerne ville gennemgå de passager fra Skrifterne som havde forbindelse med denne begivenhed. Som åndssalvet kristen ville han gøre alt hvad der stod i hans magt for at finde noget der på passende måde kunne benyttes som symboler, og indtage dette. Vin var en ganske almindelig drik dengang, så skønt Paulus var i fængsel kan han godt have haft noget vin og en form for brød til rådighed. Dette var endnu mere sandsynligt da han nogle år senere var under arrest i Rom, hvor han havde tilladelse til at modtage besøg. Nogle af brødrene fra Rom søgte sikkert at ’komme til ham’, så de i en lille gruppe kunne højtideligholde Herrens aftensmåltid sammen. — Apostelgerninger 28:30.
I dag samles Jehovas Vidners menigheder i hele verden hvert år på den dato der svarer til den 14. nisan, for at mindes Kristi død. Undertiden kan der imidlertid opstå helt usædvanlige hindringer. Voldsomt uvejr eller oversvømmelser har nogle gange forhindret en menighed, eller nogle af dens medlemmer, i at mødes som planlagt. I sjældne tilfælde har der været undtagelsestilstand og udgangsforbud, og bevæbnede vagter har forhindret borgerne i at færdes udendørs efter solnedgang. Andre kristne har været forhindret i at overvære mødet på grund af alvorlig sygdom, måske hospitalsophold. Hvad kan der gøres i sådanne tilfælde?
Selv om det rigtige er at hele menigheden samles ved denne betydningsfulde lejlighed, kan omstændigheder som de ovennævnte gøre det umuligt. Hvis ekstreme vejrforhold, naturkatastrofer eller lignende gør det helt umuligt for en familie eller en del af en menighed at samles med den øvrige del af menigheden, kan de der er forhindrede, selv mødes og drøfte bibelske beretninger som dem vi finder i Lukas 22:7-23, 28-30 og Første Korinterbrev 11:20-31, og tale om betydningen af denne begivenhed. Hvis det på grund af udgangsforbud er umuligt for hele menigheden at samles den rette aften, kan det bedste alternativ være at man samles i bogstudiegrupperne eller endnu mindre lokale grupper. Det samlede antal tilstedeværende i disse mindre grupper i menigheden vil da udgøre menighedens mindehøjtidstal. Der kan måske holdes et kort foredrag, hvis der er en egnet indviet broder i gruppen. Hvis man ikke har de rette symboler til rådighed i denne nødsituation, behøver man ikke at bekymre sig om dette, når blot ingen i gruppen tidligere har nydt brødet og vinen som salvede kristne.
Under den lov Gud gav Israel var der en særlig ordning til gavn for dem der ikke var i stand til at deltage i det årlige påskemåltid; vedkommende kunne nyde måltidet en måned (30 dage) senere. (4 Mosebog 9:10, 11; 2 Krønikebog 30:1-3, 15) I et ekstremt tilfælde i dag, hvor et medlem af det åndelige Israel ikke på nogen måde kan overvære mindehøjtiden eller blive betjent med symbolerne den 14. nisan, kan vedkommende, svarende hertil, gøre det 30 dage senere. Dette gælder kun for de salvede kristne, som jo har fået befaling til at nyde brødet og vinen. — Galaterne 6:16.
Den 4. april 1985, efter solnedgang, vil de sande kristnes menigheder i hele verden samles i lydighed mod Jesu befaling: „Bliv ved med at gøre dette . . . til minde om mig.“ Du er meget velkommen til at være til stede. — 1 Korinter 11:25.