Kapitel 6

En nation opfordres til at vende om til Jehova

 1. Hvor længe havde Haggaj profeteret alene, og hvad havde Jehova opildnet jøderne til at gøre?

DER var gået i hvert fald ti dage efter at profeten Haggaj havde fremholdt sin anden profeti i Jerusalem på den enogtyvende dag i den syvende månemåned (tisjri) år 520 f.v.t., stadig i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Den trofaste rest af Jehova Guds tilbedere som i år 537 f.v.t. var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylonien, havde nu boet i deres hjemland i sytten år. Det forbud som en tidligere konge i perserriget havde udstedt mod genopførelsen af Jehovas tempel i Jerusalem, stod endnu ved magt, og man var ikke nået længere med at genopføre templet end til at lægge grunden, hvilket var sket i år 536 f.v.t. Men så havde Jehova Gud, uden at vente på at et ringe menneskes forbud mod genopbygningen af hans tilbedelseshus blev hævet, oprejst sin profet Haggaj for at denne skulle opildne de hjemvendte jøder til at genoptage tempelbyggeriet. Det skete den første dag i den sjette månemåned (elul). I to månemåneder havde Haggaj været den eneste profet der tilskyndede israelitterne til at genopbygge templet.

 2. Hvad gjorde Jehova nu for yderligere at styrke tempelbyggernes tro og mod?

² Skønt det kunne have været tilstrækkeligt at Haggaj profeterede alene og skønt han også i et vist omfang fik tilskyndet jøderne til at gå i gang med arbejdet, ville det dog styrke jødernes tro og mod hvis endnu et vidne for Jehova stod frem og bevidnede at Jehovas tid nu var inde til at de uden tøven skulle genoptage arbejdet med at genopbygge hans tempel i Jerusalem. Hensynsfuldt oprejste Jehova en anden profet på det kritiske tidspunkt, en mand ved navn Zakarias. Om forbudet mod tempelbyggeriet og om hvordan og hvorfor bygningsmændene trodsede det, læser vi:

 3. Hvad oplyser Ezra om hvordan forbudet mod byggeriet blev gennemført og om hvordan jøderne trodsede det?

³ „Så snart afskriften af denne skrivelse fra kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, skriveren Sjimsjaj og deres embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til jøderne i Jerusalem og tvang dem med magt til at standse arbejdet. Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår. Men profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos søn [sønnesøn, NW], profeterede for jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds navn, som var over dem. Da tog Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, fat og begyndte at bygge på Guds hus i Jerusalem sammen med Guds profeter, som støttede dem.“ — Ezra 4:23 til 5:2.

 4. Hvornår begyndte Zakarias at profetere?

⁴ Hvornår i kong Darius I’s andet regeringsår (520 f.v.t.) begyndte Zakarias, Iddos sønnesøn, at profetere? Zakarias’ egen profetiske bog oplyser det i de indledende ord: „I den ottende måned i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord til profeten Zakarias, en søn af Berekja, en søn af Iddo.“ — Zakarias 1:1.

 5. (a) Hvilken dag har det måske været da Zakarias begyndte at profetere? (b) Hvad viser at det har betydning for os i dag at undersøge hans bog?

⁵ Den ottende månemåned, som var på niogtyve dage, kaldtes marsjevan og var en efterårsmåned. Profetien oplyser ikke hvilken dag det var i måneden. Det var øjensynlig den første dag, nymånedagen, hvor mange jøder ville være i Jerusalem for at fejre den. I så fald var det nøjagtig to måneder efter at Haggaj var begyndt at profetere. I Steven Byingtons oversættelse lyder verset således: „På den ottende nymåne i år to under Darius kom Jehovas ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, ’Iddos søn.“ (Zakarias 1:1, By) Lidet anede Zakarias dengang at hans profetiske bog ville få så stor betydning at inspirerede kristne skribenter flere hundrede år senere ville citere den for at bevise at den ventede Messias, Kristus eller den Salvede, var kommet og havde udført den første del af sin opgave til gavn for hele menneskeheden. (Mattæus 21:5; 26:15, 28, 31; 27:9; Markus 14:24, 27; Lukas 22:20; Johannes 12:15; 19:37; Åbenbaringen 11:2, 4) Dette viser ikke alene at Zakarias’ profetiske bog er inspireret og sand, men også at det er vigtigt for os i dag at undersøge den for at se om profetierne opfyldes her i vor tid.

 6. Fra hvem kom de udtalelser som Zakarias fik besked på at forkynde, og hvoraf fremgår det at det er vigtigt for os at huske på Zakarias’ bog nu da vi nærmer os Harmagedon?

⁶ Lige fra starten oplyses det at de ord fra Gud som Zakarias får besked på at forkynde, er udtalelser fra „Hærskarers [Jehova]“ — i sandhed et betegnende udtryk. Det passede udmærket til tiden og situationen. Tooghalvtreds (52) gange i løbet af de fjorten kapitler der udgør Zakarias’ profeti, benyttes dette magtfulde udtryk. Vers tre i det sidste kapitel viser at det ikke bare er en tom betegnelse for Gud, for her siges der profetisk: „Og [Jehova] drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag.“ (Zakarias 14:3) Det er yderst vigtigt at vi husker denne profeti i vor tid, nu da vi ser opfyldelsen af Bibelens sidste bog, som taler om at alle nationer drager mod Harmagedon til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åbenbaringen 16:14, 16) Denne Gud den Almægtige er den samme som den hærskarers Jehova der blev tilbedt da ypperstepræsten Eli, profeten Samuel og hyrdedrengen David levede. Det var i ’hærskarers Jehovas navn’ at David gik ud for at kæmpe mod den svært bevæbnede filisterkæmpe, Goliat og dræbte ham med et velrettet stenkast fra sin slynge. — 1 Samuel 1:3 til 4:4; 17:45.

ZAKARIAS’ INDLEDENDE PROFETI

 7. Hvem var Jehova blevet fuld af harme imod, ifølge Zakarias 1:2, og hvorfor?

⁷ Det første budskab som hærskarers Jehova talte ved sin nye profet, Zakarias, var henvendt til de hjemvendte jøder, og det lød således: „[Jehova] var fuld af harme imod eders fædre.“ (Zakarias 1:2) Disse „fædre“ var jødernes fædre og bedstefædre som var blevet ført i landflygtighed til Babylon i år 617 og 607 f.v.t. Hærskarers Jehova var fuld af harme imod dem fordi de havde vanhelliget og besmittet hans hellige tempel i Jerusalem og havde brudt deres nationale pagt med ham og havde knyttet politiske forbindelser med de verdslige hedenske nationer. Hans harme voksede i en sådan grad at han til sidst lod Jerusalem og byens tempel ødelægge og lod hele Judas land lægge øde, så der hverken skulle være mennesker eller husdyr i det i halvfjerds år. En af de dybeste årsager til alt dette var at jøderne havde forladt den rene og ubesmittede tilbedelse af hærskarers Jehova. Denne alvorlige kendsgerning skulle nu foreholdes de jøder der var blevet udfriet fra landflygtigheden i Babylon og var draget hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel dér.

 8. Hvad skulle Zakarias opfordre jøderne til at gøre over for Gud?

⁸ Til disse jøder, som allerede havde været tilbage i deres hjemland i sytten år, lød Zakarias’ budskab videre: „Men sig til dem: Så siger Hærskarers [Jehova]: Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers [Jehova], så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Zakarias 1:3.

„VEND OM“ — I HVILKEN FORSTAND OG MED HVILKE RESULTATER?

 9. I hvilken forstand skulle disse hjemvendte jøder „vende om“ til hærskarers Jehova, og hvorfor?

⁹ På hvilken måde ville Jehova at disse hjemvendte jøder skulle „vende om“ til ham? Havde profeten Haggaj ikke allerede talt til dem, og var de ikke gået i gang? Jo! Efter Haggajs første profeti var det gået som beretningen siger: „Og [Jehova] vakte ånden i Judas statholder Zerubbabel, Sjaltiels søn, og i ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og i hele resten af folket, så de kom og tog fat på arbejdet med deres Guds, Hærskarers [Jehovas], hus på den fireogtyvende dag i den sjette måned i kong Darius’ andet regeringsår.“ (Haggaj 1:14, 15) Men nu var der gået over en måned, og i den tid var de måske sløjet af, og der var muligvis også nogle som røbede en vis ligegyldighed. Derfor var det helt på sin plads at en anden profet kom og bekræftede den første profets ord med en ny opildnende tilskyndelse.

10. På hvilken måde skulle disse jøder „vende om“ til deres Gud og hvordan ville det kunne ses at de havde vendt fuldstændig om til ham?

¹⁰ Hele nationen havde behov for at vende om til hærskarers Jehova med ét hjerte og med én sjæl, uden at frygte for fjenden. De skulle vende om ved igen at tilbede den eneste levende og sande Gud frygtløst og helhjertet. Det ville i deres tilfælde betyde at de, som et synligt udtryk for at de havde vendt om til deres Gud, skulle bygge hans tempel færdigt. Det var hovedformålet med at de var kommet tilbage til deres hjemland. (Ezra 1:1 til 4:3) Deres egne huse, deres landbrug og deres andre materielle interesser var af sekundær betydning. Først når de havde et fuldført tempel i den by som deres Gud havde nævnt sit navn over, kunne de fuldt ud tilbede ham i overensstemmelse med den lov han havde givet dem gennem profeten Moses. (Haggaj 1:3-9) Så der var meget disse jøder måtte vende om til, før de kunne dyrke deres Gud i fuld lydighed mod hans lov og hans anordninger.

11. Hvordan ville Jehova til gengæld „vende om“ til dem?

¹¹ Og hvad ville der så ske hvis de ’vendte om’ og begyndte at tilbede Gud af hele deres sjæl? „Så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ Han ville atter vise dem sin fulde gunst. Han ville tilintetgøre fjendens modstand mod genopbygningen af det hus der skulle være center for deres gudsdyrkelse. Han ville råde bod på den tilbagegang de havde erfaret i materiel henseende lige siden de var holdt op med at arbejde på templets genopførelse. Han ville velsigne dem med såvel materielle goder som ubeskrivelige åndelige goder. — Zakarias 8:9-15.

12. Hvilket arbejde skulle hele nationen altså samles om, så den kunne opnå Guds gunst?

¹² Nu skulle hele nationen mobiliseres — under Jehovas ledelse og med hans profeters opmuntrende tilskyndelser. Alle de hjemvendte jøder skulle tage fat på det arbejde der havde den største betydning og fuldføre Jehovas tilbedelseshus i alle detaljer. Dette ville skabe Jehova et navn, og først da kunne nationens ypperstepræst, underpræsterne og alle levitterne udføre deres foreskrevne pligter og tjeneste til åndelig gavn for hele nationen og for alle de trofaste proselytter fra alle andre nationer. Men uden det fuldførte tempel kunne jøderne fra nær og fjern ikke fejre deres tre årlige højtider på rette måde, og heller ikke deres årlige forsoningsdag. Og tempeltrællene, nethinim, som var „brændehuggere og vandbærere“, kunne heller ikke yde deres fulde bidrag til tempeltjenesten. (Josua 9:23; Ezra 2:43-58) Så her var et arbejde som hele nationen måtte samles om for at opnå Guds velsignelse.

13. Hvordan skulle disse hjemvendte jøder have set på udfaldet af deres fædres adfærd, og hvad blev deres opmærksomhed derfor henledt på?

¹³ Den handlemåde som deres fædre havde fulgt og det resultat den havde medført, skulle tjene som et advarende eksempel for dem nu på dette kritiske tidspunkt. Af denne grund fortsatte Jehova med at sige til dem ved sin profet Zakarias: „Vær ikke som eders fædre, til hvem de tidligere profeter talte således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Vend om fra eders onde veje og onde gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder det fra [Jehova]. Eders fædre, hvor er de? Og profeterne, lever de evigt? Men mine ord og bud, som jeg overgav mine tjenere profeterne, nåede de ikke eders fædre, så de måtte vende om og sige: ’Som Hærskarers [Jehova] havde sat sig for at gøre imod os for vore vejes og gerningers skyld, således gjorde han.’“ — Zakarias 1:4-6.

14. (a) Hvad kunne de hjemvendte jøder regne med hvis de fulgte deres fædres handlemåde? (b) Hvorfor spurgte Jehova dem hvordan det var gået deres fædre, og havde de grund til ikke at høre på Haggaj og Zakarias fordi de tidligere profeter nu befandt sig i samme tilstand?

¹⁴ Ifølge denne advarsel kunne de hjemvendte jøder, hvis de blev som deres fædre der var blevet ført i landflygtighed til Babylon, være sikre på at de ville erfare Jehovas mishag. Grunden til at Jehova spurgte dem hvor deres fædre var henne, var at deres fædre havde mistet livet som følge af Guds mishag. De havde nægtet at forlade deres onde veje og gerninger og angrende vende om til deres Gud. ’Men,’ kunne de hjemvendte jøder spørge, ’hvad med profeterne, for eksempel Jeremias der udtrykkelig profeterede at Jerusalem ville blive ødelagt og Judas land lagt øde? Levede de evigt? Er de ikke også døde, nøjagtig ligesom vores ulydige fædre?’ Selv om et sådant spørgsmål måtte besvares bekræftende, gav det ikke de hjemvendte jøder nogen grund til at ignorere profeterne Haggaj og Zakarias, som Jehova nu havde oprejst dér i år 520 f.v.t.

15. (a) Hvad var det der havde betydning i forbindelse med disse tidligere profeter? (b) Hvordan ville det altså med sikkerhed gå jøderne hvis de fulgte deres fædres adfærd?

¹⁵ Det var ikke de dødelige profeter, de mænd Jehova benyttede som sine inspirerede talerør til at forkynde sine ord og sine bud, man skulle bygge sine argumenter på. Det var det Jehova havde inspireret disse profeter til at sige, der havde betydning. Det var det der var afgørende. Gik de ord Jehova havde talt ved dem, i opfyldelse? Gik det sådan som han havde forordnet og besluttet? De hjemvendte jøders fædre havde måttet svare ja! Fædrene var blevet tvunget til i deres tanker at vende om og indrømme: „Som Hærskarers [Jehova] havde sat sig for at gøre imod os for vore vejes og gerningers skyld, således gjorde han.“ Hvorfor skulle de hjemvendte jøder da sætte Jehova på prøve for at se om han mente hvad han sagde, sådan som deres fædre havde gjort? Resultatet ville blive nøjagtig som i tilfældet med deres fædre: Jehovas usvigelige ord og hans bud eller bestemmelser ville nå dem; opfyldelsen af Jehovas udtalelser ville med tiden indhente dem. Det ville føre til ulykke. Var det så ikke bedre at vende om til Jehova nu, sådan at han kunne vende om til dem, som han havde lovet?

ET TILSVARENDE SPØRGSMÅL I VOR TID

16. (a) Hvad er det afgørende spørgsmål som vi i dag må tage stilling til? (b) Hvad havde det spørgsmål som den overlevende rest stod over for i efterkrigsåret 1919, således forbindelse med?

¹⁶ Det afgørende spørgsmål som vi i dag må tage stilling til, er: Hvordan stiller vi os til det hus hvor den eneste levende og sande Gud, Jehova, tilbedes? Det er et spørgsmål der rejste sig på et tidligt tidspunkt for den generation af mennesker der har levet siden 1914. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev mange religiøse bygninger beskadiget eller ødelagt som følge af den internationale konflikt. En hel del af disse kirker blev repareret eller genopført i efterkrigstiden. Men det der havde betydning for Jehovas sande indviede folk efter denne verdenskonflikt, var ikke opførelsen af et religiøst hus eller en kirke, sådan som i tilfældet med de hjemvendte jøder dengang i 537-520 f.v.t. Jehovas sande åndelige tempel var ikke blevet beskadiget eller ødelagt af nedkastede bomber eller andre sprængladninger under den første verdenskrig. Det stod uskadt. Det spørgsmål der trængte sig på i 1919, det første år efter krigen, var derfor: Hvordan stillede resten af Jehovas indviede folk sig til hans sande åndelige tempel og til den rene, ubesmittede tilbedelse der skulle foregå i det?

17. Havde de indviede og døbte internationale bibelstudenter som overlevede den første verdenskrig behov for at angre og vende om til Jehova? Forklar.

¹⁷ Under den første verdenskrig var de indviede og døbte internationale bibelstudenters arbejde med at vidne om Guds rige blevet stærkt hæmmet på grund af krigsoperationer, regeringsforbud og voldsom forfølgelse. I et vist omfang havde de givet efter for menneskefrygt, der leder i snare. (Ordsprogene 29:25) De havde forsøgt at holde sig fri for blodskyld ved for det meste at påtage sig en tjeneste i hæren hvor de ikke var aktivt med i kampen, men de havde ikke bevaret en streng og fuldstændig neutralitet i denne verdens konflikter. På visse alvorlige områder havde de behov for at angre og vende om til Jehova, sådan at han kunne vende om til dem og vise dem gunst. — Zakarias 1:3.

18, 19. Hvilket arbejde måtte nu genoptages, og hvorfor?

¹⁸ Denne verdens nationer var ganske afgjort kommet ind i „endens tid“ — samtidig med at hedningernes tider var udløbet i 1914. (Daniel 12:4) Verdensbegivenhederne havde taget en vending som ganske afgjort krævede at det arbejde Jehova havde pålagt sine tjenere atter blev taget op, sådan som hans søn Jesus Kristus havde forudsagt:

¹⁹ „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

20. (a) På hvilken måde var det nødvendigt at udføre dette vældige arbejde? (b) Hvilke to organisationer må man tage i betragtning?

²⁰ Et så vældigt arbejde som skulle udføres i hele verden måtte nødvendigvis organiseres godt. Det måtte udføres af en fuldt forenet organisation, under enevældig ledelse af den teokratiske Hersker, Jehova Gud, som befandt sig i sit sande åndelige tempel. Jehova måtte organisere det. Der findes kun to organisationer som virker universelt, og den ene af dem burde enhver fornuftbegavet skabning kende. Det er Skaberens organisation, Jehovas organisation. Den anden organisation tilhører hans hovedmodstander, som profeten Zakarias også omtaler, nemlig Satan Djævelen. — Zakarias 3:1, 2.

21. Hvilke hoveddele kan Djævelens organisation opdeles i, og hvorfor er det bydende nødvendigt at forkyndelsen af Riget udføres på en organiseret måde?

²¹ Den nuværende tingenes ordning på jorden udgør i sandhed en organisation, og den kristne apostel Paulus siger at Satan Djævelen er „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinter 4:4, NW) I sit brev til efeserne (2:2; 6:11, 12) viser Paulus at den usynlige del af Djævelens organisation i høj grad er organiseret. Både den usynlige og den synlige jordiske del af Satans organisation er imod forkyndelsen af evangeliet eller den gode nyhed om Guds messianske rige. Dette gør det endnu mere påkrævet at Rigets forkyndere arbejder på en organiseret måde.

22. (a) Er Jehovas hærskarer organiseret? (b) Hvem udgjorde Jehovas synlige jordiske organisation frem til Jesu død? Hvem har siden pinsedagen i år 33 udgjort hans synlige jordiske organisation?

²² Hærskarers Jehova har alle sine himmelske hærskarer organiseret. (Lukas 2:13-15; Åbenbaringen 14:6, 7) Den opgave at forkynde budskabet om Riget på jorden har hærskarers Jehova kun overdraget til sin synlige jordiske organisation. Fra profeten Moses’ tid og frem til Herren Jesu Kristi død udgjorde den jordiske nation af kødelige, omskårne israelitter Jehova Guds synlige organisation. (Salme 147:19, 20) Men fra og med pinsedagen i år 33, da Guds hellige ånd blev udgydt over Jesu Kristi trofaste disciple har det åndelige Israel, hvis medlemmer er omskåret på hjertet, været Guds ’hellige folk’ og hans synlige jordiske organisation. (Apostlenes Gerninger 2:1-40; Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; 1 Peter 2:9) Det åndelige Israel er altså den sande kristne menighed som består af Jesu Kristi indviede, døbte og åndssalvede disciple. I lighed med et menneskelegeme er denne menighed i høj grad organiseret, idet dens mange medlemmer hver har sin opgave at tage vare på. (Romerne 12:4-8; 1 Korinter 12:12-28; Efeserne 4:15, 16; Kolossenserne 2:19) Der er udnævnte ældste og menighedstjenere som udfører særlig tjeneste i menigheden. — Filipperne 1:1.

23. Hvilket andet arbejde har Jehovas synlige organisation haft at udføre, ud over at forkynde Riget?

²³ Forkyndelsen af Rigets evangelium til et vidnesbyrd for alle folkeslagene er ikke det eneste arbejde som Guds synlige jordiske organisation har udført efter den første verdenskrig, her i „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning. Der foregår også et åndeligt høstarbejde. Jesus Kristus forudsagde dette. Da han forklarede sin lignelse om hvedemarken hvor en fjende kom og såede giftigt rajgræs, sagde han:

24. Hvad sagde Jesus om høsten og høstfolkene?

²⁴ „Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende [en afslutning på en tingenes ordning, NW]; og høstfolkene er engle.“ — Mattæus 13:37-39.

25. Hvad blev den overlevende rest af Jehovas åndssalvede tjenere i 1919 samlet ind i, men hvorfor var der endnu en høst tilbage for englene at udføre, og ved hjælp af hvem skulle de udføre den?

²⁵ I efterkrigsåret 1919 blev den trofaste rest af Jehovas åndssalvede folk under engles ledelse samlet ind i hans synlige jordiske organisation for at udføre det forudsagte arbejde med at forkynde Riget. Dette kom meget tydeligt til udtryk ved det otte dages generalstævne som de internationale bibelstudenter holdt i Cedar Point i staten Ohio i september 1919. Men de der udgjorde den trofaste salvede rest som havde overlevet de svære prøvelser og den stærke forfølgelse under den første verdenskrig, var ikke nok til at fuldstændiggøre det forudsagte antal på dem der er salvet til at herske sammen med Jesus Kristus i hans himmelske rige. Det fulde antal af dem der sammen med Kristus skal arve hans rige, var forudbestemt til at være 144.000. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1, 3; 20:4, 6) Følgelig var det nødvendigt at flere af ’hvedeskaren’ blev fundet og indhøstet af englene og samlet ind i Jehovas synlige jordiske organisation. Hvad indebar høstarbejdet da, eftersom de usynlige himmelske engle udfoldede deres virksomhed gennem den salvede rest på jorden?

26. Hvad indebar dette høstarbejde for de overlevende medlemmer af den salvede rest, og hvad må der ske med dem de døber for at de kan blive Kristi medarvinger?

²⁶ Det indebar at de overlevende medarvinger til Kristi rige fra og med 1919 måtte udføre et yderligere arbejde med at gøre disciple, idet de døbte dem og underviste dem. Efter at sådanne er blevet døbt som Jesu Kristi indviede disciple, må de salves med Guds ånd for at blive „Rigets børn“, Jesu Kristi medarvinger. (Romerne 8:15-17) De der indsamles på denne måde her i „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ vil, sammen med alle de andre hvedelignende kristne der allerede har bevaret deres trofasthed til døden, udgøre det fulde antal „Rigets børn“, de forudsagte 144.000. Om alle de trofaste der således indhøstes, står der skrevet: „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åbenbaringen 20:4, 6.

ÅNDELIGE UNDERPRÆSTER I „DET HELLIGE“ I TEMPLET

27, 28. (a) Hvilken stilling har disse salvede i forhold til ypperstepræsten Jesus Kristus, og hvor opholder de sig således hvad Jehovas åndelige tempel angår? (b) Hvilke særlige privilegier nyder de dér?

²⁷ Læg mærke til at disse trofaste salvede disciple ikke kun skal være konger sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. De skal også være „Guds og Kristi præster“. De 144.000 salvede er derfor ypperstepræsten Jesu Kristi underpræster. Allerede mens de lever her på jorden indtager de denne stilling i forhold til deres hoved, Jesus Kristus. Det er grunden til at apostelen Peter for nitten hundrede år siden skrev følgende til sine salvede medkristne: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ Som underpræster har de det privilegium at kunne bringe „åndelige ofre’ som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. (1 Peter 2:9, 5) Mens de endnu er på jorden befinder de sig derfor i et særligt forhold til Jehovas åndelige tempel, hvis Allerhelligste er Jehovas særlige bolig i de hellige himle hvor den opstandne Jesus Kristus frembar værdien af sit opofrede, fuldkomne menneskeliv.

²⁸ Selv mens disse underpræster endnu er i kødet på jorden, befinder de sig i den åndelige tilstand der blev skildret ved det første rum eller det Hellige i templet i Jerusalem. Og ligesom der i det Hellige i Jerusalems tempel fandtes gyldne skuebrødsborde, guldlysestager og et gyldent røgelsesalter, sådan nyder de kristne underpræster i det Hellige i det åndelige tempel, åndelig føde og åndelig oplysning og frembærer røgelse i form af trofaste bønner og nidkær tjeneste for Jehova mens de stadig befinder sig på jorden. (2 Mosebog 40:4, 5, 22-28; 1 Kongebog 7:48-50; 2 Krønikebog 4:19-22) Skønt de der ikke ejer åndelig skelneevne og værdsættelse måske ikke forstår det og ikke påskønner det, yder disse åndelige salvede underpræster virkelig en hellig tjeneste i dette hellige område i Jehovas store åndelige tempel. Fra sin ophøjede stilling i det Allerhelligste i dette åndelige tempel kan Jehova nøje overvåge disse underpræsters virksomhed og kan afsige dom over dem for deres tjeneste under hans ypperstepræst, Jesus Kristus. — Malakias 3:1-5.

29. (a) Hvilket arbejde var den overlevende salvede rest således optaget af efter 1919? (b) Hvordan berørte dette Jehovas åndelige tempel?

²⁹ Når vi tager disse ting i betragtning kan vi se følgende: I 1919 trådte den overlevende rest af Kristi salvede disciple frem for at påtage sig deres opgave i det jordiske høstarbejde under ledelse af „høstfolkene“, de himmelske engle. På denne måde påtog de sig et arbejde der berørte Jehovas sande åndelige tempel. Hvordan det? Jo, ved at gøre disciple og dermed indsamle ’hvedeskaren’ under englenes ledelse, var de med til at frembringe flere åndelige underpræster. De samarbejdede med Jehova Gud sådan at han, kunne sætte flere underpræster, ja hele det resterende antal åndelige underpræster, til at tjene i det Hellige i sit store åndelige tempel. De arbejdede således på at der kunne ydes en udvidet hellig tjeneste af flere underpræster ved Jehovas tempel.

30. Var dette den rette periode at indsamle de hvedelignende kristne i, og hvordan var dette en opbygning af det hold præster der gjorde tjeneste i templets Hellige?

³⁰ I stedet for at være et ’eftersankningsarbejde’ som det der fulgte efter den egentlige høst i fortidens Israel,a var dette indsamlingsarbejde som den overlevende salvede rest udførte, den virkelige høst under englenes eller „høstfolkenes“ ledelse. Den salvede rest har udført dette arbejde i „afslutningen på tingenes ordning“, siden året 1914, og Jesus sagde at „høsten er en afslutning på en tingenes ordning“. (Mattæus 13:39, NW; 24:3, 31, NW) Som følge af det åndelige høstarbejde der blev udført i de efterfølgende år voksede den salvede rest af Kristi hvedelignende disciple, navnlig frem til 1931, hvor den antog det bibelske navn „Jehovas vidner“. Da var antallet af åndelige underpræster i det Hellige i Jehovas åndelige tempel tydeligvis vokset, og de udgjorde øjensynlig hele det antal der var nødvendigt for at fuldstændiggøre den forudbestemte skare på 144.000 åndelige underpræster under ypperstepræsten Jesus Kristus. Der var i sandhed sket en opbygning af det hold præster der gjorde tjeneste i det Hellige i Jehovas sande tempel.

31. Hvordan var de blevet udfriet og genrejst i 1919 med tempelarbejdet for øje?

³¹ Her var altså et åndeligt tempelarbejde som blev indledt i 1919 af dem der udgjorde den overlevende salvede rest. Ved Jehovas kærlige godhed gennem den større Kyros, Jesus Kristus, var de blevet udfriet fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, og dets politiske elskere. De var blevet udfriet og ført tilbage til deres retmæssige domæne på jorden netop for at de skulle koncentrere sig om dette tempelarbejde.

32. Hvordan svarede det der skete i 1919 til det der skete i 520 f.v.t.?

³² Situationen var nøjagtig som dengang da profeterne Haggaj og Zakarias i år 520 f.v.t. blev oprejst for at tilskynde den hjemvendte jødiske rest til at genoptage arbejdet på templet i Jerusalem som de længe havde forsømt. I 1919 blev Vagt-Taarnets spalter benyttet til at opildne og tilskynde den overlevende salvede rest til frygtløst at genoptage sin åbenlyse og offentlige tjeneste for den højeste Gud. Hans messianske rige var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og det skulle nu forkyndes i hele verden. Der skulle nu bringes Gud et sådant lovprisningsoffer, selv i overværelse af alle hans fjender. — Hebræerne 13:15; Salme 138:1-3.

33. Hvad ville der ske hvis den salvede rest efterlignede den handlemåde som fædrene til fortidens jødiske rest havde fulgt, og hvad gjorde den salvede rest derfor?

³³ På denne måde kunne de salvede „vende om“ til Jehova, med det resultat at han ville „vende om“ til dem og vise dem sin gunst. Hvis de blev som fædrene til den fortidige jødiske rest, de fædre som Jehova havde været fuld af harme imod, ville de lide ulykke nøjagtig som disse fædre gjorde fordi de ikke hørte eller ænsede de advarsler og den vejledning Jehovas profeter fremsatte. Da ville Jehovas profetiske ord og bestemmelser imod de ulydige også nå dem her i „endens tid“. Derfor lagde den salvede rest visdom for dagen og begyndte i 1919 at „vende om“ til Jehova.

[Fodnote]