Hvad siger Bibelen?
Kan kristne fejre fødselsdag?
HOLDER De af at komme sammen med Deres venner? At samles for at „spise og drikke og være glad“ med måde får en gunstig omtale i Guds ord. (Præd. 8:15; 9:7; Job 1:2, 4, 5) Bibelen omtaler mange gange at Guds tjenere holdt „gæstebud“ ved særlige lejligheder. (1 Mos. 19:3; 21:8; 2 Sam. 3:20; 1 Kong. 3:15) Gennem Moses befalede Jehova den israelitiske nation at overholde de årlige glædelige „festtider“. (3 Mos. 23:2, 37, 38) Det er tydeligt at Jehova er klar over den glæde som sådanne festlige lejligheder kan give.
Dette betyder dog ikke at alle slags fester anerkendes af Gud. I dag er der mange populære højtider der overøser personer og institutioner som Bibelen skildrer som ugudelige, med ære. Højtideligheder har ofte rod i falsk religion. Bibelen befaler at Jehovas tilbedere skal undgå enhver forbindelse med falsk religion. (2 Kor. 6:14-18) Men hvad med at fejre fødselsdag?
Bibelens beretninger viser at den dag et barn fødes sædvanligvis er en dag hvor forældrene giver udtryk for stor glæde og taknemmelighed. Og det med rette, for „sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn“. (Sl. 127:3; Luk. 1:57, 58) Man kan også tydeligt se at Guds tjenere, igennem hele den periode Bibelen omfatter, var klar over hvornår de var født. For eksempel angiver Bibelen hvor gamle Noa og Abraham var ved forskellige lejligheder i løbet af deres liv, ligesom den også angiver deres fulde alder da de døde. (1 Mos. 7:6, 11, 13; 9:28, 29; 12:4; 17:24; 25:7) Under Moseloven holdt medlemmer af Levi stamme regnskab med deres alder, således at de vidste hvornår de var gamle nok til at begynde deres tjeneste ved Jehovas helligdom. (4 Mos. 4:46, 47) Antyder dette ikke at Guds tilbedere tilbage i tiden fejrede deres fødselsdag?
Tilhængere af denne opfattelse henviser somme tider til Job 1:4 og Hoseas 7:5. Det første af disse skriftsteder nævner, ifølge 1871-oversættelsen og Kalkar, at Jobs syv sønner „gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag“. Det andet fortæller at Israels fyrster blev „syge af rus“ ved en højtideligholdelse på „kongens dag“. Var disse fester fødselsdagsselskaber? Øjensynlig ikke. Professor G. Margoliouth skriver i Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics: „Anledningen til den fest der refereres til i Job 1:4 er ikke helt klar. Eftersom det tyder på at der er tale om syv på hinanden følgende dage, kan det næppe have været fødselsdage.“ „Omtalen af ’kongens dag’ i Hos. 75 må helt naturligt referere til årsdagen for kongens tiltrædelse på tronen.“
Faktisk nævner Bibelen kun to der holdt fødselsdag, nemlig Ægyptens Farao i Josefs dage og Herodes Antipas i det første århundrede e.v.t. (1 Mos. 40:20; Matt. 14:6-11) Disse fester fremtræder imidlertid i et dårligt lys, eftersom de begge blev fejret af mænd som ikke tilbad Jehova. Professor Margoliouth bemærker yderligere: „At Herodes’ familie fejrede fødselsdag . . . var uden tvivl en efterligning af de græsk-romerske traditioner på den tid.“
Det er interessant at samme leksikon fortæller om de gamle grækere og romere at „det at give gaver ved specielle lejligheder ofte var dikteret af en overtroisk frygt, som det for eksempel var tilfældet med fødselsdagsgaver“. Artiklen bemærker at skikken med at give disse gaver „tidligere blev regnet for at have magisk kraft“.
Det forklares endvidere at i det gamle Grækenland var formålet med at fejre fødselsdag specielt „at påkalde sig hjælp fra den gode dæmon (agathos daimon) på et tidspunkt hvor — på skæringsdagen mellem to perioder — de onde ånder var særlig tilbøjelige til at gøre deres indflydelse gældende.“
I betragtning af at mange fødselsdagsskikke er af hedensk oprindelse samt at Bibelen kun beretter om fødselsdagsfester i forbindelse med afgudsdyrkere, fejrede hverken de gamle jøder eller de første kristne fødselsdag. I forbindelse med de sidstnævnte skriver historikeren Augustus Neander: „Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ Omkring midten af det 3. århundrede e.v.t. bemærkede Origenes i sin kommentar til Mattæus, kapitel 14: „Nogle af dem før os har lagt mærke til hvad der står skrevet i Første Mosebog om Faraos fødselsdag, og har fortalt at kun en uduelig mand som elsker skikke i forbindelse med fødselen, fejrer sin fødselsdag; vi følger denne henstilling fra ham og finder heller ikke nævnt nogen steder i Skrifterne at en fødselsdag er blevet holdt af en retfærdig mand.“
I løbet af det 4. århundrede e.v.t. skete der imidlertid noget som ændrede tingene. Hvad var det? Såkaldte kristne begyndte at fejre Jesu Kristi fødselsdag på den 25. december (som for øvrigt ikke kan have været hans fødselsdag). Bogen Curiosities of Popular Customs påpeger: „Med fejringen af Kristi fødsel vendte fejringen af almindelige dødeliges fødselsdag tilbage.“
Som bemærket i indledningen til artiklen er dét at komme sammen og glæde sig med sine venner en god ting. Med hensyn til spørgsmålet om gaver lægger kristne mærke til Jesu råd om at ’gøre sig det til en regel at give’, for „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Luk. 6:38; Apg. 20:35) Bibelen opstiller ingen regler for hvor og hvor ofte i løbet af et år man kan nyde sådanne festlige stunder. (Rom. 14:5) Men god dømmekraft og skønsomhed er altid på sin plads.
I Bibelen nævnes forskellige højtider og fester som Gud godkendte, og kristne kan tage ved lære af de nyttige principper i disse beretninger. Disse begivenheder blev holdt til Guds ære og henledte opmærksomheden på hans underfulde gerninger. (5 Mos. 16:1-15; 3 Mos. 23:42, 43) Den årlige højtid til minde om Jesu død samler også opmærksomheden om Gud og den rolle som Jesus Kristus spiller i Guds hensigt. (Matt. 26:26-29) Ved festlige lejligheder, som ved alle andre lejligheder, må kristne ære Gud. — 1 Kor. 10:31; Rom. 14:6.
Man kan imidlertid sige at en fødselsdagsfest er en dag som regelmæssigt hvert år sættes til side for at ære et menneske. Kunne en sådan handlemåde ikke let resultere i overdreven smiger af syndige mennesker? (Rom. 3:23) Da apostelen Johannes faldt ned for at tilbede en fuldkommen himmelsk engel som havde vist ham nogle syner af begivenheder der skulle ske i fremtiden, formanede engelen: „Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres . . . Tilbed Gud.“ (Åb. 22:9) Er vi ikke i dag endnu mere tilbøjelige til overdreven beundring af det skabte menneske?
Bibelen byder os ingen steder at fejre fødselsdag, idet den kun nævner fødselsdage i forbindelse med personer som ikke tilbad den sande Gud. (1 Mos. 40:20; Matt. 14:6-11) Eftersom populære fødselsdagsskikke har rod i hedensk overtro, fejrede hverken de gamle jøder eller de første kristne fødselsdag. Sande kristne i dag adlyder også befalingen om at tage afstand fra falske religiøse traditioner og fra folk som tager del i sådanne: „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’“; „’og jeg vil tage imod jer.’“ — 2 Kor. 6:17.