En lektion i menneskets lidenhed

EN TALE af den almægtige Gud fortjener vor opmærksomhed — ikke mindst i dag hvor mennesket og dets bedrifter hæves til skyerne. Menneskets lidenhed i modsætning til Guds storhed er temaet i den tale den almægtige Gud holdt for sin trofaste tjener Job. I et sprog af uforlignelig skønhed og magtfuldhed beskriver Gud den Allerhøjeste sit skabervirke, og fortæller derved menneskene hvor små de i virkeligheden er.

Prøv at sætte dig i Jobs sted mens du læser de forskellige afsnit af den Almægtiges tale, der er blevet beskrevet som „en række spørgsmål der følger hinanden som tordenskrald“. Forestil dig Jobs følelser da han hørte sin Skaber sige:

„Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvem bestemte dens mål — du kender det jo — hvem spændte målesnor ud derover? Hvorpå blev dens støtter sænket, hvem lagde dens hjørnesten, mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?“ — Job 38:4-7.

Gud spurgte Job hvor mennesket var da Han skabte jorden. Var mennesket måske med til at lægge jordens grundvold? Var mennesket den arkitekt der gav udkastet og udregnede jordens dimensioner i overensstemmelse med tegningen? Nej, hvor lidt havde mennesket dog ikke med jordens grundlæggelse at gøre! Det eksisterede ikke engang da denne begivenhed fandt sted. Der var intet menneske som spændte målesnoren ud over jorden. Skønt jorden er ophængt på intet, er den dog så grundfæstet at den ikke kan rokkes. Men hvem kan fortælle hvorpå dens grundvold er fastgjort så den ikke tynges ned af sin egen vægt? Gud sammenligner jorden med en vældig bygning og spørger Job: „Hvem lagde dens hjørnesten . . .?“ Ja, hvem lagde hjørnestenen til dette enorme bygningsværk, vor jord, der nu selv bærer alle de bygninger mennesker har opført? Ikke mennesket, for vi bliver mindet om at det kun var engle der jublede og råbte af glæde da Gud skabte jorden.

Havet og dets bølger

I ophøjede vendinger fortsætter Skaberen: „Hvem stængte for havet med porte, dengang det brusende udgik af moders skød, dengang jeg gav det skyen til klædning og tågemulm til svøb, dengang jeg brød det en grænse og indsatte portslå og døre og sagde: ’Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!’“ — Job 38:8-11.

Det vældige hav er altså blot som et barn i Guds hånd! „Jeg tror ikke dette emne nogen sinde er blevet fremstillet tydeligere,“ siger den tyske digter Johann Gottfried von Herder i Geist der hebräischen Poesie, „end netop med dette billede af et barn som verdens Skaber svøber og ifører en passende klædning. Det bruser frem af jordens kløfter, som fra dets moders skød; Herskeren over alle ting taler til det som til et levende væsen, som til en ung kæmpe der jubler over sin betvingende magt, og med et ord bringes havet til tavshed, det adlyder ham for evigt.“

Gud har sørget for at der er blevet sat en grænse for det mægtige verdenshav, som var der sat porte, portslåer og bomme for det. På forunderlig måde begrænses og reguleres tidevandet ved solens og månens tiltrækning og ved den tid det tager et tænkt sted på jordens overflade at bevæge sig bort fra solens og månens tiltrækkende indflydelse. Netop som tidevandet synes at ville opsluge jorden trækker det sig tilbage; men har noget menneske været med til at udtænke dette eller sætte det i kraft?

Bølger er et under i sig selv; til tider bevæger de sig med stor fart og når op i fantastiske højder. I værket The World of Water siges der:

„Havet er aldrig stille. Selv på den mest stille sommerdag vil krusninger danne mønster på dets overflade og en rytmisk dønning få en statelig procession af bølgebevægelser til at rulle fra horisont til kyst. Disse krusninger og bølger som karakteriserer havet, skyldes forstyrrelser på overfladen eller i havets dyb. Vinden forårsager de fleste. En sagte brise der blot lige rører overfladen vil fremkalde en mængde krusninger alt som den bevæger sig hen over havet; en kraftig kuling der bevæger sig med en fart af halvanden hundrede kilometer eller mere i timen, kan få vandfladen til at rejse sig til en stormsø med hushøje bølger. . . . Ulig lyd- og radiobølger bevæger havets bølger sig i alle tempi, afhængigt af bølgelængden — afstanden fra den ene top til den næste. Alt som vinden fortsætter med at piske dem frem bliver de højere og højere og bevæger sig stadig hurtigere indtil de brydes ved en eller anden fjern kyst. Mens bølgerne drives frem under vindens påvirkning øges deres fart hen over vandfladen indtil de næsten har samme fart som vinden selv. Under disse forhold får den svære dønning yderligere kraft fra vinden; bølgerne får en kraft der måske sætter dem i stand til at bevæge sig fra den ene ende af havet til den anden. . . . De større bølger der bevæger sig ud på en rejse på hundreder eller tusinder at kilometer, kan efterhånden komme op på en sådan fart at de endog bevæger sig hurtigere end den vind der satte dem i gang. På de største af verdens have kan vinden følge de bølger den har dannet, over en umådelig strækning, indtil de er ni meter høje eller mere.“

Hvor betegnende er ikke udtrykket „stolte vover“! Nogle af disse bølger er rene kæmper, og dog siger Skaberen: „Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!“

Morgenens lys

Den Almægtige overvælder Job med endnu flere spørgsmål: „Har du nogen sinde kaldt morgenen frem, ladet morgenrøden vide sit sted, så den greb om jordens flige og gudløse rystedes bort, så den dannedes til som ler under segl, fik farve, som var den en klædning? De gudløses lys toges fra dem, den løftede arm blev knust. Har du mon været ved havets kilder, har du mon vandret på dybets bund? Mon dødens porte har vist sig for dig, skued du mulmets porte? Så du ud over jordens vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!“ — Job 38:12-18.

Disse ord skulle få os til at tænke: Var det et menneske der gav befaling til at dag skulle følge nat? Her siges om morgenrøden at den griber om jordens flige eller ender og ryster de gudløse bort, som når man ryster støv af en klud. Daggryet spreder de onde; som dyr haster de bort til deres huler og gemmesteder. „Horkarlens øje lurer på skumring, han tænker: ’Intet øje kan se mig!’ og skjuler sit ansigt under en maske. I mørke bryder de ind i huse, de lukker sig inde om dagen.“ (Job 24:15, 16) Har noget menneske fået morgenens lys til at ’gribe om jordens flige så de gudløse kunne rystes bort’?

Morgenens lys — det segl den Almægtige holder i sin hånd — iklæder jorden skønhed og får alt på den til at antage tydelige former, som når uforarbejdet ler tildannes under segl. Sollyset bringer jordens mange farver for dagen så den fremtræder i al sin friske skønhed, som iført en prægtig klædning. Men var det Job eller noget andet menneske der bød at alle disse velgørende og kærkomne omskiftelser skulle finde sted? Sker de som følge af menneskers ledelse? Ville noget menneske kunne skaffe det nødvendige lys hvis solens stråler blev holdt tilbage? Og hvad med det vældige liv der gemmer umådelige rigdomme og vidunderlige ting som Skaberen har frembragt? Havde Job vandret på havets dyb og taget et overblik over hvad der gemte sig dér?

Sne og hagl

Jehova fremsatte flere spørgsmål: „Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket mon hjemme, så du kunne hente det til dets rige og bringe det hen på vej til dets bolig? Du ved det, du blev jo født dengang, dine dages tal er jo stort! Har du været, hvor sneen gemmes, og skuet, hvor hagelen vogtes, den, jeg gemmer til trængselens tid, til kampens og krigens dag?“ — Job 38:19-23.

Har noget menneske nogen sinde fulgt lyset eller mørket til dets hjem, eller været hvor Gud gemmer sneen og hagelen til „trængselens tid“? Sneen — et sandt under af krystaller i et utal af skønne former! Om Gud vil, kan han føre en lige så virkningsfuld kamp med sne og hagl som med lyn eller med en engels sværd. Sne og hagl vil øjensynligt blive anvendt som våben imod Guds fjender på „kampens og krigens dag“, den dag Harmagedonslaget udkæmpes. Hvor findes det menneske som kan undslippe hvis Gud sender hagl fra himmelen? „Haglsten“ nævnes i Ezekiel 38:22 som et af de midler hvormed Gud vil udslette de onde mennesker som følger Satan. I det slag der i fortiden udkæmpedes ved Gibeon brugte Jehova haglsten imod sine fjender: „Og de, som dræbtes af haglstenene, var flere end dem, israelitterne dræbte med sværdet.“ (Jos. 10:11) En beskrivelse af en haglstorm giver os en idé om hvad Gud kan udrette på „kampens og krigens dag“. Den italienske billedhugger Benvenuto Cellini fortæller følgende oplevelse i sin selvbiografi:

„En Dag befandt vi os . . . en Dagsrejse fra Lyon, da det begyndte at tordne med tørre Skrald. . . . Efter Tordenen hørtes der en saa rædselsfuld Larm fra Himlen, at jeg troede, det maatte være Dommedag. Jeg standsede da, og nu begyndte der at falde Hagl uden en Draabe Vand. Først var Haglene noget større end Pusterørskugler, og naar de ramte, generede de meget; lidt efter lidt blev de større og var nu som Armbrøstbolte. Da jeg saa, at min Hest blev sky, vendte jeg den og galoperede tilbage, indtil jeg fandt mine Rejsefæller, der var grebet af en lignende Frygt og havde søgt Ly i en Fyrreskov. Haglene var nu som store Citroner, og medens jeg var ved at synge et Miserere til Gud, kom der et, der var saa stort, at det knækkede en meget tyk Gren paa den Fyr, hvorunder jeg mente at være i Sikkerhed. Et andet ramte min Hest i Hovedet, saa den var ved at styrte, og ogsåa jeg blev truffet af et, der vilde have dræbt mig, hvis det havde haft fuld Kraft paa. . . .

Dette varede et Stykke Tid, og da det var forbi, havde vi allesammen faaet svære Knubs og kravlede nu saa godt vi kunde op paa vores Heste. Paa Vejen til Herberget viste vi hinanden de Buler og Kvæstelser, vi havde faaet, men en Miglie længere fremme konstaterede vi en endnu større Ødelæggelse, end vi selv havde været Vidne til. Den var ubeskrivelig: Træer brækkede eller berøvet deres Løv, Dyrene paa Marken dræbte og mange Hyrder med; vi fandt også Masser af Hagl, man ikke kunne spænde om med to Hænder.“ — Benvenuto Cellinis levned, side 333.

Når Gud åbner for sneen og hagelen i Harmagedon venter der hans fjender en frygtelig tid, og de vil ikke have nogen mulighed for at undslippe. Hvem kan kæmpe imod sne og hagl?

Regn, dug, frost og is

Den Almægtige spurgte igen: „Hvor er vejen did, hvor lyset deler sig, hvor østvinden spreder sig ud over jorden? Hvem åbnede regnen en rende og tordenens lyn en vej for at væde folketomt land, ørkenen, hvor ingen bor, for at kvæge øde og ødemark og fremkalde urter i ørkenen? Har regnen mon en fader, hvem avlede duggens dråber? Af hvilket skød kom isen vel frem, hvem fødte mon himlens rim? Vandet størkner som sten, dybets flade trækker sig sammen.“ — Job 38:24-30.

Kan noget menneske tage æren for at lyset på så vidunderlig vis spredes over hele jorden? Kan mennesker åbne „tordenens lyn en vej“? Jehova er den store regnmager, og selv i „ørkenen, hvor ingen bor“, lader han sin velsignelse strømme ned.

Har regn, is og frost et menneske til ophav eller fader? Is og frost er så almindelige begreber at man måske er tilbøjelig til at glemme hvilke undere de egentlig er. Men lad os for et øjeblik dvæle ved et af disse undere, isen:

„Om vinteren bliver vandet i søer og have tungere som følge af at dets temperatur falder. Efterhånden som overfladevandets vægtfylde øges, synker det ned, mens det lettere og varmere vand stiger op til overfladen. Denne afkøling og veksling fortsætter indtil temperaturen når 4° C. Når vandet derpå yderligere afkøles, øges vægtfylden ikke; der sker lige det modsatte. Vandet bliver lettere efterhånden som dets temperatur nærmer sig frysepunktet. I stedet for at synke lægger det sig som et lag oven på det varmere vand. Til sidst, når vandet bliver til is, bliver det endnu lettere, og isen flyder på overfladen som et beskyttende låg.

Hvis vægtfylden for vand der afkøles ikke ændredes på denne usædvanlige måde, ville overfladevandet fortsat synke indtil frysepunktet var nået. Isen ville dannes på bunden af søer og have og den ville hobe sig op fra vinter til vinter indtil alt vand var frosset til en solid blok. Om sommeren ville kun overfladen smelte og ingen havstrømme ville regulere verdens vejr. I troperne ville det blive ulidelig varmt og i de ’tempererede’ zoner ville det fryse hele året rundt.“ — The World of Water, siderne 148, 149.

Ja, Jehova skaber is så „vandet størkner som sten“, og dog sørger han for at de vældige vande ikke bundfryser og forårsager vanskeligheder på jorden. Is, frost, regn og dug er Skaberens værk. Regn og dug betyder liv og styrke for hele planteverdenen. Frost får det vand der findes i jorden til at udvide sig, og derved pulveriseres og frugtbargøres jordbunden.

Vi har blot betragtet nogle få af de mange spørgsmål Jehova stillede Job under sin majestætiske tale. Men hvor meget har vi ikke lært om menneskets lidenhed i forhold til Guds storhed! Jehovas tale til Job har lært os at se mennesket i dets sande format; sammenlignet med Skaberen er det som et muldvarpeskud i skyggen af et bjerg. „Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages.“ — Job 36:26.