Guds vilje råder

Dyrs egenskaber og vaner er forskellige. Kan mennesker ændre noget ved det? Nej, men de kan tage ved lære af Gud

DA den almægtige Gud stillede Job en række spørgsmål, påpegede han kontrasten mellem menneskets lidenhed og sin egen storhed. Jehova henviste til sit livløse skaberværk, jorden, havet, dets bølger, sne og hagl, regn, dug, frost og is, stjernebillederne, skyerne og lynene; han spurgte Job om han rådede over disse ting og om han fuldt ud forstod de love hvorefter de styredes. Derpå illustrerede den Almægtige sin overlegne magt og vilje ved at henvise til dyreskabningen. Løven, bjerggeden, hinden og endog den simple ravn klarer sig uden menneskets hjælp. Derefter henledte Gud Jobs opmærksomhed på andre vilde dyr:

„Hvem slap vildæslet løs, hvem løste mon steppeæslets reb, som jeg gav ørkenen til hjem, den salte steppe til bolig? Det ler ad byens larm og hører ej driverens skælden; det ransager bjerge, der har det sin græsgang, det leder hvert græsstrå op.“ — Job 39:8-11.

Hvilken forskel er der ikke mellem tamme og vilde dyr selv om de er næsten ens af udseende! Hvoraf kommer denne uforklarlige forskel i indre egenskaber? Gud siger at det var hans vilje at slippe „vildæslet løs“ og at løse „steppeæslets reb“. Før sabæernes angreb havde Job fem hundrede aseninder der tjente som last- og trækdyr. Disse tamme æsler var kendt for deres lydighed. (Job 1:3) Men kunne Job gøre brug af vildæslet på samme måde? Nej, for Gud havde givet vildæslet dets frihed og han havde udpeget ørkenen til dets hjem. Det er ikke et udslag af menneskets vilje at vildæslet er så rapt og umedgørligt og at „den salte steppe“ er dets tilholdssted; salt er en yndet bestanddel af dets kost. Vildæslet klarer sig uden menneskets hjælp. „Det leder hvert græsstrå op,“ ja, gnaver det endog helt ned til roden. Vildæslet vandrer hvileløst fra sted til sted i sin søgen efter grønt; selv bjergegne ransager det for at finde græsgange.

Men ville vildæslet bytte sin frihed bort for som det tamme æsel at kunne skaffe sig føden lettere? Nej, og det ville være forgæves om man søgte at få vildæslet ind til de travle byer ved at lokke det med storbyens rigelige mængder af føde. „Det ler ad byens larm.“ Instinktivt undgår det de steder der bebos af mennesker, så det „hører ej driverens skælden“. Ikke at vildæslet hører dårligt; det er uhyre vagtsomt på grund af dets fint udviklede høre-, syns- og lugtesans. Skulle mennesker trænge ind på dets øde enemærker og forsøge at jage dette dyr, vil det fare af sted som en pil. Den græske historiker Xenofon, der levede i det fjerde og femte århundrede f. Kr., skrev i sit værk Anabasis:

„Naar man forfulgte Æslerne, løb de frem og blev staaende (de løb nemlig meget hurtigere end Hestene), og naar Hestene nærmede sig, gjorde de igen det samme, og det var ikke muligt at fange dem, medmindre Rytterne opstillede sig med Mellemrum og afløste hinanden paa Jagten.“

Hvilken mærkelig modsætning mellem tamæslet og vildæslet, der af udseende næsten er ens! Kan mennesket forklare denne forskel eller gøre ret meget for at fjerne den?

Mennesket har ikke kunnet tæmme vildoksen

Nu henleder Jehova Gud opmærksomheden på endnu et af de vilde dyr som mennesket ikke har kunnet tæmme, vildoksen: „Er vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din krybbe om natten? Binder du reb om dens hals, pløjer den furerne efter dig? Stoler du på dens store kræfter, overlader du den din høst? Tror du, den kommer tilbage og samler din sæd på loen?“ — Job 39:12-15.

Svaret på disse spørgsmål som Gud stillede, er nej. Hvor fandtes den landmand der turde prøve at få vildoksen til at arbejde? Vildoksen brugtes ikke som den tamme okse ved dyrkning af jorden, selv om de lignede hinanden af udseende. Job havde engang fem hundrede spand okser der gik for ploven. (Job 1:3, 14) Men vildoksen, der havde langt flere kræfter end tamoksen, formåede han ikke at få til at arbejde for sig. Billeder på monumenter viser at de gamle ægyptere bandt deres okser til ploven ved at slå et reb omkring hornene og forbinde dette med åget og håndtaget. Men er det muligt for mennesker at binde reb om vildoksens hals? Nej.

Derpå stilles spørgsmålet: „Stoler du på dens store kræfter?“ Nej, naturligvis ikke. Så meget des mærkeligere da at mennesket ikke kunne benytte sig af dette dyrs kræfter til arbejde. Vildoksen var et af de stærkeste dyr israelitterne kendte. Det hebraiske ord for dette dyr, reem, er i King James-oversættelsen fejlagtigt gengivet „unicorn“, hvilket betyder et fabeldyr med ét horn; men en reem var ikke et enhornet mytologisk vilddyr, den havde to horn: „Som vildoksens er hans horn; med dem nedstøder han folkene.“ (5 Mos. 33:17) Selv om reem’en var af samme slægt som tamoksen trællede den dog ikke for mennesket; den gik ikke for ploven og trak ikke høsten i hus.

I fortiden anså man vildoksen for at være et frygtindgydende dyr; en assyrisk konge kaldte den „stærk og vild“. Den engelske orientalist H. C. Rawlinson oversatte en assyrisk konges inskription, der lød: „Fire vildokser, stærke og vilde, i ørkenen . . . med mine lange pile med jernspidser, og med kraftige stød, tog jeg deres liv. Deres huder og deres horn bragte jeg til min by, Assur.“ Og den engelske arkæolog Sir Austen Layard skrev i sin bog Nineveh and Its Remains: „Af de mange bas-relieffer hvorpå man ser vildokser, fremgår det at den næppe blev betragtet som et mindre frygtindgydende og bemærkelsesværdigt stykke vildt end løven. Kongen ses ofte i kamp med den, ligesom man ser krigere jage den på hesteryg og til fods.“

Hvilken slags dyr var denne vildokse? Mange af vor tids naturforskere mener at den hebraiske reem må have været den nu uddøde urokse, et okselignende dyr, næsten to meter højt ved skulderpartiet. Dr. George C. Goodwin, der er konservator ved afdelingen for pattedyr i Naturhistorisk Museum i Amerika, skriver i sin bog The Animal Kingdom: „Urokserne var engang talrige i Palæstina; dyret nævnes åbenbart i Bibelen som ’unicorn’.“ Hvis den vildokse Gud taler om er uroksen, var det afgjort et meget stærkt dyr. Uroksen levede i Gallien (Frankrig) indtil Julius Cæsars tid. Han skrev i sit værk Cæsars Gallerkrig [De bello Gallico]:

„De [urokserne] er lidt mindre end Elefanter; men af Udseende, Farve og Legemsbygning er de som Tyre. De er i Besiddelse af en uhyre Kraft og Hurtighed og skaaner intet, som de faar Øje paa, hverken Mennesker eller Dyr. . . . De kan ikke tæmmes og vænne sig til Mennesker, ikke engang naar de fanges ganske unge. Hornene er baade i Størrelse og Form og Udseende helt anderledes end hos vore Okser.“

Intet under at salmisten David forbandt løven og vildoksen med hinanden: „Frels mig fra løvens gab, fra vildoksens horn!“ (Sl. 22:22) Hvor fandtes den landmand der ville stole på denne vildokse?

Stork og struds sammenlignes

Dernæst spørger Gud Job om han kan forklare hvorfor storken og strudsen er så forskellige; de er begge fugle og har dog så forskellige vaner:

„Har hunstrudsens vinge basket muntert, har den storkens svingfjer og fjerham? Den betror sine æg til jorden og lader dem varmes i sandet, tænker ej på, at en fod kan knuse dem, vildtet på marken træde dem sønder? Hård ved ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens møje, det ængster den ikke. Thi Gud lod den glemme visdom og gav den ej del i indsigt. Når skytterne kommer, farer den bort, den ler ad hest og rytter.“ — Job 39:16-21, vers 16 efter NW.

Har strudsens vinge basket muntert ligesom storkens? Nej. Storken har kraftige vinger og flyver meget højt i luften. Bibelen taler om „storken oppe i luften“. (Jer. 8:7) Men der kan strudsen ikke komme op selv om den basker med vingerne. Storkens svingfjer er meget store og kraftige; de sekundære og tertiære er lige så lange som de primære, hvilket giver fuglen et kolossalt vingefang og sætter den i stand til at flyve højt og længe. Kan strudsen baske lige så muntert med vingerne?

Læg også mærke til hvor forskellige struds og stork er med hensyn til at bygge rede og lægge æg. Strudsen „betror sine æg til jorden“. Ikke dermed sagt at den vilde struds nødvendigvis svigter sine æg. Nej, men den betror sine æg til jorden fremfor at betro dem til en rede højt oppe i et træ, hvilket storken gør. „I cypresser har storken sin bolig.“ (Sl. 104:17) Storkens store og godt tættede rede er som regel bygget på højtliggende steder. Det er noget andet med strudsen, den har jorden som rede. I ikke-tropiske lande ruger hunfuglene om dagen, mens hanfuglene tager deres tørn om natten og vogter æggene omhyggeligt. I tropiske lande ruger begge forældrene på tur om natten mens de overlader æggene til solens varme om dagen, idet de helt eller delvis dækker dem med sand eller støv. „Den egentlige udrugning af æggene sker ved solens varme.“ (The New Funk & Wagnalls Encyclopedia) Strudsen synes at bære sig dumt ad når den betror sine æg til jorden og lader dem varmes i sandet: „[Den] tænker ej på, at en fod kan knuse dem, vildtet på marken træde dem sønder.“ Den er måske nødt til at forlade sine æg ubeskyttede når en fjende nærmer sig.

Ikke alene adskiller stork og struds sig fra hinanden ved den måde de bygger rede på, men også ved den måde de behandler deres unger på. I The Pictorial Bible siger John Kitto om storke: „Ingen fugl er så berømt for sin hengivenhed for sine unger og, hvilket er usædvanligt blandt fugle, for at vise venlighed mod de gamle og svage af sin egen art.“ Men strudsen? „Hård ved ungerne er den, som var de ej dens.“ Guds profet Jeremias skrev: „Mit folks datter blev grum som ørkenens strudse.“ (Klages. 4:3) Den engelske rejseforfatter Thomas Shaw taler i sin bog Travels in Barbary om den hårde behandling strudsen giver sine unger. Han siger:

„Forsvindende lidt af den naturlige hengivenhed der giver sig så stærkt til kende hos de fleste andre dyr, kan iagttages hos strudsen. Ved den mindste smule støj i det fjerne, eller ved den mindste anledning forlader den æggene eller ungerne, som den måske aldrig vender tilbage til; dersom den vender tilbage er det måske for sent. . . . Araberne finder undertiden hele reder af disse urørte æg; nogle af dem er friske og gode, andre rådne og fordærvede. . . . Endnu oftere finder de et par unger, ikke større end velvoksne kyllinger, der halvdøde af sult stavrer omkring mens de, ligesom mange ulykkelige forældreløse børn, klynker efter deres mødre.“

Ja, „Gud lod den glemme visdom,“ og dog beskyttes dens unger lige såvel som unger af storken, symbolet på moderlig hengivenhed. Strudsens manglende visdom tjener dog en af Guds vise hensigter, ligesom de tilsyneladende urimelige lidelser der kom over Job, tjente en viis hensigt.

Hvad sker der når strudsen vejrer en fare? Den stikker ikke hovedet i busken. Nej, den basker med vingerne og „ler ad hest og rytter“. Med sine to lange ben og baskende vinger løber denne fugl fra mange hurtige firbenede dyr. Historikeren Xenofon skrev: „Men en Struds fangede ingen, og de af Rytterne der gav sig til at forfølge den holdt hurtigt op; den trak nemlig langt bort paa Flugten, idet den brugte Fødderne til Løb og de løftede Vinger som et Sejl.“ Noget lignende siges i Shaws Travels in Barbary:

„Ej heller er araberne behændige nok til at indhente dem selv på de bedste heste. De [strudsene] ler ad hest og rytter når de rejser sig til flugt. De giver ham kun lejlighed til på afstand at beundre deres usædvanlig adrætte og statelige bevægelser. . . . Intet er smukkere og morsommere at betragte end dette; vingerne basker ihærdigt og uafbrudt; de tjener både som sejl og årer; og fødderne, der også gør deres del til at bringe dyret udenfor synsvidde, er ikke mindre ufølsomme over for træthed.“

Hvor hurtigt løber strudsen siden den kan le ad hesten? „De er så rappe,“ siger The Encyclopedia Americana, „at selv araberen og hans fuldblodsganger sjældent alene kan indhente en, og selv når der jages med flere heste på skift mens fuglene kredser om deres tilholdspladser, koster jagten ofte en eller flere heste livet.“ Værket The Animal Kingdom siger: „Den kan løbe fra de fleste af sine fjender på de afrikanske stepper. Det er ikke for meget at sige at den gennemsnitlig skyder en fart af femogtres kilometer i timen.“ Nogle naturforskere anslår at dens tophastighed er femogfyrre kilometer i timen, men Martin Johnson, der er ekspert i fotografering af vilde dyr, siger at fuglenes maksimumsfart er firs kilometer i timen.

Jehovas ord om strudsen, vildæslet og vildoksen viser at han, der har udstyret dyrene med instinkt, lader sin vilje råde. Kan mennesker ændre noget ved det? Den guddommelige vilje råder i dette og i alle livets andre anliggender, og vi gør klogt i at arbejde i harmoni med den. „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.