Hvorfor finde fejl hos Gud?

Er det klogt at finde fejl hos Gud eller betvivle hans retfærdighed blot fordi vi ikke altid forstår hans veje?

VI KAN drage lære af Guds trofaste tjener Jobs erfaring. Job vidste ikke at Gud havde tilladt Satan at sætte hans uangribelighed på prøve for at se om han ville forblive trofast mod Gud. Job bevarede sin uangribelighed trods sine lidelser. Men i uvidenhed om det store stridsspørgsmål „gjorde [han] sig retfærdigere end Gud“. I sin nød sagde han: „Jeg er retfærdig, min ret har Gud sat til side.“ — Job 32:2; 34:5.

Imidlertid fortalte Elihu Job hvori han havde uret: „Dog, det har du sagt i mit påhør, jeg hørte så lydende ord: ’Jeg er ren og uden brøde, lydeløs, uden skyld; men han [Gud] søger påskud imod mig, regner mig for sin fjende; han lægger mine fødder i blokken, vogter på alle mine veje.’ Se, der har du uret.“ — Job 33:8-12.

For at give Job den rette forståelse af sagen talte den almægtige Gud til ham ud fra stormvejret. I en række spørgsmål udfordrede den Almægtige Job til at prøve at forklare visdommen i Guds mangfoldige skaberværker. Kunne han endog fatte den? De mange eksempler der blev draget frem fra det synlige skaberværk, deriblandt dyrene, viste Job at mennesket var ganske ude af stand til at dømme Guds veje. Vi kan drage nytte af at mærke os Guds spørgsmål til Job.

Hesten og dens egenskaber

„Giver du hesten styrke, klæder dens hals med manke og lærer den græshoppens spring? Dens stolte prusten indgyder rædsel. Den skraber muntert i dalen, går brynjen vældigt i møde; den ler ad rædselen, frygter ikke og viger ikke for sværdet; koggeret klirrer over den, spydet og køllen blinker; den sluger vejen med gungrende vildskab, den tøjler sig ikke, når hornet lyder; et stød i hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer kamp i det fjerne, kampskrig og førernes råb.“ — Job 39:22-28.

Udstyrede Job hesten med disse bemærkelsesværdige egenskaber? Havde han givet hesten dens styrke eller klædt dens hals med manke? Hvem gav hesten evnen til at springe som en græshoppe? Ikke mennesket. Gud sagde videre: „Dens stolte prusten indgyder rædsel,“ ja så megen rædsel at Jeremias (8:16) skrev: „Hans hestes fnysen høres fra Dan, ved lyden af hans hingstes vrinsken skælver alt landet.“

På mange gamle monumenter finder man stridsheste, og i Bibelen nævnes hesten ofte som symbol på krigsmateriel. Man spændte heste for stridsvogne bemandet med en fører og en eller to soldater. Desuden kæmpede krigerne ofte på hesteryg. I mange år vandt israelitterne deres krige uden heste, men senere blev det almindeligt også i Israel og Juda at anvende heste i krig. — 1 Kong. 22:4.

En stridshest, der er utålmodig efter at kampen skal begynde, vrinsker og stamper i jorden. Jehovas beskrivelse viser at den ler ad rædselen og ikke viger for sværdet; og koggeret og spydet, rytterens våben, øger blot dens iver efter at møde fjendens hær. Den engelske arkæolog Sir Austin Layard skrev: „Skønt den arabiske hoppe er føjelig som et lam og ikke behøver at ledes ved andet end grimen, får stammens krigsskrig og rytterens blinkende spyd dens øjne til at gnistre; de blodrøde næsebor spiles ud, halsen bøjes ædelt, hale og manke rejser sig mod vinden.“

Når hornet lyder kan hesten næsten ikke tro at den hører rigtigt; den har svært ved at tøjle sig af lutter glæde. Men når det går op for den at det er sandt, springer den frem med et: Huj! Den vrinsker. Den jubler. Fremad iler den, den „sluger vejen“, et udtryk der den dag i dag anvendes af araberne for at betegne noget der går i susende fart.

Alligevel er det let for mennesket at underlægge sig dette uforfærdede dyr og at få det til at lyde rytterens røst.

Er det et menneske der har skabt dette vidunder af skønhed og frygtløshed og udstyret det med disse usædvanlige egenskaber? Jehova er dets Skaber, og han er den som ifølge Bibelen også giver sin kronede konge Jesus Kristus og himmelens hellige engle stridsheste hvorpå de modigt og hurtigt kan drage ud i Harmagedonkrigen når krigsråbet lyder. De rider ud til Guds sejr. Som Åbenbaringen siger: „Jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder ’Troværdig og Sanddru’, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste.“ — Åb. 19:11, 14.

Falken og ørnen

Jehova fortsætter med at stille spørgsmål for at retlede Jobs tankegang: „Skyldes det indsigt hos dig, at falken svinger sig op og breder sin vinge mod sønden? Skyldes det bud fra dig, at ørn flyver højt og bygger sin højtsatte rede? Den bygger og bor på klipper, på klippens tinde og borg; den spejder derfra efter æde, viden om skuer dens øjne. Ungerne svælger i blod; hvor valen findes, der er den!“ — Job 39:29-33.

Skyldes det indsigt hos mennesket at falken flyver med en fantastisk fart? Nej, det er ikke et udslag af menneskelig visdom, når falken breder sin vinge mod sønden, hvilket tilkendegiver at den har meget stærke vinger.

Gud vender nu opmærksomheden mod ørnen, der undertiden kaldes fuglenes konge. Da Gud begyndte at stille spørgsmål om dyrene nævnede han først løven, dyrenes konge. (Job 39:1) Som afslutning på dette afsnit af sin tale stiller den Almægtige nu Job spørgsmål om fuglenes konge. Skyldes det bud fra Job at ørnen er bemærkelsesværdig i fire henseender?

Først deri at den flyver usædvanlig højt. Så vidt man ved findes der ingen anden fugl der stiger så højt og har så stærke vinger. Gud har givet ørnen denne flyvefærdighed.

Dernæst er der dens rede, som den sørger for er godt beskyttet. Ørnen „bygger sin højtsatte rede“ ja, „den bygger og bor på klipper, på klippens tinde og borg“. Andre fugle er tilfredse med lavereliggende bosteder, men ørnen bygger utilgængeligt højt og sikrer sig dermed at dens unger er uden for fare. Er det på menneskets bud at denne fugl gør sin rede til en borg højt på „klippens tinde“?

For det tredje nævnes ørnens evne til at se langt. Gud siger: „Viden om skuer dens øjne.“ Intet menneske har forsynet ørnen med dens skarpe blik, hvormed den spejder ud over landets vidder og udforsker dybe kløfter. Ørnen har en besynderlig evne til med lynets hast at indstille øjnene — en stor hjælp når den skal fange sit bytte. Rutherford Platt omtaler ørnens syn i sin bog The River of Life; han siger:

„De bedste øjne i hele dyreriget finder vi højt mod daghimmelen — hos ørnen, gribben og høgen. Så skarpsynede er disse fugle at de fra en højde af 300 meter kan spejde ned og få øje på en hare eller en rype der er halvt skjult i græsset.

Jægerens skarpe blik skyldes at objektets spejlbillede rammer en tæt klump skarpe, kegleformede celler. Denne lille plet bagtil i øjeæblet optager lysstråler fra objektet gennem tusindet af prikker, hvorved der samles et klart billede i hjernen. For de fleste jægere, såsom skunken, pumaen eller mennesket, er den ene plet kegler nok; vi ser ligeud og nærmer os vort øjes mål direkte. Men det gør ørnen eller høgen ikke; når de har indstillet øjet på haren i græsset kan de godt nærme sig i en lang, skæv dykning. Dette får billedet af målet til at flytte sig hen over øjeæblets bagflade i en kurvet bane. En sådan bane er nøjagtigt udtænkt til ørnens øje så at den dykkende fugl, i stedet for en klump kegler har en kurvet bane af kegler. Mens ørnen slår brat ned holdes haren i græsset konstant i øjets brændpunkt. Det synes måske at være en meget lille ting at de lysmodtagende cellers kurvede bane i øjeæblet svarer nøjagtig til neddykningens kurvede bane, men dette er af største betydning for jæger og bytte, og jeg undrer mig over hvem der kan have udtænkt det sådan.“

Skaberen udtænkte det! Han, og ikke mennesket, har tildelt ørnen dens vidunderlige synsevne.

For det fjerde er der den bemærkelsesværdige måde hvorpå ørnen skaffer føden til sig selv og sine unger. Visse ørnearter foragter ikke døde dyrekroppe når disse ikke har ligget for længe; de ernærer sig således både ved det der allerede er dødt og ved det de selv fanger. Ørne lever af mindre dyr som de griber og bringer op til ungerne. Ørneunger som endnu er for svage til at spise kød opsuger byttets blod. Ørnen opretholder således sig selv og sin familie i kraft af sine hurtige vinger, sit skarpe syn, sin dygtighed til at fange byttet og desuden ved at finde og udsøge dræbte dyr. „Hvor valen findes, der er den!“ eller som New World Translation siger: „Hvor de dræbte er, der er den.“

Det rette synspunkt

Efter disse ord om sit skaberværk, det levende som det livløse, spørger Jehova ud fra stormvejret: „Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!“ — Job 39:34, 35.

Jehova har talt. Disse udtalelser om Guds undere i naturen bragte Job til fornuft så han kunne se at skabningen intet er i sammenligning med Skaberen, og at han, stillet ansigt til ansigt med Guds storhed, ikke burde have gjort sig „retfærdigere end Gud“. Eftersom Jehova har åbenbaret så megen magt og visdom i sit synlige skaberværk, og eftersom der desuden er så meget der overgår menneskets fatteevne, er Gud berettiget til vor ubetingede tillid. Hvad Gud end gør, og ligegyldigt om mennesket straks forstår det eller ej, bør ethvert menneske have den indstilling at Gud gør hvad der er ret. Det ville være højst formasteligt at betvivle nogen af Guds gerninger ud fra en blot og bar menneskelig tankegang og dømmekraft. Hvem vil da være så trættekær at han vil tvistes med den Almægtige? Job ønskede det bestemt ikke. „Da svarede Job [Jehova] og sagde: ’Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min hånd på min mund! Een gang har jeg talt, gentager det ikke, to gange, men gør det ej mer!’“ Job udtrykte sin anger med få ord uden antydning af selvretfærdighed. Han sagde blot: „Jeg er ringe.“ — Job 39:36-38.

Jehovas næste ord tilkendegiver at Job havde talt forstandigt:

„Da svarede [Jehova] Job ud fra stormvejret og sagde: ’Omgjord som en mand dine lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! Mon du vil gøre min ret til intet, dømme mig, for at du selv kan få ret? Har du en arm som Gud, kan du tordne med brag som han? Smyk dig med højhed og storhed, klæd dig i glans og herlighed! Udgyd din vredes strømme, slå de stolte ned med et blik, bøj med et blik de stolte og knus på stedet de gudløse, skjul dem i støvet, til hobe og lænk deres åsyn i skjulet! Så vil jeg også love dig for sejren, din højre har vundet.’“ — Job 40:1-9.

Vil noget menneske betvivle Guds ret som universets Suveræn? Har noget menneske en „arm som Gud“ der kan ydmyge de stolte og gudløse og skjule dem i støvet, som Gud vil gøre det i Harmagedon? Om nogen har det, da siger Jehova: „Så vil jeg også love dig for sejren, din højre har vundet.“ Det er ikke mennesket men Jehovas arm og højre der udfrier de retfærdige fra de onde. Harmagedon er Guds krig til ophøjelse af hans suverænitet. Ingen skabning på jorden vil behøve at kæmpe for Gud i den krig. Så hvis mennesker ikke kan gøre Guds gerninger, med hvilken ret kan noget menneske da sige at Gud ikke udfører dem godt? Ingen har ret til at tvistes med Gud om hans handlinger.

Vi må passe på ikke at finde fejl ved Guds handlinger eller at anklage Gud for at være uretfærdig. „Er vi da stærkere end han?“ (1 Kor. 10:22) Lad os huske hvad der står i Esajas 45:9: „Ve den, der trættes med sit ophav, et skår kun blandt skår af jord! Siger ler til pottemager: ’Hvad kan du lave?’“

Lad os også følge Jobs eksempel og erkende vor egen stilling. Hjulpet af den nye viden Job havde tilegnet sig erkendte han menneskets svaghed og Guds storhed. Ligesom Job må de kristne se sig selv i det rette format, de må forstå at deres egen retfærdiggørelse, sammenlignet med ophøjelsen af Jehovas navn og suverænitet, er så uendelig betydningsløs. Undgå at finde fejl hos Gud. Sig i stedet: „Jeg vil . . . skaffe min skaber ret.“ — Job 36:3.