Hvordan kan vi være ’fuldkomne som vor himmelske Fader er fuldkommen’?

I BJERGPRÆDIKENEN sagde Jesus til sine tilhørere: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Matt. 5:48) Lyder dette umuligt? Hvordan kan syndige mennesker være fuldkomne ligesom deres himmelske Fader? Jesu ord viser at det er noget vi må være hvis vi ønsker at vise at vi er hans disciple. Men hvordan kan det lade sig gøre?

For at forstå det må vi først frigøre os fra den tanke at „fuldkommenhed“ altid indebærer noget ubegrænset, noget altomfattende, noget som i enhver henseende overgår alt andet. Kun Gud er absolut fuldkommen. Andre personer eller ting kan kun være fuldkomne i relativ forstand. Det vil sige at en ting kan være fuldkommen i relation til det formål som dens opfinder, fabrikant eller bruger har bestemt den til. Hvis de ikke finder nogen fejl ved den, kan den med rette kaldes „fuldkommen“.

Vi kunne naturligvis gå omkring og undersøge alt med et kraftigt mikroskop. Så ville linjer som vi mente var ’fuldkommen lige’, vise sig at være bølgede og ujævne; ’fuldkommen rene’ og nyvaskede klæder ville vise sig at indeholde mikroskopiske partikler af fremmed stof; en ’fuldkommen glat’ bordplade ville vise sig at have små kratere og dale som månens overflade. Men selv om der blev rådet bod på de ’svagheder’ som mikroskopet afslørede, ville det så gøre nogen væsentlig forskel for os når vi brugte disse ting? Nej. Selv om vi altså kunne være utilfredse med alle disse ting fordi vi fandt at de var „ufuldkomne“, hvorfor skulle vi så det? En sådan krævende indstilling ville være upraktisk, ja tåbelig; den ville fylde vort liv med utilfredshed og irritation.

Bibelen bruger ikke ordet fuldkommenhed i en sådan upraktisk og urimeligt krævende betydning, men i en fornuftig og realistisk betydning. Det græske ord (teʹleios) som er oversat med „fuldkommen“ i Jesu bjergprædiken (Matt. 5:48), kan også oversættes med ’fuldstændig’ (1 Kor. 13:10, NW), ’fuldvoksen’ (1 Kor. 14:20) og ’moden’ (Hebr. 5:14, NW). Det samme gælder de hebraiske ord der i Bibelen er oversat med „fuldkommen“. I Funk og Wagnalls A New Standard Bible Dictionary (s. 694) læser vi således følgende om ordet „fuldkommenhed“ i Bibelen:

„Når ordet anvendes om døde ting [for eksempel i forbindelse med mål og vægt (5 Mos. 25:15)] . . . er det synonymt med ’fuldstændig’, . . . Det bruges dog ikke i forsøg på præcision, men med samme frihed og tilnærmede nøjagtighed som uden for Bibelen. . . . Når det bruges om mennesket betegner det først og fremmest overensstemmelse med det for tiden gældende ideal, og er dér et relativt og temmelig variabelt og omfattende udtryk. David omtaler sig selv som fuldkommen [ustraffelig] i denne betydning (Sl. 18 24), selv om han andre steder bekender at han er en synder (Sl. 51 5ff.).“

’Uangribelige’ og ’udadlelige’ Guds tjenere

Ja, Bibelen omtaler Noa som „uangribelig blandt sine samtidige“, og Job som „udadlelig og retskaffen“. (1 Mos. 6:9, NW; Job 1:8, NW) De samme hebraiske ord der er oversat „uangribelig“ og „udadlelig“, kan også gengives „fuldkommen“, for alt hvad der er uden fejl er „fuldkomment“. Det betyder naturligvis ikke at disse mænd var uden synd, for de nedstammede begge fra synderen Adam. I hvilken betydning var de da ’uangribelige’ og ’udadlelige’?

De kunne omtales på denne måde fordi de fuldt ud levede op til det Gud krævede af dem, og fordi Gud ikke krævede mere af dem end de kunne yde. Som det fremgår af Mika 6:6-8 stiller Gud ikke urimelige krav til sine tjenere. „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“

Ja, Jehova har barmhjertigt og forstående taget sine jordiske tjeneres ufuldkommenhed og mangler i betragtning. En fader vil ikke forvente det samme af sin lille søn som af en fuldvoksen mand, vel? En pottemager vil heller ikke forvente samme kvalitet når han former en vase af almindeligt ler som når han fremstiller en af særlig fint, renset ler. Jehova Gud, som er den store Pottemager, tager sine jordiske tjeneres nedarvede svagheder i betragtning. „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ — Sl. 103:13, 14; Es. 64:7.

I sit værk Notes on the Gospels har Albert Barnes, en bibelforsker fra det nittende århundrede, gjort lignende iagttagelser med hensyn til sådanne mænds „udadlelighed“ (eller „fuldkommenhed“). Om ordet „fuldkommen“ siger han: „Oprindelig blev det anvendt om noget mekanisk, som for eksempel en maskine der er komplet. Anvendt om mennesker henviser det til fuldstændighed på alle områder, eller fuldkommenhed, at intet er defekt eller mangler. Der siges således at Job (i. 1.) er fuldkommen; det vil ikke sige hellig som Gud, eller syndfri — for senere bliver der fundet fejl hos ham (Job ix. 20; xlii. 6); men hans fromhed var proportioneret — fuldstændig på alle områder — konsekvent og konstant. Han udøvede sin gudsdyrkelse som fyrste, som fader, som enkeltperson og som de fattiges velgører. Han var ikke blot en from mand på ét område, men i alle henseender. Han var konsekvent på alle områder. Det er det der menes i Mattæus [5:48]. . . . lad fromheden være fuldstændig, proportioneret og konstant.“

Disse troens mænd fra fortiden fortjente at blive kaldt ’uangribelige’ eller ’udadlelige’, ikke fordi de aldrig begik en fejl eller aldrig gjorde noget forkert, men fordi deres hengivenhed og loyalitet over for Gud var fuldstændig eller hel, inden for de grænser de kunne nå. De viste at de havde ’et helt hjerte’ (eller, ifølge mange oversættelser, ’et fuldkomment hjerte’) over for Jehova. (1 Kong. 11:4; 2 Kong. 20:3) De tog ydmygt imod irettesættelse og tugt når de fejlede. (Job 42:1-6; Sl. 51:3-6, 9-13) Til trods for deres fejl og skrøbeligheder svarede den samlede sum af det de gjorde, til det Gud krævede af dem på den tid og under de eksisterende omstændigheder. Jehova Gud fandt behag i deres tilbedelse. Så hvis ikke han fandt fejl ved deres oprigtige bestræbelser og deres færd i det hele taget, hvem kunne så med rette gøre det? Se også hvad apostelen Paulus siger i Romerne 8:31-34 om salvede kristne.

Hvor trøstende for os i dag at vide at Jehova Gud vil handle med os på samme forstående måde, og kun kræve det af os som vi virkelig er i stand til at gøre! Dette skulle opmuntre os til at vise ham en kærlighed og hengivenhed der er fuldstændig, konstant, en kærlighed der kommer til udtryk på alle områder i vort liv.

Hvordan vor kærlighed og barmhjertighed bliver fuldkommen

Lad os med dette i tanke igen betragte Jesu ord: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ Ordet „så“ viser tilbage til det Jesus havde drøftet med sine tilhørere. Hvad var det? Kærlighed og gavmildhed. Lukas’ beretning viser at Jesus også havde bragt spørgsmålet om barmhjertighed på bane. (Luk. 6:32-36) Han havde vist sine disciple at der ikke var noget stort i at de elskede de mennesker der elskede dem. Det gjorde jo selv tolderne og hedningerne. Hvis disciplene ønskede at være ’deres himmelske Faders børn’ måtte de derimod efterligne Gud på den måde han viste gavmildhed. Hvordan gjorde han det? Gud „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. (Matt. 5:45) Ja, Guds barmhjertighed er stor nok til endog at omfatte dyrene, hvilket fremgår af sabbatsordningen og andre tilfælde fra fortiden. — 2 Mos. 20:10; Jon. 4:11.

Sande kristne bør derfor ikke være karrige, ufuldstændige og ufuldkomne med hensyn til at vise kærlighed og gavmildhed, men bør lægge disse egenskaber for dagen i rigeligt, fuldstændigt og altså fuldkomment omfang, så deres kærlighed endog omfatter deres fjender. (Matt. 5:43, 44) Her talte Jesus ikke om at ligne den højeste Gud på alle områder, hvilket er umuligt for mennesker, men han understreger dette særlige punkt — at man må lægge en fuldstændig, fuldendt kærlighed for dagen.

Viser vi en sådan kærlighed i dag? Er vor kærlighed så omfattende at vi ’elsker vore fjender og beder for dem som forfølger os’? Jesus satte selv et eksempel for os. Han var ligesom sin himmelske Fader i alt dette. Jesus betjente og underviste alle slags mennesker upartisk, gavmildt og kærligt, og gav til sidst sit liv for den ufuldkomne, syndige menneskehed. Hvis vi gør vor kærlighed fuldkommen ved at vi viser større interesse for andre og ikke lader partiskhed og fordomme hindre os i at vise venlighed og barmhjertighed, da efterligner vi Guds søn ligesom han efterlignede sin Fader. Når denne kærlige interesse vokser i vort hjerte, vil den tjene til at skabe et godt forhold til andre. Den vil sikre at der hersker en virkelig kærlig og hensynsfuld ånd i familiekredsen og udelukke gnidninger og uenighed, og den vil bevare harmonien og samarbejdet i den kristne menighed. Og ikke alene dét — vor fuldendte venlighed, som vi lader komme til udtryk ved hver en lejlighed, vil også omfatte vore verdslige naboer, idet den vil gøre os hensynsfulde og hjælpsomme over for dem, ja endog over for fremmede. Vi kan ofte vise barmhjertighed ved at hjælpe materielt. Men vi vil altid huske at den åndelige hjælp er den vigtigste, hvilket Jesu handlemåde viste. Vort hjerte vil tilskynde os til at tilbyde en sådan hjælp med den tålmodighed og mildhed som barmhjertighed og kærlighed indebærer.

„Vil du være fuldkommen“?

Ved en lejlighed kom en rig ung mand hen til Jesus og spurgte ham: „Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“ Han holdt Lovens bud, men Jesus viste ham at der stadig manglede noget væsentligt i hans tilbedelse. Den var ufuldkommen. Ønskede han at være „fuldkommen“? Så måtte han sørge for at bringe sin tilbedelse til fuld udfoldelse. Hvordan? Jesus sagde til ham at han skulle sælge hvad han ejede, give det til de fattige, og komme og følge ham. — Matt. 19:16-21.

Kan du nu se hvordan tanken om noget fuldstændigt og helt indgår i det at „være fuldkommen“? Den rige unge mand kunne have gjort som Jesus anbefalede ham. Han var måske ugift og uden familieforpligtelser. Og selv om det ikke var tilfældet kunne han have gjort som andre af Jesu disciple, for de var ikke alle ugifte. Men den unge mand ønskede ikke at bruge sin rigdom til at hjælpe andre, for eksempel de fattige blandt hans israelitiske landsmænd. Hans selvoptagne indstilling var helt forskellig fra den vi ser hos vor himmelske Fader, der af kærlighed og barmhjertighed følte sig tilskyndet til at give det dyrebareste han ejede, sin egen søn, til gavn for den lidende menneskehed! (Rom. 5:7, 8) Den unge mands store rigdom betød mere for ham end det at gribe denne storslåede mulighed for at følge Guds søn i hans tjeneste. — Matt. 19:22, 27-29.

I dag er det derfor ikke et spørgsmål om at skulle gøre det umulige, noget der er uden for vor rækkevidde. Det er et spørgsmål om at gøre hvad vi kan i tjenesten for Gud og vor næste — og at gøre det helhjertet. Gør du det? Studerer du Guds ord, og anvender du det i dit liv? Så kan du eje den glæde og tilfredshed at vide at Gud, på grundlag af sin søns genløsningsoffer og din tro på det, tager imod det du gør som en fuldkommen tjeneste fra din side. Vis at du er et sandt barn af din himmelske Fader. Vis kærlighed, venlighed, gavmildhed og barmhjertighed på samme måde som han gør, og lad tilbedelsen af ham præge hele dit liv.