Et vidunderligt håb
VIL døden fortsætte? Vil den for altid kræve sine ofre og stadig volde sorg? Eller er der noget håb om at døden vil blive fjernet og at de som nu er fastholdt i dens greb vil blive udfriet?
Eftersom Jehova Gud gav livet til det første menneskepar, Adam og Eva, følger det logisk at han også formår at give livet igen til dem som nu sover i døden. Dette er hvad patriarken Job troede. I sine stærke lidelser rettede han disse ord til Gud: „Tag dog og gem mig i dødens rige, . . . sæt mig en frist og kom mig i hu! . . . du skulle kalde — og jeg skulle svare — længes imod dine hænders værk!“ — Job 14:13-15.
Grundlag for håb
Eftersom Gud har skabt Adam og Eva og udrustet dem med evnen til at formere sig, er menneskene altså Guds „hænders værk“. Som efterkommere af synderen Adam er de ufuldkomne og underlagt døden. Dog ønsker Gud ikke at hele menneskeslægten blot skal blive reduceret til livløst støv, som det støv hvoraf han skabte det første menneske, Adam. Han ser frem til, ja længes efter den dag han har fastsat til at genoprejse milliarder af døde mennesker til liv.
For at vi kan have tillid til hans evne til at genoprejse mennesker har Jehova Gud til tider givet mennesker magt til at gøre dette. Han har også inspireret mennesker til at frembringe en troværdig beretning om tilfælde hvor døde er blevet oprejst. Denne beretning findes i Bibelen. Hvad lærer vi af den?
Den hebraiske profet Elias oprejste den eneste søn af en enke som boede i byen Zarepta. (1 Kong. 17:21-23) Ved Sjunem i det nordlige Israel oprejste Elias’ efterfølger, Elisa, den eneste søn af en anset, gæstfri kvinde. — 2 Kong. 4:8, 32-37.
Mange hundrede år senere blev Jesus Kristus årsag til stor lykke for flere som havde mistet deres kære i døden. Jairus, forstander i en synagoge nær Galilæas sø, havde den glæde at se sin datter vækket af dødens søvn. En enke i Nain sydvest for Galilæas sø, så sin eneste søn komme til live på den selv samme båre som bærerne var i færd med at bære til et gravsted uden for byen. Maria og Marta fra Betania ikke langt fra Jerusalem fik deres broder tilbage efter at han havde været død i fire dage. — Mark. 5:22, 35, 41-43; Luk. 7:11-17; Joh. 11:38-45.
Senere blev to af Jesu apostle benyttet som redskaber til at give døde livet igen. Apostelen Peter oprejste Dorkas (Tabita) i Joppe, en by ved Middelhavets kyst. (Apg. 9:36-42) I Troas i den romerske provins Asien opvækkede Paulus Eutykus fra de døde. — Apg. 20:6-12.
Den mest bemærkelsesværdige opstandelse der nogen sinde har fundet sted, er Jesu Kristi opstandelse. Den blev fuldt ud fastslået som en kendsgerning. Henimod fem hundrede vidner så den opstandne Kristus. Så overvældende var vidnesbyrdene at apostelen Paulus påpegede at benægtelse af opstandelsen betød benægtelse af den kristne tro som et hele. Han udtalte: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias, hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses.“ — 1 Kor. 15:13-15.
Former for opstandelse
Jesu Kristi opstandelse var imidlertid meget forskellig fra alle andre opstandelser der fandt sted i løbet af det første århundrede og tidligere. Han erfarede en forandring i sin natur. Bibelen fortæller at han blev „overgivet til døden i kødet“ men „blev gjort levende i ånden“. (1 Pet. 3:18) Kun de der er udvalgt blandt mennesker til at være herskere sammen med ham har del i en opstandelse som hans — en opstandelse til udødeligt åndeligt liv i himlene. Angående disse siger Bibelen: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åb. 20:6.
Bemærk at denne form for opstandelse benævnes „den første opstandelse“. Derfor må der være endnu en opstandelse, en der omfatter de milliarder af døde som vil komme ind under Jesu Kristi og hans medkongers og medpræsters herredømme. Apostelen Johannes beskriver et syn han havde af denne sidstnævnte opstandelse: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ — Åb. 20:13.
Men hvor vil alle disse mennesker blive oprejst? De vil få liv på jorden, ganske som dem der blev oprejst af de hebraiske profeter og af Jesus og hans apostle. At der vil være en opstandelse til liv på jorden bekræftes også af hvad der blev åbenbaret for Johannes om de forandrede tilstande der skulle eksistere på jorden blandt mennesker. Vi læser: „Guds telt er hos menneskene . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.
Men hvis døden bliver fjernet, vil der så ikke opstå en uhørt fare for overbefolkning af jorden? Nej. Hvorfor ikke? Fordi Guds oprindelige formål var at jorden skulle opfyldes, ikke overbefolkes. (1 Mos. 1:28) Vi kan derfor være sikre på at Han som har evnen til at oprejse døde til liv, ikke vil have svært ved at sørge for at jorden fortsætter med at være et dejligt hjem for menneskeheden.
Hvad vil blive oprejst?
At oprejse mennesker fra de døde er naturligvis et mirakel. Eftersom det vi er som personer synes at være uadskilleligt forbundet med vores fysiske legeme, finder mange det svært at forstå hvordan en opstandelse er mulig. I de fleste tilfælde bliver der intet tilbage af den dødes fysiske organisme. Legemet er måske oven i købet blevet brændt eller måske fortæret af fugle, fisk eller rovdyr. Så hvordan kan de personer som genopstår virkelig være de samme personer som døde?
Skabelsen af Adam viser klart at det der gjorde ham til en person, var et resultat af Guds virke. De grundstoffer af hvilke Adam blev dannet havde ingen personlighed. Imidlertid blev Adam en person med en særskilt personlighed da Jehova Gud fyldte det livløse legeme, sammensat af jordens grundstoffer, med energi. Det var den livsånde som Gud indblæste i det livløse legeme da han fyldte det med energi, der gjorde Adam til en levende sjæl. — Se Første Korinterbrev 15:45.
Det der gør Adams efterkommere til de personer de er, er ikke det stof som udgør deres legemer, men den arv som bliver overført i dette stof — en arv bestående af de egenskaber, karaktertræk og evner som adskiller det ene menneske fra det andet. Ydermere undergår menneskets legeme konstant forandringer. De molekyler som udgør en persons legeme i dag, er ikke de samme som dem der udgjorde dette legeme for syv år siden. Men selv om legemet nu består af nogle andre molekyler, er personen stadig den samme. Hvorfor? Fordi legemets organer og træk stadig er der, på trods af den gradvise udskiftning af molekylerne; selv fingeraftrykkene er forblevet de samme.
Det er derfor klart at en opstandelse ikke afhænger af at de samme molekyler er blevet bevaret. Den oprejste person kan endda være af en helt anden substans, som det er tilfældet med dem der oprejses til åndeligt liv i himlene. Om den himmelske opstandelse skrev apostelen Paulus: „Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . . Og der er himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske legemers glans er af én art, og de jordiske legemers af en anden art. . . . Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme.“ (1 Kor. 15:36-44) For at de oprejste imidlertid kan være de samme personer, må de besidde deres tidligere livs personlige identitet.
Dette uhåndgribelige — karaktertræk og egenskaber der gør det organiske stof til en bestemt person — beror hos Gud, og han er i stand til i det oprejste legeme at placere den tilsvarende personlighed. Det er grunden til at den genoprejste person ikke kun er en kopi. Det er den samme person, for han besidder ethvert af de mentale og følelsesmæssige træk der gjorde vedkommende til det han var før sin død.
Dette forklarer hvorfor Jesus sagde til sine disciple: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme.“ (Matt. 10:28) Mennesker kan ganske vist fratage én livet, gøre selve legemet livløst. Men de kan ikke fratage én den gudgivne ret til at være en levende sjæl. De kan ikke udelukke nogen fra Guds magt til at vække dem af dødens søvn. Kun Gud kan udelukke en persons muligheder for at leve igen som en sjæl. Når det er tilfældet, er personen fuldstændig udslettet. Selv om de molekyler som udgør personens legeme kunne samles, ville disse ikke være af nogen værdi uden den gudgivne ret til at leve igen. Gud alene kan give den nødvendige livskraft.
Som følge heraf er oprejsning af de døde kun mulig fordi Gud eksisterer. Bibelen giver ikke alle detaljer, men den forsyner os med tilstrækkelige oplysninger til at vi kan have et grundlag for en fast tro på opstandelsen. Du kan personligt nyde godt af dette enestående håb, både nu og i fremtiden. Hvordan?