Hvordan kan man drage nytte af dette håb?
HVEM synes du er bedst stillet — den der betragter døden som afslutningen på alt, eller den der har en fast overbevisning om at de døde vil blive oprejst?
Den der er uden håb, har intet at støtte sig til. Han kan højst se frem til et liv på halvfjerds eller firs år. Når døden rammer hans familie har han intet der kan give ham trøst. For ham er tabet permanent. Han er måske nok i stand til at udtrykke sin medfølelse med andre sørgende, men han kan ikke pege på et opmuntrende håb. Eftersom han selv mener at der ikke er noget håb for de døde, vil han måske blive fristet til at gøre alt hvad der står i hans magt for at holde sig selv i live, om det så skulle resultere i at han gjorde nogle af sine medmennesker fortræd.
Helt anderledes er det med dem der tror på Bibelens lære om døden og har tillid til det opstandelsesløfte den fremfører. De ved med bestemthed at alle der er i gravene vil blive vækket af dødens søvn. Denne viden har også befriet dem for den frygt som falske læresætninger om døden fremkalder. De der tror på Guds ord véd at de døde er uden bevidsthed og tanke, og nærer derfor ingen frygt for at deres kære skal lide pine, hverken midlertidig eller vedvarende pine. De forstår at de døde hverken kan hjælpe eller skade dem, og derfor er de befriet for enhver frygt for de døde,
Hvis man gør opstandelseshåbet til sit eget, kan man drage nytte af det allerede nu. Dersom døden skulle fratage én en kær ven eller slægtning, vil overbevisningen om at han eller hun bliver oprejst til liv betyde at man ikke sørger på samme måde som de der er uden håb. Man vil også være i stand til at give virkelig trøst til dem der sørger over tabet af deres kære.
Overbevisningen om at der er en opstandelse afholder en fra kun at leve i nuet. I stedet for at leve efter ordsproget „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“, vil vi føle opstandelseshåbet som en tilskyndelse til at leve på en måde der behager Gud. — 1 Kor. 15:32.
Troen på Guds magt til at oprejse de døde befrier også en fra frygten for at lide en voldelig død. Guds ord fremhæver at Jesus Kristus var medvirkende til at frigøre „alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. (Hebr. 2:15) I århundredernes løb har mange ofret principperne for at gå med til noget de vidste var forkert, fordi de var bange for at blive straffet hvis de nægtede at adlyde en ordre. Den der har en urokkelig tro på Bibelens løfte om en opstandelse, vil imidlertid ikke gå imod sin samvittighed. Når troen på opstandelsen hjælper en til at bevare en ren samvittighed, må man så ikke sige at det er et stort fortrin?
Foruden de fordele man opnår nu, vil troen på Guds evne til at oprejse de døde også give én udsigt til at byde de døde velkommen eller til selv at få en opstandelse. Men for at være med blandt dem der ser opstandelseshåbet blive til virkelighed, må man opfylde visse krav.
Ikke alle døde vil få en opstandelse. Jesus Kristus påpegede at der ikke er noget håb for dem der synder imod Guds ånd. Han sagde: „Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet. For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Matt. 12:31, 32) Da der således ikke er nogen tilgivelse mulig for synd imod Guds ånd, vil alle som gør sig skyldige i en sådan synd bøde fuldt ud derfor, ved at forblive døde i al evighed.
Sammenlignet med de milliarder der er døde er det kun nogle få ud af hele menneskeheden der har gjort sig skyldige i en så overlagt synd at Gud betragter den som utilgivelig. Det at en sådan synd er mulig skulle dog understrege det tåbelige i at løbe en risiko ved med fuldt overlæg at se bort fra Guds befalinger. Troen på Guds løfte om en opstandelse fra de døde vil holde én tilbage fra at begå en utilgivelig synd og derved gå glip af det evige liv.
Et forspring
Der er endnu en fordel ved at leve på en måde der viser at man tror på opstandelseshåbet. Det er at man har et forspring på retfærdighedens vej. Hvordan det?
En opstandelse af „både retfærdige og uretfærdige“ til liv på jorden vil give begge kategorier mulighed for at opnå fuldkommenhed som Guds børn. (Apg. 24:15) Alle kan drage nytte af den hjælp der vil blive givet af det himmelske rige ved Jesus Kristus og hans medregenter. Den der har tjent Gud helhjertet før sin død, vil efter sin opstandelse finde det meget lettere at underkaste sig Jesu Kristi og hans medregenters styre. På den anden side, jo mere hårdnakket en person har været i sin modstand mod Guds vilje, jo sværere vil det være for ham at ændre sig og nå frem til fuldkommenhed.
Jesus Kristus fremhævede dette da han til sine ikke-troende landsmænd sagde: „Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas. Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ (Matt. 12:41, 42) Om en bestemt by som hårdnakket nægtede at lytte til budskabet om sandheden, sagde Jesus: „Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ — Matt. 10:15.
En opstandelse af de døde, både af retfærdige og uretfærdige, muliggør en dommens dag, hvorunder mennesker kan vise om de virkelig ønsker at underordne sig Guds rige ved Kristus. For Jesu landsmænd som hørte hans forkyndelse og var vidne til hans mirakler, men derefter fornægtede ham, vil det blive svært. De må bide deres stolthed i sig og indrømme at de tog fejl da de fornægtede Jesus som Messias. Det vil kræve ydmyghed af dem at underkaste sig herredømmet af en de ikke ønskede som konge.
Indbyggerne i Sodoma og Gomorra fik på den anden side aldrig de samme muligheder som dem der så Jesu Kristi magtfulde gerninger. I deres tilfælde vil stolthed og stædighed ikke være så stort et problem som det var for de utro jøder i det første århundrede. Den bedre reaktion hos de opstandne ninevitter og hos „Sydens dronning“ vil faktisk virke som en irettesættelse af de mennesker fra Jesu tid der kommer frem fra gravene, folk som oven i købet hørte og så ham forkynde og undervise. I fortiden reagerede ninevitterne både på Jonas’ tid og på ’Sydens dronnings’ tid gunstigt på det Guds tjenere sagde. Derfor vil det være lettere for dem at underordne sig Guds udvalgte konge, en konge som de aldrig har været forudindtaget imod.
Ligeledes vil mennesker der i dag med glæde og velvilje tænker over hvad Guds ord har at sige og derefter anvender det i deres liv, finde det meget lettere at gøre fremskridt i løbet af dommens dag. På denne måde kan det man gør nu, berøre ens evige fremtid.
Hvis nogen gør oprør imod det guddommelige styre efter at være blevet oprejst fra de døde, vil de miste retten til et evigt liv. De vil lide „den anden død“ hvorfra ingen genrejsning er mulig. Angående „den anden død“ læser vi i Åbenbaringen 20:14, 15: „Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“
I betragtning af at en stolt og stædig indstilling kan føre til at man mister retten til det evige liv, burde vi alle ønske at få et forspring på retfærdighedens vej. Hvor ville det være trist hvis nogen mistede det evige liv fordi de nu i tiden undlod at benytte sig af mulighederne for at opdyrke gode egenskaber — egenskaber som vil gøre det lettere for dem at rette sig ind efter Guds krav i løbet af dommens dag.
Men du spørger måske: Hvad kan jeg gøre for at få et forspring på retfærdighedens vej?