Rigsregeringen oprettes

„Og et stort tegn viste sig på himmelen: en kvinde . . . Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.“ — Åb. 12:1, 5.

 1. I hvilken hensigt skabte Jehova jorden og mennesket?

JEHOVA GUD erklærer i sit ord, Bibelen, at hans hensigt med at skabe jorden var den, at den skulle bebos af fuldkomne, trofaste mænd og kvinder. Han siger: „Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den; . . . Jehova er jeg, ellers ingen.“ Det trofaste vidne Esajas understregede i sin forherligelse af Jehova og hans hensigt med jorden, at Jehova er den „Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. (Es. 45:12, 18) Med dette for øje skabte Gud en fuldkommen mand og en fuldkommen kvinde og gav dem befaling til at formere sig og opfylde jorden med en retfærdig slægt.

 2. Hvilken vej valgte Adam og Eva, og hvad førte den til for dem selv og deres efterkommere?

² Men forinden dette fuldkomne menneskepar fik børn blev de ulydige mod deres Skaber og henfaldt til synd. Under indflydelse af den oprørske åndeskabning, der var blevet sat til at være deres vogter, valgte Adam og Eva i dårskab at svigte den regeringsordning, Jehova havde indført til gavn for dem. Idet de lod hånt om de tros- og lydighedsprincipper, Jehova kræver overholdt, valgte de den vej, der førte dem til synd, trældom og død. De kunne ikke længere gøre sig håb om at nyde den lykke, det var at have nær tilknytning til Skaberen, eller glæde sig over de vidunderlige velsignelser i deres skønne hjem i Edens have, der netop var blevet beredt for dem. I stedet for blev de en oprørsk regerings ulykkelige undersåtter og idømt dødsstraf for deres troløshed. De opnåede heller ikke den velsignelse at videregive livets storslåede arv til deres børn, hvad der havde været Jehovas oprindelige hensigt. I stedet for at opnå Skaberens velsignelse for sig selv og deres børn kom de under en forbandelse, der ramte både dem selv og den jord, de levede på. Oprørskhedens vej kunne ikke bringe dem nogen af de velsignelser eller fremholde for dem de lyse fremtidsperspektiver, Jehova Gud, deres Skaber, havde stillet menneskeslægten i udsigt.

 3. Hvorfor udsatte Jehova aflivelsen af dette troløse trekløver, og hvilket mål tillod han Satan at arbejde henimod?

³ Fik disse tre oprøreres forræderi Jehova til at udslette dem og opgive sin hensigt med jorden? Gjorde deres mangel på tro Jehovas ord ugyldigt, tomt og uden kraft? Vist ikke! Som et fuldgyldigt bevis for sin universelle overhøjhed og i absolut tillid til udfaldet udsatte Jehova straffens håndhævelse over dem. Det gav dem mulighed for at fortsætte i deres trodsige færd mod Skaberen. Den udvalgte åndeskabning, der førte an i oprøret mod Jehova, fik senere de meget betegnende navne, Djævelen og Satan. Allerede dengang, i menneskehedens tidligste historie, arbejdede Satan på langt sigt. Han besluttede, at han ville få jordens milliarder til at tilbede sig og tilrane sig en stilling i himlene i lighed med den Højestes. De bestræbelser, han nu gennem århundreder har gjort sig for at underkue jordens folk ved hjælp af falsk tilbedelse, undertrykkende regeringer og tvungen ensretning, vil det nu snart være forbi med.

 4. Hvilken positiv forsikring gav Gud os, og hvad har Satan bestræbt sig for at gøre?

⁴ Umiddelbart efter det skændige oprør i Eden profeterede Jehova åbenlyst, at den tid skulle komme, da han ville knuse alle sine modstandere og til sidst gennemføre sin oprindelige hensigt: at gøre jorden til et skønt hjem for trofaste, mænd og kvinder. Han har gennem sit skrevne ord givet os fuld forvisning om, at det er hans hensigt at oprette en retfærdig verdensregering, der skal hidføre fred, fremgang, lykke og evigt liv. Stort bliver herredømmet og endeløs freden, bliver der os fortalt. (Es. 9:6, 7) Hvilket vidunderligt fremtidsperspektiv for den betrængte menneskehed, i særdeleshed for dem, som har tro til Jehovas løfte og med tillid ser frem til dets indfrielse, idet de tilbeder ham i ånd og i sandhed! Guds retfærdige rigsregering er ikke blevet dannet eller oprettet i hast. Jehova har givet oprøreren Satan tilstrækkelig tid til at bevise sin praleriske påstand om, at han kunne vende hele menneskeheden imod Skaberen. I næsten 6000 år, ja helt frem til vor egen generation, har Jehova tilladt Satan at forblive i live, for at han kunne bevise sin trodsige udfordring. Satan er kommet til kort! Hans tidsfrist er udløbet! Når vi kaster et hastigt blik tilbage over historiens gang, ser vi, at Satan uophørligt har forsøgt at gennemtrumfe sin overhøjhed og magt på jorden. Vi ser, at hans kampagne ikke har båret frugt, og at loyale Jehovas tjenere gang på gang er forblevet trofaste mod tilbedelsen af den Højeste og har modstået enhver fristelse og ethvert pres, der er blevet øvet på dem. Til sidst skal vi se, hvordan Jehovas hensigt nu i vor tid når sit højdepunkt, idet han opretter sin retfærdige fredsregering.

 5. Hvad førte Satans magt over menneskeheden til i perioden fra Adam og frem til Vandfloden?

⁵ Der har aldrig været noget tidspunkt i menneskehedens historie, da Satan har formået at vende alle mennesker imod Jehova, selv om der i Bibelen kun nævnes ti, der forblev trofaste mod Jehova i den tidsperiode, der strakte sig fra Adam og frem til Vandfloden, en periode på 1656 år. I den periode var det tilsyneladende stort set Satans vilje, der skete. Men hvad førte det til, at Satan i denne lange periode udøvede så stor magt over menneskeheden? At Jehova atter fordømte den oprørske ordning og alle, som støttede den. „Men Jehova så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Og Jehova sagde: Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, . . . Men Noa fandt nåde for Jehovas øjne.“ (1 Mos. 6:5, 7, 8) Som en iværksættelse af denne udslettelse lod Jehova en vandflod ramme hele jorden, og kun otte sjæle overlevede katastrofen.

 6. Hvorfor blev den verden, der fulgte efter Vandfloden, fordærvet?

⁶ Da den ødelæggende vandflod var holdt op at rase, kom de otte overlevende frem og begyndte livet på ny på en renset jord. Eftersom hele den familie, der overlevede Vandfloden, tilbad Jehova, var det at vente, at forholdene ville forbedre sig. Men Satan fik snart igen samlet sin organisations onde styrker, der var blevet bragt i stor forvirring ved Jehovas indgriben, og drev dem frem til endnu større aktivitet. Det har altid været hans mål at gøre sin indflydelse gældende over menneskeslægten og at holde den under kontrol og fordærve den. Han samlede tilsyneladende ganske særlig sin opmærksomhed om en af Noas sønner, Kam. Noas to andre sønner, Jafet og Sem, forblev trofaste mod Jehova, men Kam og hans efterkommere lod sig påvirke af den Onde og vendte sig hurtigt bort fra tilbedelsen af den almægtige Gud, Jehova.

Verdensrigerne

 7, 8. a) Hvad er der at sige om det første verdensrige, og hvorfor trækkes det frem i Bibelen? b) Hvilken nation blev det andet verdensrige?

⁷ Med tiden rejste nogle af Kams efterkommere til Ægypten. Der oprettede de det første verdensrige. Som det fremgår af monumenter og inskriptioner, var disse mennesker under Satans indflydelse. De havde helt vendt den rene tilbedelse af Jehova ryggen og dyrkede i stedet dæmonguder, der stod last og brast med Djævelen i hans forsøg på at tilrane sig verdensherredømmet. Ægypterne rejste en hær af ryttere og stridsvogne, byggede skoler og gav sig navnlig af med handel. Dette folk drages frem i Bibelen, fordi det forsøgte at tilintetgøre Abrahams efterkommere, der for en tid havde bosat sig der i landet, og hvem Jehova gav dyrebare løfter i tilknytning til den regering, han agtede at oprette for sit rige, det rige, der skulle bringe velsignelse til alle jordens slægter.

⁸ Ved en udfoldelse af sin vældige magt ydmygede Jehova ægypterne og deres falske guder og udfriede Israels børn, som de nu hed, og førte dem til det land, der var blevet lovet Abraham og hans sæd. Med dem oprettede han derpå et forbilledligt teokrati. Denne regering, der stod under Jehovas ledelse, blev administreret af jordiske repræsentanter. Den blev kendt som Israels folk. Dette folk blev øjeblikkelig skydeskive for Satans angreb. Satan tænkte øjensynlig, at her var den regering, Jehova agtede at oprette, for at den skulle gennemføre hans hensigt: at opfylde jorden med retfærdige mennesker, og han stræbte derfor den og dens folk efter livet; men ligesom Ægypten havde han ikke held med sig. De ægyptiske herskere var grusomme og onde mænd, der undertrykte folket på det ubarmhjertigste. Deres regering, der blev den første verdensmagt, var en total fiasko. Den blev omstyrtet af Assyrien, den anden verdensmagt, der ligeledes stod under Satans indflydelse.

 9. Hvad kendetegnede særligt Assyrien, og hvilket skridt tog Jehova over for denne magt?

⁹ Den assyriske regering lagde vægt på militærmagt. Assyrerne tog sigte på at beherske verden ved hjælp af deres hærstyrker. Efter et sejrrigt felttog rykkede assyrerkongen Sankerib ind i Palæstina med en vældig hær for at tilintetgøre Israels folk og dets teokratiske regering. Han sendte Judas konge, Ezekias, et pralerisk og fornærmende budskab og sagde: Jeres Gud kan ikke frelse jer af assyrerkongens eller hans guders hånd. (2 Kong. 18:33-35; 19:14-19) Den trofaste Ezekias gik ind i Jehovas tempel og bredte brevet ud for Jehovas åsyn og bad om hjælp og vejledning. Jehova bønhørte ham og sendte en engel, der på een nat udslettede 185.000 mand i assyrernes lejr. Sankerib led et ydmygende nederlag og skyndte sig hjem for at hente trøst hos sine guder. Mens han tilbad guden Nisrok, dræbte to af hans egne sønner ham. (2 Kong. 19:35-37) Den assyriske verdensmagt formåede ikke at danne en regering, der kunne give folket fred og lykke.

10, 11. a) Hvem udgjorde det tredje verdensrige, og hvad specialiserede det sig i? b) Hvordan var dets hersker et billede på Satan, og hvorfor bragte Jehova Babylon til fald?

¹⁰ Det næste verdensrige, der nævnes i Bibelen, er Babylon. Det vældige Babylon, hvis herskere var rige og hovmodige, specialiserede sig i religion af skændigste art. Nebukadnezar, Babylons første konge, sagde i sit hjerte: „Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . den Højeste lig.“ (Es. 14:4, 13, 14) Det var hans ærgerrige ønske at omstyrte det forbilledlige teokrati i Palæstina og derved gøre sig selv til menneskehedens ubestridte hersker. Heri var han et billede på Satan, der hjalp ham til at gennemføre sine ærgerrige planer. Satan vendte Israels børn bort fra den sande, rene tilbedelse af Jehova, og fordi israelitterne svigtede og var troløse, tillod Jehova Nebukadnezar at ødelægge deres land og føre dem i fangenskab i halvfjerdsindstyve år. — Jer. 25:11.

¹¹ Ved den tid, da fangenskabet skulle være forbi, gjorde Babylons konge intet tegn til at frigive israelitterne, men ønskede at beholde dem som sine trælle og derved i sidste ende bringe vanære over Jehova. Men Jehova lovede, at han ville udfri sit folk fra trældom og føre det tilbage til Jerusalem, når de halvfjerdsindstyve år var forbi. Derfor indgav han det i medernes og persernes sind at angribe og erobre det vældige Babylon og lade de fangne israelitter drage tilbage til deres eget land. Det skete nøjagtig til tiden! Babylons religion var ikke til gavn for folket, tværtimod gjorde den megen skade. Endnu den dag i dag er mennesker under påvirkning af dens sataniske læresætninger. De gennemsyrer kristenhedens lære og fører mennesker ud i mørke og undergang. Det stolte Babylons falske religion var ikke en velsignelse, men førte til forbandelse.

12. a) Hvad hed det fjerde verdensrige, og hvordan var dets styre til trods for, at det ydede Guds folk visse tjenester? b) Hvad hed det femte verdensrige?

¹² Satans fjerde forsøg i retning af at oprette verdensriger blev det medo-persiske verdensrige. Det var især kendt for sin lov og pralede med, at perserloven var uforanderlig. Men alle deres „fuldkomne love“ til trods kunne mederne og perserne ikke stable en regering på benene, der kunne bringe folket eller verden fred og lykke. Skønt Jehova brugte Kyros, det medo-persiske verdensriges grundlægger, og også senere Ahasverus, og lod dem yde sit folk Israel værdifulde tjenester, dyrkede de dog begge fortsat deres dæmonguder, og de ledende mænd i riget var faldne, selviske mænd, der ikke kunne indføre eller håndhæve retfærdige love til varig gavn for den hensygnende menneskehed. Medo-Persien bukkede under for sin efterfølger, Grækenland, det femte i rækken af verdensriger.

13. Hvad lagde grækerne vægt på, og hvilken magt måtte dette styre vige for?

¹³ Grækerne mente øjensynlig, at det, mennesker havde brug for, om de skulle opnå lykke og fred, var kultur og oplysning. Dette land skænkede denne verden mange filosoffer, der lærte falske lærdomme, som bragte folk i forvirring. Nogle af deres lærdomme har stadig indflydelse på menneskeheden i dens forsøg på at finde vejen til liv og fred. Grækenlands kultur og oplysning bedrede ikke på nogen måde menneskeslægtens levevilkår. Til sidst viste denne magt sig uduelig som herskermagt og måtte vige pladsen for Rom.

14. a) Hvad var den stærkeste faktor hos det sjette verdensrige? b) Hvad gjorde Konstantin for at gøre ende på religionernes splittende indflydelse, og hvad blev resultatet?

¹⁴ Rom var også interesseret i og gennemsyret af handel, oplysning og religion, men politik var dog dette sjette verdensriges stærke side. Det skal i forbigående bemærkes, at mange kristne menigheder blev oprettet i Romerrigets vidtstrakte provinser af Kristi apostle. Efter apostlenes bortgang begyndte ærgerrige mænd, som udadtil antog kristendommen, at forvanske Herren Jesu og hans apostles lære. Det gjorde de i den hensigt at drage disciple efter sig. (Ap. G. 20:29, 30) Da disse mænd var blevet stærke og indflydelsesrige, blev de kaldt biskopper. De var indbyrdes uenige om mange vigtige lærespørgsmål, og det resulterede i, at religionen blev en splittende faktor inden for nationen. Kejser Konstantin lagde mærke til disse forhold, og i den hensigt at foretage en sammensmeltning af de forskellige religioner indkaldte han de forskellige partiers biskopper til et møde i Nikæa. Konstantin, der var en hedensk politiker, havde forsæde ved dette møde. De mænd, der var til stede, vendte sig ikke til Bibelen for at få afgjort deres trætte om disse lærespørgsmål. De svælgede i store ord og glattunget talekunst. Til stede iblandt dem var en usynlig, men meget interesseret part, nemlig Djævelen, denne verdens eller tingenes ordnings gud. (2 Kor. 4:4) Ved mødet i Nikæa iværksatte Satan sin vidtrækkende plan, der tog sigte på at vende mennesker bort fra Bibelen. Hans tre yndlingslæresætninger, treenigheden, sjælens udødelighed og evig pine, fik her godkendelsens segl. Den listige Djævel vidste, at troede mennesker først disse falske dogmer, så ville og kunne de ikke forstå Jehovas hensigt, der går ud på, at jorden skal opfyldes med en retfærdig slægt. Hvorfor ikke?

15. a) Hvorfor er Konstantins tre yndlingslæresætninger falske? b) Hvad blev til det syvende verdensrige?

¹⁵ Troen på den ugudelige treenighed hindrer mennesker i at forstå den bibelske lære om genløsningen. Det krævede et fuldkomment menneske at genløse menneskeheden fra den adamitiske synd og død, og ingen af Adams børn kunne tilvejebringe løsesummen. (Sl. 49:2, 3, 8) For at menneskeslægten kunne blive genløst, var det nødvendigt, at Jesus blev menneske og døde. Det ville betyde en opløsning af treenigheden. Hvad sjælens udødelighed angår, så ville den dyrebare læresætning om opstandelsen være lutter nonsens, hvis sjælen virkelig var udødelig, for en person, der ikke er død, kan ikke opstå. Læren om evig pine er djævelsk, for den skildrer Jehova som et grusomt uhyre og ikke som den kærlighedens Gud, han er. Romerriget gjorde de kristne megen fortræd og bragte ikke menneskeheden nogen lindring. Da dette verdensrige forfaldt, kom den næste og syvende verdensmagt til syne under skikkelse af det Britiske Imperium, som Amerika senere sluttede sig til, og disse to udgør den anglo-amerikanske verdenssammenslutning, en stor protestantisk og demokratisk magt.

16. Hvad kendetegner det syvende verdensrige, og hvad viser, at dets påstand om at være kristen er usand?

¹⁶ De ting, der særlig kendetegnede de foregående seks verdensriger, nemlig handel, militærvæsen, religion, lovanordninger, kultur, oplysning og politik, blev allesammen overført til det syvende verdensrige, og hertil føjedes desuden demokrati. Nu mente Satan, at han for alvor havde fundet en magtkombination, der ville gøre det muligt at indføre fred og enighed på jorden. Men denne verdensmagt har gjort meget lidt til at fremme lykken og freden på jorden. Skønt den påstår at være kristen, har denne magtkombination ikke befriet verden for dens sorger. Betænk blot, at der inden for eet slægtled er blevet udkæmpet to verdenskrige, hvis ødelæggelser har været uden lige, krige, der har rystet hvert eneste lands økonomi, dræbt millioner af landenes bedste ungdom og sået sæden til en utilfredshed, der nu bærer en tredje verdenskrig i sit skød. Nationerne i verden er nu delt i to lejre, som indbyrdes fører en kold krig, der snart kan udvikle sig til en varm krig. Tænkende mennesker frygter, at et sådant sammenstød vil udslette hele vor civilisation, som vi kender den i dag. Af alt dette kan vi se, at Satans regeringsmetoder er blevet prøvet og fundet uegnede.

17. a) Hvornår begyndte „folkeslagenes fastsatte tider“, og hvornår ophørte de? b) Hvad har nationerne siden 1914 anerkendt i stedet for Guds rige?

¹⁷ Ifølge Bibelens kronologi begyndte „hedningernes tider“ eller „folkeslagenes fastsatte tider“ (NW), som Jesus omtaler i Lukas 21:24, 607 år før Kristus og strakte sig over en periode på 2520 år frem til år 1914 e. Kr. I selve det år udbrød den første verdenskrig til stor forfærdelse for de såkaldte „kristne nationer“, der jo påstod om sig selv, at de udgjorde Guds rige på jorden. Nøgternt tænkende mennesker forstod da, at kristenhedens påstand var falsk, og de blev slået med forvirring. Dengang forkyndte Jehovas vidner, at Guds rige var menneskehedens eneste håb, og at det var for hånden, og de tilskyndede alle nationer og folk til at anerkende dette rige. Gjorde nationerne det? Nej! I stedet for forfulgte de Jehovas vidner, satte mange af dem i fængsel og gjorde deres yderste for at få deres forkyndelse standset. De anerkendte Folkeforbundet i stedet for Guds rige. Visse præster var så sikre på, at Folkeforbundet ville bringe verden fred og lykke, at de kaldte det det politiske udtryk for Guds rige på jorden. Men da den anden verdenskrig brød ud, forsvandt dette forbund i afgrunden, i en uvirksom tilstand; det formåede intet til bevarelse af freden. Ved krigens slutning forsøgte politikere og præster at genoplive det sovende folkeforbund og kaldte det de „Forenede Nationer“. Denne ordning lever endnu, omend med nød og næppe, men den kan stadig kun gøre meget lidt til verdensfredens bevarelse. Grunden er den, at de mænd og nationer, der udgør denne sammenslutning, er egenkærlige og faldne skabninger, der har glemt Jehova. De kan ikke skabe orden af forvirring.

18. Hvorfor er det ikke lykkedes nationerne at hidføre fred og lykke, og hvorfor vil Guds rige kunne gøre det?

¹⁸ Nationerne har ikke kunnet hidføre fred og lykke på jorden, alene af den grund, at de har bygget på den sataniske teori, at egennytte og kappestrid kalder det bedste frem i menneskene. I stedet for at fremkalde det bedste i mennesker har denne politik gjort dem hårde, uærlige og aggressive, og den har opelsket den ånd, der har ført til erobringskrige, og således nedkaldt sorg og lidelse over alle. I diametral modsætning hertil vil Jehovas rigsregering virke på et grundlag af kærlighed og samarbejde og bringe folkene fred og lykke.

19. Hvordan vil Jehova vise sin overhøjhed over Satan?

¹⁹ Bibelens beretninger viser, at regeringer, der er dannet af mennesker under Satans indflydelse, ikke kan opnå den ønskede virkning. Hvis den nuværende tingenes ordning fortsætter, vil menneskehedens skæbne blive fuldstændig tilintetgørelse. Hvis det var tanken, at den skulle det, hvordan kunne da Gud nå sin erklærede hensigt: at opfylde jorden med Adams og Evas efterkommere? Måtte han skabe et andet menneskepar og begynde forfra? Gjorde han det, ville det bevise, at Satan havde ret i sin påstand om, at han kunne vende alle mennesker bort fra deres Skaber, hvilket han aldrig på noget tidspunkt har formået. Jehova Gud vil vise sin overhøjhed over Satan ved at genløse Adams børn og gennem dem fuldbyrde sin hensigt med denne jord. Hertil kræves der en genløser og en fuldkommen regering med retfærdige mænd ved styret. Der er blevet taget skridt til en sådan ordning, og Jehovas oprindelige hensigt med jorden og menneskene på den vil blive opfyldt til hans visdoms fulde tilfredshed.

Rigsregeringen forberedes

20. Hvilke var de to første erklæringer, der viste, at det var Jehovas hensigt at oprette en retfærdig regering og gøre ende på al ondskab?

²⁰ Det kræver udfoldelse af stor flid og meget arbejde, før et skib er klar til at løbe af stabelen, og det samme er tilfældet med oprettelsen af en regering. Snart efter at den „skærmende kerub“ i Eden førte det første menneskepar ind på dødens vej, erklærede Jehova, at det var hans hensigt at oprette en regering, der skulle befri universet for denne bedrager. I 1 Mosebog 3:15 står der: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ Den trofaste profet Enok forudsagde de ondes tilintetgørelse. Judas omtaler dette i sit brev: „Dem var det også, Enok, Adams efterkommer i syvende led, profeterede om og sagde: Se, Herren [Jehova, NW] kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudelighedsgerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ — Jud. 14, 15.

21, 22. Hvilket træffende billede på oprettelsen af sin regering lod Jehova oprulle på Noas tid?

²¹ På Noas tid lod Jehova oprulle et billede af rigsregeringens oprettelse. Forholdene i verden var dengang så forfærdelige, at Jehova besluttede at udrydde alle levende skabninger ved at sende en vandflod over jorden. Noa fik påbud om at bygge en ark til frelse for sin husstand og visse dyr. Han fulgte den vejledning, Jehova gav ham, og byggede en ark, et vandtæt, sødygtigt fartøj, med plads til ham selv og hans familie, i alt otte medlemmer, og til dyrene og en rigelig forsyning forråd og vand. Da Vandfloden kom over jorden, flød arken på vandet, og et helt år blev den kastet hid og did af de oprørte, sydende vandmasser, men førte sin last trygt igennem både oversvømmelse og storm og landede i god behold på en renset jord, da vandet atter sank. Den sande tilbedelse af Jehova blev på ny indført på jorden.

²² Lad os følge billedets videre udvikling. Jehovas rigsregering blev oprettet på oprørte vande, og den vil overleve Harmagedonslagets voldsomme storm- og vandflod og beskytte alle retsindige mennesker, der stiller sig på dens side og går ind i Guds „ark“, hans nye tingenes ordning. Når Harmagedonslaget har fuldført sit ødelæggende værk, vil rigsregeringen lede folkene ad livets vej, ad vejen til evig lykke.

23. a) Hvilken hensigt åbenbarede Jehova for Abraham, og nøjagtig hvornår? b) Hvilken pagt sluttede Gud med Israel, hvornår og under hvilke omstændigheder?

²³ Idet vi atter vender vor opmærksomhed mod billedet, ser vi, at Jehova mange år efter Vandfloden, nøjagtig 427 år, åbenbarede for sin ven Abraham, at det var hans agt at velsigne alle jordens slægter gennem Abrahams sæd. (1 Mos. 12:1-3) Dengang blev sæden ikke identificeret, og der blev heller ikke sagt hvori, velsignelserne skulle bestå. 430 år senere stadfæstede Jehova Lovpagten med Abrahams kødelige efterkommere. (Gal. 3:17) Derpå oprettede han en forbilledlig teokratisk regering under en så vældig udfoldelse af guddommelig magt, at Moses sagde: „Jeg er forfærdet og skælver.“ Paulus skrev, at det tilkendegav eller billedligt skildrede, hvad der skulle finde sted, når den virkelige rigsregering blev åbenbaret for menneskeheden. — Hebr. 12:18-28.

24. På trods af hvilke fordele opnåede Israel ikke de lovede velsignelser? og hvorfor ikke?

²⁴ Tilsyneladende havde israelitterne den opfattelse, at Lovpagten var det redskab, Jehova ville bruge til opfyldelsen af sit løfte om, at han ville velsigne alle jordens slægter. På kong Davids tid blev der oprettet en forbilledlig, teokratisk regering med Davids hus. Hvad havde de ikke nu: en pagt, en konge efter Jehovas eget valg, en teokratisk regering, og fremdeles var de Abrahams kødelige efterkommere! Dog tilflød de lovede velsignelser dem ikke gennem denne ordning. Hvorfor ikke? For det første var de love, der var grundlaget for pagten, fuldkomne, og folket var ufuldkomment og kunne af den grund ikke holde Loven og altså heller ikke opnå de lovede velsignelser. I stedet for at Lovpagten blev til liv for Israel, blev den dem en tugtemester, der lærte dem, at de var syndere og havde brug for en genløser, der kunne skænke dem liv. Desuden var det kongelige teokrati, som blev oprettet med Davids hus, kun en skygge eller et forbillede på den egentlige regering, der skulle oprettes med Kristus, den større David.

25. Hvilke begivenheder markerede begyndelsen til og afslutningen på hedningernes overherredømme?

²⁵ Det forbilledlige teokrati blev omstyrtet i året 607 f. Kr., og fra da af fik hedningenationerne lov til at herske i verden over en periode på 2520 år, således som det fremgår af den bibelske kronologi. Når denne fastsatte tid, i hvilken hedningefolkene havde herredømmet over jorden, var omme, skulle Davids retmæssige arving indsættes på tronen og den sande rigsregering, der var lovet, træde i kraft. — Ez. 21:25-27.

26. Hvilke egenskaber besidder Jehovas regent, og hvordan vil han herske?

²⁶ Esajas, der var en af Jehovas inspirerede profeter, skrev om den rigsregering, Jehova agtede at oprette, og som skulle tage vare på folkenes interesser på jorden. I Esajas 9:6, 7 læser vi disse opmuntrende ord: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Jehovas nidkærhed gør det.“ Han, som er udvalgt til at være den nye verdens hersker og den fuldkomne regerings overhoved, ejer alle de egenskaber, der er nødvendige for at opfylde Jehovas guddommelige hensigt med vor jord og menneskene på den. I Salme 72 bliver vi forsikret om, at den nye verdens konge vil fjerne alle undertrykkere og bringe de fattige og nødlidende fred. Fra hav til hav skal han herske, og hans fjender skal slikke udslettelsens støv. Profeten Daniel blev drevet til at skrive, at den nye verdens konge vil tilintetgøre Satans organisation, både den synlige og den usynlige, hvorefter han vil tage sig af verdens anliggender og fylde jorden med Jehovas herlighed. — Dan. 2:44.

En genløsning tilvejebringes

27. a) Hvordan blev menneskeslægtens genløsning tilvejebragt? b) Hvad kræves der af dem, som ønsker at opnå evig frelse?

²⁷ Jehova Guds fuldkomne lov kræver liv for liv. (5 Mos. 19:21) Adam, der var skabt fuldkommen, nedkaldte ved sin ene overtrædelse syndens og dødens fordømmelse over alle sine efterkommere. Derfor kan ingen Adams søn løskøbe sig selv eller tilvejebringe en løsesum for sin broder. (1 Kor. 15:22; Rom. 5:12; Sl. 49:8) Hvordan kunne menneskeheden da nogen sinde blive frelst? Ved et ufattelig stort mirakel overførte Jehova sin enbårne søns, Logos’, åndelige liv til jomfruen Marias moderskød, og hun fødte et fuldkomment menneskebarn. Det voksne, fuldkomne menneske Jesus døde for Adams børns synder. (Joh. 1:14; Hebr. 2:9; 1 Tim. 2:5, 6) Altså bliver alle, som tror på Kristus, menneskehedens frelser, løskøbt fra den fordømmelse, de har nedarvet fra synderen Adam. (Ap. G. 13:38, 39) Det betyder ikke på nogen måde, at de er frelst for tid og evighed eller med en evig frelse, men at de vandrer ad vejen til evigt liv. (Rom. 3:25, 26) Den lære, at blot og bar tro på Kristus betyder frelse, har skabt sådanne skadelige begreber som anger på dødslejet, og een gang frelst altid frelst. At et menneske anerkender Jesus som frelser, medfører ikke øjeblikkelig en forandring i den troendes sindelag eller personlighed, men det burde få ham til at vende sig bort fra sin tidligere syndige levevis. Skal vi som enkeltpersoner opnå evigt liv, må vi imidlertid bevare vor retskaffenhed over for Jehova lige til det sidste. I Romerne 5:1, 2 står der skrevet: „Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde [ufortjente godhed, NW], som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.“ Det vil sige, at vi har adgang til at vinde evigt liv, og forbliver vi trofaste, vil vi blive frelst med en evig frelse. — Matt. 24:13.

Rigsarvingerne gøres rede

28. Hvorfor måtte Jesus lide, og i hvilken forstand blev han fuldkommet?

²⁸ En regerende konges eller monarks barn, der en dag skal regere i faderens sted, bliver grundigt uddannet til denne stilling af dygtige lærere. Uddannelsen begynder i de tidlige barneår og fortsætter, lige til faderen er overbevist om, at hans søn og arving er kvalificeret til kongeembedet. Der står skrevet: „Thi når han, for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser. Derfor måtte han i eet og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder.“ (Hebr. 2:10, 17, 18) Hvis det var nødvendigt, at Jesus, Guds fuldkomne søn, blev prøvet, inden han kunne blive den udvalgte arving til alt og overhoved for den nye rigsregering, Jehova agtede at oprette, hvor langt vigtigere er det da ikke for dem blandt Adams efterkommere, som skal være Kristi medarvinger, at de bliver sat på prøve, og at de viser sig kvalificerede. Om Jesus siges der i Hebræerne 5:8, 9: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen [var blevet fuldkommet, NW], blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ Jesus var jo altid fuldkommen, for så vidt som han var uden lyde, hvad legeme og åndsevner angår, og hans lidelser gjorde ham altså ikke fuldkommen i den forstand. Hvordan blev han da fuldkommen gennem de lidelser, han led? På denne måde: Han blev oplært eller dygtiggjort til den stilling, han var bestemt til at indtage som rigsregeringens overhoved, denne regering, som Jehova var i færd med at berede til velsignelse for menneskeheden. Ja, hans trofasthed under alle lidelser gjorde ham fuldendt til at opfylde Jehovas hensigter og håndhæve hans retfærdige love som hans søn og højre hånd.

29. Hvorfor er Jesus velegnet til at hjælpe sine medarvinger, og hvilken forsikring har vi om, at Satan vil komme til kort i sit forsøg på at vende dem bort fra Jehova?

²⁹ Jesus er velegnet til at være ypperstepræst og til at hjælpe alle, som skal være hans medarvinger under rigsordningen. Apostelen Paulus sagde: „Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved bekendelsen! Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.“ (Hebr. 4:14-16) Vi må også forstå, at Satan Djævelen vil gøre brug af ethvert middel, der står til hans rådighed, for om muligt at vende disse bort fra deres trofaste tjeneste for Jehova, men han vil lide ynkeligt nederlag i sine forsøg på at krydse Guds hensigt, der går ud på at lade disse medarvinger udgøre en del af rigsregeringen. Om de herskere, der er underlagt Satans herredømme, er der skrevet: „De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ — Åb. 17:14.

30. Hvordan kan man blive blandt „de kaldede og udvalgte og trofaste“?

³⁰ Der er visse ting af interesse at lægge mærke til i det skriftsted fra Åbenbaringen, vi lige har citeret. De kaldede blev retfærdiggjorte eller frigjort for den adamitiske synd og fordømmelse og åndsavlet som sønner ved Guds ånd, inden de blev kaldet til at være medlemmer i det himmelske rige. (Rom. 5:1; 8:16, 17; 1 Joh. 3:1) De, som blev kaldet som Guds åndelige sønner, blev udvalgt, og såfremt de forbliver trofaste mod Jehova lige til enden på deres jordiske livsbane, vil de opnå den forret at være sammen med Kristus i Riget som hans medarvinger. Jehova bestemte, at alle, som skal være sammen med Kristus i hans rige, må ligedannes med Sønnens billede. „Og dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem, han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.“ (Rom. 8:30) At være frigjort for den adamitiske synd ved tro betyder ikke, og det kan ikke betyde, at man er helt og endeligt frelst. Man må kaldes, udvælges og forblive trofast mod Jehova lige til døden. „Vær tro indtil døden [selv om det er forbundet med dødsfare, NW], så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ — Åb. 2:10.

31. Hvad vil mennesker kunne sige under Kristi tusindårige regering vedrørende den regerende præsteskare, og hvorfor vil de kunne sige dette?

³¹ I Kristi tusindårsrige vil alle, som søger det evige liv, blive belært om, at Kristi brud består af dem, som førhen var Adams børn og under fordømmelse, men som ved Jehovas ufortjente godhed kæmpede imod Satan og hans dæmoner og viste sig deres kaldelse værdig. Derfor kan de, som befinder sig på jorden, være sikre på, at disse sejrvindere føler med alle dem, som ønsker at gøre Jehovas vilje i den nye verden. Jehovas hensigt med at lade Kristi medforbundne i rigsregeringen udtage blandt Adams efterkommere, der alle er under fordømmelse, røber hans visdom, retfærdighed og kærlighed. I Kristi rige vil mennesker kunne sige: „Vi har en præsteskare, der kan forstå vore skrøbeligheder, for de var engang, ligesom vi er nu. De kan og vil være tålmodige med os.“

Rigsregeringen blev ikke oprettet på pinsedagen

32. Ved hjælp af hvilken falsk lære har mennesker understreget deres egen betydning?

³² I Apostlenes Gerninger, det tyvende kapitel, siges der, at efter apostlenes død ville visse ærgerrige mænd med list skaffe sig adgang til de kristnes menigheder og søge at drage disciple efter sig, idet de ville fordreje og forvanske Herren Jesu lære. (Ap. G. 20:29, 30) Som tiden gik, docerede de, at rigsregeringen var blevet oprettet på pinsedagen, og at der da var begyndt en „kongelig kamp“ mellem Kristus og Satan Djævelen. Den åbenlyse hensigt med denne kamp var at afgøre, hvem der var den mægtigste, for så vidt som det angik menneskers anliggender, Jehova eller Satan. Med fremholdelsen af denne lære understregede præsterne deres egen betydning, for de lærte, at Jehova henvendte sig til dem om hjælp i kampen om at få mennesker bort fra Satans side. Denne lære blev årsag til stor forvirring blandt de kristne og var til vanære for Jehova, den almægtige Gud, og en bagtalelse af hans navn!

33. Hvilke skriftsteder viser, at Riget ikke blev oprettet på pinsedagen?

³³ Bibelen viser, at Kristus ikke, umiddelbart efter at han var kommet tilbage til himmelen ved sin opstandelse, gik til kamp mod Satan. David sagde i Salme 110: „Jehova sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!“ Udtrykket „at sætte sig“ tilkendegiver ikke nogen handling, men snarere det modsatte. Ikke at Jesus var uvirksom, mens han ventede på det øjeblik, da han skulle gå angrebsvis til værks over for Djævelen. Han vejledte og hjalp sit legemes medlemmer, der endnu befandt sig på jorden, for han sagde: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens [tingenes ordnings, NW] ende.“ (Matt. 28:20) Det var Guds hensigt, at Jesus skulle vente ved sin Faders højre hånd, indtil tiden var kommet, da hans fjender skulle gøres til en skammel for hans fødder, og DA skulle han stå frem og skride til handling, således som Daniel sagde: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnet i bogen.“ (Dan. 12:1) Vi skal høre mere om denne trængsel længere fremme.

34. a) Hvad måtte der ske, inden Jesus tog sine efterfølgere til deres evige hjem? b) Hvorledes tilkendegav Paulus, at han ikke ventede sin himmelske belønning ved døden?

³⁴ Vi vil nu samle vor opmærksomhed om det tidspunkt, da Jesus led døden som menneske. Aftenen inden Jesus blev slået ihjel, sagde han til apostlene, at han snart ville forlade dem, men at de ikke skulle ængstes derover, for han ville gå bort og berede dem et sted og komme igen og tage dem med til dette sted, når det var beredt dem. Peter ville følge sin herre og mester med det samme, men Jesus sagde, at han kunne ikke komme med ham da, men måtte vente og komme der senere, når tiden var moden. Sagen var nemlig den, at stedet endnu ikke var beredt for Mesterens efterfølgere. Jesus sagde rent ud til dem: „I min faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.“ (Joh. 13:33, 36; 14:2-4) Jesus talte om sin Faders hus og hentydede hermed til hans organisation, og han sagde, at i den er der mange steder, hvor man kan tjene, men at der dengang ikke var noget sted beredt for apostlene og andre efterfølgere, fordi Satan Djævelen, denne verdens eller tingenes ordnings gud, stadig var hersker i den verden, som Jesus intet havde at gøre med, for i ham var der intet, der hørte Satan til. (Joh. 14:30) Men tiden skulle komme, da Kristus skulle kaste Satan og hans dæmoner ud af himmelen, og så ville han tage sine trofaste efterfølgere til sig i deres evige hjem. I mellemtiden måtte de sove i døden. Apostelen Paulus ventede ikke at modtage sin himmelske belønning ved sin død, for han sagde i 2 Timoteus 4:6-8: „Thi mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.“

35. Hvornår begyndte hedningernes herredømme, og hvor længe varede det, og hvad blev der billedligt skildret dermed?

³⁵ Israels forbilledlige teokrati blev omstyrtet i året 607 f. Kr. af Nebukadnezar, Babylons konge, og da begyndte „hedningernes tider“, som Jesus omtaler i Lukas 21:24. Der siger han: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ For at skildre for os, hvor nedværdigende en virkning dette hedenske herredømme ville få, og for at lade os forstå, hvor længe det skulle vare, blev Nebukadnezar fornedret til at leve som et dyr i syv år. Ifølge jødisk tidsregning skulle denne tilstand vare 2520 dage. Så blev Nebukadnezar genindsat på tronen. Ved udregningen af profetiske tidslængder gælder en dag for et år. (Ez. 4:6) Hedningernes tider begyndte altså 607 år før Kristus og ophørte i år 1914 efter Kristus, og da blev Riget givet til ham, „som har retten til det“. — Ez. 21:27.

Rigsregeringen fødes

36. Hvornår blev det første løfte om rigsregeringen givet, og hvordan skildres dens fødsel i Åbenbaringen 12?

³⁶ Lige fra menneskets histories første begyndelse i Edens parklignende have lovede Jehova, at han ville danne en regering, der skulle tilintetgøre Satan og hans regering eller sæd, og i Bibelens sidste bog er der nedskrevet en beretning for os om denne regerings fødsel. I Åbenbaringen 12:1, 2, 5: „Og et stort tegn viste sig på himmelen: en kvinde med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på sit hoved. Og hun var frugtsommelig. Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir.“ Versene tre og fire i samme kapitel lyder: „Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage. . . . Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det.“ Men dragen kom til kort, og det nyfødte barn blev bortrykket til Jehovas trone.

37. a) Hvordan stillede Satan sig over for Riget, og hvad førte det til? b) Hvad vil forgå i Harmagedon, og hvem vil overleve dette slag?

³⁷ Dette drengebarn var Jehovas rige, der skulle gives til Kristus, Jehovas elskede søn og arving. Den ildrøde drage repræsenterede Satan Djævelen, der ventede på at opsluge rigsregeringen, så snart den var født. Hvis Satan havde haft den mindste smule sund fornuft og sømmelighedsfølelse, ville han øjeblikkelig have frasagt sig tronen og erkendt sit nederlag, men i stedet valgte han at bekæmpe den nye regering, der lige var blevet oprettet af Jehova og lagt i hans søns, Kristi, hænder. Resultatet blev, at der udbrød krig i himmelen, og Satan og hans dæmoner blev slået og kastet ud af himmelen og ned til jordens nærhed, hvor han nu giver sin harme luft gennem sine bestræbelser for at tilintetgøre dem af kvindens sæd, der endnu befinder sig på jorden. Trods al hans rasen og forbitrelse kan han ikke med sine sindssyge planer skade Jehovas nye regering eller tilintetgøre dens medlemmer på jorden. Denne regering, der blev oprettet i 1914, vil under Jehovas beskyttelse trygt stå alle de trængselsstorme igennem, som den onde modstander måtte rejse i forsøg på at frelse sin døende organisation. Ligesom Noas ark flød sikkert og trygt på vandet midt under den voldsomme storm og regn, der tilintetgjorde den gamle verden, og bragte sine passagerer og last i land i god behold på en renset jord, således vil Jehovas regering bestå. Harmagedonslagets uvejr vil tilintetgøre Satans organisation, men ikke volde den regering men, som Jehova har dannet for sit rige i den nye verden, der følger efter dette slag. I Harmagedonslaget vil Satan se sin onde ordning fuldstændig tilintetgjort, hvorpå han selv og hans dæmoner vil blive styrtet i afgrunden i tusind år.

38. a) Hvad var det for et sted, Jesus gik hen for at berede sine efterfølgere, og hvorledes blev dette skildret på billedlig vis? b) Hvad har været restens opgave på jorden siden da?

³⁸ Ifølge den bibelske kronologi og den verdslige historie er forholdet nu det, at Satan og hans engle for evigt er blevet udvist af himmelen, og at Kristus Jesus har været den nye verdens konge siden 1914. Det følgende citat er hentet fra bogen „Riget er nær“, side 178, paragraf 2, og vil være af interesse i denne forbindelse. „Når Guds modstanders ganske organisation har magt og regerer aktivt og knuser og sønderslår hele menneskeheden, da er det, himmelens Gud løsriver sin „sten“ og opretter sin „kvindes“ sæds rige. Dette rige indtager den plads over menneskeheden, som [Djævelen] forlod, da han fjernede sig fra Jehovas organisation i Eden.“ Da det sted, som Jesus gik bort for at berede sine trofaste efterfølgere, som sover i døden, stod rede, blev de opvækket af dødens søvn for til evig tid at blive forenet i himmelen med deres herre og overhoved, Kristus Jesus. Den rest af hans medarvinger, der endnu befandt sig på jorden, blev ikke dengang taget til himmelen, men skilt ud fra Satans dødsdømte verden og ført ind i et ganske nært forhold til den nu indsatte og regerende Herre Jesus i templet. De fik bemyndigelse til at udføre et særligt arbejde, inden de skulle optages i det himmelske rige med Kristus og de andre medlemmer af brudeskaren. — 1 Tess. 4:15, 16.

39. I hvilke henseender var Kristi åndelige tempel et modbillede til Salomos tempel?

³⁹ Salomos tempel i Jerusalem var et billede på Kristi, den større Salomos, åndelige tempel, som han ville opbygge af levende sten. (1 Pet. 2:5, 6) David omgikkes med planer om at bygge templet, men Jehova gav ham ikke lov dertil, fordi David var en mand, der havde udkæmpet mange krige og var blevet brugt af Jehova til at slå alle Israels fjender, inden Salomo begyndte arbejdet med at bygge templet. Kristus Jesus opførte ikke det åndelige tempel, før han havde fået alle sine fjender lagt under sine fødder. Det skete, dengang Satan og hans engle blev kastet ud af himmelen og styrtet ned til jordens, Jehovas fodskammels, nærhed ved afslutningen på den kamp i himmelen, der begyndte i året 1914. Beretningen siger, at Salomo begyndte at bygge templet i sin regerings fjerde år. I lighed hermed begyndte Herren Kristus at bygge sit åndelige tempel i sin regerings fjerde år, nemlig i året 1918. Dengang var der mange, som gjorde krav på at være Kristi medarvinger, medlemmer af denne tempelskare, men de viste sig at være selviske og stræbe efter personlig fordel. De blev forkastet, da dommen begyndte med templet. Det blev således helt renset for alle de uretfærdige, og så begyndte arbejdet med forkyndelsen af det gode budskab om Jehovas oprettede rige først for alvor og med mærkbar virkning.

Forberedelser til Tusindårsriget

40. Hvordan bliver den nye verdens samfund nu dannet, således som det blev forudsagt i Esajas 32:1, 2?

⁴⁰ I denne historiens allervanskeligste tid kæmper Satans onde ordning en dødskamp for at bevare livet. Mens den går for sig og bliver hårdere og hårdere, er Jehovas tjenere travlt beskæftiget med at søge efter og give Herrens andre får næring. Disse får vil blive ført igennem Harmagedonslaget og komme til at udgøre kernen i den nye jords samfund. Det arbejde, de nu udfører, er en verdensomfattende tjeneste, således som Åbenbaringen 7:9 påpeger, når der siges, at de skal komme fra alle folkeslag og stammer og folk. Alle tager de del i et velorganiseret oplysningsarbejde. På Vagttaarnets bibelskole Gilead i South Lansing, New York, bliver missionærer oplært til at tjene i mange lande. Sammen med de tusinder andre retsindige medarbejdere, der slutter op om den salvede rest af Kristi legemes lemmer, som endnu befinder sig på jorden, udgør de en ny verdens samfund. Dette samfund fører en oplysningskampagne, der opdrager folk til liv i den nye verden. De anerkender rigsregeringen, der blev oprettet i himmelen i 1914, og bestræber sig for til enhver tid at leve i harmoni med dens principper. I tusindvis bliver mennesker hjulpet af dette samfund, og de studerer Bibelen for at få kundskab om Jehovas regering. Profeten Esajas omtalte dette arbejde i det to og tredivte kapitel, versene eet og to, med disse ord: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“

41. a) Hvem er sarím? b) Hvor længe vil indsamlingen af de andre får fortsætte, og hvad vil der derpå ske?

⁴¹ Kristus Jesus sidder på den nye verdens himmelske trone, og på jorden har han resten af sine salvede lemmer såvel som mange unge mænd, der indtager ansvarsfulde stillinger i Jehovas tjenesteorganisation. Disse omtales af profeterne som sarím, der betyder „overhoved over et vist antal arbejdere“. Det hebraiske ord er også oversat med ordet „fyrster“. Hele verden over er disse sarím optaget af at hjælpe de andre får, så de kan organisere deres tjeneste og udføre den på mest virkningsfuld måde. Under Jehovas beskyttelse vil dette arbejde fortsætte, til alle de andre får er blevet indsamlet i „een hjord“ under „een hyrde“, og da vil krigen på Guds, den Almægtiges, store dag begynde. Det bliver den værste trængsel, mennesker nogen sinde har oplevet eller vil opleve. I dette slag vil Satans synlige og usynlige organisation blive tilintetgjort i bund og grund.

42. Hvornår vil fortidens trofaste slutte op om den nye verdens samfund, og hvilke egenskaber vil de eje?

⁴² Den nye verdens samfund, som nu virker på jorden, vil overleve Harmagedonslaget, og de fortidens trofaste mænd, som salmisten siger skal sættes til „fyrster rundt i landet“, vil slutte sig til dette samfund. (Sl. 45:17) Nøjagtig hvor mange det drejer sig om, og hvornår de kommer tilbage fra mindegravene, hvor de sover i døden, ved vi ikke, men når de kommer frem, vil de hurtigt tilegne sig kundskab om den nye verden, de så inderligt længtes efter, dengang de levede på jorden. Disse trofaste vil bestå af mænd og kvinder, og det er dem, apostelen Paulus taler om i Hebræerne, det ellevte kapitel. Iblandt dem vil der være mænd, som i mange forskellige egenskaber er uddannet til at tage sig af den nye verdens anliggender. Tænk for eksempel på lovgiveren Moses. Hvor blandt denne verdens dommere kunne vi finde så velegnet en mand som han til at håndhæve retfærdighed? Han blev modnet dertil i de år, han førte israelitterne fra Ægyptens trældom op til det forjættede lands grænse. Fremdeles er der Josef, der virkede som administrator af levnedsmidler. Han frelste Ægypten fra hungersnød og sult ved med omtanke at opmagasinere fødevarer i de gode år og så uddele dem i de år, hungersnøden varede. David blev brugt til at håndhæve retfærdige love til gavn for det folk, hvis konge han var. Den retfærdige regering, som Jehova indførte ved sit riges oprettelse i 1914, vil i Jesus Kristus have en velegnet og dygtig administrator, der vil kunne opnå resultater.

43. Hvad har Satans indflydelse på mennesker ført til, og hvordan blev hans organisations undergang skildret gennem begivenhederne på Noas tid?

⁴³ Satan Djævelen gjorde oprør mod den retfærdige ordning, Jehova havde truffet for menneskeheden, og han troede, at hans handlemåde var langt bedre. I henved 6000 år har han stort set behersket menneskeslægten, og hans indflydelse har ført til nød, sorg, smerte og død. Han har vanæret Jehovas navn og forfulgt alle, der stod op for dette navn. Nu er hans tidsfrist udløbet, og snart vil han se sin onde organisation tilintetgjort i Harmagedonslaget, og derefter vil han blive kastet i uvirksomhedens afgrund under segl og lukke. Som det allerede er blevet nævnt i tidligere paragraffer, vil dette slag være den største trængsel, jorden nogen sinde har været vidne til. Jehova har skildret det for os gennem flere billeder og vist os, hvor forfærdeligt det vil blive. Et af dem er Vandfloden på Noas tid, da alle skabninger på jorden, med undtagelse af dem, der befandt sig i arken, blev tilintetgjort af de kolossale vandmasser. Noa var en retfærdighedens forkynder, og han advarede folk om den kommende ulykke, men de fortsatte deres daglige dont uden at ænse den advarsel, Jehova sendte dem. Da Vandfloden kom, var det for sent at søge tilflugt i arken, og alle, på nær de otte sjæle i arken, gik i døden.

44. Hvilket interessant og træffende billede på Harmagedon er at finde i 2 Krøniker, det 20. kapitel?

⁴⁴ Et andet interessant billede på Harmagedonslaget er at finde i 2 Krøniker, det tyvende kapitel. Tre folkeslag, der repræsenterer tre faktorer inden for Satans organisation, nemlig religion, politik og handel, slog sig sammen for at tilintetgøre Jerusalem og det forbilledlige teokrati, der var blevet oprettet for Israel. Kong Josafat blev rædselslagen over denne store hær af mænd fra Moab, Ammon og Se’irs bjerge, og han kaldte folket sammen ved templet, for at de kunne bede til Jehova om beskyttelse. Jehova fortalte Israels folk, at de ikke skulle frygte for fjendens hære, for kampen var ikke deres, men Guds. De skulle bare lovsynge Jehova og overlade resten til ham. At de trofast gjorde, som det var blevet dem pålagt, bevirkede, at de blev frelst. Moab og Ammon vendte sig imod dem fra Se’irs bjerge og slog dem ned, og da de havde tilintetgjort dem, begyndte de at kæmpe imod hinanden, og da de var færdige, var der ikke meget tilbage for Jehova at tilintetgøre. Under hele denne kamp sang Jehovas tjenere lovsange til ham. I Harmagedonslaget vil forskellige faktorer inden for Satans organisation ligeledes vende sig imod hinanden og bekæmpe hinanden, mens Jehovas vidner vil lovsynge ham og forkynde dødsdommen over Satan og hans ordning.

45. Til trods for hvad vil Satan ikke være i stand til at beskytte sin gamle verden?

⁴⁵ Trods besiddelsen af så dødbringende våben som atombomben og den endnu stærkere brintbombe vil Satan lide totalt nederlag. Al den magt, han har konsolideret sig med på jorden ved hjælp af sine bedragne tilhængere, vil forgå sammen med ham. Det eneste sikre sted vil være inden for grænserne af Guds ordning. Han har lovet at beskytte sine tjenere lige så effektivt, som han beskyttede Noa og dennes familie under Vandfloden. (Es. 26:20, 21) Menneskers hærstyrker og våbenmagt vil være svage og ubetydelige og ude af stand til at beskytte og frelse den gamle verden. Den vil forgå i alle tiders største trængsel. — Matt. 24:21, 22.

46. Hvilke velsignelser venter der dem, som overlever Harmagedonslaget?

⁴⁶ Når Satan og hans onde organisation er udryddet, vil den nye verdens samfund, bestående af den salvede rest, af overhovederne eller sarím, der nu tjener i officielle stillinger, og af den store skare andre får, der senere vil blive forøget med de opstandne trofaste mænd fra fortiden, hastigt gøre fremskridt med opbyggelsen af den nye tingenes ordning på jorden. Tænk engang over det: alle menneskehedens pengemidler og naturrigdomme vil stå til rådighed for genopbygningsarbejdet! Jorden vil blive gjort til et skønt sted, hvor alle vil have et dejligt hjem. Folk skal ikke mere høre om krig, men under fredfyldte forhold vil Jehova på ny gøre påbudet fra Edens have gældende, det påbud, der oprindelig blev givet Adam og Eva, og som går ud på, at mænd og kvinder bør formere sig og opfylde jorden. Denne gang vil et folk, der er indviet til Jehova og styres af retfærdige love, som har gyldighed for den nye verden under Fredsfyrsten, i lykke opfylde dette påbud. Der vil blive rigeligt at gøre for alle og enhver; nogle vil være travlt beskæftiget med at undervise den nye slægt; det vil kræve meget arbejde at bygge smukke hjem; opdyrkningen af jorden og selve det at forvandle den til en paradisisk have lig Eden vil også betyde arbejde, men det vil være en lykkelig opgave for mennesker at udføre under de fuldkomne forhold, der da skal råde. — Es. 65:17-19, 21-23.

47. a) Hvordan vil forholdene være ved slutningen af Kristi tusindårige regering? b) Hvilket forgæves forsøg vil der da blive gjort, og hvilket udfald vil det få?

[Illustrationer på side 312]

Babylonisk

Medo-persisk

[Illustrationer på side 313]

Græsk

Romersk

Anglo-amerikansk