Jerusalem — „en byrdefuld sten for alle folkene“

„Og det skal ske på hin dag at jeg gør Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene.“ — Zak. 12:3, NW.

 1. Hvorfor indtager den gamle by Jerusalem en fremtrædende stilling på verdensskuepladsen i dag?

DEN gamle by Jerusalem indtager en fremtrædende stilling på verdensskuepladsen i dag. Tre af de største religiøse organisationer i menneskehedens verden, nemlig muhamedanerne, de såkaldt kristne og jøderne, nærer en brændende interesse for den. Begivenheder af historisk betydning for alle disse religiøse organisationer har fundet sted i denne by. Mange steder i og i nærheden af byen anses for hellige og er markeret med en bygning eller et andet mindesmærke. Denne interesse for byen er også grunden til at den er delt i dag. Den ældste og mindste bydel tilhører det muhamedanske kongerige Jordan, og den nyere og større bydel tilhører den jødiske republik Israel.

 2. Hvad kunne man spørge om, i betragtning af de stridigheder byen har været skueplads for?

² Siden den anden verdenskrig har Jerusalem været skueplads for mange farlige politiske og religiøse stridigheder, og med dette i tanke kunne man med rette spørge: Er dette en opfyldelse af hvad en af Israels profeter, profeten Zakarias, skrev om denne by i det sjette århundrede før vor tidsregnings begyndelse?

 3. Hvad skrev profeten Zakarias om Jerusalem?

³ På en tid da Jerusalem helt var i jødernes besiddelse skrev Zakarias, en søn af Iddos søn Berekja: „’Jehovas ord vedrørende Israel,’ lyder det fra Jehova, han som udspænder himlene og grundfæster jorden og danner menneskets ånd i dets indre. ’Her gør jeg Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem. Og det skal ske på hin dag at jeg gør Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene. Alle der løfter den vil med sikkerhed hente sig slemme rifter; ’og alle jordens nationer skal visselig samle sig mod hende.’“ — Zak. 12:1-3, NW.

 4. Hvad er det rette svar på dette spørgsmål, og hvorfor forholder det sig således?

⁴ Dette får ikke sin opfyldelse på det jordiske Jerusalem i dag. Det jordiske Jerusalem som Bibelens profetier beskæftiger sig med, forsvandt i år 70 efter vor tidsregnings begyndelse. I dette år ødelagde de romerske legioner under hærføreren Titus byen efter en frygtelig massakre på jøderne. I tres år lå byen øde hen. Den by der senere opførtes på dette tidligere hellige sted, blev ikke bygget af jøderne eller israelitterne men af de hedenske romere. I året 130 besøgte den romerske kejser Hadrian ruinerne og befalede at der skulle bygges en by her. Den kom til at hedde Ælia Capitolina. På det tidligere tempelområde blev bygget en helligdom for den hedenske gud Jupiter.

 5. Hvilke omskiftelser har Jerusalem erfaret fra kejser Konstantin den Stores tid og til vore dage?

⁵ I begyndelsen af det fjerde århundrede gik kejser Konstantin formelt over til kristendommen, og Jerusalem, der da stadig var under romersk styre, blev kristent område. I år 637 e.v.t. faldt dette Jerusalem for de muhamedanske arabere. Senere igen, nemlig i 1099, erobredes byen af korsfarerne. The New Jewish Encyclopedia fra 1962 giver på side 237 oplysning om hvordan det gik jøderne under alt dette: „Efter muhamedanernes erobring af Jerusalem fik jøderne lov til at bosætte sig i byen, men hele det jødiske samfund blev udslettet under korsfarernes felttog.“ I 1187 faldt Jerusalem atter for muhamedanerne, i hvis besiddelse byen forblev indtil den blev indtaget af englænderne i 1917 under den første verdenskrig. I 1948 blev den gamle bydel tømt for jøder efter at den jødiske garnison her havde overgivet sig til araberne den 28. maj.

 6, 7. (a) Hvis profeti var Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. en opfyldelse af, og hvorfor kunne Gud da lade det jordiske Jerusalem ødelægge? (b) Hvilken sammenligning anstiller apostelen Paulus mellem det jordiske Jerusalem og det Jerusalem som er oventil?

⁶ Profetien i Zakarias 12:1-3 fik afgjort ikke sin opfyldelse i år 70 da de romerske legioner omringede byen Jerusalem under jødernes oprør og udslettede den. Denne ødelæggelse af det gamle Jerusalem for de romerske hæres hånd var blevet forudsagt af en anden af Jehovas profeter, nemlig Jesus Kristus. Ifølge Jesu egne ord havde Jehova Gud forladt Jerusalems tempel, huset hvor han blev tilbedt, og derfor holdt Jehova ikke i året 70 sin hånd over denne by som havde vendt sig mod Kristus. Den blev jævnet med jorden. Gud havde på det tidspunkt et andet Jerusalem som de romerske hære ikke kunne ødelægge. Den kristne apostel Paulus henledte opmærksomheden på dette andet Jerusalem endnu før det jordiske Jerusalem var blevet udslettet. I et brev til de kristne i Lilleasien talte Paulus om patriarken Abrahams ægtehustru Sara og hans ægyptiske medhustru Hagar og anstillede følgende sammenligning:

⁷ „Hagar er bjerget Sinaj i Arabien [hvor de ti bud blev givet] og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn [de jødiske indbyggere i byen]. Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder. Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn.“ — Gal. 4:25, 26, 31.

 8. Hvorledes omtales dette andet Jerusalem i brevet til de kristne hebræere?

⁸ Dette andet Jerusalem, „Jerusalem, som er oventil“, blev nævnt i endnu et brev, som blev skrevet flere år før romerne ødelagde det jordiske Jerusalem i året 70. Dette brev var skrevet til hebræere som var blevet kristne, og det hed heri: „I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg [Sinaj], til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr [da de ti bud blev givet der], . . . Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal . . . og til en dommer, som er alles Gud, . . . og til den nye pagts mellemmand, Jesus.“ — Hebr. 12:18-24.

 9. Hvor så apostelen Johannes i et syn Jesus Kristus og hans efterfølgere stå, og hvad eksisterede stadig efter år 70 e.v.t.?

⁹ Senere så den kristne apostel Johannes i et syn Guds offerlam, Jesus Kristus, stå på det himmelske Zions bjerg og sammen med det de 144.000 trofaste som følger ham lige til deres død. (Åb. 14:1-5; 7:4-8) De kristne var altså på vej til noget himmelsk, noget som romerne aldrig ville kunne ødelægge. Da de romerske legioner så virkelig ødelagde det oprørske, antikristne Jerusalem på jorden, eksisterede det himmelske Jerusalem på det himmelske Zions bjerg derfor stadig og vedblev med at tjene som Guds trofaste organisation.

10. Hvorfor kan vi derfor ikke betragte det jordiske Jerusalem i dag som vor åndelige hovedstad?

¹⁰ Hvis apostelen Paulus og apostelen Johannes ikke beskæftigede sig med en jordisk by ved navn Jerusalem og dens politik, hvorfor skulle vi — hvis vi er sande kristne — så gøre det i dag? Hvorfor skulle vi dele kejser Konstantin den Stores syn på den hedenske by der blev bygget oven på det gamle Jerusalems ruiner og betragte den som et af den kristne histories hellige steder som man bør nære hellig ærbødighed for? Hvorfor skulle vi betragte Den hellige Gravs Kirke, som Konstantin byggede, som en helligdom for de kristne? Nej, som Paulus og Johannes holder vi os til det himmelske Jerusalem og det himmelske Zions bjerg, som vi er på vej til, for øje. Derfor kan vi ikke betragte det jordiske Jerusalem i dag som vor åndelige hovedstad, og vi kan heller ikke acceptere den religiøse teori at de kristnes åndelige hovedstad efter året 70 blev flyttet fra det jordiske Jerusalem til Rom, som havde forårsaget Jerusalems ødelæggelse.

Det Jerusalem profetien opfyldes på

11. I hvilke henseender opfylder vor tids jordiske Jerusalem ikke profetien i Zakarias 12:2, 3, og vil det blive skånet for ødelæggelse?

¹¹ På baggrund af alt dette kan tænkende kristne i dag ikke betragte Jerusalem i Det mellemste østen som den by hvorpå profetien i Zakarias 12:2, 3 skal opfyldes. Det er ikke den by som Jehova gør til en skål eller et bæger som vil få folkene rundt om til at rave når de drikker deraf. Det er ikke det Jerusalem som Jehova gør til „en byrdefuld sten for alle folkene“, en sten som de vil rive sig på hvis de prøver at løfte den og fjerne den. Det jordiske Jerusalem i dag repræsenterer ikke noget guddommeligt som skal skånes. Gud skånede ikke Jerusalem på Jesu tid. Hvorfor skulle vor tids Jerusalem, såvel den gamle muromkransede bydel som den nye åbne bydel, da skånes i Harmagedon, i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“? (Åb. 16:14-16) Den vil ikke blive skånet. Det er ikke den by Jehova Gud hentyder til når han i Zakarias 12:8 taler om „et værn omkring Jerusalems indbyggere“. (NW) Hvem bor i det jordiske Jerusalem i dag?

12, 13. (a) Fik profetien i Esajas 28:16 sin opfyldelse på det jordiske Jerusalem? (b) Hvordan giver Paulus det rette svar i Romerbrevet 9:31, NW?

¹² I Esajas 28:16 gav Jehova Gud følgende profetiske løfte: „Her lægger jeg som en grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, den kostelige hjørnesten i en fast grundvold. Ingen af dem som udøver tro skal blive grebet af panik.“ (NW) Fik denne profeti sin opfyldelse på det jordiske Jerusalem? Nej!

¹³ Apostelen Paulus citerer denne profeti i sit brev til de kristne i Rom, og i sin argumentation anvender han den ikke på det jordiske Jerusalem, som var dømt til undergang. Lige før citatet siger Paulus: „Skønt Israel jagede efter en retfærdighedens lov nåede det ikke til loven. Af hvilken grund? Den at det ikke jagede efter den ved tro, men som ved gerninger. De snublede over ’anstødsstenen’.“ Derefter citerer Paulus fra Esajas og siger: „Som der står skrevet: ’Se! jeg lægger i Zion en anstødssten og en forargelsesklippe, men han som grunder sin tro på den skal ikke blive skuffet.’“ — Rom. 9:31-33, NW.

14, 15. (a) Hvem anvendte apostelen Paulus Esajas 28:16 om, og hvorfor? (b) Hvorledes nedlagde Gud den symbolske kostelige hjørnesten dér?

¹⁴ Jøderne i Israel udøvede ikke tro på Jesus Kristus som Guds søn og den lovede Messias. De snublede over ham som over en sten. De overgav ham til romerne for at de kunne pælfæste ham, og eftersom de forkastede ham, skuffedes de i deres forhåbninger. Det er derfor tydeligt at apostelen Paulus anvendte profetien i Esajas 28:16 om det himmelske Jerusalem.

¹⁵ Den almægtige Gud Jehova lagde hovedhjørnestenen i det himmelske Zion eller Jerusalem da han oprejste sin søn Jesus Kristus fra de døde på den tredje dag og ophøjede ham til himmelen, hvor han skulle indtage pladsen som den ypperste i Guds himmelske organisation, det vil sige i det himmelske Zion eller Jerusalem. Dér tog den opstandne Jesus Kristus sæde ved Guds højre hånd. — Sl. 110:1, 2; Ap. G. 2:22-36; Hebr. 10:12, 13.

16. Hvad skete der, ifølge apostelen Peter, med de jøder der forkastede denne sten, og hvad skete der med dem der troede på stenen?

¹⁶ Til dem der da troede på Jesus Kristus som den sten Esajas 28:16 pegede frem til, skrev apostelen Peter: „Det er for jer han er kostelig, fordi I tror; men for dem som ikke tror ’er den selv samme sten som bygningsmændene forkastede blevet hovedhjørnestenen’, og ’en snublesten og en klippemasse til anstød’. De snubler fordi de er ulydige mod ordet. Dette var de også bestemt til. Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber’ som kaldte jer ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys. For I var engang ikke et folk, men er nu Guds folk.“ (1 Pet. 2:7-10, NW) De vantro jøder blev således forkastet, og de der troede på denne hovedhjørnesten blev Guds folk. Derfor lod Gud ødelæggelsen ramme det jordiske Jerusalem i året 70. Men det himmelske Zion eller Jerusalem, hvor hovedhjørnestenen var nedlagt, eksisterede stadig.

17. (a) Til hvornår ventede Jesus Kristus i det himmelske Jerusalem, og hvilken befaling fik han da? (b) Hvem er de jordiske nationer fjender af?

¹⁷ Den opstandne Jesus Kristus var den kongelige sten som Jehova Gud havde lagt som en fast grundvold i Zion i året 33. Her måtte Jesus Kristus vente ved Guds højre hånd indtil Jehova Gud, som forudsagt i Salme 110:1, 2, ’lagde Jesu fjender som en skammel for hans fødder’. Denne ventetid ville udløbe samtidig med hedningernes tiders udløb i 1914. Da ville Jehova Gud udrække Kristi vældes spir fra det himmelske Zion eller Jerusalem samtidig med at han gav befalingen: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ Hvem ville disse fjender være? Alle de jordiske nationer som er imod Guds himmelske rige med hans søn Jesus Kristus på tronen. Eftersom de er fjender af den kongelige sten der er nedlagt i det himmelske Zion eller Jerusalem, er de også fjender af denne himmelske stad. Den kongelige sten Jesus Kristus og det himmelske Jerusalem er uadskilleligt forbundet med hinanden. I denne forbindelse skal Jerusalem opfattes som den regerende del af Guds universelle organisation og omfatter altså ingen engle.

18, 19. Hvornår gør Jehova det himmelske Jerusalem til en skål der får folkene til at rave, og til en byrdefuld sten som de river sig på?

¹⁸ Ikke alle nationer i dag er fjendtligt indstillet over for det jordiske Jerusalem, men alle er fjendtligt indstillet over for det himmelske Jerusalem. Hvordan gør Gud da det usynlige himmelske Jerusalem til en skål eller et bæger der får folkene i alle disse jordiske nationer til at rave? Hvordan gør han det til en byrdefuld sten som de river sig på? Hvornår gør han det, og hvorfor gør han det?

¹⁹ Det ville ske efter året 1914, et betydningsfuldt år for hele universet. I dette år ophørte ventetiden for Jesus Kristus ved Guds højre hånd. Hvorfor? Fordi de såkaldte „hedningernes tider“ udløb i dette år omkring den syvende jødiske måned eller omkring den 1. oktober. — Luk. 21:24.

20. Hvad havde Jehova ikke grebet ind i indtil året 1914, men hvorledes gjorde han det i 1914?

²⁰ I året 607 før vor tidsregning havde den hedenske verdensmagt Babylon omstyrtet det forbilledlige Guds rige, som havde sæde i det jordiske Jerusalem, og en række verdensmagter fulgte efter Babylon og udøvede politisk herredømme over hele jorden. I 2520 år greb Jehova Gud ikke ind i disse nationers herredømme ved atter at oprette et rige i kong Davids slægt. Først ved udløbet af hedningernes tider i 1914 overdrog Gud magten til ham der var blevet nedlagt som hovedhjørnesten i det himmelske Zion eller Jerusalem i året 33, nemlig Jesus Kristus, Davids søn.

21. Hvor genfødtes Guds rige derfor, og hvad var det store spørgsmål?

²¹ Således genfødtes Guds rige i Davids kongelige slægt, ikke i det jordiske Jerusalem, som da var i tyrkernes besiddelse, men i det himmelske Jerusalem. Nu var spørgsmålet: Var nationerne såvel i som uden for kristenheden nu villige til at underlægge sig Guds nyfødte rige, som Jesus Kristus, „Davids søn“, herskede som konge over i det himmelske Zion eller Jerusalem?

22. Hvordan blev det jordiske Jerusalem indviklet i den første verdenskrig, og hvorledes skiftede herredømmet over Jerusalems gamle bydel indtil 1948?

²² I 1914 blev det jordiske Jerusalem ved sit tilhørsforhold til Tyrkiet indviklet i en krig der omspændte hele verden og som gjaldt verdensherredømmet. Den 30. oktober 1914 erklærede den første af de allierede nationer krig mod Tyrkiet, som havde stillet sig på Tysklands og Østrig-Ungarns side, og den 5. november 1914 erklærede England Tyrkiet krig. Således gik det til at englænderne under general Allenby den 9. december 1917 rykkede ind i Jerusalem, som herved atter kom ind under kristenhedens område. Senere fik England af Folkeforbundet overdraget Palæstina som mandat, og således forblev det indtil mandatet udløb den 15. maj 1948, kl. 24.01. Herefter kæmpede araberne og jøderne om Jerusalems gamle bydel. Det endte med at araberne vandt og jøderne blev fordrevet. Ingen af disse kæmpende nationer tænkte et øjeblik på det himmelske Jerusalem og dets konge.

23. Hvordan viste de nationer der deltog i den første verdenskrig at de var imod det himmelske Jerusalem?

²³ Er det berettiget at hævde at de nationer der deltog i den første verdenskrig var imod det himmelske Zion og det herredømme der udøvedes herfra af Guds søn, Jesus Kristus? Ja! Nationerne førte krig for at få afgjort hvilken politisk blok af nationer der skulle indtage førerstillingen blandt hedningemagterne på jorden. De ignorerede og trampede på det himmelske Jerusalems ret til herredømmet over jorden. Da nationerne hørte dette rige forkyndt blev de vrede. (Åb. 11:15-18) De afslørede herved deres modstand mod Guds rige og dets konge Jesus Kristus. De røbede deres vrede ved at vredes på de sande kristne der erkendte at Jesus Kristus var begyndt at regere fra himmelen og som derfor underlagde sig ham. Hvem var disse kristne?

24. Hvem var disse sande kristne som nationerne vrededes på?

²⁴ Det var det himmelske riges jordiske ambassadører. De efterlignede apostelen Paulus som skrev at „Gud ved hjælp af Kristus forligte en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han betroede os forligelsens ord“. Derefter siger han: „Vi er derfor ambassadører i Kristi sted som om Gud rettede en indtrængende anmodning gennem os. På Kristi vegne beder vi: ’Lad jer forlige med Gud.’“ — 2 Kor. 5:19, 20, NW.

25. Hvad forkyndte disse Rigets ambassadører under den første verdenskrig, og hvad opfordrede de folk til at gøre?

²⁵ Rigets ambassadører forkyndte at hedningernes tider var endt i 1914 og at den første verdenskrigs udbrud med alle dens forfærdelige følger var det forudsagte tegn på at „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ da var udløbet. De forkyndte at de nationer der ikke underlagde sig Guds oprettede rige ville gå til grunde i det kommende Harmagedonslag. De opfordrede folk til fredeligt at vende sig til Guds rige ved Kristus, for de der gjorde det ville blive skånet af Guds konge, der nu var indsat på tronen i det himmelske Jerusalem.

26. Hvem var forrest blandt disse kristne ambassadører, og hvorfor pådrog de sig folks had i alle lande?

²⁶ Forrest blandt disse kristne der optrådte som ambassadører for Guds oprettede rige i årene 1914-1916 var en fuldt indviet, døbt kristen ved navn Charles Taze Russell. Han var præsident for Watch Tower Bible & Tract Society, hvis hovedkontor ligger i Brooklyn, New York. De kristne der sluttede sig til Russell og forkyndte hedningernes tiders udløb og Guds riges oprettelse i himmelen blev foragteligt kaldt „russellitter“ af deres fjender. Dette navn blev hængende ved dem selv efter Russells død den 31. oktober 1916 og efter at Joseph F. Rutherford var blevet Selskabets præsident og disse internationale kristne bibelstudenters ledende talsmand. På dette tidspunkt støttede kristenhedens præster aktivt de stridende parter i den første verdenskrig, hvor enorme mængder blod blev udgydt. Men Rigets ambassadører nægtede af samvittighedsgrunde at deltage i den internationale konflikt om verdensherredømmet. Af den grund pådrog de sig folks had i alle lande, sådan som Mattæus 24:9 havde forudsagt.

27. Hvilken bemærkelsesværdig bog blev udgivet i 1917? Hvilket opsigtsvækkende foredrag blev første gang holdt i 1918, og hvilken retsforfølgelse blev bibelselskabets otte ledende mænd udsat for i 1918?

²⁷ I 1917, altså under krigen, udgav Vagttårnets selskab under dets præsident Joseph F. Rutherford i Amerika en bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed, der gav en forklaring på de bibelske profetier i Ezekiels bog og Åbenbaringens bog. Den 24. februar det følgende år holdt Rutherford i Los Angeles, Californien, for første gang sit berømte foredrag med den opsigtsvækkende titel „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“ Ikke mange måneder senere, nemlig den 21. juni 1918, blev Rutherford og syv af hans medarbejdere inden for bibelselskabet ved forbundsdomstolen idømt tyve års fængsel for hver af de fire anklager der var rejst mod dem ifølge loven om spionage og oprør mod staten. De tyve år for hvert af de fire anklagepunkter kunne dog afsones samtidig. På den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli 1918, blev de otte repræsentanter for Selskabet overført fra fængselet på Long Island i staten New York til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia.

28-30. (a) Hvem var dette angreb på kristne mænd i virkeligheden rettet mod? (b) Hvem stod ifølge bogen Preachers Present Arms bag dette angreb?

²⁸ Det var et angreb på kristne mænd. Men det var mere end det. Det var et angreb på Guds himmelske rige, som disse mænd var ambassadører for. Hvem stod bag angrebet? Var det muhamedanere, hinduer, buddhister eller konfucianere? For at finde svaret herpå vender vi os til bogen „Preachers Present Arms“ [Præster præsenterer gevær], der er fra 1933 og skrevet af en amerikansk sociologa ved Pennsylvania universitet. I kapitel 10, der beskæftiger sig med „Grupper af uforsonlige“, siges der på side 183-185:

²⁹ „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det var kirkerne og præsterne der stod bag forsøget på at tilintetgøre russellitterne. I Canada indledte præsterne i februar 1918 en systematisk kampagne mod dem og deres publikationer, især Den fuldbyrdede Hemmelighed. Ifølge Winnipeg Tribune var rigsadvokatens opmærksomhed blevet henledt på russellitterne, og forbudet mod deres bog mentes at være en direkte følge af ’præsternes henstillinger’.

³⁰ I Worcester, Massachusetts, anmodede B. F. Wayland myndighederne om at arrestere de internationale bibelstudenter og forhindre dem i at mødes i deres sale. Efter denne og lignende anmodninger fra de ortodokse kirkesamfunds præster begyndte man at arrestere russellitterne flere steder.

31. Hvorledes reagerede de religiøse ledere da disse kristne blev idømt fængselsstraffe, og hvad havde regeringen øjensynlig gjort for præsteskabet?

³¹ Da nyheden om de tyveårige fængselsstraffe nåede de religiøse blades redaktioner, frydede praktisk talt hvert eneste kirkeblad, stort som lille, sig over det. Det har ikke været mig muligt at finde en eneste sympatitilkendegivelse i nogen af de ortodokse kirkeblade. ’Der er ingen tvivl om,’ udtalte Upton Sinclair, ’at forfølgelsen . . . delvis skyldtes at de havde pådraget sig de „ortodokse“ kirkesamfunds had.’ Hvad kirkerne ikke ved forenede anstrengelser havde formået at gøre, så det nu ud til at regeringen havde haft held til at gøre for dem — den havde knust disse ’ba’alsprofeter’ for bestandig. . . .

32. Hvordan var præsteskabets reaktion da disse kristne senere blev løsladt?

³² Et år senere, da de dømte havde tilbragt tolv måneder i forbundsfængselet i Atlanta, omstødte appelretten dommen og mændene blev sat på fri fod. Denne dom blev hilst med tavshed af kirkerne. . . .

33. Hvilke sager fik krigstidens hysteri domstolene til at tage op?

³³ . . . Gamle religiøse stridigheder og fjendskaber, som domstolene ikke beskæftigede sig med i fredstid, fandt nu vej til retssalene under indflydelse af krigstidens hysteri.“

En skål der får folkene til at rave

34. Hvad blev berørt af dette højdepunkt i den religiøse forfølgelse, og hvilken profeti i Åbenbaringen om Guds vidner opfyldtes dermed?

³⁴ Forfølgelsen af disse indviede kristne under den første verdenskrig nåede efter alt at dømme sit højeste med ovennævnte fængsling af de ledende repræsentanter for Rigets ambassadører. Det berørte i høj grad disse kristne bibelstudenters vidnearbejde. Vi ser her uden tvivl en opfyldelse af profetien i Åbenbaringen 11:7-19 om Guds „to vidner“ der skulle dræbes af det politiske „dyr“ der steg op af afgrunden. De der boede på jorden frydede og glædede sig i sandhed også over de „to vidners“ død og lod det der var tilbage af dem ligge fremme til offentlig beskuelse.

35. Hvem var forfølgelsen i virkeligheden rettet imod da folk under den første verdenskrig efterstræbte Rigets ambassadører, og af hvilken regel fremgår det?

³⁵ I den profetiske lignelse om fårene og bukkene fremsatte Jesus Kristus, Kongen, følgende regel: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Matt. 25:40) Da den jødiske farisæer Saulus fra Tarsus forfulgte de jødiske kristne, og den opstandne Jesus Kristus åbenbarede sig mirakuløst for ham, anvendte Jesus regelen på ham idet han sagde: „Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?“ (Ap. G. 9:4; Fil. 3:4-6) På lignende måde kan man sige at da mennesker under den første verdenskrig forfulgte og modstod de kristne ambassadører for Guds rige, forfulgte og modstod de i realiteten Jesus Kristus, den kongelige sten der var blevet nedlagt i det himmelske Zion eller Jerusalem. Denne voldsomme modstand skulle imidlertid ikke blive uden konsekvenser for forfølgerne.

36. Hvilken handlemåde havde Jehova Gud i Zakarias 12:2, 3 advaret nationerne imod?

³⁶ For lang tid siden havde Jehova Gud i Zakarias 12:1-3 advaret nationernes folk imod at røre ved hans himmelske Jerusalem og dets konge af Judas stamme og Davids slægt. Hvis de gjorde det alligevel, ville det blive til skade for dem selv: Skaberen, Jehova Gud, sagde: „Her gør jeg Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem. Og det skal ske på hin dag at jeg gør Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene. Alle der løfter den vil med sikkerhed hente sig slemme rifter; og alle jordens nationer skal visselig samle sig mod hende.“ — NW.

37, 38. (a) Hvem ville belejringen, ifølge Zakarias’ profeti, være vendt imod? (b) Hvem er i vor tid de judæere der omtales i Zakarias’ profeti?

³⁷ Hvem ville belejringen ifølge denne profeti være vendt imod? Ikke blot mod regeringsbyen Jerusalem, men også mod Juda. På profeten Zakarias’ tid var Juda det område der hørte ind under det genopbyggede Jerusalem. Judas indbyggere var undersåtter under Jerusalem og Davids slægt, kongehuset.

³⁸ Det Judas land som den forudsagte belejring er vendt imod er i dag beboet af åndelige judæere, de åndelige ambassadører for det himmelske Jerusalem. En rest af disse åndelige jøder, nogle få tusinde, er stadig tilbage på jorden. Husk i denne forbindelse at Paulus i Romerne 2:28, 29 siger at den er ikke jøde eller judæer som er det i det udvortes som følge af kødets omskærelse. En virkelig jøde eller judæer er den der er det i det indvortes, ved hjertets omskærelse. Hvert medlem af resten er en sådan åndelig jøde.

39. Hvem vil denne rest til sidst blive forenet med, og hvem er en belejring af dem derfor en belejring af?

³⁹ Som der siges i Hebræerne 12:22 er resten kommet til et Zions bjerg der er mere ophøjet end det jordiske, nemlig det hvorpå „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“, er beliggende. Når restens medlemmer fuldfører deres jordiske løb som ambassadører i Kristi sted vil de blive forenet med Guds lam, Jesus Kristus, der nu regerer i himmelsk herlighed på Zions bjerg. (Åb. 14:1-3) Når de fjendtlige folk belejrer denne rest, belejrer de derfor også det himmelske Jerusalem eller Zions bjerg. De prøver at hindre Kristus i at regere over jorden og dens beboere.

40, 41. (a) Med hvilken fødsel og hvilken krig forbinder Åbenbaringens bogs tolvte kapitel dette anslag mod Rigets ambassadører? (b) Hvilke andre børn har det himmelske Jerusalem, og hvad gør den nedstyrtede Satan Djævelen mod dem?

⁴⁰ Dette anslag mod Guds riges fredelige ambassadører er skildret med et profetisk billede i Åbenbaringens bogs tolvte kapitel. I dette kapitel fremstilles det himmelske Jerusalem, Guds organisation, som en kvinde der er omgivet af himmellegemernes stråleglans. Som Guds kvinde eller hustru føder hun en søn. Dette drengebarn snappes bort fra den ildrøde drage, Satan Djævelen, som er parat til at sluge det, og bringes til kvindens ægtemand, Gud, hvor det sættes på Guds trone. Dermed er dragens plan forpurret. En krig i himmelen følger Guds riges fødsel og Kristi indsættelse på tronen som konge. Dragen og dens dæmonengle fordrives fra himmelen og nedstyrtes til jorden. Et sejrsråb lyder gennem himmelen: „Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.“ (Åb. 12:1-10) Heraf fremgår det at det himmelske Jerusalems søn er Guds rige med Jesus Kristus som den regerende konge.

⁴¹ Det himmelske Jerusalem har andre børn. De befinder sig på jorden endnu. Hvad gør dragen, Satan Djævelen, derfor nu da den er blevet nedstyrtet til jorden? I himmelen fik den ikke held til at opsluge det himmelske Jerusalems drengebarn, der blev bortrykket til Guds trone. Derfor prøver den på jorden at opsluge resten af hendes sæd eller børn. Ved at forfølge dem og bekæmpe deres kristne arbejde forfølger den deres moder, Guds kvinde, det himmelske Jerusalem. Åbenbaringen 12:17 beskriver dette således: „Dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de tilbageværende af hendes sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus.“ (NW) De der er tilbage af det himmelske Jerusalems børn eller afkom må i dag bære vidnesbyrd om at Jesus er den regerende konge som Gud har indsat på tronen.

42. Hvilke midler bruger den usynlige drage i sin krig mod Rigets ambassadører på jorden?

⁴² Men hvordan fører den usynlige, åndelige drage, Satan Djævelen, krig mod dette nyfødte riges ambassadører? Ved hjælp af denne verdens synlige, jordiske riger, hvis gud han er. (2 Kor. 4:4) Dragen kan bruge denne verdens riger til at udstede love der er imod Rigets ambassadører for på denne måde at standse dem.

43, 44. (a) Hvilken virkning havde det på fjenderne da Rigets ambassadører i 1919 stod frem og genoptog arbejdet? (b) Hvorledes blev dette skildret i den åbenbaring Johannes modtog?

⁴³ Under den første verdenskrig blev Rigets forkyndere midlertidigt bremset i deres arbejde. Men i foråret 1919 trådte de atter frem på den jordiske skueplads efter at Vagttårnsselskabets præsident og dennes syv medarbejdere var blevet løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, og havde forladt det for aldrig senere at vende tilbage dertil. Den nedstyrtede drage har ført krig imod dem lige siden. Han er den der usynligt har stået bag den forfølgelse som verdens nationer har iværksat imod dem. Ifølge Jesu profeti i Mattæus 24:14 har de fået befaling til at forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. Da de stod frem og påbegyndte dette arbejde kom det fuldstændig bag på dragen, ja, og bag på alle verdens nationer der var underlagt hans magt, for nu så de deres planer forpurret. Det var som om disse Kristi vidner var opstået fra de døde, som om de fra offentlig vanære var blevet oprejst til himmelsk hæder. Det er nøjagtig sådan det skildres i den åbenbaring Johannes modtog. Om de „to vidner“ beretter han:

⁴⁴ „Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem. Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: ’Kom herop!’ Og de steg op til Himmelen i skyen, mens deres fjender så efter dem.“ — Åb. 11:11, 12. Sammenlign Åbenbaringen 9:1-6 hermed.

De skader kun sig selv

45. I hvilken tilstand befinder, ifølge Zakarias 12:7, de åndelige judæere sig i forhold til det himmelske Jerusalem?

⁴⁵ De i åndelig forstand oprejste ambassadører for Riget er åndelige jøder eller judæere som endnu ikke er indgået i det himmelske rige, det himmelske Jerusalem Da de endnu befinder sig på jorden og er udsat for Djævelens angreb gennem dennes jordiske regeringer, befinder de sig uden for det himmelske Jerusalem og bor så at sige i telte på marken uden for dets mure. Fra dette synspunkt siges der i Zakarias 12:7: „Og Jehova vil visselig frelse Judas telte først, for at Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed ikke skal overgå Judas for meget.“ (NW) — Jfr. 2 Samuel 11:11.

46. Hvorfor frelses disse åndelige „Judas telte“ først, og hvad tvinges fjenden derved til at erkende?

⁴⁶ De der ligger lejret på åben mark i Juda er naturligt nok de første som fjenden kan nå. Derfor må de frelses først. Frelsens skønhed må også ses over disse, og det først. Hele den åndelige nation er i fare, og ikke blot regeringsbyen og kongefamilien. Når Jehova frelser de åndelige judæeres telte først, vil fjenden se at den judæiske rest af Rigets ambassadører er af større værdi i Guds øjne end fjenden foragteligt havde tænkt. Fjenden tvinges på denne måde til at erkende at resten er lige så dyrebar for Jehova Gud og lige så vel fortjener frelse som det åndelige Israels øvrige medlemmer, der allerede er herliggjort og er sammen med den regerende konge Jesus Kristus i det himmelske rige.

47. Hvilken „skønhed“ vil resten af de åndelige judæere som endnu befinder sig her på jorden, også få del i, og hvorfor vil de ikke blive overset?

⁴⁷ Den rest der endnu befinder sig her på jorden vil få del i frelsens skønhed sammen med det himmelske Jerusalem, dets konge af „Davids hus“ og alle dennes medarvinger. Riget vil ikke overse denne trofaste rest der endnu befinder sig på jorden. Den skal også arve Riget sammen med Kristus for at Rigets kongelige familie kan blive fuldtallig, i overensstemmelse med Jehova Guds hensigt. Selv om Jesus Kristus af Gud er udnævnt til overhoved for den himmelske kongefamilie, deler han sin himmelske herlighed med sine medarvinger. (Joh. 17:22-24) Hele den kongelige families endelige herlighed vil blive ligeligt fordelt mellem alle dens medlemmer. På denne måde vil den større Davids hus’ skønhed og det himmelske Jerusalems indbyggeres (hans medarvingers) skønhed ikke blive større end den skønhed der hviler over resten af de åndelige judæere, som er under belejring her på jorden.

48. Hvad erfarer fjenderne ved at belejre Guds riges interesser, og hvorfor?

⁴⁸ Jordens nationer belejrer det himmelske Jerusalem og dets kongehus ved at belejre resten af Rigets ambassadører. Herved skader de dog kun sig selv. De erfarer noget der får dem til at rave som berusede og henter sig kun rifter og flænger. Hver gang de i deres hadefuldhed rører Guds riges interesser og Guds riges ambassadørers interesser må de gøre regnskabet op med Gud. Dette må de erfare allerede nu som en optakt til selve Harmagedonslaget.

49. Hvorledes samler fjenderne sig som om et fælles bæger, og hvordan virker denne drik på dem?

⁴⁹ Nationerne er vældigt opstemte lige på det tidspunkt de forfølger og udplyndrer Rigets ambassadører, men deres glæde og tilfredshed varer ikke ved. Den kongelige sten Jesus Kristus er blevet lagt som en fast grundvold i det himmelske Zion eller Jerusalem, så når jordens nationer samler sig om Rigets ambassadører som om et fælles bæger og venter at smage den herligste vin — hvad sker der da? De får noget at drikke, men hvilken drik! Den giver dem ingen glæde eller følelse af velvære, men gør dem så svimle og fortumlede at de hverken véd ud eller ind. Hermed er deres undergang vis.

50. Nævn et eksempel fra jøden Mordokajs tid der viser at anslag mod Guds folk virker som en boomerang på fjenden selv.

⁵⁰ Her er en række advarende eksempler på hvordan anslag mod Guds folk har virket som en boomerang på fjenden selv. Profeten Zakarias fuldførte sin profetiske bog i 519 f.v.t. Cirka femogfyrre år senere var amalekitten Haman førsteminister i perserriget. Han fik perserkongen til at udstede en lov mod Jehovas folk, der fandtes spredt i perserrigets 127 provinser, heriblandt det genopbyggede Jerusalem. Denne lov, der ifølge persisk skik ikke kunne omstødes, gik ud på at en massakre skulle foranstaltes på Jehovas folk på den trettende dag i adar måned i året 474 f.v.t. En tid lang hoverede Haman over sit onde anslag mod Jehovas folk. Men så vendte bladet sig for ham. Hans hustru sagde advarende til ham: „Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første gang er kommet til kort, er af jødisk æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit fald til sidst!“ (Est. 6:13) Haman havde glædet sig over sin politiske sejr over Jehovas folk, Jerusalem indbefattet. Pludselig vendtes hans glæde til ulykke for ham da han blev hængt i den selv samme galge som han havde tiltænkt jøden Mordokaj. Da den skæbnesvangre dag for jøderne senere indtraf, forsvarede de sig med kongens bemyndigelse og dræbte de fjender der vovede at følge Hamans lov. Til slut blev Hamans ti sønner også hængt i den galge som deres egen fader havde rejst til en af de forhadte jøder.

51. Hvilket advarende eksempel er der fra dengang kong Nebukadnezar af Babylon opstillede sin guldbilledstøtte?

⁵¹ Før den tid var tre trofaste jøder i Babylon, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, blevet kastet i den gloende ovn fordi de nægtede at bøje sig for og tilbede den guldbilledstøtte som kong Nebukadnezar havde rejst. De babyloniske soldater som kastede dem ind i ovnen blev brændt til døde af flammerne, men de tre trofaste tilbedere af Jehova Gud kom levende ud igen. — Dan. 3:21-27.

52. Hvilket eksempel blev givet på den tid da profeten Daniel nægtede at holde op med at bede til sin Gud?

⁵² Senere blev deres nære ven, profeten Daniel, kastet i løvekulen fordi han ikke ville holde op med at bede sine daglige bønner til Jehova Gud. Politiske fjender som søgte at finde en anledning imod ham havde gennemtvunget en lov efter hvilken Daniel ikke kunne fortsætte sin gudsdyrkelse. Den følgende dag blev Daniel imidlertid hentet uskadt op fra løvekulen, mens ophavsmændene til planen selv blev kastet for løverne og fortæret. — Dan. 6:1-24.

53. Hvilket eksempel har vi fra slutningen af Jesu første nærværelse år 33 e.v.t.?

⁵³ I året 33 e.v.t. led Jesus Kristus døden på foranledning af Jerusalems religiøse ledere, som råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Da de havde udvirket hans død for romernes hånd troede de at de for bestandig havde bragt Jesu indviede efterfølgere til tavshed. Men på den tredje dag oprejste Gud Jesus fra de døde, og Jesus gav sine efterfølgere befaling til at forkynde igen, ikke blot i Jerusalem og Judæa men på hele den beboede jord, hvor de skulle gøre disciple af folk fra alle nationer. — Matt. 28:19, 20; 24:14.

54. Hvilket eksempel er der at hente fra de tolv apostles tid til Jerusalems ødelæggelse i 70 e.v.t.?

⁵⁴ Apostlene adlød Jesu ord og forkyndte åbent i templet, og resultatet blev at de religiøse ledere i Jerusalem skred ind. De satte apostlene i fængsel, men Guds engel førte dem ud derfra om natten og befalede dem at gå tilbage og genoptage forkyndelsen i templet. Efter at de atter var blevet arresteret og ført frem for den jødiske højesteret forklarede de hvorfor de ikke var holdt op med at forkynde. De sagde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. . . . Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ Vaklende over for dette uimodsigelige argument lyttede dommerne til Gamaliels råd: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ (Ap. G. 5:17-39) Trods forfølgelse forblev den kristne menighed i Jerusalem. Først da Jerusalems ødelæggelse i året 70 nærmede sig, flygtede de kristne fra byen. De der havde kæmpet mod Gud havde tabt og havde pådraget sig slemme rifter!

55. Hvorledes omtaler kristenhedens religiøse systemer Jehovas vidner, og hvordan tabte Hitler sin kamp imod deres Gud?

⁵⁵ Lad os nu gå frem til vor egen tid. Dragen, Satan Djævelen, har ægget folkene til at føre krig mod Guds oprettede riges salvede ambassadører. I 1931 begyndte disse ambassadører for Riget at kalde sig med navnet „Jehovas vidner“. Kristenhedens religiøse systemer foragter dette navn og kalder os „falske vidner for Jehova“. Efter den første verdenskrig oprejste Satan Djævelen politiske diktatorer i forskellige lande for at udslette vidnerne. I 1934 sendtes protester fra hele verden til Hitler mod hans djævelske forfølgelse af Jehovas vidner. I Berlin sagde indenrigsminister dr. Wilhelm Frick i sin irritation over disse protester til Hitler: „Hvis bibelstudenterne ikke øjeblikkelig falder til føje vil vi tage vore forholdsregler imod dem og anvende de strengeste midler,“ hvorpå Hitler skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Men Hitler skabte kun vanskeligheder for sig selv. Han tabte kampen mod Gud. Jehovas vidner findes stadig i Tyskland. I Vesttyskland forkynder de og mødes de frit, og i Østtyskland fortsætter de trofast deres arbejde under jorden.

56. Hvorledes er det kommunistiske Rusland blevet advaret, og hvordan taber det i sin kamp mod vidnernes Gud?

⁵⁶ I det kommunistiske Rusland har diktator efter diktator haft magten. Jehovas vidner, der er forbudt dér og i de kommunistiske vasalstater, er gået under jorden. Med risiko for deres liv og frihed har de valgt at adlyde Gud fremfor mennesker. I 1956-57 vedtog Jehovas vidner ved store stævner der blev holdt i frie lande verden over, en resolution i hvilken de oplyste ministerpræsidenten om tilfælde af forfølgelse af Jehovas vidner i Rusland og anmodede om at Jehovas vidners stilling måtte blive taget op til overvejelse på religionsfrihedens grundlag. Hvad var Khrushchevs svar? En forstærkelse af forfølgelsen!b Trods dette lykkes det os dog stadig at få rapporter ud af Rusland, og rapporterne viser at Jehovas vidner er særdeles aktive under jorden, til stor bekymring og ærgrelse for kommunisterne. I deres kamp mod Gud er det dem der pådrager sig rifter og flænger, ikke Gud, og heller ikke det himmelske Jerusalem.

57, 58. (a) Hvorledes er Jehovas vidner blevet belejret i såkaldte demokratiske lande? (b) Hvordan viste Amerikas højesteret at den havde fået rifter i forbindelse med sin kendelse angående Jehovas vidners børn?

⁵⁷ Endog i såkaldte demokratiske lande har regeringer og folk belejret Jehovas vidner for at få dem til at svigte deres kristne uangribelighed. Nogle steder har man skabt uret i lovens navn, arresteret dem, ført dem for retten og sat dem i fængsel for at standse deres forkyndelse af Guds rige fra hus til hus.

⁵⁸ Sådanne forsøg på misbrug af loven er ikke lykkedes. Som følge af at Jehovas vidner har fastholdt deres kristne neutralitet i denne verdens dødbringende konflikter, er de blevet overfaldet af pøbelsværme og har fået deres mødesale ødelagt. I 1940 afsagde De forenede Staters højesteret en kendelse med 8 stemmer mod 1 om at børn af Jehovas vidner skulle adlyde skolemyndighederne og tilskrive et nationalt symbol frelse og beskyttelse ved at hilse det. Den bølge af pøbeloverfald der herefter gik over hele landet satte en skamplet på nationen. Højesteret følte at den havde fået alvorlige rifter og flænger. Den 14. juni 1943 omstødte højesteret med 6 stemmer mod 3 sin egen kendelse i denne sag og erklærede at man havde lov til at dyrke Gud i overensstemmelse med sin samvittighed. Denne modige kendelse blev afsagt endnu mens den anden verdenskrig rasede.

59, 60. (a) Hvordan har fjenderne selv lagt op til disse juridiske kampe, og hvad har resultatet været? (b) Hvilken følelse har siden den anden verdenskrig skabt yderligere vanskeligheder for vidnerne?

⁵⁹ Jehovas vidner har gentagne gange værget sig med lovens hjælp som i dronning Esters dage, og har ofte ført kampen helt op til højesteret. I De forenede Stater har de vundet 36 af 50 sager der har været for højesteret. I Canada har de udkæmpet lignende kampe og vundet lignende sejre i retssalene.

⁶⁰ Regeringer i andre lande har forsøgt at røre ved Jehovas vidners religiøse rettigheder, men ikke uden at skabe sig selv ubehageligheder. (Ordsp. 6:27, 28) Men siden den anden verdenskrig er nationalfølelsen blevet stærkere hele jorden over, og dette har skabt yderligere vanskeligheder for Jehovas vidner.

61. Hvilken virkning har dragens krig mod resten haft på mange mennesker, og hvad har de gjort?

⁶¹ I seksogfyrre år har den nedstyrtede drage, Satan Djævelen, ved hjælp af jordens nationer ført krig mod resten af det himmelske Jerusalems børn, de salvede ambassadører for Guds himmelske rige. Hvad har resultatet været heraf? At tusinder har set og erkendt at denne verdens religiøse og politiske systemer i virkeligheden kæmper mod Gud, mod det himmelske Jerusalem og dets kongelige familie af „Davids hus“. De har taknemmeligt taget imod det vidnesbyrd som Rigets ambassadører har aflagt og har stillet sig på deres side, på det himmelske Jerusalems side og på det nyfødte riges side. De skiller sig ud fra dem der belejrer det himmelske Jerusalem og „Davids hus“ og slutter sig til Rigets salvede ambassadører for sammen med dem at forkynde budskabet om Riget på hele jorden. De yder „Judas telte“ på den åbne mark deres fulde støtte, de telte som Jehova Gud har lovet at frelse først.

Belejrerne tilintetgøres

62. Hvilken endelig opfyldelse af Zakarias’ profeti om den byrdefulde sten er nationernes erfaringer kun en optakt til, fordi de har forsøgt at røre ved Rigets repræsentanter?

⁶² Indtil nu er folkene og nationerne blevet drevet vaklende tilbage med flænger og rifter efter at have forsøgt at røre det himmelske Jerusalems og dets konges synlige repræsentanter på jorden. Men det er kun optakten til den store og endelige opfyldelse af Zakarias’ profeti. Nationerne har endnu ikke lært nok til at undlade at røre dem, til at hæve belejringen. Under usynlige dæmoners indflydelse føres de frem til en situation der kræver en endelig og afgørende kamp med den almægtige Gud, et Harmagedonslag. (Åb. 16:14-16) I deres sidste forsøg på at rydde Guds rige, som hersker fra det himmelske Jerusalem, af vejen, ligesom man rydder en kampesten af vejen, ved at søge at bortrydde Rigets forkyndere, vil de blive revet i stumper og stykker. Den kongelige sten som er lagt i Zion (eller Jerusalem) vil knuse dem ligesom stenen knuste metalbilledstøtten i den babyloniske konges drøm. Jesus Kristus sagde til sine modstandere: „Den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.“ — Matt. 21:44; Dan. 2:34, 36, 44, 45.

63. Hvorfor behøver vi ikke at blive grebet af en panikagtig frygt salv om fjenderne forstærker belejringen?

⁶³ Selv om Guds riges jordiske fjender efterhånden forstærker og udvider belejringen af dem der forkynder dette rige som den eneste retmæssige regering over jorden, behøver disse forkyndere altså ikke at blive grebet af en panikagtig frygt. Den almægtige Gud vil give os mod til at møde dette sidste der skal komme. „’På hin dag,’ lyder det fra Jehova, ’vil jeg slå hver hest med forvirring og dens rytter med vanvid; og over Judas hus vil jeg åbne mine øjne, og enhver af folkenes heste vil jeg slå med blindhed. Og Judas stammehøvdinger skal sige i deres hjerte: „Jerusalems indbyggere er en styrke for mig ved hærskarers Jehova, deres Gud.“ På den dag vil jeg gøre Judas stammehøvdinger til en ildgryde blandt træer og til en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg, og de skal fortære alle folkene rundt om, til højre og venstre, og Jerusalem skal bebos på dets eget sted, i Jerusalem.“ (Zak. 12:4-6, NW) Vi behøver derfor ikke at tabe modet!

64. Hvad vil Jehova gøre ved fjendens krigsmaskine, og hvad må Judas åndelige stammehøvdinger indrømme?

⁶⁴ Vor Gud, Jehova, lover at han vil tage sig af den angribende hest og dens rytter, Satan Djævelens synlige krigsmaskine. Jehova vil slå den med blindhed og forvirring, mens han selv vil holde øjnene åbne over de åndelige judæere på jorden og deres loyale medarbejdere, og bevare dem og tage sig af dem som sit folk. Judas åndelige stammehøvdinger må indrømme at de ikke i egen kraft formår at støtte det himmelske Jerusalem og dets kongehus. Den styrke de har, beror på den usynlige hjælp de får fra det himmelske Jerusalems kongelige indbyggere, først og fremmest Jesus Kristus.

65. Hvordan kæmper disse stammehøvdinger og de der tjener under dem, mod fjenden, og hvad sammenlignes virkningerne heraf med?

⁶⁵ Judas åndelige stammehøvdinger og naturligvis også de der tjener under dem kæmper ikke mod fjenden med kødelige, dødbringende våben. Vore våben er udelukkende af åndelig art, nemlig Guds skrevne ord og de budskaber det indeholder. Når Judas åndelige stammehøvdinger forkynder Guds ord og lader belejrerne og angriberne føle Jehovas brændende og fortærende vrede, forårsager de, billedligt talt, en kæmpebrand. Allerede nu bliver de under engles ledelse brugt til at udgyde ’Guds harmes sidste syv plager’ over alle de folk der er fremmede for ham. (Åb. 15:1 til 16:21) Hvilken pine for belejrerne!

66, 67. (a) Hvad vil Jehova finde hvad de fjendtlige nationer angår? (b) Hvad vil Jehova finde hvad de åndelige judæere og deres trofaste medhjælpere angår?

⁶⁶ Når tiden er inde til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ behøver han ikke at lede længe for at finde en retfærdig grund til at udslette de åndelige judæeres og deres indviede medarbejderes angribere. Men han vil finde mange grunde til at beskytte sit riges ambassadører og deres trofaste medhjælpere. Derfor siger han ved sin profet:

⁶⁷ „Og Jehova vil visselig frelse Judas telte først, for at Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed ikke skal overgå Judas for meget. På den dag vil Jehova være et værn omkring Jerusalems indbyggere; og den der snubler iblandt dem skal på den dag blive som David, og Davids hus som Gud, som Jehovas engel foran dem. Og det skal ske på den dag at jeg vil søge at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem.“ — Zak. 12:7-9, NW.

68. Hvad vil belejrerne „på den dag“ bringe over sig selv?

⁶⁸ „På den dag“ vil det himmelske Jerusalem i fuldeste forstand blive en skål eller et bæger der får folkene til at rave, og en byrdefuld sten som de der tror sig stærke nok til at løfte og fjerne den vil rive sig slemt på. Deres onde anslag mod det himmelske Jerusalems interesser bliver til skade for dem selv. De bliver selv skyld i at de udslettes for Jehovas hånd, han som kan ødelægge både legeme og sjæl i den evige udslettelses Gehenna. (Matt. 10:28) De skal altså tage sig i agt!

69. Hvad er det vor pligt at gøre over for den Guds engel der drager foran os, og hvad vil de der gør dette, erfare?

⁶⁹ Hvad os angår, føler vi måske — når vi ser de fjender vi står overfor på jorden — at vi er svage, at vi snubler og stavrer af sted og ikke formår at holde os oprejst. Men det himmelske rige er stærkt og vældigt. Dets kraft er stor nok til at knuse alle dets fjender. Dets regerende konge, Jesus Kristus, af „Davids hus“, vil leve op til sit gudgivne navn „Vældig-Gud“. Han er den Jehovas engel der drager foran os, og vi må stadig følge ham, den større David. Vi har derfor al grund til at stole på Jehova Gud og hos ham hente kraft til at holde ud til de fjendtlige belejrere er tilintetgjort. De åndelige „Judas telte“ og den „store skare“ af deres trofaste medarbejdere kan være sikre på at Jehova Gud til sidst vil frelse dem ved sin uovervindelige konge over alle konger, Jesus Kristus. — Es. 9:6; Åb. 7:9-17.

[Fodnoter]

„I de senere år har meget af den anti-religiøse propaganda især været rettet mod de små grupper, såsom Jehovas vidner, der aktivt propaganderer for ulydighed mod staten.“