hans ord, en mand der viste ubetinget lydighed. (1 Mos. 15:1, 6; Rom. 4:18-22) Abrahams lydighed var baseret på hans kendskab til hvad Gud havde gjort for Noa og Sem, Abrahams forfædre. Hans afkom gennem hans trofaste hustru Sara modtog den enestående velsignelse at blive Guds pagtsfolk, et folk der blev brugt i Guds hensigt.

De andre nationer gik deres egne veje, blev styret af mennesker og var ulydige mod Gud. Gud lod dem nyde solen, regnen og jordens frugt, men ellers gjorde han ikke noget for dem; han blandede sig ikke i hvad de foretog sig, undtagen når det berørte hans udvalgte folk. (5 Mos. 32:8) Og selv i sådanne tilfælde greb Gud ikke ind fordi Israel havde fortjent det, men på grund af sin egen retfærdige hensigt. Da Moabs kong Balak for eksempel ønskede at profeten Bileam skulle forbande Israel, forhindrede Gud Bileam i at udtale en forbandelse der ville sætte Balak i stand til at udslette Israel. Dette måtte ikke ske fordi Gud brugte Israel i forbindelse med sin hensigt. — 4 Mos. 22:12; 24:10.

Men Jehova havde ikke glemt de andre nationer. Alt imens han udelukkende beskæftigede sig med Israel, arbejdede han på at velsigne de andre nationer siden hen, selv om de var uvidende om dette.

Gud har ikke været uretfærdig

Ingen har ret til at klage over at Gud udvalgte en enkelt nation for at give os som lever i dag grundlag for tro og forståelse. Det er sandt at Israel for en tid blev velsignet fremfor andre nationer. Men det at bære Jehovas navn gav til gengæld denne nation et stort ansvar som ingen andre nationer havde; Israel var direkte ansvarligt over for Gud. Israelitterne blev tugtet strengt af Jehova når de syndede, de blev ramt af plager og fangenskab, og til sidst blev deres land lagt øde på grund af deres forhærdede ulydighed. — 5 Mos., kap. 28.

Jehova Guds fremragende visdom blev således demonstreret i praksis. Man ser også hans visdom i den måde han bevarede sandheden på. Han overgav den til Israel, samtidig med at han tugtede denne nation og holdt den sammen ved hjælp af Lovpagten, mens andre nationer, der var underlagt menneskers styre, fortsatte med at dyrke falske guder som de selv havde opfundet. — Sl. 96:5; 115:2-8; Rom. 3:1, 2.

Alt hvad Jehova har gjort peger frem mod hans største gave til menneskeheden, nemlig „sæden“, kongen i Guds regering over jorden, som vil skænke evigt liv til alle lydige mennesker. (Ap. G. 17:30, 31) Guds visdom kommer også slående til udtryk i at han ved hjælp af slægtsfortegnelserne, profetierne og kronologien i De hebraiske Skrifter har udpeget Messias så ingen tvivl er mulig. (Joh. 5:39; Åb. 19:10) Den historiske beretning giver os ikke blot trøst og håb, men den tjener også som en rettesnor for livet i dag, idet den forsyner os med forbilleder og eksempler der kan tjene til „påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. — 1 Kor. 10:11; Hebr. 10:1.

Hvornår er en nation „civiliseret“?

● Sir Winston Churchill skrev i sin bog Den store Alliance (bind 3 af Den anden Verdenskrig) om den fremgang Japan nød efter at have slået Rusland i 1905. Han bemærkede: „Med Forbløffelse var Verden i 1905 Vidne til Czar-Ruslands Nederlag, ikke alene til Søs, men ogsaa til Lands, over for store Hære, der blev transporteret til Fastlandet og vandt vældige Feltslag i Manchuriet. Japan indtog sin Plads blandt Stormagterne. Og Japanerne var selv forbavsede over den Respekt, de fremkaldte.“ Hvilke tanker gjorde japanerne sig om dette?

Ifølge Churchill skulle de have sagt således: „Da vi sendte Dem de smukkeste Udtryk for vor ældgamle Kunst og Kultur, spottede De os og lo ad os. Men efter at vi har faaet en første Klasses Flaade og Hær med moderne Vaaben, betragtes vi som en højt civiliseret Nation.“