Vejen til frygtløshed til det sidste

 1. Hvad betyder eller kræver det at tale sammen for at lære sandheden at kende?

AT TALE sammen for at få mere kundskab om sandheden må tydeligvis indbefatte at deltage regelmæssigt i bibelstudium, at være til stede ved og deltage i så vid udstrækning som muligt i tjenestemøderne og den teokratiske skoles møder og naturligvis at være til stede ved de zonestævner og andre stævner, som Herrens organisation arrangerer. Alt dette er foranstaltet af Herren, for at vi kan lære sandheden at kende og hente „kraft fra Herren og hans vældige styrke“. Efterhånden som den enkelte tjener vokser i kundskab, vil han ønske at gøre denne kundskab tilgængelig for andre. Derfor er der forkyndelsen af det gode budskab, det at tale til dem uden for kredsen, folk i almindelighed, ja at gå fra hus til hus og dernæst at aflægge genbesøg, indtil interessen flammer op til et ønske om et studium. Jo oftere Jehovas børn taler sammen og bringer budskabet til andre, desto mere velbehageligt er det i hans øjne.

 2. Hvilken virkning har en sådan trofast tale på en?

² Er det ikke tilfældet, at de tjenere, der kommer regelmæssigt til møderne og er interesseret i planerne for arbejdet og i den egentlige forkyndergerning og er til stede ved alle møderne under zonestævner, også er dem, der er mest levende, som altid drøfter sandheden og er på udkig efter lejligheder og forrettigheder i tjenesten? Taler de ikke altid om deres genbesøg, deres studier, eller om hvordan denne eller hin er blevet hjulpet i arbejdet? Disse kære venner har ikke tid til noget andet, men holder sig fri af den gamle verdens foretagender, for at de frivilligt kan være den Herres Jesu Kristi trælle.

 3, 4. Hvilke forsikringer giver os tilfredshed, fred, lykke og frihed?

³ Intet undgår Herrens øje. „Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ (Mattæus 6:4) Han lægger mærke til trofast, loyal tjeneste. Aldrig overser han en handling. „I himlen er Jehovas trone; på jorderig skuer hans øje ned, hans blik ransager menneskens børn.“ (Salme 11:4) Vi ved, at hans øjne sover aldrig, og han våger altid over sine børns bedste interesser. „Han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje; de skal bære dig på deres hænder, at du ikke skal støde din fod på nogen sten.“ (Salme 91:11, 12) Husk på de dyrebare løfter: „Jehovas øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krøniker 16:9) „Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. . . . Ny kraft får de, der bier på Jehova.“ (Esajas 40:28, 29, 31) Tilfredshed og fred er deres lod, der lever i bevidstheden om, at Jehovas styrke altid er parat til at komme dem til hjælp, og at han våger over deres bedste interesser, og de stoler på, „at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede“. — Romerne 8:28.

⁴ Hvorfor skulle den kristne så frygte? Med sådanne rige løfter kan han sikkert holde ud i sandhedens tjeneste og vokse i kærlighed og således vokse sig stærk i Herren og i hans vældige styrke. Jehovas vidner er de eneste, der lever i en så lykkelig tilstand, for de kender sandheden, og den har gjort dem frie. De studerer bibelen, taler om den og adlyder den, fordi de ved, at den er Guds ord. Deres studier indbefatter, at de betragter Guds trofaste tjeneres troshandlinger og frygtløshed i forgangne tider, og de tror, at den Gud, der udførte så forunderlige gerninger dengang, er den samme Gud, som vi kender og tjener nu i tiden. „Det er vor Gud for evigt og altid, han skal lede os endog lige til døden.“ — Salme 48:15, Amer. Stand. Overs.

 5. Hvad er da vejen til at bevare sig frygtløs indtil enden?

⁵ Vejen til at forblive frygtløs indtil enden er altså at studere sandheden, som er Guds ord, at lære noget om hans handlinger med mennesker i fortiden, at komme til kundskab om, hvem Gud er, og at forstå hans hensigter. Erkend, at han er den evige Gud, den Almægtige, den Højeste, som altid har været, som er, og som altid vil være, uden begyndelse, uden ende, den, der kender enden fra begyndelsen af, godhedens og livets kilde. Lær at kende hans elskede søn, al skabningens begyndelse, thi uden ham blev intet skabt af det, som er til; forstå, at han altid har været sin Faders glæde, og da han blev sendt til jorden, antog han menneskelig skikkelse, hvori han led, og ved fuldkommen lydighed, frygtløshed, loyalitet og kærlighed blev han højt ophøjet og fik skænket et navn, som er over alle navne, thi han er Kongernes Konge og Herrernes Herre, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Studér Guds hellige beretning og lær om den nye retfærdighedens verden og dens velsignelser, som du allerede nu kan glæde dig over. Hold fast ved dit håb om at få andel i disse velsignelser. „Saligt det folk, der kender til frydesang, vandrer, Jehova, i dit åsyns lys.“ (Salme 89:16) Det er godt at vide besked med disse løfter; ja, gå længere endnu end til blot at kende dem, lær dem udenad, hvis du vil, så at du altid har dem i tanke til din trøst og opmuntring. Kun de, der har lært virkelig at stole på Jehova, ved, hvor værdifuldt det er når som helst at kunne erindre nogle af de dyrebare løfter, Gud har givet dem, der elsker ham.

 6. Hvad må vi nu have kundskab om for at kunne værdsætte Guds løfter? Hvorfor?

⁶ Alle retsindige mennesker må kende alt dette og undervises om, hvad det drejer sig om, og hvem der først rejste spørgsmålet om det universelle eneherredømme. Hvis de ikke bliver rettelig belært om Satans gerninger, vil de ikke kunne vurdere løfterne om den Almægtiges beskyttelse. For er det ikke en kendsgerning, at de, der søger retfærdighed og Herrens ære, bliver skydeskiver for Djævelen? David sagde profetisk om Jesus: „Nidkærhed for dit hus har fortæret mig, spotten mod dig er faldet på mig.“ (Salme 69:10) Jesus valgte ikke at behage sig selv, men behagede først og fremmest sin himmelske Fader. „Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.“ — Romerne 15:3.

Virkninger af at tage imod sandheden

 7, 8. a) Hvilken forandring sker der med os, når vi tager imod sandheden? Og hvilken frygt bliver vi opfyldt af? b) Hvem må vi opbygge tillid til, og hvordan?

⁷ Når oprigtige mennesker tager imod disse sandheder, har det en øjeblikkelig virkning på hele deres sindstilstand og den vej, de vandrer ad. Der viser sig en vis utilbøjelighed til at søge selskab med tidligere venner og slægtninge og en lyst til at være sammen med dem, der har sandheden. Det er, som det bør være. Jo mere de søger efter sandheden og samfund med brødrene, desto mere bliver det klart for deres tidligere venner og forretningsforbindelser, at der er sket noget i deres liv, som har forandret deres handlemåde, deres konversation og deres former for adspredelse. Det kan være, at nogle vil spotte og latterliggøre os og påføre os forskellige slags modstand, eller måske er vor jordiske beskæftigelse i fare, og hvis vi så har bibelske familiepligter hvilende på os, hvad vil der så ske? Hvem vil sørge for dem? Tidligere venner kan vi miste, og der vil blive vist os ringeagt. Antag så også, at profetierne ikke vil blive opfyldt som forventet. Hvordan vil det da gå? Det kan være, at Harmagedon ikke kommer så hurtigt som ventet! Hvad så? Og, for at sige det mindste, man kunne blive til grin for andre. Frygten for alt dette og meget andet vil måske krybe ind i sindet. Så er tiden inde til at søge trøst og vinde styrke.

⁸ Lyt til Jehovas ord: „Stol på Jehova af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier. Hold dig ikke selv for viis, frygt Jehova og vig fra det onde.“ (Ordsprogene 3:5-7) Måske er det i begyndelsen ikke så let at stole helt på Herren; thi det er klart, at vi må kende ham, før vi kan stole på ham. Men ved bøn i alvor og oprigtighed og ved studium og samfund i arbejdet vil du lære, hvordan du kan stole på Jehova af hele dit hjerte.

 9. Hvad kræves der yderligere, for at vi kan blive frygtløse? På hvilken måde sker det?

⁹ De, der af et ærligt hjerte søger efter retfærdighed, må lære at gå længere endnu, hvis de ønsker at blive forkæmpere for sandheden, virkelige stridsmænd i kampen mod Djævelens verden, kæmper for den nye retfærdsverden og frygtløse ved verdens ende. Virksomhed i Jehovas gerning sømmer sig for dem, der ønsker at gøre fremskridt og virkelig opnå Herrens fulde godkendelse, en plads i den nye verden og andel i glæden og velsignelserne sammen med andre i Jehovas fremtidige hensigter. Frygt hindrer fremgang. Den medfører stilstand og skaber måske hindringer for at blive modtaget i den nye verden. De frygtagtige er i en stadig tilstand af ængstelse og bekymring angående mangt og meget, som aldrig sker. Herren Jesus vejledede os således: „Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.“ „Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?“ (Mattæus 6:34, 27) Det er unødvendigt at nævne, at mange tager ikke Herren på ordet og kaster ikke al deres sorg på ham. Følgelig er de ulykkelige, fordi de altid frygter for noget, som kunne ske; og Paulus siger om dem, at de „af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. (Hebræerne 2:15) Der er en befrier, nemlig Kristus Jesus, som kan udfri enhver fange fra trældom under selvet, trældom under Djævelen, ja endogså fra de nuværende onde forhold. Guds sandhed, som er givet os af Kristus Jesus, vil frigøre os for en sådan frygt. „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

10. Hvordan må de stærke ikke bære sig ad over for de svage? Hvorfor ikke?

¹⁰ De, der er stærke, kan ikke behage sig selv, hvad deres opførsel og handlemåde angår, for de skal hjælpe de svagere. Hvor let er det ikke for de stærke at sige til de ængstelige og frygtagtige: Gå til side, og lad mig komme frem! Eller at tabe tålmodigheden med Herrens „andre får“ og mene, at fordi de selv kan gå frimodigt frem, burde alle andre også kunne det, og at det kun er sørgeligt, hvis de ikke kan! Nej, sådan må det ikke være for dem, der har viet sig til Herren; thi Jehovas befaling siger: Udråb frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet. (Esajas 61:1) Og atter: „Ryst støvet af dig, stå op, tag sæde, Jerusalem, fri dig for halslænken, Zions fangne datter!“ Og desuden: „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt! Se jeres Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser jer.“ — Esajas 52:2 og 35:3, 4.

11, 12. Hvordan skal de stærke handle mod de svage? Hvorfor?

¹¹ Der påhviler tydeligt nok den salvede rest og deres medarbejdere den pligt at styrke de svagere og ikke skubbe dem til side. De ængstelige må ikke såres eller fortrædiges eller belæsses med yderligere hemninger. Sådan bør vi ikke bære os ad. Vi skal i stedet adlyde Guds befaling: „Sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt!“ Så undervis og forklar, angiv begrundelser for ikke at være bange; styrk dem i sandhedens trygge kundskab; giv dem den forvisning, de trænger til. Vis dem hen til den sande befrier og hævner. „Se, jeres Gud kommer med hævn, med Guds gengældelse, han kommer for at frelse jer.“ (Esajas 35:4, Rotherham) Hvor dyrebare og trøsterige er ikke disse ord for dem, der elsker Jehova i sandhed! „Han kommer med hævn.“ Alle ugerningsmænd, spottere, gudsbespottere, forfølgere, hadere, bagtalere og andre af Satans hjælpere vil blive straffet, og fortræd skal ramme dem, der gør Guds børn ondt.

¹² Lad de frygtagtige få kundskab, så de kan hente mod fra visheden om, at Jehova regerer. „Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i jeres midte er Israels Hellige!“ (Esajas 12:6) Kongen er her. Han sidder nu på magtens trone, og snart vil han igen angribe fjendens organisation og sønderknuse den. Få de frygtagtige til at blive stærke i den visse kundskab om disse betydningsfulde og livsvigtige kendsgerninger, så de kan indse, at de ting, de klamrer sig til i dette liv, ikke er værd at tage hensyn til. Men alle bør handle kærligt og ikke dogmatisk eller med en dominerende mine. Lidt ræsonnement om nogle af disse ting, idet man giver sig tid til forklaring, vil være en vel anvendt tid, som vil høste sin løn. Fej ikke deres problemer og tilsyneladende store forhindringer hastigt til side, men søg at forstå deres stilling og hjælp dem. Husk, at de ængstelige trænger til forvisning og ikke til en brysk bemærkning om, at de ikke bør frygte; for meget ofte ved de det godt selv. Undertiden bliver de, som har været frygtagtige, til standhaftige, trofaste Kristi Jesu stridsmænd, efter at de på en besværlig måde har lært, at deres egen mangel på styrke til at gå frem i Guds hellige tjeneste har nødvendiggjort en fuldstændig afhængighed af Jehova, han, som giver os kraft.

13. Hvilken glæde og hvilke lejligheder opnår de stærke ved at handle således?

¹³ Det er i sandhed en frydefuld bestilling at hjælpe Herrens små på den måde, at se de svages knæ blive stærke, så de kan bære tjeneren ud i gerningen, at se de hænder og arme, der hang slapt ned, blive stærkere og stærkere, indtil de begynder at bruge dem for at betjene andre. Ja, at se et uvirksomt menneske blive aktivt er en virkelig glæde. De, der behandler deres brødre med kærlighed og hensynsfuldhed og derved opnår resultater, vil sikkert få skænket endnu mere nåderige lejligheder i tjenesten. Ved Herren ikke, at de vil være omsorgsfulde, flittige og pålidelige og altid stræbe efter at opbygge og styrke deres brødre? Lad os tage os Jehovas handlemåde med hver enkelt af os til hjerte og så behandle de frygtsomme og ængstelige på samme måde. Resultatet af disse tjenester bliver en endnu større udvidelse af Jehovas gerning. Alle de trofaste tjenere vil således hjælpe hinanden til at forblive frygtløse indtil enden.

Gudsfrygt sømmer sig

14. Hvordan må vi være indstillet for at kunne hente styrke fra Jehova? Hvordan kan vi gøre det?

¹⁴ Apostelen Paulus har givet os denne advarsel: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Jehova har ladet nedskrive i sit ord, at „hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen“. (Prædikeren 9:11) Ingen er så stærk, at han ikke behøver mere styrke. Paulus’s erfaring var i sandhed et tydeligt eksempel, thi han udbrød: „Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.“ (2 Korinter 12:10) Hvordan er det da muligt altid at kunne hente styrke fra Jehova? spørger du måske. Svaret er, at vi alle må leve i Herrens frygt. Hvor mærkeligt det end kunne synes, er det dog en kendsgerning, der stemmer med erfaringen, at jo mere vi frygter Jehova, desto mindre vil vi frygte skabninger, forhold og verden med dens onde dæmoner og overherre. Vi skal dog ikke frygte Jehova som et stort uhyre. Jehova er retfærdig, sand, viis og kærlig. Disse egenskaber er en del af den Almægtige. Vi frygter ham, derfor elsker vi ham. Nogle vil undre sig over, hvordan dette kan være muligt. Hvis du gør det, så tænk for eksempel på en menneskelig fader, og husk, at barnets kærlighed til forældrene ikke bliver en smule formindsket ved kundskaben om, at ulydighed og en uret handlemåde vil medføre en eller anden form for straf. Gode forældre må tugte deres børn. „Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed.“ — Hebræerne 12:9, 10.

15. Hvorfor er det af betydning at frygte Jehova i stedet for at frygte skabninger?

¹⁵ For Jehova er det et spørgsmål om lydighed eller ulydighed. Han viser os den vej, der fører til liv ved lydighed, og de, der vandrer ad den, er lykkelige. De, der nægter at vandre efter det lys, de har, er genstridige eller forsømmelige og bliver tugtet, og hvis de så bliver oprørske, afskæres de fra den vej, der fører til livet. Skulle vi da ikke frygte livgiveren? Det menneske er dåragtigt, som nægter at gøre det. Det ser måske ikke ud til at være så vigtig en sag, om man er frygtsom eller frygtløs; men der burde ikke være nogen misforståelse med hensyn til, hvordan Jehovas ord behandler de to klasser. „Frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på Jehova, er bjærget. Mange søger en fyrstes gunst; mands ret er dog fra Jehova.“ (Ordsprogene 29:25, 20) „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede [gehenna].“ (Mattæus 10:28) „Jehovas frygt er en livsens kilde, derved undgås dødens snarer.“ (Ordsprogene 14:27) Når dommen afsiges, ved vi, at den retfærdige dommer vil være sand og upartisk, og dog udtaler han, at undergangen er den skæbne, som efter hans afgørelse rammer dem, der dømmes frygtagtige. „Men de fejge, . . . deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (Åbenbaringen 21:8) Ingen kan tillade sig at ignorere disse Skriftens tydelige udtalelser.

16. Hvorfor bør vi vogte os for, at vi ikke bare giver det udseende af, at vi adlyder Gud?

¹⁶ Ofte er en selvransagelse gavnlig for at se, om vi adlyder Jehovas og Kristi Jesu befalinger. Tager vi aktivt del i den gerning, som er betroet de udvalgte? Er vort hjerte virkelig bag ved vore bestræbelser i hans gerning? Har vi i sandhed viet alt? „At elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre.“ (Markus 12:33) Hvis det er sandt for os, kan vi være forvisset om, at vi ikke vil være frygtagtige. Men hvis det kun er for et syns skyld, vi gør det, hvis vi bare løber med de andre og ikke gør vore trin sikre og kommer til en personlig afgørelse, så må vi vente at blive frygtagtige. At være frygtløs må betyde at komme ind i sandheden, i budene, i arbejdet, i erfaringerne med alt, hvad vi har, helt og fuldstændigt viet til Jehovas hellige vilje. Vi kan føle os tilfredse, hvis vor selvransagelse viser ærlighed og oprigtighed og ikke hykleri. „Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.“ — Mattæus 5:8.

17. Gør gudsfrygten os til hans fjender, eller hvordan påvirker den os?

¹⁷ Det må være indlysende, at den skabning, der virkelig har frygt for den Almægtige, og som er af et sundt sind, aldrig ville vove at gøre ham imod. For vort eget vels skyld er det absolut nødvendigt, at vi lærer at frygte den Højeste. De, der frygter ham, er hans venner. „Fortroligt samfund har Jehova med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt.“ (Salme 25:14) Nøjagtig undervisning er af største betydning. Hvad angår den rette belæring, er vi fuldstændig afhængige af Guds ord. Han er kundskabens kilde, og de, der ønsker forståelse, må først lære, at „Jehovas frygt er visdoms begyndelse“. (Salme 111:10) Vi må dyrke og tilbede ham med frygt. „Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. Thi vor Gud er en fortærende ild.“ — Hebræerne 12:28, 29.

18, 19. Hvor blev det sagt, at Gud er en fortærende ild? På hvilken måde er han det?

¹⁸ Stands og tænk lidt over ordene: „Vor Gud er en fortærende ild.“ Hvad betyder det? Apostelen Paulus citerer efter al sandsynlighed fra 5 Mosebog 4:24, hvor Moses talte om den lejlighed, da Jehova var utilfreds med ham. Det skete ved Kadesj, hvor Mirjam blev begravet, og Israels børn havde knurret og gjort oprør mod Guds handlemåde med dem, fordi der ikke fandtes drikkevand. Jehova gav Moses befaling til at samle folket og tale til klippen for deres øjne, og så skulle vandet springe frem. Israel skulle tydeligt nok være vidner til en storslået demonstration af Guds magt. Moses samlede Israel, tog sin stav og sagde: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til jer af denne klippe? Og Moses løftede sin hånd og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede vand frem i mængde, så at menigheden og dens kvæg kunne drikke. Men Jehova sagde til Moses og Aron: Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem.“ — 4 Mosebog 20:10-12.

¹⁹ Moses vidste såre vel, at den rette gudsdyrkelse kun er velbehagelig sammen med frygt for Jehova. Fordi han undlod at give Jehova æren og ikke helligede Skaberens navn, fratog Gud ham den ære og det store ansvar at føre Israel helt ind i landet. Det er derfor ikke til at undres over, at han fremholdt disse sandheder for Israel: „Jehova blev vred på mig for jeres skyld og svor, at jeg ikke skulle komme over Jordan ind i det herlige land, som Jehova din Gud vil give dig i eje.“ Videre sagde han: „Så vogt jer for at glemme Jehova jeres Guds pagt, som han sluttede med jer, og for at lave jer noget gudebillede i skikkelse af noget som helst, Jehova din Gud har forbudt dig. Thi Jehova din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud.“ (5 Mosebog 4:21, 23, 24) Israel burde have vidst det, for på Sinajs bjerg havde Gud åbenbaret sin herlighed ved ild. „Jehovas herlighed viste sig for israelitternes øjne som en fortærende ild på bjergets top.“ (2 Mosebog 24:17) Og nu, fyrretyve år efter, befalede Moses: „Så skal du nu vide, at det er Jehova din Gud, der går foran dig som en fortærende ild; han vil ødelægge dem.“ „Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, Jehova din Gud.“ (5 Mosebog 9:3 og 28:58) Moses frygtede i sandhed Herren, som det fremgår af hans ord: „Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe.“ — 5 Mosebog 10:17.

20. Hvordan vil han endnu engang åbenbare dette?

²⁰ Hvor er det menneske, hvor er den hersker, ja, hvor er der nogen regering, som ikke burde bøje knæ i frygt for denne mægtige Gud, der bor i evigheden, som kan smelte bjergene og lade ild regne ned fra himmelen? Han kan med ild opbrænde hele den gamle onde verden og fortære enhver ugerningsmand på jordens overflade. Det er i virkeligheden også hans hensigt at gøre det. Enhver, der ikke har en plads i den nye retfærdighedens verden, vil blive tilintetgjort for evigt. I sandhed, „vor Gud er en fortærende ild“. Når vi først begriber den sandhed og det faktum og gør det til vort eget, da og kun da kan vi leve i Jehovas frygt, en frygt for at gå imod de veje, han har afmærket, en frygt for at gå imod hans befalinger, en frygt for på nogen måde at skade dem, der er hans børn. Hele verden vil prøve på at skade Guds salvede og deres medarbejdere og skal rammes af en velfortjent ulykke. Jehova siger: „Kald ikke alt sammensværgelse, hvad dette folk kalder sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskarers Jehova, ham skal I holde hellig, han skal være jeres frygt, han skal være jeres rædsel.“ — Esajas 8:12, 13.

21. Hvem er undtaget fra at frygte Jehova? Hvorfor er det således?

²¹ Prøv at forestille dig den frygt, du kunne have for disse onde verdensmagter. Gå så langt som muligt i denne tankegang, og forstå så med al mulig styrke, at frygten for Jehova må være langt større. Siger ikke den sunde fornuft os, at Jehova, livgiveren, kan tage vort liv lige så let, som han kan give os det? Den trofaste Job udtrykte det således: „Nøgen kom jeg af moders skød, og nøgen vender jeg did tilbage. Jehova gav, og Jehova tog, Jehovas navn være lovet!“ (Job 1:21) Kundskab om den store Skaber er så nødvendig, og de, der kender ham bedst, stoler mest på ham; og frygt sømmer sig for alle. Ingen er undtaget fra at frygte Jehova, ikke engang Guds elskede og dyrebare søn, thi der står skrevet: „Han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led.“ (Hebræerne 5:7, 8; Amer. Stand. Overs.) Ja, han blev hørt på grund af sin gudsfrygt, sin ærbødige frygt.

22. Hvad er den fulde betydning af ordet „frygt“, det vil sige frygt for Jehova?

²² Undertiden er der en tilbøjelighed til at udvande dette udtryk „frygt“ og sige, at det bare betyder „ærbødighed“ for Jehova. Det er rigtigt, at ærbødighed må være indbefattet i vor frygt for ham; men frygt betyder også rædsel, respekt. Tænk for eksempel paa skriftstedet i Esajas 8:13: „Han skal være jeres frygt.“ Ordet „frygt“ er her en oversættelse af det hebraiske ord mo-raw’, der også betyder skræk, forfærdelse, rædsel. I Salme 2:11 er ordet „frygt“, som er oversat fra yi-raw’, afledet af det hebraiske udsagnsord yi-reh’, der betyder at frygte, at vise ærbødighed, at ære.

23. Er frygt for ham i modstrid med kærlighed? Hvorfor ikke?

²³ De mange beretninger om Jehovas gerninger viser tydeligt, at skabningerne burde føle den rette forstandige frygt over for Gud. De bør stå med respekt ind for ham og bøje sig for hans store og forfærdelige navn Jehova; thi ingen bør med vilje pådrage sig hans mishag. Ulydighed kan straffes med døden. Har han ikke ret og magt til at tilintetgøre? Medens Guds børn frygter for at pådrage sig hans vrede på grund af oprørskhed, genstridighed, afgudsdyrkelse og enhver form for ulydighed, må de dog elske ham. Fuldkommen helhjertet kærlighed vil drive al slavisk frygt ud og bibringe skabningen den rette forståelse af sit forhold til Skaberen. Ingen, som har virkelig respekt, rædsel, ærbødighed, ja frygt for Jehova, vil nære frygt for mennesker eller forholdene i verden. De, der er loyale og trofaste børn af den Højeste, Gud, ved ud fra bibelen og erfaringen, at frygt for og kærlighed til Jehova går hånd i hånd og ikke er i modstrid med hinanden, når det gælder ham. De frygter for at gøre noget, der er i modstrid med hans vilje; thi han kan tilintetgøre. Dog elsker de ham med alt, hvad de har. Hvis vi bevarer frygten for Gud, vil vi blive bevaret i frygtløshed for mennesker. Og det er af allerstørste betydning nu ved verdens ende.

Et eksempel paa frygtløshed i vor tid

24. Siden hvornår har vor frygtløshed især vist sig? Hvordan?

²⁴ I årene efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 har de, der elsker og frygter Jehova, mange gange bevist deres frygtløshed over for mennesker. De er blevet undervist, så de kender ham, og de har gjort ham til deres stærke tårn. Hans hensigter med sit folk kan tydeligt ses. Mangfoldige beviser foreligger for, at han har ledet deres forhold. De bier på ham og får næring til deres fremtidige gerning, som også apostelen Paulus udtrykte det: „Gud har ikke givet os fejgheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, ej heller ved mig, hans fange; men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver, han, som frelste os.“ (2 Timoteus 1:7-9) Men hvor lidt forstod de, i hvor høj grad de ville trænge til alle disse begunstigelser og løfter. En vældig modstand blev organiseret i 1933 imod Herrens salvede, og den brød ud i raseri nogle få år senere. Rasende dæmonbesatte pøbelsværme angreb disse fredsommelige kristne, indtil forfølgelsen blev et nationalt spørgsmål i Amerika. Bitterhed, had og alle former for bagvaskelse blev dænget over disse trofaste vidner, både unge og gamle, mænd og kvinder. Der krævedes frygtløshed for at udholde en sådan brutal forfølgelse. De, der ikke havde styrke, fik den skænket af den Almægtige, som de havde sat deres lid til. Deres tro og tillidsfuldhed blev belønnet, og mishandlingen og fortrædigelsen blev vendt til et vidnesbyrd imod deres fjender.

25. Under hvilke forhold og hvordan blev Gud en virkelighed for os?

²⁵ Så udbrød den anden verdenskrig, men ingen havde forstået, hvor omfattende den ville blive, da freden blev brudt. De totalitære landes horder oversvømmede Europa. Jehovas vidner blev arresteret i massevis om natten og sat i fængsel eller koncentrationslejr. Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs arbejde blev hindret, og nogle af afdelingskontorerne blev besat af soldater. Men Guds værk kunne ikke standses. Hans befalinger stod ved magt. Bitre og frygtelige forfølgelser ramte Jehovas vidner i de fleste lande. Men hvad skete der med Guds trofaste tjenere? Holdt de op med at udføre Jehovas gerning? På ingen måde! Hele verden var imod dem, og dog stolede de på den Højeste, Gud. I sig selv var de underlagt menneskelig skrøbelighed, frygt og tvivl; men når de så hen til Herren og stolede på hans styrke og vælde, holdt de ud i tillid til, at han var deres hjælp og trofast støttede dem. Det er en kendsgerning, at i alle lande, hvor Jehovas tjenere fortsatte med at forkynde evangeliet, så godt de kunne, blev Jehova Gud så at sige en realitet. Vi fik fortrøstning, så at ingen kunne tvivle på, at Gud var med os. Vi vidste det.

26. Hvordan blev troen på ham og kærligheden til ham styrket i os?

²⁶ Som de trofaste venner ved overalt, trøstede Herren os atter og atter og gav så forunderlige beviser på, at han arbejdede med os, og på, at hans magt blev lagt for dagen til bedste for os, så at vi blev styrket til at holde ud. Hvor mange gange kunne det ikke nævnes, at en tilsyneladende umulig situation var ved at opstå, ja, en situation, som truede Jehovas gerning og brødrenes vel; og dog blev der sørget for en udvej. Og visheden om, at ingen anden end Jehova havde handlet således, fyldte hjertet med taknemmelighed; vor kærlighed til ham blev dybere og stærkere, og den sande frygt for Herren bragte sin egen rige belønning. „Elsk Jehova, alle hans fromme; de trofaste skærmer Jehova; men den, der handler i hovmod, gengælder han mangefold. Fat mod, jeres hjerte være stærkt, alle I, som bier på Jehova!“ (Salme 31:24, 25) De salvede kendte deres kaldelse og den belønning, der var lovet dem i Himmeriges rige, og Herrens „andre får“ var blevet styrket i deres håb om den nye verdens velsignelser og Jehovas gunst. „Havde jeg ikke troet, at jeg skulle skue Jehovas godhed i de levendes land. — Bi på Jehova, fat mod, dit hjerte være stærkt, ja, bi på Jehova!“ — Salme 27:13, 14.

27. Hvilken indstilling er altså blevet belønnet? Og hvem har opnået den løn?

²⁷ Derfor fryder alle den Højestes børn sig i dag over den trofaste, frygtløse handlemåde hos dem, der blev æret og begunstiget med den forret at få sådanne lejligheder til tjeneste, der alle har tjent til at fremme og udvide Herrens gerning. Arbejdet blev udført. De blev brugt, og andre har fået gavn deraf. Frygtløshed medfører belønning.

Lønnen for frygtløshed ved verdens ende

28. Hvad er belønningen for dem, der har den rene frygt for Jehova?

²⁸ Intet godt bliver forholdt dem, der frygter Herren og vandrer i oprigtighed, hvorimod de, der ikke frygter Gud, men gør det onde, skal miste livet og ikke opnå noget godt. „Jehovas frygt lægger dage til, gudløses år kortes af.“ (Ordsprogene 10:27) „Dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt. Hærskarers Jehova, salig er den, der stoler på dig!“ (Salme 84:12, 13) „Jehovas frygt er en livsens kilde, derved undgås dødens snarer.“ (Ordsprogene 14:27) Ikke blot vil Herren bevare dem, der frygter ham, og yderligere skænke dem mange år, men han giver dem visdom, den dyrebareste gave af alle. „Jehovas frygter visdoms begyndelse.“ (Salme 111:10) Så følger der endnu flere velsignelser, thi han har lovet: „Lønnen for ydmyghed og Jehovas frygt er rigdom, ære og liv.“ (Ordsprogene 22:4) De, der frygter Jehova, er rene og hader det onde, thi det er umuligt at være uren i sind, hjerte og legeme eller at elske uretfærdighed og det onde og samtidig have den rette frygt for Gud. „Jehovas frygt er ren, varer evigt.“ (Salme 19:10) „Jehovas frygt er had til det onde.“ — Ordsprogene 8:13.

29. Hvorfor har de, der frygter ham, en salig lod, trods trængselen i verden?

²⁹ Den onde, afskyelige verdens sidste dage er inde over os, og vi skal se den fulde afslutning i dette slægtled. Frygtelige ulykker vil ramme dem, der lever på jorden nu, thi tiden er kommet, da Jehovas vrede skal udøses. Det er mørkets og ødelæggelsens og mulmets tid. Hungersnød, sygdom og død vil komme over jordens nulevende beboere. Alle former for undertrykkelse og fordærvede, sadistiske handlinger vil gå i svang. Vold vil der være overalt, thi den hele verden skal rystes lige til grunden. De ugudelige vil give udtryk for deres ondsindede had til Guds børn. Men salig er deres lod, som frygter Jehova og stoler på ham. Studér den 91. Salme, og vid så, at Jehova er deres del, som kan anvende dens dyrebare løfter på sig selv: „Du frygter ej nattens rædsler, . . . til dig når det ikke hen. . . . Thi du, Jehova, er min tilflugt, den Højeste tog du til bolig.“ (Salme 91:5, 7, 9) Beskyttelse er sikret dem, der frygter Jehova, thi englene vil skærme dem. „Jehovas engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Salme 34:8) „Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og Jehova hegner sit folk fra nu af og til evig tid.“ (Salme 125:2) „Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger. . . . Hærskarers Jehova er med os, Jakobs Gud er vor faste borg.“ — Salme 46:2, 3, 12.

30. Hvilken glæde ligger foran os? Og hvilken formaning er der givet os?

³⁰ O, hvilken glæde, når den tid er kommet, da ethvert menneskeligt hjerte priser Jehova og frygter ham med en ren og evig frygt! Så er der ikke flere ugerningsmænd i landet, thi i Guds nye verden skal kun hans venner være. Ikke alene i fremtiden, men nu, den dag i dag, er Jehovas rige velsignelser og gunst skænket de frygtløse. Lad alle lære Jehova at kende. Studér hans dyrebare ord. Voks jer stærke i ham og i hans vældige styrke. Hold øjet rettet alene på ham, vær standhaftig i hjertet, stol helt og fuldt på Jehova, og vær frygtløs ved verdens ende.

(The Watchtower, 15. marts 1950)