Uangribelighed ind for Gud bringer befrielse

„Tag ikke min sjæl bort sammen med syndere, eller mit liv med blodskyldige, i hvis hænder der er løsagtig adfærd og hvis højre hånd er fuld af bestikkelse. Jeg for mit vedkommende, i min uangribelighed vil jeg vandre.“ — Sl. 26:9-11, NW.

 1. Hvad ønsker vi at blive befriet for?

BEFRIELSE! Der er så meget vi gerne vil befries for — sorg og lidelse, uretfærdighed og undertrykkelse, uvidenhed og usikkerhed, hindringer for fred og fremgang, håbløshed og død og en uønsket omgang med fordærvede mennesker — alt sammen noget denne gamle, nedbrudte verden er fuld af!

 2. Hvornår og på hvilken måde vil denne befrielse komme, og hvordan vil en lykkelig fremtid være garanteret?

² Hvor storslået da, at befrielse for alt dette vil komme i vor tid! Det betyder at en retfærdig ny verden vil blive til strålende virkelighed. Til den fastsatte tid, der nærmer sig med hastige skridt, vil himmelens og jordens Skaber befri menneskeslægten for denne gamle verden med al dens elendighed. Han vil erstatte den gamle verden med en fuldstændig ny verden hvor menneskene vil blive velsignet med glæde og sundhed, retfærdighed og frihed, kundskab og tillid, fred, sikkerhed, håb, liv i fuldkommenhed og et så godt fællesskab og samvær med retskafne mennesker som man kan ønske sig. Det almægtige himmelske styre, der er overdraget Skaberens elskede søn, vil garantere og opretholde disse lykkelige tilstande på jorden. Da denne søn for længe siden befandt sig her på jorden som et fuldkomment menneske lærte han dem der håbede på en ny verden at bede til hans himmelske Fader: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:9, 10, NW.

 3. Som belønning for hvad kommer vor udfrielse, og hvor længe har dette krav haft interesse?

³ Udfrielse fra denne gamle verden og dens elendighed kommer i hvert enkelt tilfælde som en belønning fra den nye verdens Gud og Skaber. Men som en belønning for hvad? For at have levet et liv i trofasthed mod ham, den eneste levende og sande Gud; for at have vist urokkelig lydighed mod ham som den øverste hersker i universet; og for bestandigt at have holdt os rene og uplettede af denne fordærvede gamle verden og rettet os efter de leveregler som skal gælde i hans retfærdige nye verden. Med andre ord: for at have bevaret vor uangribelighed ind for Gud. I dag er der meget få mennesker på jorden der ved hvad uangribelighed er. Ikke på noget tidspunkt af historien har der været mange der har bevaret deres uangribelighed. Og dog er uangribelighed noget der har været på tale fra tidernes morgen. Det er noget ønskværdigt, noget den øverste Gud har været interesseret i fra det øjeblik han skabte den første mand og kvinde for næsten seks tusinde år siden.

 4. Hvordan blev uangribelighed et problem der angår os alle, og hvilket opmuntrende eksempel har vi på hvordan Gud skænker befrielse som belønning herfor?

⁴ Dette første menneskepar, Adam og Eva, bevarede ikke deres uangribelighed ind for Gud. De satte deres fuldkommenhed over styr ved at bryde hans lov og således synde mod ham. Fra dem har vi arvet vor ufuldkommenhed og tilbøjelighed til synd. Det er grunden til at uangribelighed er blevet så stort et problem for os alle. Seksten hundrede år før den kristne tidsalder, på den tid da Ægypten var ved at blive en verdensmagt, så Gud ud over menneskeslægten for om han kunne øjne mennesker der bevarede deres uangribelighed. I Det mellemste Østen, eller den sydvestlige del af Asien, fik han øje på en mand af denne slags. Mandens navn var Job. Så sagde Gud til sin ærkefjende, Satan Djævelen: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job, at der er ingen som han på jorden, en uangribelig og retskaffen mand der frygter Gud og vender sig fra hvad der er ondt? Selv nu holder han fast ved sin uangribelighed skønt du ægger mig imod ham til at opsluge ham uden grund.“ (Job 2:3, NW) Trods alt hvad Satan Djævelen gjorde mod Guds tjener Job, bevarede denne mand sin uangribelighed, sin dadelfrihed i livsførelse, sin hengivenheds fuldstændighed, ind for Gud. Som belønning herfor befriede Gud Job for Satan Djævelens forfølgelse. Job er derfor et opmuntrende eksempel på hvordan Gud kan udfri og også udfrier mennesker af denne gamle verdens onde guds, Satan Djævelens, vold som belønning for deres uangribelighed ind for deres Skaber, Jehova Gud. — Jak. 5:11.

 5. Hvilken slags hersker sætter Gud på tronen i den nye verdens regering, og hvilket billede på denne udvalgte hersker lod han fremstille?

⁵ Eftersom Jehova Gud har til hensigt at indsætte en regering til at herske over sin retfærdige nye verden, må vi forvente af ham at han vil sætte en hersker der har bevaret sin uangribelighed, på tronen i denne nye verdens regering. Det har han svoret at ville gøre. For omkring tre tusinde år siden gav han os et billede herpå. I Det mellemste Østen, på forbindelsesvejen mellem Asien og Afrika, oprettede han et forbilledligt kongedømme og satte en mand hvis uangribelighed var prøvet, på dets trone. En sang fortæller os om hvordan Gud valgte denne mand, der engang var hyrdedreng, og det hedder heri: „Og så valgte han sin tjener David og tog ham fra hjordens folde. Fra at følge de diegivende dyr tog han ham til at være hyrde over Jakob, hans folk, og over Israel, hans ejendom. Og han begyndte at vogte dem i overensstemmelse med sit hjertes uangribelighed, og med kyndige hænder begyndte han at lede dem.“ (Sl. 78:70-72, NW) Som hersker over Guds udvalgte nation bestræbte kong David sig altid for at bevare sit hjerte rent, loyalt og trofast over for sin Gud og Skaber. Derfor var David en god hersker. I denne egenskab blev han brugt som et billede på den hvem Gud indsætter som hersker i den nye retfærdige verdens regering, nemlig Guds himmelske søn, Jesus Kristus.

 6, 7. (a) Hvad bestræbte David sig for? (b) Hvorfor var David ivrig efter at blive dømt af Gud, og hvad var hans beslutning?

⁶ For sin trofasthed mod Gud skaffede David sig mange fjender, mennesker som havde et slet hjerte, hykleriske mennesker der elskede usandhed. Disse onde mennesker følte sig krænkede fordi David ikke valgte at slå følge med dem og blive som en af dem. Derfor gjorde de sig store anstrengelser for at vende ham bort fra en dadelfri og skyldfri færd ind for Gud, at få ham til at dyrke denne gamle verdens onde gud. Men David vidste i sit hjerte at han var trofast og ærlig i sine bestræbelser for at vandre fejlfrit ind for Gud.

⁷ Han var derfor villig til at træde frem for Guds domstrone og lade sig prøve med hensyn til sine rene, ærlige hensigter og sine trofaste bestræbelser for at tilbede Jehova alene som Gud og kun tjene ham som universets øverste suveræn. Denne iver efter at blive dømt for Guds domstol kommer frem i følgende ord af David: „Døm mig, o Jehova, for jeg har selv vandret i min egen uangribelighed, og på Jehova har jeg stolet, at jeg ikke skal vakle. Ransag mig, o Jehova, og prøv mig; lad mine nyrer [eller: mine dybeste følelser] og mit hjerte lutres. For din miskundhed er mig for øje, og jeg har vandret i din sandhed.“ Uanset hvad andre gjorde, uanset modstand og forfølgelse fra sine fjenders side, var kong David indstillet på at fortsætte i helhjertethed for Jehova Gud. I sin bøn sagde han: „Jeg for mit vedkommende, i min uangribelighed vil jeg vandre. O løskøb mig og vis mig gunst. Min egen fod vil visselig stå på et jævnt sted; blandt de forsamlede skarer vil jeg velsigne Jehova.“ — Sl. 26:1-3, 11, 12, NW, margen.

 8. (a) Hvad skylder vi egentlig Gud, og hvorfor? (b) Hvordan må vi da vandre, og alene på hvilken måde kan vi gøre det?

⁸ Dersom vi ønsker at blive løskøbt og at Gud skal vise os gunst ved at beskytte os under den universelle Harmagedonkrig så vi kan blive i live og komme ind i Guds nye verden, må vi i dag, hvor vi befinder os så nær denne gamle verdens ende, også vandre i uangribelighed ind for Gud i lighed med David. Skylder vi ikke Gud at vandre i uangribelighed, han som er vor Skaber og som lover at være vor evige Bevarer i sin retskafne, nye verden? Jo, for han har skænket os livet og ifølge sine hensigter, som han har åbenbaret for os i Bibelen, har han givet os noget at leve for. Hvad er det? Den lovede nye verden under hans søn Jesu Kristi fuldkomne regering. At vandre i uangribelighed ind for vor Skaber og Bevarer kan ikke gøres på nogen anden måde end ved at vandre i overensstemmelse med den sandhed og de principper som han har opstillet for os i sit skrevne ord. Vi ved at hele hans skaberværk virker og arbejder efter love som han har fastsat. Han må altså være en Gud der følger principper i alle ting. Skal vi vinde hans gunst og opnå et liv i lykke i hans endeløse nye verden må vi vise os som mennesker der holder fast ved vor uangribelighed.

 9. Hvilke principper må vi følge?

⁹ Skal dette lykkes for os kan vi imidlertid ikke følge vore egne hjemmelavede principper. Vi må følge Guds principper. Hermed mener vi ikke det rent elementære, grundlærdommene eller de fundamentale læresætninger i Guds skrevne ord, som for eksempel dem der omtales i Hebræerne 5:12: „I [har] atter brug for at nogle fra grunden skal undervise jer i de første principper i Guds hellige udtalelser.“ — New World Trans.

10. (a) Hvad mener vi specielt med et „princip“ her? (b) Hvad sagde Jakob og Paulus i denne henseende til de kristne?

¹⁰ Vi må huske at et princip også er en fastlagt handleregel, en lov der bestemmer ens adfærd, en adfærdsregel der konsekvent leder ens handlinger, en tro eller en indstilling der øver en vejledende indflydelse på ens liv og opførsel. (Webster) Da et princip således betyder en velordnet og sømmelig livsførelse, kunne Jakob sige til apostelen Paulus: „Du vandrer sømmeligt, idet du også selv overholder Loven.“ (Ap. G. 21:24, NW) Og Paulus kunne sige til sine brødre i Kristus: „Blot vi, så vidt vi har gjort fremskridt, fortsætter sømmeligt i samme gænge.“ „Og over alle som vil vandre sømmeligt efter denne adfærdsregel, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ (Fil. 3:16; Gal. 6:16, NW) Skal vi leve i overensstemmelse med Guds principper må vi vandre sømmeligt, i harmoni med de regler han har fastlagt som en rettesnor og en styrende vejledning for os. Hans søn Jesus Kristus satte, mens han levede her på jorden, et fuldkomment eksempel på hvordan man lever i overensstemmelse med Faderens, Jehova Guds, principper. Vi advares derfor imod at vandre „i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus; thi det er i ham [Kristus] den guddommelige egenskabs hele fylde bor“. — Kol. 2:8, 9, NW.

Teokratiske principper

11. (a) Hvorfor må Guds principper gælde alle skabninger? (b) Hvordan er vi alle kommet til at ligge under for lidenskab?

¹¹ Når vi bevarer vor uangribelighed intakt ved at tænke, tale og handle i overensstemmelse med Jehovas principper eller handleregler, er vi virkelig teokratiske. Jehova er den eneste teokrat der eksisterer, det vil sige han er den øverste guddommelige hersker. Han hersker og udøver sin magt over alle skabninger og ting i himmelen og på jorden fordi han er den eneste levende og sande Gud. Derfor må hans principper eller regler for adfærd og styring af vore handlinger gælde alle fornuftbegavede skabninger, menneskelige såvel som åndelige. Som vor Skaber dannede han den første mand Adam fuldkommen, i Guds billede og lighed. Man kunne med rette forvente at den fuldkomne mand i sine handlinger ville følge principper, ligesom sin himmelske Fader, og ikke lade sig beherske og lede af blot og bart instinkt eller kødelige tilbøjeligheder. Da Adams hustru blev bedraget af Urslangen Satan, handlede Adam uteokratisk idet han valgte at behage sin vildfarne hustru og holde sig til hende i stedet for at behage sin himmelske Fader og holde sig til hans lov ved uangribelighed eller fuldkommenhed i adfærd. I Adam har alle hans efterkommere, os i dag indbefattet, taget et stort skridt bort fra princippernes vej, og ligger nu under for lidenskab. Hermed mener vi ikke blot den sanselige lidenskab som eksisterer mellem mand og kvinde, men en stærk forkærlighed for alt hvad der får os til at føle os godt tilpas, eller for hvad der tjener vore egne selviske interesser og personlige ønsker uden hensyn til hvad der er Guds vilje.

12. (a) Hvad kendetegner Guds principper? (b) Hvilken foranstaltning traf Gud for at hans principper ikke skulle gå ad glemme?

¹² Gud afviger ikke fra sine egne principper for blot at behage sine skabninger. Hans principper er fuldkomne og uforanderlige, og i dem alle er hans kærlighed, retfærdighed, visdom og magt taget i betragtning. Hans moralske og religiøse principper er ikke kendt eller anerkendt af mennesker i almindelighed, for mennesker følger denne gamle verdens filosofi og principper. For at hans principper ikke skulle gå ad glemme, men alle der nærer kærlighed til rette principper skulle få kendskab til dem, lod den store Teokrat Jehova sine principper nedskrive i den hellige skrift. Der kan de læses og studeres. I året 1513 før den kristne æra nedskrev Gud selv i sin magt ti grundprincipper på stentavler. Han gav dem til sin profet Moses for at denne kunne vise dem til sine brødre, Israels folk, og undervise dem i dem. Han føjede mange andre principper til den lovsamling han gav nationen gennem sin mellemmand Moses. Gennem senere profeter udtalte Jehova Gud mange andre principper såvel som profetier om fremtiden. Nedskrivningen af denne hellige beretning og af disse principper og profetier resulterede i den hellige skrift, Bibelen, som til at begynde med kun var jødernes eller israelitternes ejendom. Disse skrifter var også de eneste hellige skrifter som den kristne kirke eller menighed ejede da den blev oprettet i året 33 af den kristne æra.

13. Hvad slags bog er den hellige skrift ifølge 2 Timoteus 3:16, 17, og hvilken plads viste Peter og de øvrige apostle at dens ord indtager?

¹³ Med disse hellige skrifter i tanke skrev apostelen Paulus: „Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at guds-mennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) Det betyder at den hellige skrift er en princippernes bog. Principperne optegnet i den tjener som en rettesnor og retfærdig drivkraft for kristne der befinder sig i denne verden som er ganske uden principper eller ledes af uteokratiske principper. For at vinde livet i Guds nye verden, hvilken del af den det end er, må vi sætte principperne og befalingerne i Guds skrevne ord over dem der gælder i denne gamle verden, som står under Satan, „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) Måtte alle mærke sig at det var den kristne apostel Peter og dennes medapostle der udtalte denne handleregel. Da den øverste religiøse domstol i Jerusalem befalede Peter og de øvrige apostle at holde op med at forkynde de nylig lærte fundamentale kristne lærdomme, svarede alle disse apostle den religiøse domstol: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker. Vore fædres Gud oprejste Jesus, som jeres hænder havde dræbt og hængt på en pæl. Gud ophøjede denne som formidler og frelser til sin højre hånd for at give Israel anger og syndernes forladelse. Og vi er vidner om disse ting, og også den hellige ånd som Gud har givet dem der adlyder ham som hersker.“ — Ap. G. 5:29-32, NW.

14. (a) Hvorfor var disse apostle ikke oprørere eller samfundsnedbrydere når de talte og handlede på denne måde? (b) Hvorledes reagerede de derfor over for højesterettens befaling?

¹⁴ Peter og de andre kristne apostle gjorde sig ikke til oprørere eller samfundsnedbrydere ved at tale og handle på denne måde. De var fuldt ud teokratiske idet de forkyndte Gud som herskeren der var hævet over alle menneskelige domstole og regenter, og adlød ham som den øverste hersker. De trofaste apostle stod således op for det første og vigtigste kristne princip. Herved bevarede de deres uangribelighed ind for universets Suveræn, Jehova Gud. Den religiøse domstol nægtede at anerkende dette princip og gav det til kende ved at straffe apostlene: „De indstævnede apostlene, piskede dem og pålagde dem at holde op med at tale på grundlag af Jesu navn, og lod dem gå.“ Adlød Peter og de øvrige apostle nu højesterettens befaling? Guds skrevne ord giver svaret: „De gik derfor bort fra synedriet, glade over at de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de blev ved med hver dag uden ophør [bemærk, uden ophør] at lære i templet og fra hus til hus og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ — Ap. G. 5:40-42, NW.

15. (a) Hvorledes udtalte Gud længe før Peter dette samme princip gennem Moses? (b) Hvordan blev dette princip gentaget af Jesus Kristus som svar på et spørgsmål?

¹⁵ Skønt der er gået nitten hundrede år siden da, står dog det Peter og hans medapostle sagde dengang for den religiøse domstol som et vejledende princip endnu i dag. Længe før Peters tid havde Gud selv fremsat det samme princip gennem sin profet Moses over for Israels nation med følgende ord: „Du må ikke bøje dig for nogen anden gud, thi Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 34:14, NW) Dette er ikke blot en af de mange love der fandtes i de skrevne pagtsbestemmelser mellem Gud og Israel. Det er fastsættelse af et princip eller en adfærdsregel der er evig og universel, idet den gælder alle skabninger i himmelen og på jorden. Princippet blev gentaget af Jesus Kristus da han besvarede spørgsmålet: „Mester, hvad er det største bud i Loven?“ Jesus svarede: „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl og med hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, som ligner det, er: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne.“ (Matt. 22:35-40, NW) Vi får således at vide hvilket hovedprincip der går gennem hele den hellige skrift, Loven og Profeterne medindbefattet.

16. (a) Hvordan skal vi elske Gud i sammenligning med os selv og vor næste? (b) Hvordan var Jesu svar på spørgsmålet om at give kejseren skat i overensstemmelse med dette krav?

¹⁶ Menneskeskabninger der følger teokratiske principper elsker Jehova som deres Gud og Hersker eller som Teokraten. For at eje hans kærlighed og blive begunstiget med evigt liv i hans nye verden må vi elske ham. Ifølge det største bud må vi, som Jesus sagde, elske Jehova, ikke som vi elsker os selv eller elsker vor næste. Vi må elske ham mere end os selv eller vor næste, ja mere end hele det folk vi hører til, og i hvilket hver enkelt er vor næste. Jesus sagde at vi måtte elske Jehova Gud med vort alt. Dette giver os en videre forståelse af hvad Jesus mente da han besvarede det underfundige spørgsmål: „Har man lov til at give kejseren skat eller ej?“ Eftersom skattens mønt bar kejserens billede indgraveret i den, sagde Jesus: „Tilbagebetal derfor kejseren hvad kejserens er, men Gud hvad Guds er!“ (Matt. 22:15-21, NW) Hvem af disse to herskere er det der har givet os skabninger vort hjerte, vor sjæl og vort sind? Er det den politiske kejser? Eller er det Gud? Ikke kejseren, men Gud har givet os disse ting der er en væsentlig betingelse for vort liv som fornuftbegavede skabninger. Det er følgelig Gud og ikke kejseren vi skal betale disse ting tilbage, ting der er langt mere værdifulde og langt mere omfattende end skatten til kejseren.

17. (a) Hvordan betaler vi kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er? (b) Hvad må vort valgsprog være ifølge Guds bud?

¹⁷ Det er rigtigt af Kristi efterfølgere at betale kejseren skat for de tjenester som den politiske stat yder dem. Men hvordan kan vi tilbagebetale Gud hvad Guds er? Ved teokratisk at adlyde universets øverste bud, ja ved at elske Jehova, vor retmæssige Gud, med hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind. I overensstemmelse med det grundlæggende princip i de to bud der ifølge Jesu ord var de største, må vort valgsprog være, nej ikke: For Gud og fædreland, men: For Jehova og for vor næste som for os selv. Ikke for vor næste først, men for Jehova, vor Gud, først. Ikke for vor næste mere end os selv, men for Gud mere end os selv og vor næste.

18. (a) Gjorde Jesus kejser Tiberius til en gud ved at betale skat? (b) Hvordan befalede Jesus sine efterfølgere ikke at gøre staten til en gud?

¹⁸ Lad os ikke glemme at den romerske kejser var blevet gjort til en gud på jorden, var blevet ophøjet til en guddom af romerne. Men da Jesus Kristus betalte kejseren skat i sin egenskab af jøde eller israelit efter kødet, anerkendte han ikke dermed kejser Tiberius som en gud. Jesus gjorde ikke den romerske kejser eller den politiske stat til en gud. Jesu efterfølgere har af ham fået befaling til ikke at gøre nogen politisk stat i denne gamle verden til en gud. Denne befaling blev udtalt af Jesus aftenen før han blev naglet til pælen af det romerske kejserriges soldater. Den aften indstiftede han Herrens aftensmåltid med brødet og vinen, og sagde derefter til sine trofaste apostle: „Nationernes konger spiller herre over dem, og de der har myndighed over dem kaldes ’Velgørere’. I skal dog ikke være sådan. Men lad den der er den største iblandt jer blive som den yngste, og den der fungerer som den øverste som den der tjener. For hvem er den største? Den der ligger til bords eller den der tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men jeg er iblandt jer som den der tjener.“ — Luk. 22:25-27, NW.

19. Hvordan ville vi gøre kejseren eller staten til en gud, og hvilket løfte til Jehova Gud ville vi dermed bryde?

¹⁹ Jesus søgte således ikke at gøre sig selv til en gud, lige så lidt som han søgte at gøre den skatteopkrævende kejser til en gud. Jesu trofaste efterfølgere må, for at bevare deres uangribelighed ind for Jehova, efterligne Jesus ved at holde fast ved dette samme princip og ikke gøre kejseren, hvem de for øjeblikket kun har pligt til at betale skat, til en gud. Kristne, der må følge i Kristi fodspor, ville bryde deres indvielsesløfte til Jehova Gud dersom de gjorde kejseren eller den politiske stat til en gud ved at give kejseren deres alt, og således give kejseren den plads Gud skulle indtage i deres tilbedelse og deres følelser.

Tilbedelse af dyret

20, 21. (a) Af hvem opfyldes i dag billedet i Åbenbaringen 14:6, og hvordan sker det? (b) Hvilken advarsel gives der efter dette billede imod at gøre kejseren eller den politiske stat til en gud?

²⁰ For over atten hundrede år siden blev det i Åbenbaringen 14:6 skildret i et profetisk billede hvordan en „evigvarende god nyhed“ (NW) ville blive forkyndt i vor tid som gode tidender for hver nation og stamme, for hvert tungemål og folk på jorden. Og det sker i dag. Jehovas vidner over hele jorden adlyder Jesu befaling i Mattæus 24:14. Ja de forkynder den gode nyhed om at Guds rige blev oprettet i 1914 da Kristus blev sat på tronen og kronet i himmelen. Som et resultat af forkyndelsen af denne evigvarende gode nyhed for hele den beboede jord modtager alle nationer nu et vidnesbyrd før enden kommer for dem alle i den tilstundende universelle Harmagedonkrig. Efter billedet af forkyndelsen af den evigvarende gode nyhed for alle nationer og folkeslag, præsenteres et andet profetisk billede i Åbenbaringen, kapitel 14, som en advarsel til kristne imod at gøre kejseren eller den politiske stat til en gud. Vi læser:

²¹ „Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: ’Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver, der tager dets navn som mærke.’ Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.“ — Åb. 14:9-12.

22. Hvilken slags dyr er det, og hvad gør de der går glip af frelsen, over for dette dyr?

²² Ifølge det foregående kapitel, eller Åbenbaringen 13:1-8, stiger dyret op af havet. Dog er det ikke et havdyr men et landdyr, der i sig forener træk af en leopard, en bjørn og en løve. Det kan ikke være et virkeligt dyr der er blevet til ved en forening af disse tre, for der siges om det at det sidder på en trone og bærer kroner. Det taler også bespottelser imod Gud, imod hans navn og bolig, og imod dem der bor i himmelen; det fører krig imod Guds hellige og får magt over alle stammer, folk, tungemål og folkeslag. Derfor tilbeder de som bor på jorden dette dyr, men alle der gør det, vinder ikke frelse i Guds nye verden.

23, 24. Hvad er dyret i Åbenbaringen 13:1 ifølge romersk-katolske autoriteters kommentarer et billede på?

²³ Blandt de interessante kommentarer der findes om hvad dette dyr fremstiller i vor tid er de romersk-katolske autoriteters. I den oversættelse der hedder „The New Testament of our Lord and Saviour Jesus Christ“, af F. A. Spencer, O. P., udgivet af C. J. Callan, O. P., og J. A. McHugh, O. P. (1946), lyder fodnoten til Åbenbaringen 13:1: „Dette første dyr synes at repræsentere politisk magt opstillet til kamp imod kristendommen.“ I en anden oversættelse, „The New Testament of Our Lord and Savior Jesus Christ translated from the Latin Vulgate“, udgivet af katolske lærde under protektion af The Episcopal Committee of the Confraternity of Christian Doctrine, 1941, hedder det i fodnoten til dette samme vers: „Billedet af det første dyr er baseret på det syvende kapitel hos Daniel. Dette dyr fremstiller verdensrigerne, der er grundlagt på lidenskab og selviskhed og som i hver tidsalder er modstandere af Kristus og søger at undertrykke Guds tjenere. Det kejserlige Rom repræsenterer denne magt.“

²⁴ Cutbert Lattey, S. J., og Joseph Keating, S. J., udgiverne af „The Westminster Version of the Sacred Scriptures“, Bind IV, 1931, siger i deres fodnote til Åbenbaringen 13:1: „I Apokalypsen forener ’dyret’ den magt som de fire ’dyr’ eller riger beskrevet hos Daniel hver for sig har været i besiddelse af. Det er et billede på den politiske magt, den materielle kraft som verden stiller til rådighed for dragen for at undertrykke Guds tjenere. Denne magt fremstilles legemliggjort i romerriget.“ Vi kan tilføje endnu et vidnesbyrd fra en romersk-katolsk kommentar til dette vers. Det er fra Douay-oversættelsen, Murphy udgaven, godkendt af kardinal Gibbons, og udgivet af John Murphy Company, forlæggere for pavestolen. I fodnoten hedder det: „Dette første dyr med syv hoveder og ti horn er øjensynligt hele forsamlingen af vantro, fjender og forfølgere af Guds folk, fra verdens begyndelse til dens ende. De syv hoveder er syv konger, det vil sige syv førende imperier som har udøvet, eller vil udøve, et tyrannisk herredømme over Guds folk; af disse var fem dengang faldet, nemlig: det ægyptiske, assyriske, kaldæiske,a persiske og græske monarki; det ene var der, romerriget; og det syvende og ypperste skulle endnu komme, nemlig den store Antikrist og dennes rige. De ti horn kan forstås som ti mindre forfølgere.“

25. Hvad er tilbedelsen af dyret derfor et billede på, og hvem gælder denne advarsel således?

²⁵ Ifølge ovenstående romersk-katolske kommentarer kan tilbedelsen af dyret der nævnes i Åbenbaringen 13:1-8 og 14:9 ikke betyde andet end tilbedelsen af den politiske stat. Dyret repræsenterer ikke et særligt politisk system, men forbinder eller sammensmelter dem alle til et stort verdsligt system. Dette billede på statsdyrkelse gælder derfor overalt på hele jorden, hvad enten visse politiske systemer indgår direkte i det symbolske „dyr“ eller blot er dets politiske allierede. Følgelig tjener det som en advarsel for mennesker overalt på jorden som ønsker at være sande kristne, og vi tager imod denne advarsel i forståelse af hvor alvorlig den er.

26. Vil enhver bevare sin uangribelighed ved at nægte at tilbede dyret og modtage et brændemærke, og hvordan ved vi det?

²⁶ Vil enhver bevare sin uangribelighed ind for Gud ved at nægte at tilbede dyret og dets billede og ved at nægte at modtage et brændemærke på sin pande eller på sin hånd? Ikke alle mennesker som blot påstår de er kristne vil bevare deres uangribelighed og holde sig til det princip kun at tilbede den eneste levende og sande Gud og elske ham med hele deres hjerte, sjæl og sind. Åbenbaringen 20:4 fortæller hvem der vil bevare deres uangribelighed og opnå belønning. Der siges her: „Jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år.“ Åb 20 Vers seks tilføjer: „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ Det er de hellige der holder ud til enden mens de holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. I disse sidste dage ledsages de af en stor skare retsindige.

27. Hvad fritages de der bevarer deres uangribelighed for, og i hvis tjeneste ofrer de deres liv?

²⁷ Fordi alle disse bevarer deres uangribelighed fritages de for i symbolsk betydning at drikke af „Guds harmes vin“ og for at blive pint „med [symbolsk] ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne“. De nægter at bøje sig for tvangsforanstaltninger der skal få mennesker til at krænke princippet om absolut hengivenhed mod Gud alene, som forudsagt i Åbenbaringen 13:15-17. De ofrer deres liv for Gud og Lammet Jesus Kristus, de ofrer det ikke i dyrets og dets billedes tjeneste. Dette dyr, repræsenteret ved dets sjette hoved, slog Jesus Kristus ihjel og forfulgte derefter sande kristne i hele riget, halshuggede dem, pinte dem til døde eller dræbte dem på andre grusomme måder. De moderne rester af romerriget fortsætter med at lægge samme fordærvede ånd for dagen mod kristne der følger i Kristi fodspor.

28. I hvis tjeneste befandt centurionen Kornelius sig da han kom i forbindelse med kristendommen, og trak han sig tilbage fra militærtjenesten da han blev døbt?

²⁸ Kornelius, der var „høvedsmand [eller centerion] ved den såkaldte ’italienske hærafdeling’“ tjente under dyrets sjette hoved da han kom i berøring med kristendommen. Han var ikke i tjeneste men var optaget af at bede i sit hus i Kæsarea da en Guds engel viste sig for ham i et syn og befalede ham at sende bud efter apostelen Peter. Det var også i Kornelius’ hus at Peter fire dage senere prædikede for Kornelius og dennes slægtninge og nærmeste venner. Det var under disse omstændigheder Gud udgød sin ånd over Kornelius og de andre der sammen med ham troede budskabet. På Peters bud blev Kornelius og de andre nye troende døbt i vand ligesom de var blevet døbt med hellig ånd. (Ap. G. 10:1-48) Hvad centurionen Kornelius gjorde herefter, om han trak sig tilbage fra tjenesten som romersk centerion eller ej, meddeler Apostlenes Gerninger intet om.

29. (a) Hvad kunne der være sket dersom Peter havde befalet Kornelius at trække sig tilbage fra militærtjenesten? (b) Hvad kunne der være sket med Bibelen hvis den indeholdt direkte påbud vedrørende dette spørgsmål?

²⁹ Uden tvivl anvendte Kornelius under indflydelse af Guds hellige ånd de kristne principper, som han i „nogle dage“ derefter drøftede med Peter, på sine personlige forhold. Kornelius var ikke en omskåren jøde, og som romersk centurion førte han ikke teokratisk krig sådan som Josua, Nuns søn, og David, der fældede kæmpen Goliat, mange århundreder før havde gjort. (Jos. 10:1–11:23; 1 Sam. 17:4-54; 2 Sam. 8:6-14) Hvis Peter havde sagt til Kornelius at han skulle trække sig tilbage fra militærtjenesten, kunne Peter måske være blevet anklaget for at modarbejde „dyrets“ sjette hoveds militærprogram, og kunne være blevet henrettet for denne handling og ikke for at forkynde Guds budskab uden ophør og uden at gå på kompromis. Hvis Guds skrevne ord, i særdeleshed det såkaldt Nye Testamente der er skrevet af kristne under inspiration, ligeledes havde fortalt indviede kristne direkte hvad de skulle gøre når de blev indkaldt til militærtjeneste under det symbolske dyrs sjette eller syvende hoved, ville Bibelen uden tvivl være blevet forbudt og fordømt i hvert eneste land der beherskedes af „dyret“, specielt på grund af dens påbud vedrørende militærspørgsmålet.

30. Hvilken hjælp yder den hellige skrift da kristne i dette spørgsmål, og hvem må tage ansvaret for en beslutning?

³⁰ Som følge af Jehova Guds visdom indeholder hans hellige skrevne ord altså ikke noget direkte råd i denne henseende. Hans ord fremsætter blot de teokratiske principper der skulle være ledende for kristne og overlader derefter til indviede kristne som Kornelius at anvende disse principper på deres personlige forhold, på deres eget ansvar, således at de kan bevare deres uangribelighed ind for Gud. Bortset fra at forklare hvad de sande kristne principper der er nedskrevet i Guds ord er, har ingen kristen eller gruppe af kristne guddommelig bemyndigelse til eller ansvar for direkte at foreskrive en anden kristen hvad han skal gøre i dette spørgsmål. Enhver må selv afgøre hvad han vil gøre.

[Fodnote]