„Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova“

„Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova, det folk som han har valgt til sin arvelod.“ — Sl. 33:12, NW.

 1. (a) Hvad vil ældre mennesker sige om verden før 1914? (b) Hvordan har tilstandene været siden da?

LYKKELIG i dag? Findes der nogen nation på jorden der er lykkelig i dag? Ja, hvilken nation kan være lykkelig i betragtning af den situation verden befinder sig i? Ældre mennesker kan se tilbage på forholdene før den første verdenskrigs udbrud i sommeren 1914, og de vil sige: „Dét var lykkelige tider dengang!“ Ja dengang, før denne første verdenskonflikt, var der nogle nationer der som et hele havde en lykkelig indstilling, eller i det mindste en munter indstilling. Men sådan er det ikke i dag, for siden 1914 har nationerne til stadighed befundet sig i en tilstand af usikkerhed, uro, utryghed, mistænksomhed, frygt og voksende rådvildhed. De politiske og religiøse ledere kan ikke finde løsningen på de internationale forviklinger og problemer, som det i øvrigt ikke står i menneskers magt at løse. For den yngre generation, hvis forhåbninger er knyttet til fremtiden, bliver udsigterne mere og mere håbløse. Den glæde de skal have af livet, føler de at de må have nu, med det samme, og derfor slår de sig løs.

2-4. (a) Findes der trods vanskelighederne i verden en lykkelig nation i dag, og hvem vil nogle måske mene denne nation er? (b) Hvilke vanskeligheder og problemer har denne nation stået over for siden dens fireogtredivte præsident blev indsat i sit embede?

² Men på trods heraf findes der dog, hvor utroligt det end måtte lyde, en lykkelig nation, et lykkeligt folk, og dets glæde og lykke vokser efterhånden som verdenssituationen tilspidses mere og mere. De mennesker der nu slutter sig til denne begunstigede nation vil blive lykkelige nu. Hvilken nation er det, og hvad er grunden til at den er lykkelig?

³ At jordens måske mægtigste og fremgangsrigeste nation i dag engang har været en lykkelig nation og kunne være den der her er tænkt på, ville man måske formode på grundlag af det der fandt sted i denne nations hovedstad, Washington, D.C., den 20. januar 1957, da dens fireogtredivte præsident blev indsat i sit embede. Det var hans anden præsidentperiode. Ifølge skik og brug blev han taget i ed med højre hånd hvilende på en åben bibel. Det var ikke den engelske autoriserede bibeloversættelse, King James-oversættelsen, men det var den amerikanske standardoversættelse, udgivet i 1901. Dette specielle eksemplar havde han fået af sin gudfrygtige moder lige før han tog eksamen fra militærakademiet i West Point, New York, i 1915, året efter den første verdenskrigs udbrud. Hans hånd hvilede med hensigt på Salme 33:12, som i den amerikanske standardoversættelse lyder: „Velsignet er den nation hvis Gud er Jehova, det folk som han har valgt til sin arvelod.“ I en senere oversættelse, An American Translation, der er fra 1938, begynder verset således: „Hvor lykkelig er den nation . . .“ — New York Times, 21. januar 1957.a

⁴ Med denne handling har den genindsatte præsident måske villet antyde at Amerikas forenede Stater var den omtalte velsignede eller lykkelige nation, eller at han som præsident ville sørge for at den blev det. Men førte han i de to perioder han tjente som præsident, sin nation til den velsignelse eller lykke der tales om i Salme 33:12? I hans første embedsperiode blev nationen involveret i de politiske stridigheder mellem Nord- og Sydvietnam. (The Americana Annual, 1956, side 356, om Indokina samt under overskriften „Principal Events, 1955“.) Vanskelighederne med Nordkorea ophørte heller ikke. Siden har nationen stået over for flere problemer og vanskeligheder, både indadtil og udadtil, både indenrigske og udenrigske. Hvorfor har nationen da ikke erfaret den velsignelse og lykke som præsidenten håbede på ved sin anden indsættelse i 1957? Hvorfor har nationen ikke gjort sig fortjent til denne lykke?

 5. (a) Hvad er hemmeligheden ved den nation hvis lykke omtales i Salme 33:12, og hvilke spørgsmål kan man derfor med rette stille? (b) Findes der nogen anden jordisk nation der gør sig fortjent til at blive betegnet som Guds lykkelige folk?

⁵ Man har overset, ignoreret, en vigtig betingelse. Hvis vi atter ser på Salme 33:12 kan vi let se hvad der er nøglen til en nations lykke. Hemmeligheden er dens Gud og at nationen er den arvelod han har valgt. Verset siger ikke: ’Lykkelig er den mest fremgangsrige nation og den stærkeste militærmagt,’ men der står tydeligt: „Velsignet [eller: Lykkelig] er den nation hvis Gud er Jehova, det folk som han har valgt til sin arvelod.“ (AS; AT) Med rette spørger vi derfor: Har nationens fireogtredivte præsident ved sit førerskab fået nationen til at vælge Jehova som sin Gud? Nationen er af De forenede Staters højesteret blevet betegnet som en „kristen nation“, men har den tilbedt Jehova som sin Gud, og har den vist sig at være „det folk som han har valgt til sin arvelod“? Hvor er de kendsgerninger der viser at svaret er „ja“? Disse kendsgerninger findes ikke, selv om Amerikas forenede Stater er den førende nation i kristenheden. De findes heller ikke i nogen anden af de 197 nationer hvori Jehovas navn er blevet forkyndt af hans vidner i mange år, end ikke i republikken Israel.

 6. Hvad sætter Guds „lykkelige“ folk ifølge Salme 33:10, 16, 17 ikke sin lid til, og hvem udelukkes derved fra at blive betegnet som Guds „lykkelige“ nation?

⁶ Hvis vi undersøger versene omkring Salme 33:12, lægger vi mærke til følgende interessante ting der siges om det folk der er lykkeligt: „[Jehova] kuldkasted folkenes råd, gjorde folkeslags tanker til intet; . . . Ej frelses en konge ved sin store stridsmagt, ej fries en helt ved sin store kraft; til frelse slår stridshesten ikke til, trods sin store styrke redder den ikke.“ (Sl. 33:10, 16, 17) Det vil sige at den „lykkelige“ nation ikke skulle stole på denne verdens militærmagt, men at dens udfrielse fra folkenes fjendtlige råd og folkeslagenes onde tanker kom fra dens Gud, Jehova, og ikke ved vældige stridshelte og stærke stridsheste. Denne tillid er ikke netop det der udmærker denne verdens nationer og folkeslag i denne tidsperiode hvor nationerne har oprustet mere end nogen sinde. Befolkningerne stønner under de økonomiske byrder de må bære på grund af udgifterne til militæret. Trods pavers, biskoppers, præsters og andre gejstliges bønner erfarer de ikke at Jehova udfrier dem, og at han gør det uden militærmagt.

 7. Hvad kan hjælpe os til at afgøre hvem den lykkelige nation er der nævnes i Salme 33:12, og hvad fortæller Bibelen os herom?

⁷ Hvilken nation i dag kan pege på sig selv og sige at den er det folk som Salme 33:12 (NW) opfyldes på? Hvilken nation kan gøre det i vor tid hvor nationalisme og patriotisk stolthed breder sig over hele jorden? Ja, hvem er Guds ’lykkelige nation’, hans ’udvalgte’ folk? For at finde svaret på disse spørgsmål må vi se tilbage på den nation som den mand der blev inspireret til at skrive Salme 33 var medlem af, for han skrev om sin egen nation. Lige fra begyndelsen var denne nation blevet begunstiget ved mirakuløst at blive udfriet af den Gud som alene bærer navnet Jehova. Hvilken dramatisk udfrielse ved selve nationens fødsel, da den blev udfriet fra fangenskab og trældom i Ægypten, umiddelbart efter at have fejret påsken i år 1513 f.v.t., og da folket kun få dage senere på forbløffende måde blev ført gennem Det røde Havs delte vande til Sinajhalvøen, mens de ægyptiske hærstyrker druknede som rotter da vandmasserne vendte tilbage! Ingen anden nation i oldtiden eller i nutiden har erfaret en sådan udfrielse eller kan pege på lignende begivenheder i sin nationale historie. På Det røde Havs østlige bred var der stor jubel over nationens mirakuløse redning. Jehova Gud havde i sandhed udvalgt sit folk! — 2 Mos. 12:1 til 15:21.

 8. Hvornår blev folket under Moses’ førerskab organiseret som en nation, og hvordan lød det første bud som dette folk fik af Gud?

⁸ I den tredje måned efter udfrielsen fra Ægypten var dette folk, under førerskab af profeten Moses, samlet ved foden af Sinaj bjerg på Den arabiske Halvø. Der blev folket virkelig organiseret som en nation der var adskilt og forskellig fra alle jordens andre nationer. Der fik de den gunst at høre en stemme fra Gud forkynde de berømte ti bud, og senere fik de disse ti bud skrevet på stentavler, ikke skrevet af profeten Moses men af „Guds finger“. Disse ti bud var de første love i en overenskomst eller pagt som blev sluttet mellem nationen og dens himmelske Befrier. Det første af disse ti bud krævede at Han skulle være deres Gud. Det lød: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ Ingen anden gud havde del i deres udfrielse, og derfor havde Jehova ret til at kræve deres absolutte hengivenhed. — 2 Mos. 19:1 til 20:18.

En nations død og genfødsel

 9. Hvordan var det muligt for denne nation at bevare sin lykke, og hvordan hjalp Jehova den?

⁹ Så længe nationen holdt sig til Jehova som sin Gud, blev den velsignet med lykke. Så længe folket handlede efter deres nationale overenskomst eller pagt, som profeten Moses havde været mellemmand for, havde de fremgang i det land deres Gud havde ført dem til i år 1473 f.v.t., et land der flød med mælk og honning. Når de kom i vanskeligheder var det fordi de brød de love og anordninger som deres nationale pagt indbefattede, og gav sig til at tilbede de omboende folkeslags falske guder. Trofast mod sin pagt oprejste Jehova Gud særlige dommere til at udfri dem af deres fjenders hånd. Han oprejste sine profeter, som frygtløst og med rene ord advarede dem mod de ulykkelige følger af en dåragtig kurs. Fordi nationen ustadigt svingede mellem tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud og tilbedelsen af de falske dæmonguder, gik det bestandig op og ned for den. På grund af Guds godhed mod folket skrev nationens anden konge, David, Isajs søn fra Betlehem: „Saligt [lykkeligt, NW] det folk, hvis Gud er [Jehova]!“ — Sl. 144:15.

10. Hvornår nåede dette folks lykke sit højdepunkt, og hvilke begivenheder førte til nationens fald og til at den mistede sin lykke?

¹⁰ Guds udvalgte folks lykke nåede sit højdepunkt under Davids søn og efterfølgers regering, da Salomon var konge i Jerusalem. (1 Kong. 4:20-25) Nationen mistede imidlertid denne lykke ved at folket og dets herskere forledtes til at tilbede afguder og dæmoner. De korte perioder med genrejsning fra dette frafald til falsk tilbedelse, viste sig ikke at være gennemgribende nok til at frelse nationen fra den ulykke som Jehova Gud havde advaret den om i sin højtidelige pagt med folket. Til sin egen fastsatte tid udvirkede han selv at kongedømmet med den udvalgte række af konger blev omstyrtet, at hovedstaden Jerusalem blev ødelagt, at det nationale territorium blev lagt øde, at kong Salomons berømte tempel blev brudt ned, og at en rest af overlevende blev deporteret til det fjerne Babylonien.

11. Hvad gjorde Jehova for at frelse sit folk, og hvilken indstilling havde det på trods heraf?

¹¹ Ingen, selv ikke den nation eller det folk der hævder at have Jehova som Gud, kan ustraffet spotte og trodse ham ubegrænset. Dette understreges i Anden Krønikebog 36:15-21, som skildrer den frie, uafhængige nations sidste dage: „[Jehova], deres fædres Gud, sendte tidlig og silde manende ord til dem ved sine sendebud, fordi han ynkedes over sit folk og sin bolig [templet]; men de spottede Guds sendebud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystige over hans profeter, indtil [Jehovas] vrede mod hans folk tog til i den grad, at der ikke mere var lægedom.

12. Beskriv hvordan nationen gik til grunde.

¹² Han førte kaldæernes konge imod dem, og han dræbte deres unge mandskab med sværdet i deres hellige tempel og ynkedes ikke over yngling eller jomfru, gammel eller olding — alt overgav han i hans hånd. Alle karrene i Guds hus, store og små, [Jehovas] hus’ skatte og kongens [Zedekias’] og hans øversters skatte lod han alt sammen bringe til Babel. De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, opbrændte alle dets borge og ødelagde alle kostelige ting deri. Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, hvor de blev trælle for ham og hans sønner, indtil Perserriget fik magten, for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet [Judas land] fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.“ — Sammenlign med 2 Kongebog 24:20 til 25:26.

13. Hvilke følger fik Jerusalems ødelæggelse for Jehovas navn og for Guds folk?

¹³ Da riget således blev omstyrtet, Jerusalem og dets tempel ødelagt, Judas land lagt øde, og en rest af overlevende ført bort i fangenskab til Babylon, døde nationen. Det havde været internationalt kendt at dens Gud var Jehova — Abraham, Isak og Jakobs Gud — og derfor bragte denne nationale ulykke stor skam over Jehovas navn og omdømme. Hvad angår de landflygtige i Babylon, blev deres håb som en dal der var fyldt med tørre ben fra skeletter, som ingen menneskelig kraft kunne give en opstandelse. (Ez. 37:1-12) Deres hjemland, Juda med byen Jerusalem, var ikke længere et folks ’fædreland’, var ikke længere „Judas land“. Det blev et land belagt med tabu, et land som overtroiske fremmede undgik, tilholdssted for vilde dyr og fugle, en ørken og et vildnis. Profeterne Jeremias og Mika havde forudsagt dette i deres advarselsbudskaber. — Jer. 32:43; 33:10, 12; Mika 3:9-12; Jer. 26:18.

14. Hvilke spørgsmål stilles nu med hensyn til denne nation, og hvad sagde bibelprofetien?

¹⁴ Ville den vanære der var kommet over Jehovas navn fordi han var folkets Gud, nogen sinde blive fjernet, og ville hans navn som den universelle suveræn igen blive æret? Ville den nation der havde været knyttet til hans navn og herredømme, nogen sinde blive født igen? Ville det bandlyste, afskyede, og vildsomt tilgroede land nogen sinde blive genrejst fra sin hærgede og øde tilstand og atter blive internationalt kendt som Judas land? Hvor umulig og usandsynlig en sådan genrejsning end må have syntes de hedenske nationer, især Babylon, var denne genfødsel af landet, nationen og tilbedelsen af Jehova i templet netop hvad Jehova Gud havde til hensigt at udvirke! Det stod skrevet i bibelprofetierne fra Jehova Gud!

15, 16. Hvad blev Esajas drevet til at forudsige om Jerusalem, og hvilket løfte fremsatte Jehova om sit folk?

¹⁵ Profeten Esajas var en af dem der var blevet inspireret til i tydelige vendinger at forudsige den mirakuløse genfødsel. For at trøste den lille rest der holdt fast ved den sande tilbedelse af Jehova Gud, blev profeten Esajas drevet til at forudsige at Gud i sin egenskab af dommer ville fylde Jerusalem og templet med en larmende invasion og ødelæggelse og således gengælde de israelitiske fjender af den sande tilbedelse hvad de fortjente — det var det der skete i 607 f.v.t. — men derefter ville den ødelagte nation og landet blive genfødt på bemærkelsesværdig måde. Esajas sagde:

¹⁶ „Hør [Jehovas] ord, I, som bæver for hans ord: Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: ’Lad [Jehova] vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!’ Men de skal blive til skamme! Hør, hvor det drøner fra byen, drøner fra templet, hør, hvor [Jehova] øver gengæld imod sine fjender! Før hun er i barnsnød, føder hun, førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“ — Es. 66:5-8.

17, 18. Hvornår fandt „genfødselen“ sted, og hvordan kunne man sige at dette mirakel var som en fødsel uden forudgående fødselsveer?

¹⁷ Til stor overraskelse for alle de hedenske nationer der hadede Zion eller Jerusalem, fandt denne forbløffende „genfødsel“ sted i året 537 f.v.t., eller nøjagtig halvfjerds år efter at Judas land og Jerusalem eller Zion var blevet lagt øde. Denne genfødsel kom meget hurtigt, som om der ingen fødselsveer gik forud, som om den indtraf før fødselssmerterne kunne nå at martre moderens legeme. Hvorledes?

¹⁸ Babylon, som nægtede at give judæerne fri fra fangenskabet, beholdt verdensherredømmet indtil natten den 16. tisjri (eller 5.-6. oktober) i år 539 f.v.t., det niogtresindstyvende år af de forudsagte halvfjerds år hvori Juda og Jerusalem eller Zion skulle ligge øde. I første halvdel af det halvfjerdsindstyvende år, om foråret, udstedte Kyros den Store, den persiske erobrer af Babylon, det dekret der frigav de judæiske landflygtige og opmuntrede dem til at vende tilbage til deres hjemland for at genopbygge Jehovas tempel i et genopbygget Jerusalem eller Zion. Ved slutningen af det samme halvfjerdsindstyvende år, i det tidlige efterår 537 f.v.t. [1. tisjri 537 = 28.-29. september 537 f.v.t.] var den trofaste rest tilbage og havde bosat sig i deres elskede land på de steder hvor mange af de tidligere byer havde ligget. — Ezra 1:1 til 3:6.

19. Hvad var der sket med Jerusalem blot nogle få måneder efter befrielsen?

¹⁹ Der gik således ikke nogen lang tid med fødselsveer i form af at Zions (eller Jerusalems) „børn“ foranstaltede et blodigt og smertefuldt oprør for at rive sig løs fra det babyloniske fangenskab og kæmpe sig tilbage til deres øde land og reetablere sig som en nation. Blot få måneder efter Kyros den Stores frihedsdekret var en rest af sande tilbedere for Jehova Gud tilbage i landet, som ikke længere var belagt med Jehovas tabu. Landet kom atter til at tilhøre et folk med en lokal regering, et folk der havde en efterkommer af den judæiske kong David som statholder, og som havde en ypperstepræst der var bemyndiget af Jehova Gud. På denne måde blev nationen genfødt. Den havde igen sit eget territorium og sin egen territoriale regering, denne nation af tilbedere for den eneste levende og sande Gud. Der var igen et Zion eller Jerusalem som en national regering, og dette Zion havde sine „børn“ eller indbyggere og undersåtter som ryddede og genopdyrkede landet, Judas land. Også tilbedelsen af Zions Gud blev genoprettet.

Jehova Gud ikke skuffet

20, 21. Hvad havde Jehova udrettet på „en eneste dag“, „på et øjeblik“, og hvad havde han dermed hævdet?

²⁰ Hvem havde nogen sinde hørt om noget tilsvarende? Hvem havde nogen sinde set forhold af national og religiøs art udvikle sig på den måde? Det hele skete så pludseligt, så uventet, og uden fortilfælde. Ja, uden fødselsveer satte Jehovas jordiske organisation Zion en „dreng“ i verden, frembragte en hel lille nation. Hurtigt, som på „en eneste dag“, blev et øde land gjort til bosted for en nation. „På et øjeblik“ lod den almægtige Gud Jehova et organiseret folk, som havde sluttet pagt med ham, blive født, ja genfødt. Netop da fødselsveerne skulle til at begynde, fødte Jehovas organisation Zion „sine børn“, dem som udgjorde den nyfødte „dreng“, nationen. Hvad var dette andet end opfyldelsen af Jehovas profeti, til hævdelse af hans aldrig svigtende ord? Det var ham der bragte sin jordiske organisation Zion til at føde. Fødselen måtte gennemføres, uden abort eller dødfødsel, for Jehova havde profetisk sagt:

²¹ „Åbner jeg et moderliv og hindrer det i fødsel? siger [Jehova]. Bringer jeg fødsel og standser den? siger din Gud.“

22. Hvem var det der var trådt frem på skuepladsen ved denne forbløffende lejlighed, og hvem var blevet velsignet?

²² Ifølge disse ord (Es. 66:9) skulle den almægtige Gud, Jehova, ikke blive skuffet i det sidste og kritiske øjeblik. Og historien viser at det blev han heller ikke. Ved denne forbløffende lejlighed trådte Jehova selv frem på den internationale skueplads til glæde for dem „som bæver for hans ord“. Mens deres religiøse fjender og forfølgere blev gjort til skamme, havde den genfødte nation „hvis Gud er Jehova“ virkelig grund til stor glæde og lykke! „[Jehovas] glæde“ blev deres styrke. — Neh. 8:10.

[Fodnote]