Synden fjernes
EFTER at Jehova Gud havde fuldført sit skaberværk, betragtede han alt hvad han havde frembragt og erklærede at det var „såre godt“. (1 Mos. 1:31) Hele hans værk var fuldkomment. (5 Mos. 32:4) Da synden trængte ind i dette retfærdige univers, var det som når et sundt legeme angribes af en ondartet kræftsygdom.
Menneskene er ikke de eneste der har gjort oprør mod Gud og syndet. Bibelen taler også om ’engle som har syndet’. (2 Pet. 2:4) Det var en åndeskabning, Satan Djævelen, der i begyndelsen ledte Adam og Eva ind på deres urette vej. (Joh. 8:43, 44) Men for disse onde ånder er der intet håb. De var fuldkomne, og de valgte med overlæg at synde. Derfor er deres synd utilgivelig. Den skamplet deres syndighed har sat på universet vil blive fjernet ved deres evige tilintetgørelse til Guds fastsatte tid. — Matt. 25:41.
Adam og Eva valgte også at synde. Selv om de var skabt fuldkomne, handlede de med overlæg forkert. På denne måde blev de frivilligt trælle under synden, sådan som Jesus forklarer: „Enhver som øver synden, er syndens træl.“ (Joh. 8:34) Med tiden blev de fjernet fra skuepladsen, da Gud lod dem dø som et resultat af deres ufuldkommenhed. — 1 Mos. 3:19; 5:5.
Med os forholder det sig imidlertid anderledes. Vi er også syndens trælle, men ikke udelukkende efter eget valg. Vi er syndere fordi vi er født sådan, som om vi var blevet solgt som trælle endnu før vi blev født. (Rom. 5:12; 7:14) Derfor har Jehova Gud, i sin kærlighed og visdom, gjort det muligt for os at komme ud af trældommen under synden, hvis vi virkelig ønsker det.
Problemets løsning
I forbindelse med Israels folk viste Jehova at han anerkender princippet om løskøbelse. Hvis for eksempel en israelit blev fattig og var nødt til at sælge sig selv som træl til en ikke-israelit, kunne en nær slægtning løskøbe eller genløse ham, hvis han var i stand til det. (3 Mos. 25:47-49) Prisen blev regnet nøjagtigt ud, så løskøbelsen blev fuldstændig retfærdig.
Jehova stadfæstede desuden det princip at straffen altid skulle svare til synden. Hvis nogen for eksempel forsætligt havde voldt sin israelitiske broder fysisk skade, måtte han ifølge retfærdighedens princip selv lide samme form for skade. Loven sagde udtrykkeligt: „[Du skal] bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme.“ — 2 Mos. 21:23-25.
Svarende hertil ville Gud lade menneskeheden løskøbe fra trældommen under synden, men det måtte nødvendigvis ske i overensstemmelse med kravet om retfærdighed. Prisen herfor måtte være korrekt, ikke tilfældig, som om det der blev løskøbt ikke havde nogen virkelig værdi. Hvad var prisen? Her må vi tænke på at det Adam havde forspildt var et fuldkomment, syndfrit menneskeliv med udsigten til evigt liv. Det var meget værdifuldt.
Intet af det mennesket besidder kan måle sig med dette i værdi. Selv de rigeste mænd i verden må dø på et tidspunkt. Deres sølv og guld kan ikke forlænge selv deres ufuldkomne liv, langt mindre købe dem det evige liv. Den inspirerede salmist siger: „Ingen kan købe sig fri [købe sin broder fri, 1977-overs.] og give Gud en løsesum . . . så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ (Sl. 49:8-10) Derfor måtte hjælpen komme udefra.
Første gang Gud åbenbarede hvordan det var hans hensigt at skaffe denne hjælp, var umiddelbart efter at Adam og Eva havde valgt synden i stedet for lydigheden. Han forudsagde at der ville komme en „sæd“ som ville modarbejde påvirkningen fra den onde åndeskabning der havde ledt menneskeheden ind på syndens vej. (1 Mos. 3:15) Lidt efter lidt åbenbarede Gud yderligere detaljer og viste i hvilken slægt denne sæd, eller dette afkom, skulle fremstå. Med tiden pegede disse åbenbaringer på et forlovet par, Josef og Maria, som boede i Palæstina på den tid da romerne havde herredømmet der. — 1 Mos. 22:15-18; 49:10; Luk. 1:26-35.
Dette par fik oplysning om at Maria skulle føde en søn som ville blive den centrale skikkelse i Guds foranstaltning for at fjerne synden fra skaberværket. Jehovas engel meddelte Josef i en drøm: „Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd. Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han vil frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:20, 21) Her var endelig en som kunne „købe sin broder fri“.
Jesus blev født som en søn af Maria, og var derfor jøde af Davids slægt. Imidlertid havde han, som det senere blev åbenbaret, haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen. For at han kunne blive født som et menneske var hans liv ved Guds mirakuløse kraft blevet overført til Marias moderskød. (Joh. 1:1-3, 14) På denne måde arvede Jesus ikke synden, som havde lammet hele menneskeheden frem til dette tidspunkt. Ligesom Adam var han fuldkommen. Men til forskel fra Adam forblev han lydig. Jesus er altså den eneste i hele menneskehedens historie der aldrig har syndet. Apostelen Peter sagde: „Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund.“ Paulus forklarede at Jesus var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. — 1 Pet. 2:22; Hebr. 7:26.
Jesus besad derfor det eneste der i værdi svarede til et fuldkomment menneskeliv: et andet fuldkomment menneskeliv. Da han døde, var hans død ikke „den løn synden betaler“. (Rom. 6:23) Han havde ikke fortjent døden. Ved sin død ofrede han derfor noget der svarede nøjagtigt til det fuldkomne liv Adam havde forspildt. — 1 Tim. 2:6.
Jesu offer havde præcis den modsatte virkning af Adams synd. Apostelen Paulus sagde: „Ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ (1 Kor. 15:22) Jesus kunne bruge sit fuldkomne menneskeliv som betaling for at købe menneskeheden fri fra synden. „Han gav sig selv for vore synder for at han kunne udfri os fra den nuværende onde tingenes ordning i overensstemmelse med vor Guds og Faders vilje.“ — Gal. 1:4.
Udfrielse fra synden
Nu er der altså en udvej for menneskeheden! Løsesummen er betalt. Betyder det at alle automatisk bliver udfriet fra syndens trældom og ført tilbage til fuldkommenhed? Nej. Jesus selv forklarede hvordan denne foranstaltning virker: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Ja, de som tror på Jesus Kristus, den løsesum Gud benyttede, vil få det evige liv som Adams forsætlige ulydighed har afskåret dem fra.
Men selv nu kan man, hvis man virkelig anerkender Jesu offer, opnå velsignelser. Ganske vist er vi stadig ufuldkomne, for den tid da Gud vil føre menneskeheden frem til fuldkommenhed er endnu ikke kommet. Men hvis vi, på grund af ufuldkommenheden, begår en synd, vil dette ikke være ensbetydende med et uopretteligt brud på vort forhold til vor himmelske Fader. Apostelen Johannes skrev: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ (1 Joh. 2:1, 2) Ja, hvis vi på grund af ufuldkommenhed synder, kan vi bede til Gud på grundlag af Jesu offer og have tillid til at Jehova vil tilgive os. — 1 Joh. 1:7-9.
Vil det sige at det nu kan være ligegyldigt om vi synder? Kan vi nu på grundlag af denne kærlige foranstaltning begå en hvilken som helst synd vi har lyst til, og være sikre på at blive tilgivet ved Jesu offer? Nej, det er langtfra tilfældet. Hvis vi ønsker at drage nytte af denne foranstaltning, må vi udvise den samme holdning over for synd som Jesus. Han ’elsker retfærdighed og hader lovløshed’, og det bør vi også gøre. (Hebr. 1:9) I lighed med Paulus bør vi være ’hårde mod vort legeme og holde det i ave’ for at overvinde tilbøjeligheden til at synde. (1 Kor. 9:27, da. aut.) Det betyder at vi må have en klar forståelse af hvad synd er og kæmpe for at modstå den. Gud vil hjælpe os hermed, og det kan resultere i en fuldstændig forvandling af vor personlighed. — Rom. 12:2.
Hvis vi derimod ikke kæmper mod vore syndige tilbøjeligheder, kan det betyde at følgende ord af Paulus kommer til at gælde os: „For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom.“ — Hebr. 10:26, 27.
De der på trods af deres ufuldkomne kød viser at de virkelig ønsker at undslippe syndens trældom, har et vidunderligt håb. De har fået løfte om muligheden for at leve i en ny tingenes orden hvor synden ikke mere findes. Synden vil da være fuldstændig fjernet fra Guds skaberværk. Til den tid, siger Gud, „gøres [der] ej ondt og voldes [der] ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. (Es. 11:9) Den inspirerede salmist lover os: „Den gudløse [eller: den der synder forsætligt] er ikke mere.“ Tværtimod skal „de sagtmodige . . . arve landet, de fryder sig ved megen fred“. — Sl. 37:10, 11.
Alle de dårlige følger af synden — sygdom, død og fremmedhed over for Gud — vil høre fortiden til. (Åb. 21:3, 4) I stedet vil Guds hensigt med jorden være gennemført til fuldkommenhed. — Matt. 6:9, 10.
Ja, takket være Jesu genløsningsoffer har troende mennesker den vidunderlige mulighed at komme ud af syndens trældom. Derfor er salmistens tilskyndelse meget betimelig: „Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; thi [Jehova] elsker ret og svigter ej sine fromme.“ — Sl. 37:27, 28.