Troen er at ligne ved et skøde

DERSOM en ukendt person lovede dig et stort, smukt og frugtbart stykke jord skattefrit, ville du så tro vedkommende? Du ville sandsynligvis stille dig noget skeptisk. Men hvis giveren nu viste sig at være den rigeste i landet, ville løftets indfrielse så ikke ligge inden for mulighedernes grænse? Og ville du ikke tillade dig at nære håb hvis det desuden kom for dagen at han var en mægtig hersker?

Ifald du søgte yderligere oplysninger om vedkommende og fandt ud af at han hele livet igennem havde haft ry for at være absolut pålidelig og aldrig havde løjet, ville du så ikke begynde at tro på hans løfte? Og ville du ikke tage imod hans tilbud hvis han virkelig overdrog dig retten til jorden ved at give dig et skøde der var blevet fundet frem og gjort juridisk bindende?

Var det først kommet dertil, kunne du sandelig trygt stole på at du havde arvet noget af stor værdi. I kraft af din tillid kunne du handle i overensstemmelse med løftet, for skødet på ejendommen var jo en bekræftelse af det.

Selv om du havde den nødvendige sikkerhed og tillid, måtte du imidlertid til stadighed dyrke jorden eller bygge på den, hvis den skulle være til nogen nytte for dig. Ja, for at få goderne måtte du handle i overensstemmelse med din tillid.

Guds løfter

Denne illustration kan overføres på det der sker i forbindelse med Guds løfter til ydmyge mennesker på jorden. Hvad lover Gud? „De retfærdige arver landet [jorden] og skal bo der til evig tid.“ (Sl. 37:29) Kan vi tro det? „Det er umuligt for Gud at lyve.“ (Hebr. 6:18, NW) Har Gud rådighed over jorden så han kan give den væk? „[Jehovas] er jorden og dens fylde.“ (Sl. 24:1) Har han magt til at indfri sit løfte? „Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den Gud som er stor, mægtig og frygtindgydende.“ (5 Mos. 10:17, NW) Findes der eksempler fra hans fortid der giver os grund til at stole på at han vil indfri sit løfte? „Så betænk da med hele Eders hjerte og hele Eders sjæl, at ikke eet af alle de gode ord, [Jehova] Eders Gud talede til Eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for Eder; ikke eet ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 23:14.

Grundet på Jehovas myndighed, magt og pålidelighed kan vi nære en forvisning, eller tillid, i lighed med den en mand føler når han har skøde på en ejendom. Det at tro på Guds løfter fordi han er uangribelig, er som at tro på at man besidder en ejendom fordi man har skøde på den. Man har denne forvisning fordi Jehova har givet sit løfte og fordi han til fuldkommenhed har bevist at man kan stole på at han opfylder sine løfter. Den bedste definition af denne tro på Gud finder vi i Bibelen, i Hebræerne 11:1, hvor den udtrykkes med disse ord: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på.“ (NW) I bogen Word Pictures in the New Testament siger A. T. Robertson om dette skriftsted: „Vi vover at foreslå oversættelsen: ’Tro er skødet på ting der håbes på.’“ Han gør opmærksom på at det græske ord for „sikre forventning“ betyder det der understøtter noget, en overenskomst eller et løfte. Se Vagttårnet for 15. januar 1963, side 36, §§ 5, 6.

Troen på Gud er altså mere end et ønske eller et håb. Troen er noget der er føjet til håbet. Den betyder at vi er sikre på at modtage det Gud har lovet at give os eller at gøre for os, selv om vi endnu ikke ser det; det er så godt som gjort, selv om det endnu ikke virkelig er gjort. Troen er den absolutte vished for at det Gud siger skal ske, vil ske.

Tro bør ikke forveksles med lettroenhed eller ønsketænkning. Der er himmelvid forskel. En ordbog definerer lettroenhed som „en tilbøjelighed, udsprunget af svaghed eller uvidenhed, til at tro alt for villigt, i særdeleshed det der er umuligt eller absurd“. Den lettroende er „nem at bedrage; dum“.

Meget af det der går for at være tro er ikke sand tro men lettroenhed. Mange mennesker der ikke omhyggeligt undersøger og studerer Guds veje, drager forhastede slutninger der ofte er fuldstændig ude af harmoni med den guddommelige sandheds ånd. De der lader sig lede af en sådan lettroenhed og lærer den videre til andre, vanærer Gud og bringer forsmædelse over hans navn. Ofte er det de lettroende der hævder at have den stærkeste „tro“. Men det de føler så stærkt for, er som regel det Gud ikke har sagt, og ofte er de ikke tilbøjelige til at lytte til og rette sig efter hvad Gud virkelig har sagt.

Adams hustru, Eva, var for eksempel lettroende. Hun troede slangen i Edens have skønt hun ikke havde noget bevis for at den talte sandt. Følgen var at hun blev bedraget og mistede livet. (1 Tim. 2:14) Millioner af mennesker fæster lid til religiøse lærdomme der ikke er baseret på sandhed. En sådan lettroenhed fører til skuffelse, ja endog til døden, som i tilfældet med Eva.

Grundlagt sikkert på beviser

Den sande tro på Gud er grundlagt sikkert på beviser og vidnesbyrd. Den er den fornuftige slutning som drages efter en undersøgelse af kendsgerningerne. Disse kendsgerninger der danner bevisgrundlaget, hidrører fra to kilder, nemlig fra det Gud har skabt, og fra det han har åbenbaret.

Grunder man lidt over de rådende principper for årsag og virkning, bliver man klar over at hele naturen vidner om at der står en skaber bag. Den orden og harmoni der hersker overalt i naturen, fra atomet til hele universet, viser at det er en højt ophøjet hjernes værk. Som det siges i Romerne 1:20: „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ Naturen udgør et så ubestrideligt bevis for en skabers eksistens at Bibelen siger: „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ — Sl. 14:1.

Der er meget andet der tjener som grundlag for vor tro. Der er Guds skrevne åbenbaring, hans ord, Bibelen. Deri finder vi den absolutte sandhed der er nødvendig som fast grundlag for vor tro. Bibelens indre harmoni, opfyldelsen af dens profetier, og bekræftelsen af dens udsagn som vi finder hos historikerne, arkæologer og andre, vidner om at Bibelen er en bog af guddommelig oprindelse og absolut sandfærdig som grundlag for vor tro. Guds søn, Jesus Kristus, bekræftede også at den danner grundlaget for vor tro. Han sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Alt hvad Gud forventer at vi tror udover det han har frembragt i naturen, står at læse i hans ord. Deri har han givet os en fast grundvold af vidnesbyrd, så vi på grundlag af dem kan ræsonnere og opbygge en fast overbevisning om at det vi ikke kan se, eller som endnu ikke er blevet realiseret, med sikkerhed vil komme.

Troen omsættes i handling

Spotterne forfægter den idé at de må se Guds løfter opfyldt før de kan tro dem. Men intet er mere elementært og nødvendigt end tro, selv i vore dage. Den udøves i fortrøstning og tillid til ting der endnu ikke ses. Ser landmanden sin høst når han sår sæden? Hvorfor arbejder han troligt for det han ikke kan se? Alt hvad han har er sæden. Hvorfra ved han at den vil vokse op? Landmanden ved det fordi han har ræsonneret som så, at den sol der skinnede i går vil skinne på ny, at den regn der faldt i går ikke vil være den sidste, og at planterne fortsat vil følge naturlovene. Troen på at han vil kunne høste senere er baseret på sikre beviser. Den bygger på naturlovenes pålidelighed, der er blevet fastslået gennem århundreder. Troen på at høsten vil blive en realitet er derfor velbegrundet, og landmanden omsætter denne tro, denne vished, i handling ved at påbegynde sit arbejde. Hvor dåragtigt ville det ikke være om han undlod at så af frygt for at solen aldrig mere ville skinne eller regnen falde, eller for at sæden ikke ville gro!

Noget lignende er det med Guds løfter. Efterhånden som vi bliver bekendt med Jehova og studerer hans gerninger i naturen samt hans skrevne åbenbaring, Bibelen, begynder vi at opbygge tillid til hans løfter for fremtiden. Ligesom landmanden tillidsfuldt ser frem til efterårets høst, og pløjer, sår, kultiverer og vander før han nogen sinde ser den, således skulle vi også allerede nu handle i overensstemmelse med den tillid vi har til at Guds løfter vil blive opfyldt når tiden er inde.

Når vi kender Guds egenskaber er det ikke svært at udøve eller at handle efter den tro vi har på hans løfter, ligesom det heller ikke ville være svært for os at lade vore handlinger diktere af den sikkerhed vi ville have dersom vi ejede skødet på en ejendom. I forgangne tider har mange mennesker omsat deres tro i handling fordi de havde tillid til Jehova. Apostelen Paulus fortæller således at Abel, Enok, Noa, Abraham, Sara, Isak, Jakob, Josef, Moses, Rahab, Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og mange profeter troede på Guds løfter og handlede efter deres tro. I kraft af deres tro kunne de besejre riger, stoppe løvers gab, slukke ilds magt, få deres døde igen, udstå forfølgelse og lide tab, ja endog gå i døden, fordi de nærede den sikre forventning om en opstandelse fra de døde til liv i Guds nye verden. Der har levet så mange af disse troens mænd og kvinder at Paulus kalder dem en stor „sky“. — Hebr. 11:1–12:1.

Når Gud siger at der skal komme en vandflod og giver et menneske besked på at bygge en ark til frelse, gør dette menneske klogt i, på baggrund af sine tidligere erfaringer med Gud og hans ord, at vise tro på hans ord og handle derefter ved at bygge en ark, selv om der skulle gå mange år før vandfloden kom. Det var netop hvad den trofaste Noa gjorde. (1 Mos. 6:22) Da Gud befalede Abraham at ofre sin søn var det fornuftigt af Abraham at handle efter den tro han havde på Gud og at lade Gud sørge for opfyldelsen af det løfte han havde givet angående Abrahams søn. (1 Mos. 22:1-12) Dengang Gud befalede Lot at flygte ud af Sodoma for at undgå en tilstundende ulykke, var det fornuftigt af Lot at tro Gud og skynde sig ud af byen, skønt det måske var det skønneste vejr og intet syntes at varsle ondt. — 1 Mos. 19:12-25.

I alle de her nævnte tilfælde var der tale om prisværdige handlinger der udsprang af en tillidsfuld, barnlig tro. Men læg mærke til at der hver gang var et absolut grundlag for denne tro. Der forelå en tydelig befaling fra Gud. Troen byggede ikke på en dåragtig forestilling eller idé. Det ville have været tåbeligt af Noa at bygge en ark og advare folk i så mange år hvis han kun havde haft en forestilling om at der ville komme en vandflod. Abraham ville have gjort sig skyldig i en forbrydelse ved sit forsøg på at ofre Isak, hvis han blot havde en forestilling om at Gud ønskede han skulle gøre det. Og hvor ville det have været en enfoldig Lot der løb ud af Sodoma en skøn morgenstund efter at have forkyndt byens ødelæggelse, dersom han ikke havde haft sikre oplysninger derom. Men i hvert enkelt tilfælde gav Gud et umiskendeligt tegn på hvad der var hans vilje. I dag har vi i Bibelen et tydeligt vidnesbyrd om hvad der er Guds vilje, og dersom vi iagttager opfyldelsen af Bibelens profetier vil dette vidnesbyrd træde endnu skarpere frem for vort blik.

Hvordan man får den sande tro

Hvordan kan man få denne sande tro, denne „sikre forventning“, der kan sammenlignes med den sikkerhed man har når man sidder inde med skødet på en ejendom? Først af alt må man have den rette hjertetilstand. Man må være ydmyg og nære ønske om at opdyrke tro. Hvis man er stolt og prøver på at gøre sig uafhængig af Gud vil han ikke velsigne de bestræbelser man gør sig. Dernæst må man tilegne sig bibelkundskab for at få beviset, sikkerheden, for at Gud kan bringe sit ord til udførelse. Som det siges i Romerne 10:17: „Så kommer da troen af det, som høres,“ nemlig af den kundskab som Guds ord indeholder. Derpå får man lyst til at komme sammen med Guds folk og dér blive åndeligt opbygget. Gennem samvær med andre, mere modne kristne får man større forståelse af det man studerer. Det finder vi et eksempel på i Apostlenes Gerninger, det ottende kapitel, hvor der berettes om den ætiopiske hofmand der fik hjælp hos evangelisten Filip. Endelig må man til stadighed bede om Guds hellige ånds hjælp. — 1 Kor. 2:9, 10.

Troen er altså fornuftig. Det er også fornuftigt at handle efter den. Gud, der åbenbarer sig gennem naturen og gennem den beretning han har ladet nedskrive, appellerer til vor ypperste evne, vor fornuft, og opfordrer os til at lade vore handlinger diktere af de rette slutninger vi drager som følge af vort studium af hans gerninger, ord og veje.

Den sande tro, denne „sikre forventning“, er nødvendig, for „uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. — Hebr. 11:6.

Det er også nødvendigt at handle i overensstemmelse med troen, for, som bibelskribenten Jakob siger, „hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død“. Den der udøver tro, handler altså som den der ejer skødet på en ejendom. — Jak. 2:17.

I meget nær fremtid vil de der på rette måde udøver denne tro tage det i eje som Jehova nu lover: en skøn, frugtbar og skattefri jord. „Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.“ — Mika 4:4.