a Ikke én af disse mænd der lagde råd op mod David, viste sig at svare til beskrivelsen i salmens første vers. Ingen af dem opnåede den lykke der fulgte med at ’tage sig af de svage’.

Salmisten fortsætter: „Men du, o [Jehova], vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve gengæld imod dem.“ — Sl. 41:11.

Den svækkede konge henvender sig nu til Gud. Eftersom Davids fæller havde hævdet at han ikke mere ville „stå op“, beder salmisten nu om Gud vil ’rejse ham’, det vil sige hjælpe ham til at genvinde sit helbred og sin livskraft. Ønsket om at „øve gengæld“ mod fjenderne udsprang ikke af personlig hævngerrighed. Som landets øverste myndighed var kongen sig imidlertid bevidst at disse forræderiske sammensvorne måtte straffes efter loven af hensyn til alles bedste. — Se Femte Mosebog 19:15-21.

Dernæst udtrykker David tillid til at Gud vil høre hans bøn, idet han siger: „Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min fjende ikke skal juble over mig. Du holder mig oppe i kraft af min uskyld, lader mig stå for dit åsyn til evig tid.“ — Sl. 41:12, 13.

At Gud havde salmisten „kær“ fremgik af at Gud gav ham en indre forvisning om at hans fjender ikke ville få anledning til at bryde ud i sejrsjubel over ham. Under hans sygdom indgav Gud ham en fast overbevisning om at han ville blive holdt oppe på grund af sin uskyld. Dermed ser salmisten ikke bort fra sin egen syndighed og sine egne uretfærdige handlinger, men han henviser til at hans liv og færden i almindelighed har båret præg af helhjertet hengivenhed for Gud. Fremfor at skulle lide en for tidlig død, så salmisten frem til at leve længe ’for Guds åsyn’, det vil sige i et venskabeligt forhold til Skaberen og under hans beskyttelse.

Det sidste vers i salmen lyder: „Lovet være [Jehova], Israels Gud, fra evighed og til evighed, amen, amen!“ (Sl. 41:14) Hermed slutter den første af de fem bøger Salmerne inddeles i. Verset er en doksologi, en fast vending der udtrykker lovprisning af Jehova Gud, og svarer til den doksologi der afslutter hver af de øvrige fire bøger. — Se Salme 72, 89, 106 og 150.

En drastisk forandring

● På profeten Esajas’ tid var Jerusalems kvinder meget hovmodige; deres klædedragt var prangende og de var behængt med smykker. Når de stod for at skulle giftes, var der mænd nok at vælge imellem. (Es. 3:16-24) Men Jehova viste gennem Esajas at der ville indtræffe en drastisk forandring: „Dine mænd skal falde for sværd, dit unge mandskab i strid.“ (Es. 3:25) Denne omstændighed ville få Jerusalems kvinder til at handle således: „Syv kvinder skal på hin dag gribe fat i én mand og sige: ’Vi vil æde vort eget brød og holde os selv med klæder, blot vi må bære dit navn. Tag vanæren fra os!’“ — Es. 4:1.

Der ville være så få giftefærdige mænd til rådighed at syv kvinder ville tage skridt til at bede den første mand de traf, om at gifte sig med dem. Det eneste de ønskede var mandens navn, så de ikke længere skulle vanæres fordi de ikke havde en mand. Ifølge Moseloven var en mand forpligtet til at sørge for føde og klæder til sin hustru. (2 Mos. 21:10) Men fordi disse kvinders situation ville være så desperat, ville de med glæde løse manden fra hans forpligtelser ifølge Loven. De ville ’æde deres eget brød og holde sig selv med klæder’.