Afsnit 5

Tilbage til Johannes 1:1, 2

58. Til hvilken forståelse vedrørende Jesus Kristus fører Johannes os i slutningen af sit første brev til de kristne?

SELV i slutningen af sit første brev til de kristne leder apostelen Johannes os til den forståelse at Jesus Kristus er Guds søn og at mennesker der er født af Gud er Guds børn sammen med Jesus Kristus. An American Translation gengiver slutningen på Johannes’ brev således: „Vi ved at ingen af Guds børn begår synd, men [Den som blev født af Gud beskytter ham, RS] og den Onde kan ikke røre ham. Vi ved at vi er Guds børn, mens hele verden er i den Ondes magt. Og vi ved at Guds søn er kommen, og har givet os evne til at erkende ham som er sand; og vi er i samhørighed med ham som er sand.“ Hvordan? „Gennem hans søn, Jesus Kristus. Det er den sande Gud og evigt liv. Kære børn, hold jer fra afguder.“ — 1 Joh. 5:18-21, AT.

59. Hvorledes lyder forskellige oversættelser af Johannes 1:1, og hvad er vi nu i stand til at afgøre?

⁵⁹ Når den som Jesus Kristus er søn af, er „den sande Gud, og evigt liv“, og når Jesus Kristus er „Den som blev født af Gud“ og som beskytter Guds andre børn, hvordan skal vi da forstå Johannes 1:1, 2, som er oversat på flere forskellige måder? Mange oversættelser lyder: „Og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Andre siger: „Og Ordet (Logos) var guddommeligt.“ En anden lyder: „Og Ordet var gud.“ Andre igen: „Og Ordet var en gud.“ Da vi nu har undersøgt så meget af det Johannes skrev om Jesus, som var Ordet der blev kød, er vi nu i stand til at afgøre hvilken af disse oversættelser der er korrekt. Det betyder vor frelse.

60. Hvilken kommentar er Leo Tolstoj fremkommet med angående Johannes 1:1, 2 og den almindelige oversættelse af dette skriftsted?

⁶⁰ Tag først den gengivelse vi finder i de mest udbredte bibler: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud.“ Et par linjer fra bogen The Four Gospels Harmonized and Translated, af Leo Tolstoj, fortjener her at blive citeret:

Hvis der siges at i begyndelsen var opfattelsen eller ordet, og at ordet var til Gud eller hos Gud eller for Gud, er det umuligt i næste åndedræt at sige at det var Gud. Hvis det var Gud, kunne det ikke stå i noget forhold til Gud.a

Apostelen Johannes var ikke så ulogisk at han ville sige at en person („Ordet“) var hos en anden person („Gud“) og på samme tid var denne anden person („Gud“).

61. (a) Da Johannes har bevist at Jesus Kristus er „Guds Søn“, hvad kan man da med rette sige om Ordet? (b) I betragtning af Åbenbaringen 19:13 hvad kan Johannes 1:1 da højest betyde med hensyn til Ordet?

⁶¹ Johannes beviser at Ordet som var hos Gud „blev kød“ og blev Jesus Kristus, og at Jesus Kristus var „Guds Søn“. Det ville derfor være korrekt at sige at Ordet var Guds søn. At sige at Ordet var Gud, „den eneste sande Gud“, ville være i modstrid med det som apostelen Johannes siger i sine øvrige skrifter. I den sidste bog i Bibelen, nemlig i Åbenbaringen 19:13, kalder Johannes ham „Guds Ord“, idet han siger: „Og det navn, han bærer, er ’Guds Ord’.“ Bemærk at hans navn ikke er „Gud, Ordet“, men „Guds Ord“. Johannes 1:1 kan derfor højest betyde at Ordet var Guds eller fra Gud.

62. Hvad siger bogen „The Patristic Gospels“ at den rette forståelse af Johannes 1:1 sandsynligvis er?

⁶² Vi har her en bogb med titlen „The Patristic Gospels — An English Version of the holy Gospels as they existed in the Second Century“, af Roslyn D’Onston. På titelbladet fortælles hvordan denne oversættelse blev til. I Johannes 1:1 lyder denne oversættelse således: „Og Ordet var Gud.“ Men verset har denne fodnote: „Den rigtige læsemåde her er sandsynligvis: Guds eller fra Gud. Se kritisk note.“ — Side 118.c

63. Hvorfor gør ordlyden i den græske tekst til Johannes 1:1 oversætterne uenige om hvad Ordet var?

⁶³ Hvordan kan det være at oversætterne er uenige om hvad Ordet var — „Gud“, eller „gud“, eller „en gud“? Det er fordi det græske ord for „Gud“ står i begyndelsen af sætningen skønt det hører til prædikatet, og også fordi det står uden den bestemte artikel. For at vise det gengiver vi nedenfor de første linjer af den græske tekst ifølge uncialmanuskripterne fra det fjerde århundrede; den anden linje gengiver den græske tekst med latinske bogstaver; og i den tredje linje bringes en dansk oversættelse, ord for ord. Bemærk de græske forkortelser for „Gud“.

ΕΝ ΑΡΧΗ ΗΝ Ο ΛΟΓΟΣ ΚΑΙ Ο ΛΟΓΟΣ

EN ARKHEI ĒN HO LOGOS, KAI HO LOGOS

I BEGYNDELSE VAR ORDET, OG ORDET

HΝ ΠΡΟΣ ΤΟΝ ΘΝ ΚΑΙ ΘΣ ΗΝ Ο ΛΟΓΟΣ

ĒN PROS TON THN, KAI THS ĒN HO LOGOS.

VAR HOS GUDEN, OG GUD VAR ORDET.

ΟΥΤΟΣ ΗΝ ΕΝ ΑΡΧΗ ΠΡΟΣ ΤΟΝ ΘΝ

HOUTOS ĒN EN ARKHEI PROS TON THN.

DETTE VAR I BEGYNDELSE HOS GUDEN.

64. Hvad sagde biskop Westcott, som han citeres af professor Moule, at Ordet „gud“ uden den bestemte artikel udtrykte?

⁶⁴ Bemærk hvordan den bestemte artikel „HO“ eller „TON“ på dansk ikke sættes foran men hænges efter „GUD[EN]“, og bemærk hvordan den bestemte artikel er udeladt anden gang ordet GUD forekommer. Angående denne udeladelse stiller professor Moule spørgsmålet: „Er udeladelsen af den bestemte artikel i theós ēn ho lógos blot en idiomatisk foreteelse?“ Derefter siger Moule i næste paragraf:

På den anden side må man nødvendigvis se den mulighed i øjnene at den fjerde evangelist [Johannes] ikke behøvede at vælge denne ordstilling, og når han har valgt den, skønt den skaber nogen tvetydighed, kan det i sig selv være en antydning af hvad han mener; og skønt [biskop] Westcotts note (in loc.) måske kræver den tilføjelse at der kan være tale om noget idiomatisk, så repræsenterer den måske stadig forfatterens teologiske intention: ’Det står nødvendigvis uden den bestemte artikel (theós ikke ho theós) da det beskriver Ordets natur og ikke identificerer hans person. Det ville være ren sabellianisme at sige „Ordet var ho theós“. Udtrykkets form antyder ikke nogen tanke om en underordnet natur, men bekræfter simpelt hen Ordets sande guddommelighed. Sammenlign med kapitel 5, vers 27, hvor omvendt Kristi sande menneskelighed er udtrykt (hóti huiòs anthrópou estín . . .).’d

65. Hvordan har nogle oversættere, på linje med hvad biskop Westcott har sagt, gengivet Johannes 1:1, og hvordan beskriver deres oversættelse Ordet?

⁶⁵ Den nu afdøde biskop Westcott, som var medarbejder ved udgivelsen af den berømte græske tekst til De kristne Skrifter af Westcott og Hort, taler om „Kristi sande menneskelighed“, og dog hævder han at Jesus Kristus ikke var „sand menneskelighed“ men en blanding, et såkaldt Gud-Menneske. Bemærk imidlertid at biskoppen siger at udeladelsen af den bestemte artikel foran det græske ord theós får ordet theós til at ligne et tillægsord som snarere „beskriver Ordets natur“ end identificerer hans person. Det er grunden til at nogle oversættere gengiver det således: „Og Ordet var guddommeligt.“ Det er ikke det samme som at sige at Ordet var Gud og var identisk med Gud. En grammatiker oversætter stedet således: „Og Ordet var guddom,“ for at få den opfattelse frem som han havde og som gik ud på at Ordet ikke var „hele Gud“.e Ifølge treenighedstilhængerne var Ordet kun en tredjedel af Gud, en ligestillet anden person i en tre-i-én-Gud. Vor overvejelse af alt hvad Johannes har skrevet har imidlertid vist hvor forkert denne lære er, en lære som treenighedstilhængerne ikke engang selv kan forstå eller forklare. Ordet er Guds søn, ikke Guds anden person.

66, 67. (a) Hvorledes gengiver Torreys oversættelse Johannes 1:1? (b) Hvorledes gengiver The Emphatic Diaglott det?

⁶⁶ The Four Gospels, af C. C. Torrey, viser forskellen mellem theós med ho (den bestemte artikel) og theós uden ho ved at bruge følgende typografi: „Og Ordet var hos Gud, og Ordet var gud.“ (Anden udgave af 1947).

⁶⁷ The Emphatic Diaglott fra 1864, af Benjamin Wilson, viser forskellen idet den bruger følgende skrivemåde: „Og LOGOS var hos GUD, og LOGOS var Gud.“ („And the LOGOS was with GOD, and the LOGOS was God.“)

68. (a) Hvad angiver disse oversættelser med deres typografi med hensyn til Ordet? (b) Hvilket spørgsmål opstår derfor nu?

⁶⁸ Selv disse oversættelser antyder at Ordet i sin førmenneskelige tilværelse i himmelen hos Gud, var af guddommelig natur uden at være Gud selv eller en del af Gud. Ordet var Guds søn. Spørgsmålet opstår derfor: Hvad skal vi kalde en sådan søn af Gud som først af alle havde denne guddommelige natur blandt Guds sønner i himmelen? Vi må huske at Jesus Kristus sagde til jøderne at de menneskelige dommere til hvem eller imod hvem Guds ord kom, blev kaldt „guder“ i Salme 82:1-6. — Joh. 10:34-36.

„Gudssønnerne“

69. Hvad siger Gesenius’ Hebräische Grammatik om udtrykket „gudssønnerne“ i De hebraiske Skrifter?

⁶⁹ De hebraiske Skrifter nævner „gudssønnerne“ (beneí ha-Elohím) i Første Mosebog 6:2, 4; Job 1:6; 2:1 og 38:7. Gesenius’ Hebräische Grammatik kommenterer disse bibelvers på side 418, paragraf 2, og siger følgende:

Udtrykket ben- [„søn af“] eller beneí [„sønner af“] bruges også for at betegne medlemskab af et lav eller samfund (eller af en stamme, eller en hvilken som helst bestemt klasse). Udtrykket beneí Elohím [„gudssønner“] eller beneí ha-Elohím [„gudssønnerne“] i Første Mosebog 6:2, 4, Job 1:6, 2:1, 38:7 (sammenlign også med beneí Elím i Salme 29:1, 89:7) vil derfor sikkert ikke betyde at de er guds sønner, men at de tilhører klassen af elohim eller elim; . . .

Og så går denne grammatik over til at forklare at det hebraiske udtryk i Første Kongebog 20:35 for „profetsønnerne“ betyder „personer som tilhører profeternes lav“; og det hebraiske udtryk i Nehemias 3:8 „søn af apotekerne“ (da. overs. „salvehandlerne“) skal betyde „en der tilhører apotekernes lav“. — Se også Amos 7:14.

70. Hvorledes viser LEXIKON IN VETERIS TESTAMENTI LIBROS af Köhler og Baumgartner overensstemmelse med Gesenius’ Hebräische Grammatik?

⁷⁰ LEXIKON IN VETERIS TESTAMENTI LIBROS, af Köhler og Baumgartner, samstemmer med Gesenius’ Hebräische Grammatik. På side 134, spalte 1, linjerne 12 og 13 i udgaven af 1951 bringer dette LEXIKON først det hebraiske udtryk og så dets betydning på tysk og engelsk, således: „BENEI ELOHIM (individuelle) guddommelige væsener, guder.“ Og på side 51, spalte 1, linjerne 2 og 3, siger det så: „BENEI HA-ELOHIM de (enkelte) guder Første Mosebog 6:2; Job 1:6; 2:1; 38:7.“

71. Hvad kalder David i Salme 8 himmelens engle, og hvorledes gengiver forskellige oversættelser derfor Salme 8:6?

⁷¹ I Salme 8:5, 6 taler David profetisk om hvordan Guds Ord blev kød, og David kalder himmelens engle elohím eller „guder“, idet han bruger det samme ord som forekommer i Salme 82:1, 6. Lindbergs oversættelse lyder: „Hvad er da en Dødelig, at du kommer ham ihu, et Menneskebarn, at du gjæster ham! du gjorde ham lidet ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham.“ Hebræerne 2:6-9 anvender disse ord på Jesus Kristus og viser at han ved at blive kød blev „ringere end englene“. Den autoriserede danske oversættelse gengiver imidlertid Salme 8:6 således: „Du gjorde ham lidet ringere end Gud.“ The Book of Psalms af S. T. Byington lyder: „Du gjorde ham lidt mindre end Gud.“ Moffatts oversættelse siger: „Dog har du gjort ham lidt ringere end guddommelig.“

72. Hvorledes gengiver New World Translation Salme 8:6, og hvorfor indebærer denne oversættelse ikke polyteisme?

⁷² New World Translation lyder: „Dernæst gjorde du ham lidt ringere end de guddommelige.“ Gør denne sidste oversættelse sig skyldig i at lære polyteisme eller troen på mange guder? På ingen måde! Hvorfor ikke? Fordi De hebraiske Skrifter virkelig indeholder disse udtryk og anvender titlen elohím eller „guder“ på mennesker og engle, og disse hebraiske skrifter lærte dog ikke jøderne polyteisme.

73, 74. (a) Hvad var Satan Djævelen og hans dæmoner engang, og hvad er de blevet for denne verden og dens nationer? (b) Hvorfor var det som Paulus lærte i Første Korinter 8:5, 6 ikke polyteisme?

⁷³ Glem ikke at Bibelen lærer at den åndeskabning som gjorde sig selv til Satan Djævelen, oprindelig var en af disse „gudssønner“ eller en af disse „guddommelige“, en af disse elohím. De ånder der blev dæmoner under Satan blev også engang regnet med blandt de „guddommelige“. Det er derfor ikke mærkeligt at apostelen Paulus kalder Satan „denne verdens gud“, og at han siger at de hedenske nationer har gjort dæmonånderne til deres guder og bringer ofre til dem. — 2 Kor. 4:4; 1 Kor. 10:20, 21.

⁷⁴ Paulus sagde: „Selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’“ — og Paulus prædikede ikke hermed polyteisme, for han tilføjede: „Så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ (1 Kor. 8:5, 6) Vi tilbeder den samme Gud som Herren Jesus Kristus, og det er „een Gud, Faderen“. Denne tilbedelse giver vi ham gennem Guds søn, som for os er „een Herre, Jesus Kristus“.

75. Hvorledes gengiver New World Translation Johannes 1:1-3, og på baggrund af hvad gør den det?

⁷⁵ På baggrund af apostelen Johannes’ lære, ja på baggrund af hele Bibelens lære, gengiver New World Translation of the Holy Scriptures Johannes 1:1-3 som følger: „I begyndelse(n) var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelse(n) hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev end ikke én ting til.“

76. (a) Hvad må Ordet eller Logos have været i himmelen i betragtning af at han blev brugt til at give alle andre skabninger liv? (b) Hvad er Ordet i lighed med det talte ord, og hvad er hans rang?

⁷⁶ Ordet eller Logos som Gud, Faderen, brugte ved frembringelsen af alle andre skabninger, var så ganske afgjort den øverste eller førstefødte blandt alle de andre engle som De hebraiske Skrifter kalder elohím eller „guder“. Han kaldes „den enbårne Søn“ fordi han er den eneste som Gud selv direkte har skabt uden nogen anden skabnings medvirken eller samarbejde. (Joh. 3:16; 1:14) Hvis Ordet eller Logos ikke var den første levende skabning som Gud skabte, hvem er da Guds først skabte søn, og hvordan er denne første skabning blevet æret og brugt som den af Guds sønners familie der blev frembragt først? Vi kender ikke nogen anden end Ordet eller Logos, „Guds Ord“. Som et ord frembringes af en taler, er Ordet eller Logos Guds skabning, Guds første skaberværk. Når uretfærdige dommere på jorden, mod hvem Guds ord og dom udgik, i Bibelen blev kaldt „guder“ (elohím), så kan Ordet eller Logos, som Gud har udnævnt til at være en retfærdig dommer og ved hvem Guds ord er kommet til os, også bibelsk kaldes „en gud“. Han er mægtigere end menneskelige dommere.

„Ordet“

77. Som hvad markerer titlen „Ordet“ ham, og hvilken beretning minder det os om?

⁷⁷ Selve titlen „Ordet“ betegner ham som den øverste blandt Guds sønner. Her bliver vi mindet om den abessinske Kal Hatzè, som han beskrives af James Bruce i bogen Travels to Discover the Source of the Nile in 1768, 1769, 1770, 1771, 1772 and 1773:f

En officer, som kaldes Kal Hatzè, står altid på trinene ved siden af vinduet, i hvilket der er et hul som indvendig er dækket af et forhæng af grønt taft; bag dette forhæng sidder kongen, og gennem dette hul udsender han de budskaber han har til Rådet, som rejser sig og stående modtager budbringeren. . . . Hidtil havde han, når der var fremmede til stede i værelset, talt til os gennem en officer kaldet Kal Hatzè, kongens stemme eller ord. . . . forestillinger af denne art, arrangeret for folket af kongen, synes ikke på noget tidspunkt at have passet til dette folks ånd. Før i tiden blev hans ansigt aldrig set, heller ikke nogen anden del af ham, somme tider dog hans ene fod undtaget. Han sidder på en slags balkon bag blyindfattede ruder med et forhæng for. Selv da tildækker han sit ansigt for publikum eller offentligheden og når der holdes ret. Når forræderisager behandles sidder han på sin balkon og taler gennem hullet på siden af balkonen til en officer som kaldes Kal Hatzè, „kongens stemme eller ord“, gennem hvem han stiller sine spørgsmål eller hvad det ellers måtte være, til dommerne, som sidder ved rådsbordet.

78. Hvad betyder det at en republiks præsident kaldes folkets tunge?

⁷⁸ En artikel med overskriften „Indonesiens afgud — Sukarno“, som stod i New York Times den 12. september 1961, leder tanken hen på noget af det samme. Under et billede af Sukarno står der „Det indonesiske folks Tunge“, og artiklen fortæller følgende:

. . . Det slår næsten aldrig fejl at taleren tilføjer: „Når jeg dør, da skriv ikke med gyldne bogstaver på min grav: ’Her ligger Hans Højhed, dr. technices Sukarno, Republikken Indonesiens første præsident.’ Men skriv blot: ’Her ligger Bung [Broder] Karno, Det indonesiske folks Tunge.’“

Med navnet „Tunge“ menes der at han taler for hele folket.

79. (a) Hvilket lignende billedsprog bruger Anden Mosebog 4:16 om Aron? (b) Med hvilke udtalelser til jøderne viste Jesus at han var Guds Ord?

⁷⁹ I Anden Mosebog 4:16 bruger Bibelen et lignende billede, dér hvor Gud siger til profeten Moses om hans broder Aron: „Han skal tale på dine vegne til folket; han skal være din mund, og du skal være som gud for ham.“ Som talsmand for den gudlignende Moses tjente Aron som mund for ham. På samme måde forholder det sig med Ordet eller Logos, der blev Jesus Kristus. For at vise at han var Guds Ord eller talsmand, sagde Jesus til jøderne: „Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.“ For at forklare at han talte for Gud sagde Jesus også: „Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.“ — Joh. 7:16, 17; 12:50.

80. Hvad kan vi nu forstå, i betragtning af at han er Guds ord, og i betragtning af det som Johannes 1:1, 18 og 20:28 henleder vor opmærksomhed på?

⁸⁰ Eftersom Jesus Kristus som Guds Ord indtager en stilling som ingen anden af Guds skabninger indtager, kan vi forstå hvorfor apostelen Johannes i Johannes 1:1 skrev: „Og Ordet var en gud.“ Vi kan også forstå Johannes’ ord i Johannes 1:18, sådan som de findes i de ældste græske manuskripter: „Intet menneske har nogen sinde set Gud: en Enbåren Gud, han der er i Faderens skød, han har tolket ham.“ (Ro; Skat Rørdam) Da han er „en Enbåren Gud“g der har tolket sin himmelske Fader for os, fatter vi den rette vægt og styrke i apostelen Tomas’ ord som han henvendte til den opstandne Jesus Kristus: „Min Herre og min Gud.“ — Joh. 20:28.

81. Hvad var hovedformålet med at han, som var Guds ord, blev kød og blod her på jorden?

⁸¹ Da Jesus Kristus som „Guds Ord“ er den universelle talsmand for Gud, Faderen, fremstiller apostelen Johannes meget træffende Jesus Kristus som Guds hovedvidne. Hovedformålet med at Ordet eller Logos blev kød og boede iblandt os skabninger af blod og kød var at han skulle vidne. Da Ordet som blev kød stod for den romerske statholder Pontius Pilatus med en dødsdom over hovedet, sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.“ — Joh. 18:37.

82. Hvad kunne ordet derfor med rette kaldes i Åbenbaringen 3:14 og 1:5?

⁸² I betragtning af det navn han skabte sig da han var på jorden som Guds hovedvidne, kunne han som „Guds Ord“ i himmelsk herlighed sige som vi læser i Åbenbaringen 3:14: „Dette siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse.“ (Den autoriserede danske oversættelse af 1907) Følgelig kunne apostelen Johannes bede om nåde og fred over de kristne menigheder fra Gud og „fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger“. (Åb. 1:4, 5) Han er det fornemste af Jehova Guds kristne vidner.

83. (a) Hvad gør vi derfor vel i, og hvorfor? (b) Hvad bliver vi hvis vi gør det samme som Johannes?

⁸³ Da Jesus Kristus nu er det herliggjorte „Guds Ord“ i himmelen, gør vi vel i at lytte til hvad han siger, for når han taler, er det som om det var Jehova Gud selv der talte. (Åb. 19:13) Ved at lytte til det herliggjorte levende „Guds Ord“s stemme, viser vi at vi er „af sandheden“. Det er ved at kende hans røst, lytte til den og reagere på den at vi viser at vi er hans „får“. (Joh. 10:3, 4, 16, 27) Hvis vi hører hans røst og åbner døren og lader ham komme ind hvor vi bor, vil han træde ind og holde en åndelig nadver med os. (Åb. 3:20) Mere end nogen af de andre inspirerede kristne bibelskribenter, skriver apostelen Johannes om vidner og om at vidne. Hvis vi ligesom Johannes lytter til det kongelige „Guds Ord“s stemme, vil vi også være trofaste vidner, og vidne om den sandhed som gør mennesker frie og som fører til evigt liv i Guds retfærdige nye verden. Til slut: Tak til Jehova Gud fordi han brugte apostelen Johannes til at gøre os bekendt med hvem Ordet er.

[Fodnoter]

Det græske ord theoũ betyder „Guds eller fra Gud“.

Efter at have anført nogle citater fra ovennævnte bog af James Bruce siger Calmets Dictionary of The Holy Bible:

„Mr. Bruce giver flere eksempler på hvordan kongen gjorde brug af denne officer: især kan nævnes én lejlighed ved hvilken kongen under afhøringen af en oprører, gennem sin Kal Hatzé stillede et spørgsmål, hvorved oprørerens skyld blev påvist eftertrykkeligt. Vi ser således at Abessiniens konge stiller sine spørgsmål, fremsætter sin mening og giver sin vilje til kende gennem en stedfortræder, en repræsentant eller mellemmand kaldet ’hans ORD’. Hvis vi nu antager at dette var en jødisk skik kan vi se hvad de gamle jødiske parafraster hentydede til med udtrykket ’JEHOVAS Ord’ i stedet for JEHOVA selv; og forestillingen var dem bekendt, og også deres læsere bekendt, hvilket ikke var mindre vigtigt. . . . Skal vi ikke herefter give slip på den teori at evangelisterne har antaget Platons mytologiske forestillinger? Er det ikke tværtimod Platon der havde antaget østens sprog? og hersker denne skik ikke stadig i østen? Se beretningerne om en ambassadørs besøg hos regenten, der aldrig selv svarer, men giver sin vesir instruktion om hvad han skal sige. På samme måde i Europa. Den franske konge giver sin seglbevarer besked om at tale i hans navn, og den engelske lordkansler hjemsender parlamentet, idet han giver udtryk for majestætens ønske og taler i majestætens navn skønt denne er nærværende.“ — Citeret fra Calmets Dictionary of The Holy Bible, side 935, udgivet af afdøde mr. Charles Taylor, den amerikanske udgave. Revideret, med omfattende tilføjelser, af Edward Robinson. Boston: udgivet af Crocker og Brewster. . . . New York: Jonathan Leavitt, 1832.

En kongelig embedsmand i lighed med den ovenfor beskrevne abessinske Kal Hatzè blev brugt som eksempel i bogen Forsoningen mellem Gud og Mennesket, siderne 91 og 92, skrevet i 1897 af Charles T. Russell, samt i tekstbogen til „Skabelsens Fotodrama“ (1914), side 54, tredje afsnit. Eksemplet blev brugt i forbindelse med Johannes 1:1.