Den død der bragte liv

JESU KRISTI død på marterpælen for over 1900 år siden åbnede os en dør til livet. Dersom han ikke havde lidt døden ville vi ikke have haft håb om at genvinde den syndfrihed og fuldkommenhed som vor forfader Adam oprindelig ejede. Vi ville ikke have haft noget håb om at opleve den dag da døden ikke længere gør ende på ethvert menneskes livsløb. Vi ville ikke have håbet om at erfare den udfrielse fra dødens trældom som en opstandelse kan udvirke. Jesu Kristi liv som fuldkomment menneske blev ofret som en genløsning for os.

At genløse vil sige at købe fri for fangenskab eller straf. Med en løsesum kan man tilbagekøbe eller befri et menneske fra nød og vanskeligheder. Da vor forfader Adam overtrådte Guds lov forfejlede han det retfærdighedens målmærke som Gud havde sat for alle sine skabninger. Og da der, som Skriften siger, ikke kan komme en ren af en uren, arvede Adams efterkommere den syndige tilstand som deres forfader bragte sig selv i ved sin ulydighedshandling. (Job 14:4) Fra Adams tid og op til vore dage er alle mennesker blevet født i synd, og de har alle været underlagt døden. „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Fandtes der noget middel hvorved menneskene kunne blive udfriet fra synd og død? Ja, men de kunne ikke selv tage bestemmelse om hvordan en sådan udfrielse skulle finde sted; den kunne kun ske ved en forsoning i harmoni med Guds retfærdige lov. Eftersom Adam ved sin ulydighed mod Gud mistede retten til fuldkomment liv for sig selv og sine efterkommere, kunne de lydige blandt hans efterkommere kun genvinde det tabte når Guds tid var inde hvis der blev betalt en pris som nøjagtig svarede til det der var gået tabt. En tilsvarende løsesum var nødvendig for at retfærdigheden i Guds lov kunne ske fyldest.

Ingen af Adams efterkommere har kunnet skaffe den nødvendige løsesum, for ingen af dem har været syndfri og fuldkomne. „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ (Sl. 49:8-10) Kun Gud kunne tilvejebringe løsesummen, men han var ikke forpligtet til at gøre det. Det var et udslag af godhed, ufortjent godhed over for Adams efterkommere, da Gud kærligt tilvejebragte en løsesum for dem. Prisen var hans enbårne søn, hvis liv han overførte fra himmelen til Marias moderskød, for at sønnen kunne blive født som et fuldkomment menneske. Eftersom Jesu livskraft var fra himmelen og ikke skyldtes Adams forplantningsevne, var han fri for virkningerne af Adams synd. Han var syndfri.

Da Jesus gav afkald på sit fuldkomne menneskeliv betalte han den nødvendige pris, en pris der havde nøjagtig samme værdi som Adams liv før han syndede. „Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:5, 6) Når løsesummen var betalt én gang ville det ikke mere blive nødvendigt at bringe et sådant offer for synder. „Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“ — Hebr. 9:25, 26.

Udtalelsen om at Jesus gav sig selv „som løsesum for alle“ må forstås i lyset af andre skriftsteder. Jesu død kommer ikke alle Adams efterkommere til gode uanset deres personlige adfærd og sindsbeskaffenhed. Han betalte ikke en løsesum for mennesker der til stadighed synder ved med overlæg at overtræde hans himmelske Faders love. Løsesummen dækker kun for de mennesker som påskønner den ufortjente godhed Gud har vist dem ved at tilvejebringe et middel hvorved de kan blive løst fra syndens og dødens trældom. Prisen er betalt for dem der erkender at de har behov for en genløsning og som udøver tro på at Gud har tilvejebragt en sådan. Jesus gav selv udtryk for at genløsningens goder var begrænset til sådanne mennesker. Han sagde: „Gud elskede verden så højt at han gav sin enbårne søn, for at enhver som udøver tro på ham ikke skal gå til grunde, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16, NW) Læg mærke til kravet — „enhver som udøver tro på ham“. Løsesummen er altså betalt for alle de mennesker der udøver tro, ikke for alle der lever.

Ved sin ulydighed ødelagde Adam sit harmoniske forhold til Gud og blev hans fjende. Alle hans efterkommere er på grund af nedarvede og personlige synder kommet til at stå i det samme fjendtlige forhold til Gud. Genløsningsbetalingen har gjort det muligt for dem at blive forligt med Gud eller at blive ført ind i et harmonisk forhold til ham. Herom siger Bibelen: „Men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.“ (Rom. 5:8, 10) Her ser vi altså to af de mange fordele der er blevet bragt os ved Kristi død. Vi kan komme i harmoni med Gud og vi kan blive frelst.

At blive frelst vil sige at blive udfriet fra den nedarvede synds og døds trældom. Dette fremgår af ovenfor citerede skriftsted, Johannes 3:16, samt af det efterfølgende vers i samme kapitel. Som skriftstedet påpeger, gjorde Kristi offer det muligt for mennesker der udøver tro at opnå evigt liv, og således blive frelst i stedet for at gå til grunde, hvad alle ville være gjort hvis der ikke var blevet betalt en løsesum. I Jo 3 vers 17 står der: „Thi Gud sendte ikke sin Søn, til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.“ Menneskeverdenen vil ikke forsvinde i døden, for ved Kristi offerdød er der skabt mulighed for at mennesker af alle slags som udøver tro kan blive frelst fra udslettelse. De får skænket det evige liv i Guds retfærdige nye orden, der nu er nær. Mange vil endog blive oprejst fra de døde. Dette ville aldrig kunne ske hvis ikke Kristus havde ofret sit liv som en genløsning.

Vi der lever i dag kan nærme os Gud og få tilgivelse for vore synder og glæde os over at stå i et rent forhold til Gud i kraft af Kristi offer. Hvis den tid kommer da døden nærmer sig, kan vi på grund af dette offer nære en fast tillid til at vi ikke for evigt skal hvile i døden men bringes tilbage til livet ved en opstandelse. Under Kristi tusindårsrige kan vi tillidsfuldt imødese en genrejsning til menneskelig fuldkommenhed, som Adam erfarede den; og vi kan se frem til at modtage det evige liv „som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider“. (Tit. 1:2) Således bragte det fuldkomne menneske Jesu Kristi død liv til den døende menneskehed.